Spring til indhold

Christian 7.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Kong Christian VII)
Christian 7.
Valgsprog:
GLORIA EX AMORE PATRIAE
(I kærlighed til fædrelandet vil jeg søge min hæder)[1]
Konge af Danmark og Norge (mere..)
Salving[a]1. maj 1767
Christiansborg Slotskirke
Regerede14. januar 1766
– 13. marts 1808
ForgængerFrederik 5.
RegentChristian 7.
Gehejme-
konseil-
præsident
(indtil 1770)
Statsministre
 (efter 1772)		J.H.E.Bernstorff



Se liste
EfterfølgerFrederik 6.
ÆgtefælleCaroline Mathilde af Storbritannien (g. 1766–72)
Børnmed dronning Caroline Mathilde:
HusOldenborgske slægt
FarFrederik 5. af Danmark og Norge
MorLouise af Storbritannien
Født29. januar 1749
Christiansborg Slot, København
Død13. marts 1808 (59 år)
i Rendsborg
Hvilested1808
Roskilde Domkirke
Ridder af Elefantordenen

1749

Christian 7. (født 29. januar 1749 på Christiansborg Slot, død 13. marts 1808 i Rendsborg) var konge af tvillingrigerne Danmark og Norge, samt hertug af Slesvig og Holsten fra 1766 til 1808. Han tilhørte den oldenborgske slægt og havde som valgsprog: "I kærlighed til fædrelandet skal jeg søge min hæder (latin: Gloria ex amore patriae)".

På grund af kongens mentale tilstand, som formentlig skyldtes at han led af skizofreni[4][5], blev alle regeringsbeslutninger i hans tid som konge foretaget af de rådgivere, der stod ham nærmest. Disse kongelige rådgivere var forskellige alt efter, hvem der vandt magtkampene omkring tronen. Fra 1770 til 1772 var hans hoflæge Johann Friedrich Struensee landets de facto hersker og indførte progressive reformer underskrevet af kongen. Struensee blev afsat ved et kup i 1772, hvorefter landet blev regeret af Christians stedmor enkedronning Juliane Marie, hans halvbror arveprins Frederik og Ove Høegh-Guldberg. Fra 1784 og frem til Christian 7.'s død i 1808 var det hans søn kronprins Frederik, den senere Frederik 6., som var det uofficielle, men i realiteten fungerende kongelige overhoved. Nominelt var Christian 7. enevældig konge, reelt var han en politisk fange uden loyale støtter i hoffets inderkreds.

Tidlige liv

[redigér | rediger kildetekst]

Fødsel og familie

[redigér | rediger kildetekst]
Christiansborg Slot, ca. 1750.

Christian blev født klokken 1 om natten den 29. januar 1749 i Dronningens Sovegemak på Christiansborg Slot i København.[6] Han var søn af Kong Frederik 5. i dennes første ægteskab med Prinsesse Louise af Storbritannien. Han blev døbt den samme dag om eftermiddagen af hofprædikant Johannes Bartholomæus Bluhme.[6] Hans farmor Enkedronning Sophie Magdalene bar som gudmor prinsen under dåben, og de øvrige faddere var hans far, Kong Frederik 5., hans tante, Prinsesse Louise og hans grandtante, Prinsesse Charlotte Amalie.[6] Efter dåben blev den nyfødte prins lagt i en paradevugge med tronhimmel til beskuelse af alle de mange gæster, der var kommet for at overvære dåben.[6]

Kong Frederik og Dronning Louise havde allerede i 1745 fået en søn (også med navnet Christian), men han var død i 1747, og som den ældste overlevende søn var Christian dermed kronprins fra fødslen. Forhåbningerne for den nye tronfølgers fremtid var naturligvis store, og den tyske komponist Christoph Willibald Gluck, der opholdt sig i Danmark fra 1748 til 1749, komponerede i anledning af kronprinsens fødsel optrinnet La Contesa dei Numi (Gudernes trætte), hvor de olympiske guder samledes ved Storebælt for at diskutere, hvem der i særlig grad skulle beskytte den nye prins. Den blev opført første gang den 12. marts 1749 på Charlottenborg Slot i anledning af Dronning Louises første kirkegang efter fødslen.[7]

Christianus Princeps Daniae et Norvegiae Haeres. Kobberstik af Johan Martin Preisler efter et maleri af Carl Gustaf Pilo fra 1752.

Prins Christian blev født ind i en familie, der allerede bestod af to små piger, prinsesserne Sophie Magdalene (født i 1746) og Vilhelmine Caroline (født i 1747), og som voksede yderligere, da endnu en datter prinsesse Louise blev født i 1750. I 1751, da Christian var knap tre år gammel, døde hans mor dronning Louise under sit sjette svangerskab, kun 27 år gammel.[8] Hans far giftede sig igen året efter med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel, der i 1753 blev mor til Christians halvbror prins Frederik.[9]

Opvækst og uddannelse

[redigér | rediger kildetekst]
Christian som barn, malet af Carl Gustaf Pilo.

Efter moderens tidlige død voksede prinsen stort set op uden opmærksomhed fra forældrene. Hans stedmor Dronning Juliane Marie viste ingen interesse for ham og foretrak sin biologiske søn prins Frederik. Faderen selv blev mere og mere ligeglad med det generte, følsomme barn, som også var udsat for epileptiske anfald. Alligevel tyder alle beretninger på, at Christian som barn havde en positiv personlighed og i nogle fag udviste endog påfaldende gode evner, ligesom han havde en evne til hurtigt at forstå problemer samt en god hukommelse.[10] Han lærte både dansk, tysk og fransk flydende – dansk, som det karakteristisk der blevet udtrykt, "bedre end nogen dansk konge i lang tid". Han var ligeledes en god danser og kunne i det hele taget optræde med stor værdighed.[11]

Christian som barn, malet af Louis Tocqué.

Christian var som prins meget begavet og af et socialt gemyt, men han var samtidig meget nervøst anlagt.[12] Dette sidste karaktertræk blev yderligere udviklet, da han fik Ditlev Reventlow som hovmester (det vil sige lærer og opdrager). Reventlow var formentlig både pålidelig og samvittighedsfuld, men af et kolerisk temperament og var ikke kyndig i pædagogik. Han indførte et pryglesystem i opdragelsen af den efterhånden undertrykte prins, for med magt at indpode kundskaber, uden at interessere sig for, om de blev forstået eller ikke.[10] Det antages, at Reventlows mishandlinger undertrykte Christians empatiske evner, så han udviklede sig til en samtidig sky og ondskabsfuld person, med udpræget hævnlyst og manglende tiltro til andre. Det talent, han stærkest havde udviklet, og som han bedst forstod at bruge, var latterliggørelse og skadefryd. Derfor var hans største fornøjelse at efterabe ministrene og folk, han ellers omgikkes.[13]

Christian som barn, malet af Peder Als.

Kronprinsen havde andre lærere, men de formåede ikke at ændre Reventlows kontrol med undervisningen. Christian havde især et godt forhold til sin lærer i fransk litteratur, schweizeren Elie Salomon François Reverdil, der forstod at vække hans interesse for filosofi og oplysningstidens tanker. Men Reventlow forstod for det meste at afbryde, når Reverdil fik fanget kronprinsens opmærksomhed.[14]

Tidlige regeringstid

[redigér | rediger kildetekst]

Tronbestigelse

[redigér | rediger kildetekst]
Christian 7. malet af Alexander Roslin.

Efter længere tids sygdom døde Frederik 5. den 14. januar 1766[15], kun 42 år gammel. Samme dag blev Christian udråbt som konge fra Christiansborg Slots balkon af J.H.E. Bernstorff, hvorefter Christian selv trådte ud på balkonen og vinkede med sin hat til den fremmødte menneskemængde.[16] Han var på dette tidspunkt endnu ikke fyldt 17 år. Ved sin konfirmation i 1765 brillerede kronprinsen med gode svar og optrådte i det hele taget dannet og kløgtigt, og ligesom han tronbestigelsen fik han en lang række glimrende skudsmål af blandt andre tilstedeværende udenlandske gesandter. 1. maj 1767 afsluttedes ceremoniellet omkring tronskiftet, da Christian 7. blev salvet[a]. Salvingsakten for enevældens konger foregik traditionelt i Frederiksborg Slotskirke, men Christian 7.s salving blev som den eneste undtagelse afholdt i Christiansborg Slotskirke.[17]

Bespisningen af folket på Christiansborg Ridebane ved Christian 7.'s salving i 1767.

Straks efter tronskiftet begyndte en kamp om at få magt over kongen: mænd fra hoffet, administrationen og militæret, der havde været i opposition til Frederik 5.'s ministre, forsøgte at få kongen til personligt at stå for udøvelsen af regeringen uafhængigt af disse ministre og kollegieledere. Resultatet blev en uafbrudt række af intriger, hurtige afskedigelser og mangelfulde politiske initiativer.[15] Christian var fuldt ud klar over situationen, og flere af hans ministre var forundrede over hans skarpe og klare indfaldsvinkel til problemerne.[13] Men samtidigt viste han sig skadefro og ondskabsfuld, og voldte i disse tilfælde sine ansatte ubehageligheder.[18]

Ægteskab

[redigér | rediger kildetekst]
Caroline Mathilde i 1766, året for hendes bryllup med Christian 7. Pastel af Francis Cotes.

Samme år indgik han ægteskab med sin kusine, den 15-årige prinsesse Caroline Mathilde af Storbritannien, der var søster til den engelske konge Georg 3. Parret var blevet forlovet allerede i 1765. De blev gift den 1. oktober 1766 ved en såkaldt prokurationsvielse i Saint James's Palace i London, hvor brudens storebror var stedfortræder for Christian 7. Herefter rejste Caroline Mathilde til kurfyrstendømmet Hannover og derfra til byen Buxtehude, hvorfra hun med robåd blev overført til Elbens nordbred, der på dette tidspunkt var dansk område. Her blev hun modtaget af danske hoffolk, der førte hende med hest og vogn til Roskilde, hvor hun i en pavillon, opført til formålet, blev præsenteret for sin kommende ægtemand. Efter at have overnattet på Frederiksberg slot gjorde hun den 8. november 1766 sit indtog gennem et jublende København. Senere samme dag bekræftede parret deres ægteskab ved en vielse i Christiansborg Slotskirke.[19]

Christian 7. og dronning Caroline Mathilde danser i Christiansborgs riddersal ved ballet i anledning af deres bryllup.

Kongen besøgte kun modvilligt dronningen i hendes gemakker, og Reverdil måtte træde til, blandt andet med kærlighedsbreve i kongens navn, i et forsøg på at ægteskabet kunne føre til en graviditet og dermed en tronarving. [20] Den 28. januar 1768 fødte dronning Caroline Mathilde på Christiansborg Slot kongeparrets formentlig eneste fælles barn, den senere Frederik 6.. Ægteskabet blev dog ikke lykkeligt. Også som gift mand havde kongen stadig omgang med en kreds af svirebrødre, hvoriblandt grev Holck og en løjtnant Osborn. Disse besøgte i fællesskab flere af Københavns berygtede huse, hvor Christian satte sin kongelige værdighed på spil ved at slås med vægterne og rave drukken hjem gennem gaderne. Et ejendommeligt træk, der blandede sig ind i alt dette uvæsen, var hans ødelæggelseslyst, som indebar at slå spejle og møbler itu i de knejper, som han søgte.[18]

Forhold ved hoffet

[redigér | rediger kildetekst]
J.H.E. Bernstorff. Portræt af Louis Tocqué.

Det stod tidligt klart, at den unge konge ikke var normal. Lægen Johan Just von Berger erklærede, at kongens problemer skyldtes manglende modenhed ved tronbestigelsen.[21] Det væsentligste er imidlertid, at kongens tilstand med årene satte ham ud af spillet som regent, fordi han hyppigt skiftede mening og mistede lysten til de administrative pligter.[22]

Kongen var fra begyndelsen af indstillet på at regere efter sine egne begreber, som især takket være Reverdil var under stor indflydelse af oplysningstidens ideer, og han var meget letpåvirkelig. Hoffets ledende mænd, anført af J.H.E. Bernstorff, af kongen kaldet "parykkerne"[23], som under Frederik 5. havde været vant til at regere i stedet for monarken, forstod at manipulere med den nye og uerfarne konge. Da Christian efter kort tid så de fleste af sine planer modarbejdet, samtidig med at dronningen, under indflydelse af sin hofdame Louise von Plessens råd, var afvisende overfor ham, opgav han efterhånden at få sat sine ideer igennem og erklærede, at han ville "rase" i to år.[24][25]

Støvlet-Cathrine, ca. 1765

Sammen med den prostituerede Anna Cathrine Benthagen – "Støvlet-Cathrine" – turede den unge konge rundt på byens værtshuse og bordeller.[26] Kongen og hans soldekammerater, hvoraf grev Frederik Vilhelm Conrad Holck var hans yndling, var altid parat til slagsmål, selv med ordensmagten. Undertiden hændte det fx, at kongen om morgenen stolt fremviste en erobret morgenstjerne, vægternes våben mod urostiftere. Ved en af disse lejligheder blev kongen genkendt af "pøbelen" og mødt med hånende tilråb.[27] Til sidst måtte vægterne klage deres nød til hoffet. Gehejmekonseilet greb ind og fik gennemtvunget, at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til Wandsbek i Holsten, hvor hun modtog en årlig ydelse på 400 rigsdaler.

Forholdet til udlandet

[redigér | rediger kildetekst]
Voltaire.

Christian havde flere udenlandske kontakter, her iblandt Voltaire. I 1766 havde Christian ydet Voltaire 1.000 rigsdaler i støtte i forbindelse med den såkaldte Sirvin-affære. Sirvin var en protestant, der blev anklaget for mord på sin sindsforvirrede datter, angiveligt fordi denne skulle have ønsket at konvertere til katolicismen. Skønt alt pegede mod en ulykke, lod den katolske myndighed tilkendegive, at man anså Sirvin for skyldig. Sirvin flygtede til Schweiz og fik kontakt med Voltaire, som på sin side søgte økonomisk støtte til Sirvin.[28] Ud over Christian ydede også Frederik i Preussen, Katarina i Rusland og kong Stanislav af Polen bistand. Voltaire skrev et takkebrev til Christian, hvori han roses for sin venlighed og sit oplyste sindelag. Brevet afsluttedes med et hyldestdigt til Christian. Brevet fra Voltaire blev offentliggjort i danske aviser, sikkert som led i en kongelig pr-kampagne. Da Christian kort efter besluttede at foretage en rundrejse i Europa, var et besøg hos Voltaire et oplagt indslag i denne.[29]

Udlandsrejsen 1768-69

[redigér | rediger kildetekst]
Christian 7. i 1768, malet af Nathaniel Dance-Holland.
Christian 7.s doktordiplom fra Universitetet i Cambridge.

Den 6. maj 1768 drog kongen på en udlandsrejse med et følge på 55 personer, som rejste via Tyskland, Nederlandene over Kanalen til England og herfra til Frankrig, hvor han opholdt sig i Paris.[30] Som barnebarn af kong Georg 2. og svoger til Georg 3. havde Christian 7. nær tilknytning til England;[31] men Georg 3. var alligevel nervøs ved udsigten til at få sin berygtede danske svoger på besøg. Dog forløb opholdet ret problemfrit, og Christian viste sig overalt gavmild mod folkemængden og arrangerede også et flot maskebal til ære for sit værtskab.[32] Han modtog ærestitler ved universiteterne i Oxford og Cambridge; men han og hans kumpaner foretog en runde i Londons bordeller, og raserede det tilviste logi i St. James's Palace.[33]

Kongen var stærkt interesseret i tidens franske filosofi, og fik via sin udsending ved det franske hof, baron C.H. von Gleichen arrangeret en audiens for 18 af tidens førende filosoffer og videnskabsmænd. Frigjort fra de hjemlige intrigemænd fik Christian lejlighed til at udfolde sig. Han mødte filosofferne og videnskabsmændene i sit logi den 20. november 1768 og indledte mødet med at hilse på hver enkelt og kommentere dennes værker og/eller omdømme. Så tog han endnu en runde og talte ekstra med blandt andre Diderot og d'Alembert.[34] Blandt de øvrige, som deltog i audiensen, var fysikeren og matematikeren Mairan[35] abbed Henri Fuséée de Voisenon (som oplæste et hyldestdigt) samt Marmontel.[36] Under opholdet, som varede en måned, besøgte kongen adskillige gange teatre, lokale seværdigheder og tidens førende producenter af porcelæn, gobeliner og kunsthåndværk.[37] Den 3. december besøgte Christian de tre akademier, begyndende med det Franske Akademi (som Voltaire selv var medlem af)[38], Académie des inscriptions et belles lettres og Videnskabsakademiet,[39] hvor d'Alembert holdt en tale, som Christian takkede for.[40] Efter Christians afrejse skrev d'Alembert i et brev til Voltaire:

"Kongen af Danmark talte næsten kun om Dem i løbet af de to minutters samtale, jeg havde æren at have med ham. Jeg kan forsikre Dem om, at han hellere havde set Dem i Paris end alle de fester, som man tyngede ham med. Den dag, han ankom, holdt jeg i Videnskabsakademiet en tale, som alle mine kolleger og publikum synes at have været meget tilfredse med. Jeg talte her om filosofien og litteraturen med passende værdighed. Kongen takkede mig, men filosofiens og litteraturens fjender gjorde miner. Jeg lader Dem om at tænke, hvor vidt dette bekymrede mig."[41]

Rejsen var planlagt til 2 år, men kom kun til at vare 8 måneder. Til gengæld kostede den 250.000 rdl. Efter hjemkomsten den 14. januar 1769 glemte Christian ikke sine oplevelser. Han skrev sig senere på en subskriptionsliste til opstilling af en statue af Voltaire, som kvitterede med et brev, hvori han blandt andet skrev: "Jeg er ved at afslutte min løbebane nu, da Deres Majestæt begynder sit glimrende livsløb."[42] Ligeledes udnyttede han, at hertugen af Duras var chef for de parisiske teatre til at lade sig underholde med netop de stykker, han ønskede, med kort varsel.[43]

Struensee-perioden

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Johann Friedrich Struensee

Mødet med Struensee

[redigér | rediger kildetekst]
Johann Friedrich Struensee.

På udlandsrejsen havde kongen gjort ophold i Altona, hvor han ansatte den 31-årige Johann Friedrich Struensee som rejselæge.[44] Kongen havde fået tillid til Struensee, og de diskuterede blandt andet Voltaire og andre moderne tænkere.

Efter hjemkomsten fik Struensee ansættelse ved hoffet. I efteråret 1769 udbrød en koppeepidemi i hovedstaden, hvorunder over 1000 børn døde. Struensee gjorde brug sin erfaring som stadsfysikus i Altona, og han indførte variolation, en forløber for vaccination, mod kopper. Caroline Mathilde var bekymret for sin spæde søn, den svagelige kronprins Frederik. Hun bad Struensee om hjælp, og han variolerede sønnen med godt resultat, hvorved han vandt dronningens store taknemmelighed og tillid.

Struensees styre

[redigér | rediger kildetekst]

I begyndelsen af 1770 blev Struensee udnævnt til kabinetssekretær for dronningen og forelæser for kongen. Han opgav sit lægeembede og blev politiker. Under et sommerophold i Holsten tog Struensee kongen som gidsel.[45] Struensees magt var baseret på, at kongen ville underskrive hans kabinetsordrer, og han brød sig derfor ikke om Holcks indflydelse på kongen. Struensee havde brug for en person, han kunne stole på i kongens konstante nærhed, og han erstattede derfor Holck med Enevold Brandt. Brandt og Struensee isolerede effektivt kongen fra resten af hoffet, og Brandt greb endda i enkelte tilfælde til fysisk magt, når kongen opførte sig upassende. Den fremherskende følelse hos Christian imod Struensee og Brandt var vistnok frygt og med hensyn til den sidste ligefrem had efter, at han endog var blevet pryglet af ham.[46] Struensee lod Reverdil tage sig af kongen til dagligt, og han fik ved kabinetsordrer kongen til at afskedige en række fremtrædende embedsmænd. Dermed var grunden lagt til, at Struensee kunne optræde som diktator.[45] Struensee udviste en hensigt om at få gennemført landboreformer, og Christian synes at have støttet ham i disse bestræbelser.[46]

To kabinetsordrer daterede 4. september 1770 bestemte, at omfanget af ordener og titler skulle indskrænkes, og at der skulle indføres uindskrænket trykkefrihed. Begge var underskrevne af kongen[47], men fra foråret 1771 var kabinetsordrer kun underskrevet af Struensee, der hævdede at have kongens mundtlige bemyndigelse. Centraladministrationen reagerede med modvilje og forhalingstaktik.[48] For at vinde yderligere magt fik Struensee afskediget alle de gamle ministre: Bernstorff, Moltke, Reventlow og Thott, og konseillet ophævet som institution. Samtidig fik han afskåret kollegiechefernes mulighed for at forelægge deres sager direkte for kongen. Ligeledes fik Struensee arrangeret, at alle bønskrivelser til kongen skulle forelægges ham.[48]

På samme tid blev han den forsømte Caroline Mathildes elsker, og han fik stadig mere og mere magt, og dermed flere og flere fjender. Struensees forhold til dronningen synes kongen ikke at have reageret på.[46] Den 7. juli 1771 fødte Caroline Mathilde en datter, prinsesse Louise Augusta. Selv om kongen formelt anerkendte faderskabet, var det dog den almindelige mening, at Struensee var faderen. Livet igennem var det også Louise Augustas ledestjerne, at hun var datter af Struensee. Hun lignede ham rent fysisk.[kilde mangler]

På grund af sin totale isolation udvikledes kongens mentale tilstand sig til fuldstændig handlingsløshed. Christians tidligere hyperaktivitet ændredes til et apatisk fangenskab af sin egen angst.[49]

Kuppet mod Struensee

[redigér | rediger kildetekst]
Struensee arresteres i sit sovegemak den 17. januar 1772

Den 12. januar 1772 samledes flere højtstående militærfolk, embedsmænd, kabinetssekretær Høegh-Guldberg, enkedronning Juliane Marie og hendes søn, kongens halvbror, arveprins Frederik, for at planlægge Struensees fald. Efter et maskebal i hofteatret på Christiansborg blev Struensee og Enevold Brandt natten mellem den 16. og 17. januar arresteret og smidt i fængselsceller i Kastellet efter ordre fra Juliane Marie.[50]

Hovedanklagerne mod Struensee var magtmisbrug og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse. Christian den 7. underskrev dødsdommene, muligvis fordi man fortalte ham, at Struensee havde haft planer om at myrde ham. Dommen blev eksekveret på Øster Fælled den 28. april 1772. Struensee og Brandt fik begge hugget højre hånd af før hovedet, som bødlen holdt op for folkemængden. Kroppene blev parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoveder og hænder blev sat på stage.[51]

Dronning Caroline Mathilde blev ført til Kronborg. Hun tilstod sit forhold til Struensee, og ægteskabet med kongen blev ophævet den 6. april 1772. Efter forhandlinger med hendes broder, den engelske konge George 3., blev hun deporteret til Celle. Hun så aldrig mere sine 2 børn.[50] Caroline Mathilde døde allerede i 1775 af en febersygdom..[52]

Senere regeringstid

[redigér | rediger kildetekst]
Ove Høegh-Guldberg, malet af Jens Juel ca. 1780.

Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik efter Struensees fald plads i det genindsatte statsråd. Størst indflydelse på den nye regering fik en anden af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden den egentlige leder af regeringen. Næsten alle de reformer, som Struensee havde fået gennemført, blev afskaffet.[kilde mangler]

I løbet af 1770-erne gik udviklingen i retning af at samle den faktiske magt hos hoffet og gøre statsrådet til et organ, der blot skulle bekræfte de beslutninger, der allerede var trufne.[53] Kun udenrigsminister Andreas Peter Bernstorff kæmpede imod udviklingen, men han stod alene og blev stadig mere isoleret. I 1780 måtte han indgive sin afskedsbegæring.[54]

Portræt af Christian 7.

For kongens vedkommende forblev han en repræsentativ figur og oplevede ikke nogen større ændring i sin egen situation. Han holdtes stadig i isolation, det var kun opsynsmanden der var blevet skiftet ud. Han deltog i uendelige tafler (middage), modtog fremmede gesandter, deltog næsten dagligt i statsrådets møder og underskrev retsakter, hvis indhold og betydning han næppe kendte eller forstod. Hvis han nægtede at underskrive, ventede ministrene blot, til kongen havde glemt sin vægring.[55]

Joachim Otto Schack-Rathlou

Kongens nye hofmester Joachim Otto Schack-Rathlou (kaldet "Pomade-Schack) slog kongen, når denne ikke makkede ret. En tid blev han låst inde om natten, lige som han, når han havde teet sig for voldsomt, på enkedronningens ordre af og til blev bundet fast til stolen under tafler. Skønt afmægtig reagerede han fortsat med vid og skarphed mod den behandling, han blev udsat for. Således kunne han, da hans hele medvirken ved statsstyrelsen var reduceret til blot at underskrive de formelle papirer, der blev forelagt, vise sin holdning ved at underskrive med "Christian Rex & Compagnie".[56]

Portræt af Christian 7., udført af Jens Juel i 1782.

Selv blev Høegh-Guldberg også offer for et statskup, da kronprins Frederik, den senere Frederik 6., sammen med flere navnkundige personligheder, deriblandt C.D.F Reventlow, den 14. april 1784 overtog regeringsmagten som kronprinseregent. Formelt var Christian den 7. stadig enevældig hersker; han vedblev at underskrive statsrådets beslutninger. Det var således ham, der den 8. juni 1787 underskrev de to første reformlove, der var blevet udarbejdede af Den Store Landbokommission[57] og året efter ophævelsen af stavnsbåndet.[58] Den 16. marts 1792 blev det ved kongelig forordning bestemt, at slavehandel skulle afskaffes[59], dog først med virkning fra 1. januar 1803.[60]

To kanoner fra Christian 7.s tid. Kongen brugte flere forskellige monogrammer.

Kongen havde ikke mange glæder. En af dem var teatret, men efter Christiansborg Slots brand i 1794 blev hans tilværelse mere farveløs.[56] Det var på hans idelige snakken med sig selv klart, at han syslede med mørke, mismodige tanker, og ikke sjælden brød den bitre side af hans natur løs ved skarpe udtalelser til eller om andre. Da han i september 1807 under sit ophold i Kolding på flugt fra det engelske bombardement af København en søndag var i kirke, hørte man ham tale med sig selv på vanlig måde: "Wer kommt heute in die Kirche?", spurgte han og svarede så: "Der König und seine elende Suite". Selv til kronprins Frederik kunne der komme de hvasseste udfald fra hans side.[61]

Død og tronfølge

[redigér | rediger kildetekst]
Christian 7.s sarkofag i Roskilde Domkirke.

Christian den 7. døde 59 år gammel den 13. marts 1808[62] i Rendsborg[61] af et slagtilfælde. Rygterne gik på, at slagtilfældet skulle være forårsaget af skræk over synet af spanske hjælpetropper, som han antog for at være fjendtlige, men intet indikerer, at der var nogen ydre årsag.[63]

Han blev gravsat i Frederik 5.s Kapel i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn Frederik 6.

Eftermæle

[redigér | rediger kildetekst]

Steder opkaldt efter Christian 7.

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Steder opkaldt efter danske kongelige

Kunstneriske gengivelser

[redigér | rediger kildetekst]
Scene fra Christian VII's hof
Historiemaleri: Kristian Zahrtmann, Hirschsprungske Samling (1873)
Interiør fra Christian VII's Hof
Historiemaleri: Kristian Zahrtmann, Hirschsprungske Samling (1881)

Billedkunst

[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]

Film

[redigér | rediger kildetekst]

Titler, prædikater og æresbevisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Monogram

Fuld officiel titel

[redigér | rediger kildetekst]

Børn

[redigér | rediger kildetekst]
Navn Født Død Bemærkninger
Med Caroline Mathilde af Storbritannien
Frederik 28. januar 1768 3. december 1839 Konge af Danmark 1808–1839 og Norge 1808–1814
Gift i 1790 med Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel
Louise Augusta[b] 7. juli 1771 13. januar 1843 Gift i 1786 med hertug Frederik Christian 2. af Augustenborg

Anetavle

[redigér | rediger kildetekst]
Christian 7.'s forfædre i fire generationer
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
16. Christian 5. af Danmark
 
 
 
 
 
 
 
8. Frederik 4. af Danmark
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
17. Charlotte Amalie af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
 
4. Christian 6. af Danmark
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
18. Gustav Adolf af Mecklenburg-Güstrow
 
 
 
 
 
 
 
9. Louise af Mecklenburg-Güstrow
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
19. Magdalene Sibylle af Slesvig-Holsten-Gottorp
 
 
 
 
 
 
 
2. Frederik 5. af Danmark
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
20. Georg Albrecht af Brandenburg-Bayreuth
 
 
 
 
 
 
 
10. Christian Heinrich af Brandenburg-Kulmbach
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
21. Marie Elisabeth af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
 
 
 
 
 
 
 
5. Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
22. Albert Frederik af Wolfstein
 
 
 
 
 
 
 
11. Sophie Christiane af Wolfstein
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
23. Sophie Louise af Castell-Remlingen
 
 
 
 
 
 
 
1. Christian 7.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
24. Ernst August af Hannover
 
 
 
 
 
 
 
12. Georg 1. af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
25. Sophie af Pfalz
 
 
 
 
 
 
 
6. Georg 2. af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
26. Georg Vilhelm af Braunschweig-Lüneburg
 
 
 
 
 
 
 
13. Sophie Dorothea af Braunschweig-Lüneburg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
27. Éléonore Desmier d'Olbreuse
 
 
 
 
 
 
 
3. Louise af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
28. Albert 2. af Brandenburg-Ansbach
 
 
 
 
 
 
 
14. Johan Frederik af Brandenburg-Ansbach
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
29. Sophie Margarethe af Oettingen-Oettingen
 
 
 
 
 
 
 
7. Caroline af Brandenburg-Ansbach
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
30. Johan Georg 1. af Sachsen-Eisenach
 
 
 
 
 
 
 
15. Eleonore Erdmuthe af Sachsen-Eisenach
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
31. Johanetta af Sayn-Wittgenstein
 
 
 
 
 
 

Galleri

[redigér | rediger kildetekst]

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Fodnoter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b Under enevælden (1660–1848) blev de danske konger formelt ikke kronede, men blot salvede af kirken, da de som arvekonger blev anset for at have fået deres magt fra Gud, og intet menneske derfor havde ret til at sætte kronen på deres hoveder. I daglig tale blev denne ceremoni dog også i samtiden omtalt som kroning.[2]
  2. ^ a b Prinsesse Louise Augusta var højst sandsynligt biologisk datter af Johann Friedrich Struensee og dronning Caroline Mathilde.[3]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Feldbæk 1990, s. 331.
  2. ^ Monrad Møller, Anders (2012). Enevældens kroninger. Syv salvinger - ceremoniellet, teksterne og musikken. København: Forlaget Falcon. s. 7-8. ISBN 978-87-88802-29-0.
  3. ^ Bjørn, Claus (2001). "Louise Augusta". I Larsen, Jytte (red.). Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Vol. 2. København: Rosinante & Co. s. 454-455. ISBN 8773574864.
  4. ^ Michael Bregnsbo: Christian 7. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=215693
  5. ^ Christiansen 1906.
  6. ^ a b c d Hindø, Lone; Boelskifte, Else (2007). Kongelig Dåb. Fjorten generationer ved Rosenborg-døbefonten. Forlaget Hovedland. s. 41. ISBN 978-87-7070-014-6.
  7. ^ "Charlottenborg - et stop på din musikalske byvandring gennem København". Det Kongelige Bibliotek. Arkiveret fra originalen 15. september 2011. Hentet 2013-02-16.
  8. ^ Christian 7. på gravsted.dk
  9. ^ Edvard Holm (1894): "Juliane Marie"; s. 612
  10. ^ a b Holm 1889, s. 511.
  11. ^ Holm, s. 512
  12. ^ Langen 2008, s. 51.
  13. ^ a b Holm 1889, s. 512.
  14. ^ Langen 2008, s. 63.
  15. ^ a b Feldbæk, s. 221
  16. ^ Hvidt, Kristian; Ellehøj, Svend; Norn, Otto (1975). Christiansborg Slot. Udgivet af Folketingets Præsidium. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. s. 344. ISBN 87-1701955-9.
  17. ^ Monrad Møller, Anders (2012). "Salvingen på Christiansborg". Enevældens kroninger. Syv salvinger - ceremoniellet, teksterne og musikken. København: Forlaget Falcon. s. 128-49. ISBN 978-87-88802-29-0.
  18. ^ a b Holm 1889, s. 513.
  19. ^ Hvidt, Kristian; Ellehøj, Svend; Norn, Otto (1975). Christiansborg Slot. Udgivet af Folketingets Præsidium. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. s. 348. ISBN 87-1701955-9.
  20. ^ Engberg (2009), s 37
  21. ^ "Friis, s. 81-83". Arkiveret fra originalen 24. april 2016. Hentet 11. april 2016.
  22. ^ Engberg (2009), s 32
  23. ^ Langen (2008), s. 119ff
  24. ^ Langen (2008), 119
  25. ^ Feldbæk, s. 221 nævner at der var tale om et år
  26. ^ Feldbæk, s. 223
  27. ^ Engberg (2009), s 33
  28. ^ Langen (2002), s. 8
  29. ^ Langen (2002), s. 10
  30. ^ Langen (2002), s. 5
  31. ^ https://academic.oup.com/ehr/article-abstract/XXXI/CXXI/59/448502?redirectedFrom=PDF
  32. ^ https://www.historytoday.com/archive/king-denmark’s-masquerade
  33. ^ Karl Shaw: Royal Babylon (s. 45), Virgin 1999, ISBN 1-7535-0360-3 Parameter fejl i {{ISBN}}: Fejl i ISBN.
  34. ^ Langen (2002), s. 4f
  35. ^ Langen (2002), s. 12
  36. ^ Langen (2002), s. 13
  37. ^ Langen (2002), s. 7
  38. ^ Langen (2002), s. 11
  39. ^ Langen (2002), s. 14
  40. ^ Langen (2002), s. 18
  41. ^ Langen (2002), s. 19
  42. ^ Langen (2002), s. 21
  43. ^ Langen (2008), s. 23
  44. ^ Feldbæk, s. 224
  45. ^ a b Feldbæk, s. 225
  46. ^ a b c Holm 1889, s. 514.
  47. ^ Feldbæk, s. 226
  48. ^ a b Feldbæk, s. 227
  49. ^ Langen (2008), s. 365ff
  50. ^ a b Feldbæk (1990), s. 228
  51. ^ Feldbæk (1990), s. 230
  52. ^ Feldbæk (1990), s. 237
  53. ^ Feldbæk, s. 232
  54. ^ Feldbæk, s. 233
  55. ^ Feldbæk, s. 231
  56. ^ a b Langen, jvf. anmeldelse
  57. ^ Feldbæk, s. 260
  58. ^ Feldbæk, s. 261
  59. ^ Feldbæk, s. 292
  60. ^ Feldbæk, s. 293
  61. ^ a b Holm 1889, s. 515.
  62. ^ Christian 7. på gravsted.dk
  63. ^ Langen 2008, s. 485ff.
  64. ^ Die Liebe einer Königin på Internet Movie Database (engelsk)
  65. ^ The Dictator på Internet Movie Database (engelsk)
  66. ^ Herrscher ohne Krone på Internet Movie Database (engelsk)
  67. ^ En kongelig affære på Internet Movie Database (engelsk)
  68. ^ "Dramatisk romance ved hoffet skildres i ny film". Politiken. 16. februar 2011. Arkiveret fra originalen 15. december 2013. Hentet 18. marts 2011.
  69. ^ a b "Denmark". Titles of European hereditary rulers (engelsk). Arkiveret fra originalen 10. februar 2020. Hentet 20. januar 2021.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]

Trykte primærkilder

[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
 Wikimedia Commons har medier relateret til:
Christian 7.
Født: 29. januar 1749 Død: 13. marts 1808
Titler som regent
Foregående:
Frederik 5. 		Konge af Danmark
1766 – 1808 		Efterfølgende:
Frederik 6.
Konge af Norge
1766 – 1808
Hertug af Slesvig
1766 – 1808
Hertug af Holsten
1766 – 1808
med Paul (1766–1773)
Greve af Oldenburg
1766 – 1773 		Efterfølgende:
Paul

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Christian_7.&oldid=11897897"