Spring til indhold

Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Molotov underskriver den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt

Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande er betegnelsen for den militære besættelse af Estland, Letland og Litauen, som Sovjetunionen gennemførte i sommeren 1940 inden for rammerne af Molotov-Ribbentrop-pagten, og som Sovjetunionen gentog i 1944 efter at have være fordrevet fra de baltiske lande af den tyske Wehrmacht i 1941. Besættelsen varede, indtil de tre lande igen opnåede deres uafhængighed i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud i 1991.[1][2][3][4][5][6]

Da 2. verdenskrig brød ud i september 1939, var De baltiske landes skæbne allerede beseglet i Molotov-Ribbentrop-pagten og dens hemmelige protokollater i august 1939.[7] Tabene under 2. verdenskrig i de baltiske lande var blandt de højeste i Europa. Estimater for tabene ligger på 25 % af befolkningen i Estland, 30 % i Letland og 15 % i Litauen. Antallet af døde ved krig og besættelse vurderes til 90.000 i Estland, 180.000 i Letland og 250.000 i Litauen. Disse tab medregner de sovjetiske deporteringer i 1941, de tyske deporteringer og ofre for Holocaust.[8]

Ved revurderingen af Sovjetunionens historie, som blev indledt under perestroika-perioden i 1989, fordømte Sovjetunionen den hemmelige aftale fra 1939 mellem Nazityskland og Sovjetunionen selv, som førte til besættelsen af de tre lande.[9] De baltiske landes kamp for uafhængighed sluttede i 1991, efter at de tre lande var trådt ud af Sovjetunionen, der blev opløst senere samme år. De sidste russiske tropper trak sig ud af de baltiske lande i august 1994.[10]


Før 1939

[redigér | rediger kildetekst]

De fire lande ved Østersøen, Finland, Estland, Letland og Litauen – som tidligere var en del af det Russiske Kejserdømme – fik fastlagt deres grænser og uafhængighed efter Estlands, Letlands og Litauens uafhængighedskrig efter 1. Verdenskrig. Det skete i 1920.

I 1924 indgik de tre baltiske lande en gensidig forsvarspagt mod mulige aggressorer.[11] Ti år senere afgav det stalinistiske Sovjetunionens et løfte om ikke at angribe de tre baltiske stater frem til 1944.[12]

De sovjetiske ultimatummer i 1939

[redigér | rediger kildetekst]

Starten på 2. Verdenskrig

[redigér | rediger kildetekst]
Tysk-sovjetisk sejrsparade i 1939 i Brześć Litewski [Brest-Litovsk] i Polen (i dag Brest i Hviderusland). Fra venstre mod højre: Generalmajor Mauritz von Wiktorin, general for de tyske pansertropper Heinz Guderian og Sovjetunionens brigadegeneral Semjon Moiseevitj Krivosjein

Ultimatummer til Estland, Letland og Litauen

[redigér | rediger kildetekst]
ORP Orzeł mindetavle i Tallinn.

Den 24. september 1939 dukkede der krigsskibe fra den sovjetiske flåde op ud for estiske havne, og bombefly begyndte at flyve truende patruljer over Tallinn og de omkringliggende områder.[13] Sovjetunionen krænkede herefter alle tre landes luftrum og fløj omfattende rekognosceringsflyvninger den 25. september. Moskva anmodede om, at de baltiske lande gav Sovjetunionen tilladelse til at bygge militærbaser og stationere tropper på deres jord.[14]

Regeringen i Estland gik ind på ultimatummet og underskrev en aftale herom den 28. september 1939. Letland fulgte den 5. oktober 1939 og Litauen kort efter den 10. oktober 1939. Aftalerne gav Sovjetunionen lov til at etablere militærbaser på de baltiske landes område, så længe krigen varede i Europa[15] og udstationere 25.000 sovjetiske soldater i Estland, 30.000 i Letland og 20.000 i Litauen fra oktober 1939.

I starten af 1939 havde militærdistriktet i Leningrad allerede tildelt 17 divisioner – omkring 10 % af den Røde Hær, til de baltiske lande. Mobiliseringerne fulgte kort efter. Den 8. arme blev sendt til Pskov den 14. september, og den mobiliserede 7. arme blev underlagt Leningrads militærdistrikt. Invasionsforberedelserne var nu ved at være afsluttet. Den 26. september fik militærdistriktet i Leningrad ordre: "Indled samling af tropper ved den estisk-lettiske grænse og vær færdig den 29." Ordren bemærkede "vedrørende tidspunktet for angrebets start vil der blive udsendt en særskilt ordre".[16] I begyndelsen af oktober havde Sovjetunionen samlet følgende styrker ved grænserne til Estland-Letland:

  • 437.325 soldater;
  • 3.635 kanoner;
  • 3.052 kampvogne;
  • 421 pansrede køretøjer;
  • 21.919 lastbiler.[17]

Finland invaderes

[redigér | rediger kildetekst]

Finland fik det samme tilbud om at indgå en pagt, men finnerne afviste det,[18] og den 30. november 1939 invaderede Sovjetunionen Finland i Vinterkrigen. Nationernes Forbund vurderede, at invasionen var ulovlig, og ekskluderede Sovjetunionen den 14. december.[19] Krigen blev bragt til afslutning den 13. marts 1940, da Sovjetunionen og Finland underskrev Fredstraktaten i Moskva. Selv om Finland havde undgået at blive besat, blev det alligevel tvunget til at afstå næsten hele finsk Karelen med en stor del af Finlands industri og Finlands næststørste by, Vyborg/Viipuri. Næsten 10 % af landområdet gik tabt, selv om en stor del af det stadig var på finske hænder ved våbenhvilen. Tropper og tilbageværende civile blev hastigt evakueret til områder bag den nye grænse. 422.000 karelere, 12 % af Finlands befolkning, mistede deres hjem. Finland måtte også afgive en del af området ved Salla, den finske del af Kalastajansaarento (Rybachi) halvøen i Barentshavet og øerne Suursaari, Tytärsaari, Lavansaari og Seiskari i den Finske bugt. Endelig blev Hangö halvøen udlejet til Sovjetunionen som flådebase i 30 år. I juni 1941 blev fjendtlighederne mellem Finland og Sovjetunionen genoptaget i Fortsættelseskrigen.

Sovjetunionens invasion og besættelse, 1940–1941

[redigér | rediger kildetekst]

Sovjetunionens invasion

[redigér | rediger kildetekst]
Skematisk fremstilling af den sovjetiske flådeblokade og invasion af Estland og Letland i 1940 (Russiske stats flådearkiver)

De sovjetiske tropper, der var udpeget til mulige militære operationer mod de baltiske lande, udgjorde 435.000 mand, omkring 8.000 kanoner og mortérer, over 3.000 kampvogne og over 500 panserbiler.[20]

Den 3. juni 1940 blev alle sovjetiske styrker i de baltiske lande placeret under kommando af Aleksandr Loktionov.[21]

den 9. juni blev direktiv nr. 02622ss/ov givet til den Røde Hærs militærdistrikt i Leningrad af Semyon Timoshenko om at være rede til den 12. juni til:

  1. at overtage skibene i den estiske, lettiske og litauiske flåde i deres baser eller på havet.
  2. at erobre Estlands og Letlands handelsflåde og andre skibe.
  3. at forberede en invasion og landgang ved Tallinn og Paldiski.
  4. at lukke Rigabugten og blokere Estlands og Letlands kyster til Østersøen og den Finske bugt.
  5. at forhindre en evakuering af den estiske og den lettiske regering, militærstyrker og aktiver
  6. at yde flådestøtte for en invasion ved Rakvere.
  7. at forhindre estiske og lettiske fly i at lette mod Sverige eller Finland.[22]

Den 12. juni 1940 blev ordren til en fuldstændig militær blokade af Esland givet til den sovjetiske østersøflåde: ifølge direktøren for de russiske statsarkiver for flådeministeriet Pavel Petrov (C.Phil.) der henviser til dokumenterne i arkivet.[23][24]

Den 13. juni kl. 10.40 begyndte de sovjetiske styrker at rykke frem til deres stillinger, og kl. 22 den 14. juni var de klar:

  1. Fire undervandsbåde og et antal lette marineenheder tog opstilling i Østersøen ved Rigabugten og den Finske bugt for at isolere de baltiske lande fra havet.
  2. En flådeeskadre med 3 destroyerdivisioner blev placeret vest for Naissaar for at støtte invasionen.
  3. 1. marinebrigades 4 bataljoner på transportskibene "Sibir", "2nd Pjatiletka" og "Elton" gjorde klar til landgang ved Naissaare og Aegna;
  4. Transportskibet "Dnestr" og destroyerne Storozevoi og Silnoi tog stilling med tropper til invasionen af hovedstaden Tallinn;
  5. 50. bataljon blev placeret på skibe til en invasion i nærheden af Kunda. I flådeblokaden deltog i alt 120 sovjetiske skibe, herunder en krydser, syv destroyere og 17 ubåde. Hertil kom 219 fly heriblandt 8. luftbrigade med 84 bombefly: DB-3 og Tupolev SB samt 10. brigade med 62 fly.[25]

Den 14. juni trådte den sovjetiske militærblokade af Estland i kraft, mens verdens opmærksomhed var henledt på Paris' fald. To sovjetiske bombefly nedskød det finske passagerfly "Kaleva" der fløj fra Tallinn til Helsinki med tre diplomatsække fra den amerikanske legation i Tallinn, Riga og Helsinki. Den ansatte ved det amerikanske udenrigsministerium Henry W. Antheil, Jr. blev dræbt ved styrtet.[26]

Den 15. juni invaderede Sovjetunionen Litauen,[27] og sovjetiske tropper angreb de lettiske grænsevagter ved Masļenki.[28]

De 16. juni 1940 invaderede Sovjetunionen Estland og Letland.[27] Ifølge en samtidig artikel i Time var der i løbet af få dage omkring 500.000 soldater, som havde besat de tre lande – blot en uge inden Frankrigs kapitulation over for Nazityskland.[29]

Molotov beskyldte de baltiske stater for at have konspireret mod Sovjetunionen og afleverede et ultimatum til alle de baltiske lande om etablering af sovjetisk-godkendte regeringer. Med trussel om invasion og beskyldninger mod de tre stater for at have overtrådt de oprindelige aftaler såvel som at have konspireret mod Sovjetunionen, fremlagde Moskva ultimatummer, som krævede nye indrømmelser, der omfattede udskiftning af regeringerne og tilladelse til et ubegrænset antal sovjetiske tropper i de tre lande.[30][31][32][2] Hundredtusinder af sovjetiske tropper gik over grænserne ind i Estland, Letland og Litauen.[33] Disse yderligere sovjetiske styrker oversteg langt hærene i de tre lande.[34]

De baltiske regeringer havde besluttet, at i tilfælde af international isolation og under indtryk af den overvældende sovjetiske magt ved grænsen og inde i landene var det i deres egen interesse ikke aktivt at yde modstand og undgå blodsudgydelser i en krig, som ikke kunne vindes.[35] Besættelsen af de baltiske lande blev afsluttet med et kommunistisk statskup i hvert af landene med støtte fra sovjetiske tropper.[36]

Det meste af det estiske militær og den Estiske forsvarsliga overgav sig i overensstemmelse med ordrerne fra den estiske regering i troen på, at modstand var nytteløs, og de blev afvæbnet af den Røde Hær.[37] [38] Kun den estiske signalbataljon, der var placeret i Tallinn på Rauagaden, gjorde modstand overfor den Røde Hær og den kommunistiske milits med navnet "Folkets selvforsvar"[39] den 21. juni 1940.[40] Mens den Røde Her fremskaffede yderligere forstærkninger, der blev støttet af 6 panserbiler, fortsatte slaget adskillige timer frem til solnedgang. Endelig sluttede den militære modstand med forhandlinger, og bataljonen overgav sig og blev afvæbnet.[41] Der var to døde estiske soldater, Aleksei Männikus og Johannes Mandre foruden adskillige sårede på den estiske side. Der var omkring 10 døde og flere sårede på den sovjetiske.[42][43] Den sovjetiske milits som deltog i slaget blev anført at Nikolai Stepulov.[44]

Sovjetisk terror

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Junideportationer
Plade på den estiske regeringsbygning, Toompea, til mindre om de regeringsmedlemmer, der blev dræbt som led i den sovjetiske terror.

Undertrykkelsen fulgtes af massedeportationer. . Ordre nr. 001223, "Om proceduren for gennemførelse af deportering af antisovjetiske elementer fra Litauen, Letland og Estland", bestod af detaljerede instruktioner for procedurer og protokoller, der skulle overholdes ved deportering af borgere fra Baltikum.

Anført af Stalins nære medarbejdere,[45] de lokale kommuniststøtter og de som blev medbragt fra Rusland tvang præsidenterne og regeringerne i de tre lande til at træde tilbage og udskiftede dem med provisoriske "folkeregeringer" udelukkende bestående af kommunister.

I den følgende måned blev der afholdt ufrie valg af de lokale kommunister, som var loyale overfor Sovjetunionen. Kun kommunister og deres allierede fik lov at stille op[46] Valgresultaterne var rent opspind: Det sovjetiske pressebureau offentliggjorde dem for tidligt, med det resultat at de optrådte i en avis i London hele 24 timer, inden valgstederne lukkede.[47][48] Resultatet blev, at alle tre baltiske lande fik kommunistiske flertal i deres parlamenter, og i august, selv om det før valget var blevet hævdet, at noget sådant ikke ville ske,[46] blev de alle præsenteret for forslag om at anmode om optagelse i Sovjetunionen. I alle tre tilfælde blev forslagene vedtaget. Senere "accepterede" Sovjetunionen alle tre anmodninger og annekterede de tre lande formelt.

De, som ikke fik deres pas stemplet med, at de havde stemt rigtigt, blev dræbt med nakkeskud.[49] Folketribunaler blev også etableret til at straffe "forrædere mod folket": de, som ikke havde opfyldt deres politiske pligt ved at stemme for deres lands optagelse i Sovjetunionen.

Mindesmærke for deporterede lettiske børn, som døde i eksil, 1941-1949

Straks efter "valgene" arresterede NKVD enheder under ledelse af Ivan Serov over 15.000 "fjendtlige elementer" og medlemmer af deres familier[34]. I det første år af den sovjetiske besættelse, fra juni 1940 til juni 1941, var antallet af henrettede, udskrevne eller deporteret estimeret til mindst at udgøre 124.467: 59.732 i Estland, 34.250 i Letland og 30.485 i Litauen.[50] Dette tal omfattede 8 tidligere statsoverhovedet og 38 ministre fra Estland, 3 tidligere statsoverhoveder og 15 ministre fra Letland, og den daværende præsident, 5 premierministre og 24 andre ministre fra Letland.[51] Den sidste storstilede operation var planlagt til natten mellem den 27. og 28. juni 1941. Den blev udsat, da krigen brød ud med Tyskland den 22. juni 1941 – Operation Barbarossa[34]. Ifølge historikeren Robert Conquest fulgte den selektive deportering fra de baltiske stater en politik om at halshugge nationerne ved at fjerne deres politiske og sociale eliter, "som det senere blev klart var motivet bag Katynmassakren."[52]

I juli og august 1940 afleverede estiske, lettiske og litauiske udsendinge i USA og Storbritanninen officielle protester mod den sovjetiske besættelse og annektering af deres lande. De Forenede Stater,[53] i overensstemmelse med principperne i Stimson Doktrinen (Sumner Welles' deklaration af 23. juli 1940[54][48]), og de fleste andre vestlige lande[55][56] aldrig formelt anerkendte annekteringen, men ikke greb direkte ind overfor den sovjetiske kontrol. De baltiske lande fortsatte deres eksistens i statsretlig forstand i overensstemmelse med international ret.[57][58] De diplomatiske repræsentationer og konsulater fra De baltiske lande fortsatte ved at fungere mellem 1940 – 1991 i nogle vestlige lande (USA, Australien, Schweiz).[59] Medlemmer af det estiske, lettiske og litauiske diplomatkorps i vestlige lande fortsatte med at formulere og udtrykke de officielle holdninger for Estland, Letland og Litauen og beskyttede deres respektive landes interesse og deres statsborgere mellem 1940–1991, dvs. indtil selvstændigheden blev genskabt.

Begivenhederne i de baltiske republikker var ikke isolerede. I Finland og på den skandinaviske halvø forlangte stormagterne ret til indrømmelser, som krænkede deres neutralitet og selvstændighed. Tyskland havde presset Sverige til at tillade transit af tropper og materiel mellem Norge og havnene i Sydsverige under kampene i Norge og opnåede disse rettigheder efter Norges fald. Straks efter begyndte Sovjetunionen at lægge pres på Finland for at få transitrettigheder mellem den sovjetiske grænse og Hangö-flådebasen, der var blevet oprettet efter bestemmelserne i Fredstraktaten i Moskva samt kontrol over den finske nikkelmine i Petsamo.

I august gav Finland transferrettigheder til tyske tropper, som rejste mellem Nordnorge og havnene i den Botniske bugt i et diplomatisk forsøg på at forbedre forbindelser med Nazityskland, som havde været på frysepunktet siden 1930'erne på grund af ideologiske uenigheder, der klart blev demonstreret, da Tyskland stillede sig på Sovjetunionens side i Vinterkrigen. Finland fik udbygget sine politiske kontakter med Tyskland, der blev set som det eneste mulige håb for at undgå en sovjetisk besættelse. I september nåede Finland og Sovjetunionen til enighed om en aftale om transitrettigheder til Hangö. Da den sovjetiske udenrigsminister, Vjatjeslav Molotov, i november 1940 anmodede om tysk accept og passiv støtte til en invasion af Finland, afslog Hitler det, da han anså Finland for at være en mulig politisk allieret ved den kommende invasion af Sovjetunionen. Forhandlingerne om Petsamo-minen blev trukket ud i måneder, indtil indirekte tysk støtte tillod finnerne at lade dem løbe ud i sandet.

Tyskland besætter Baltikum, 1941-1944

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Tysklands besættelse af de baltiske lande.
Uddybende Uddybende artikel: Tysklands besættelse af Estland
Uddybende Uddybende artikel: Tysklands besættelse af Letland
Uddybende Uddybende artikel: Tysklands besættelse af Litauen

Tyskland besatte de baltiske lande efter angrebet på Sovjetunionen i Operation Barbarossa. I begyndelsen anså de baltiske folk tyskerne for at være befriere fra sovjetisk styre. I Litauen brød der en revolte ud på krigens første dag, og der blev dannet en uafhængig, provisorisk regering. Da tyskerne nærmede sig Riga og Tallinn, blev der gjort forsøg på at genetablere nationale regeringer. Det var håbet, at tyskerne ville genskabe deres uafhængighed. Sådanne politiske håb forsvandt snart, og den baltiske samarbejdsvilje blev knap så udtalt eller forsvandt helt.[60] En stigende andel af den lokale befolkning vendte sig mod, at tyskerne omdannede det meste af Baltikum (undtagen Memel, som blev returneret til Tyskland) samt Hviderusland til Reichskommissariat Ostland, en koloni hvor de fire nationaliteter blev regeret af en tysk administration. Hinrich Lohse, en tysk nazipolitiker, var Reichskommissar indtil den sovjetiske befrielse.

Den tyske politik i området var barsk og involverede ikke blot den lokale befolkning i Holocaust, men undertvang også de lokale befolkninger. En af de nazistiske planer om kolonisering af besatte områder i øst – omtalt som Generalplan Ost – gik ud på, at 2/3 af den indfødte befolkning i Baltikum skulle deporteres i tilfælde af en tysk sejr. Den resterende tredjedel skulle enten udryddes på stedet, bruges som slavearbejdere eller germaniseres, hvis de blev anset for tilstrækkelig ariske, mens hundredtusinder af tyske nybyggere skulle flyttes ind i de erobrede områder.

Mod slutningen af krigen, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, gik mange estere, letter og litauere igen sammen med nazisterne. De håbede, at ved at engagere sig i krigen kunne de sikre sig vestlig støtte til kampen for uafhængighed af Sovjetunionen.[61] I Letland blev der etableret et nationalistisk undergrundscentralråd for Letland den 13. august 1943. Et tilsvarende organ, Den øverste Komite for befrielse af Litauen, dukkede op den 25. november 1943. Den 23. marts 1944 blev undergrundsationalkomiteen for den estiske republik grundlagt. Da Estland blev indlemmet i den tyske provins Ostland, valgte tusinder af estere, der ikke ville stå på samme side som nazisterne, at gå ind i den finske hær for at kæmpe mod Sovjetunionen. Det finske 200. infanteriregiment bestod af estiske frivillige. I januar 1944 var den fronten næsten presset tilbage til den tidligere estiske grænse. Narva blev rømmet. Jüri Uluots, den sidste legitime statsminister i republikken Estland, som nu var leder af Nationalkomiteen for den estiske republik holdt en tale i radioen, hvor han opfordrede alle raske mænd, som var født mellem 1904 og 1923 til at melde sig til militærtjeneste – hvilket var et politikskifte, da han tidligere havde været modstander af mobilisering. Opfordringen fik støtte over hele landet, og 38.000 mand meldte sig.[62] Adskillige tusinde estere, som havde sluttet sig til den finske hær, kom tilbage til Estland og sluttede sig til det nyoprettede hjemmeværn, som skulle forsvare Estland mod sovjetiske angreb.

I 1943 og 1944 blev der opstillet to Waffen SS-divisioner med letter, fortrinsvis værnepligtige, som skulle kæmpe mod den Røde Hær. Slagene ved Narva- hvor også danske nazister i Waffen SS deltog – blev af det estiske folk opfattet som en kamp for at bevare deres land, en oprejsning for ydmygelsen i 1939.[63] Det langvarige tyske besættelse ved den nordøstlige grænse forhindrede et hurtigt sovjetisk gennembrud ind i Estland, hvilket gav den estiske nationalkomite tilstrækkelig tid til at forsøge at genskabe estisk uafhængighed. Den 1. august 1944 erklærede den estiske nationalkomite sig for den øverste myndighed i Estland, og den 18. september udpegede det fungerende statsoverhoved Jüri Uluots en ny regering under Otto Tief. På radioen erklærede den estiske regering sig – på engelsk – for neutral i krigen. Regeringen udsendte to numre af et Statstidende. Den 21. september besatte de nationale styrker regeringsbygningerne i Tallinn og beordrede de tyske styrker ud.[64] Det estiske flag blev hejst på den højeste mast i Tallinn, blot for at blive fjernet af de sovjetiske styrker fire dage senere. Estlands eksilregering holdt kontinuiteten i den estiske stat kørende indtil 1992, da Heinrich Mark, den sidste statsminister der fungerede som statsoverhoved, afleverede sine papirer til den nyvalgte præsident Lennart Meri. Letland og Litauen fortsatte i eksil baseret på deres ambassader i Storbritannien og USA.

Holocaust

[redigér | rediger kildetekst]

Estland

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Jødernes historie i Estland.

Ud af omkring 4.300 jøder før krigen var 963 blevet fanget i Estland ved det tyske fremstød.[65] Mange jøder (ca. 500 personer) blev deporteret til Sibirien sammen med andre estere af de sovjetiske kommunister.[66] Under den nazistiske besættelse blev ca. 10.000 jøder dræbt i Estland efter at være blevet deporteret til lejre dér fra andre dele af Østeuropa.[67] Der har været afholdt retssager mod 7 etniske estere (Ralf Gerrets, Ain-Ervin Mere, Jaan Viik, Juhan Jüriste, Karl Linnas, Aleksander Laak and Ervin Viks) for forbrydelser mod menneskeheden. Efter at Estland genvandt sin uafhængighed, blev der nedsat en international, estisk kommission til undersøgelse af forbrydelser mod menneskeheden.[68]

Letland

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedartikel: Jødernes historie i Letland.

Det jødiske samfund havde allerede lidt hårdt under de sovjetiske massedeportationer og havde mistet mange af sine civile og politiske ledere. Deportationerne ramte det jødiske samfund forholdsvis hårdere end andre etniske grupper i Letland.[69] Uden deres ledere var jøderne dårligt forberedt på at reagere mod den nazistiske trussel. Efter etableringen af det tyske styre begyndte arbejdet på at udrydde jøderne og sigøjnerne, og mange drab foregik i Rumbula Flyveplads. Drabene blev begået af Einsatzgruppe A, hær og marine i Liepāja, samt af lettiske kolloboratører, herunder 500-1.500 medlemmer af den berygtede Arājs Commando (som alene myrdede omkring 26.000 jøder) og de 2.000 eller flere lettiske medlemmer af SD.[70][71] Ved udgangen af 1941 var næsten hele den jødiske befolkning dræbt eller interneret i dødslejre. Hertil kom, at 25.000 jøder var blevet deporteret fra Tyskland, Østrig og Tjekkiet, og af disse var omkring 20.000 blevet dræbt. Holocaust krævede omkring 85.000 ofre i Letland.[70]

Litauen

[redigér | rediger kildetekst]
Et Holocaust mindesmærke i nærheden af HKP slave arbejdslejren i Subačiaus Gaden, Vilnius
Hovedartikel: Jødernes historie i Litauen.
Hovedartikel: Holocaust i Litauen.

Før Holocaust boede der 160.000 jøder i Litauen, og det var et af de største centre for jødisk teologi, filosofi og lærdom. Det stammede endda fra før Gaon af Vilna. I 1941 var antallet af jøder vokset med flygtninge fortrinsvis fra Polen, så der nu var omkring 250.000 jøder i landet.

Ved indledningen af Operation Barbarossa i juni 1941 genoprettede den litauiske undergrundsregering, der var dannet i 1940, i kort tid et uafhængigt Litauen ved en opstand, som faldt sammen med Tysklands invasion af Sovjetunionen, selv om nøglepersoner i opstanden var blevet arresteret af de sovjetiske myndigheder dagen før – og blev henrettet efter skueprocesser i Sovjetunionen. Da den tyske besættelse var gennemført, blev regeringen tvunget til at opløse sig selv kort efter.

I slutningen af juni begyndte dele af den tyske Einsatzgruppe A under Franz Walter Stahlecker at operere på litauisk område. Nogle steder søgte Stahleckers mænd at tilskynde til pogromer, såkaldte "Selbstreinigungsaktionen") mod den jødiske befolkningsgruppe. Stahleckers samlede rapport fra den 15. oktober 1941 udtrykte frustration over, hvordan man i starten stødte på uventede vanskeligheder ved dette.[72] Alligevel kunne tyskerne sammen med frivillige litauiske hjælpestyrker, indlede storstilede nedskydninger af jøder. Ifølge tyske dokumenter blev der mellem den 25. og 26. juni 1941, "elimineret omkring 1.500 jøder af litauiske partisaner. Mange jødiske synagoger blev brændt af; i de følgende nætter blev yderligere 2.300 dræbt."[73] Indtil november 1941 blev mange jøder dræbt på steder som Paneriai (Paneriai massakren). De overlevende 40.000 jøder blev samlet i Vilnius, Kaunas, Šiauliai og Švenčionys ghettoerne samt i koncentrationslejre, hvor mange døde af sult eller sygdom. I 1943 blev ghettoerne enten ødelagt af tyskerne eller konverteret til koncentrationslejre, og 5.000 jøder blev deporteret til udryddelseslejrene.

Under den første bølge af drab i 1941-1942 blev der også dræbt sigøjnere, påståede kommunistiske aktivister og mentalt handicappede.[74] Hertil kom, at store grupper sovjetiske krigsfanger gik til grunde i tysk fangenskab som følge af systematisk vanrøgt fra de tyske myndigheders side.[75]

Ved slutningen af krigen var kun 10–15 % af Litauens jøder i live, de fleste af dem ved at være undsluppet til det indre af Sovjetunionen under den tyske invasion i 1941. Omkring 95-97 % af de tilbageværende jøder i Litauen døde, hvilket var den højeste andel i hele Europa. Dette skyldtes i høj grad en aktiv medvirken fra litauere og samarbejde med den tyske besættelsesmagt på alle niveauer i samfundet. Jøderne blev i vide kredse anset for at have støttet det foregående sovjetstyre. De antijødiske følelser voksede derfor, da de antisovjetiske følelser i den litauiske befolkning kompletterede en allerede eksisterende traditionel antisemitisk.[76][77][78]

En anden faktor, som havde betydning for, at så stor en andel af den jødiske befolkning døde i Litauen, sammenlignet med andre steder i Europa – såsom Danmark, Tyskland og Holland, var den relativt begrænsede assimilering af jøderne i Østeuropa.[kilde mangler]

Sovjetisk genbesættelse, 1944-1991

[redigér | rediger kildetekst]
Monument for litauiske ofre for den sovjetiske besættelse i Gediminas Avenue i Vilnius
Hovedartikler: Martsdeportationerne, Estiske SSR, Lettiske SSR og Litauiske SSR.

Sovjetunionen besatte de baltiske lande som led i den Baltiske offensiv (1944), der var en både militær og politisk operation med det formål at slå de tyske tropper på flugt og "befri de sovjetiske folk i Baltikum"[79]. Den begyndte i sommeren og efteråret 1944 og varede indtil den tyske lettiske kapitulation i Kurlandlommen i maj 1945, og de blev gradvist opslugt af Sovjetunionen. Den 12. januar 1949 udstedte det sovjetiske ministerråd et dekret "om udstødelse og deportering" fra de baltiske lande af "nazister, alle kulakker og deres familier, familie til banditter og nationalister", og andre.[34] Det er estimeret, at mere end 200.000 mennesker blev deporteret fra Baltikum fra 1940-1953. Hertil kom, at mindst 75.000 blev sendt til Gulag. 10 procent af hele den voksne befolkning i Baltikum blev deporteret eller sendt til arbejdslejre.[34]

Efter 2. Verdenskrig, hvor en del af målet var en større grad af integration af de baltiske lande i Sovjetunionen, blev massedeportationerne bragt til ophør i de baltiske lande, men en politik, som tilskyndede sovjetisk immigration til Baltikum blev opretholdt.[80]

I maj 1990, efter de dramatiske begivenheder i DDR og det øvrige Østeuropa, vedtog de Øverste Sovjetter i de baltiske lande en uafhængighedserklæring og ændrede deres forfatninger, så landenes egen lovgivning fik forrang for sovjetiske love. Kandidater fra folkefrontspartierne, som gik ind for løsrivelse, fik flertal i parlamenterne ved de demokratiske valg i 1990. Parlamenterne erklærede, at de havde til hensigt at genetablere fuld uafhængighed. De sovjetiske politiske og militære kræfter forsøgte uden held at vælte regeringerne. I 1991 erklærede De baltiske lande sig de facto uafhængige. International anerkendelse – herunder fra Sovjetunionen – fulgte snart efter. De Forenede Stater, som aldrig havde anerkendt den sovjetiske okkupation af de baltiske lande, genoptog de fulde diplomatiske forbindelser med de tre lande.[80] Den danske regering var stærkt involveret i, at EU-landene også hurtigt anerkendte De Baltiske Landes suverænitet.

Historiske overvejelser

[redigér | rediger kildetekst]

I Nordeuropa varierede de mindre landes skæbne under 2. Verdenskrig betydeligt. Danmark og Norge blev besat af Tyskland. Sverige måtte gøre indrømmelser overfor Tyskland, men dygtigt diplomati og et troværdigt forsvar gjorde, at det kunne holde sig ude af krigen. Både Danmark og Norge genoptog den demokratiske styreform straks efter Tysklands kapitulation.

Estland, Letland og Litauen blev igen besat og annekteret af Sovjetunionen og fik først selvstændigheden tilbage næsten 50 år senere i kølvandet på det sovjetiske kup i 1991. Finland, som geografisk set var i en mindre heldig position end Sverige, måtte igennem to krige: Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen med tab af landområder til følge. Landet måtte desuden tilpasse sin udenrigspolitik efter Sovjetunionen efter krigen – Finlandiseringen, men landet forblev trods alt en uafhængig markedsøkonomi og beholdt et demokratisk, politisk system efter 2. Verdenskrig.

Anerkendelse af ikke-anerkendelse af besættelse og anneksion

[redigér | rediger kildetekst]

Hovedparten af verdens lande afslog at anerkende annekteringen af de baltiske lande de jure og anerkendte kun de sovjetiske regeringer i de tre sovjetrepublikker de facto – eller slet ikke.[81][82] Sådanne lande anerkendte estiske, lettiske og litauiske diplomater og konsuler, som fungerede på vegne af de tidligere regeringer. Disse aldrende diplomater og konsuler holdt ud i denne anormale situation, indtil de baltiske lande fik deres uafhængighed tilbage.[83]

De jure ikke-anerkendelse

[redigér | rediger kildetekst]

Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande blev ikke anerkendt de jure af følgende lande ifølge en opgørelse fra 8. august 1960: [84]

  •  Afghanistan – Ingen officielle forbindelser med baltiske repræsentanter. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Australien – Halv-officielle forbindelser opretholdt med baltiske repræsentanter. Anerkendt de jure i 17 måneder mellem juli 1974 og december 1975 af Whitlam-regeringen.
  •  Canada – Halv-officielle forbindelser opretholdt med baltiske repræsentanter. De facto anerkendelse givet, de jure afvist [85]
  •  Belgien – Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelsespolitik. Ingen officielle relationer til baltiske repræsentanter, hverken de jure eller de facto anerkendelse.[81]
  •  Brasilien – Forbindelser opretholdt med baltiske repræsentanter.
  •  Chile – Iingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.
  •  Kina – [86]
  •  Costa Rica – Ingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.
  •  Colombia – Nogle forbindelser opretholdt med baltiske repræsentanter. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Cuba – Nogle forbindelser opretholdt med baltiske repræsentanter. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Danmark – Nogle forbindelser opretholdt med baltiske repræsentanter. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Dominica – Ingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.
  •  Ecuador – Ingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.
  •  Etiopien – Ingen officielle forbindelser. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Tyskland – Anerkendelse af baltiske pas. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik. Ingen de jure eller de facto anerkendelse givet.[81]
  •  Finland – Ingen officielle forbindelser. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Frankrig – Fastholdt halvofficielle forbindelser. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Island – ingen officielle diplomatiske forbindelser
  •  Grækenland – Ingen officielle forbindelser. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Iran – Ingen officielle forbindelser med baltiske repræsentanter.
  •  Irland – Ingen officielle forbindelser. Ingen de jure eller de facto anerkendelse givet.[81]
  •  Italien – De facto anerkendelse givet.[81]
  •  Liberia – Ingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.
  •  Luxembourg – Ingen officielle forbindelser
  •  Mexico – Nogle forbindelser med baltiske repræsentanter. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Holland – Visa de courtoisie tildelt baltiske repræsentanter i London. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Nicaragua – Ingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.
  •  Norge – Ingen officielle forbindelser. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Portugal – Ingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen. Ingen de jure eller de facto anerkendelse givet.[81]
  •  Peru – Ingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.
  •  Paraguay – Ingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.
  •  Spanien – Fastholdt halv-officielle diplomatiske forbindelser. Havde ikke diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen indtil 1977. Ingen de jure eller de facto anerkendelse givet.[81]
  •  Schweiz – Nogle forbindelser opretholdt. Værge for baltiske aktiver. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Republikken Kina – Ingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.
  •  Tyrkiet – Ingen officielle forbindelser. Ingen endelig afgørelse om ikke-anerkendelses politik.
  •  Storbritannien – Opretholdt halv-officielle diplomatiske forbindelser. De facto anerkendelse givet.[81]
  •  USA – Opretholdt officielle diplomatiske forbindelser. Ingen de jure eller de facto anerkendelse givet.[81]
  • Sydafrika Union of South Africa – Ingen officielle forbindelser
  •  Uruguay – Opretholdt officielle diplomatiske forbindelser
  •  Vatikanstaten – Opretholdt officielle diplomatiske forbindelser, ingen de jure eller de facto anerkendelse givet.[81]
  •  Venezuela – Ingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.

De jure anerkendelser

[redigér | rediger kildetekst]

Regeringerne tildelte de jure anerkendelse af den sovjetiske besættelse og styre over de baltiske lande ifølge undersøgelsen fra 8. august 1960:

  •  Østrig – Indirekte de jure anerkendelse givet. Baltiske pas anerkendtes ikke
  •  Argentina – Indirekte de jure anerkendelse givet. Baltiske pas anerkendtes ikke
  •  Bolivia
  •  Japan
  •  Sverige — Sverige gav husly, mad, medicin og finansiel støtte til at genbosætte over 30.000 baltiske flygtninge. Sverige overdrog de baltiske ambassader til Sovjetunionen sammen med baltiske bankindeståender, der var bragt i sikkerhed i Sverige, og i 1946 deporteredes baltiske legionærer, som havde været indkaldt til tysk militærtjeneste[87]. Efter at de baltiske stater igen blev uafhængige, betalte Sverige 2.908 kg guld, som var deponeret af Estland, og 1.250 kg som var deponeret af Litauen tilbage (i 1992 havde det en værdi på $47,2 mio.)[88]

Tidligere de jure anerkendelser:

  • Tyskland Nazityskland — gav de jure anerkendelse den 10. januar 1941, da den tysk-sovjetiske traktat om fælles grænser blev indgået i Moskva.

Hensigtsmæssigt i krigstid

[redigér | rediger kildetekst]

Med præcedens i forhold til folkeretten i den tidligere fastlagte Stimson-doktrin, som anvendt på de baltiske lande i den amerikanske viceudenrigsminister Sumner Welles' deklaration af 23. juli 1940, udgjorde grundlaget for ikke-anerkendelse af Sovjetunionens indlemmelse af de baltiske lande med magt.[89][90] Trods Welles' deklaration genoplevede balterne snart deres århundredlange rolle som brikker i stormagternes konflikter. Efter at have besøgt Moskva i vinteren 1941-1942 talte den britiske udenrigsminister Anthony Eden allerede for, at man skulle ofre de baltiske lande for at sikre sovjetisk samarbejde i krigen. Den britiske ambassadør i USA, Halifax, rapporterede: "Mr. Eden kan ikke løbe risikoen for at fjendtliggøre Stalin, og det britiske krigskabinet har ... enedes om at forhandle en traktat med Stalin, som vil anerkende Sovjetunionens grænser fra 1940."[91] I 1943 havde Roosevelt også opgivet balterne og Østeuropa til Stalin. Under et møde med kardinal Spellman i New York den 3. september udtalte Roosevelt: "De europæiske folk må simpelthen udholde russisk dominans i håb om, at om ti eller tyve år kan de leve godt sammen med russerne."[92] På et møde med Stalin i Teheran den 1. december sagde Roosevelt, "at han fuldt ud var klar over, at de tre baltiske lande tidligere og igen for nylig havde været en del af Rusland og tilføjede spøgende, at når de russiske arméer igen besatte disse områder, ville han ikke gå i krig med Sovjetunionen over dette spørgsmål".[93] En måned senere henviste Roosevelt til Otto von Habsburg, og at han havde sagt til russerne, at de kunne overtage og styre Rumænien, Bulgarien, Bukovina, det østlige Polen, Litauen, Estland, Letland og Finland.[94] Fremtiden var afgjort da Churchill den 9. oktober 1944 mødtes med Stalin i Moskva og skitserede efterkrigstidens Europa. Churchill sagde senere: "Det korte af det lange var, at jeg sagde: ' Vil det ikke synes temmelig kynisk, hvis det ser ud, som om vi havde set bort fra disse spørgsmål, så afgørende for millioner af mennesker på en så nonchalant måde? Lad os brænde dette papir.' — 'Nej behold det,' sagde Stalin."[95] På Jaltakonferencen i februar 1945, som normalt beskrives som stedet, hvor fremtidens Europa blev fastlagt, blev Churchills og Roosevelts tidligere tilsagn til Stalin om ikke at blande sig i Sovjetunionens kontrol over Østeuropa stadfæstet.

Tre årtier senere blev ethvert håb i de baltiske lande om aktiv indgriben på deres vegne tilintetgjort, da De Forenede Stater, de europæiske lande og Sovjetunionen underskrev Helsingfors-erklæringen i 1975, som forpligtede parterne til at respektere de etablerede grænser og undgå brugen af begrebet demarkationslinjer i efterkrigstidens Europa.[96] Lande som De Forenede Stater fortsatte med at fastholde ikke-anerkendelsen af den sovjetiske anneksion af De baltiske lande. Set i bakspejlet har de baltiske landes genvundne selvstændighed og grænser været set som en retfærdiggørelse af Helsingfors-erklæringen som en støtte til menneskerettigheder og selvbestemmelse.[97] På dette tidspunkt, fra et sovjetisk synspunkt – et som deltes af baltiske aktivister, som havde ivret mod underskrivelsen – var Helsinki-aftalerne en klar sejr, som sikrede Sovjetunionen mod fremmed indblanding vedrørende alle Sovjetunionens grænseændringer efter krigen, inklusive Oder-Neisse grænsen og indlemmelsen af Moldova og de baltiske lande.[98]

Holdningen i Den russiske Føderation

[redigér | rediger kildetekst]

Med fremkomsten af perestroika og dens revurdering af Sovjetunionens historie fordømte den øverste sovjet i 1989 den hemmelige aftale fra 1939 mellem Nazityskland og Sovjetunionens selv, som havde ført til deling af Østeuropa og invasion og besættelse af de tre baltiske lande.[9]

Selv om man i den forbindelse ikke omtalte den sovjetiske tilstedeværelse i Baltikum som en besættelse, var det hvad den Russiske Føderede Socialistiske Sovjet Republik og Litauen bekræftede i en efterfølgende aftale midt under Sovjetunionens sammenbrud. Rusland erklærede i præampelen til aftalen af 29. juli 1991 Traktat mellem Russiske Føderede Socialistiske Sovjet Republik og Republikken Litauen om grundlaget for forholdet mellem de to stater, at Sovjetunionen måtte fjerne konsekvenserne af annekteringen i 1940, som krænkede Litauens suverænitet og anerkendte dermed, at Sovjetunionen havde besat Litauen.

Den fremherskende post-sovjetiske konsensus er, at sovjetunionens besættelse af de baltiske lande var ulovlig, jf. erklæringer fra den europæiske menneskerettighedsdomstol,[99], EU[100] og De Forenede Stater[89] som støtter den officielle holdning fra de baltiske landes regeringer.[28][101]

I mellemtiden er Ruslands aktuelle officielle holdning i direkte modstrid med den tidligere udsoning med Litauen.[102] Den russiske regering og statslige embedsmænd fastholder, at den sovjetiske besættelse af Baltikum var lovlig[103], og at Sovjetunionen befriede landene fra nazisterne.[104] De hævder, at sovjetiske tropper oprindelig gik ind i de baltiske lande i 1940, efter at der var indgået aftaler med og med billigelse fra regeringerne i de baltiske republiker. Deres synspunkt er, at Sovjetunionen ikke var i krigstilstand og ikke var involveret i krigshandlinger på de tre landes territorier, og derfor kan ordet besættelse ikke anvendes.[105][106] "Udtalelserne om Sovjetunionens 'besættelse' og lignende påstande ser bort fra alle juridiske, historiske og politiske realiteter og derfor fuldstændig grundløse." – Det russiske udenrigsministerium. Der er nu frygt blandt nogle historikere for, at Kreml støtter ultra-nationalismen og er i færd med en hvidvaskning af den sovjetiske fortid.[107]

Sovjetiske kilder inden Perestroika

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Sovjetisk historiografi

Indtil revurderingen af Sovjets historie i Sovjetunionen, som begyndte under perestroika, inden Sovjetunionen havde fordømt den hemmelige protokol fra 1939 mellem Tyskland og den selv, som havde ført til invasion og besættelse af de tre baltiske lande.[9]

Begivenhederne i 1939, ifølge de sovjetiske kilder fra før perestroika, var som følger: Regeringen i Sovjetunionen foreslog, at regeringerne i de baltiske lande skulle afslutte gensidige bistandstraktater mellem landene. Pres fra det arbejdende folk tvang regeringerne i de baltiske lande til at acceptere dette forslag. Traktaterne om gensidig bistand blev derpå underskrevet,[108] hvilket tillod Sovjetunionen at udstationere et begrænset antal enheder fra den Røde Hær i de baltiske lande. Økonomiske vanskeligheder og utilfredshed i befolkningen med de baltiske regeringers politik, som havde saboteret opfyldelsen af pagten og de baltiske landes politiske orientering mod Nazityskland, førte til en revolutionær situation i juni 1940. For at sikre opfyldelsen af pagten blev yderligere enheder sendt til de baltiske lande, hvor de blev budt velkommen af arbejdere, som krævede, at de baltiske regeringer skulle træde tilbage. I juni, under ledelse af de kommunistiske partier, blev der afholdt politiske demonstrationer af arbejderne. De fascistiske regeringer blev væltet, og arbejderregeringer etableret. I juli 1940 blev der afholdt valg til de baltiske parlamenter. De "arbejdende folks unioner", etableret på initiativ af de kommunistiske partier, fik hovedparten af stemmerne.[109] Parlamenterne vedtog deklarationer om genetablering af sovjetisk styre i de baltiske lande og udråbte Sovjetiske Socialistiske Republikker. Deklarationer om Estlands, Letlands og Litauens ønske om at indtræde i Sovjetunionen blev vedtaget og sendt til den Øverste Sovjet i Sovjetunionen. Anmodningerne blev godkendt af Sovjetunionens øverste sovjet.

Traktater, som vedrørte forholdet mellem Sovjetunionen og de baltiske lande

[redigér | rediger kildetekst]

Traktater i kraft mellem Sovjetunionen og de baltiske lande før 1940

Efter at de baltiske lande havde erklæret sig selvstændige efter underskrivelsen af våbenhvilen invaderede det bolsjevikkiske Rusland i slutningen af 1918.[110] Известия (Izvestia) skrev i sin udgave fra 25. december 1918: "Estland, Letland og Litauen er direkte på vej fra Rusland til Vesteuropa og er derfor en hindring for vore revolutioner ... Denne skillevæg må rives ned." Det bolsjevikkiske Rusland fik imidlertid ikke kontrol over Baltikum, og i 1920 indgik det fredsaftaler med alle tre lande:

Fredstraktater

[redigér | rediger kildetekst]

I disse traktater opgav det bolsjevikiske Rusland "i al evighed"[114] alle suverænitetsrettigheder over disse tre folk og territorier, som tidligere tilhørte Rusland.

Ikke-angrebs pagter

[redigér | rediger kildetekst]

Senere blev der på sovjetisk initiativ[115] indgået yderligere ikke-angrebs-pagter med alle tre baltiske lande:

De underskrivende parter påtog sig at afstå fra aggressive handlinger mod hinanden og fra enhver voldshandling rettet mod modpartens territoriale integritet og ukrænkelighed eller politiske uafhængighed. Yderligere enedes de om at overdrage alle uenigheder uanset deres oprindelse, som ikke kunne løses ad diplomatiske vej til formel afgørelse i en fælles komite.[119]

Kellogg-Briand-pagten og Litvinovs Pagt

[redigér | rediger kildetekst]

Den 27. august 1928 blev Briand-Kellogg-pagten som afviste krig som et instrument i nationens politik, underskrevet af De Forenede Stater, Tyskland, Belgien, Frankrig, Storbritannien, Indien, Italien, Japan, Polen og Tjekkoslovakiet.

Efterfølgende underskrev Sovjetunionen en protokol, som bekræftede, at landet ville overholde betingelserne i pagten over for sine naboer: Estland, Letland, Polen og Rumænien den 9. februar 1929.[120] (Se også Litvinovs Pagt). Litauen erklærede, at den ville opfylde pagten og protokollen kort tid senere, den 5. april 1929. Ved at underskrive enedes de omfattede lande om:

  • at fordømme krig som en måde at løse konflikter på og afvise den som et politisk middel, og
  • at alle konflikter og uenigheder skulle løse udelukkende ad fredelig vej.[121]

Med denne bekræftelse på at overholde disse protokoller (om end uden endnu at have underskrevet pagten) og tilhørende papirer blev Estland, Letland, Litauen og Sovjetunionen (opført som Rusland) underskrivere af Kellogg-Briand-pagten selv fra den dag, den trådte i kraft, den 24. juli 1929.[122]

Konventionen om definition af aggression

[redigér | rediger kildetekst]

Den 3. juli 1933 blev begrebet aggression for første gang i historien fastlagt i en bindende traktat, som blev under skrevet på den britiske ambassade i London af Sovjetunionen og blandt andre de baltiske lande.[123][124]

Artikel II definerer former for aggression: Som aggressor skal betegnes enhver stat, som er den første, der har begået en af følgende handlinger:

  • For det første – erklæret krig mod et andet land
  • For det andet – foretaget invasion med væbnede styrker af et andet lands territorium, selv uden krigserklæring
  • For det tredje – angreb med land-, flåde- eller luftstyrker, selv uden krigserklæring, på et andet lands fartøjer eller flyvemaskiner.
  • For det fjerde – en flådeblokade mod kyster eller havne i et andet land.
  • For det femte – støtte til bevæbnede bander, som er organiseret på dets territorium, og som har invaderet et andet lands område, eller afvisning, på trods af krav fra det angrebne land, om at træffe alle skridt på eget territorium til at frarøve banditter den fornævnte støtte eller beskyttelse.

Konventionen om definition af aggressionsartikel II fastslår derefter, at "intet politisk, militært, eller økonomisk hensyn kan være undskyldning eller begrundelse for aggression, som beskrevet i artikel II." Og selv om et tillæg til artikel III opremser mulige årsager til intervention i et naboland, fastslår den også, at "de høje kontraherende parter er ydermere enige om at anerkende, at denne konvention aldrig kan legitimere nogen overtrædelse af international ret, som kan afledes af omstændighederne i den ovenfor anførte liste."

Gensidige bistandspagter

[redigér | rediger kildetekst]

Pagterne om gensidig bistand bekræftede de baltiske landes uafhængige rettigheder. Med den gensidige bistandspagt med Letland som eksempel, underskrevet den 5. oktober 1939,[125] anføres i artikel V i pagten: "Gennemførelsen af denne pagt må på ingen måde svække de underskrivende parters suveræne rettigheder, mere specifikt med hensyn til deres politiske struktur, økonomi og sociale systemer og militære midler."

Traktater som Sovjetunionen underskrev mellem 1940 og 1945

[redigér | rediger kildetekst]

Sovjetunionen tilsluttede sig Atlanterhavserklæringen af 14. august 1941 ved en resolution, der blev underskrevet i London den 24. september 1941.[126] Erklæringen bekræftede:

  • "For det første søger deres lande ingen udvidelse territorialt eller på anden vis.
  • For det andet ønsker de ikke at se territoriale ændringer, som ikke er udtryk for de involverede befolkningers frit udtrykte ønsker.
  • For det tredje vil de respektere alle folks ret til at vælge den regeringsform, hvorunder de ønsker at leve, og de ønsker at se de suveræne rettigheder og selvstyre genetableret for dem, som med magt er blevet frataget dem. ..."[127]

Meget vigtigt var det, at Stalin personligt bekræftede principperne i Atlanterhavserklæringen den 6. november 1941:[128]

Citat Vi har ikke, og kan ikke have noget krigsmål, som går ud på at erobre fremmed territorium og underkastelse af fremmede folk, uanset om der er tale om folk og områder i Europa eller Asien ...
    Vi har ikke og kan ikke have som krigsmål at påtvinge vores vilje og styre på Slaverne eller andre trælbundne folk i Europa, som afventer vor hjælp.
    Vor hjælp består i at hjælpe disse folk i deres kamp for frihed fra Hitlers tyranni, og derefter stille dem fri til at regere deres egne lande som de ønsker. Ingen intervension overhovedet i andre landes interne anliggender. 		Citat

Kort efter underskrev Sovjetunionen Erklæringen om de Forenede Nationer af 1. januar 1942, som igen bekræftede overholdelse af Atlanterhavserklæringen.

Sovjetunionen underskrev Jalta-aftalen om det befriede Europa af 4. – 11. februar 1945, hvori Stalin, Churchill og Roosevelt i fællesskab erklærede at gå ind for genskabe orden i Europa i overensstemmelse med principperne i Atlanterhavserklæringen "alle folkeslags ret til at vælge den regeringsform hvorunder de vil leve, genskabelse af suveræne rettigheder og selvstyre for de folk, som med magt har fået dem frataget af aggressor landene." Jalta-aftalen fastslår også, at "for at skabe betingelser hvor i de befriede befolkninger kan udøve disse rettigheder vil de tre regeringer gå sammen ... blandt andre for hvor det er nødvendigt at muliggøre afholdelsen af frie valg." [129]

Endelig underskrev Sovjetunionen De Forenede Nationers Pagt den 24. oktober 1945, som i artikel I, stykke 2 fastslår at et af "formålene med de Forenede Nationer er at udvikle venlige forbindelser mellem landene baseret på respekt for princippet om lige rettigheder og folkenes selvbestemmelsesret."

Tidslinje

[redigér | rediger kildetekst]

Noter og referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Country Profiles: Estonia, Latvia, Lithuania at UK Foreign Office
  2. ^ a b The World Book Encyclopedia ISBN 0-7166-0103-6
  3. ^ The History of the Baltic States by Kevin O'Connor ISBN 0-313-32355-0
  4. ^ Saburova, Irina (1955). "The Soviet Occupation of the Baltic States". Russian Review. 14 (1): 36-49. doi:10.2307/126075.
  5. ^ Se f.eks. EU-parlamentets stillingtagen, hvor man fordømmer "det faktum, at Sovjetunionens besættelse af disse tidligere uafhængige og neutrale lande foregik i 1940 efter Molotov-Ribbentrop-pagten, og fortsætter." European Parliament (13. januar 1983). "Resolution on the situation in Estonia, Latvia, Lithuania". Official Journal of the European Communities. C 42/78.
  6. ^ "Efter den tyske besættelse i 1941-44 forblev Estland besat af Sovjetunionen indtil uafhængigheden blev genskabt i 1991." KOLK AND KISLYIY v. ESTONIA, [1] (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol 17. januar 2006).
  7. ^ The Soviet occupation and incorporation på Encyclopædia Britannica
  8. ^ http://www.britannica.com/eb/article-37264/Baltic-states Baltic states, WWII losses] på Encyclopædia Britannica
  9. ^ a b c The Forty-Third Session of the UN Sub-Commission på Google Scholar
  10. ^ Baltic Military District globalsecurity.org
  11. ^ Baltic League Arkiveret 26. august 2009 hos Wayback Machine, TIME Magazine, 2. juni 1924
  12. ^ No Philosophical Abstractions Arkiveret 22. august 2009 hos Wayback Machine, TIME Magazine, April 16, 1934
  13. ^ Moscow's Week Arkiveret 29. januar 2018 hos Wayback Machine i Time Magazine, mandag den 9. oktober 1939
  14. ^ The Baltic States: Estonia, Latvia and Lithuania by David J. Smith, Page 24, ISBN 0-415-28580-1
  15. ^ The Baltic States: Estonia, Latvia and Lithuania by David J. Smith, Page 24, ISBN 0-415-28580-1
  16. ^ Tannberg. Tarvel. Documents on the Soviet Military Occupation of Estonia, Trames, 2006.
  17. ^ Maltjukhov, Mikhail. The missed opportunity of Stalin. The Soviet Union and the fight for Europe: 1939-1941 (documents, facts, judgements). 2002, Moscow.
  18. ^ Baltic states :: Soviet occupation – Britannica Online Encyclopedia
  19. ^ Minus a Member i Time Magazine, mandag den 25. december 1939
  20. ^ Mikhail Meltyukhov: Stalin's Missed Chance, p. 198, kan ses på militera.lib.ru
  21. ^ Pavel Petrov, p. 153
  22. ^ Pavel Petrov, p. 154
  23. ^ Finland Pavel Petrov Arkiveret 21. august 2009 hos Wayback Machine på det finske forsvars hjemmeside
  24. ^ Rusland Dokumenter offentliggjort Arkiveret 5. februar 2008 hos Wayback Machine fra statsarkiverne i den russiske flåde
  25. ^ Pavel Petrov, p. 164
  26. ^ The Last Flight from Tallinn Arkiveret 25. marts 2009 hos Wayback Machine at American Foreign Service Association
  27. ^ a b Five Years of Dates Arkiveret 22. august 2013 hos Wayback Machine at Time magazine on Monday, Jun. 24, 1940
  28. ^ a b Besættelsen af Letland Arkiveret 23. november 2007 hos Wayback Machine på Udenrigsministeriet i Republikken Letland
  29. ^ Germany Over All Arkiveret 22. august 2009 hos Wayback Machine, TIME Magazine, 24. juni 1940
  30. ^ Vedrørende Litauen se f.eks. Thomas Remeikis (1975). "The decision of the Lithuanian government to accept the Soviet ultimatum of June 14, 1940". LITUANUS, Lithuanian Quarterly journal of Arts and Sciences. 21 (No.4 - Winter 1975). Arkiveret fra originalen 17. december 2010. Hentet 2007-03-03. {{cite journal}}: |issue= har ekstra tekst (hjælp)
  31. ^ se rapport fra Letlands Chargé d'affaires, Fricis Kociņš, vedrørende samtalerne med den sovjetiske udenrigskommissær Molotov i I.Grava-Kreituse, I.Feldmanis, J.Goldmanis, A.Stranga. (1995). Latvijas okupācija un aneksija 1939-1940: Dokumenti un materiāli. (The Occupation and Annexation of Latvia: 1939-1940. Documents and Materials.) (lettisk). s. 348-350. Arkiveret fra originalen 12. september 2007. Hentet 14. februar 2009.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  32. ^ for Estonia see, for instance, Tanel Kerikmäe, Hannes Vallikivi (2000). "State Continuity in the Light of Estonian Treaties Concluded before World War II". Juridica International (I 2000): 30-39. Arkiveret fra originalen 29. juni 2007. Hentet 2007-03-03.
  33. ^ næsten 650.000 ifølge Kenneth Christie, Robert Cribb (2002). Historical Injustice and Democratic Transition in Eastern Asia and Northern Europe: Ghosts at the Table of Democracy. RoutledgeCurzon. s. 83. ISBN 0700715991.
  34. ^ a b c d e Stephane Courtois; Werth, Nicolas; Panne, Jean-Louis; Paczkowski, Andrzej; Bartosek, Karel; Margolin, Jean-Louis & Kramer, Mark (1999). The Black Book of Communism: Crimes, Terror, Repression. Harvard University Press. ISBN 0-674-07608-7.
  35. ^ The Baltic States: Estonia, Latvia and Lithuania p.19 ISBN 0-415-28580-1
  36. ^ Estonia: Identity and Independence by Jean-Jacques Subrenat, David Cousins, Alexander Harding, Richard C. Waterhouse ISBN 90-420-0890-3
  37. ^ 14. juni overgav den estiske regering sig uden at yde militær modstand. Besættelsesmyndighederne begyndte ... med at afvæbne den estiske hær og fjerne de højerestående officerer fra deres embeder. Ertl, Alan (2008). Toward an Understanding of Europe. Universal-Publishers. s. 394. ISBN 1599429837.
  38. ^ de estiske væbnede styrker blev afvæbnet ved den sovjetiske besættelse i juni 1940 Miljan, Toivo (2004). Historical Dictionary of Estonia. Scarecrow Press. s. 111. ISBN 0810849046.
  39. ^ Baltic States: A Study of Their Origin and National Development, Their Seizure and Incorporation Into the U.S.S.R. W. S. Hein. s. 280.
  40. ^ "The President of the Republic acquainted himself with the Estonian Defence Forces". Press Service of the Office of the President. 19. december 2001. Arkiveret fra originalen 21. august 2009. Hentet 2. januar 2009.
  41. ^ Estland51 år siden slaget på Rauagaden Arkiveret 19. juli 2012 hos Wayback Machine på de estiske forsvarsstyrkers hjemmeside
  42. ^ 784 AE. "Riigikogu avaldus kommunistliku režiimi kuritegudest Eestis" (estisk). Riigikogu. Arkiveret fra originalen 21. juni 2007. Hentet 2. januar 2009.
  43. ^ Lohmus, Alo (10. november 2007). "Kaitseväelastest said kurja saatuse sunnil korpusepoisid" (estisk). Arkiveret fra originalen 21. august 2009. Hentet 2. januar 2009.
  44. ^ "Põlva maakonna 2005.a. lahtised meistrivõistlused mälumängus" (estisk). kilb.ee. 22. februar 2005. Arkiveret fra originalen 15. juni 2008. Hentet 2. januar 2009.
  45. ^ udover de udsendinge, som var modtaget af de baltiske lande, sendte den sovjetiske regering følgende særlige udsendinge; til Litauen: vice udenrigskommissær Dekanozov; til Letland: Vishinski, repræsentant for ministerrådet. Til Estland: den regionale partileder fra Leningrad Zjdanov. "Analytical list of documents, V. Friction in the Baltic States and Balkans, [[4. juni]] [[1940]] – [[21. september]] [[1940]]" (html). Telegram of German Ambassador in the Soviet Union (Schulenburg) to the German Foreign Office. Hentet 2007-03-03. {{cite web}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  46. ^ a b Attitudes of the Major Soviet Nationalities, Center for International Studies, Massachusetts Institute of Technology, 1973
  47. ^ Mangulis, Visvaldis (1983). "VIII. September 1939 to June 1941". Latvia in the Wars of the 20th century. Princeton Junction: Cognition Books. ISBN 0912881003.
  48. ^ a b Švābe, Arvīds. The Story of Latvia. Latvian National Foundation. Stockholm. 1949.
  49. ^ Justice in The Baltic Arkiveret 22. august 2013 hos Wayback Machineat Time magazine on Monday, Aug. 19, 1940
  50. ^ Dunsdorfs, Edgars. The Baltic Dilemma. Speller & Sons, New York. 1975
  51. ^ Küng, Andres. Communism and Crimes against Humanity in the Baltic States. 1999 www.rel.ee Arkiveret 1. marts 2001 hos Wayback Machine
  52. ^ The Harvest of Sorrow: Soviet Collectivization and the Terror-Famine (1986)
  53. ^ se, f.eks., "Concurrent Resolution of the House and Senate: H. CON. RES. 128" (PDF). 25. juli 2005. Hentet 2006-12-09. udtrykke den holdning i Kongressen at regeringen i Den russiske Føderation skulle udsende et klart og utvetydigt signal om anerkendelse og fordømmelse af den illegale besættelse og annektering af Sovjetunionen mellem 1940 og 1991 af de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen.
  54. ^ Den da fungerende amerikanske udenrigsminister, Sumner Wells, beskrev de sovjetiske aktiviteter i de baltiske lande som: "den snedige proces, hvorved den politiske uafhængighed og territoriale integritet for tre små baltiske lande – Estland, Letland og Letland med overlæg skulle fjernes af en af deres stærkere naboer."
  55. ^ Dehousse, Renaud (1993). "The International Practice of the European Communities: Current Survey". European Journal of International Law. 4 (1): 141. Arkiveret fra originalen 27. september 2007. Hentet 2006-12-09. – Scholar search
  56. ^ European Parliament (13. januar 1983). "Resolution on the situation in Estonia, Latvia, Lithuania". Official Journal of the European Communities. C 42/78. "mens den sovjetiske annektering af de tre baltiske lande stadig ikke formelt er blevet godkendt af de fleste europæiske lande og USA, Canada, Storbritanninen, Australien og Vatikanet og de fortsat holder fast i begrebet de baltiske stater".
  57. ^ Van Elsuwege, P. (2003). "State Continuity and its Consequences: The Case of the Baltic States". Leiden Journal of International Law. 16: 377-388. doi:10.1017/S0922156503001195.
  58. ^ Malksoo, Lauri (2005). "Illegal Annexation and State Continuity: The Case of the Incorporation of the Baltic States by the USSR". The American Journal of International Law. 99 (3): 734-736. doi:10.2307/1602324.
  59. ^ Juda, Lawrence (1975). "United States' nonrecognition of the Soviet Union's annexation of the Baltic States: Politics and law". Journal of Baltic Studies. 6 (4): 272-290.
  60. ^ Baltic states German occupation at Encyclopædia Britannica
  61. ^ The Baltic States: The National Self-Determination of Estonia, Latvia and Lithuania by Graham Smith, p. 91. ISBN 0-312-16192-1
  62. ^ Resistance! Occupied Europe and Its Defiance of Hitler af Dave Lande, p. 200. ISBN 0-7603-0745-8
  63. ^ Mart Laar (2006). Sinimäed 1944: II maailmasõja lahingud Kirde-Eestis (estisk). Tallinn: Varrak.
  64. ^ By Royal Institute of International Affairs. Information Dept. Published 1945
  65. ^ Jødiske henrettelser udført af Einsatzgruppe A Arkiveret 20. januar 2009 hos Wayback Machine Franz Walter Stahlecker
  66. ^ The Holocaust in the Baltics
  67. ^ The Virtual Jewish History Tour – Estonia
  68. ^ "Estonian International Commission for Investigation of Crimes Against Humanity". Arkiveret fra originalen 2. februar 2013. Hentet 14. februar 2009.
  69. ^ Ifølge de nyeste tal fra de lettiske statsarkiver var 1.771 lettiske jøder blevet deporteret af de sovjetiske myndigheder indtil juni 1941 ud af et samlet antal deporterede på 15.424. Jøderne udgjorde således 11 % af de deporterede, mens deres andel af befolkningen i Letland kun var omkring 5 %. Se: Pelkaus, Elmārs (ed.) (2001). Aizvestie: 1941. gada 14. jūnijā (lettisk, engelsk og russisk). Rīga: Latvijas Valsts arhīvs; Nordik. ISBN 9984675556. OCLC 52264782. {{cite book}}: |first= har et generisk navn (hjælp)
  70. ^ a b Andrew Ezergailis, The Holocaust in Latvia, 1996
  71. ^ "Blackbaud Internet Solutions - Online Events and Marketing Solutions". Arkiveret fra originalen 10. januar 2007. Hentet 14. februar 2009.
  72. ^ Nuremberg Document L-180, relevante uddrag fra www.nizkor.org Arkiveret 9. juli 2008 hos Wayback Machine
  73. ^ Einsatzgruppen Archiver.
  74. ^ Jvf.Jäger Rapporten Arkiveret 4. december 2008 hos Wayback Machine fra 1. december 1941
  75. ^ Dieckmann, Christoph (2005). Karo belaisvių ir civilių gyventojų žudynės Lietuvoje, 1941–1944 = Murders of Prisoners of War and of Civilian Population in Lithuania, 1941–1944. Totalitarinių režimų nusikaltimai Lietuvoje 2 (litauisk og engelsk). Vilnius: Margi Raštai. ISBN 9986092973. OCLC 62401555. {{cite book}}: Ukendt parameter |coauthors= ignoreret (|author= foreslået) (hjælp)
  76. ^ Šarūnas Liekis. A State within a State? Jewish autonomy in Lithuania 1918–1925. Versus aureus, 2003
  77. ^ Šarūnas Liekis. Žydai: "kaimynai" ar "svetimieji"? Etninių mažumų problematika
  78. ^ "Reflections on the Holocaust in Lithuania: A New Book by Alfonsas Eidintas – Senn". Arkiveret fra originalen 27. juli 2020. Hentet 14. februar 2009.
  79. ^ Д. Муриев, Описание подготовки и проведения балтийской операции 1944 года, Военно-исторический журнал, сентябрь 1984. Engelsk oversættelse findes, D. Muriyev, Preparations, Conduct of 1944 Baltic Operation Described, Military History Journal (USSR Report, Military affairs), 1984-9, pp. 22-28
  80. ^ a b Background Note: Latvia på US Department of State
  81. ^ a b c d e f g h i j Talmon, Stefan (2001). Recognition of Governments in International Law. Oxford University Press. s. 103. ISBN 9780198265733.
  82. ^ Aust, Anthony (2005). Handbook of International Law. Cambridge University Press,. s. 26. ISBN 0521823498.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Ekstra punktum (link)
  83. ^ Diplomats Without a Country: Baltic Diplomacy, International Law, and the Cold War by James T. McHugh , James S. Pacy, Page 2. ISBN 0-313-31878-6
  84. ^ Hiden, John; Vahur Made; David J. Smith (2008). The Baltic Question During the Cold War. Routledge. s. 120. ISBN 9780415371001.
  85. ^ "The Government of Canada recognizes that Estonia has de facto entered the Union of Soviet Socialist Republics but has not recognised this de jure. The Government of Canada recognizes the Government of the Estonian Soviet Socialist Republic to be the de facto government of Estonia but does not recognize it as the de jure government of Estonia."Stefan Talmon, Recognition of Governments in International Law: With Particular Reference to Governments in Exile. Oxford: Clarendon Press, 1998, p104
  86. ^ Lawrence Juda, United States' nonrecognition of the Soviet Union's annexation of the Baltic States: Politics and law, Journal of Baltic Studies, Volume 6, Issue 4 Winter 1975 , pages 272 – 290
  87. ^ Nordic Contacts 1991-1998 Arkiveret 7. oktober 2008 hos Wayback Machine hentet den 25. januar 2008
  88. ^ Sweden to repay two nations gold deposits, American Metal Market, 2. juli 1992
  89. ^ a b U.S.-Baltic Relations: Celebrating 85 Years of Friendship at state.gov
  90. ^ The Baltic States: Estonia, Latvia and Lithuania By David J. Smith; Page 138
  91. ^ Harriman, Averel & Abel, Elie. Special Envoy to Churchill and Stalin 1941-1946, Random House, New York. 1974. p. 1135.
  92. ^ Gannon, Robert. The Cardinal Spellman Story. Doubleday, New York. 1962. pp. 222-223
  93. ^ Minutes of meeting, Bohlen, recording. Foreign Relations of the United States, The Conferences of Cairo and Teheran, 1943, pp. 594-596
  94. ^ Bullitt, Orville. For the President: Personal and Secret. Houghton-Mifflin, Boston. 1972. p. 601.
  95. ^ Churchill, Winston. 6 bd. Steen Hasselbalchs Forlag. 1948-1954
  96. ^ Union of Soviet Socialist Republics :: Foreign policy – Britannica Online Encyclopedia
  97. ^ Interview with Gerald Ford, 4. august 1997—"Man må anerkende, at ordene i den aftale gik ud på, at disse grænser måtte opretholdes med fredelige midler. Med andre ord udelukkede Helsingfors-erklæringen brug af militær for at ændre grænserne. Hvis grænserne blev ændret med fredelige midler, var det i orden i forhold til aftalen. Nå, hvad skete der, da man havde de fastlagte menneskerettigheder og dissidenter rejste sig mod deres diktatorer. Man ændrede grænserne for de baltiske lande og selv Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn. De drog nytte af menneskerettighederne til at re-definere hvad grænserne var."
  98. ^ Collier's Yearbook, 1975
  99. ^ Den europæiske Menneskerettighedsdomstols sager om besættelsen af de baltiske lande
  100. ^ Motion for a resolution on the Situation in Estonia by EU
  101. ^ "Estonia says Soviet occupation justifies it staying away from Moscow celebrations – Pravda.Ru". Arkiveret fra originalen 29. september 2007. Hentet 14. februar 2009.
  102. ^ "Žalimas, Dainius. LEGAL AND POLITICAL ISSUES ON THE CONTINUITY OF THE REPUBLIC OF LITHUANIA. Hentet den 24. januar 2008" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 11. april 2008. Hentet 14. februar 2009.
  103. ^ Russia denies Baltic 'occupation' by BBC News
  104. ^ Bush denounces Soviet domination by BBC News
  105. ^ Russia denies Arkiveret 15. december 2007 hos Wayback Machine at newsfromrussia
  106. ^ the term "occupation" inapplicable Arkiveret 29. september 2007 hos Wayback Machine at newsfromrussia
  107. ^ A Do-Over for Russian History? at the Wall Street Journal.
  108. ^ Sovjetisk-lettisk gensidig bistandspagt fra 1939 (hele teksten) Arkiveret 3. marts 2016 hos Wayback Machine (russisk)
  109. ^ Great Soviet Encyclopedia
  110. ^ http://web.ku.edu/~eceurope/communistnationssince1917/ch2.html Arkiveret 1. december 2010 hos Wayback Machine på University of Kansas, hentet 23. januar 2008
  111. ^ League of Nations Treaty Series, Vol. XI, pp. 29-71.
  112. ^ Receuil de traités conclus par la Lithuanie avec les pays étrangérs, Vol. I, Kaunas, 1930, pp. 30-45.
  113. ^ League of Nations Treaty Series, 1920-21, No. 67, pp. 213-231.
  114. ^ Fredstraktaten ved Estland og Letland § 2, fredstraktaten med Litauen § 1.
  115. ^ Prof. Dr. G. von Rauch "Die Baltischen Staaten und Sowjetrussland 1919-1939", Europa Archiv No. 17 (1954), p. 6865.
  116. ^ Receuil des traités conclus par la Lithuanie avec les pays étrangés, Vol. I, Kaunas, 1930, pp. 429-435.
  117. ^ League of Nations Treaty Series, 1934, No. 3408, pp. 123-125 and 127
  118. ^ League of Nations Treaty Series, Vol. CXXXI, pp. 297-307.
  119. ^ Artikel I og IV i ikke-angrebs traktaterne med Letland og Estland og artikel III og V i ikke-angrebs-traktaten med Litauen.
  120. ^ League of Nations Treaty Series, 1929, No. 2028.
  121. ^ League of Nations Treaty Series, 1928, No. 2137.
  122. ^ Kellogg-Briand Pact Arkiveret 3. juli 2007 hos Wayback Machine at Yale University
  123. ^ Aggression Defined Arkiveret 13. april 2020 hos Wayback Machine i Time Magazine om konventionen for definition af aggression.
  124. ^ League of Nations Treaty Series, 1934, No. 3391.
  125. ^ League of Nations Treaties Series No. 4656/39, pp. 385-387.
  126. ^ B. Meissner, Die Sowjetunion, die Baltischen Staaten und das Volkerrecht, 1956, pp. 119-120.
  127. ^ Louis L. Snyder, Fifty Major Documents of the Twentieth Century, 1955, p. 92.
  128. ^ Embassy of the U.S.S.R., Soviet War Documents (Washington, D.C.: 1943), p. 17 as quoted in Karski, Jan. The Great Powers and Poland, 1919-1945, 1985, on 418
  129. ^ Foreign Relations of the United States, The Conference at Malta and Yalta, Washington, 1955, p. 977.
  130. ^ Michael L. Dockrill, B. J. C. McKercher, Diplomacy and World Power: Studies in British Foreign Policy, 1890-1950, Cambridge University Press 1996, p226

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]


Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes geografiske koordinater
Denne artikel omhandler et emne, som har en geografisk lokation. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i wikidata.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Sovjetunionens_besættelse_af_de_baltiske_lande&oldid=11909114"