Spring til indhold

Felttoget på Salomonøerne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Felttoget på Salomonøerne
Del af Stillehavskrigen under 2. verdenskrig
Kort over Salomonøerne, der viser de Allieredes fremrykning i 1943 og hovedluft- og flådebaser.
Kort over Salomonøerne, der viser de Allieredes fremrykning i 1943 og hovedluft- og flådebaser.
Dato Januar 1943 - 21. august 1944
Sted Britiske Salomonøerne/ Territoriet Ny Guinea, sydlige Stillehav
Resultat Afgørende allieret sejr
Parter
 USA
 Australien
 New Zealand
 Storbritannien 		 Kejserriget Japan
Ledere
USA Chester Nimitz
USA Douglas MacArthur
Storbritannien William Sydney Marchant[1]
USA Robert Ghormley
USA William Halsey, Jr.
USA Alexander Vandegrift
USA Alexander Patch
USA Frank Jack Fletcher
USA Richmond K. Turner
Australien Eric Feldt[2]
USA Roy Geiger
USA Theodore S. Wilkinson
USA Oscar Griswold
Australien Stanley Savige 		Kejserriget Japan Isoroku Yamamoto †
Kejserriget Japan Shigeyoshi Inoue
Kejserriget Japan Nishizo Tsukahara
Kejserriget Japan Jinichi Kusaka
Kejserriget Japan Gunichi Mikawa
Kejserriget Japan Raizo Tanaka
Kejserriget Japan Hitoshi Imamura
Kejserriget Japan Harukichi Hyakutake
Kejserriget Japan Minoru Sasaki
Tab
10.600 dræbt
over 40 skibe sunket
800 fly ødelagt[3] 		80.000 dræbt
over 50 skibe sunket
1.500 fly ødelagt[3]

Felttoget på Salomonøerne var en stor kampagne i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig. Kampagnen begyndte med japanske landgange og besættelser af flere områder i de britiske Salomonøerne og Bougainville i Territoriet Ny Guinea, i de første seks måneder af 1942. Japanerne besatte disse steder og begyndte opførelsen af flere flåde- og luftbaser med det mål at beskytte flanken for den japanske offensiv i Ny Guinea, oprettelsen af en sikkerhedsbarriere for de store japanske base i Rabaul på New Britain, og give grundlag for afskærelsen af forsyningslinjer mellem de Allierede magter USA, og Australien og New Zealand.

De Allierede, der ville forsvare deres kommunikations- og forsyningslinier i det sydlige Stillehav, støttede en modoffensiv i Ny Guinea, ved at isolere den japanske base i Rabaul, og gik til modangreb mod japanerne på Salomonøerne med landgange på Guadalcanal (se Slaget om Guadalcanal) og små omkringliggende øer den 7. august 1942. Disse landgange startede en række kombineredevåben-slag mellem de to modstandere, der begyndte med landgangen på Guadalcanal og fortsatte med flere kampe i den centrale og nordlige del af Salomonøerne, på og omkring New Georgia, og Bougainville.

I en udmattelseskampagne udkæmpet til lands, til vands og i luften, gik de Allierede med japanerne ned, og påførte uerstattelige tab på japanske militære ressourcer. De allierede generobrede nogle af Salomonøerne (selvom modstanden fortsatte indtil slutningen af krigen), og de isolerede og neutraliserede også nogle japanske stillinger, som så blev forbigået. Felttoget på Salomonøerne voksede derefter sammen med felttoget på Ny Guinea.

Baggrund

[redigér | rediger kildetekst]

Strategisk baggrund

[redigér | rediger kildetekst]

Den 7. december 1941, efter ikke at løse en uenighed med USA over Japans handlinger i Kina og Fransk Indokina, angreb japanerne den amerikanske stillehavsflåde i Pearl Harbor på Hawaii. Angrebet lammede det meste af den amerikanske Stillehavsflådes slagskibe og startede en formel krigstilstand mellem de to lande. Angrebene på det Britiske Imperiums besiddelser i Stillehavet, begyndte med et angreb på Hongkong næsten samtidigt med angrebet på Pearl Harbor, og bragte Storbritannien, Australien og New Zealand ind i konflikten. Ved at starte denne krig, forsøgte de japanske ledere at neutralisere den amerikanske flåde, erobre besiddelser, der var rige på naturressourcer, og få strategiske militære baser til at forsvare deres vidtstrakte imperium. Med ordene fra den japanske flådes Kombinerede flådes hemmelige order nummer et, dateret den 1. november 1941, var målene for den første japanske kampagne i den forestående krig at, "(fjerne), britiske og amerikanske styrke fra Hollandsk Ostindien og Filippinerne, (og) at etablere en politik med autonome selvforsyning og økonomisk uafhængighed."[4]

Kejserriget Japan gennemførte sit første strategiske mål i de første seks måneder af krigen, ved at erobre Filippinerne, Thailand, Malaya, Singapore, Hollandsk Ostindien, Wake, New Britain, Gilbertøerne og Guam. Et japansk mål var at etablere et effektivt defensivt perimeter fra Britisk Indien mod vest, gennem Hollandsk Ostindien mod syd, og til øbaser i det sydlige og centrale Stillehav som dens sydøstlige forsvarslinje. Opankringen af dens defensive stillinger i det sydlige Stillehav var den store japanske hær- og flådebase i Rabaul på New Britain, som blev indtaget i januar 1942. I marts og april, besatte japanske styrker og begyndte at bygge en flyveplads på Buka i det nordlige Bougainville, samt en flyveplads og flådebase på Buin, i det sydlige Bougainville.[5]

Japansk fremrykning ind i Salomonøerne

[redigér | rediger kildetekst]

I april 1942 indledte den japanske hær og flåde sammen Operation Mo, en fælles plan for at erobre Port Moresby på Ny Guinea. Også en del af planen var en flådeoperation for at indtage Tulagi i de sydlige Solomonøer. Målet for operationen var for japanerne at udvide deres sydlige perimeter og at oprette baser til støtte eventuelle fremtidige fremrykninger for at erobre Nauru, Ocean Island, Ny Kaledonien, Fiji og Samoa og dermed afskære forsyningslinjer mellem Australien og USA, med det formål at reducere eller fjerne Australien som en trussel mod japanske positioner i det sydlige Stillehav. Den japanske flåde foreslog også en fremtidig invasion af Australien, men hæren svarede, at det på daværende tidspunkt manglede tilstrækkelige tropper til at understøtte en sådan operation.[6]

Japanske flådestyrker erobrede med succes Tulagi, men dens invasion af Port Moresby blev slået tilbage i slaget i Koralhavet. Kort efter, etablerede den japanske flåde små garnisoner på den anden nordlige og centrale Salomonøerne. En måned senere, mistede den japanske Kombinerede flåde fire af sin flåde hangarskibe i slaget ved Midway.[7]

De Allierede imødegik truslerne mod Australien ved en opbygning af tropper og fly,[8] med henblik på at gennemføre planer om at nærme og tilbageerobre Filippinerne. I marts 1942 havde admiral Ernest King, den daværende øverstbefalende for den amerikanske flåde, talt for et angreb Ny Hebriderne via Salomonøerne til Bismarckarkipelaget.[9] Efter sejren ved Midway foreslog, general Douglas MacArthur, som havde taget kommandoen over det sydvestlige Stillehav, et lynangreb for at generobre Rabaul, hvor japanerne var ved at befæste og bruge som base for operationer. Den amerikanske flåde gik ind for en mere gradvis tilgang fra Ny Guinea og op ad Salomonøerneskæden. Disse konkurrerende forslag blev løst af admiral King og amerikanske hærs stabschef general George C. Marshall, hvor der blev vedtaget en tre-opgavers plan. Task One var erobringen af øen Tulagi i Salomonøerne. Task Two var et fremryk langs Ny Guineas kyst. Task Three var erobringen af Rabaul. Task One, der var gennemført ved et direktiv for Joint Chiefs of Staff den 2. juli 1942 og navngav de indledende angreb Operation Vagttårnet,[10] blev senere felttoget på Salomonøerne.

Felttogets gang

[redigér | rediger kildetekst]

De Allierede oprettede en kombineret luftformation, Cactus Air Force, der gav luftoverlegenhed i dagtimerne. Japanerne tyede derefter til natlige genforsyningsmissioner, som de kaldte "Rottetransport" (og af de Allierede kaldt "Tokyo Express") gennem New Georgia Sound ("The Slot"). Mange voldsomme slag blev udkæmpet da man forsøgte at stoppe japanske forsyninger fra at komme igennem. Så mange skibe gik tabt på begge sider i løbet af slaget om Guadalacanal, at den sydlige ende af New Georgia Sound, området nord for Guadalcanal tidligere kaldet Savo Sound, blev kendt som "Ironbottom Sound".

Allieret succes i felttoget på Salomonøerne forhindrede japanerne fra at skære Australien og New Zealand af fra den amerikanske Operation Cartwheel – de Allieredes storstrategi for felttogene på Salomonøerne og Ny Guinea – der blev startet den 30. juni 1943, og isolerede og neutraliserede Rabaul og ødelagde meget af Japans hav- og luftherredømme. Dette åbnede vejen for allierede styrker til at generobre Filippinerne og afbrude Japan fra dets centrale ressourceområder i Hollansk Ostindien.

Felttoget på Salomonøerne kulminerede i de ofte bitre kampe i felttoget på Bougainville, der fortsatte indtil slutningen af krigen.

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Noter og referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Den britiske bosiddende kommissær for protektoratet Britiske Salomonøerne og derfor formelt chefen for Commonwealths militære styrker på Salomonøerne.
  2. ^ Commanded the Coastwatchers.
  3. ^ a b Tallene omfatter personel, der blev dræbt af alle slags årsager, herunder kamphandlinger, sygdom og ulykker. Sænkede skibe omfatter krigsskibe og hjælpeskibe. Nedskudte fly, omfatter både fra kamphandlinger og operationelle tab.
  4. ^ Parker, A Priceless Advantage, s. 3.
  5. ^ Murray, s. 169–195, Spector, s. 152–53
  6. ^ Parker, A Priceless Advantage, s. 5, Spector, s. 152–53, and Frank, Guadalcanal, s. 21–22.
  7. ^ Spector, s. 152–53
  8. ^ Spector, s. 143–44
  9. ^ Spector, s. 185, 201, citat Memorandum of King for President, 5. marts 1942
  10. ^ Spector, s. 185-86

Kilder

[redigér | rediger kildetekst]
  • Altobello, Brian (2000). Into the Shadows Furious (engelsk). Presidio Press. ISBN 0-89141-717-6.
  • Bergerud, Eric M. (1997). Touched with Fire : The Land War in the South Pacific (engelsk). Penguin. ISBN 0-14-024696-7.
  • Bergerud, Eric M. (2000). Fire in the Sky: The Air War in the South Pacific (engelsk). Boulder, CO, USA: Westview Press. ISBN 0-8133-3869-7.
  • Bullard, Steven (oversætter) (2007). Japanese army operations in the South Pacific Area New Britain and Papua campaigns, 1942–43 (engelsk). Canberra: Australian War Memorial. ISBN 978-0-9751904-8-7. (translation of excerpts from the Senshi Sōshō)
  • Brown, David (1990). Warship Losses of World War Two (engelsk). Naval Institute Press. ISBN 1-55750-914-X.
  • D'Albas, Andrieu (1965). Death of a Navy: Japanese Naval Action in World War II (engelsk). Devin-Adair Pub. ISBN 0-8159-5302-X.
  • Drea, Edward J. (1998). "An Allied Interpretation of the Pacific War". In the Service of the Emperor: Essays on the Imperial Japanese Army (engelsk). Nebraska: University of Nebraska Press. ISBN 0-8032-1708-0.
  • Dull, Paul S. (1978). A Battle History of the Imperial Japanese Navy, 1941-1945 (engelsk). Naval Institute Press. ISBN 0-87021-097-1.
  • Frank, Richard (1990). Guadalcanal: The Definitive Account of the Landmark Battle (engelsk). New York: Random House. ISBN 0-394-58875-4.
  • Gailey, Harry A. (1991). Bougainville, 1943-1945: The Forgotten Campaign (engelsk). Lexington, Kentucky, USA: University Press of Kentucky. ISBN 0-8131-9047-9.
  • Griffith, Brig. Gen. Samuel B (USMC) (1974). "Part 96: Battle For the Solomons". History of the Second Wold War (engelsk). Hicksville, NY, USA: BPC Publishing.
  • Hoyt, Edwin P. (1990). Glory Of The Solomons (engelsk) (genudtrykt udgave). Jove. ISBN 0-515-10450-7.
  • Kilpatrick, C. W. (1987). Naval Night Battles of the Solomons (engelsk). Exposition Press. ISBN 0-682-40333-4.
  • Long, Gavin (1963). Volume VII – The Final Campaigns. Australia in the War of 1939–1945 (engelsk). Canberra: Australian War Memorial. Hentet 2. november 2006.
  • Lord, Walter (1977). Lonely Vigil; Coastwatchers of the Solomons (engelsk) (genudtrykt 2006 udgave). Naval Institute Press. ISBN 1-59114-466-3.
  • McCarthy, Dudley (1959). Volume V – South–West Pacific Area – First Year: Kokoda to Wau. Australia in the War of 1939–1945 (engelsk). Canberra: Australian War Memorial. Hentet 2. november 2006.
  • McGee, William L. (2002). The Solomons Campaigns, 1942-1943: From Guadalcanal to Bougainville--Pacific War Turning Point, Volume 2 (Amphibious Operations in the South Pacific in WWII) (engelsk). BMC Publications. ISBN 0-9701678-7-3.
  • Morison, Samuel Eliot (1958). The Struggle for Guadalcanal, August 1942 – February 1943, vol. 5 of History of United States Naval Operations in World War II (engelsk). Boston: Little, Brown and Company. ISBN 0-316-58305-7.
  • Morison, Samuel Eliot (1958). Breaking the Bismarcks Barrier, vol. 6 of History of United States Naval Operations in World War II (engelsk). Castle Books. ISBN 0-7858-1307-1.
  • Murray, Williamson (2001). A War To Be Won : Fighting the Second World War (engelsk). USA: Belknap Press. ISBN 0-674-00680-1.
  • Odgers, George (1968). Volume II – Air War Against Japan, 1943–1945. Australia in the War of 1939–1945 (engelsk). Canberra: Australian War Memorial. Hentet 2. november 2006.
  • Okumiya, Masatake; Jiro Horikoshi, with Martin Caiden (1956). Zero! (engelsk). New York: E. P. Duton & Co.
  • Spector, Ronald H. (1985). Eagle Against the Sun. The MacMillan Wars of the United States (engelsk). New York: MacMillan, Inc. ISBN 0 02 930360 5.
[redigér | rediger kildetekst]

Yderlig læsning

[redigér | rediger kildetekst]


Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Felttoget_på_Salomonøerne&oldid=11805292"