Spring til indhold

Eliteserien i ishockey 1994-95

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Eliteserien
Sæson1994-95
Sæson nr.35
MesterHerning IK (7. DM-titel)
AndenpladsEsbjerg IK
TredjepladsRungsted IK
NedrykkereIngen (efter kvalifikation)
Antal hold10
Kampe spillet197
Totalt antal mål1.808 (9,18 pr. kamp)
TopscorerTodd Bjorkstrand, Herning IK
121 point (64 mål, 57 assists)
Årets spillerPetri Skriko, Herning IK
Årets danske spillerRonny Larsen, Herning IK
Eliteserien

Eliteserien i ishockey 1994-95 var den 35. sæson af den bedste danske række i ishockey og den tiende sæson under navnet Eliteserien. Det var samtidig turneringen om det 38. DM i ishockey arrangeret af Dansk Ishockey Union. Turneringen havde deltagelse af ti hold, som først spillede et grundspil i form af en firdobbelt-turnering alle-mod-alle. Derefter gik de seks bedste hold videre til mellemspillet "Superisligaen", hvor holdene blev inddelt i to grupper med tre hold, der hver spillede en dobbeltturnering alle-mod-alle. De to gruppevindere gik videre til finalen om DM-titlen, mens de to toere gik videre til kampen om bronzemedaljerne.

Mesterskabet blev vundet af Herning Ishockey Klub, som dermed vandt DM-titlen for syvende gang i alt og anden sæson i træk. Det var sjette sæson i træk, at Herning IK vandt enten guld- eller sølvmedaljer. Midtjyderne spillede en suveræn sæson, hvor holdet kun tabte 2 ud af 43 kampe. Holdet startede med at vinde grundspillet – syv point foran Esbjerg IK, og de to hold sikrede sig derefter uden problemer de to førstepladser i grupperne i Superisligaen.

I finalen viste Herning IK sig for anden sæson i træk som det stærkeste hold og vandt med 3-0 i kampe, og resultaterne af de tre kampe, 7-1, 6-1 og 9-2, viste at modstanderne fra Esbjerg reelt var statister. Den afgørende kamp blev spillet på hjemmebane i Herning Isstadion tirsdag den 28. marts 1995, hvor midtjyderne sikrede sig titlen med en sikker sejr på 9-2. Herning IK blev anført af to af ligaens lysende stjerner, Petri Skriko og Todd Bjorkstrand, og med andre store navne som Jouni Vento, Erkki Mäkelä, Mike Futa, Lars Pagh, Dan Jensen, Frederik Åkesson og Ronny Larsen var det er veritabelt "Dream Team", som træner Frits Nielsen havde til rådighed.[1]

Bronzemedaljerne gik til Rungsted IK, som i bronzekampen besejrede Vojens IK med 2-0 i kampe. Det var imidlertid første gang siden storhedstiden i begyndelsen af 1980'erne, at sønderjyderne havde kvalificeret sig til slutspillet.

Sæsonen bød på et farvel til Rødovre Skøjtehal, eftersom den gamle hæderkronede hal med kælenavnet "Kostalden" i februar 1995 blev afløst af den nye Rødovre Skøjte Arena. Sidste eliteseriekamp i den gamle skøjtehal blev spillet søndag den 5. februar, hvor Kim "Musen" Andersen scorede det sidste mål i hallen 24 sekunder før tid i en kamp, hvor Rødovre SIK spillede 3-3 mod AaB.[2]

Resultater og stillinger[redigér | rediger kildetekst]

Grundspil[redigér | rediger kildetekst]

Grundspil
MesterEsbjerg IK
AndenpladsHerning IK
TredjepladsRungsted IK
Antal hold10
Kampe spillet180
Totalt antal mål1.641 (9,12 pr. kamp)

De ti hold spillede en firdobbeltturnering alle-mod-alle, hvilket gav 36 kampe til hvert hold. Efter de første 18 kampe blev holdenes pointtal halveret og afrundet til nærmeste hele tal. De seks bedste hold gik videre til Superisligaen, mens de sidste fire spillede kvalifikation.

  Nr   Hold   K   V   U   T   Mf     Mi   +/-   P
1
36
31
3
2
281
104
+177
49
Superisligaen
2
36
26
4
6
218
109
+109
42
Superisligaen
3
36
21
5
10
207
139
+68
34
Superisligaen
4
36
16
9
11
159
138
+21
32
Superisligaen
5
36
14
5
17
143
171
−28
26
Superisligaen
6
36
15
1
20
183
198
−15
23
Superisligaen
7
36
13
4
19
152
171
−19
8
36
11
8
17
110
132
−22
9
36
7
7
22
109
225
−116
10
36
1
4
31
79
254
−175

 K: Kampe spillet, V: Vundne kampe, U: Uafgjorte kampe, T: Tabte kampe, Mf: Mål for, Mi: Mål imod, +/-: Måldifference, P: Point

Holdene, der sluttede på 7.- til 10.-pladsen, spillede sammen med de to bedste oprykningsberettigede hold fra 1. division, Gladsaxe SF og IK Århus, i kvalifikationsspillet om fire pladser i Eliteserien i den efterfølgende sæson. I dette kvalifikationsspil lykkedes det for alle fire Eliteseriehold at bevare deres plads i Eliteserien.

Superisligaen[redigér | rediger kildetekst]

Superisligaen
Antal hold6
Kampe spillet12
Totalt antal mål114 (9,5 pr. kamp)

De seks hold blev inddelt i to grupper, som hver spillede en dobbeltturnering alle-mod-alle, hvilket gav fire kampe til hvert hold. Gruppe A bestod af grundspillets nr. 1, 4 og 6, mens nr. 2, 3 og 5 spillede i gruppe B. De to gruppevindere kvalificerede sig til DM-finalen om guld og sølv, mens de to toere gik videre til kampen om bronzemedaljerne.

Gruppe A[redigér | rediger kildetekst]

  Nr   Hold   K   V   U   T   Mf     Mi   +/-   P
1
4
4
0
0
33
9
+24
8
Finale
2
4
1
1
2
12
26
−14
3
Bronzekamp
3
4
0
1
3
12
22
−10
1

 K: Kampe spillet, V: Vundne kampe, U: Uafgjorte kampe, T: Tabte kampe, Mf: Mål for, Mi: Mål imod, +/-: Måldifference, P: Point

Gruppe B[redigér | rediger kildetekst]

  Nr   Hold   K   V   U   T   Mf     Mi   +/-   P
1
4
4
0
0
31
10
+21
8
Finale
2
4
1
0
3
15
22
−7
2
Bronzekamp
3
4
1
0
3
11
25
−14
2

 K: Kampe spillet, V: Vundne kampe, U: Uafgjorte kampe, T: Tabte kampe, Mf: Mål for, Mi: Mål imod, +/-: Måldifference, P: Point

Finalekampe[redigér | rediger kildetekst]

Finalekampe
MesterHerning IK (7. DM-titel)
AndenpladsEsbjerg IK
TredjepladsRungsted IK
Antal hold4
Kampe spillet5
Totalt antal mål53 (10,6 pr. kamp)

Bronzekamp[redigér | rediger kildetekst]

Bronzekampen havde deltagelse af toerne fra de to grupper i Superisligaen, Rungsted IK og Vojens IK, og serien blev spillet bedst af tre kampe.

Finale[redigér | rediger kildetekst]

Mesterskabsfinalen havde deltagelse af de vinderne af de to grupper i Superisligaen, Herning IK og Esbjerg IK, og serien blev spillet bedst af fem kampe.

Kilder / eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Metal Ligaen - RETRO: Frits' "Dream Team" var noget helt specielt (7. december 2019)". Arkiveret fra originalen 7. december 2019. Hentet 7. december 2019.
  2. ^ Politiken, 6. februar 1995.