Ruslands republikker
Den russiske føderation er opdelt i 85 føderale enheder (russisk: субъекты, tr. subekty, "subjekter"), af hvilke 22 er kategoriseret som republikker (russisk: pеспублики, tr. respubliki). Republikkerne er oprettet som administrativt område for ikke-russiske etniciteter. Den etniske gruppe, der giver navn til republikken, betegnes som "titularnationen" (russisk: титульная нация, tr. titulnaja natsija), selvom intern immigration har medført at titularnationen ikke nødvendigvis længere udgør majoriteten i republikken.
|
1. Adygeja |
9. Karatjajevo-Tjerkessien |
16. Tatarstan Forfatningsstatus[redigér | rediger kildetekst]De føderale enheder i Den Russiske Føderation er fast i Den Russiske Føderations forfatning kapitel 3, paragraf 65. I Den Russiske Føderations forfatning kapitel 3, paragraf 68 adskiller republikkerne sig fra andre føderale enheder ved at have ret til selv at udforme deres egen forfatning og vælge et eller flere officielle sprog. Andre føderale enheder, som oblaster og krajer, har ikke denne ret. Lederen af republikken har titel af præsident. Republikkernes grad af selvstændighed varierer, men generelt set er der udstrakte rammer. Republikpræsidenten er i sig selv en magtfuld position, og republikkernes parlamenter har ofte vedtaget love i modstrid med føderationens samlede forfatning. Denne selvstændighed er dog blevet noget beskåret af Putin, der som præsident for hele den russiske føderation siden 2000 har arbejdet på at styrke centralmagten. Dette er bl.a. gjort ved dannelsen af de syv føderale distrikter som et lag over republikker og de andre føderale regioner. Føderationsdistrikternes ledere er direkte udpegede af den føderale præsident, og deres kontrol har medført større respekt for retsvæsenet og den føderale forfatning.[kilde mangler] Derudover er republikkernes lovgrundlag blevet udbygget, og republikpræsidentens udøvende magt er svækket. Republikkernes ledere skal nu nomineres af føderationens præsident, nominationer skal dog accepteres af republikkens eget parlament. Der er en form for løsrivelsesbevægelse i de fleste republikker, men disse er almindeligvis ganske svage. Sovjetunionens sammenbrud har dog medført en del større støtte bag løsrivelse iblandt tatarer, basjkirer, jakuter samt tjetjenere – hvilket i det sidste tilfælde resulterede i de to Tjetjenienskrige. Kravet om løsrivelse er yderligere komplekst på grund af andre store etniske grupper i republikkerne. Således blev næsten alle ikke-tjetjenerne fordrevet før og under Tjetjenienskrigene. Kildeangivelser[redigér | rediger kildetekst]
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
|
