Spring til indhold

Wikipedia:Dagens artikel/marts 2005

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dagens artikel-arkiv for 2005
Januar - Februar - Marts - April - Maj - Juni - Juli - August - September - Oktober - November - December

I dag er det mandag, 23. december 2024; klokken er 15:10 (UTC)

Hvis dagens artikel på forsiden ikke viser dagens artikel for dagen i dag, så er det sandsynligvis fordi cachen ikke er opdateret korrekt.
Tryk på dette link for at opdatere forsiden til den korrekte dagens artikel.
Tryk på dette link for at gøre det samme for denne side .

Dagens artikel for marts 2005

[rediger kildetekst]

Et arkiv over dagens artikler der blev vist på forsiden


1. marts
Almindelig Havre
Almindelig Havre

Almindelig Havre er en énårig plante med en tuedannende vækstform. Bladene er linjeformede og bløde i forhold til så mange andre græsser. Over- og undersider er ensfarvet grågrønne. Blomsterne sidder samlet i småaks, der sidder for enden af særlige stængler.

Havren er den mest nøjsomme af de fire oprindelige kornarter. Den var oprindeligt et ukrudt i marker med Almindelig Byg (Hordeum vulgare). Almindelig Havre har været dyrket siden bronzealderen, og dens præcise hjemsted kendes ikke. Der findes dog nært beslægtede og meget lignende arter i Kurdistan, hvor også de tre andre kornsorter formodes at stamme fra. Havre er meget næringsrig, og havrens proteinkvalitet er højere end de fleste andre kornsorters på grund af et højt indhold af lysin. Havre er især rig på tiamin (B1-vitamin), E-vitamin og K-vitamin samt flere mineraler.


se - diskussion - historik


2. marts
Månen, fotograferet af Galileo fra en afstand på ca. 560.000 km
Månen, fotograferet af Galileo fra en afstand på ca. 560.000 km

Månen er Jordens største drabant. Den har intet andet formelt navn end "Månen" selv om den engang imellem betegnes som Luna (Latin for måne). Månen vender altid den samme side mod Jorden. Forsiden er dækket af omkring 30,000 kratere med en diameter på mindst 1 kilometer. Det største krater på Månen, og det største kendte krater i hele solsystemet er Sydpol-Aitken bassinet. Dette krater er placeret på bagsiden, nær ved sydpolen, og er omtrent 2.240 km i diameter og 13 km dybt. I oldtiden troede man mange steder, at Månen jagtede Solen og omvendt, de blev oftest beskrevet som bror og søster. Månen mentes især at have indflydelse på frugtbarhed og fødsler. Man mente også at månen havde stor indflydelse på ens sind. Det kan man fx se i ordet månesyge, og det engelske ord "lunatic" som kommer af luna.


se - diskussion - historik


3. marts
Sfærisk linses form
Sfærisk linses form

En optisk linse er et legeme der er gennemsigtigt over for lys af den eller de bølgelængder den skal bruges til. På grund af refraktion vil passerende lys blive afbøjet (lysbrydning), og ved at give linsen en bestemt geometrisk udformning kan man få lysstråler samlet eller spredt på bestemte måder. Linser bruges f.eks. i en lup eller i optiske mikroskoper til at forstørre billedet af et objekt, mens man i briller bruger linser til at kompensere for manglende eller "overskydende" lysafbøjning i øjets naturlige linse. Sfæriske linser bruges i billeddannende optiske instrumenter som f.eks. kikkerter og mikroskoper til at fokusere lysstråler.


se - diskussion - historik


4. marts
Michael Laudrup. 2000
Michael Laudrup. 2000

Michael Laudrup (født 15. juni 1964) er en tidligere professionel dansk fodboldspiller, nu fodboldtræner. Han er bror til fodboldspilleren Brian Laudrup og søn af fodboldspilleren Finn Laudrup.

Michael Laudrup startede sin karriere i de danske klubber Kjøbenhavns Boldklub og Brøndby IF, før han blev solgt til Juventus FC i Italien. Han er måske bedst kendt for sin tid i de spanske klubber FC Barcelona og Real Madrid, med hvilke han vandt fem mesterskaber. Han har også spillet i den hollandske liga for Ajax Amsterdam og i Japan før han blev fodboldtræner. Han startede som assistenttræner for det danske landshold og er nu træner for Brøndby IF.

Laudrup spillede 104 landskampe for det danske fodboldlandshold, hvilket er rekord. I den periode scorede han 37 mål for landsholdet.


se - diskussion - historik


5. marts
Billede af æblets stilkende (Red delicius).
Billede af æblets stilkende (Red delicius).

Et æble er frugten af sorter fra krydsningen Spise-Æble (Malus x domestica). Den vilde oprindelse for Spise-Æble er sandsynligvis arten Malus sieversii (som ikke har noget dansk navn). Det er et træ, som stadigvæk findes i vild tilstand i Centralasiens bjerge, dvs. det sydlige Kasakhstan, Kirgisien, Tadsjikistan og Xinjiang provinsen i Kina. Forskere arbejder i disse år med materiale fra M. sieversii, som er resistent over for mange sygdomme og skadedyr. Formålet er at skabe mere hårdføre og sunde æblesorter ved indkrydsning af gener fra denne oprindelige art. Stik mod al forventning indeholder æbler ikke særligt store mængder c-vitamin. Æblet har spillet en væsentlig rolle i mange kulturer. Det er et tvetydigt symbol, som både har med liv og død at gøre.


se - diskussion - historik


6. marts
Akustiske guitare
Akustiske guitare

En guitar er et strenge-instrument, med enten 6, 7 eller 12 strenge. Der findes flere typer guitarer, herunder akustisk og elektrisk. En guitar har som regel 21, 22 eller 24 bånd, der alle er adskildt af tynde metalstænger. Ned over gribebrættet bliver et bånds bredde mindre og mindre. Ved anslag af strengen, frembringes en tone. Tonerne på en guitar dannes ud fra hvilken streng du placerer en finger på og i hvilket bånd.

Akutiske guitarer består af et stort hulrum. Uden dette hulrum ville der næsten ikke fremkomme nogen lyd ved anslag af en streng. Hele dette område kaldes for guitarens krop. Både det træ den er fremstillet af og formen har indflydelse på hvordan lyden er. Den akustiske guitars strenge er typisk af nylon. Ude i enden af gribebrættet er typisk seks "knopper" man bruger til, at stemme strengene enten dybere eller højere. En guitar stemmes som standard i E-A-D-G-B-E. Der findes også andre varianter, som fx Drop D.


se - diskussion - historik


7. marts
En rødgran "sveder" harpiks
En rødgran "sveder" harpiks

Harpiks dannes i planterne, ofte i specialiserede væv tæt under overfladen. Det er et sejtflydende stof, der beskytter planten mod skadedyr og svampe, og det hindrer en ødelæggende iltning af vævene bag et sår. Men det er væsentligt at gøre sig klart, at det er først luftens ilt, der gør harpiks tyktflydende. Under de iltfrie forhold inde i planten består harpikserne af tyndtflydende terpener. Kemisk set er det organiske fedtsyrer, hvad der fremgår af, at de lader sig forsæbe til harpikssæber ved behandling med forskellige baser. De tyndtflydende harpikser kendes også som harpiksolier, og når de indeholder f.eks. benzoësyre eller kanelsyre, kaldes de balsam. Andre, mere tyktflydende harpikser, indeholder latexer eller slimstoffer, og de kaldes gummistoffer.


se - diskussion - historik


8. marts
Frida Kahlo sammen med sin mand, Diego Rivera.
Frida Kahlo sammen med sin mand, Diego Rivera.

Frida Kahlo (6. juli 1907 - 13. juli 1954) var en mexicansk maler. Hun blev født Magdalena Carmen Frieda Kahlo y Calderon i sine forældres hus i Coyoacan i Mexico som den gang var en forstad til Mexico City. Hendes far var maler og fotograf med tysk-jødiske rødder, hans familie stammede fra Oradea i Rumænien.

Da hun som 15-årig blev ramt af en ulykke der handicappede hende, begyndte Kahlo at interessere sig for malerkunst frem for medicin. Hendes arbejde var baseret på personlige erfaringer og var ofte chokerende i sin utilslørede portrættering af smerte og kvinders barske liv. 55 af hendes 143 malerier er selvportrætter der indeholder en personlig symbolik med grafiske, anatomiske referencer. Hun var desuden påvirket af den indfødte mexicanske kultur, som hun illustrerede med lyse farver, med en blanding af realisme og symbolisme.


se - diskussion - historik


9. marts
Porkeri havn
Porkeri havn

Porkeri er et bysamfund på den sydligste færøske ø Suðuroy. Kommunen Porkeri er identisk med bygden Porkeri, der ligger på nordøstsiden af Vágsfjørður. Sagnet fortæller at de første nordboere, som bosatte sig i området fandt små knogler af grisefødder (purkur) i jorden, som de anlagde et stengærde omkring. Derfor fik bygden navnet Purkurgerði, som senere blev til Porkeri.

Gamle ruinrester fra 700-tallet omkring Porkeri, tyder på at keltiske eneboere har boet der. Nordboere bosatte sig omkring år 1000. Det nuværende Porkeri består hovedsagelig af huse, der blev bygget fra 1890 til nutiden. Man kan stadig se "Skipperhusene", opført fra ca. 1900 til 1935.


se - diskussion - historik


10. marts

I slaget ved Helsingborg 1710, den 28. februar efter svensk kalender, 10. marts efter dansk, besejrede den svenske feltherre Magnus Stenbock den danske hær og druknede de sidste forhåbninger om en dansk-skånsk genforening i blod. Efter at svenske-kongen Karl XII tabt hele sin hær ved Poltava, så den danske konge Frederik 4. sin chance. "Nu eller aldrig" stod der malet på de vogne, som den danske hær baksede ned på stranden efter at have gjort landgang i Skåne ved Rå. Uden for Helsingborg stod det slag som som blev avgørende for krigens udfald og Skånelandenes fremtid. Efter fire times kamp stod Magnus Stenbock som sejrherre på valpladsen, og rundt om ham lå 8.000 døde eller sårede, hvoraf 5.000 hørte til den danske armé.


se - diskussion - historik


11. marts
ingen illustration

Papa Roach er et amerikansk nu-metal-band. Bandet er kendt for deres gennembrud Last Resort, og de fleste kender nok også She Loves Me Not, Scars og Getting Away With Murder.

Papa Roach blev dannet i 1993 af Jacoby Shaddix og David Buckner i Vacaville, USA, der ligger i nærheden af Sacramento. De sad på en fodboldbane, og var åbenbart mere interesseret i musik, end i at deltage i aktiviteterne.


se - diskussion - historik


12. marts
Høvl
Høvl

En høvl er et spåntagende håndværktøj til arbejde med træ. Der findes også høvle til metal. Høvlen består af en høvlstok, hvis sål den skærende klinge rager få tiendedele af en millimeter igennem. Denne afstand er justerbar, så der tages en spån af ønsket tykkelse.

Den ældst kendte høvl er ikke mere end henved 2000 år gammel, fundet i Pompeji. Der er i princippet ikke sket forandringer med den siden; den er blevet specialiseret og der er udviklet nye former, men en høvl fra romersk oldtid ligner en nutidig. De første høvle i Danmark er eksemplarer fra perioden 200-400 e. Kr. f. To af dem er rundstavhøvle, beregnet til hhv. spyd- og pileskafter, efter fundomstændighederne at dømme. De lå i en offermose: (Vimose) på Fyn.


se - diskussion - historik


13. marts
Bill Clinton
Bill Clinton

William Jefferson Clinton (født William Jefferson Blythe IV 19. august, 1946), kendt som Bill Clinton var USA's 42. præsident gennem to perioder (1993 - 2001). Medlem af det demokratiske parti. Han blev valgt fem gange som guvernør for staten Arkansas. Som præsident arbejdede Clinton for bedre uddannelse, strengere kontrol med salg af håndvåben samt strammere miljølovgivning. Internationalt mæglede Clinton mellem parterne i Israel-Palæstinakonflikten og i Nordirland.


se - diskussion - historik


14. marts

Optakten til månelandingen var et løfte fra John F. Kennedy i starten af 1960'erne. Efter rumkapløbet mellem USSR og USA var gået i gang, var rumfartsteknologien udviklet med stor hast - og det var af politiske årsager vigtigt, hvorvidt det var USSR eller USA der først kom til Månen og vandt rumkapløbet. Det var naturligvis også for at demonstrere hvem der var den anden teknologisk overlegen. Men i 1969 landsætter NASA Neil Armstrong på Månen og med ordene "Et lille skridt for et menneske, men et stort for menneskeheden" og afslutter Armstrong rumkapløbet, men han har også taget det første skridt i et nyt kapitel for menneskeheden og teknologien.


se - diskussion - historik


15. marts

Albert Einstein (14. marts 1879-18. april 1955) var den fysiker og matematiker, som først fremførte relativitetsteorien. Han blev tildelt nobelprisen i fysik i 1921 for sin beskrivelse af den fotoelektriske effekt. Einstein betragtes som en af det tyvende århundredes vigtigste videnskabsmænd.

Einstein var af jødisk afstamning og blev født i byen Ulm, hvor hans far havde en mindre virksomhed. Einstein voksede op i München og senere i Italien, og fik sin højere uddannelse i Schweiz. Som 17-årig gav han afkald på sit tyske statsborgerskab og i 1901 blev han schweizisk statsborger.


se - diskussion - historik


16. marts

Vestberlin var det uofficielle navn på den vestlige del af Berlin mellem 1949 og 1990. Den bestod af de amerikanske, britiske og franske sektorer, som blev oprettet i 1945. Den sovjetiske sektor var hele det østlige Berlin, der blev til Østberlin, Østtysklands hovedstad.

Vestberlin var en enklave, totalt omgivet af den sovjetiske sektor. De vestlige allierede blev garanteret en luftkorridor, men ingen vej- eller tog-adgang, og da hele den vestlige sektor, Vesttyskland, gennemførte en møntreform (som del af Marshallplanen), lukkede Sovjet den 24. juni 1948 af for Vestberlin, men en luftbro blev etableret, så amerikanske fly kunne bringe mad og forsyninger til den trængende befolkning i Vestberlin. Sovjet ophævede blokaden 11. maj 1949.


se - diskussion - historik


17. marts
Merkur

Merkur er den planet, der er tættest på solen og den ottende største i vores solsystem. Merkur er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse.

I romersk mytologi var Merkur guden for handel, rejser og tyveri, svarende til grækernes Hermes, gudernes budbringer. Planeten fik sandsynligvis sit navn fordi den bevæger sig så hurtigt over himlen.


se - diskussion - historik


18. marts

Jupiter er den femte planet fra solen i vores solsystem. Jupiter har 58 kendte måner, men det anslås at den kan have helt op til 100 måner. Planeten er den største planet i vores solsystem, og den kan ses med det blotte øje fra Jorden som det (normalt) fjerde-klareste objekt på himlen - kun overgået af Solen, vor egen Måne samt Venus og ved visse lejligheder Mars.
Jupiter har også rekorden med hensyn til omdrejningshastighed; den drejer én gang om sig selv i løbet af mindre end 10 timer, hvilket får den til at "bulne ud" langs ækvator - i et astronomisk teleskop ses planetskiven af den grund svagt elliptisk frem for helt cirkelrund.


se - diskussion - historik


19. marts
Humlebi bestøver solsikke

Bestøvning er i første omgang overførsel af pollen fra én plante til en anden. Nøjere betragtet sker bestøvningen dog først, når pollenkornet har ført sædcellen frem til ægcellen via det pollenrør, den danner ved spiring ned gennem griflen. Bestøvning er altså egentlig det samme som befrugtning. Undersøgelser af bestøvning samler mange videnområder som f.eks. botanik, havebrug, entomologi og økologi.

Både planter og insekter har i løbet af de mange millioner år forfinet samarbejdet, sådan at der skal præsteres færre og færre pollenkorn for at få gennemført en vellykket bestøvning. Den seneste udvikling ad denne vej ses hos orkidéerne, som nu ofte er knyttet til en enkelt insektart.


se - diskussion - historik


20. marts
Franskmanden Lebaudys luftskib fra 1902

Luftskibe er næsten synonyme med Zeppelinerne, men faktisk skete den første udvikling i Frankrig i midten af 1800-tallet.

Under tyskernes belejring af Paris i 1870 så den tyske officer Ferdinand von Zeppelin en fransk politiker forlade byen i ballon, hvilket vakte hans opmærksomhed. Zeppelin satte skub og struktur i udviklingen af luftskibe, og i 1900 lettede det første Zeppeliner-luftskib. De første Zeppelinere havde skelet af træ og blev brugt til militære formål.

Zeppelins ideal for et luftskib var, at det skulle være stort og bestå af ikke ét men flere kamre, så et enkelt hul ikke ville kunne sænke det. I 1920'erne blev passager-luftskibene bygget. Den kendteste rute var turene over Atlanten. Det største af alle luftskibene var Hindenburg på hele 247 m. Men under en landing i New Jersey satte en gnist ild til de kæmpe masser af hydrogen, som ballonen indeholdt. 36 mennesker mistede livet.


se - diskussion - historik


21. marts
Dodekaeder

Et platonisk legeme er et konvekst polyeder hvor samtlige sideflader udgøres af kongruente regulære polygoner, og sådan at det samme antal sideflader mødes ved i hvert hjørne. Der findes fem platoniske legemer, alle var de kendt af oldgrækerne.

De platoniske legemer er navngivet efter Platon, som beskrev dem i Timæus. Platon lærte om disse legemer fra sin ven Theætetus. Plato forstillede sig de fire klassiske elementer som atomer med de geometriske former af fire af de fem platoniske legemer som var opdaget af pythagoræerne (i Timæus). Dette begreb forbandt ild med tetraedret, jord med terningen, luft med oktaedret og vand med ikosaedret.

Disse er, naturligvis, ikke de sande former af atomer; men det viser sig, at de er nogle af de sande former af indpakkede atomer og molekyler, nemlig krystaller: Mineralen salt natriumklorid findes i kubiske krystaller; fluorid (kalciumfluorid) findes i oktaedre; og pyrit i dodekaedre.


se - diskussion - historik


22. marts

Snabel-a er den danske betegnelse for tegnet @. Da Ray Tomlinson i 1971 fandt på at sende e-mail mellem to computere på arpanet, og skulle vælge en måde at skrive e-mail-adressen på, havde han brug for et tegn til at skille personavnet fra computerens (eller stedets) navn. Behovet var et tegn som ikke indgår i et personnavn, firma eller stednavn, og som findes på et normalt tastatur.

På amerikansk udtales @ som "at", altså ved, på eller hos. E-mail-adressen bill@microsoft.com betyder med andre ord "Bill hos firmaet Microsoft". I et andet tidligt computersystem anvendtes @ til at lave linjeskift, fordi tegnet ikke blev brugt som et normalt tegn.

Snabel-a menes at være opstået som en ligatur for det latinske ord ad. Sammenlign med tegnet &, der er en sammenskrivning af det latinske et (som betyder "og"). Papir/pergament var kostbart, så derfor havde man mange forkortelser i middelalderen.



se - diskussion - historik


23. marts
Regnbue

En regnbue er et optisk fænomen; en "lyseffekt" som skabes på himlen når lys fra Solen rammer små vanddråber i luften, f.eks. faldende regn. Sådan nogle svævende vanddråber har facon omtrent som en kugle. Disse kuglerunde dråber bryder, eller "afbøjer", lyset på samme måde som et optisk prisme; ved en proces der kaldes refraktion. Og derudover opfører indersiden af dråbernes overflader sig til en vis grad som små spejle (et fænomen der kaldes for intern refleksion), der kaster lyset tilbage i nogenlunde den retning det kom fra - det er derfor man altid ser regnbuer i retningen direkte væk fra solen.

Lys kan beskrives som et bølgefænomen, og "hvidt" lys, som det Solen udsender, består af lysbølger med forskellige længder. Det brydes, eller afbøjes, i lidt forskellige vinkler, afhængigt af bølgelængden (se optisk dispersion), så selv om solstrålerne ankommer omtrent parallelle, sender dråberne de forskellige bølgelængder tilbage i lidt forskellige retninger.

Lysets bølgelængder svarer til det vi oplever som farver: Røde farver har de længste lysbølge-længder, mens blå og violet svarer til de korteste bølgelængder. Ind imellem kommer den rækkefølge af farver som kendes fra netop regnbuen.


se - diskussion - historik


24. marts
Michail Sergejevich Gorbatjov

Michail Sergejevich Gorbatjov (*2. marts 1931) var Sovjetunionens leder fra 1985 til 1991. Han blev født i landbrugsområdet Stavropol i det nordlige Kaukasus. I 1970 blev han partiformand i den nordkaukasiske region og fik medlemskab i den øverste sovjet.

I 1980 nåede han medlemskab af politbureauet. I den egenskab fik Gorbatjov det fulde ansvar for landets økonomi. Efter at først Jurij Andropov og derefter Konstantin Tjernenko var døde i 1984 og -85, blev Gorbatjov udnævnt til partiets generalsekretær. Han indledte et politisk og økonomisk reformprogram under parolerne «Glasnost» (åbenhed) og «Perestroika» (omstrukturering). Hans hensigt var at reformere systemet, men det skulle bevares, ikke nedbrydes.

Samtidig arbejdede Gorbatjov for international afspænding og nedrustning. Han hjemkaldte de sovjetiske tropper fra Afghanistan 1 1989, fik bragt ende på våbenkapløbet med USA, og slog fast, at der ikke ville blive brugt våbenmagt over for befolkningerne i Østeuropa i 1989. Det var derfor velbegrundet, at han modtog Nobels Fredspris i 1990.


se - diskussion - historik


25. marts
Ejer Bavnehøj set fra motorvejen, 2004

Ejer Bavnehøj (staves også Ejer Baunehøj) er Danmarks tredjehøjeste ikke-menneskeskabte punkt 170,35 meter over haveoverfladen.

I nærheden af Ejer Bavnehøj ligger et andet højtliggende punkt, Yding Skovhøj, som når en højde af 172,66 meter over havet inklusive en menneskebygget bronzealderhøj. Uden bronzealderhøjen er Yding Skovhøj en anelse lavere end Danmarks højeste ikke-menneskeskabte punkt, Møllehøj med 170,86 meter, som er 51 cm højere end Ejer Bavnehøj.

Ejer Bavnehøj ligger i den sydlige del af Skanderborg Kommune mellem landsbyerne Riis og Ejer. Det er den mest kendte bavnehøj, hvor man tændte signalbål, for at advare militær og befolkning, hvis fjenden var på vej.


se - diskussion - historik


26. marts

Skoda er en tjekkisk bilproducent. Skoda-fabrikken blev stiftet af de to tjekkiske cykelsmede Laurin og Klement i begyndelsen af 1900-tallet. Oprindeligt var Skoda et cykelmærke, men produktionen blev hurtigt ændret til blandt andet biler. Skoda-værkerne producerede også betydelige mængder våben i perioden før og under Anden Verdenskrig.

Skoda har i alle år været et symbol på design. At Skoda fik et hak i selvtilliden i løbet af den Kolde Krig skyldtes store satsninger inden for design. Teknikken blev dermed nedprioriteret, hvilket ikke gavnede salget og tilliden til Skodas biler. I 1991 blev en stor del af aktierne i Skodas bilfabrik solgt til VAG-koncernen, og logoet for Skodas biler blev ændret. Siden er hele autodivisionen blevet opkøbt af VAG.


se - diskussion - historik


27. marts
Leonardo Da Vincis fortolkning af Jesus sidste måltid

Påske er den største jødiske fest og den vigtigste og ældste kristne fest. Oprindeligt var det en gammel israelitisk fest fra nomadetiden, hvor man fejrede foråret og kvægets frugtbarhed. Festen kommer muligvis fra udvandringen fra Egypten, hvor hver familie slagtede et lam.

Passionsugen eller den stille uge starter med Palmesøndag, hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel for at fejre den jødiske påske, befolkningen stod da og viftede med palmegrene mens de tog imod ham og hyldede ham som konge og befrier. Skærtorsdag indstiftede Jesus nadveren, da han indtog det sidste måltid med sine disciple. Dagen hedder skærtorsdag fordi Jesus vaskede disciplenes fødder og gjorde dem rene - også kaldet skær. Langfredag er koncentreret omkring Jesus domfældelse, korsfæstelse og død. Pesach, jødernes påskefest, blev fejret om lørdagen, på sabbatten. Denne dag lå alt stille, men næste dag - søndag var almindelig hverdag. Det var da man opdagede at Jesus ikke lå i sin grav, men var genopstået fra de døde. Påskedag fejres derfor som en glædens dag. 2. påskedag er en dansk helligdag, der ligger som forlængelse af festen omkring påskedag.


se - diskussion - historik


28. marts
Jack-stik med tre henholdsvis to signalveje

Jack-stik er elektriske stik, som bruges til at forbinde elektroniske apparater, så disse kan udveksle signaler. Disse stik anvendes i tre forskellige størrelser; standard, mini og mikro. De bruges primært til at forbinde elektronisk lydudstyr.

Jack-stik i alle tre størrelser er udformet som et enkelt "stik-ben" med cirkelrundt profil, og dette stikben er inddelt i to, tre eller i nogle tilfælde fire elektrisk ledende zoner, adskilt af isolerende afstandsstykker. Det yderste stykke har en indsnævring, så en fjederlås kan fastholde stikket når det sættes i en dertil indrettet fatning.

Inden telefonnettets automatisering anvendtes jack-stik i meget store antal i de manuelle telefoncentralers centralborde. De var her udsat for megen slitage, samtidig med at der måtte stilles strenge krav til overholdelse af tolerancen på jack-stikkets diameter.


se - diskussion - historik


29. marts
Sankt Georg og dragen

En drage er et fabeldyr i europæiske eventyr. De fremstilles som regel som onde, og de må bekæmpes med list eller i åben kamp. Drager er meget stærke og farlige. kan ofte spy ild og flyve. Belønningen for drabet på dragen er i nogle historier en skat den ruger over. I andre historier er der en prinsesse, der skal reddes.

Sankt Georg skal ifølge overleveringen have reddet en by fra en drage, der åd får og i mangel af får, jomfruer. Sankt Georg kommer netop som dragen skal fodres med en prinsesse. Han dræber dragen med et enkelt stød af sin lanse. Som belønning giver kongen ham en stor sum penge, men Georg deler pengene ud blandt byens fattige inden han rider videre.

Drager kaldes også ved deres nordisk mytologiske navn Orm, eller Lindorm. I sagnet om Sigurd Fafnersbane er Fafner en ond drage, der spyr gift. Sigurd må bruge både list og styrke for at besejre den.


se - diskussion - historik


30. marts
Friedrich I. Barbarossa 1122-1190, Kejser af Tyskland og korsridder

Ideen om korstog for at befri Jesu grav blev oprindeligt udtænkt af Pave Gregor VII. Der kom dog mange krige og misvækstår imellem, så det blev først hans efterfølger, pave Urban II, der kom til at virkeliggøre ideen.

Han indkaldte til et kirkemøde i Clermont i november 1095, hvor han blandt tusinder af riddere og i en mægtig folkeskare kom med en brændende opfordring til at befri Kristi grav fra de vantro, og under stor begejstring vedtog man at mødes året efter i Konstantinopel, det nuværende Istanbul.

I juni 1099 nåede man frem og erobrede Jerusalem, som man holdt til 1187.

Korsfarerne drog ofte af sted, primært af personlige grunde, først og fremmest af religiøs overbevisning, men også ønsket om at markere sig som ridder, opnå anerkendelse, eller finde store rigdomme i det mystiske østen har formentlig gjort sig gældende. Korsridderne organiserede sig i ridderordner, f.eks. tempelridderne.


se - diskussion - historik


31. marts
Ludvig Holberg

Ludvig Holberg blev født d. 3. december 1684 i Bergen, Norge - næsten et helt århundrede efter Descartes. Han døde i København i 1754. Holberg var den yngste af seks brødre, og hans far, Christian Nielsen Holberg, døde før Ludvig var et år gammel.

Holberg blev uddannet i København og var i mange år lærer ved Københavns Universitet og samtidig med at han forelæste der, skrev han sine berømte komedier.

Han rejste i sin sene ungdom til storbyer i lande som Holland og Frankrig samt til Rom og England. Holbergs rejser har været ham en stor inspiration i hans senere skrivning - de mange indtryk har også modnet ham kunstnerisk og moralsk. Holberg lod sig inspirere af de gamle latinske komedier og franske komedier han havde set i Paris. Hans forfatterskab kan deles op i tre perioder (ikke sat i rækkefølge); den historiske, den poetisk/komiske og den filosofiske.


se - diskussion - historik


Dagens artikel-arkiv for 2005
Januar - Februar - Marts - April - Maj - Juni - Juli - August - September - Oktober - November - December

I dag er det mandag, 23. december 2024; klokken er 15:10 (UTC)

Hvis dagens artikel på forsiden ikke viser dagens artikel for dagen i dag, så er det sandsynligvis fordi cachen ikke er opdateret korrekt.
Tryk på dette link for at opdatere forsiden til den korrekte dagens artikel.
Tryk på dette link for at gøre det samme for denne side .