Spring til indhold

Slaget om Gilbert- og Marshalløerne

Koordinater: 6°55′34″N 168°39′43″Ø / 6.926°N 168.662°Ø / 6.926; 168.662
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Slaget om Gilbert- og Marshalløerne
Del af Stillehavskrigen under 2. verdenskrig
Amerikanske mariensoldater angriber et japansk fæstningsværk under slaget om Tarawa.
Amerikanske mariensoldater angriber et japansk fæstningsværk under slaget om Tarawa.
Dato November 1943 - februar 1944
Sted Gilbert- og Marshalløerne, Stillehavet
Resultat Amerikansk sejr
Parter
 USA  Kejserriget Japan
Ledere
Chester Nimitz
Richmond K. Turner
Holland Smith
Richmond K. Turner
Ralph C. Smith
Marc A. Mitscher
Harry W. Hill
Thomas E. Watson (USMC)
Kōsō Abe
Kanemitsu
Keiji Shibazaki 
Seizo Ishikawa
Monzo Akiyama 
Chūichi Hara
Yoshimi Nishida 
Tab
1.800 dræbt eller savnet
4.830 såret
17.000 dræbt
141 taget til fange

Slaget om Gilbert- og Marshalløerne var nøgle strategiske operationer i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig. Slaget forgik fra november 1943 til februar 1944 og involverede den amerikanske stillehavsflåde (engelsk: United States Pacific Fleet) og det amerikanske marinekorps. Slaget efterfulgte et angreb på Makin af amerikanske marinesoldater i august 1942.

Japanske baser på Gilbert- og Marshalløerne var den yderste udkant af det østlige forsvar af det japanske imperium. Slaget om Marianerne fulgte efter den næste sommer.

De japanske styrker besatte Gilbertøerne tre dage efter angrebet på Pearl Harbor, Hawaii. Som et symbolsk forsvar for Tarawa, byggede de en vandflysbase på Makin og spredte tropper langs kysterne af atoller for at overvåge de Allieredes styrkers bevægelser i det sydlige Stillehav.[1] Det var først efter Carlson's Raiders angreb Makin i august 1942, at japanerne begyndte at befæste og styrke Gilbertøerne.[2] Den største og mest strategisk vigtige ø i Gilbertøgruppen var Tarawa. Befæstninger blev hurtigt bygget af japanerne begyndende i marts 1943 med næsten 5.000 soldater udstationeret i her. Yderligere 3.000 flådelandgangstyrker og grundstyrketropper og 940 skibsbyggerenheder blev suppleret med 1.247 arbejdere.

Til sammenligning blev Makinøerne kun holdt af 798 kamptropper, herunder omkring 100 isoleret japansk flypersonal.[3] General Holland M. Smith, øverstkommanderende for V Amphibious Corps, beskyldte Carlsons angreb for den hurtige opbygning af japanske styrker og følte trofast, selv længe efter hans pensionering, at Tarawa skulle have været omgået, i stedet for at pådrage sig store tab af marinesoldater i løbet af erobringen.[1][4] Admiralerne Chester W. Nimitz, Ernest King og Raymond A. Spruance mente at generobringen af Gilbertøerne var nødvendigt og strategisk vigtig for den fortsatte bevægelse i retning Marshalløerne. Kodenavnet for erobringen af Gilbertøerne var Galvanic,[3][4] som bestod af erobringerne Tarawa, Makin og Tarawa.

  1. ^ a b Samuel Eliot Morison, History of United States Naval Operations in World War II, Vol. 7; Aleutians, Gilberts and Marshalls: June 1942-April 1944, (Edison, NJ: Castle Books, 2001).
  2. ^ Bruce F. Meyers, Swift, Silent, and Deadly: Marine Amphibious Reconnaissance in the Pacific, 1942-1945, (Annapolis, MD: Naval Institute Press, 2004).
  3. ^ a b Benis M. Frank and Henry I. Shaw, Jr., History of U.S. Marine Corps Operations in World War II, Vol. 5; Victory and Occupation, (New York, NY: Penguin Books, 1990).
  4. ^ a b Gen. Holland M. Smith and Perry Finch, Coral and Brass, (New York: Viking, 1974, 1976).
  • Drea, Edward J. (1998). "An Allied Interpretation of the Pacific War". In the Service of the Emperor: Essays on the Imperial Japanese Army (engelsk). Nebraska: University of Nebraska Press. ISBN 0-8032-1708-0.
  • Dyer, George Carroll (1956). "The Amphibians Came to Conquer: The Story of Admiral Richmond Kelly Turner" (engelsk). United States Government Printing Office. Hentet 5. maj 2011.
  • Hoyt, Edwin P. (1978). Storm Over the Gilberts: War in the Central Pacific 1943 (engelsk). Mason/Charter. ASIN B001RSIDF8.
  • Wright III, Burton. Eastern Mandates. World War II Campaign Brochures (engelsk). Washington D.C.: United States Army Center of Military History. CMH Pub 72-23.


6°55′34″N 168°39′43″Ø / 6.926°N 168.662°Ø / 6.926; 168.662