Joseph Stiglitz
| Joseph Stiglitz | |
|---|---|
.jpg)
15. oktober 2019 | |
| Personlig information | |
| Født | Joseph Eugene Stiglitz  9. februar 1943 (81 år) Gary, Indiana, USA |
| Bopæl | Indiana Gary |
| Politisk parti | Demokratiske parti |
| Ægtefælle | Anya Schiffrin (fra 2004) |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | University of Chicago, Massachusetts Institute of Technology (1966-1967), Amherst College (til 1964), Fitzwilliam College |
| Professorater | Changjiang ledende professor |
| Tilknyttet | Columbia University Press, Columbia University, School of International and Public Affairs, Columbia University |
| Medlem af | Romklubben, Royal Society (2009), Econometric Society (fra 1973), Det pavelige akademi for socialvidenskab (fra 2003), National Academy of Sciences (fra 1988) med flere |
| Beskæftigelse | Professor, fagbogsforfatter, universitetsunderviser, økonom, forfatter, videnskabsskribent, kritiker |
| Fagområde | Økonomi, screening |
| Deltog i | World Economic Forums årsmøde 2004, World Economic Forums årsmøde 2013, World Economic Forum Årsmøde 2014, World Economic Forum årsmøde 2016, World Economic Forum årsmøde 2017 med flere |
| Arbejdsgiver | Princeton Universitet (1979-1988), University of Manchester, University of Oxford (1976-1979), Stanford University, Columbia University, Yale University (1970-1974), Verdensbanken (1997-2000) |
| Elever | Janet Yellen |
| Bevægelse | Nykeynesiansk økonomi |
| Påvirket af | Paul Samuelson, Robert Solow, John Kenneth Galbraith, Henry George, Victor Aadal |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Professeur honoris causa de HEC Paris (2015), Officer af Æreslegionen (2013), doctorat honoris causa de l'École normale supérieure de Lyon (2019), hedersdoktor vid Universidad de la República[1], doctorat honoris causa de l'Institut d'études politiques de Paris (2019) med flere |
| Eksterne henvisninger | |
| Joseph Stiglitz' hjemmeside | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
|
Nobelprisen i økonomi 2001 |
Joseph Eugene Stiglitz (født 9. februar 1943) er en amerikansk økonom. Han er professor ved Columbia University og modtog Nobelprisen i økonomi i 2001 sammen med George Akerlof og Michael Spence for sine bidrag til at analysere konsekvenserne af asymmetrisk information i en markedsøkonomi. Joseph Stiglitz betragtes som og betragter sig selv som nykeynesiansk økonom, selvom hans forskning ikke primært ligger inden for konjunkturteori, hvor denne afgrænsning især er relevant.[2]
Ud over sin forskning har Stiglitz engageret sig i en lang række andre fagøkonomiske og offentlige aktiviteter og er en kendt debattør. Han har været cheføkonom og vicepræsident for Verdensbanken og formand for det amerikanske Council of Economic Advisers, et rådgivende organ for den amerikanske præsident. Siden 2012 har han været formand for den internationale sammenslutning af økonomer International Economic Association. Han er nr. 4 på RePeC's verdensrangsliste over citerede økonomer (oktober 2013).[3] Han har skrevet 10 debatbøger, herunder bestselleren The Price of Inequality fra 2012.[4] Blandt de emner, han har taget op, er indkomstfordeling, risikostyring, virksomhedsledelse og international handel. Han er kendt som en kritiker af nogle af de udviklingstræk, der følger med globaliseringen. To af hans mest kendte debatbøger, Globalization and Its Discontents fra 2002 og Making Globalization Work fra 2006, handler herom.
Baggrund
[redigér | rediger kildetekst]Stiglitz blev født i Gary i Indiana. Han studerede ved Amherst College og senere ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), hvor han tog sin Ph.D.-grad i 1967. Han har siden været ansat på universiteterne i Cambridge, Yale, Stanford, Duke, Oxford, og Princeton ud over sin nuværende stilling på Columbia University i New York. I 1995-97 var han formand for Council of Economic Advisers under præsident Clinton. 1997-2000 var han vicepræsident og cheføkonom i Verdensbanken, men blev fyret efter at have udtrykt kritik af bankens handlemåde.[5] I 2000 grundlagde han Initiative for Policy Dialogue, en non-profit-organisation tilknyttet Columbia University, der skal fremme demokratiske processer i udviklingslande. I 2008-09 ledede han for FN en kommission, der skulle klarlægge årsagerne til finanskrisen og fremlægge løsningsforslag. Resultatet af kommissionens arbejde blev den såkaldte Stiglitz-rapport i 2009.[6]
I samme periode ledede han Stiglitz-Sen-Fitoussi-kommissionens arbejde for at udvikle et grundlag for en bredere og mere præcis måling af livskvalitet end BNP.[7] Kommissionens slutrapport har siden ført til udarbejdelsen af sådanne officielle livskvalitetsmålinger i bl.a. Storbritannien og Italien.[8]
Forskning
[redigér | rediger kildetekst]Asymmetrisk information
[redigér | rediger kildetekst]Stiglitz' vigtigste arbejde er inden for informationsasymmetri. Han har således beskæftiget sig med screening, dvs. en økonomisk aktørs teknik til at skaffe ellers ukendt information fra en anden aktør. Det var for dette bidrag til teorien om asymmetrisk information, at han fik nobelprisen.
Før fremkomsten af modeller med ufuldkommen og asymmetrisk information antog den traditionelle økonomiske litteratur, at markeder var efficiente bortset fra nogle begrænsede og veldefinerede markedsfejl. Stiglitz' og andres arbejde har vendt denne antagelse på hovedet og fremfører, at det kun er under helt exceptionelle omstændigheder, at markeder er efficiente. Stiglitz har (sammen med Bruce Greenwald vist at "når markeder er ufuldkomne og/eller information er ufuldstændig (hvilket er sandt i næsten alle økonomier), er selv markeder med fri konkurrence ikke Pareto-optimale."[9]
Selvom disse konklusioner og markedsfejlenes store udbredelse ikke nødvendigvis betyder, at offentlig indgriben i en økonomi er ønskværdig, medfører tankegangen, at det "optimale" interval for offentlig regulering er langt større, end den traditionelle tilgang om markedsfejl normalt regner med.[10] For Stiglitz "there is no such thing as an invisible hand" (med reference til Adam Smiths lignelse om en usynlig hånd, der styrer økonomien på bedste vis).[11] Ifølge Stiglitz gælder det, at:[12]
Hver gang der er "eksternaliteter" - hvor en persons handlinger påvirker andre på en måde, som de ikke betaler for eller ikke kompenseres for - vil markeder ikke fungere godt. Men nylig forskning har vist, at disse eksternaliteter er tilstede overalt, når der er ufuldstændig information eller ufuldkomne markeder for risiko - det vil sige altid.
Den egentlige diskussion i dag handler om at finde den rigtige balance mellem markedet og det offentlige. Der er brug for begge institutioner. De kan hver især komplementere hinanden. Balancen vil ændre sig fra tidspunkt til tidspunkt og fra sted til sted.
Effektivitetsløn
[redigér | rediger kildetekst]Stiglitz var en af ophavsmændene bag den såkaldte Shapiro-Stiglitz-model, en hjørnesten i teorien om effektivitetsløn (engelsk: efficiency wage), der kan forklare, hvorfor der er vedvarende (strukturel) arbejdsløshed. Ideen er, at arbejdere i en virksomhed selv vælger, om de vil arbejde flittigt og effektivt eller gøre en mindre arbejdsindsats. Virksomhedens ejer har derfor incitament til at give dem en relativt høj løn for at øge deres motivation, men vil til gengæld ikke ansætte så mange, sådan at der til enhver tid vil være nogle, der ikke kan få et job. I dette tilfælde er der igen tale om en markedsfejl, der skyldes asymmetrisk information, og som forårsager, at arbejdsmarkedet ikke er samfundsøkonomisk effektivt.
Andre forskningsbidrag
[redigér | rediger kildetekst]Stiglitz har i alt været medforfatter på mere end 300 bidrag inden for en lang række økonomiske forskningsområder. Han har således også bidraget inden for makroøkonomi og offentlig økonomi, hvor han bl.a. har lagt navn til Atkinson-Stiglitz-teoremet om optimal beskatning. Blandt andre emner omfatter hans publikationer udviklingsøkonomi, miljø- og ressourceøkonomi, international handel, informationsøkonomi og forskellige mikroøkonomiske emner.[13]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Bruce C. Greenwald & Joseph E. Stiglitz: Keynesian, New Keynesian and New Classical Economics. Oxford Economics Papers, 39, March 1987, pp. 119–133. (PDF; 1,62 MB Arkiveret 13. maj 2011 hos Wayback Machine)
- ^ "Economist Rankings at IDEAS – Top 10% Authors, as of October 2013". Research Papers in Economics. oktober 2013. Hentet 29. november 2013.
- ^ Taylor, Ihsan. "Best Sellers - The New York Times, 26. august 2012". Nytimes.com. Hentet 30. november 2013.
- ^ Greg Palast (2001). "The Globalizer Who Came In From the Cold". Fra Gregpalast.com. Hentet 29. november 2013.
- ^ The Commission of Experts of the President of the UN General Assembly on Reforms of the International Monetary and Financial System, UN General Assembly
- ^ "Commission on the Measurement of Economic Performance and Social Progress. Kommissionens hjemmeside. Hentet 20. april 2014". Arkiveret fra originalen 20. juli 2015. Hentet 20. april 2014.
- ^ N. Ploug (2014): Økonomisk vækst og livskvalitet. Artikel i Samfundsøkonomen nr. 1, marts 2014.
- ^ "Bruce C. Greenwald & Joseph E. Stiglitz: "Externalities in Economies with Imperfect Information and Incomplete Markets", Quarterly Journal of Economics 90, Maj 1986, 229–264" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 13. maj 2011. Hentet 30. november 2013.
- ^ "WANG, Shaoguang. The State, Market Economy, and Transition. Department of Political Science, Yale University" (PDF). Hentet 2013-10-29.
- ^ Joseph Stiglitz (2002-12-20). "STIGLITZ, Joseph E. ''There is no invisible hand.'' London: The Guardian Comment, December 20, 2002". Guardian. Hentet 2013-10-29.
- ^ "ALTMAN, Daniel. Managing Globalization. I: Q & Answers with Joseph E. Stiglitz, Columbia University and The International Herald Tribune, 11. oktober 2006 kl. 05.30". Arkiveret fra originalen 27. december 2006. Hentet 30. november 2013.
- ^ "Stiglitz, Joseph E.: Curriculum vitae. Fra Columbia University's hjemmeside. Hentet 30. november 2013" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 13. maj 2011. Hentet 30. november 2013.
