Spring til indhold

Indonesien

Redigér links
Koordinater: 2°S 118°Ø / 2°S 118°Ø / -2; 118
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Hollansk Ostindien)
Republikken Indonesien

Republik Indonesia (indonesisk)
Indonesiens våbenskjold
Våbenskjold
Hovedstad
og største by		Jakarta
6°10.5′S 106°49.7′Ø / 6.1750°S 106.8283°Ø / -6.1750; 106.8283
Officielle sprogBahasa Indonesia
Officiel skriftLatinske alfabetet
Demonymindoneser
RegeringsformPræsidentiel republik
Prabowo Subianto
Gibran Rakabuming Raka
Uafhængighed 
• Erklæret
17. august 1945
• Anerkendt
27. december 1949
Areal
• Total
 1.904.569 km2  (nr. 14[2]) 
• Vand (%)
4,85
Befolkning
• Anslået 2015
255.461.700[3] (nr. 4)
• Folketælling 2010
237.424.363
• Tæthed
125,2/km2  (nr. 84)
BNP (KKP)Anslået 2008
• Total
909,729 mia. USD[4] (nr. 16)
• Pr. indbygger
3.980 USD[4] (nr. 121)
BNP (nominelt)Anslået 2008
• Total
511,765 mia. USD[4] (nr. 19)
• Pr. indbygger
2.239 USD[4] (nr. 116)
Gini (2002)34,3
HDI (2007)Stigning 0,734[5] (medium) (nr. 111)
ValutaRupiah (IDR)
TidszoneUTC+7 til +9 (forskellige)
UTC+7 til +9 (findes ikke)
Kendings-
bogstaver (bil)		RI (Republik Indonesia)
Luftfartøjs-
registreringskode		PK
Internetdomæne.id
Telefonkode+62
ISO 3166-kodeID, IDN, 360

Indonesien, officielt Republikken Indonesien (indonesisk: Republik Indonesia), er en suveræn stat i Sydøstasien. Indonesien er verdens største øgruppe og består af de seks hovedøer Sumatra, Java, Sulawesi, Bali, Kalimantan (den indonesiske del af Borneo) og Irian Jaya (den indonesiske del af Ny Guinea), samt 13.677 mindre øer. Omkring 3.000 af øerne er beboede og strækker sig over et vulkansk område på 1.904.569 km².[2] Indonesien har 275.439.000(2021)[6] indbyggere. Hovedstaden er Jakarta, der er beliggende på øen Java.

Landet dækker kun 1,3 % af Jordens overflade, men udgør en region med meget stor naturlig variation inden for flora og fauna; 11 % af Jordens blomstrende planter, 16 % af dens fugle, 13 % af dens pattedyr og 7 % af dens reptiler og padder findes repræsenteret i Indonesien.[7]

Indonesien blev dannet efter opløsningen af Hollandsk Ostindien. Landet er medlem af ASEAN.

Etymologi

[redigér | rediger kildetekst]

Navnet Indonesien stammer fra det latinske Indus, som betyder "Indien" og det græske nesos, som betyder "ø".[8] Navnet går tilbage til det 18. århundrede forud for Indonesiens uafhængighed.[9] I 1850 foreslog en engelsk etnolog i bogen "On The Leading Characteristics of the Papuan, Australian and Malay-Polynesian Nations" at kalde indbyggerne i "Indisk Arkipelag og Malaysk Arkipelag" for Indunesians og Malayunesians.[10] I den samme bog brugte en elev fra Earl's, James Richardson Logan, Indonesia som et synonym for "Indisk Arkipelag".[11] Dog gik hollandske akademikere fra Hollandsk Ostindien ikke ind for at skrive Indonesia. De brugte i stedet udtrykkene "Malaysk Arkipelag" (Maleische Archipel); Hollandsk Ostindien (Nederlandsch Oost Indië), kendt som Indië; Ost (de Oost); og endda Insulinde.[12]

Fra 1900 blev navnet Indonesien mere populært blandt akademikere uden for Holland, og indonesiske nationalister indførte det for at udtrykke sig politisk.[13] Adolf Bastian fra universitet i Berlin, gjorde navnet populært i sin Indonesien oder die Inseln des Malayischen Archipels, 1884-1894. Den første indonesiske lærer der brugte navnet, var Suwardi Suryaningrat (Ki Hajar Dewantara), da han startede et pressebureau i Holland med navnet Indonesisch Pers-bureau i 1913.[9]

Historie

[redigér | rediger kildetekst]
En båd.

Fossiler af Homo erectus, kendt som "Java-manden", er et bevis på, at Indonesiens arkipelag var beboet for 2 millioner til 500.000 år siden.[14] Austronesiske folk, der udgør flertallet af landets nuværende befolkning, migrerede til Sydøstasien fra Taiwan. De kom til Indonesien omkring år 2000 f.Kr., og mens de spredte sig over arkipelaget, blev det indfødte, melanesiske folk nødt til at flytte til de østlige områder.[15] Gode landbrugsforhold og brugen af rismarker så tidligt som i det 8. århundrede f.Kr.,[16] åbnede muligheden for at landsbyer, byer og små kongeriger kunne opstå 100 e.Kr. Indonesiens høje søfartsposition gjorde det muligt for landet at handle i hele verden. For eksempel blev der indgået handelsaftaler med indiske kongeriger og Kina adskillige århundrede f.Kr.[17] Handel har siden været en del af Indonesiens historie.[18]

Muskatnødden findes på Indonesiens Bandaøerne. Den var tidligere en af verdens mest værdifulde varer og trak de første europæiske kolonister til Indonesien.

Fra det 7. århundrede e.Kr. opstod det magtfulde Srivijaya-kongerige pga. handel og indflydelsen fra hinduisme og buddhisme, der blev bragt med det.[19] Mellem det 8. og 10. århundrede opstod og faldt det buddhistiske landbrugssamfund Sailendra og det hinduistiske Mataram på Javas indland og efterlod store religiøse monumenter som Sailendras Borobudur og Matarams Prambanan. Det hinduistiske Majapahit-kongerige blev grundlagt i det østlige Java i slutningen af det 13. århundrede og under Gajah Mada, fik det indflydelse på meget af Indonesien. Denne periode kaldes ofte for "Guldalderen" i Indonesiens historie.[20]

Selv om muslimske handlende først rejste til Sydøstasien tidligt i den islamiske æra, går de tidligste beviser på en muslimsk befolkning i Indonesien tilbage til det 13. århundrede i det nordlige Sumatra.[21] Andre indonesiske områder indførte islam lidt efter lidt, og det var den dominerende religion i Java og Sumatra ved slutningen af det 16. århundrede. Islam blev stort set blandet med de eksisterende kulturer og religioner, som ændrede den tidligere form for islam i Indonesien, især på Java.[22] De første europæere kom til Indonesien i 1512, da de portugisiske handlende, ledet af Francisco Serrão, ville gøre krav på muskat, nellike og cucebpeber på Molukkerne.[23] Hollandske og britiske handlende kom senere. I 1602 oprettede hollænderne Nederlandske Ostindiske Kompagni (VOC) og blev den dominerende europæiske magthaver, og Hollands regering oprettede Hollandsk Ostindien som deres nationale koloni i landet.[23]

I det meste af kolonitiden havde den hollandske flåde ikke særlig god kontrol over arkipelaget. Kun i det tidlige 20. århundrede kunne hollænderne udvide til de grænser, som i dag findes i Indonesien.[24] Japans invasion og senere besættelse under 2. verdenskrig[25] gjorde en ende på det hollandske styre,[26] og styrkede den tidligere pressede indonesiske uafhængighedsbevægelse.[27] To dage efter Japans overgivelse i august 1945 erklærede Sukarno, en indflydelsesrig nationalistisk leder, Indonesiens uafhængighed og blev udpeget som præsident.[28] Holland prøvede at genindføre deres styre, og en væbnet og diplomatisk kamp sluttede i december 1949, da Indonesien efter internationalt pres blev anerkendt[29] (undtagen det hollandske område i Vest Ny Guinea, som blev en del af Indonesien efter New York-aftalen i 1962, og FN-mandatet Frit valg-akten i 1969).[30]

Sukarno, Indonesiens første præsident

Sukarno skiftede fra demokrati til autoritært styre, og bevarede sin magt ved at kunne overskue modstanderne i militæret og Indonesiens kommunistparti.[31] Et kupforsøg d. 30. september 1965 blev stoppet af hæren, som igangsatte en række voldelige angreb mod kommunisterne. Kommunistpartiet blev beskyldt for kupforsøget og ødelagt.[32] Mellem 500.000 og 1.000.000 personer blev dræbt.[33] Chefen for militæret, general Suharto, gjorde det af med den politisk svækkede Sukarno, og blev udpeget som præsident i marts 1968. Hans nye administration[34] blev støttet af USA's regering,[35] og styrkede den udenlandske investering i Indonesien, som var en stor faktor i de næste tre årtier med væsentlig økonomisk vækst.[36] Dog blev det nye autoritære styre beskyldt for korruption og angreb på oppositionen.

I 1997 og 1998 var Indonesien det land, som blev hårdest ramt af Asienkrisen.[37] Dette øgede folkets utilfredshed med landets styre[38] og førte til protester. Suharto trådte tilbage d. 21. maj 1998.[39] I 1999 stemte Østtimor for at løsrive sig fra Indonesien efter en 25 år lang militær besættelse, som blev markeret efter international kritik af Indonesiens brutalitet mod Østtimor.[40] Siden Suhartos fald blev demokratiet styrket, og der blev indført selvstyre i de forskellige regioner og det første præsidentvalg i 2004. Politisk og økonomisk ustabilitet, social uro, korruption og terrorisme har gjort denne proces langsommere. Selv om forholdene mellem de forskellige religioner og etniske grupper ofte er afslappede, findes der intolerance og vold i nogle områder.[41] Et politisk forlig mellem Bevægelsen for et Frit Aceh (Gerakan Aceh Merdeka – GAM) og den indonesiske regering blev indgået i Helsinki d. 15. august 2005.[42]

Indonesiens præsidenter Joko Widodo sammen Malaysias premierministre Mahathir Mohamad (9. august 2019)

Religion

[redigér | rediger kildetekst]

Religion: Muslimer (87 %), kristne (ca. 10 %), hinduer (ca. 2 %) – især på Bali, buddhister (ca. 1 %)

Provinser

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Indonesiens provinser

Indonesien består af 33 provinser:

Tal Provins Hovedstad
1 Aceh Banda Aceh
2 Nordsumatra (Sumatera Utara) Medan
3 Vestsumatra (Sumatera Barat) Padang
4 Riau Pekanbaru
5 Riau-øerne (Kepulauan Riau) Tanjung Pinang
6 Jambi Jambi
7 Sydsumatra (Sumatera Selatan) Palembang
8 Bangka-Belitung Pangkalpinang
9 Bengkulu Bengkulu
10 Lampung Bandar Lampung
11 Jakarta Jakarta
12 Banten Serang
13 Vestjava (Jawa Barat) Bandung
14 Centraljava (Jawa Tengah) Semarang
15 Yogyakarta Yogyakarta
16 Østjava (Jawa Timur) Surabaya
17 Bali Denpasar
18 Vest-Nusa Tenggara (Nusa Tenggara Barat) Mataram
19 Øst-Nusa Tenggara (Nusa Tenggara Timur) Kupang
20 Vestkalimantan (Kalimantan Barat) Pontianak
21 Centralkalimantan (Kalimantan Tengah) Palangkaraya
22 Sydkalimantan (Kalimantan Selatan) Banjarmasin
23 Østkalimantan (Kalimantan Timur) Samarinda
24 Nordsulawesi (Sulawesi Utara) Manado
25 Gorontalo Gorontalo
26 Centralsulawesi (Sulawesi Tengah) Palu
27 Vestsulawesi (Sulawesi Barat) Mamuju
28 Sydsulawesi (Sulawesi Selatan) Makassar
29 Sydøstsulawesi (Sulawesi Tenggara) Kendari
30 Nordmaluku (Maluku Utara) Sofifi
31 Maluku Ambon
32 Vestpapua (Papua Barat) Manokwari
33 Papua Jayapura

Største byer

[redigér | rediger kildetekst]

Demografi

[redigér | rediger kildetekst]

Befolkningstilvækst: 1,6 % pr. år

Analfabeter: 13,7 %

Økonomi

[redigér | rediger kildetekst]

Gummi er landets hovedeksportvare, andre vigtige afgrøder er ris, bananer, kaffe og kokosnødder.

Geografi

[redigér | rediger kildetekst]

Grænsestrækninger på land: Total 2.830 km (Malaysia 1.782 km, Papua Ny Guinea 820 km, Østtimor 228 km).

Kystlinje: 54.716 km

Klima: tropisk; varm

Højdeforskelle: Lavest: Indiske Ocean 0 m. Højest: Puncak Jaya 5.030 m.

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ (engelsk) US Library of Congress; Vickers (2005), s. 117.
  2. ^ a b "UN Statistics" (PDF).
  3. ^ "Population Projection by Province, 2010-2035". Central Bureau of Statistics. Hentet 18. maj 2015.
  4. ^ a b c d "Indonesia" (engelsk). International Monetary Fund. Hentet 1. oktober 2009.
  5. ^ "(engelsk) Human Development Report 2009. Human development index trends: Table G" (PDF). FN. Hentet 10. oktober 2009.
  6. ^ www.worldometers.info (fra Wikidata).
  7. ^ "A GLOBAL BIODIVERSITY HOTSPOT". Fauna and Flora International. Hentet 23. januar 2020.
  8. ^ Tomascik, T; Mah, J.A.; Nontji, A.; Moosa, M.K. (1996). The Ecology of the Indonesian Seas - Part One. Hong Kong: Periplus Editions Ltd. ISBN 962-593-078-7.
  9. ^ a b Anshory, Irfan (2004-08-16). "Asal Usul Nama Indonesia". Pikiran Rakyat. Arkiveret fra originalen 15. december 2006. Hentet 2006-10-05.
  10. ^ Earl, George S. W. (1850). "On The Leading Characteristics of the Papuan, Australian and Malay-Polynesian Nations". Journal of the Indian Archipelago and Eastern Asia (JIAEA): 119.
  11. ^ Logan, James Richardson (1850). "The Ethnology of the Indian Archipelago: Embracing Enquiries into the Continental Relations of the Indo-Pacific Islanders". Journal of the Indian Archipelago and Eastern Asia (JIAEA): 4:252–347.; Earl, George S. W. (1850). "On The Leading Characteristics of the Papuan, Australian and Malay-Polynesian Nations". Journal of the Indian Archipelago and Eastern Asia (JIAEA): 254, 277-278.
  12. ^ (This term was introduced in 1860 in the influential novel Max Havelaar (1859), written by Multatuli, critical of Dutch colonialism). Justus M. van der Kroef (1951). "The Term Indonesia: Its Origin and Usage". Journal of the American Oriental Society. 71 (3): 166-171. doi:10.2307/595186. ISSN 0003-0279.
  13. ^ Jusuf M. van der Kroef (1951). "The Term Indonesia: Its Origin and Usage". Journal of the American Oriental Society. 71 (3): 166-171. doi:10.2307/595186.
  14. ^ Pope, G G (1988). "Recent advances in far eastern paleoanthropology". Annual Review of Anthropology. 17: 43-77. doi:10.1146/annurev.an.17.100188.000355. citeret i Whitten, T; Soeriaatmadja, R. E.; Suraya, A. A. (1996). The Ecology of Java and Bali. Hong Kong: Periplus Editions Ltd. s. 309-312.; Pope, G (15. august 1983). "Evidence on the Age of the Asian Hominidae". Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America. 80 (16): 4, 988-4992. doi:10.1073/pnas.80.16.4988. PMC 384173. PMID 6410399. citeret i Whitten, T; Soeriaatmadja, R. E.; Suraya, A. A. (1996). The Ecology of Java and Bali. Hong Kong: Periplus Editions Ltd. s. 309.; de Vos, J.P.; Sondaar, P.Y. (9. december 1994). "Dating hominid sites in Indonesia" (PDF). Science Magazine. 266 (16): 4, 988-4992. doi:10.1126/science.7992059. citeret i Whitten, T; Soeriaatmadja, R. E.; Suraya, A. A. (1996). The Ecology of Java and Bali. Hong Kong: Periplus Editions Ltd. s. 309.
  15. ^ Taylor (2003), side 5–7
  16. ^ Taylor, Jean Gelman. Indonesia. New Haven and London: Yale University Press. s. 8-9. ISBN 0-300-10518-5.
  17. ^ Taylor, Jean Gelman. Indonesia. New Haven and London: Yale University Press. s. 15-18. ISBN 0-300-10518-5.
  18. ^ Taylor (2003), side 3, 9, 10–11, 13, 14–15, 18–20, 22–23; Vickers (2005), side 18–20, 60, 133–134
  19. ^ Taylor (2003), side 22–26; Ricklefs (1991), side 3
  20. ^ Peter Lewis (1982). "The next great empire". Futures. 14 (1): 47-61. doi:10.1016/0016-3287(82)90071-4.
  21. ^ Ricklefs (1991), side 3 til 14
  22. ^ Ricklefs (1991), side 12–14
  23. ^ a b Ricklefs, M.C (1993). A History of Modern Indonesia Since c.1300, second edition. London: MacMillan. s. 22-24. ISBN 0-333-57689-6.
  24. ^ De hollandske tropper var i konstant kamp mod oprørere både på og uden for Java. Indflydelsen fra lokale ledere Prins Diponegoro i det centrale Java, Imam Bonjol i det centrale Sumatra og Pattimura på Maluku og en blodig 30 år lang krig svækkede hollænderne og gjorde det af med de militære styrker.(Schwartz 1999, side 3–4) På trods af interne politiske, sociale og sekteriske delinger ved den nationale revolution, gik indoneserne, i det hele taget, sammen om at kæmpe for uafhængighed.
  25. ^ Dower, John W. War Without Mercy: Race and Power in the Pacific War (1986; Pantheon; ISBN 0-394-75172-8)
  26. ^ Gert Oostindie and Bert Paasman (1998). "Dutch Attitudes towards Colonial Empires, Indigenous Cultures, and Slaves". Eighteenth-Century Studies. 31 (3): 349-355. doi:10.1353/ecs.1998.0021.; Ricklefs, M.C. (1993). History of Modern Indonesia Since c.1300, second edition. London: MacMillan. ISBN 0-333-57689-6.
  27. ^ Library of Congress, 1992, "Indonesia: World War II and the Struggle For Independence, 1942-50; The Japanese Occupation, 1942-45".
  28. ^ H. J. Van Mook (1949). "Indonesia". Royal Institute of International Affairs. 25 (3): 274-285.; Charles Bidien (5. december 1945). "Independence the Issue". Far Eastern Survey. 14 (24): 345-348. doi:10.1525/as.1945.14.24.01p17062.; Taylor, Jean Gelman (2003). Indonesia: Peoples and History. Yale University Press. s. 325. ISBN 0-300-10518-5.; Reid (1973), page 30
  29. ^ Charles Bidien (5. december 1945). "Independence the Issue". Far Eastern Survey. 14 (24): 345-348. doi:10.1525/as.1945.14.24.01p17062.; "Indonesian War of Independence"". Military. GlobalSecurity.org. Hentet 2006-12-11.
  30. ^ Indonesia's 1969 Takeover of West Papua Not by "Free Choice". National Security Archive, Suite 701, Gelman Library, The George Washington University.
  31. ^ Ricklefs (1991), side 237 – 280
  32. ^ Friend (2003), side 107–109; Chris Hilton (writer and director) (2001). Shadowplay (Television documentary). Vagabond Films and Hilton Cordell Productions.; Ricklefs (1991), pages 280–283, 284, 287–290
  33. ^ John Roosa and Joseph Nevins (5. november 2005). "40 Years Later: The Mass Killings in Indonesia". CounterPunch. Arkiveret fra originalen 7. december 2006. Hentet 2006-11-12.; Robert Cribb (2002). "Unresolved Problems in the Indonesian Killings of 1965-1966". Asian Survey. 42 (4): 550-563. doi:10.1525/as.2002.42.4.550.
  34. ^ John D. Legge (1968). "General Suharto's New Order". Royal Institute of International Affairs. 44 (1): 40-47.
  35. ^ US National Archives, RG 59 Records of Department of State; cable no. 868, ref: Embtel 852, October 5, 1965.; Adrian Vickers, A History of Modern Indonesia. Cambridge University Press, p. 163; 2005; David Slater, Geopolitics and the Post-Colonial: Rethinking North-South Relations, London: Blackwell, p. 70
  36. ^ Vickers, Adrian (2005). A History of Modern Indonesia. Cambridge University Press. ISBN 0-521-54262-6.; Schwarz, A. (1994). A Nation in Waiting: Indonesia in the 1990s. Westview Press. ISBN 1-86373-635-2.; Ricklefs, M. C. (1991). A History of Modern Indonesia since c.1300, Second Edition. MacMillan. ISBN 0-333-57689-6.
  37. ^ Delhaise, Philippe F. (1998). Asia in Crisis: The Implosion of the Banking and Finance Systems. Willey. s. 123. ISBN 0-471-83450-5.
  38. ^ Jonathan Pincus and Rizal Ramli (1998). "Indonesia: from showcase to basket case". Cambridge Journal of Economics. 22 (6): 723-734. doi:10.1093/cje/22.6.723.
  39. ^ "President Suharto resigns". BBC. 21. maj 1998. Hentet 2006-11-12.
  40. ^ Burr, M.L.; Evans (6. december 2001). "Ford and Kissinger Gave Green Light to Indonesia's Invasion of East Timor, 1975: New Documents Detail Conversations with Suharto". National Security Archive Electronic Briefing Book No. 62. National Security Archive, The George Washington University, Washington, DC. Hentet 2006-09-17. {{cite web}}: Mere end en |first1= og |first= angivet (hjælp); "International Religious Freedom Report". Bureau of Democracy, Human Rights, and Labor. U.S. Department of State. 2002-10-17. Hentet 2006-09-29.
  41. ^ Robert W. Hefner (2000). "Religious Ironies in East Timor". Religion in the News. 3 (1). Arkiveret fra originalen 7. januar 2007. Hentet 2006-12-12.
  42. ^ "Aceh rebels sign peace agreement". BBC. 15. august 2005. Hentet 2006-12-12.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

2°S 118°Ø / 2°S 118°Ø / -2; 118

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Indonesien&oldid=11885482"