Spring til indhold

Christian 9.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Kong Christian 9.)
Christian 9.
Valgsprog:
Med Gud for Ære og Ret
Portræt udført af Henrik Olrik, 1871
Konge af Danmark (mere..)
Regerede15. november 1863
– 29. januar 1906
(42 år og 75 dage)
ForgængerFrederik 7.
Konseils-præsidenter
Se liste
EfterfølgerFrederik 8.
ÆgtefælleLouise af Hessen-Kassel (g. 1842)
Børnmed Dronning Louise:
HusHuset Glücksborg
FarVilhelm, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
MorLouise Karoline af Hessen-Kassel
Født8. april 1818(1818-04-08)
Gottorp Slot, Slesvig
Død29. januar 1906 (87 år)
Amalienborg, København
Hvilested15. februar 1906
Roskilde Domkirke
BeskæftigelseKonge
ReligionLutheransk
Ridder af Elefantordenen

1843

Christian 9. (født 8. april 1818 på Gottorp Slot i Slesvig, død 29. januar 1906 på Amalienborg i København[1]) var konge af Danmark fra 1863 til 1906 samt hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg fra 1863 til 1864 (de facto).

Han voksede op som en yngre søn af hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg og tilhørte dermed en fjern sidelinje af det danske kongehus, der nedstammede fra Christian 3. I 1852 blev han imidlertid udset til tronfølger i Det danske monarki, da Frederik 7. ikke havde arvinger, og man derfor måtte forvente at den oldenborgske slægts hovedlinje snart ville uddø. Ved Frederik 7.'s død i 1863 besteg han tronen som den første danske konge af den glücksburgske (lyksborgske) linje af den oldenborgske slægt. Han tog som valgsprog: Med Gud for Ære og Ret.

Starten på hans regeringstid blev præget af nederlaget i den anden slesvigske krig i 1864 og tabet af Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, der gjorde kongen meget upopulær. En lang række af hans efterfølgende regeringsår var domineret af forfatningskampen, hvor Christian 9. stod fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets flertal. Først ved systemskiftet i 1901 lod kongen sig endeligt overtale til at anerkende folketingsparlamentarismen som statsform, hvor regeringen ikke måtte have et flertal i Folketinget imod sig. På trods af mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til store dele af befolkningen, blev han efterhånden en populær regent på grund af sin lange regeringstid og sit fordringsløse og imødekommende væsen.

Christian giftede sig i 1842 med sin halvkusine Prinsesse Louise af Hessen. Deres seks børn giftede sig ind i flere af Europas fyrstehuse og skaffede Christian 9. tilnavnet Europas svigerfar.

Biografi

[redigér | rediger kildetekst]

Tidlige liv

[redigér | rediger kildetekst]

Fødsel og famliebaggrund

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: De sønderborgske hertughuse

Den fremtidige Kong Christian 9. kom til verden mellem klokken 10 og 11 om formiddagen onsdag den 8. april 1818(1818-04-08) på sine bedsteforældres residens Gottorp Slot ved byen Slesvig i Hertugdømmet Slesvig, der på dette tidspunkt var en del af Helstaten[2]. Han blev født som prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck og var fjerde søn og sjette barn af Hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck og Prinsesse Louise Karoline af Hessen-Kassel.[3] Han blev opkaldt efter sin mors fætter, Prins Christian Frederik af Danmark, den senere Kong Christian 8., der også var hans gudfar. Sammen med sin hustru, Caroline Amalie af Augustenborg, var han rejst fra Als til Gottorp, så han kunne holde sit gudbarn over dåben, der blev afholdt i slutningen af maj i kapellet på Gottorp Slot.[2]

Christians far Hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck, fra 1825 Hertug af Glücksborg.

Prins Christians far var overhoved for slægten Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck, en fjern og ubetydelig sidelinje til det danske kongehus, Huset Oldenborg. Familien nedstammede fra Kong Christian 3.'s yngre søn, Hertug Hans den Yngre af Slesvig-Holsten-Sønderborg, hvis barnebarn Hertug August Philip havde afbrudt forbindelsen til Danmark og var rejst til Tyskland, hvor han erhvervede herregården Haus Beck i Westfalen, hvorefter slægten antog navnet Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck. Hans sønner og deres slægt gik i preussisk, polsk og russisk tjeneste, indtil hans sønnesøns sønnesøn, Prins Christians far, atter gik i dansk militærtjeneste, hvor han blev udstationeret i Holsten.[4] Det var her han mødte og blev gift med Prins Christians mor, Prinsesse Louise Karoline af Hessen-Kassel. Hun var datter af Landgreve Karl af Hessen, en oprindeligt tysk prins, der var opvokset ved det danske hof og havde giftet sig med Kong Frederik 5.'s yngste datter, Prinsesse Louise. Han havde gjort karriere i Danmark, hvor han var blevet dansk feltmarskal og statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.[5]

Gennem sin far nedstammede Prins Christian dermed i lige mandslinje fra Kong Christian 3., mens han gennem sin mor var oldebarn af Kong Frederik 5. Han var dermed tæt beslægtet med det danske kongehus men havde ingen egentlig udsigt til at arve den danske trone.

Opvækst

[redigér | rediger kildetekst]
Prins Christians barndomshjem Glücksborg Slot (2012).

Prins Christian voksede indledningsvis op med sine uformuende forældre og mange søskende hos Hertug Vilhelms svigerforældre på Gottorp Slot, der var den traditionelle residens for den kongelige statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I 1824 døde imidlertid Enkehertuginde Anna Karoline af Glücksborg (1751-1824), enke efter den sidste hertug af den ældre linje af huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, Frederik Henrik Vilhelm, der var død i 1779. Det gamle renæssanceslot Glücksborg Slot, beliggende lidt syd for Flensborg Fjord ikke langt fra byen Flensborg, stod nu tomt, og ved et kongeligt patent af 6. juni 1825 overdrog Kong Frederik 6. af Danmark slottet til Hertug Vilhelm og udnævnte ham til Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Dermed blev den den yngre linje af Huset Glücksborg grundlagt.[6]

Familien flyttede herefter til Glücksborg Slot, hvor Prins Christian blev opdraget sammen med sine søskende under faderens ledelse. "Jeg opdrager mine sønner med strenghed, for at disse skulle lære at adlyde, uden at jeg dog derfor undlader at gøre dem tilgængelige for nutidens krav og fordringer", skrev hertugen til en ven.[7] Imidlertid døde Hertug Vilhelm den 17. februar 1831 i en alder af bare 46 år som følge af en forkølelse, der havde udviklet sig til lungebetændelse og efter hertugens eget skøn skarlagensfeber, der tidligere havde ramt to af hans børn. Han efterlod sin kone som enke uden penge og med ti børn. Prins Christian var tolv år gammel, da faderen døde.

Uddannelse

[redigér | rediger kildetekst]
Prins Christians surrogatfar, Kong Frederik 6., hvis dronning Marie var hans moster og de to prinsesser hans kusiner.

Efter Hertug Vilhelms død blev Kong Frederik 6. sammen med Prins Vilhelm af Hessen-Philippstal-Barchfeld, en af hertugens nære venner, formyndere for Prins Christian og hans ni søskende.[7] Samme år ønskede Prins Christian at blive uddannet til søofficer, men under et besøg på Gottorp kort efter hertugens begravelse aftalte Kong Frederik 6. med hans mor, at han skulle sendes til København for at få en officersuddannelse ved Landkadetakademiet. I 1832, året efter faderens død, flyttede den 14-årige Prins Christian derfor til København, hvor han blev sat i huset hos oberst Linde, chefen for Landkadetakademiet. Han fik eneundervisning og var kun sjældent sammen med de andre kadetter.[7] Til gengæld tog det sønneløse kongepar sig godt af drengen, da Dronning Marie Sophie Frederikke var hans moster og Kong Frederik 6. hans mors fætter. I 1838 blev Prins Christians ældste bror, Hertug Carl af Glücksborg, ydermere gift med kongeparrets yngste datter, Prinsesse Vilhelmine.

Prins Christians mangeårige hjem, Det Gule Palæ i København (2006).

I 1835 blev Prins Christian konfirmeret i Garnisonskirken, og i 1836 blev han udnævnt til ritmester ved Livgarden til Hest og fik herefter bolig i Hestgardekasernen ved Frederiksholms Kanal. Her boede han under beskedne forhold, indtil Kong Frederik 6. i 1839 tildelte ham en bolig i Det Gule Palæ i Amaliegade ved siden af Amalienborg, hvor han kom til at bo til 1865.[7]

Fra 1839 til 1841 studerede Prins Christian sammen med sin halvfætter Prins Frederik af Hessen statsret og historie på Bonns Universitet i Tyskland. Det var her han i december 1839 modtog nyheden om sin formynder Kong Frederik 6.'s død og sin mors fætters Kong Christian 8.'s tronbestigelse. I ferierne tog han på forskellige udflugter i Tyskland og rejste også til Venedig. På en af disse rejser besøgte han sin mors fætter Landgrev Vilhelm af Hessens familie på Slottet Rumpenheim i Hessen, hvor han fattede interesse for sin senere hustru, Prinsesse Louise.[7] I 1841 vendte han tilbage til København. På hjemrejsen aflagde han besøg ved hoffet i Berlin, hvor han afslog et ellers smigrende tilbud fra Kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen om at træde ind i den preussiske hær.[8]

Vejen til tronen

[redigér | rediger kildetekst]

Ægteskab

[redigér | rediger kildetekst]
Prins Christians første ægteskabsprojekt, Dronning Victoria af Storbritannien.

I 1838 deltog Prins Christian som repræsentant for Kong Frederik 6. i Dronning Victoria af Storbritanniens kroning i Westminster Abbey i London.[9] Under sit ophold i London bejlede han uden held til den unge og endnu ugifte britiske dronning, der imidlertid valgte at følge sin families ønsker og foretrak at gifte sig med sin fætter, Prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha. Ikke desto mindre fik den unge dronning et godt indtryk af den jævnaldrende Prins Christian, der 25 år senere skulle blive svigerfar til hendes ældste søn, Fyrsten af Wales.[10]

Prins Christian og Prinsesse Louise i 1840'erne.

I stedet indgik Prins Christian et ægteskab, der skulle få stor betydning for hans fremtid. I efteråret 1841 forlovede han sig med sin halvkusine Prinsesse Louise af Hessen-Kassel.[9] Hun var datter af Landgreve Vilhelm af Hessen, der var dansk general og guvernør i København. Landgreve Vilhelm var gift med Kong Christian 8.s søster Prinsesse Charlotte, og Prinsesse Louise var dermed den nye konges niece og som Prins Christian selv oldebarn af Kong Frederik 5.. Brylluppet blev fejret den 26. maj 1842 i prinsessens forældres residens i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg.[9] Efter brylluppet tog brudeparret på bryllypsrejse til Kiel, hvor de besøgte Christians storebror, Hertug Carl af Glücksborg og hans gemalinde, Kong Frederik 6.'s datter Hertuginde Vilhelmine.[11]

Prinsesse Louise var en klog og energisk kvinde, der udøvede stærk indflydelse på sin mand.[kilde mangler] Efter brylluppet fik parret overdraget Det Gule Palæ i Amaliegade som bolig, hvor deres første fem børn blev født mellem 1843 og 1853: Prins Frederik i 1843, Prinsesse Alexandra i 1844, Prins Vilhelm i 1845, Prinsesse Dagmar i 1847 og Prinsesse Thyra i 1853.[12] Familien var stadig ret ukendt og levede et efter kongelige normer relativt borgerligt liv.[kilde mangler]

Tronfølgekrisen og det slesvig-holstenske spørgsmål

[redigér | rediger kildetekst]
Prinsesse Louises morbror, Kong Christian 8., der under sin regeringstid stod overfor en kompleks tronfølgekrise.

I løbet af 1840'erne blev det stadig mere tydeligt, at det Danske Monarki stod over for en tronfølgekrise. Da Kong Christian 8. besteg tronen i 1839, havde hverken hans søn, Kronprins Frederik, eller kongens lillebror, Arveprins Ferdinand, nogle børn, og det virkede efterhånden usandsynligt, at der ville blive født en legitim arving til tronen.[13] Det blev dermed klart, at den regerende danske kongeslægt, den ældste mandlige linje af Huset Oldenburg, var på vej til at uddø. Tronfølgekrisen var et komplekst dilemma, da arvefølgereglerne i de forskellige dele af det Danske Monarki, Kongeriget Danmark og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg ikke var identiske. Muligheden for, at den danske krone kunne blive adskilt fra hertugdømmerne, blev dermed overhængende.[14] Desuden havde de nationalliberale en dagsorden, hvor de toneangivende ønskede en tættere forbindelse mellem Danmark og Slesvig, hvilket især skabte forbitrelse i Holsten.[15]

Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:

Arvefølgereglerne i Kongeriget Danmark var fastlagt i Kongeloven fra 1665, der fastlagde, at tronen blev arvet af Kong Frederik 3.'s efterkommere i mandslinje. Først i det tilfælde hvor alle efterkommere af Frederik 3. i mandslinjen, inklusive alle mandlige sidelinjer, var uddøde, ville den nærmeste kvindelige arving kunne arve tronen og derefter hendes egne mandlige arvinger.[16] I de tyske hertugdømmer var arvefølgereglerne også begrænset til efterkommere i mandslinje men var til gengæld ikke begrænset til Frederik 3.'s efterkommere. Da der eksisterede flere mandlige sidelinjer af Huset Oldenburg, der imidlertid ikke nedstammede fra Frederik 3., opstod muligheden for, at arvefølgen kunne gå forskellige veje i kongeriget og hertugdømmerne.

Tronfølger

[redigér | rediger kildetekst]
Prins Christian som tronfølger med børnene Prinsesse Dagmar, Prins Vilhelm og Prinsesse Alexandra i 1861.
 Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:

I 1851 anbefalede den russiske kejser, Nikolaj 1., at Prins Christian rykkede frem i den danske arvefølge på bekostning af hans svoger, Prins Frederik af Hessen. I 1852 tilsluttede stormagterne sig dette ved den anden London-protokol, der blev underskrevet af Storbritannien, Frankrig, Rusland, Preussen og Østrig den 8. maj 1852, samt ratificeret af Danmark og Sverige. Den fastslog, at det Danske Monarki bestod af Kongeriget Danmark med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, og at Prins Christian skulle arve den danske trone. Denne protokol forudsatte en ændring af Tronfølgeloven, som blev vedtaget af den danske rigsdag og underskrevet af Kong Frederik 7. den 31. juli 1853, hvorved Prins Christian blev tronfølger i det samlede danske monarki, når Kong Frederik 3.s mandlige linje måtte uddø. Som tronfølger fik han tildelt titlen Prins til Danmark og prædikat af Højhed. I virkeligheden var det Prins Christians hustru, Prinsesse Louise, der som niece til Kong Christian 8. og kusine til Kong Frederik 7. havde arveret til den danske trone ifølge Kongeloven, men nu nød hendes mand godt af denne arveret.

Bernstorff Slot (2006).

Som tronfølgerpar fortsatte Prins Christian og Prinsesse Louise med at bo i Det Gule Palæ med deres børn. Som følge af deres nye status fik de dog nu også mulighed for at bruge Bernstorff Slot nord for København som sommerbolig. Det blev Prinsesse Louises foretrukne residens, hvor familien ofte opholdt sig. Det var også her, deres yngste søn, Prins Valdemar, blev født i 1858.[12] I anledning af Prins Valdemars dåb fik Prins Christian og hans familie tillagt prædikat af Kongelig Højhed. Selv om deres økonomiske situation var blevet forbedret, var familien var dog fortsat forholdsvis uformuende.

Prins Christians udnævnelse til tronfølger blev dog ikke mødt med udelt begejstring. Han havde et køligt forhold til kong Frederik 7., dels fordi den excentriske og farverige konge ikke brød sig om den retlinede militærprins og hellere havde set hans ældste søn, den unge prins Frederik, indtage pladsen som tronfølger, dels på grund af Prinsesse Louises åbenlyse misbilligelse af kongens tredje morganatiske ægteskab med Grevinde Danner.[13] Politisk havde den nye tronfølger også begrænset indflydelse, dels på grund af Grevinde Danners modvilje, dels fordi han blev mødt med mistillid af det toneangivende nationalliberale parti, der opfattede ham som tysksindet og konservativ tilhænger af helstatspolitiken. Først i 1856 sørgede politikeren Carl Christoffer Georg Andræ, som prins Christian altid havde et godt forhold til, at den nye tronfølger fik en plads i Statsrådet.[17]

Tidlige regeringstid

[redigér | rediger kildetekst]

Tronbestigelse

[redigér | rediger kildetekst]
2-rigsdalers mønt fra 1863: Frederik 7.'s død og Christian 9.'s tronbestigelse.
Christian 9.

I de sidste år af Kong Frederik 7.'s regeringstid var hans helbred tiltagende dårligt, og i efteråret 1863 blev han under et besøg ved Dannevirke-stillingen angrebet af en stærk forkølelse, som efter hans tilbagekomst til Glücksborg Slot gik over til ansigtsrosen. Frederik 7. døde den 15. november på Glücksborg Slot i en alder af bare 55 år, og i overensstemmelse med bestemmelserne i Londonprotokollen efterfulgte Christian ham som konge i Danmark og hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg. Han blev udråbt til konge af konseilspræsident Carl Christian Hall fra Christiansborg Slots balkon den 16. november 1863 under kongenavnet Christian 9. og som den første konge af huset Glücksborg.

Frederik 7.'s død uden arvinger blev brugt af prins Frederik af Augustenborg (1829-1880) til at udråbe sig til hertug af Slesvig og Holsten under navnet Friedrich VIII. (Prins Frederik var en søn af den fordrevne hertug af Augustenborg, Christian August, som var leder af en tysk slesvig-holstensk bevægelse i 1848. Friedrichs far døde først i 1869). Hertugslægten nedstammede fra Hans den yngre af Sønderborg. Imidlertid fik Friederich ikke støtte af Otto von Bismarck, hvis mål ikke var et selvstændigt Slesvig-Holsten, men som ønskede en indlemmelse af Slesvig og Holsten i Preussen.

Anden slesvigske krig

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikler: Novemberforfatningen og 2. slesvigske krig
Christian 9.'s første konseilspræsident, den nationalliberale C.C. Hall.
Maleri: J.V. Gertner (1864)

Den egentlige årsag til at Otto von Bismarck kunne erklære Danmark krig var, at folketinget i november 1863 vedtog en forfatning, som indlemmede Slesvig i det danske rige. C.C. Hall var en af fortalerne for denne Ejder-danske forfatning.

Som nyudnævnt konge var Christian 9. betænkelig ved at underskrive forfatningen, idet han forudså problemer med Otto von Bismarck. Men han var stillet over for et folkekrav – der var demonstrationer foran slottet hvor folkemængder råbte "Ned med kongen og leve Karl den 15." Dette tilråb sigtede til, at da de nationalliberale fik regeringsmagten i 1857, legede de med tanken om at indgå i en union med Sverige-Norge under fælles konge, Karl den 15. Ligeledes udtrykte dagspressen tvivl om, hvorvidt den nye konge ville underskrive forfatningen, og også Rigsrådet og Københavns borgerrepræsentation pressede kongen i henvendelser, der understregede forfatningens betydning for "Danmarks riges frihed og selvstændighed."[18] På det første statsrådsmøde efter sin tiltræden underskrev den nye konge forfatningen den 18. november 1863.[19] Han understregede, at ansvaret lå hos ministeriet, men at han ville skrive under af pligt, selv om han nødig ville bringe landet i ulykke.[19]

Tilbagetoget fra Dannevirke 1864
Grisaille: Niels Simonsen (1864)

Næsten som forudset erklærede Bismarck Danmark krig. Natten til 1. februar 1864 gik preussiske og østrigske styrker over Ejderen med en talmæssigt overlegen styrke. Hertil kom, at preusserne var udstyret med bagladegeværer og riflede kanoner. Danskerne under de Meza afviste den 2. februar det første angreb ved Mysunde, der udgjorde et brohoved ved Dannevirkes østlige fløj, som ved erobring ville give mulighed for at omgå resten af Dannevirkestillingen. Men stillingen var alligevel uholdbar, og de Meza besluttede at foretage en tilbagetrækning fra Dannevirke, før hæren blev omgået. Den gennemførtes natten mellem den 4. og 5. februar, men kom til at koste generalen hans kommando, da den danske offentlighed ikke kunne forstå, at Dannevirke måtte opgives uden sværdslag.[20] Bagtroppen under Max Müller udkæmpede en hård kamp ved Sankelmark den 6. februar, mens hovedstyrken under general Gerlach forskansede sig ved Dybbøl.[21]

Mindesmærke for Christian 9. ved Dybbøl Banke.
Slaget om Als den 29. juni 1864
Maleri: Wilhelm Camphausen (1866)

Efter en måneds bombardement stormedes Dybbøl den 18. april 1864. Det lykkes at holde stand mod den knusende overmagt, og den 12. maj blev der sluttet våbenstilstand, medens man afventede resultaterne af London-konferencen, som var åbnet i april. Danmark tilbød at afstå strimlen mellem Ejderen og Dannevirke, men dette var ikke tilstrækkeligt, kampene blev genoptaget, og den 29. juni 1864 faldt Als. Kampen var umulig, og den 20. juli sluttes våbenhvile. Ved freden i Wien den 30. oktober måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Historikeren Tom Buk-Swienty afslørede i sin bog Dommedag Als (august 2010), at Christian 9. i et forsøg på at undgå, at det danske monarki mistede kontrol over Slesvig og Holsten, tilbød den preussiske konge Vilhelm 1. at indlemme Danmark i det tyske forbund. Ikke ulogisk idet Holsten allerede var medlem af Det Tyske Forbund, som jo ikke var et samlet Tyskland, men 35 selvstændige stater, som samarbejdede i et statsforbund med toldunion. Preussen og Østrig var stormagterne i Forbundet, som nærmest kan betragtes som et EU.[kilde mangler] De fleste stater i Forbundet var tysktalende.

Senere regeringstid

[redigér | rediger kildetekst]

Forfatningskampen

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikler: Forfatningskampen og Systemskiftet
Christian 9.'s mangeårige konseilspræsident, den konservative J.B.S. Estrup
Oliemaleri: August Jerndorff (1895)

Efter nederlaget i 2. slesvigske krig var tilliden til De Nationalliberale, der måtte bære skylden for nederlaget, forsvundet og partiet mistede sin prestige og sine ministerposter. I 1865 dannede den konservative grev C.E. Frijs til Frijsenborg regering, og herefter var posten som konseilspræsident på godsejergruppens hænder i flere årtier. I 1866 gav en ændring af grundloven ("den gennemsete Grundlov") også godsejerne den afgørende indflydelse i Landstinget. Forfatningskampen kom herefter til at dominere en lang række af Christian 9.'s regeringsår, hvor kongen stod meget konsekvent fast på monarkens ret til selv at vælge sine regeringer i stedet for at udnævne regeringer baseret på Folketingets flertal. Under hele forløbet udnævnte kongen konservative mindretalsregeringer og støttede sig længe uden forbehold til konseilspræsidenten fra Højre, J.B.S. Estrup i dennes kamp mod folketingsparlamentarismen og partiet Venstre, selv om visnepolitikken skabte store problemer for landet.[22]

Da Estrup trak sig tilbage fra posten i 1894, forsøgte kongen sig med endnu tre højreledede mindtretalsregeringer. Helt frem til foråret 1901 lod han sig påvirke af Hannibal Sehested, som advarede ham om, at indførelsen af parlamentarismen ville give Folketinget magten og reducere hans egen og Landstingets betydning. Først efter et knusende nederlag til Højre ved folketingsvalget i 1901 lod kongen sig overtale til at udnævne en Venstre-regering, blandt andet under indflydelse af svigerdatteren prinsesse Marie.[23] Systemskiftet til folketingsparlamentarisme var hermed en kendsgerning.[24]

På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til størsteparten af befolkningen, blev han en populær regent på grund af sit fordringsløse og imødekommende væsen over for alle.

Europas svigerfar

[redigér | rediger kildetekst]
Christian 9., Dronning Louise og deres familie samlet i Havesalen på Fredensborg Slot i 1883, malet i 1886 af Laurits Tuxen

Christian 9. og Dronning Louise havde børnene Frederik, Alexandra, Vilhelm, Dagmar, Thyra og Valdemar. Christian 9. var kendt som "Europas Svigerfar", idet fire af hans børn kom til at sidde på europæiske troner: Frederik som kong Frederik 8. af Danmark, Alexandra som dronning af England, gift med Edvard 7., Dagmar som kejserinde af Rusland (under navnet Maria Fjodorovna), gift med tsar Alexander 3. af Rusland, samt Vilhelm som Kong Georg 1. af Grækenland. I 1887 afslog prins Valdemar at blive konge af Bulgarien.

Det faldt desuden i Christian 9.'s lod, at han kunne give sit samtykke til, at hans sønnesøn, prins Carl, kunne vælges til konge af Norge.

I årenes løb afholdtes mange og store familiefester på Fredensborg Slot med børn, svigerbørn, børnebørn m.fl.

Christian den 9.'s udflugter

[redigér | rediger kildetekst]
En stenvarde til minde om Christian 9.'s besøg ved Mårup Kirke (Lønstrup) 17. august 1871

Kong Christian den 9. kom meget ud til sit folk både i København og i andre byer som i 1853, hvor han var til fuglekongeskydning i Randers og til andre byer. Han er mindet på en tavle med de andre, der har vundet.[kilde mangler]

Christian 9. besøgte i 1874 Færøerne og Island og blev den første regerende danske konge, der havde besøgt øerne.

Død

[redigér | rediger kildetekst]
Kong Christian 9.'s ligtog på Christiansborg Slotsplads den 16. februar 1906.

Dronning Louise døde 81 år gammel den 29. september 1898 på Bernstorff Slot.[25] Christian 9. overlevede sin hustru med syv år og døde 87 år gammel den 29. januar 1906 i sit residenspalæ, Christian IX's Palæ på Amalienborg, efter en regeringstid på over 42 år.[1] Efter et castrum doloris i Christiansborg Slotskirke blev han gravsat den 16. februar 1906 i Roskilde Domkirke i Glücksborgernes kapel.[26]

Efter hans død blev der udskrevet en konkurrence om en dobbeltsarkofag til ham og Dronning Louise, der skulle opstilles i Frederik 5.'s kapel i Roskilde Domkirke. Konkurrencen blev vundet af J.F. Willumsen, men hans forslag blev anset for at være for kontroversielt og blev ikke antaget. I stedet blev to helt andre kunstnere pålagt opgaven, Den Lille Havfrues skaber billedhuggeren Edvard Eriksen og arkitekten Hack Kampmann. De skabte en stor sarkofag i hvid marmor flankeret af tre yndefulde skulpturer forestillende Erindringen, Kærligheden og Sorgen.

Christian 9. blev efterfulgt som konge af sin ældste søn Frederik, der i en alder af 62 år besteg tronen som Kong Frederik 8.

Kunstneriske gengivelser

[redigér | rediger kildetekst]

Titler, prædikater og æresbevisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Våbenskjold
Monogram

Fuld officiel titel

[redigér | rediger kildetekst]

Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg.[28]

Titler og prædikater fra fødsel til død

[redigér | rediger kildetekst]

Æresbevisninger

[redigér | rediger kildetekst]

Danske dekorationer

[redigér | rediger kildetekst]

Udenlandske dekorationer

[redigér | rediger kildetekst]

Børn

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Navn Født Død Gift med Børn
Med Louise af Hessen-Kassel
Frederik 8.
Konge af Danmark
Christian Frederik Vilhelm Carl		 3. juni 1843 14. maj 1912 Louise
Prinsesse af Sverige og Norge
Alexandra
Dronning af Storbritannien
Alexandra Caroline Marie Charlotte Louise Julia		 1. december 1844 20. november 1925 Edward 7.
Konge af Storbritannien
Georg 1.
Konge af Grækenland
Christian Vilhelm Ferdinand Adolf Georg		 24. december 1845 18. marts 1913 Olga Konstantinovna
Storfyrstinde af Rusland
Maria Fjodorovna
Kejserinde af Rusland
Marie Sophie Frederikke Dagmar		 26. november 1847 13. oktober 1928 Alexander 3.
Kejser af Rusland
Thyra
Hertuginde af Cumberland
Thyra Amalie Caroline Charlotte Anna		 29. september 1853 26. februar 1933 Ernst August
Kronprins af Hannover
Valdemar
Prins af Danmark		 27. oktober 1858 14. januar 1939 Marie
Prinsesse af Orléans

Anetavle

[redigér | rediger kildetekst]
Christian IX's anetavle i fire generationer
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
16. Peter August Frederik af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
 
 
 
 
 
8. Karl Anton August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
17. Sophie von Hessen-Philippsthal
 
 
 
 
 
 
 
4. Frederik Karl Ludvig af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
18. Albrecht Christoph af Dohna-Schlobitten og Leistenau
 
 
 
 
 
 
 
9. Frederikke af Dohna-Schlobitten
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
19. Sophie Henriette af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck
 
 
 
 
 
 
 
2. Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
20. George Adam von Schlieben
 
 
 
 
 
 
 
10. Karl Leopold af Schlieben
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
21. Katharine Dorothea Finck von Finckenstein
 
 
 
 
 
 
 
5. Friederikke, f. grevinde von Schlieben
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
22. Ahasverus Ernst von Lehndorff
 
 
 
 
 
 
 
11. Marie Eleanore af Lehndorff
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
23. Marie Louise von Wallenrodt
 
 
 
 
 
 
 
1. Christian IX
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
24. Vilhelm 8. af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
 
12. Frederik 2. af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
25. Dorothea Wilhelmine af Sachsen-Zeitz
 
 
 
 
 
 
 
6. Carl af Hessen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
26. Georg 2. af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
13. Marie af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
27. Caroline af Ansbach
 
 
 
 
 
 
 
3. Louise Karoline af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
28. Christian 6.
 
 
 
 
 
 
 
14. Frederik 5.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
29. Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach
 
 
 
 
 
 
 
7. Louise af Danmark
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
30. Georg 2. af Storbritannien (=26)
 
 
 
 
 
 
 
15. Louise af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
31. Caroline af Ansbach (=27)
 
 
 
 
 
 

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Noter og henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b Christian 9. på gravsted.dk
  2. ^ a b Hindø, Lone; Boelskifte, Else (2007). Kongelig Dåb. Fjorten generationer ved Rosenborg-døbefonten. Forlaget Hovedland. s. 83. ISBN 978-87-7070-014-6.
  3. ^ Montgomery-Massingberd, Hugh, red. (1977). Burke's Royal Families of the World (engelsk). Vol. 1: Europe & Latin America. London: Burke's Peerage Ltd. s. 280. ISBN 0-85011-023-8.
  4. ^ Bramsen 1992, s. 50 og 63.
  5. ^ Bramsen 1922, s. 48.
  6. ^ Bramsen 1992, s. 78-82.
  7. ^ a b c d e Thorsøe 1889, s. 523.
  8. ^ Thorsøe 1889, s. 523-24.
  9. ^ a b c Thorsøe 1889, s. 524.
  10. ^ Bramsen 1992, s. 117-118.
  11. ^ Bramsen 1992, s. 120.
  12. ^ a b Montgomery-Massingberd, Hugh, red. (1977). Burke's Royal Families of the World (engelsk). Vol. 1: Europe & Latin America. London: Burke's Peerage Ltd. s. 69. ISBN 0-85011-023-8.
  13. ^ a b Scocozza 1997, s. 182.
  14. ^ Glenthøj 2014, s. 136f.
  15. ^ Glenthøj 2014, s. 140.
  16. ^ Ekman, Ernst (1957). "The Danish Royal Law of 1665". The Journal of Modern History. 29 (2): 102-107. doi:10.1086/237987. ISSN 0022-2801. S2CID 145652129.
  17. ^ Scocozza 1997, s. 183.
  18. ^ Neergaard 1916, s. 875
  19. ^ a b Møde i Geheimestatsrådet den 18. november 1863, i:Jørgensen (1970), s. 194
  20. ^ Johansen 2014, s. 172
  21. ^ Buk-Swienty 2008, s. 200
  22. ^ Skou 2008, s. 204
  23. ^ Skou 2008, s. 217
  24. ^ Scocozza 1997, s. 185-188.
  25. ^ "Dronning Louise". gravsted.dk. Hentet 2021-11-06.
  26. ^ Filmcentralen
  27. ^ 1864 på Internet Movie Database (engelsk)
  28. ^ "Denmark". Titles of European hereditary rulers (engelsk). Arkiveret fra originalen 10. februar 2020. Hentet 20. januar 2021.
  29. ^ Hof- und Staats-Handbuch des Herzogtum Anhalt (1867) "Herzoglicher Haus-orden Albrecht des Bären" p. 17
  30. ^ Hof- und Staats-Handbuch des Großherzogtum Baden (1888), "Großherzogliche Orden" p. 61.
  31. ^ Hof- und Staats-Handbuch des Großherzogtum Baden (1888), "Großherzogliche Orden" p. 73
  32. ^ Norges Statskalender (norsk), 1890, s. 593-594, hentet 2018-01-06 – via runeberg.org
  33. ^ Sveriges statskalender (svensk), 1905, s. 440, hentet 2018-01-06 – via runeberg.org
  34. ^ "A Szent István Rend tagjai" (ungarsk). Arkiveret fra originalen 22. december 2010.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
 Wikimedia Commons har medier relateret til:
Christian 9.
Sidelinje af Huset Oldenburg
Født: 8. april 1818 Død: 29. januar 1906
Titler som regent
Foregående:
Frederik 7. 		Konge af Danmark
1863-1906 		Efterfølgende:
Frederik 8.
Hertug af Slesvig
1863-1864 		Efterfølgende:
Ingen
(titel mediatiseret)
Hertug af Holsten
1863-1864
Hertug af Lauenborg
1863-1864 		Efterfølgende:
Wilhelm 1.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Christian_9.&oldid=11828375"