Megaclite (måne)
Megaclite | |
---|---|
Opdaget | |
25. november 2000, af Scott S. Sheppard, David C. Jewitt, Yanga R. Fernández og Eugene A. Magnier | |
Kredsløb om Jupiter | |
Afstand til Jupiter (massecenter) |
|
Halve storakse | 23 493 000 km |
Halve lilleakse | 21 323 724 km |
Excentricitet | 0,4197 |
Siderisk omløbstid | 2a 22d 9t 0m 0,0s |
Synodisk periode | – |
Omløbshastighed |
|
Banehældning | 152,769° i fh. t. ekliptika 144° i fh. t. Jupiters ækv. |
Periapsisargument; ω | – ° |
Opstigende knudes længde; Ω | – ° |
Omgivelser | |
– | |
Fysiske egenskaber | |
Diameter | 5,4 km |
Fladtrykthed | – |
Overfladeareal | – km² |
Rumfang | – km³ |
Masse | 2,100·1014 kg |
Massefylde | 2600 kg/m³ |
Tyngdeacc. v. ovfl. | 0,001 9 m/s² |
Undvigelseshastighed v. ækv. | – km/t |
Rotationstid | – |
Aksehældning | ? |
Nordpolens rektascension | – |
Nordpolens deklination | – ° |
Magnetfelt | – |
Albedo | 4 % |
Temperatur v. ovfl. | Gnsn. – °C Min. – °C Maks. – °C |
Atmosfære | |
Atmosfæretryk | 0 hPa |
Atmosfærens sammensætning | – |
Megaclite er en af planeten Jupiters måner: Den blev opdaget 25. november 2000 af Scott S. Sheppard, David C. Jewitt, Yanga R. Fernández og Eugene A. Magnier. Lige efter opdagelsen fik den den midlertidige betegnelse S/2000 J 8, og efter det nummereringssystem som Galileo Galilei brugte på de galileiske måner hedder denne måne Jupiter XIX. Senere har den Internationale Astronomiske Union formelt besluttet at opkalde månen efter Megaclite, som i følge den græske mytologi var en af Zeus' elskere.
Megaclite tilhører den såkaldte Pasiphae-gruppe, som i alt omfatter 13 Jupiter-måner, som alle har omtrent samme omløbsbane som månen Pasiphae. Megaclite er cirka 5,4 kilometer i diameter, og ud fra skøn over dens størrelse og masse anslås dens massefylde til omkring 2600 kilogram pr. kubikmeter: Dette tyder på at den primært består af klippemateriale, og i mindre omfang af is. Overfladen er temmelig mørk, og tilbagekaster kun 4 procent af det lys der falder på den.