Diskussion:Psykiatri/Arkiv1

Teksten virker stenografisk. En udvidelse og sproglig omformulering anbefales.--Rmir2 3. jun 2010, 19:19 (CEST)

Seneste tilføjelse virker som tendentiøse brudstykker uden encyklopædisk værdi; mere forvirrende end oplysende. - Nico 3. jun 2010, 22:17 (CEST)

I skal pege på tekststeder. "Tendentøs"? - så skal du tilføje de gode ting om chokbehandling osv. Jeg kunne ikke finde dem. Måske du kan... --Elektrochok 4. jun 2010, 15:38 (CEST)

Jeg tvivler ikke om, at der kan findes kilder til de anførte oplysninger. Men den sproglige formulering (herunder manglende uddybende forklaring) gør, at artiklen ikke fremstår særligt heldigt i skrivende stund.--Rmir2 4. jun 2010, 16:39 (CEST)

Med tendentiøs mener jeg at tilføjelsen består af en uforståelig forklaring på hvad psykiatri er + række udvalgte casestories uden sammenhæng, og som heller ikke belyser emnet objektivt; Jeg er enig i at der der er mange problemer i psykiatrien, men mange hjælpes også, og det gavner ingen, og gør ingen klogere at opremse tilfældige dårlige sager uden sammenhæng; Hele Bruger:Elektrochoks tilføjelse bør slettes, til der kommer en mere kvalificeret beskrivelse dukker op. Nico 4. jun 2010, 17:01 (CEST)

Jeg har forsøgt at sætte mig ind i kilderne, der desværre bærer præg af amatørarbejde og useriøsitet langt hen ad vejen. De kan ikke afvises blankt, men skinner af kraftig negativ ladning og et ønske om at finde fejl ved eller anklage psykiatrien eller, mere specifikt, de dele af psykiatrien der omhandler lobotomi og elektrochok. Jeg er klart mest stemt for at fjerne store dele af Bruger:Elektrochoks indlæg som foreslået herover, og blot bevare de få fakta, der reelt hører artiklerne til, herunder flytte relevant materiale til hhv. lobotomi og elektroschok, hvor de hører bedre hjemme. Endelig kan jeg se langt større merit i at lade omtalte (kraftigt redigerede) oplysninger falde under et kritik af psykiatrien/lobotomi/elektroschock-afsnit end at lade det være hovedvægten i artiklerne, da tekst og kilder netop er så farvede og upartiske, som de er. --Medic (Lindblad) 4. jun 2010, 20:33 (CEST)

Hvad betyder dette: "desværre bærer præg af amatørarbejde og useriøsitet langt hen ad vejen"? Har nogen taget fejl? --Elektrochok 7. jun 2010, 18:57 (CEST)

"Amatørarbejde og useriøsitet" mener jeg desværre temmelig bogstaveligt. De links, der er angivet, fører dels til blogs, dels til sider der ganske vist behandler mangt og meget i forhold til emnet, men som ingenlunde redegør for hvor disse oplysninger stammer fra. Kilder der ikke kan verificeres har lige så stor sandsynlighed for at være seriøs, men amatøragtigt skrevet forskning, som det kan være et tilfældig skizofrent menneske, der i Internettet har fundet den ultimative "soapbox" at udråbe sine psykoser fra. Om disse kilder er det ene eller det andet har vi ingen mulighed for at vide. Deres markant negativt ladede vægtning af argumenter giver mig personligt grund til at tro mere på det sidste end det første; saglige kilder tenderer til at være mindre politiske og mere objektivt bekrivende. At kilderne oven i købet er dårligt redigerede, forstået derhen at man ringe eller ingen energi har brugt på korrekturlæsning m.v., øger ikke min tillid til at siden er velbaseret i seriøse foretagender. Og det fremmer ingenlunde Wikipedias image eller seriøsitet at angive sådanne kilder som basis for encyklopædiske artikler. De bøger der er angivet, derimod, giver skin af at være solide lærebøger, som med fordel ville kunne anvendes som verificerbare kilder. Dem har jeg ingen mulighed haft for at sætte mig ind i, hvorfor jeg ikke skal udtale mig yderligere om dem. Jeg nævner dem blot her for at sætte kontrasten mellem troværdige og utroværdige kilder i relief. --Medic (Lindblad) 7. jun 2010, 19:40 (CEST)

Uden at gøre mig klog på emnet er jeg uenig med --Medic (Lindblad). På mig virker det som om, at vi her taler om en psykiatrisk sygdom, der er blevet behandlet efter "trial-and-error" metoden med kirurgi, elektrochock og kemikalier men i realiteten uden at nå noget virkeligt gennembrud i behandlingen. I bedste fald har man neddæmpet symptomer blot for at gøre skade på anden vis (jeg er lægmand, så jeg kan tage fejl). Set i dette lys har Bruger:Elektrochoks indlæg nok alligevel relevans. Vejen frem for at forbedre artiklen må i stedet være at uddybe forklaringen for at man bedre kan forstå problemstillingen. Måske kan "Ugeskrift for læger" uddybe emnet, men det skal man vist være læge for at få adgang til. Med mindre at det kan bevises, at noget i artiklen netop nu er forkert, må sletning undgås til fordel for uddybning.--Rmir2 4. jun 2010, 21:05 (CEST)

Jeg tror skam ikke, at elektrochok er den ultimative behandlingsmetode. Derimod er bidragene fra Bruger:Elektrochok særdeles farvede og er sat i verden for at kritisere. Der er ikke tale om saglige, faglige undersøgelser, som gennem videnskabelige metoder når frem til en konklusion om, at den anvendte behandlingsmetode har en række uønskede effekter, der muligvis ikke står mål med hvad man ønsker at opnå for patienten med behandlingen.

Derudover er det vigtigt at påpege, at Wikipedia ikke er et nationalt opslagsværk, men skal forklare begreber ud fra et internationalt synspunkt.

Naturligvis er det relevant at beskrive, hvordan psykiatriske behandlingsformer har udviklet sig gennem tiden. Engang var folk i bedste fald "åndssvage" - i dag taler man om et lægeligt speciale, hvor man gennemfører behandlinger af patienter. I denne gennemgang kan man jo så også beskrive behandlingsmetoder, samt fordele og ulemper ved dem.

Men i sin nuværende form gør bidragene fra Bruger:Elektrochok langt mere skade end gavn og bør fjernes. --|EPO| ^COM: 17. jun 2010, 17:05 (CEST)

Ordet psykiatri

Nico:

Ordet psykiatri kommer af det af det græske psyche, sind, og -iatri, medicinsk behandling (fra græsk iātrikos, medicinsk og iāsthai, at helbrede) i betydningen sind, sjæl og helbredelse, af psykiske sygdomme som kan være ødelæggende for patientens helbredstilstand, livskvalitet og sociale funktionsevne. Det drejer sig om hele det mentale livs bevidste og ubevidste processer, der former personens tanker, følelser, adfærd og karakter.

Mariehane:

Jeg synes, det var en god ide, at have en kapitel Ordet Psykiatri. Vi mangler stadig en oplysning: Siden hvornår er ordet psykiatri blevet en del af sprog? Jeg sletter dette: "sjæl og helbredelse, af psykiske sygdomme som kan være ødelæggende for patientens helbredstilstand, livskvalitet og sociale funktionsevne. Det drejer sig om hele det mentale livs bevidste og ubevidste processer, der former personens tanker, følelser, adfærd og karakter". Dette forklarer ikke, hvad psykiatri er. "Bevidste og ubevidste processer, der former personens tanker, følelser, adfærd og karakter" findes hvor og hvornår som helst. Og ordet psykiatri faktisk er en eufemisme. Det kan jo ikke nægtes, at der er noget galt ved at kalde mennesker, der smitter med malaria: "sjæl-læger". Sådan: "Ordet psykiatri kommer af græsk ψυχή psykhḗ „liv, sjæl“ og ἰατρός iatrós „læge“. Dette ord er en eufemisme." --Mariehane 7. jun 2010, 17:50 (CEST)

Om ordet "psykiatri" er en eufemisme eller ej er der åbenbart ikke enighed om. Jeg har selv svært ved at se eufemismen i ordet. Eufemisme er defineret som "et ord, der bruges som omskrivning for et ord, der af den ene eller anden grund er uønsket eller tabu-belagt". Som eksempler nævnes sove ind i stedet for at dø og sort eller farvet i stedet for neger. Jeg efterlyser nu, at fortalere for at kalde "psykiatri" en eufemisme godtgør påstanden ved at forklare, hvilket ubehageligt, dansk ord "psykiatri" er en erstatning for? Indtil videre kan jeg dårligt se andet end at det er et navn for et lægeligt speciale, på samme måde som geriatri og ortopædi er det. --Medic (Lindblad) 8. jun 2010, 19:15 (CEST)

Enig! Desuden er Bruger:Elektrochok/Mariehane åbenlyst for tæt på sine egne negative oplevelser inden for psykiatrien til at skrive objektivt om det, og bør finde noget andet at beskæftige sig med; Jeg mener stadig at alle hans tilføjelser bør fjernes, indtil en mere velafbalanceret/informeret skribent kommer med noget materiale. - Nico 8. jun 2010, 19:33 (CEST)

Til - Nico: Jeg er ikke enig i dit sidste standpunkt. Mest fordi det tilsyneladende er tale om konkrete faktaoplysninger, som jeg har genset nogle af de steder, der henvises til. Hvis det ikke er faktuelt forkert, burde det ikke slettes. Noget andet er, at der helt klart er brug for en ny redigering af en, der har indsigt (men ikke selv er involveret).--Rmir2 9. jun 2010, 08:22 (CEST)

Til Bruger:Rmir2 : En så skævvreden tekst som dette såkaldte Historieafsnit er decideret misvisende, og artiklen er bedre uden; trods enkelte faktuelt korrekte sætninger giver afsnittet et totalt misvisende billede af området, og tegner det som et ondt menneskefjendsk fag. Der er begået mange fejlgreb i psykiatrien, men denne liste er 100% ensidig og ikke wikipedia værdig. - Nico 9. jun 2010, 12:42 (CEST)

Til - Nico: Vi er fortsat ikke enige. Jeg har fornemmelsen af (uden at kende til enkeltheder) at behandlingen indtil nu er katastrofal - reelt sket "i blinde". Dette mener jeg IKKE, at vi skal undlade at informere om. Hvis du ikke finder, at niveauet er godt nok, er den bedste udvej at finde information og udbygge artiklen. Jeg ville selv have gjort det, men jeg har simpelthen ingen muligheder for det, da jeg er bosat i udlandet. Det lugter langt af menneskepineri, og hvis det virkelig forholder sig sådan, så må teksten blive derefter. Du får ikke mit tilsagn (jeg kan naturligvis ikke forhindre det) til at slette så langt oplysningerne er faktuelt korrekte uanset, om de er ensidige. Lad de, der kan give en anden synsvinkel, så bidrage til et mere mangesidigt billede. venlig hilsen --Rmir2 9. jun 2010, 14:13 (CEST)

Jeg har aldrig opfattet det som vores politik at lade POV stå til der kommer noget modPOV, og vil absolut gå imod at vi skal ændre den til det. Det bliver svært at finde et seriøst menneske der vil prøve at rette op på den svada med dyreblodindsprøjtninger ol. hvis relevans for emnet generelt ikke er beskrevet - Nico 9. jun 2010, 15:57 (CEST)

Jeg kan følge dig så langt, at de nuværende advarsler bliver stående sammen med teksten. Så ved læseren, at artiklen endnu ikke er i overensstemmelse med kriterierne for en acceptabel artikel. Men jeg er ikke enig i din forståelse af POV. POV er det kun, hvis det enten er faktuelt forkert eller ved brug af holdningsladede udtryk, der kunne erstattes af andre og mere dækkende udtryk. Men vi må ikke undlade at beskrive en behandling som menneskepineri hvis den er en pine for de behandlede (hvilket de patientfremsatte udtalelser viser) og tilmed ikke objektivt kan siges at have hjulpet. Vi må ikke tilbageholde en sandhed blot fordi, at den måtte være ubehagelig! At lægerne åbenbart befinder sig på for dybt vand er en ærlig sag, men ikke at fortie dette. For mit vedkommende kan jeg sagtens føle med de mennesker, der har været udsat for denne - sikkert velmente og utilsigtede - mishandling. Desuden erindrer jeg at have hørt om disse problemer allerede for mange år tilbage men uden den gang at have fordybet mig i sagens tragiske side.--Rmir2 9. jun 2010, 16:27 (CEST)

En lang liste at ens vægtede cases kan også samlet give et PointOfView, uanset et vist faktuelt indhold; Listen i denne artikel svarer til i en generel artikel om biler, at bruge 3/4-del af teksten til at beskrive trafikulykker og skader ved luftforurening. Jeg taler ikke om at skjule noget, kun om at det er bedre at vente med en beskrivelse, end at have en meningsløs opremsning af sager, hvis eneste sammenhæng er negative følelser overfor emnet. Jeg afslutter min del af diskussionen, men håber at nogle der ikke er involveret vil slette afsnittet, og i bedste fald erstatte det med noget bedre. - Nico 9. jun 2010, 17:20 (CEST)

Jeg kan sagtens være enig i, at det er uheldigt med eneomtale af mislykkede behandlingsterapier. På den anden side har sådanne øjensynligt spillet en fremherskende rolle igennem hele det 20 århundrede, og at udelade dem vil heller ikke være rigtigt. Jeg forestiller mig, at hele det historiske afsnit - i omformuleret form - vil kunne indgå som et afsnit med titlen "tidligere mislykkede behandlinger" eller lignende (jeg har ikke forudsætninger for at bedømme om de har haft nogen egentlig berettigelse). Jeg vil dog gerne erindre om udtrykket "behandlingen lykkedes, men patienten døde". Een ting vil jeg gerne udtrykke enighed med dig om: at afsnittet vil blive erstattet med "noget bedre", helst med en begrundelse for behandlingen.--Rmir2 9. jun 2010, 18:22 (CEST)

Jeg vil gerne slette kapitlet "Ordet psykiatri". "Psykiatriske" begreber skal i fil Psykiatri_(Ordet) eller Psykiatri_(Fagsprog) ... (Skrev Elektrochok (diskussion • bidrag) . Husk at signere dine indlæg.)

Omfang

Der er mange tal. Hvor er de fra? (Skrev Elektrochok (diskussion • bidrag) . Husk at signere dine indlæg.)

Dette sagde jeg for nogle dage siden. Men der skete ingenting. Jeg sletter Omfang nu. Kilder mangler. Jeg synes, tre gange "mindst 200.000" er lidt mærkelig. Og "til enhver tid"?

Psykiske sygdomme forekommer langt hyppigere, end de fleste forestiller sig: mindst 200.000 danskere lider til enhver tid af depression, mindst 200.000 af angst og mindst 200.000 af misbrug. Her ud over er der et stort antal mennesker, omkring 40.000, der er ramt af svære psykoser, og 50.000 af demens.

Skønsmæssigt hver anden dansk familie kommer i kontakt med behandlingssystemet.

• 15% lider af depressioner, enten tilbagevendende depressioner eller vedvarende tristhed.
• 20% lider af angst: fobier, panikangst eller vedvarende angst.
• 20% lider under misbrug, af alkohol, medicin og/eller stoffer.
• 15% over 65 år bliver demente.
• mange rammes af flere af de nævnte symptomer samtidig.
• omkring 700 danskere begår hvert år selvmord - og ti gange så mange forsøger det.

--Elektrochok 17. jun 2010, 17:35 (CEST)

Psykiatri i 2000-tallet

Mon ikke vi skal have et kapitel "Psykiatri i 2000-tallet"? --Mariehane 7. jun 2010, 17:50 (CEST)

Naturligvis skal vi det.--Rmir2 9. jun 2010, 14:15 (CEST)

Tidslinien

Je ger langt fra 100-meter-mester i wiki, men er der ikke en smartere måde at lave tidslinien på? (JE 17. jun 2010, 16:29 (CEST)).

Skrivebeskyttet

Artiklen er nu skrivebeskyttet så kun administratorer kan redigere artiklen. Dette er sket som følge af, at der fortsat indsættes store mængder af materiale, der ikke har en neutral synsvinkel. --|EPO| ^COM: 17. jun 2010, 17:18 (CEST)

En "neutral synsvinkel"? Spørgsmålet er, om fakta er korrekte. Kun den, der har samlet alle fakta, har en "neutral synsvinkel". Bruger:EPO skal ikke hindre nogen som helst i at tilføje korrekte, vigtige fakta, som han/hun synes "ikke har en neutral synsvinkel". --Elektrochok 17. jun 2010, 18:47 (CEST)

Jeg finder det uheldigt, at du først sletter voldsomt og derefter låser artiklen. Jeg kan naturligvis glæde mig over, at den tekst der er tilbage, stort set er skrevet af mig (og jeg har forøvrigt en væsentlig del heraf fra en læge, jeg rådspurgte). Jeg er ikke enig i, at de historiske oplysninger er uønskede blot, fordi de giver et uheldigt indtryk af tidligere behandling. Principielt kan man enten tilføje andre sider eller omformulere de hidtidige bidrag til en bedre sproglig form. Jeg kan i og for sig følge dig så langt, at --Elektrochok virker noget uhæmmet i sine redigeringer af denne artikel, men jeg finder fortsat bortredigeringerne (herunder flere internethenvisninger, jeg havde indskrevet) uheldige. Jeg tager det dog indtil videre blot til efterretning og afventer.--Rmir2 17. jun 2010, 18:17 (CEST)

Hvis man læser diskussionen er der ingen der synes Bruger:Elektrochoks tilføjelser er neutrale; kun bruger:Rmir2 finder at materialet måske kan danne udgangspunkt for noget brugbart. Bruger:Elektrochok er tilsyneladende påvirket af personlige negative erfaringer med psykiatrien, der gør det svært at forholde sig neutralt til emnet, derfor finder jeg skrivebeskyttelsen i orden. - Nico 17. jun 2010, 18:55 (CEST)

Selvom noget er faktuelt og sandt, kan det sagtens præsenteres på en måde, der udelukker den neutrale synsvinkel. Jeg anfægter på ingen måde, at de præsenterede oplysninger er sande og de beskrevede hændelser faktisk har fundet sted. Derimod anfægter jeg i allerhøjeste grad måden, som oplysningerne fremsættes på.

I særdeleshed anvendelsen af anførselstegn er stærkt uencyklopædisk. Derudover præsenteres tidligere tiders lægevidenskab som tortur. Det giver ikke mening, da man i dag har en anden viden end man havde dengang, hvilket bl.a. skyldes netop de omtalte forsøg, der har givet et øget kendskab til, hvordan menneskets krop reagerer. --|EPO| ^COM: 17. jun 2010, 19:12 (CEST)

Når jeg fortsat forsvarer den slettede tekst skyldes det to forhold:

1. alt, hvad der er faktuelt korrekt (herunder behandlede patienters oplevelser af behandlingen), har også berettigelse. Denne side af sagen kan problematiseres med de fagkyndiges vurdering og motiver for at fremhæve dilemmaet. Jeg har - i den ikke-slettede del, der er tilbage i artiklen - gjort opmærksom på dilemmaet ved medicinsk behandling: på den ene side at svække symptomers indflydelse på patientens dagligliv, på den anden side uforudsete bivirkninger.
2. også omtalen af "negative" sider af en sag hører hjemme i en objektiv (= neutral) artikel. Hvis det skæres bort, vil artiklen få "slagside" - blot i en anden retning. Naturligvis kan formuleringerne forbedres til noget mere læsevenligt, uddybende, sammenhængende osv. men det er en formssag (som jeg har opfordret til at tage fat på). Vi gør de behandlede patienter uret ved ikke at tillade deres erfaringer at komme til orde. Hvis bruger:Elektrochok har denne erfaring eller kender nogen der har den, er det i og for sig positivt. Vel vidende, at der er faren for at være "for tæt på", vil jeg fortsat forsvare denne afbalancering. Jeg havde faktisk henvist til flere internet-hjemmesider, hvor der kunne være hentet uddybende oplysninger, men henvisningerne blev slettet uden at være konsulteret, og jeg var selv i gang med et andet emne.

Jeg har faktisk vanskeligt ved at indse denne indædte modstand mod bruger:Elektrochoks bidrag. Jeg ser gerne, at hele behandlingens historie kommer tilbage i artiklen, hvor den uden tvivl hører hjemme. Og jeg forventer, at der snarest åbnes for at redigere igen. Vi skulle jo helst få en god artikel ud af det.--Rmir2 17. jun 2010, 21:19 (CEST)

I kan her på siden i fællesskab udarbejde et afsnit, som alle er enige om. Når det er på plads, kan en administrator kopiere det til artiklen. - Kåre Thor Olsen (Kaare) 18. jun 2010, 15:04 (CEST)

Hvorfor denne fremgangsmåde? Har der været redigeringskrig? Jeg kan ikke se berettigelsen i skrivebeskyttelsen. Nillerdk 18. jun 2010, 15:08 (CEST)

Jeg - og flere andre - er af den overbevisning, at de pågældende bidrag egner sig mere til en diskussion om behandlingen end til en encyklopædisk gennemgang af psykiatriens historie. Således gør bidragene mere skade end gavn. For den historiske oversigt er der tale om en række mere eller mindre tilfældigt udvalgte årstal, hvor der angives en kritik for de(n) pågældende handling(er).

Som tidligere skrevet, bør artiklen også omtale historien - men det skal ske på en helt anden måde.

Årsagen til skrivebeskyttelsen er som beskrevet ovenfor, at der fortsat indsættes store mængder af materiale, der ikke har en neutral synsvinkel. --|EPO| ^COM: 19. jun 2010, 12:36 (CEST)

Udkast til en tekst

Nedenstående er et udkast til en tekst om psykiatriens historiske udvikling. Jeg har forsøgt en tids- og emnemæssig strukturering af de ulige teorier og behandlingsmetoders udvikling. Teksten skal ikke opfattes som endeligt udformet men alene som et forslag til en tekst, som indeholder ulige fakta (kildehenvisninger er her udeladt af overskuelighedshensyn) sammenskrevet på en måde, der trods alt kan siges ærligt (objektivt, neutralt) at afspejle vanskelighederne med at finde brugbare behandlingsmåder, men som til gengæld betød store lidelser for de behandlede.

Teksten vil under alle omstændigheder have behov for en fagligt kvalificeret kontrol, men hvis vi ikke skal ende i dødvande, er vi nødt til at starte med et udkast som dette, der efterfølgende kan uddybes og tilrettes.--Rmir2 24. jun 2010, 09:23 (CEST)

Af nedenstående kan vel en lille del anvendes, men der er alt for mange uvedkommende detaljer, "sludrende" beskrivelse og tendentiøse påstande. Og ingen kilder. --Sir48 (Thyge) 24. jun 2010, 12:56 (CEST)

Kilderne kommer (når vi kommer så langt, at der kan skrives på artiklen igen), men jeg vil gerne have uddybende forklaringer på følgende:

"uvedkommende detaljer" - hvilke?

"tendentiøse påstande" - hvilke?

Anvendelse af ulige kemikalier, chockterapi mm er en alvorlig del af denne historie og efter min opfattelse relevant. Problemet med konflikten mellem psykiatere og almindelige læger om accepteret lægevidenskab ligeledes yderst relevant. Jeg anklager dem jo ikke direkte for kvaksalveri (selv om det egentlig er det, vi taler om). Ligeledes finder jeg, at de påståede resultater, der jo skulle legitimere fortsat brug af en given behandling, har sin relevans. Og sammenstillingen mellem "lægernes" menneskepineri og de berørte patienters oplevelse af samme hører ligeledes hjemme. Med hensyn til selve formen og afsnittets strukturering kan der utvivlsomt gøres meget for at forbedre denne (det er som sagt et udkast).

Jeg kan ikke frigøre mig fra fornemmelsen, at det er den ubehagelige sandhed, der for enhver pris skal udelukkes. Jeg har ikke selv været udsat for denne behandling, men jeg kan levende forestille mig de lidelser, de behandlede patienter har oplevet. Og jeg vil ikke godkende, at "ubehagelige sandheder" skal bortcensureres blot, fordi vi helst ikke vil huske på, hvad der egentlig skete. Jeg forventer, at du kommer med noget, der kan bruges som modspil. Så tager vi diskussionen videre derfra. Vi SKAL have bragt denne artikel ud af det nuværende dødvande.--Rmir2 24. jun 2010, 13:24 (CEST)

Hvis du tror, at jeg vil spilde min tid på at kommentere så enøjede fremstillinger yderligere, tager du meget fejl. Det er en gang nedgørende vrøvl uden formildende omstændigheder, dvs. POV af værste skuffe. --Sir48 (Thyge) 25. jun 2010, 17:13 (CEST)

Jeg tager disse udtalelser som udtryk for, at du ikke har nogen positiv interesse i at forbedre denne artikel, og det er da en ærlig sag. Jeg kan kun håbe, at andre har det. Venlig hilsen --Rmir2 26. jun 2010, 09:45 (CEST)

Afsnittet om 1600-tallet er udmærket. Bortset fra den sidste sætning, som jeg anser for stærkt POV.

De to første afsnit om 1800-tallet virker rimeligt. Bortset fra anvendelsen af anførselstegn: Hans "psykiatriske behandling" sigtede til... Den måde at anvende anførselstegn anser jeg som et udtryk for POV. Herefter synes jeg, at det går lidt ned ad bakke.

Herefter må jeg ærligt talt give op, da teksten i mine øjne begynder at vise netop det, som jeg har kritiseret tidligere: Det virker til, at teksten er blevet til med det formål at kritisere den historiske udvikling snarere end at give en encyklopædisk gennemgang.

Jeg vil foreslå, at der udarbejdes en ret kort beskrivelse. For det er trods alt nemmere at neutralisere en kort tekst end en lang tekst. Derefter må artiklen gå sin naturlige gang. --|EPO| ^COM: 26. jun 2010, 11:10 (CEST)

Dette er det første positive svar, jeg har fået, og jeg takker for det. Du har ret i, at brug af citationstegn kan være uheldig, og jeg er enig i at fjerne dem (problemet er naturligvis, at behandlingen ret beset var et eksperimentalforsøg, der savnede enhvert sagligt grundlag). Derimod kan jeg ikke være enig i, at der er tale om kritik af de ulige behandlinger. Jeg har rent faktisk tilstræbt en saglig beskrivelse af metode og resultater. Rent historisk har det vist sig at være katastrofer, der siden er opgivet igen, men dette indebærer ikke kritik, kun en konstateret udvikling. At vi så alligevel idag tager afstand fra det og finder det modbydeligt, er ret beset vore egne fordomme. Men det forhinder jo ikke, at omtale kan have (læs: har) sin berettigelse. Ikke desto mindre vil jeg prøve at foretage en ny bearbejdning og derefter må vi se hvor langt, enigheden rækker.--Rmir2 26. jun 2010, 11:40 (CEST)

Jeg må erklære mig enig med EPO et langt stykke hen ad vejen. De første par afsnit virker rimelige, men teksten forfalder hurtigt og ender ikke blot i kraftig POV, men også faktuelle ukorrektheder - den værste af disse er nok at "Betegnelsen skizofreni er gledet ud af den fagmedicinske terminologi". Jeg har svært ved at se andet end at teksten netop er forfattet for at miskreditere eller måske endda vildlede, ikke for at give faglig og saglig gennemgang i encyklopædisk øjemed. Lige nu er jeg mest stemt for udelukkende at redde de bidder af nedenstående, der kan findes seriøse kilder til, og lade resten forsvinde indtil nogen kan komme med en mere saglig og veldokumenteret præsentation af disse hændelser/metoder/behandlinger. Alternativt skal der ryddes endnu mere grundigt op i teksten end allerede er sket. Jeg er ikke blind for det arbejde, der allerede er lagt i projektet (og ros til Rmir2 for indsatsen), men der er desværre lang vej endnu. Endelig vil jeg dog gerne tale for, at en historisk gennemgang som teksten giver skin af at være kun kan være gavnligt for artiklen. Den nuværende tekst er bare ikke måden at gøre det på. --Medic (Lindblad) 1. jul 2010, 03:36 (CEST)

Til --|EPO| og --Medic (Lindblad): Måske var det en ide, hvis en af jer på grundlag af min tekst lavede et udkast til en "problemfri" tekst, som vi kunne starte med? De dele, som I ikke er enige i, må derefter gennemgå en dokumentationsprocedure for at blive indskrevet. Jeg er ikke selv fagmand, men jeg har forsøgt at strukturere de tilgængelige oplysninger tids- og behandlingsmæssigt. Så meget har jeg dog efterhånden lært, at fra en passiv indespærring, gik man over til behandlinger efter "trial-and-error"-metoden, hvilket har ledt frem til den nuværende, fortrinsvis midicinske og mere underkategori-orienterede specialbehandling af de enkelte sygdomme, der tidligere blev samlet under een overskrift (PS: oplysningen om, at skizzofreni ikke mere bruges, har jeg faktisk fra en læge). Derfor tror jeg, at der ikke er mange egentlige fejl, men nok en vis manglende kontekst, som en fagmand ville kunne forklare bedre. Det vigtigste er imidlertid, at vi får gjort noget ved teksten igen, og jeg tager jeres svar som udtryk for en positiv interesse heri. Det siger jeg tak for. venlig hilsen --Rmir2 1. jul 2010, 06:14 (CEST)

Jeg er bestemt glad for din ildhu med at gøre denne artikel brugbar, og ville egentlig også gerne deltage i arbejdet. P.t. står jeg over for ferie, så min deltagelse kommer til at vente op til en måneds tid, men hvis projektet stadig kører til den tid vil jeg bestemt gerne vende næsen her forbi igen. Min sidste gerning lige nu må blive nok en gang at opfordre til at søge lødige kilder til dokumentation for alt, der inkluderes. Der er meget i artiklen der undrer mig - og som sygeplejerske læner jeg mig op af at turde kalde mig fagmand, om end psykiatrien ingenlunde er mit speciale. Indtil videre vil jeg glæde mig til at se de fremskridt, artiklen tager i mit fravær. Hygge, --Medic (Lindblad) 1. jul 2010, 08:18 (CEST)

Jeg takker for tilsagnet. Jeg vil indskrive flest mulige kildehenvisninger til teksten, så må vi se, om de også bliver accepteret.--Rmir2 1. jul 2010, 13:24 (CEST)

Nu er der blevet indsat et antal interne og eksterne henvisninger samt litteraturliste. Efter dette håber jeg, at afsnitten kan få lov til at danne udgangspunkt for afsnittet om psykiatriens historie.--Rmir2 30. jul 2010, 18:52 (CEST)

Jeg tror skam gerne, at de pågældende handlinger er foregået, ligesom de anvendte kilder sikkert er glimrende faglitteratur.

Men så længe det grundlæggende problem, som jeg hele tiden har påpeget, endnu ikke er løst, kan jeg ikke stå inde for teksten. Mit personlige fagområde er en noget anden boldgade og jeg føler ikke, at jeg har tilstrækkelig viden om emnet til selv at skrive et oplæg. Der er derfor udelukkende tale om, at jeg ud fra det læste og min erfaring her fra stedet om artikelskrivning i øvrigt, føler, at den pågældende tekst ikke er neutralt skrevet.

Derfor vil jeg gentage mit tidligere forslag:

Der udarbejdes en ret kort beskrivelse. For det er trods alt nemmere at neutralisere en kort tekst end en lang tekst. Derefter må artiklen gå sin naturlige gang. --|EPO| ^COM: 31. jul 2010, 22:43 (CEST)

Jeg må tilstå, at jeg temmelig skuffet over dette svar. Det er heller ikke mit fagområde (men jeg har en sekretær, der er under vedvarende medicinsk behandling, og prøver derfor at forstå hendes problemer bedre). Hvis du er skeptisk, kunne du i det mindste læse den anmeldelse af den bog, hvorfra flere af oplysningerne stammer, jeg har angivet nederst på siden som "ekstern henvisning". Det tager højst 5 minutter. Så vil du kunne se, at fremstillingens saglige indhold ikke er "grebet ud af luften". Kendsgerningen er, at behandlingen igennem det 20 århundrede har været famlende, lidelsesfuld, med talrige blindgyder - men trods alt med sådanne resultater, at syge faktisk kan fungere i en hverdag (som sagt: jeg kender et tilfælde fra min dagligdag). Lad så være, at mit udkast langt fra er dækkende og muligvis kunne fortjene en sproglig forbedring også. Men derfra og til at sige, at enhver mulig redaktion af artiklen (udover 10 liniers historie) skulle være udelukket, er et stort spring. Når jeg betænker en del af det vrøvl, jeg stødte på, da jeg startede på Wikipedia, er dette kvalitetsmæssigt og sagligt på et langt højere niveau. Og jeg mener ikke, at vi kan tale om en "redaktionskrig", der kan forsvare blokering. Efter min opfattelse betyder opretholdelsen af blokeringen alene, at "stub"-meddelelsen nederst i artiklen mister sin berettigelse, efter som den ønskede udvidelse af artiklen jo er udelukket. Der eksisterer jo (normalt) hele tiden muligheden for at forbedre artiklens tekst, og der er tilsyneladende mindst 3-4 personer, som har vist interesse herfor. Derfor vil jeg anmode dig om:

1. at læse Allan Madsens anmeldelse og derefter
2. at genoverveje din holdning mht at åbne op for redigering af artiklen.

venlig hilsen--Rmir2 1. aug 2010, 08:40 (CEST)

Jeg påstår på ingen måde, at de pågældende begivenheder er grebet ud af den blå luft. Jeg kritiserer udelukkende den måde, som de fremstilles på.

Hvis jeg låser artiklen op, vil en redigeringskrig imellem os to straks bryde ud, hvilket vil afføde skrivebeskyttelse. Og så er vi lige vidt. Meningen er så, at man på artiklens diskussionsside forsøger at opnå enighed om et udkast - og her kan de 3-4 personer da sagtens hjælpe til.

Meget er vrøvl ja - det er risikoen ved et brugerstyret projekt som dette. Men jeg forsøger gerne at luge ud, når jeg falder over noget ukrudt. --|EPO| ^COM: 1. aug 2010, 12:13 (CEST)

Jeg håber, at du fik tid til at læse anmeldelsen. Dit svar har 2 punkter:

1. Du skriver, at du "kritiserer udelukkende den måde, som de fremstilles på". Nuvel, vis venligst (blot med et enkelt eksempel) at dette ikke ligger meget nær en klinisk beskrivelse (indgrebenes natur, lægernes egne vurderinger af behandlingen, andre lægers vurdering).
2. Du skriver, at hvis du "låser artiklen op, vil en redigeringskrig imellem os to straks bryde ud" samtidig med, at du tidligere har tilkendegivet ikke at ville gå ind på emnet. En redigering kan kun være berettiget i to tilfælde: hvis der er faktuelle fejl (og det har du - næsten - medgivet ikke er tilfældet), og hvis ordvalget er holdningsladet. Jeg vil gerne se eksempler herpå (jeg har ind imellem erstattet visse ord med andre netop for at undgå denne påstand).

Så nu vil jeg bede om syn for sagn. Lad os få problemerne på bordet. Du kan enten lave en liste eller med fremhævelse angive de steder i teksten, du finder uheldigt formulerede. --Rmir2 1. aug 2010, 19:34 (CEST)

Jeg har nu kastet mig over første reelle gennemlæsning af udkastet, og har redigeret lidt, direkte i teksten herunder. Jeg må desværre erklære mig enig med |EPO| så langt, at teksten efterlader en noget bitter smag i munden; ikke fordi psykiatriens historie er ubehagelig (det er vi vist alle enige om), men snarere fordi teksten stadig smager af miskreditering i højere grad end oplysning. Dette baserer jeg primært på, at der for hver æra er gjort meget ud af at beskrive hvor forfærdelige, utilstrækkelige eller misforståede behandlingerne har været, mens der står meget lidt om hvad man forventede at opnå, hvilke principper man lagde til grund for behandlingen eller de (især positive) resultater, man (dengang som nu) har kunnet uddrage af behandlinger eller forsøg. Til sammenligning kan nævnes lægestanden, der generelt anses for at være til gavn for den almindelige borger, og som har en næsten lige så grel historie som denne; her har man formået at tage de erfaringer man har gjort sig, også fra de negative sider af historien, og drage nogle erfaringer ud, der har ført frem til de behandlinger og principper, lægestanden bruger i dag. Jeg savner, at denne tekst reflekterer de steder, hvor psykiatrien har gjort det samme - at der i teksten også lægges vægt på at man har lært af sine fejl og forbedret sig. Jeg håber, at mine redigeringer kan være et lille skridt i retning af at ændre dette forhold, for jeg stemmer egentlig mest for at psykiatriens historie er så væsentlig, at den dårligt kan udelades af artiklen. Samtidig bør en grundig gennemgang af historien være at foretrække for en overfladisk bemærkning, og jeg synes bestemt, Rmir2 har gjort et hæderligt stykke arbejde, ikke mindst med de kilder, jeg vist tidligere har efterlyst. Jeg har i øvrigt tilladt mig at skrive yderligere kommentarer til enkelte afsnit herunder; det skal ikke ses som en uddybende gennemgang, men blot de kommentarer, jeg har kunnet nå ved siden af nattens arbejde ;-).

1. 1600-tallet: På trods af at have været henvist til-afsnittet er i mine øjne ikke meget andet end at sige "de mennesker, der kaldte sig psykiatere, tilranede sig illegitimt samme anerkendelse som en læge trods deres forkastelige gerning", på pænt. Informationen er valid, men formuleringen meget uheldig. Jeg foreslår sletning af disse linier.
2. 1800-tallet: De sidste to afsnit virker for mig som en uberettiget glorificering af lægestanden på bekostning af især psykiatrien. "den klippefaste grund kaldet moderne videnskab" og "Mens lægestanden stille og hurtigt fortsatte ad dens sikre videnskabeligt funderede vej til vigtige opdagelser, udviklede psykiatere deres egne ideer uafhængigt af den videnskabelige model" fastslår utvetydigt, at i denne kontekst er den naturvidenskabelige metode det eneste rigtige, og et felt der ikke baseres udelukkende herpå er mistænkeligt. Også dette er en uheldig formulering, men jeg har desværre ikke selv kunnet finde en bedre.
3. Darwins stol og fremefter: Mange negativer, få positiver. Disse efterlyses.
4. 2000-tallet: endelig et afsnit, der virker til primært at være beskrivende frem for fordømmende. Jeg sidder dog med en fornemmelse af at "vi er endelig kommet igennem alt det ubehagelige, og har modsat forventningerne nået et resultat, der er til at leve med." Det virker mest som en beskrivelse af tingenes tilstand, og holder endelig op med at forsøge at male psykiatere op til rene djævle.

Jeg håber, dette hjælper. Det er en stor og tung opgave at gøre denne tekst neutral i sin redegørelse af en ubehagelig historie. Jeg vil derfor gerne skrive en rose til Rmir2 for det arbejde, der er lagt; jeg håber ikke, energien slipper op før målet er nået. Medic (Lindblad) 2. aug 2010, 03:37 (CEST)

Indledningsvis vil jeg takke Medic (Lindblad) for disse tiltag og bemærkninger. De foreslåede rettelser i teksten kan jeg sagtens støtte. Desuden har jeg forsøgt at bedre gøre rede for tankegangen bag de ulige eksperimenter, der fra midten af 1800-tallet og fremefter blev gjort. Jeg håber derved at have "formildet" indtrykket noget. Jeg har på en læge, jeg har spurgt, kunnet forstå, at meningen med "det hvide snit" i sin tid var at "isolerede" den "skadede" del af hjernen fra den sunde (idet man så at sige skar hjernen midt over), men det er ikke lykkedes mig at finde uddybende redegørelser herfor. Hjælp ønskes! Desuden mangler en medicinsk vurdering af LSD-behandlingerne - det er forblevet ved de mere populære referencer. Endelig må det indrømmes, at udviklingen af medicinske præparater nok kunne uddybes, men det ligger for uden for min indsigt. Alligevel håber jeg, at EPO endnu en gang vil gennemlæse den nu reviderede tekst og måske vise mere åbenhed end hidtil. --Rmir2 2. aug 2010, 19:15 (CEST)

Jeg har lige læst teksten nedenfor. Med hensyn til neutralitet er der sket store forbedringer. Afsnittet LSD-behandlinger er dog stadig præget af overforbrug af anførselstegn, som muligvis er udtryk for POV eller muligvis for en stil, som jeg personligt ikke bryder mig om. Jeg ville i de fleste tilfælde kun bruge anførselstegn ved citater og kursiv skrift for egennavne. Det er ikke umiddelbart til at gætte hvad forfatteren mener med "raske" (med anførselstegn) fremfor raske (uden anførselstegn) mennesker. Jeg har ingen betænkeligheder ved at kopiere teksten tilbage i artiklen. Den faglige korrekthed kan jeg ikke vurdere, men for mit vedkommende gælder det flertallet af Wikipedias artikler. Nillerdk 3. aug 2010, 17:18 (CEST)

Igen kan jeg desværre kun erklære mig delvist enig. Nillerdk's betragtning om overdreven brug af citationstegn kan jeg kun tilslutte mig; det giver teksten et meget uheldigt skær af POV og bør reduceres kraftigt. Ved en gennemlæsning virker første halvdel af teksten til at være i orden, eller meget tæt på. Jeg synes i hvert fald, jeg kan se at teksten har taget endnu et stort skridt fremad. Helt anderledes opfatter jeg anden halvdel af teksten; et sted mellem "malariabehandlinger" og "hydroterapi"-afsnittene synes jeg teksten falder tilbage i - eller måske blot har bevaret - sin "gamle" tone, som i mine ører er begyndt at klinge næsten konspirationsteoretisk paranoidt. Dette skal ikke forstås derhen at teksten er blevet ændret til det værre, snarere at desto mere jeg gennemlæser den, desto mere overbevist bliver jeg om, at det er dét der hele tiden har naget mig ved denne tekst. Det virker på mig som om teksten i sidste halvdel stadig forsøger at finde syndebukke at hænge ud ved at angribe psykiatrien. Jeg erkender, at jeg lige nu har indtaget den bagkloge kritikers rolle, idet jeg ikke har konkrete forslag til forbedringer af teksten, ej heller har jeg rettet noget denne gang. Jeg håber trods dette at disse betragtninger kan bidrage til at løfte teksten endnu et stykke op mod det punkt, hvor den atter kan indgå i artiklen. --Medic (Lindblad) 3. aug 2010, 20:12 (CEST)

Jeg takker Nillerdk og --Medic (Lindblad) for det friske blik på teksten. Jeg har nu luget grundigt ud i citationstegnene. Jeg mener dog ikke, at vi bør udelade de ulige vurderinger fra læge og patient mht vurderingen af behandling. Ligeledes taler statistikkerne deres klare sprog. Afsnittet om malariabehandling blev uddybet for at vise rationalet bag brugen af feber- og chokterapier. Derimod synes jeg faktisk, at Freemans metode bør have lov at blive stående. Som tidligere nævnt i diskussionen har jeg fået opgivet af en læge, at det skyldes opfattelsen, at man derved kunne adskille syge og raske dele af hjernen men konkrete litteraturhenvisninger savnes desværre fortsat. Forsøgene med LSD kan vel kun betegnes som eksperimentale vildskud baseret på en kortvarig misbrugserfaring (men set fra et medicinsk standpunkt naturligvis komplet uansvarlig). Alligevel føler jeg, at teksten mere og mere tager en form, som er fagligt fuldt forsvarligt at sætte ind.--Rmir2 3. aug 2010, 20:46 (CEST)

Der er blevet gjort et aldeles nydeligt arbejde med at forbedre synsvinklen i teksten. Den er blevet helt hæderlig.

Dog har jeg nogle kommentarer:

Ved anvendelse af ordet "sindssyge" skal man sikre sig, at læseren ikke er tvivl om, hvorvidt teksten hentyder til sygdommen eller dem, der bærer sygdommen. Det er ikke lige klart alle steder.

Anvendelsen af gåseøjne udenfor citater bør holdes til et absolut minimum, hvis denne anvendelse ikke kan elimineres.

Anden halvdelen af det sidste afsnit under #1800-tallet virker ikke helt rigtigt. Bør omformuleres.

Det kunne være rart med oplysning omkring, hvordan man forventede, at patienterne ville reagere på de alternative behandlingsformer. Hvad er formålet med roterende stol? At "svinge" sygdommen ud af kroppen?

Hvordan definerede Ernst Bleuler skizofreni? Hvad skulle der til for, at en patient fik stillet den diagnose?

Paralytik/paralytica bør forklares meget kort første gang det introduceres - ikke et halvt afsnit senere.

Hvor meget er 1 ccm i ml?

Afsnittet #2000-tallet er en underlig fisk. Spøjse ordvalg, spøjse oplysninger.

Helt generelt mener jeg, at det det virker underligt i udkastet, når der er så mange citater. En del er helt sikkert mindre relevante. Ellers er der ofte en kraftig slagside til dansk synsvinkel. Det kan næppe være fordi, at landet i alle tider har været førende.

Når disse problemer er løst, kan der tages fat på stilmanualen: Underlige links, kursiv tekst, manglende afsnits-introer m.m. --|EPO| ^COM: 4. aug 2010, 00:41 (CEST)

Jeg fjerner hermed påstanden om at "skizofreni" ikke længere anvendes (fra afsnittet "2000-tallet"); dette dels på baggrund af den praksis jeg oplever i mit daglige arbejde, dels under henvisning til F2 i ICD-10, der anvendes som basis for diagnosticering i Danmark i dag. Medic (Lindblad) 5. aug 2010, 13:55 (CEST)

Vil du ikke godt læse opslaget skizofreni? Oplysningen fik jeg faktisk af en læge, som jeg spurgte til råds. Det oprindelige begreb er erstattet af specifikke diagnoser, der behandles på hver sin måde. venlig hilsen --Rmir2 5. aug 2010, 14:37 (CEST)

Efter at have læst skizofreni synes jeg stadig at Lindbergs argument er overbevisende. Jeg er ikke i tvivl om at den adspurgte læge har sagt netop det du skriver, men det er jo ikke sikkert at denne holdning er generel. Jeg har som sagt ingen faglig anelse, men stoler umiddelbart mere paa WHO en paa en enkelt læge?! Maaske har du andre kilder? Nillerdk

Jeg omgås læger i mit daglige arbejde, og betegnelsen "skizofreni" er i høj grad stadig i brug. Det er rigtigt, at der i dag findes flere "gradbøjninger" - eller underdiagnoser - til skizofreni, men derfra til at hævde skizofreni er udgået er langt. Det svarer til at påstå at "knoglebrud" ikke længere anvendes, fordi man i dag bruger mere specifikke diagnoser, hhv. overarmsbrud, hoftenær fraktur, kraniebrud mv. Derfor fastholder jeg mit argument, indtil der overbevisende kan argumenteres for, at man er gået bort fra ICD-10 standarden, der, som nævnt, stadig anvender skizofreni. Og endeligt så står der intet sted i skizofreni at betegnelsen ikke anvendes, men netop at skizofreni er en samlebetegnelse for en række beslægtede, alvorlige sindslidelse, der alle er præget af svære forstyrrelser af tanker og følelsesliv. Jeg mener ikke påstanden, om at betegnelsen ikke anvendes, holder. --Medic (Lindblad) 5. aug 2010, 18:36 (CEST)

Til --Medic (Lindblad): Jeg tror, at vi kan blive enige her. Min formulering kunne misforstås. Meningen er, at man ikke bruger skizofreni som specifik diagnose, men som du udtrykker det anvender "underdiagnoser" eller vel mere korrekt specifikke diagnoser for at skelne mellem de ulige former og deres ulige behandling. Det var netop dette, jeg prøvede at formulere i min tekst for derved at vise, at man også i denne henseende er kommet betydeligt videre end for et halvt århundrede siden. Og jeg synes, at det er vigtigt, at dette fremskridt indformuleres i teksten. Hvis det kan gøres bedre end min formulering, har jeg intet imod at lade en anden formulering indgå. venlig hilsen --Rmir2 5. aug 2010, 18:46 (CEST)

Færdiggørelse af artiklen

Dels fordi ovenstående afsnit var ved at blive langt og rodet, dels fordi teksten har taget betydelige fremskridt, startes hermed et nyt afsnit i debatten. Jeg har nu endelig fået taget mig sammen til at løbe teksten grundigt igennem og rette, hvad jeg har fundet undervejs. Jeg mener efterhånden, vi begynder at kunne skimte afslutningen på projektet. Desværre er vi der ikke helt endnu:

• Afsnittet "1800-tallet" fastslår at lægerne arbejder naturvidenskabeligt og at psykiaterne arbejder på en anden måde. Intetsteds står der hvilken metode, psykiaterne baserer deres felt på. Dette er en stor mangel, der bør udbedres.
• Afsnittet "Darwins stol": jeg har tilladt mig at konkludere, at behandlingen er effektløs. Nogen indvendinger, enten fra brugere eller kilder?
• Afsnittet "Tidlige medicinske behandlinger" lister flere nye behandlinger, men nævner intet om effekt eller konsekvens. Er der intet om dét i kilderne?
• Afsnittet "Moralbehandling" er ligeledes udelukkende fokuseret på at beskrive behandlingen uden at nævne baggrund eller konsekvens.
• I afsnittet "1900-tallet" er kilde 18 et link til de.wikiversity.org. Er jeg den eneste, der er utryg ved at bruge andre wikier som reference?
• Afsnittet "Malariabehandling" beskriver samtidens syn på og arbejde med malariabehandlingerne, men følger den ikke op ved at angive hvornår (om?) behandlingen blev frafaldet, og hvorfor. Vides det?
• Afsnittet "Shockbehandlinger" mangler en beskrivelse af nutidens syn på behandlingerne.
• Afsnittet "Hydroterapi" er endnu et rent beskrivende afsnit. Der er intet om samtidens eller nutidens syn på det, ej heller baggrund eller udkomme.
• Afsnittet "Det hvide snit" har jeg reduceret kraftigt. Jeg har indsat en {{uddybende}} reference til lobotomi og indføjet relevante oplysninger heri. Afsnittet angiver en:wiki som kilde. Det er stadig ikke godt nok i min bog, hvorfor jeg har markeret det med et {{kilde mangler|dato=(sandkasse eller diskussionsside)}}.
• Første del af afsnittet "Nye fremstød" forstår jeg ikke. "Psykiatrien var klar til at blive yderligere udbredt"? For mig giver det et næsten illuminati-lignende billede af onde mænd, der gennem årtier har spekuleret i at indføre deres skumle regime gennem psykiatrien. Er det skidt, at psykiatrien udbredes og bliver en accepteret del af sundhedsvæsenet? Tilsvarende sidste afsnit; hvorfor skal teksten skrives, så det opfattes negativt at psykofarmaka - der til dato er den eneste beviseligt brugbare hjælp til psykiatriske patienter - udbredes? Jeg foreslår sletning, men har ladet det stå til andre har haft mulighed for at komme med deres bud.

Dette er, hvad jeg har i denne omgang. Jeg håber, at vi snart kan nå målet - at teksten nok en gang kan indgå i artiklen. --Medic (Lindblad) 8. aug 2010, 04:25 (CEST)

Et par bemærkninger : Jeg mener stadig at afsnittet om Malariabehandlinger er alt for omfattende og detaljeret for en generel historiebeskrivelse; det bør reduceres kraftigt og materialet flyttes til en selvstændig artikel. På trods af at artiklen stadig virker som et omfattende fejlkatalog, uden at det nævnes den omsorg og pleje der også har været på de psykiatriske hospitaler siden midten af 1800-tallet, er den stadig uafklarede problematik omkring tvang i psykiatrien ikke behandlet. Det ser ud til at alt om ECT er faldet ud; Endvidere bør overgangen til distriktspsykiatri med. - Nico 8. aug 2010, 11:00 (CEST)

Nico: Enig. Dog vil jeg henlede opmærksomheden på #Shockbehandlinger, hvor elektroshock behandles, omend noget kort. --Medic (Lindblad) 8. aug 2010, 16:29 (CEST)

Jo - men i en underlig sammenblanding med mærkelige indsprøjtningseksperimenter, som jeg tror også blot er en parrentes i psykiatrihistorien; ECT hævdes jo stadig at virke, og bruges fortsat, selv om det er omdiskuteret; Det bør skilles ud fra hinanden i artiklen - Nico 8. aug 2010, 16:50 (CEST)

Til - Nicos orientering:

I 1930erne blev det iagttaget, at skizofrene i modsætning til epileptikere manglede bestemte nervecelle typer i bestemte centre af hjernen. Man antog, at hvis skizofrene fik epileptiske anfald, ville dette forhold udlignes. Efter at have eksperimenteret med forskellige mediciner til udløsning af kramperne for at efterligne epileptiske anfald fik den første patient i nyere tid behandling den 23. januar 1934. Det drejede sig om en svær skizofren patient, der havde været ukontaktbar i 4 år, som skulle ernæres via en sonde i maven og ikke kunne bevæge sig. Efter få behandlinger blev patienten erklæret rask, og den moderne chokterapi var født.

De medicinsk fremkaldte kramper var imidlertid upålidelige og behæftet med bivirkninger, hvilket gjorde, at videnskabsmændene så sig om efter andre metoder til at fremkalde kramper på. Gennembruddet kom via observation på et Italiensk svineslagteri (!), hvor man anvendte elektriske stød til at bedøve svinene med inden slagtningen. Det krævede en del tilpasning og udvikling af det elektriske apparatur inden, at den første ECT blev givet i april 1938. Det første elektrochok i Danmark blev givet i 1940 på Bispebjergs psykiatriske afdeling.

De første ECT behandlinger blev givet uden bedøvelse, men som tiden gik, og apparaturet blev forfinet, blev det almindeligt at bedøve patienterne samtidig med, der bliver givet en lille dosis af et muskellammende medicin. Ved et korrekt udført elektrochok bliver patienten bevidstløs når det epileptiske anfald udløses. Ikke alle behandlinger er vellykkede, elektroderne kan blive løse, det elektriske apparatur kan svigte og det er ikke behageligt for patienterne at ligge lysvågne indtil de får et elektrisk stød. Grunden til, at der anvendes et muskellammende stof, er at kramperne hos nogle kan være så voldsomme, at musklerne river senerne af knoglerne. Når der gives en lille dosis muskellammende medicin, slapper musklerne så meget af, at der kun kommer beherskede kramper.

I vore dage er elektrochok en forfinet og effektiv behandling. Der er i alle apparater indbygget et måleinstrument, der følger hjernens elektriske aktivitet, således at behandlingen kan tilpasses så nøje som muligt. De fleste psykiatriske afdelinger styrer efter kontrollerede krampeanfald med en varighed på omkring 20 sekunder. Kramperne udløses ved hjælp af elektroder placeret i hver tinding region, dette betegnes som bilateral behandling, eller med en elektrode i højre side og den anden i skalpen, dette betegnes som unilateral behandling. Behandlingen anvendes fortrinsvis til svært deprimerede patienter med truet føde- og væskeindtag. ECT kan også anvendes til svær mani og skizofrene bevidsthedsforstyrrelse, ligesom delirium og fødselspsykoser er behandlet med ECT med gode resultater. Almindeligvis gives der 2-3 elektrochok om ugen, og det er almindeligt med behandlingsserier på 8–15, højst 20 behandlinger. Visse ældre patienter med svært behandlelige sindslidelser bliver tilbudt forebyggende ECT behandling.

Bivirkninger til ECT ses som ved enhver anden form for behandling. I selve fasen med behandling høres ofte om muskelsmerter udløst af kramperne, og senere er det almindeligt med nedsat korttids hukommelse. Denne bivirkning svinder almindeligvis med tiden. Af de depressive indlagte patienter i Danmark vil i gennemsnit 15-20% blive tilbudt behandling med ECT. Den seneste statistik viser at i 2003 fik 1452 patienter elektrochok, 80 af dem fik behandlingen under tvang.

Anførte oplysninger er hentet fra internettet. Ingen dokumenterende kilder anført. Kan det hjælpe?--Rmir2 8. aug 2010, 18:16 (CEST)

Ja pyhha - der var materiale til en artikel mere; Jeg tror vi ser forskelligt på hvordan en sådan artikel skal bygges op; Jeg mener en historisk gennemgang som denne bør bestå af korte afsnit om de enkelte emner, som så kan uddybes i særskilte artikler. Meningen med et afsnit om psykiatriens historie må være at give et overblik, ikke at servere alle detaljerne - dem kan der linkes til. - Nico 8. aug 2010, 18:40 (CEST)

Meningen var nu blot at vise, at der findes materiale til belysning af elektrochok-behandlingens udvikling og baggrunden for dens fortsatte brug. Ellers må jeg sige, at jeg er blevet mere tilbøjelig til at give dig ret: der kan virkelig være grundlag for at lave en basisafsnit om psykiatriens historie med henvisninger til mere udførlige artikler om de enkelte behandlingsformer. Da jeg startede på dette, var det blot ment som et forsøg på at få bruger:Elektrochoks løsbladsystem erstattet af en struktureret tekst, opbygget først og fremmest tidsmæssigt og med en indre logik, der var til at forstå og med nogle rimelige kildehenvisninger. Jeg må dog indrømme, at opgaven har vist sig langt mere omfattende, end jeg havde forestillet mig, og uden --Medic (Lindblad)s støtte ville det aldrig være kommet til et så kvalificeret resultat, som nu tegner sig. Tak for det! Problemet, som jeg ser det nu, er at blive enige om hvad, der kan henføres til specialartikler. Det forudsætter, at der indsættes det fornødne antal henvisninger til uddybende artikler. Den anførte tekst hører således rettelig hjemme i artiklen om ECT, forudsat at den kan dokumenteres. Måske skulle vi starte med at opstille en sådan overordnet emnestrukturering over uddybende delemne-artikler. Hvad findes allerede og hvad mangler?--Rmir2 8. aug 2010, 19:13 (CEST)

Dét arbejde tror jeg umiddelbart er til at overskue. Jeg har allerede flyttet noget tekst til lobotomi, og med en tilsvarende henvisning til (og mulig udbygning af) ECT (samt lidt præcision i afsnittet herunder) mener jeg, vi har taget de uddybende artikler, der ligger lige til højrebenet. Jeg mener ikke, malariabehandling har brug for egen artikel, da den i og for sig ikke fylder mere i historien end f.eks. darwins stol; når først teksten er beskåret tilstrækkeligt mener jeg arbejdet skal stoppe dér. Der er ingen grund til at lade arbejdet med denne tekst bremse af, at vi ikke kan finde tilstrækkeligt kildeunderbygget materiale om en forlængst hedengangen procedure. Det samme gælder i min optik resten af de procedurer, der er beskrevet gennem historien. Jeg er helt enig i, at lobotomi og ECT uddybes, men mener ikke resten har brug for det - måske med undtagelse af psykofarmaka. I øvrigt - de to "lister", der optræder i "feberfremkaldende behandlinger"... ser de ikke malplacerede ud, der hvor de er? Er de nødvendige, eller kunne de sammenfattes i en enkelt sætning hver? --Medic (Lindblad) 8. aug 2010, 20:08 (CEST)

Hvis jeg forstår dig rigtigt må dispositionen omtrent være den, at behandlingsmåder, der fortsat er i brug, tillige skal have egne, uddybende artikler, mens behandlingsmåder, der ikke mere er i brug, kun behandles i oversigtsartiklen. Jeg er ikke helt sikker på, at vi dermed yder tidligere tiders behandlingsmåder fuld retfærdighed. Et og andet siger mig, at især de "feberfremkaldende behandlinger" i samtiden har været forbundet med store forhåbninger - og at der sikkert også her er tale om en "rationel" forklaring på metodernes brug (som eftertiden blot har glemt).

Den anden side af problemstillingen er med hensyn til indholdets omfang. Som jeg ser det, må en omtale i oversigtsartikel dels fremstille de ulige til dels samtidige tilgange til behandling af patienter, desuden må omtalen af de ulige anvendte behandlingsmåder i det mindste omfatte:

• kort omtale af fremgangsmåden,
• forventede resultater af behandlingen,
• samtidens vurdering/konstaterede resultater,

hvorimod en mere uddybende behandling i specialartikel måske yderligere kan omtale:

• fremgangsmåden i detaljer,
• en medicinsk forklaring på metodens (forventede) muligheder og bivirkninger,
• medicinske analyser (incl. de statistiske resultater af helbredsudfald),
• en mere omfattende historisk fremstilling af metodens ibrugtagning, udvikling i fremgangsmåde og afledte virkninger/nutidig form.

I denne forbindelse kan dele af den nuværende tekst sikkert flyttes til specialartikler og til gengæld i oversigtsartiklen erstattes af en bedre omtale af de ulige paradigmeskifter, der har været i patientbehandlingen.--Rmir2 9. aug 2010, 06:33 (CEST)

Det er ikke helt sådan, jeg mener det. Lobotomi er f.eks. ikke længere i brug, men fortjener fortsat egen artikel. Min tanke er, at lobotomi, ECT og psykofarmaka fylder meget hver især, dels i psykiatriens historie, dels i almenbefolkningens bevidsthed. Derfor kan jeg se et fornuftigt argument i at de hver især får egne, uddybende artikler i forbindelse med igangværende revision af "psykiatriens historie". Jeg tvivler derimod på, at der er specielt mange mennesker der er lige så bevidste om Darwins Stol eller feberbehandlinger, og efter hvad jeg kan læse af teksten har ingen af dem heller dén fremtrædende rolle i psykiatriens historie som fornævnte eksempler. Ergo mener jeg ikke, vi lige nu skal bruge tid og energi på at udbygge dé artikler til noget, der kan stå selvstændigt. Kommer det med tiden, er det selvfølgelig meget velkomment, men jeg mener fortsat, at fokus her og nu må være på at færdiggøre denne tekst til brugbar form. Der er fortsat en mængde arbejde, der skal gøres på denne tekst, og hvis ikke vi bevarer fokus hér er jeg bange for, at dette bliver et evighedsprojekt.

Rmir2's opstilling af inklusionskrav til både oversigts- og specialartikler virker rimelige. Det vil i hvert fald medvirke til at give en mere ensartet og objektiv vurdering af emnet. På den anden side er jeg ikke fortaler for at "tærske rundt" i et emne, vi ganske enkelt ikke har megen info om, blot for at leve op til nogle formaliserede krav. Jeg tænker f.eks. på afsnit som Darwins Stol. Det virker ikke til, at vi har overdrevne mængder af info om Stolen, der venter på at blive skrevet ind i artiklen, så jeg vil synes det trist, hvis det kommer til at bremse projektet. Jeg synes så småt jeg aner et drive mod at denne tekst skal være nær-perfekt, før den igen kan inkluderes i artiklen - og det mener jeg er misforstået. Den oprindelige tekst blev fjernet - og artiklen ganske fornuftigt skrivebeskyttet - fordi teksten var så gennemsyret af POV at den var ubrugelig i encyklopædisk sammenhæng. Jeg synes der er blevet taget store skridt i forbedrende retning. Når de sidste skridt er taget - til at fjerne POV og gøre artiklen encyklopædisk brugbar, ikke til at perfektionere artiklen - bør teksten flyttes tilbage til artikelrummet og redigering frigives påny.

For at opsummere dette rant lidt kortere: Jeg synes, en meget uencyklopædisk tekst har taget store skridt i encyklopædisk retning. Artiklen har fortsat enkelte problemer, der skal håndteres, men når dette arbejde er gjort bør teksten genintroduceres i artiklen. Jeg mener, det vil være en fejl at vente med at inkludere teksten, til den er perfekt - det må være ønskeligt at gøre det når den er brugbar. --Medic (Lindblad) 10. aug 2010, 01:14 (CEST)

Copyvio?

Jeg satte mig her i nat for at kigge nok en gang på teksten for at hjælpe den et stykke videre. En tilfældig google-søgning ledte mig imidlertid frem til denne side, hvor jeg til min store skuffelse ser en tekst, der næsten ord for ord er samme tekst som Rmir2 indsatte i denne redigering. Siden, teksten øjensynlig stammer fra, er drevet af Scientology og lægger ikke skjul på at være et direkte angreb på psykiatrien i alle dens former og afskygninger - ikke ulig den uheldige og kraftige POV der har præget store dele af dette projekt fra start. Jeg har derfor ikke i sinde at fortsætte med at kaste tid og energi efter dette projekt... Med mindre der findes en fornuftig forklaring på dette sammentræf, jeg ikke er opmærksom på? I modsat fald ser jeg umiddelbart ikke andre udveje (uagtet min nylige melding om fremskridt i teksten) end |EPO|'s oprindelige forslag om at slette og starte forfra. --Medic (Lindblad) 13. aug 2010, 02:50 (CEST)

What !!! ... så er det ikke bare et copyvioproblem, men et bevidst eller (forhåbenlig) ubebevidst manipulationsproblem vi har her. Som jeg ser det lige nu, er jeg også mest stemt for at slette og vende tilbage til start. - Nico 13. aug 2010, 07:53 (CEST)

Ingen grund til panik. Det er rigtigt, at da jeg startede på udkastet, hentede jeg en væsentlig del fra omtalte sted, men ikke alene. Meningen var at få lagt en struktur, der kunne bruges for det videre arbejde. Det var imidlertid ikke min hensigt, at denne tekst skulle sættes ind i artiklen jvf. diskussionen om først at blive enige om en tekst og derefter sætte den ind (jvf. Kåre Thor Olsen (Kaare) 18. jun 2010, 15:04 oven for). Derfor startede jeg også på at revidere teksten blandt andet ved at udbygge den med oplysninger om danske forhold. Som jeg tidligere har nævnt, har jeg da også spurgt læger til råds og på grundlag heraf selv formuleret dele af teksten om nutidens syn og behandling. At tale om copyvio i en tekst, hvor efterhånden hele indholdet er blevet omskrevet, udbygget og dokumenteret, er ikke rimeligt. Det har på intet tidspunkt været min mening, at den tekst, der endelig finder vej til artiklen, skal kunne beskyldes herfor, men da jeg kastede mig ud i forsøget (uden at kende andet til emnet end hvad jeg fandt på internettet), var det det første bud på en historisk beskrivelse og derfor for mig alene tænkt som et udgangspunkt. Siden har jeg forsøgt dels at få verificeret de konkrete udsagns indhold dvs. dokumenteret fakta, dels at prøve at forstå hvad man gjorde og hvorfor. Alle udsagn, der er verificeret med note, er kontrollerede, resten arbejdes der på. Målet for mig har hele tiden været at nå frem til en tekst, der er forståelig, saglig og kildemæssigt dokumenteret - ikke manipulation, som Nico formoder (og slet ikke tilsigtet). Og jeg mener faktisk, at det er godt på vej til at lykkes, i hvert fald er jeg selv blevet meget klogere end jeg var for blot et par måneder siden. venlig hilsen --Rmir2 13. aug 2010, 19:13 (CEST)

Ved at lade Scientologi stå for det grundlæggende emnevalg for historien er vi inde i noget POV som er svær at få ud af tekstens grundstruktur. - Nico 18. aug 2010, 16:50 (CEST)

Uagtet hvilke intentioner, der har ligget bag - og jeg vil gerne understrege, at her jeg hverken forsøger at placere skyld eller at pådutte nogen brugere motiver, de ikke har haft - er det stadig uafviseligt, at teksten også efter vores redigeringer er let genkendelig som plagiat af den oprindelige tekst, angivet herover. Jeg har meget svært ved at se at den nogensinde vil kunne anvendes uden et så omfattende arbejde med omskrivning og kvalitetskontrol, at det langt vil overstige det arbejde der måtte ligge i at starte forfra. Jeg er i det hele taget meget lidt begejstret for at benytte et oplæg fra Scientology som basis for artikler på Wikipedia, da jeg personligt endnu ikke har oplevet dén organisation forholde sig objektivt til fakta eller ikke-dømmende (NPOV) til noget som helst. Det siger jeg ikke for at øve hetz mod organisationen, men mine tidligere dårlige erfaringer er ikke blevet forbedret af denne specifikke oplevelse. Min skuffelse består dels i, at rigtigt mange timers arbejde er blevet kastet efter en tekst, der fra udgangspunktet har været så farvet, men især i at udkastets oprindelse ikke er blevet lagt åbent frem fra start. Det har, som nævnt, både rejst spørgsmål om fordækt spil og skabt et copyvio-problem, som jeg ikke kan se løst på en måde, der bevarer de mange timers arbejde, jeg og andre har lagt. Det er og bliver en meget uheldig situation. Lad mig afslutningsvis gentage, at jeg ikke sigter mod at placere skyld eller pege fingre - jeg tvivler for så vidt ikke på at en erfaren og engageret skribent som Rmir2 har haft reelle intentioner med dette projekt. Det er mig blot magtpåliggende at redegøre for, præcist hvor uheldig jeg finder denne situation, samt for hvorfor jeg nu taler så stærkt for at forkaste teksten in totem og begynde igen fra nul. --Medic (Lindblad) 30. aug 2010, 15:30 (CEST)

Til --Medic (Lindblad): Jeg har været på ferie og derfor ikke haft helt de samme muligheder for at bidrage som normalt. Jeg agter imidlertid at give hele tekstudkastet en gennemgribende revision inden for den nærmeste fremtid og forventer derefter at have en tekst, der på ingen måde kan forbindes med noget andet tekststed. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke startede helt fra bunden af selv, men netop fordi denne tekst var et arbejdsgrundlag - ikke en endelig tekst - så jeg ikke noget problem i at hente strukturel inspiration. Lad mig for god ordens skyld tilføje, at jeg ikke kender noget som helst til omtalte organisation og aldrig har haft nogen kontakt til dem. Jeg vil foreslå, at du kigger på udkastet igen efter, at jeg har revideret det. venlig hilsen --Rmir2 31. aug 2010, 11:33 (CEST)

Nu har diskussionen stået i stampe i to måneder. Der er ikke dukket et nyt udkast op. Der er blandt diskussionens deltagere overvejende flertal for at forkaste det hidtidige udkast.

Jeg har nu tænkt mig at låse artiklen op. Såfremt et nyt udkast præsenteres forventer jeg, at det bliver her på siden og ikke en ændring af artiklen før der er opbakning til det. Hvis der ikke præsenteres et nyt udkast i løbet af weekenden, agter jeg arkivere hele siden her. --|EPO| ^COM: 29. okt 2010, 21:38 (CEST)

Psykiatriens historie

Psykiatrien har gennemgået en lang udvikling, inden den har antaget den form, den har i dag. Lange perioder af psykiatriens historie har været præget af manglende evne til at diagnosticere psykiatriske sygdomme, hvorfor man i stedet har forsøgt at isolere de syge fra det øvrige samfund, ligesom man snarere behandlede de synlige symptomer end selve sygdommen.

1600-tallet

De første forsøg på en offentligt instigeret løsning for samfundets sindssyge borgere skete i 1600-tallet. I Danmark skete dette ved oprettelsen af Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i København - siden Pesthuset - først beliggende uden for Nørreport og siden ved Kalvebod Strand og derefter Ladegården ved Sankt Jørgens Sø, der allerede i 1651 blev indrettet til et Sct. Hans Hospital for afsindige og pestsyge og var i drift til 1807. Nogen egentlig behandling skete dog ikke; der var tale om en forskelsløs indespærring af socialt afvigende: omstrejfere, fattige berøvet muligheden for at skaffe sig udkomme, forbrydere, værkbrudne, gale og afsindige som led i reorganiseringen af den sociale orden.

Danmark var her tidligt fremme: først i 1676 dekreterede Louis 12. etableringen af hospitaux generaux (offentlige hospitaler) i Frankrig. Disse hospitaler skulle huse "svirebrødrene, de ødsle fædre, fortabte sønner, blasfemikere, mennesker, som forsøgte at ødelægge sig selv, (og) libertinere", som det hed. Dette dekret markerede begyndelsen til den senere tids indespærring af de sindssyge. I virkeligheden var også de franske hospiteaux generaux blot opbevaringsanstalter. Terapi blev ikke anvendt, og de indsatte blev pisket, lænket og levede under uhygiejniske forhold.

Det var imidlertid fra disse anstalter, at ekspertise hos den institutionelle vogter, den direkte forgænger til den institutionelle psykiater, blev udviklet. Udtrykket dårekiste - der er slang for "psykiatrisk hospital" - stammer fra den tid, hvor opbevaring var normen. Kun få medicinske behandlinger blev forsøgt på denne tid. Der blev dog gjort forsøg som at kaste den sindssyge i et slangefyldt hul med henblik på at chokere ham eller hende tilbage til sine sansers fulde brug. Ligeledes forsøgtes det at give dyreblodindsprøjtninger (f.eks. lammeblod); ikke sjældent døde patienter af anafylaktisk shock ved disse behandlinger. På trods af de mindre gode erfaringer fastholdt disse tidlige psykiatere, at de havde en legitim ret til at regne sig som en del af lægestanden, idet de mente, at disse anstalter blev drevet på en terapeutisk måde, som gjorde arbejdet en lige så kompleks kunst og videnskab som kemi og anatomi.

1800-tallet

Den tyske læge Johann Reil dannede i 1808 ordet psykiatri (psychiaterie) med betydningen "studiet af sjælen". Allerede i 1803 beskrev Reil de tidlige vogtere som "dem, der med det samme trådte frem for at forbedre alle de sindssyge." Han omtalte dem som en "dristig gruppe af mænd, som turde påtage sig denne gigantiske ide om at udslette en af de mest ødelæggende pestilenser fra jordens overflade". Han mente således at de ville være i stand til at udrydde sindssygdommene.

Reil var den første til at sidestille den psykiatriske behandlingsmetode med de medicinske og kirurgiske metoder. Grundtanken, som praktiseret i de tyske anstalter, var at patienten først skulle nedbrydes, brutaliseres - dvs. "nulstilles" - og herefter vænnes til absolut lydighed. Midlerne var ydmygelser og pinefulde vandkure, sultekure, tvangsopstillinger og brug af pisk, tvangsstol og trædemølle. Således nedbrudt skulle patienten dernæst anspores og belønnes med positive virkemidler. Galskab var, ifølge Reil og tysk naturfilosofi, at se som en form for synd, der skulle fordrives. Hans behandlinger inkluderede massage, piskning, tampning og opium. Dr. med. John G. Howells vurderer i "World History of Psychiatry" fra 1975, at Reils anbefaling af disse helbredelsesmetoder for sindslidelser i væsentlig grad bidrog til at etablere psykiatrien som et lægeligt speciale. I 1840-erne meddelte dr. Thomas S. Kirkbrade, som var inspektør ved Pennsylvanias Sindssygehospital i USA, at "de nylige tilfælde af sindssyge normalt er meget lette at helbrede". Men selv om psykiatrien blev accepteret som nødvendig, blev området af den øvrige lægestand anset for et mistænkeligt, alternativt fag, der skulle fastholdes i en marginal position. Psykiaterne forblev af den grund adskilte fra lægestanden.

For Danmarks vedkommende skete det første forsøg på institutionalisering af psykiatrien med oprettelsen af Sct. Hans Hospital på herregården Bistrupgård ved Roskilde i 1816. Med tiden blev de sindssyge udskilt og isoleret i anstalter opført over hele landet: Jyske Asyl i Risskov ved Århus blev taget i brug i 1852, Oringe ved Vordingborg i 1857, Viborg i 1877, Middelfart i 1888. Københavns Kommunehospital fik sin afdeling for sindssygdomme i 1875, og Sct. Hans Hospital ved Roskilde blev udvidet flere gange. Oprettelsen af disse anstalter var et udslag af en stærkt voksende kritik af dårevæsenet i 1800-tallets midte, ikke mindst fremført af lægen Harald Selmer, der tillige udgav den første dansksprogede lærebog i psykiatri. Med den nye generation af psykiatriske læger, der omfattede Jens Rasmussen Hübertz og Selmer, indledtes et paradigmeskifte i opfattelsen af sindslidelsernes karakter. Det er sammenfattet hos Selmer i formuleringen:

"At de Afsindige hverken ere mere eller mindre end Syge",

hvormed han tilkendegav opfattelsen, at afsindighed er at betragte som en legemlig sygdom, der ytrer sig ved sjælelige symptomer. Også overlæge ved sindssygeanstalten i Viborg, Christian Geill, anførte i 1891 at:

"Sindssygdom er altid en Sygdom i Hjernen, paa samme Maade som Lungebetændelse er Sygdom i Lungen"

– eller som overlæge Knud Pontoppidan ved Kommunehospitalets Sjette Afdeling for Nerve- og Sindssygdomme formulerede det:

"Det, vi have at gøre med i vor Egenskab af Læger, er legemet; dersom der gives noget saadant som Sygdomme af Sjælen, saa kunne vi ikke gøre Noget derved. Negative og positive sjælelige Symptomer ere for os kun Tegn til, hvad der ikke gaar for sig eller hvad der gaar forkert for sig i de højeste Nervecentrer."

Psykiaterne gjorde sig ud fra disse overbevisninger store anstrengelser for at finde frem til arvelige eller degenererede dispositioner som årsag til sindslidelserne. Det lykkes imidlertid ikke selv efter utallige obduktioner at identificere og påvise synlige forandringer i hjernen. Somatose-postulatet forblev en tese. Det lykkedes af samme grund heller ikke psykiaterne at nå frem til en bare nogenlunde fælles, entydig og konsistent beskrivelse af de forskellige former for sindslidelser.

Med udgivelsen af Rudolf Virchows "Cellular Pathology as Based upon Physiological and Pathological Histology" i 1858 blev grunden til det moderne lægefag som en profession baseret på empirisk videnskab lagt. Studiet af patologi som sygdommes fænomenologi kombineret med studiet af bakteriologi som årsagen til smitsom sygdom, forankrede lægegerningen som studiet af kropslige sygdomme på basis af naturvidenskab. Mens lægestanden herefter fortsatte ad den videnskabeligt funderede vej til fremskridt inden for faget, udviklede psykiatere deres egne metoder uafhængigt af den videnskabelige model (MEN I STEDET BASERET PÅ... HVAD?). Også psykiatrien søgte at udvikle nye og mere effektive behandlinger, hvorfor adskillige eksperimenterende behandlinger blev afprøvet. Mange af disse behandlingsmetoder blev fulgt af historier om fantastiske resultater og påstande om sofistikeret ekspertise, flere af hvilke efterfølgende er blevet tilbagevist.

Darwins stol

Disse behandlinger inkluderede forsøg som Darwins Stol. Patienten blev spændt fast i en særlig stol og roteret, indtil blodet sivede fra mund, ører og næse. Meget succesfulde helbredelser blev rapporteret som et resultat af stolens brug. I dag ved man, at denne behandling er effektløs som kur for psykiatriske lidelser.

Tidlige medicinske behandlinger

Nye medicinske behandlinger blev igangsat: i 1855 blev depressive patienter behandlet med opiumkure, fra 1866 anvendtes brom, fra 1869 kloral og fra 1903 barbiturater som beroligende midler. Fra 1887 indførte Julius Wagner‑Jauregg "feberterapier", idet han frembragte feber ved hjælp af streptokokker, der forårsager rosen, tuberkulin, der er et ekstrakt af dræbte tuberkel-bakterier, dræbte streptokokker og dræbte Salmonella typhi. Kastrations- og udsultningskure blev også anvendt.

Moralbehandling

Moralbehandling blev beskrevet af Theodric Romeyn Beck fra New York på denne måde: "Overbevis de vanvittige om, at lægens og vogterens magtbeføjelser er absolutte" og "hvis de er uregerlige, forbyd dem andres selskab, anvend spændetrøjer og luk dem inde i et mørkt og stille rum".

1900-tallet

I begyndelsen af 1900-tallet nærede psykiatrien et håb om nærmere at fastslå årsagerne til sindslidelser. Psykiatere undersøgte om sindssygdom kunne være forårsaget af en gift og kunne blive kureret med en modgift, mens andre undersøgte, om sindssygdom i stedet for at være en sygdom kunne være en manglende evne til at tilpasse sig omgivelserne. Nogle begyndte at gå bort fra at bruge det gamle udsagn "kronisk og uhelbredelig". De insisterede på at psykiatri, til trods for manglen på fremgang i hyppigheden af raskmeldinger, var lige på tærsklen til en gylden æra. Den amerikanske forsker Shephard Ivory Franz skrev imidlertid i 1916, at

"Vi har ingen fakta, som i dag sætter os i stand til at lokalisere de psykiske processer i hjernen bedre, end det var tilfældet for 50 år siden."

Så efter 100 år var konklusionen, at psykiatrien ikke var kommet nærmere til at forstå eller helbrede sindssygdomme eller psykiske problemer.

I 1910 dannedes ordet skizofreni (Schizophrenie) af Ernst Bleuler. I 1920'erne udgjorde diagnostiserede skizofrene som regel 50-60 % af de indlagte på sindssygehospitalerne.

I 1918 definerede den tyske psykiatripionér Emil Kraepelin en psykiater som en absolut hersker, som, ledet af den daværende viden, ville være i stand til skånselsløst at gribe ind i folks livsforhold og med sikkerhed inden for få årtier opnå en tilsvarende nedgang i sindssygdom. 1. verdenskrig var i fuld gang, da Kraepelin etablerede et psykiatrisk forskningscenter i Tyskland med det formål at

"fastslå de psykiske sygdommes natur og finde frem til teknikker til deres forebyggelse, lindring og helbredelse. Vi har allerede gjort fremskridt som vil gøre det muligt for os at sejre over de frygteligste plager, som kan true mennesket".^{[kilde mangler]}

Malariabehandling

I begyndelsen af 1900-tallet skete et gennembrud i den biologisk orienterede psykiatri da det lykkedes danske psykiatere som de første at påvise en sammenhæng mellem en syfilis-infektion og dementia paralytica, der er en kronisk infektion i hjernen, der kan optræde 10-20 år efter en syfilis-infektion. Skønsmæssigt udgjorde paralytikerne gennem hele 1800-tallets sidste halvdel og frem til 1920’erne op mod en femtedel af alle indlagte på de danske sindssygeanstalter. Omtrent på samme tid, i 1917, gennemførtes den første malariabehandling, idet professor i psykiatri på den psykiatriske universitetsklinik i Wien, Julius Wagner-Jauregg, indsprøjtede blod fra en malariasyg patient i to patienter med dementia paralytica. Derefter anvendte han blod fra disse patienter til at behandle endnu en lille gruppe syfilis-patienter. Syv år senere var antallet af behandlede kommet op på over 1.000. I begyndelsen af 1920’erne havde malariabehandlingen bredt sig til det meste af Europa, Sydamerika og USA. Den 2. oktober 1922 blev de to første danske patienter med dementia paralytica "podet" med malaria i Wien af Julius Wagner-Jauregg. De fik feber. I 1923 blev de udskrevet. Den ene døde efter krampeanfald allerede oktober samme år, mens den anden 3 år senere skrev at han var "rask og frisk". 4 ml blod fra den ene malariasyge blev indsprøjtet i en anden paralytiker. På den måde blev mange paralytikere behandlet med malaria på Sankt Hans i Roskilde i et rum, hvis vinduer er dækket med gaze, for at ingen myg kunne suge blod og smitte mennesker uden for rummet med malaria. I 1924 kunne psykiaterne på Sct. Hans Hospital konstatere, at der efter malariabehandling var en bedring at spore hos omkring halvdelen af de behandlede, og i en international undersøgelse i 1926, som omfattede offentliggjorte artikler om behandling af 2.460 patienter, var vurderingen, at en fjerdedel af de behandlede fik det meget bedre og en anden fjerdedel fik det moderat bedre, og hos den sidste halvdel var der ingen bedring at spore. Julius Wagner-Jauregg fik nobelprisen i fysiologi/medicin i 1927 for opdagelsen af den terapeutiske værdi af malariabehandling ved helbredelsen af dementia paralytica. Fra 1924 blev der også udført malariabehandlinger i Århus og Nykøbing Sjælland. Fra 1923 til 1944 døde 7 % af paralytikerne i forbindelse med denne malariabehandling, hvilket blev accepteret, fordi den ubehandlede dementia paralytica ansås for mere livsfarlig.

Feberfremkaldende behandlinger

Bakterien, der forårsagede syfilis og dermed også dementia paralytica, var blev opdaget i 1905, men man vidste ikke, om det var malariaen, feberen eller noget helt tredje, der hos nogle paralytikere forårsagede en vis bedring, hvor atter andre døde under behandlingen. Ansporet af de vellykkede udfald forsøgte man sig i de følgende år med andre medicinske fremgangsmåder: Psykiatere frembragte feber ved at indsprøjte bl.a. terpentinolie, urin, svovl og komælk i muskler. Resultaterne var uklare: på Universitetsklinik Budapest gav mælkeindsprøjtningsterapi i 1922 følgende udfald:

antal af behandlede: 100

Deraf:

fuldstændig remission 20

ufuldstændig remission 20

uforandret 24

forværring 13

død 23

Man forsøgte sig også med sulfosin-indsprøjtninger: Overlæge Knud Schrøder fra Odense indsprøjtede sulfosin (et svovloliepræparat) i skizofrenes muskler og frembragte herved høj feber. Sulfosinindsprøjtning blev afprøvet på flere danske hospitaler. Psykiateren Jørgen Ravn fra Sct. Hans Hospital mente, at andelen af bedringer efter sulfosinindsprøjtning ikke lå over andelen af spontane bedringer, som kunne ses hos ubehandlede skizofrene. Han afbrød indsprøjtningerne, angiveligt fordi der forekom "ret intense smerter, opkastninger, kulderystelser, vægttab og ildebefindende."

Psykiater Paul Reiter fra Sct. Hans Hospital indsprøjtede mangan, tre forskellige typer af hormoner og en Colivaccine af patienternes egne tarmbakterier i skizofrene. Hans eksperimenter med Colivaccine-indsprøjtning gav følgende resultater:

Antal af behandlede: 50

Deraf:

Fulde Remissioner 13

Vidtgaaende Remissioner 10

meget stærke Reaktioner et antal mennesker

Døde 1

Reiters manganbehandling blev taget op på flere danske hospitaler. Overlæge Hjalmar Helweg fra sindsygehospitalet i Vordingborg iagttog ikke nogen gunstig virkning, der med blot nogenlunde sandsynlighed kunne henføres til Manganbehandlingen hos i alt 95 skizofrene.

Shockbehandlinger

Psykoanalysen blev den nye trend i den centraleuropæiske psykiatri i den første del af 1900-tallet og spredte sig lige så hurtigt i USA. I 1930-erne og 1940-erne sås en udvikling hen imod fysiske behandlinger. Ph.d. Elliot S. Valenstein bemærkede, at:

"fysiske behandlinger også hjalp psykiaterne med at opnå respektabilitet inden for det lægelige område og gjorde dem i stand til mere succesfuldt at konkurrere med neurologerne, som ofte behandlede patienter med såkaldte nervøse forstyrrelser."

Således indførte psykiatrien i årtiet mellem 1928 og 1938 behandlinger som metrozolshock, insulinshock, elektrochok og psykokirurgi. Overlægen på Kommunehospitalets Sjette afdeling, P.J. Reiter, fandt i 1942, at elektrochok

"… de fleste steder i verden, også herhjemme, er taget systematisk op som et fast led i hospitalsbehandlingen … og behandlingsresultaterne har allerede givet anledning til en betydelig optimisme."

I 1927 behandlede Manfred Sakel en sukkersyg skuespillerinde, der havde misbrugt morfin. Efter en overdosis insulin, der førte til en let koma, syntes skuespillerinden at være kureret for sin morfinafhængighed. I 1933 indsprøjtede Sakel insulin i store doser i skizofrene. De kunne få kramper, og til sidst gik de i koma, fordi deres krop manglede sukker. 15-30 minutter efter indsprøjtning fik patienterne glukose og kom til bevidstheden igen. Der var 30-40 shock i løbet af 2-3 måneder. I slutningen af 1930’erne var denne shockbehandling indført i USA og de fleste europæiske lande.

I 1934 indsprøjtede Lászlo Meduna kamferolie i en 33-årig skizofren mand. Manden fik et 60 sekunders epileptisk anfald. I stedet for kamfer blev senere anvendt cardiazol. Medunas metode bredte sig i USA og Europa. Victor Hahnemanns cardiazolindsprøjtninger i Vordingborg blev beskrevet på følgende måde:

"Toniske kramper, hvor kroppen bliver spændt som en bue, åndedrættet ophører, og ansigtet bliver blåligt. Derefter kommer de hurtige, kloniske bevægelser, med rykvise kramper, indtil bevidstheden mistes."

Til sammenligning en beskrivelse fra en patient:

"Ca. 10 Sekunder efter man har faaet Injektionen, bliver man med et ligesom rykket ud af sig selv ind i en anden Verden, men dog ser man de omkringstaaende ligesom i en vandklar Taage. Det er aldeles ulideligt og fuldkommen umuligt at komme ud af. Sommetider er Virkningen stærkere, sommetider svagere; når den er stærk, bliver man hallucineret (ser syner). Stuen man ligger i kommer til at ligne Helvede og man ligesom brændes af en usynlig Ild. Det er meget uhyggeligt. Men nu er det heldigvis forbi.“

I 1941 blev en stor dansk undersøgelse af shockbehandlingerne færdiggjort. Næsten 2000 mennesker var behandlet med insulin eller cardiazol i perioden 1937-1939 i de 12 deltagende danske psykiatriske afdelinger og hospitaler. Ved insulinbehandling var dødeligheden 1 %, ved cardiazol 0,5 %. Desuden viste der sig alvorlige skader med lunger og hjerte samt forskellige typer af frakturer. Ved insulinbehandling opnåede 2 % fulde remissioner, ved cardiazol 1 %. Fuld remission betød "sygdomsindsigt, adækvate emotionelle Reaktioner med fuld Arbejdsevne". Psykiaterne betegnede shockbehandling som et ekstra-ordinært fremskridt inden for psykiatrien.^{[kilde mangler]}

Hydroterapi

En anden behandlingsmetode, der blev forsøgt, var hydroterapi: "Agiterede" mennesker blev sprøjtet med vand i Mississippi State Hospital, Whitfield til beroligelse. Mange mennesker blev tvunget at sidde i for koldt eller for varmt vand i mange (f.eks. 10-12) timer.^{[kilde mangler]}

Det hvide snit

Uddybende artikel: Lobotomi

Man forsøgte sig også med kirurgiske indgreb. Den 12. november 1935 udførte Egas Moniz og Almeida Lima det første hvide snit, også kaldet lobotomi. Metoden blev udråbt til at være et stort fremskridt, hvorfor den vandt stor udbredelse internationalt. De negative resultater hos forholdsmæssigt mange patienter, herunder primært personlighedsændringer, sløvsind, apati og noget stor dødelighed, blev fortiet. Skandinavien foretog flest lobotomier i forhold til befolkningens størrelse.^{[kilde mangler]}

Efterhånden voksede kritikken af metoden. I dag anvendes den ikke længere; i stedet anvendes psykofarmaka.

Efter 1950

I 1950-erne og 1960-erne introduceredes psykofarmaka, som var udviklet til at nedbringe de symptomer, som er forbundet med sindssygdomme. Samtidig indførte psykiatrien et system til at diagnosticere sindslidelser, der i dag har ført til systemer som DSM-IV og ICD-10. Perioden er blevet kaldt for "den anden biologiske psykiatri".^{[kilde mangler]} Dens grundlag var, at genetik og hjerneudvikling var årsagerne til sindslidelse, og at psykoaktive midler og uformel psykoterapi var dens løsninger. De fleste andre læger, som almindeligvis betragtede psykiaternes teorier og deres behandlinger som mærkværdige metafysiske størrelser uden forbindelse til lægevidenskaben, vedblev med at se ned på psykiaterne.^{[kilde mangler]}

LSD-behandlinger

Allerede i 1943 foretoges de første LSD-behandlinger. I 1930'erne fremstillede den schweitsiske medicinfabrik Sandoz et helt nyt men indledningsvist uinteressant molekyle – LSD. I 1943 fik en medarbejder, Albert Hoffmann, lidt LSD ind i munden. I flere timer befandt han sig „i en fantastisk verden domineret af voldsomme følelser, stålende farver“, og alle genstande omkring ham var „i bølgende bevægelse“. Hoffman og en psykiater gav efterfølgende LSD både til raske og psykiatriske patienter. Fra 1955 til 1967 udførte Stanislav Grof ikke mindre end 3000 LSD-sessioner i Prag, senere beskrevet i "Den indre rejse" (1977-83). I Danmark skete der også mange LSD-behandlinger, således en intensiv psykoterapeutisk LSD-behandling på Rigshospitalet 1962-66, beskrevet i bogen "En beskidt sko" af Erik Brandrup. Men der var også nogle selvmord og mange psykiske skader. Især Frederiksberg Hospital blev siden kritiseret. I 1967 blev LSD-behandling bandlyst i USA. I 1986 vedtoges en dansk „Lov om erstatning for skader ved LSD-behandling“.

Nye fremstød

I de følgende 30 år blev psykoaktive midler hurtigt til den bærende kraft i den psykiatriske terapi, og psykiatrien var klar til at blive yderligere udbredt. Den amerikanske psykiatriforening, American Psychiatric Association (APA), fortalte således i en kampagnepakke til sine medlemmer i 1989, at "En forbedring i psykiatriens profil blandt ikke-psykiatriske læger kan ikke være andet end godt. Og for de, som har specielt fokus på det finansielle aspekt, har den indsats, man bruger på at opbygge denne profil, det potentiale, at give et afkast igennem et stigende antal henvisninger fra de praktiserende læger."

Psykiaterne iværksatte i 1998 en endnu stærkere koordineret indsats for at opnå støtte fra lægerne - primært igennem Collegium Internationale Neuropsychopharmacologicum (CINP), det amerikanske National Institutes of Mental Health (NIMH) og World Psychiatric Association (WPA). Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fremstillede en informationspakke om sindslidelser i praktiserende lægepraksis, som blev udsendt internationalt, og som gjorde det nemmere for den praktiserende læge at diagnosticere sindslidelser. Det blev fastslået i informationspakken, at henvisning til en psykiater eller til et behandlingscenter skal overvejes. Pakken understreger vigtigheden af, at praktiserende læger og specialister forstår, at hovedformålet med det uddannelsesmæssige initiativ ikke er at erstatte specialister (psykiatere), men at udbygge sagkundskaben hos den praktiserende læge og at forbedre samarbejdet og kommunikationen mellem den praktiserende læge og det psykiatriske behandlingssystem.

I starten bliver psykofarmakaen aggressivt markedsført med påstande om, at de er revolutionerende gennembrud, bemærkelsesværdige videnskabelige forbedringer i forhold til deres forgængere. Efterhånden som de oplever medvind, breder brugen af midlerne sig ud over psykiatriens rammer, og de bliver ordineret af praktiserende læger for hverdagens sygdomme.

2000-tallet

I dag behøver den psykiatriske tænkemåde og praksis ikke længere at slås med at efterligne og opnå accept fra lægeverdenen. Psykiatrien er blevet en integreret del af den almindelige lægepraksis.

Diagnosen skizofreni er ikke længere en entydig diagnose, men er snarere blevet en samlet betegnelse for en række mentale tilstande præget af væsentlige forstyrrelser i tanker og følelsesliv, hvilket differentierer diagnosen såvel som behandlingen noget. Psykiatrien er nu af den opfattelse, at psykiatriske tilstande for en væsentlig del må tilskrives etableringen af mentale "genveje": hvor normale personer normalt udsender signaler fra sted til sted i hjernen, vil psykiatriske patienter så at sige skyde genvej, hvilket for omkringstående kan være svært at følge og derfor opfattes som unormalt. Dertil kommer handlemønstre, der adskiller sig fra normale menneskers, men ligeledes tilskrives hjernens usædvanlige virkemåde; frem for udtrykket syg tales nu i visse lægekredse snarere om anderledes tænkende.

Medicinsk behandling anvendes fortsat som symptombehandling, ikke helbredelse. Det er imidlertid af væsentlig betydning, at man ved sådanne behandlinger kan bringe sygdommen under en så stærk kontrol, at patienten ofte vil kunne leve en helt normal tilværelse - forudsat regelmæssig medicinindtagelse. Derved er behovet for egentlig indlæggelse betydeligt indskrænket. Til gengæld er de fleste tidligere behandlinger, såvel chokterapier, hvis formål var at dræbe eller paralysere skadelige hjerneceller, som de kirurgiske indgreb, der har vist sig ikke at have nogen påviselig effekt, i dag ophørte.

Der synes at væres en vis tendens blandt psykisk syge til arvelighed, men også brugen af euforiserende stoffer som hash og andre vil frembringe uoprettelige hjerneskader der kan medføre psykiske lidelser.

Litteratur

• Erwin H. Ackerknect: A Short History of Psychiatry (New York 1959)
• Franz G. Alexander & Sheldon T. Selesnick: The History of Psychiatry: An evaluation of Psychiatric thought and Practice from Prehistoric Times to the Present (New York 1966)
• Stanley Finger: Origins of Neuroscience: A History of Explorations into Brain Function (New York 1994)
• Joseph Glenmullen: Prozac Backflash (New York 2000)
• Nathan Hale: Freud and the americans (New York)
• John G. Howells: World History of Psychiatry (New York 1975)
• Jesper Vaczy Kragh (red.): Psykiatriens Historie i Danmark (København 2009)
• Edward Shorter: Psykiatriens historie - fra asyl til Prozac (Munksgaard, 2001)
• Thomas Szasz: The Manufacture of Madness (New York 1970)
• Thomas Szasz: Pharmocrazy (Westport, CT 2001)
• Elliot S. Valenstein: Blaming the Brain (New York 1998)

Ekstern henvisning

• Allan Madsen: "Psykiatriens historie i Danmark" (DANSK SOCIOLOGI Nr. 1/20. årg. 2009)

Nyt udkast til psykiatriens historie

Opfattelsen af sindssygdom har ændret sig gennem tiderne; fra 1600-tallet var hovedformålet primært at isolere de sindssyge fra den almene befolkning, hvilket først skete med oprettelsen af Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset uden for Nørreport i København, der siden blev efterfulgt af Ladegården ved Sankt Jørgens Sø. Ladegården blev i 1651 indrettet til Sct. Hans Hospital for afsindige og pestsyge og var i drift til 1807. Udtrykket dårekiste er en gammel eufemisme for "psykiatrisk hospital" og henviser netop til opbevaringspraksisen.

I Frankrig oprettedes tilsvarende anstalter, hospitaux generaux, i 1676 med dekret af Louis 12.

Anstalterne brugte forskellige behandlinger for at kurere den sindssyge, varierende fra chokbehandlinger, der skulle chokere ham eller hende tilbage til sine sansers fulde brug, til dyreblodindsprøjtninger med for eksempel lammeblod; det var ikke ualmindeligt at patienter døde af anafylaktisk shock ved disse behandlinger. Andre metoder brugte pinefulde vandkure og sultekure, samt brug af pisk og trædemølle.

Den tyske læge Johann Reil definerede i 1808 ordet psykiatri (psychiaterie) i betydningen "studiet af sjælen". Han forsøgte at praktisere psykiatri efter samme grundtanke som medicin - at anskue psykisk sygdom som noget der kunne kureres, lige som fysisk sygdom, blot den rette metode kunne findes, og praktiserede derfor så forskellige metoder som massage, piskning, og opium. Dr. med. John G. Howells vurderer at Reil i væsentlig grad bidrog til at etablere psykiatrien som et lægeligt speciale.

I Danmark blev der i 1800-tallet oprettet flere institutioner: Sct. Hans Hospital på herregården Bistrupgård ved Roskilde i 1816, Jyske Asyl i Risskov ved Århus blev taget i brug i 1852, Oringe ved Vordingborg i 1857, Viborg i 1877 og Middelfart i 1888. Københavns Kommunehospital fik sin afdeling for sindssygdomme i 1875. Lægen Harald Selmer, der var kritiker af "dårevæsnet" som det så ud frem til midten af 1800-tallet, udgav den første dansksprogede lærebog i psykiatri. Selmer, Christian Geill og Jens Rasmussen Hübertz var vigtige deltagere i det paradigmeskift der fandt sted på dette tidspunkt; sindssygdom blev da betragtet som sidestillet med legemlig sygdom, blot med andre symptomer.

Den 12. november 1935 udførte Egas Moniz og Almeida Lima den første lobotomi, populært kendt som det hvide snit, der er et kirurgisk indgreb i hjernen. Metoden blev udråbt til at være et stort fremskridt, hvorfor den vandt stor udbredelse internationalt. Det har senere vist sig, at de negative resultater hos forholdsmæssigt mange patienter, herunder primært personlighedsændringer, sløvsind, apati og forholdsvis stor dødelighed, ofte blev fortiet. Efterhånden voksede kritikken af lobotomier og metoden anvendes ikke længere.

Referencer

---

NOTE: Jeg mener stadig, det er relevant at inkludere et afsnit om psykiatriens historie. Derfor ovenstående forslag. Der mangler kilder til de påstande, der fremsættes - her håber jeg, Bruger:Rmir2 vil anvende sin forskning fra det tidligere arbejde med teksten? Ellers mener jeg, at de væsentligste punkter fra psykiatriens historie er kort repræsenteret, idet jeg har forsøgt at udelade POV. Teksten burde også være af en overskuelig længde uden at være alt for stenografisk. Andre meninger og synspunkter er velkomne. --Medic (Lindblad) 30. okt 2010, 16:12 (CEST)

Her kun en kort kommentar: Dette bud er velkomment. Jeg synes, at det er et godt startpunkt for et afsnit i den samlede artikel. Et mere omfattende udbud (som jeg lagde op til) bør nok have sin egen artikel. Jeg prøver netop nu (som lovet) på grundlag af "Psykiatriens historie i Danmark" (2008) at udarbejde en ny tekst til de tidsafsnit, hvor der i mit oplæg kunne være tvivl om originaliteten af artikelteksten. Men det nye oplæg fra min side vil blive som en særlig artikel - ikke indskrevet i den nuværende. Jeg har i de sidste to måneder konsulteret to læger om emnet, men det er ikke let at formulere sig, når man ikke er fagmand. venlig hilsen --Rmir2 30. okt 2010, 16:22 (CEST)

Glimrende forslag. Bevares - det er jo ikke perfekt. Men det er et rigtig godt udgangspunkt til artiklen, som der med tiden kan bygges videre på. --|EPO| ^COM: 30. okt 2010, 18:15 (CEST)

Et godt udgangspunkt som jeg også kan tilslutte mig, også opdelingen med et kort afsnit som dette i psykiatriartiklen og en selvstændig uddybende historieartikel. - Nico 30. okt 2010, 18:28 (CEST)

Tak for tilslutningen. Har indsat historien i artiklen. Kilderne mangler fortsat, men jeg mener, de er nemmere at få inkluderet i hovedartiklen, hvor enhver kan se dem, end her på en diskussionsside hvor ansvaret ligger på nogle få skribenter. --Medic (Lindblad) 1. nov 2010, 21:06 (CET)

Psykiatriens historie - nyt udkast

Psykiatriens historie

Philippe Pinel i La Salpêtrière hospitalet (asylet i Paris for vanvittige kvinder) frigør en patient fra hendes kæder, Maleri af Tony Robert-Fleury

Psykiatrien har gennemgået en lang udvikling, inden den har antaget den form, de n har i dag. Lange perioder af psykiatriens historie har været præget af manglende evne til at diagnosticere psykiatriske sygdomme, hvorfor man i stedet har forsøgt at isolere de syge fra det øvrige samfund, ligesom man snarere behandlede de synlige symptomer end selve sygdommen.

1600-tallet

De første forsøg på en offentligt instigeret løsning for samfundets sindssyge borgere skete i 1600-tallet. I Danmark skete dette ved oprettelsen af Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i København - siden Pesthuset - først beliggende uden for Nørreport og siden ved Kalvebod Strand og derefter Ladegården ved Sankt Jørgens Sø, der allerede i 1651 blev indrettet til et Sct. Hans Hospital for afsindige og pestsyge og var i drift til 1807. Nogen egentlig behandling skete dog ikke; der var tale om en forskelsløs indespærring af socialt afvigende: omstrejfere, fattige berøvet muligheden for at skaffe sig udkomme, forbrydere, værkbrudne, gale og afsindige som led i reorganiseringen af den sociale orden.

Danmark var her tidligt fremme: først i 1676 dekreterede Louis 12. etableringen af hospitaux generaux (offentlige hospitaler) i Frankrig. Disse hospitaler skulle huse "svirebrødrene, de ødsle fædre, fortabte sønner, blasfemikere, mennesker, som forsøgte at ødelægge sig selv, (og) libertinere", som det hed. Dette dekret markerede begyndelsen til den senere tids indespærring af de sindssyge. I virkeligheden var også de franske hospiteaux generaux blot opbevaringsanstalter. Terapi blev ikke anvendt, og de indsatte blev pisket, lænket og levede under temmelig uhygiejniske forhold.

Det var imidlertid på disse anstalter, at kundskab hos institutionernes ansatte, de egentlige forgængere for senere tiders egentlige psykiatere, blev udviklet. Udtrykket dårekiste - der er slang for "psykiatrisk hospital" - stammer fra den tid, hvor opbevaring var normen. Kun få medicinske behandlinger blev forsøgt på denne tid. Man gik ud fra den tanke, at det "forstyrrede" forstand ved heftige sindsbevægelser eller ubehagelige oplevelser på radikal vis kunne bringes "i orden", og behandlingen afså at med skræmmende eller på anden måde stærkt belastende påvirkninger af nervesystemet så at sige at bringe patienten til fornuft. Med henblik herpå gjorde man forsøg med at kaste den sindssyge i et slangefyldt hul for derved at chokere vedkommende tilbage til sine sansers fulde brug. Desuden forsøgte man sig med at give dyreblodindsprøjtninger (f.eks. lammeblod); ikke sjældent døde patienter af anafylaktisk shock ved disse behandlinger. På trods af de mindre gode erfaringer anså disse tidlige psykiatere at have ret til at regne sig som en del af lægestanden, idet de mente, at disse anstalter blev drevet på en terapeutisk måde, som gjorde arbejdet en lige så stor videnskab som kemi og anatomi.

1700-tallet

Mange anser Philippe Pinel som ophavsmanden til moderne psychiatri.

Under den franske revolution blev mange af de indespærrede den 24. maj 1798 frigivet under ledelse af psykiateren Philippe Pinel (1745-1826), der under revolutionen var blevet udnævnt til direktør for Bicêtre uden for Paris, under indtryk af de umenneskelige vilkår, de sindssyge hidtil havde haft. Senere blev han direktør for La Salpétiére (galeanskalten for kvinder) og lod her fjerne de lænker, fra patienterne, som disse tidligere havde måttet gå i. Sine tanker om sindssyge offentliggjorde han i bogen Traité médico-philosophique sur l’aliénation mentale; ou la manie. Pinel var den første, der forsøgte at underinddele sindssyge, i fire grupper: "manias", "melancholies", "dementia" og "idiots", lige som han forklarede deres oprindelse ved arv og miljømæssig indflydelse. Han foreslog at lade en særlig gruppe af læger tage sig af de syge. Hans studier og tiltag repræsenterede den første psykiatriske revolution, og skulle blive en inspiration for psykiatere i den følgende tid. Der udvikledes to skoler eller retninger: den franske psykiatriske skole og den tyske psykiatriske skole.

1800-tallet

Johann Christian Reil, 1811

Harald Selmer

Den tyske læge Johann Reil dannede i 1808 ordet psykiatri (psychiaterie) med betydningen "studiet af sjælen". Allerede i 1803 beskrev Reil de tidlige vogtere som "dem, der med det samme trådte frem for at forbedre alle de sindssyge." Han omtalte dem som en "dristig gruppe af mænd, som turde påtage sig denne gigantiske ide om at udslette en af de mest ødelæggende pestilenser fra jordens overflade". Han mente således at de ville være i stand til at udrydde sindssygdommene.

Reil var den første til at sidestille den psykiatriske behandlingsmetode med de medicinske og kirurgiske metoder. Grundtanken, som praktiseret i de tyske anstalter, var at patienten først skulle nedbrydes, brutaliseres - reelt "nulstilles" - og herefter vænnes til absolut lydighed. Midlerne var ydmygelser og pinefulde vandkure, sultekure, tvangsopstillinger og brug af pisk, tvangsstol og trædemølle. Således nedbrudt skulle patienten dernæst anspores og belønnes med positive virkemidler. Galskab var, ifølge Reil og tysk naturfilosofi, at se som en form for synd, der skulle fordrives. Hans behandlinger inkluderede massage, piskning, tampning og opium. Dr. med. John G. Howells vurderer i "World History of Psychiatry" fra 1975, at Reils anbefaling af disse helbredelsesmetoder for sindslidelser i væsentlig grad bidrog til at etablere psykiatrien som et lægeligt speciale. I 1840-erne vurderede dr. Thomas S. Kirkbrade, som var inspektør ved Pennsylvanias Sindssygehospital i USA, at "de nylige tilfælde af sindssyge normalt er meget lette at helbrede". I England, Frankrig og Tyskland begyndte læger allerede på denne tid at specialisere sig inden for det psykiatriske område og arbejde for at få det anerkendt som en del af lægevidenskaben.

For Danmarks vedkommende skete det første forsøg på institutionalisering af psykiatrien med oprettelsen af Sct. Hans Hospital på herregården Bistrupgård ved Roskilde i 1816, Jyske Asyl i Risskov ved Århus blev taget i brug i 1852, Oringe ved Vordingborg i 1858, Viborg i 1877 og Middelfart i 1888. Københavns Kommunehospital fik sin afdeling for sindssygdomme i 1875, og Sct. Hans Hospital ved Roskilde blev udvidet flere gange. Oprettelsen af disse anstalter var et udslag af en stærkt voksende kritik af dårevæsenet i 1800-tallets midte, ikke mindst fremført af lægen Harald Selmer, der tillige udgav den første dansksprogede lærebog i psykiatri. Med den nye generation af psykiatriske læger, der omfattede Jens Rasmussen Hübertz og Selmer, indledtes et paradigmeskifte i opfattelsen af sindslidelsernes karakter. Det er sammenfattet hos Selmer i formuleringen:

"At de Afsindige hverken ere mere eller mindre end Syge",

hvormed han tilkendegav opfattelsen, at afsindighed er at betragte som en legemlig sygdom, der ytrer sig ved sjælelige symptomer. Også overlæge ved sindssygeanstalten i Viborg, Christian Geill, anførte i 1891 at:

"Sindssygdom er altid en Sygdom i Hjernen, paa samme Maade som Lungebetændelse er Sygdom i Lungen"

– eller som overlæge Knud Pontoppidan ved Kommunehospitalets Sjette Afdeling for Nerve- og Sindssygdomme formulerede det:

"Det, vi have at gøre med i vor Egenskab af Læger, er legemet; dersom der gives noget saadant som Sygdomme af Sjælen, saa kunne vi ikke gøre Noget derved. Negative og positive sjælelige Symptomer ere for os kun Tegn til, hvad der ikke gaar for sig eller hvad der gaar forkert for sig i de højeste Nervecentrer."

Psykiaterne gjorde sig ud fra disse overbevisninger store anstrengelser for at finde frem til arvelige eller degenererede dispositioner som årsag til sindslidelserne. Det lykkes imidlertid ikke selv efter utallige obduktioner at identificere og påvise synlige forandringer i hjernen. Somatose-postulatet forblev en tese. Det lykkedes af samme grund heller ikke psykiaterne at nå frem til en bare nogenlunde fælles, entydig og konsistent beskrivelse af de forskellige former for sindslidelser.

Med udgivelsen af Rudolf Virchows "Cellular Pathology as Based upon Physiological and Pathological Histology" i 1858 blev grunden til det moderne lægefag som en profession baseret på empirisk videnskab lagt. Studiet af patologi som sygdommes fænomenologi kombineret med studiet af bakteriologi som årsagen til smitsom sygdom, forankrede lægegerningen som studiet af kropslige sygdomme på basis af naturvidenskab. Mens lægestanden herefter fortsatte ad den videnskabeligt funderede vej til fremskridt inden for faget, udviklede psykiatere deres egne metoder uafhængigt af den videnskabelige model, hvilke hvilede på vidt forskelligt grundlag, fx i Tyskland og Danmark (se nedenfor). Også psykiatrien søgte at udvikle nye og mere effektive behandlinger, hvorfor adskillige eksperimenterende behandlinger blev afprøvet. Mange af disse behandlingsmetoder blev fulgt af historier om fantastiske resultater og påstande om højtudviklet ekspertise, der siden efterfølgende er blevet tilbagevist og som må tilskrives datidens forhåbninger.

Darwins stol

Disse behandlinger inkluderede forsøg som "Darwins Stol". Dette var en slags karrusel. På en briks i den ene ende af en horisontal stangarm, som blev drevet rundt ved et mekanisk værk, fastspændtes den syge i liggende stilling og med hovedet i periferien. Denne anordning kunne præstere indtil 125 rundture i minutet. På denne måde gav man den sindssyge rundture, der kunne bevirke blødninger på øjnenes bindehinder, indtil blodet sivede fra mund, ører og næse. Formålet var at gøre den syge livræd, og dette lykkedes da også. Imidlertid viste det sig snart, at dette behandlingsredskab ikke gjorde den mindste nytte, og det blev atter taget ud af behandlingsmidlernes række.

Tidlige medicinske behandlinger

Nye medicinske behandlinger blev igangsat: i 1855 blev depressive patienter behandlet med opiumkure, fra 1866 anvendtes brom, fra 1869 kloralhydrat og fra 1903 barbiturater som beroligende midler. Fra 1887 indførte Julius Wagner‑Jauregg "feberterapier", idet han frembragte feber ved hjælp af streptokokker, der forårsager rosen, tuberkulin, der er et ekstrakt af dræbte tuberkel-bakterier, dræbte streptokokker og dræbte Salmonella typhi.

Moralbehandling

Moralbehandling blev beskrevet af Theodric Romeyn Beck fra New York på denne måde: "Overbevis de vanvittige om, at lægens og vogterens magtbeføjelser er absolutte" og "hvis de er uregerlige, forbyd dem andres selskab, anvend spændetrøjer og luk dem inde i et mørkt og stille rum".

Kliniske studier

På samme tid gjordes der imidlertid kliniske studier, som senere skulle få betydning for behandlingen af patienter. I 1860 skrev overlæge på Sct. Hans Hospital Valdemar Steenberg således en disputats om den Syphilitiske Hjernelidelse, hvori han angav syfilis som årsagen til sygdommen. Senere fulgte et omfattende studie ved reservelæge på Sct Hans Christian Jespersen, der kunne påvise, at af patienter med dementia paralytica var 77% smittet med syfilis og sluttede sig til en sammenhæng. I 1905 blev årsagen til syfilis, en bakterie kaldet Treponema pallidum påvist af tyskeren Fritz Schaudin, og i 1913 blev bakterien fundet i hjernen på en død paralytiker. Det var i virkeligheden et gennembrud for forskningen, men endnu savnedes metoder til behandlingen af sygdommen.

Et andet tidligt gennembrud var forsøg med litium ved behandlingen af depressioner. Denne behandling blev foreslået af danskeren Carl Lange i 1866, idet det antoges, at tilstanden var forårsaget af forstyrrelser i urinsyreomsætningen, og at litium kunne have en god effekt på stemningssymptomer ved at danne litiumsalte med urinsyre. Der blev trykt undersøgelser af effekten, men metoden blev opgivet, da man erkendte, at urinsyreteorierne var forkerte. Først i anden halvdel af det 20. århundrede skulle litium blive genopdaget som et effektivt virkende behandlingsmiddel.

1900-tallet

Fil:Bleuler.png

Eugen Bleuler

I begyndelsen af 1900-tallet nærede psykiatrien et håb om nærmere at fastslå årsagerne til sindslidelser. Psykiatere undersøgte om sindssygdom kunne være forårsaget af en gift og kunne blive kureret med en modgift, mens andre undersøgte, om sindssygdom i stedet for at være en sygdom kunne være en manglende evne til at tilpasse sig omgivelserne. Nogle begyndte at gå bort fra at bruge det gamle udsagn "kronisk og uhelbredelig". De insisterede på at psykiatri, til trods for manglen på fremgang i hyppigheden af raskmeldinger, var lige på tærsklen til en gylden æra. Den amerikanske forsker Shephard Ivory Franz skrev imidlertid i 1916, at

"Vi har ingen fakta, som i dag sætter os i stand til at lokalisere de psykiske processer i hjernen bedre, end det var tilfældet for 50 år siden."

Så man var kommet til den erkendelse, at psykiatrien ikke var kommet nærmere til at forstå eller helbrede sindssygdomme eller psykiske problemer.

I 1910 dannedes ordet skizofreni (Schizophrenie) af Eugen Bleuler. I 1920'erne udgjorde diagnostiserede skizofrene som regel 50-60 % af de indlagte på sindssygehospitalerne.

I 1918 definerede den tyske psykiatripionér Emil Kraepelin en psykiater som en absolut hersker, som, ledet af den daværende viden, ville være i stand til skånselsløst at gribe ind i folks livsforhold og med sikkerhed inden for få årtier opnå en tilsvarende nedgang i sindssygdom. 1. verdenskrig var i fuld gang, da Kraepelin etablerede et psykiatrisk forskningscenter i Tyskland med det formål at

"fastslå de psykiske sygdommes natur og finde frem til teknikker til deres forebyggelse, lindring og helbredelse. Vi har allerede gjort fremskridt som vil gøre det muligt for os at sejre over de frygteligste plager, som kan true mennesket".

Malariabehandling

I begyndelsen af 1900-tallet skete et gennembrud i den biologisk orienterede psykiatri da det lykkedes danske psykiatere som de første at påvise en sammenhæng mellem en syfilis-infektion og dementia paralytica, der er en kronisk infektion i hjernen, der kan optræde 10-20 år efter en syfilis-infektion. Skønsmæssigt udgjorde paralytikerne gennem hele 1800-tallets sidste halvdel og frem til 1920’erne op mod en femtedel af alle indlagte på de danske sindssygeanstalter.

Omtrent på samme tid, den 14. juni 1917, gennemførtes den første malariabehandling, idet professor i psykiatri på den psykiatriske universitetsklinik i Wien, Julius Wagner-Jauregg, indsprøjtede blod fra en malariasyg patient i to patienter med dementia paralytica. Derefter anvendte han blod fra disse patienter til at behandle endnu en lille gruppe syfilis-patienter. Syv år senere var antallet af behandlede kommet op på over 1.000. Baggrunden for at forsøge sig med denne behandling var, at Wagner-Jauregg havde iagttaget, at feberanfald tilsyneladende havde en god virkning på patienter, der havde fået diagnosticeret dementia paralytica. Han gjorde sig derfor overvejelser om at forsøge at "pode" patienter med blod fra malariapatienter, og efter at have forsøgte med andre metoder, greb han muligheden, da en soldat med kulderystelser og regelmæssige feberanfald blev indlagt på hans klinik. Behandlingen gav vellykkede resultater, ifølge Wagner-Jauregg, der skønnede, at over to trediedele af patienterne oplevede forbedrede tilstande.

I begyndelsen af 1920’erne havde malariabehandlingen bredt sig til det meste af Europa, Sydamerika og USA. Den 2. oktober 1922 blev de to første danske patienter med dementia paralytica "podet" med malaria i Wien af Julius Wagner-Jauregg. De fik feber. I 1923 blev de udskrevet. Den ene døde efter krampeanfald allerede oktober samme år, mens den anden 3 år senere skrev at han var "rask og frisk". 4 ml blod fra den ene malariasyge blev indsprøjtet i en anden paralytiker. På den måde blev mange paralytikere behandlet med malaria på Sankt Hans i Roskilde i et rum, hvis vinduer er dækket med gaze, for at ingen myg kunne suge blod og smitte mennesker uden for rummet med malaria. I 1924 kunne psykiaterne på Sct. Hans Hospital konstatere, at der efter malariabehandling var en bedring at spore hos omkring halvdelen af de behandlede, og i en international undersøgelse i 1926, som omfattede offentliggjorte artikler om behandling af 2.460 patienter, var vurderingen, at en fjerdedel af de behandlede fik det meget bedre og en anden fjerdedel fik det moderat bedre, og hos den sidste halvdel var der ingen bedring at spore. Julius Wagner-Jauregg fik nobelprisen i fysiologi/medicin i 1927 for opdagelsen af den terapeutiske værdi af malariabehandling ved helbredelsen af dementia paralytica. Fra 1924 blev der også udført malariabehandlinger i Århus og Nykøbing Sjælland. Fra 1923 til 1944 døde 7 % af paralytikerne i forbindelse med denne malariabehandling, hvilket blev accepteret, fordi den ubehandlede dementia paralytica ansås for mere livsfarlig.

Feberfremkaldende behandlinger

Bakterien, der forårsagede syfilis og dermed også dementia paralytica, var blev opdaget i 1905, men man vidste ikke, om det var malariaen, feberen eller noget helt tredje, der hos nogle paralytikere forårsagede en vis bedring, hvor atter andre døde under behandlingen. Ansporet af de vellykkede udfald forsøgte man sig i de følgende år med andre medicinske fremgangsmåder: Psykiatere frembragte feber ved at indsprøjte bl.a. terpentinolie, urin, svovl og komælk i muskler. Resultaterne var uklare: på Universitetsklinik Budapest gav mælkeindsprøjtningsterapi i 1922 følgende udfald: 20% kom sig helt, 20% fik det bedre, 24% var uforandrede, 13% fik det værre, 23% døde.

Man forsøgte sig også med sulfosin-indsprøjtninger: Overlæge Knud Schrøder fra Odense indsprøjtede sulfosin (et svovloliepræparat) i skizofrenes muskler og frembragte herved høj feber. Sulfosinindsprøjtning blev afprøvet på flere danske hospitaler. Psykiateren Jørgen Ravn fra Sct. Hans Hospital mente, at andelen af bedringer efter sulfosinindsprøjtning ikke lå over andelen af spontane bedringer, som kunne ses hos ubehandlede skizofrene. Han afbrød indsprøjtningerne, angiveligt fordi der forekom "ret intense smerter, opkastninger, kulderystelser, vægttab og ildebefindende."

Psykiater Paul Reiter fra Sct. Hans Hospital indsprøjtede mangan, tre forskellige typer af hormoner og en Colivaccine af patienternes egne tarmbakterier i skizofrene. Hans eksperimenter med Colivaccine-indsprøjtning gav følgende resultater: af 50 patienter kom de 13 sig helt, 10 fik det væsentligt bedre, resten reagerede voldsomt og 1 døde. Reiters manganbehandling blev taget op på flere danske hospitaler. Overlæge Hjalmar Helweg fra sindsygehospitalet i Vordingborg iagttog ikke nogen gunstig virkning, der med blot nogenlunde sandsynlighed kunne henføres til Manganbehandlingen hos i alt 95 skizofrene.

Psykoanalyse

I første del af 1900-tallet vandt psykoanalysen anført af Sigmund Freud frem som en fornyelse i den centraleuropæiske psykiatri, og den spredte sig hurtigt til USA. Psykoanalysen adskilte sig fra den biologiske psykiatri dels ved sin metode, der bestod i ved samtaler med patienten at trænge ind i dennes ubevidste psykiske processer, dels i fortolkningen af psykisk sygdom, der ansås at være en individuel reaktion på den enkelte patients livssituation.

Shockbehandlinger

I 1930-erne og 1940-erne skete imidlertid en udvikling hen imod fysiske behandlinger. Således indførte psykiatrien i årtiet mellem 1928 og 1938 behandlinger som metrozolshock, insulinshock, elektrochok og psykokirurgi. Disse metoder må ses som forsøg på at at bringe den biologiske psykiatri ud af det dødvande, mange følte, at man befandt sig i. Ph.d. Elliot S. Valenstein bemærkede, at:

"fysiske behandlinger også hjalp psykiaterne med at opnå respektabilitet inden for det lægelige område og gjorde dem i stand til mere succesfuldt at konkurrere med neurologerne, som ofte behandlede patienter med såkaldte nervøse forstyrrelser."

Overlægen på Kommunehospitalets Sjette afdeling, P.J. Reiter, fandt i 1942, at elektrochok

"… de fleste steder i verden, også herhjemme, er taget systematisk op som et fast led i hospitalsbehandlingen … og behandlingsresultaterne har allerede givet anledning til en betydelig optimisme."

I 1927 behandlede Manfred Sakel en sukkersyg skuespillerinde, der havde misbrugt morfin. Efter en overdosis insulin, der førte til en let koma, syntes skuespillerinden at være kureret for sin morfinafhængighed. I 1933 indsprøjtede Sakel insulin i store doser i skizofrene. De kunne få kramper, og til sidst gik de i koma, fordi deres krop manglede sukker. 15-30 minutter efter indsprøjtning fik patienterne glukose og kom til bevidstheden igen. Der var 30-40 shock i løbet af 2-3 måneder. I slutningen af 1930’erne var denne shockbehandling indført i USA og de fleste europæiske lande.

I 1934 indsprøjtede Lászlo Meduna kamferolie i en 33-årig skizofren mand. Manden fik et 60 sekunders epileptisk anfald. I stedet for kamfer blev senere anvendt cardiazol. Medunas metode bredte sig i USA og Europa. Victor Hahnemanns cardiazolindsprøjtninger i Vordingborg blev beskrevet på følgende måde:

"Toniske kramper, hvor kroppen bliver spændt som en bue, åndedrættet ophører, og ansigtet bliver blåligt. Derefter kommer de hurtige, kloniske bevægelser, med rykvise kramper, indtil bevidstheden mistes."

Til sammenligning en beskrivelse fra en patient:

"Ca. 10 Sekunder efter man har faaet Injektionen, bliver man med et ligesom rykket ud af sig selv ind i en anden Verden, men dog ser man de omkringstaaende ligesom i en vandklar Taage. Det er aldeles ulideligt og fuldkommen umuligt at komme ud af. Sommetider er Virkningen stærkere, sommetider svagere; når den er stærk, bliver man hallucineret (ser syner). Stuen man ligger i kommer til at ligne Helvede og man ligesom brændes af en usynlig Ild. Det er meget uhyggeligt. Men nu er det heldigvis forbi.“

I 1941 blev en stor dansk undersøgelse af shockbehandlingerne færdiggjort. Næsten 2000 mennesker var behandlet med insulin eller cardiazol i perioden 1937-1939 i de 12 deltagende danske psykiatriske afdelinger og hospitaler. Ved insulinbehandling var dødeligheden 1 %, ved cardiazol 0,5 %. Desuden viste der sig alvorlige skader med lunger og hjerte samt forskellige typer af frakturer. Ved insulinbehandling opnåede 2,4 % fulde remissioner, ved cardiazol 1 %. Fuld remission betød "sygdomsindsigt, adækvate emotionelle Reaktioner med fuld Arbejdsevne". Trods de tidligere store forventninger viste behandlingerne sig stort set virkningsløse og er med rette blevet kaldt "en famlen i blinde".

Det hvide snit

Uddybende artikel: Lobotomi

Man forsøgte sig også med kirurgiske indgreb. Allerede omkring 1900 var der gjort forsøg med hjernekirurgiske indgreb med en vis fremgang, men indgrebene blev atter stoppet på grund af modstand blandt lægerne, og fornyede indgreb lige inden 1. verdenskrig havde ikke givet gode resultater. Den 12. november 1935 genoptog Egas Moniz og Almeida Lima forsøgsvis det hvide snit, også kaldet lobotomi. Metoden blev nu udråbt til at være et stort fremskridt, hvorfor den vandt stor udbredelse internationalt. De negative resultater hos forholdsmæssigt mange patienter, herunder primært personlighedsændringer, sløvsind, apati og noget stor dødelighed, blev fortiet. Skandinavien foretog flest lobotomier i forhold til befolkningens størrelse. Efterhånden voksede kritikken af metoden. I dag anvendes den ikke længere; i stedet anvendes psykofarmaka.

LSD-behandlinger

Et sort sidespring i psykiatriens historie var brugen af hallucinogene stoffer ved behandlingen af psykiatriske patienter. Allerede i 1943 foretoges de første LSD-behandlinger. I 1930'erne fremstillede den schweitsiske medicinfabrik Sandoz et helt nyt men indledningsvist uinteressant molekyle – LSD. I 1943 fik en medarbejder, Albert Hoffmann, lidt LSD ind i munden. I flere timer befandt han sig „i en fantastisk verden domineret af voldsomme følelser, stålende farver“, og alle genstande omkring ham var „i bølgende bevægelse“. Hoffman og en psykiater gav efterfølgende LSD både til raske og psykiatriske patienter. Fra 1955 til 1967 udførte Stanislav Grof ikke mindre end 3.000 LSD-sessioner i Prag. I Danmark skete der også mange LSD-behandlinger, således en intensiv psykoterapeutisk LSD-behandling på Rigshospitalet 1962-1966, men der var også nogle selvmord og mange psykiske skader. Især Frederiksberg Hospital blev siden kritiseret. I 1967 blev LSD-behandling bandlyst i USA efter konstaterede skadevirkninger, herunder afhængighed, men først i 1986 vedtoges en dansk „Lov om erstatning for skader ved LSD-behandling“.

Psykofarmaka

Allerede tidligere i psykiatriens historie var der gjort tiltag med brug af kemiske stoffer for at prøve at forbedre psykiatriske patienters. De tidligere forsøg med brug af bromsalte (1838), kloralhydrat (1869) og biturater (1903) havde imidlertid ikke givet lovende udfald. Situationen ændredes først totalt efter 2. verdenskrig. I 1950-erne og 1960-erne introduceredes psykofarmaka, som var udviklet til at nedbringe de symptomer, som er forbundet med sindssygdomme. Samtidig indførte psykiatrien et system til at diagnosticere sindslidelser, der i dag har ført til systemer som DSM-IV og ICD-10. Perioden er blevet kaldt for "den anden biologiske psykiatri". Dens grundlag var, at genetik og hjerneudvikling var årsagerne til sindslidelse, og at psykoaktive midler og uformel psykoterapi var dens løsninger.

Allerede i 1940-erne udvikledes der blandt visse læger interesse for at bruge antihistaminer, der var kendt for at have en vis bedøvende virkning. Den franske kirurg Laborit havde konstateret, at antihistaminer egnede sig til at give patienter en afslappet tilstand i forbindelse med kirurgiske indgreb. Medicinalfirmaet Rhōne-Poulenc iværksatte et forskningsprogram for at videreudvikle antihistaminer og syntetiserede et nyt stof, klorpromazin, som Laborit der efter tog i anvendelse. Laborit konstaterede, at hans patienter blev mere ligeglade med omgivelserne men vedvarende var i fuld bevidsthed. Snart blev der fokuseret mere på virkninger af stoffet, og i 1952 offentliggjorde den franske psykiater Jean Delay artikler om stoffets virkning ved psykoser. Hurtigt blev stoffet taget i brug som virkemiddel mod vrangforestillinger, hallucinatiner og svær psykotisk uro. I 1954 blev det påvist, at stoffet reserpin ligeledes lod sig anvende mod psykiske lidelser. Begge stoffer viste sig imidlertid at have bivirkninger i form af motorisk rastløshed (akathisi). De nye stoffer fik fællesbetegnelsen neuroleptika. I Danmark blev der gjort flere forsøg med neuroleptika, og det danske medicinalfirma Lundbeck kunne i 1958 syntetisere et stof, der lignede klorpromazin, hvilket førte til dels forøget klinisk forskning, dels en forøget behandling med psykofarmaka. Senere fulgte nye stoffer, især fremkomsten af antidepressiver samt forsøg med litium, der viste sig fremragende til at behandle manier og depressioner, men er yderst giftigt selv ved små overdoser. Ikke desto mindre indebar denne forskning, at der nu var sket et afgørende gennembrud, hvilket tillige førte til en bedre forståelse af lidelsernes biologiske baggrund.

Dopamin-teorien

I takt med, at vidt forskellige psykofarmaka gav yderst positive resultater, nåede lægerne tillige frem til en forklaring herpå, kendt som dopamin-teorien. Kort sagt går forklaringen ud på, at årsagen til lidelserne er forstyrrelser i signaloverførslen mellem to nerveceller i hjernen, hvilken formidles af såkaldte transmitterstoffer som serotin, dopamin, noradrealin og andre. Hvis disse stoffer udskilles og optages i for store mængder, giver det psykiske lidelser. Ved skizofreni er der således tale om en for høj dopamin-virksomhed i synapsen, og neuroleptika formindsker denne virksomhed. Teorien kan ligeledes forklare hvorfor, amfetaminer giver anledning til psykoser, idet amfetamin frigør dopamin i synapsen. Det blev i 1963 påvist, at klorpromazin har en specifik virkning på dopamin ved deres binding til dopamin-receptorer i hjernen. Dopamin-teorien er blevet betegnet som "et paradigmeskift i forståelsen af sindssygdommen" og er endnu ved indgangen til det 21. århundrede fundamentet for behandlingen af patienter.

Dopamin-teorien tåler sammenligning med lægerne Harald Selmers og Christian Geills udtalelser omtrent hundrede år tidligere. Forskellen mellem dem er, at der nu er en langt dybere indsigt i den måde, hvorpå hjernen fungerer, og at det derfor er muligt at give en rationel, sammenhængende medicinsk forklaring på de indvirkende mekanismer.

Nutiden

I dag er psykiatrien blevet en integreret del af den almindelige lægepraksis. Egentlige indlæggelser er blevet søgt begrænset mest muligt men kan fortsat forekomme. Medicinsk behandling anvendes fortsat som symptombehandling, ikke helbredelse. Det er imidlertid af væsentlig betydning, at man ved sådanne behandlinger kan bringe sygdommen under en så stærk kontrol, at patienten ofte vil kunne leve en helt normal tilværelse - forudsat regelmæssig medicinindtagelse. Derved er behovet for egentlig indlæggelse betydeligt indskrænket. Til gengæld er de fleste tidligere behandlinger, såvel chokterapier, hvis formål var at dræbe eller paralysere skadelige hjerneceller, som de kirurgiske indgreb, der har vist sig ikke at have nogen påviselig effekt, i dag ophørte.

I forskningen har man inddraget genetisk epidemiologi, hvor man dels analyserer genernes betydning for sygdomme i form at genvariationer (polymorfier) for sygdomme, dels miljøfaktorers indvirkning på psykiske lidelser. Store patientregistre er blevet opbyggede og anvendes af forskningen. Der synes at væres en vis tendens blandt psykisk syge til arvelighed, men det er fastslået, at også og især brugen af euforiserende stoffer som hash, LSD og andre vil frembringe uoprettelige hjerneskader, der kan medføre psykiske lidelser.

Sygdomsbillederne er blevet mere differentierede end i ældre tid. Diagnosen skizofreni er ikke længere en entydig diagnose, men er snarere blevet en samlet betegnelse for en række mentale tilstande præget af væsentlige forstyrrelser i tanker og følelsesliv, hvilket differentierer diagnosen såvel som behandlingen noget. Psykiatrien er nu af den opfattelse, at psykiatriske tilstande for en væsentlig del må tilskrives etableringen af mentale "genveje": hvor normale personer normalt udsender signaler fra sted til sted i hjernen, vil psykiatriske patienter så at sige skyde genvej, hvilket for omkringstående kan være svært at følge og derfor opfattes som unormalt. Dertil kommer handlemønstre, der adskiller sig fra normale menneskers, men ligeledes tilskrives hjernens usædvanlige virkemåde; frem for udtrykket syg tales nu i visse lægekredse snarere om anderledes tænkende.

Litteratur

• Stanley Finger: Origins of Neuroscience: A History of Explorations into Brain Function (New York 1994)
• Nathan Hale: Freud and the americans (Oxford University Press, New York 1971)
• John G. Howells: World History of Psychiatry (New York 1975)
• Jesper Vaczy Kragh (red.): Psykiatriens Historie i Danmark (København 2009)
• Edward Shorter: Psykiatriens historie - fra asyl til Prozac (Munksgaard, 2001)
• Thomas Szasz: The Manufacture of Madness (New York 1970)
• Thomas Szasz: Pharmocrazy (Westport, CT 2001)
• Elliot S. Valenstein: Blaming the Brain (New York 1998)

Eksterne henvisninger

• Hernish J. Acharya: "The Rise and Fall of The Frontal Lobotomy" (Proceedings of the 13h Annual History of Medicine Days; WA Whitelaw - March 2004, s. 32-41) (engelsk)
• Louis C. Charland: "Benevolent theory: moral treatment at the York Retreat" (History of Psychiatry, 18(1): 061–080; 2007) (engelsk)
• Erich J. Engstrom: "Emil Kraepelin: Leben und Werk des Psychiaters im Spannungsfeld zwischen positivistischer Wissenschaft und Irrationalität" (2006) (tysk)
• Zbigniew Kotowicz: "Gottlieb Burckhardt and Egas Moniz - Two Beginnings of Psychosugery"; Gesnerus 62 (2005), s. 77-101 (engelsk)
• Jesper Vaczy Kragh: "Elektrochok, psykiatri og historie" (Ugeskrift for Læger 167/50 | 12. december 2005)
• Jesper Vaczy Kragh: "Sidste udvej? Træk af psykokirurgiens historie i Danmark" (Dansk Medicinhistorisk Årbog 2007)
• Jesper Vaczy Kragh: "Shock Therapy in Danish Psychiatry" (Medical History, 2010, 54: 341–364)
• Allan Madsen: "Psykiatriens historie i Danmark" (DANSK SOCIOLOGI Nr. 1/20. årg. 2009)
• Sunil Manjila, Setti Rengachary, Andrew R. Xavier, Brandon Parker and Murali Guthikonda: "Modern psychosurgery before Egas Moniz: a tribute to Gottlieb Burckhardt" (Neurosurg Focus 25 (1):E9, 2008) (engelsk)
• Emily Martin og Lorna A. Rhodes: "Resources on the History of Psychiatry" (Omfattende bibliografi afsluttet august 2004) (engelsk)
• George A. Mashoura, Erin E. Walkerc, Robert L. Martuza: "Psychosurgery: past, present, and future" (Brain Research Reviews 48 (2005) 409–419)
• Niall McCrae: "‘A violent thunderstorm’: Cardiazol treatment in British mental hospitals" (History of Psychiatry, 17(1): 067–090; 2006) (engelsk)
• Larry Merkel: "The History of Psychiatry" (PGY II Lecture 9/18/03) (engelsk)
• Philippe Pinel: A treatise on insanity (Sheffield 1806) (engelsk)
• J. Thomas Ungerleider og Duke D. Fisher: "The Problems of LSD and Emotional Disorder" (California Medicine, Januar 1967; s. 49-55) (engelsk)
• "Electroshock therapy introduced 1938" (A Science Odyssey) (engelsk)
• Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan (1890), bind 14, sp. 1115-1116; opslag: Sinnessjukdomar (svensk)
• Nordisk Familjebok, Uggleupplagan (1917), bind 25, sp. 640-650; opslag: Sinnessjukvård (svensk)
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2 udgave (1926), bind XXI, s. 444-446 ; opslag: Sindssygdomme
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2 udgave (1926), bind XXI, s. 450-451 ; opslag: Sindssygehospitaler

Kommentarer til Psykiatriens historie - nyt udkast

Hermed et nyt udkast til en artikel om psykiatriens historie. Som det gerne skulle fremgå, er teksten blevet bearbejdet grundigt, til dels udvidet og med udvidet litteraturliste og flere noter. Visse tidligere afsnit er gledet ud eller skrevet helt om. Selv om der utvivlsomt kan laves yderligere forbedringer, håber jeg, at udkastet kan godkendes som udgangspunkt. --Rmir2 8. nov 2010, 19:05 (CET)

Nok en gang har Rmir2 gjort et beundringsværdigt stort stykke arbejde. Det er tydeligt at der er lagt mange kræfter i den ovenstående tekst. Måske netop derfor piner det mig, at jeg stadig ikke kan tale for at bruge teksten i en artikel. Efter flere gennemlæsninger af den nye tekst, præsenteret herover, er mine tanker følgende:

• Der er gjort et imponerende arbejde med kilder og henvisninger. Teksten fremstår meget mere velunderbygget end før. Personligt ville jeg foretrække {{kilde bog}} brugt for hardcopy tekster, så kilderne lettere kan genfindes, men det er småting, der let kan komme senere. Jeg nævner det mest for at det huskes til senere ;-)
• Teksten har desværre stadig negativ slagside, da tonen fra den "gamle" historie-tekst er bevaret. Jeg sidder stadig med en fornemmelse af, at psykiatrien er noget djævelsk værk som skal udstilles, lige op til beskrivelsen af nutiden, hvor man pludselig har set lyset og indført psykofarmaka, samtidig med at brutale og invaliderende metoder er afskaffet. Flere tekststykker er, i mine øjne, næsten rent fordømmende og tjener et anklagende snarere end oplysende formål. Jeg er bange for at dette problem holder ved, så længe det oprindelige udkast forsøges omskrevet, frem for at forfatte ny tekst fra bunden.
• Teksten er fortsat genkendelig i forhold til den oprindelige tekst, hvorfor Copyvio-problematikken består. Jeg anser det for nødvendigt at forkaste den oprindelige tekst fuldstændigt og begynde forfra, med egen formulering, opsætning, struktur m.v. baseret på de fundne kilder.
• Der er tilkommet en hel del ny tekst og ny information. De afsnit, som således er "nyskrevne", fremstår for mig at se mere neutrale i tone og sprog, og kunne sagtens danne skelet for en ny-opbygning.

Jeg mener således at der fortsat er basis for en god, vedkommende og encyklopædisk artikel i ovenstående materiale... Så snart vi endegyldigt bevæger os væk fra den tekst, vi startede med, og i stedet laver noget helt igennem hjemmebrygget. Ikke forstået derhen, at den information, der oprindeligt blev præsenteret, blot skal forkastes - snarere handler det om at skille relevante fakta ud, og forfatte ny prosa til at præsentere det. --Medic (Lindblad) 9. nov 2010, 08:42 (CET)

Jeg er enig i at meget ligner den tidligere forkastede tekst, men jeg ser også mange forbedringer; Jeg savner stadig noget om dårekister, hospitalernes omsorg og ikke kun skrækhistorierne, plejeanstalter, den nyere tids debat om tvang, nedskæringer og distriktspsykiatri. Jeg kan godt se Lindblads indvending om tonen fra den gamle tekst, og har lidt samme fornemmelse, men samtidig må det heller ikke forties at både historien og nutidens psykiatri er rig på barske og uheldige historier. - Nico 9. nov 2010, 18:35 (CET)

Jeg er enig i, at både det barske og uheldige skal præsenteres - men i min optik er der stor forskel på at præsentere i encyklopædisk form, og at præsentere for at hænge ud eller placere skyld. Jeg kan ikke forestille mig, at sidstnævnte (at hænge ud eller placere skyld) er intentionen... men det er stadig det skær, teksten har i mine øjne. Derfor mine indvendinger. --Medic (Lindblad) 9. nov 2010, 18:45 (CET)

Jeg vil indledningsvis takke for, hvad jeg opfatter som konstruktiv kritik. Denne indeholder to hovedpunkter:

1. at visse dele af teksten ligner (en del af) det oprindelige forlæg, og
2. at teksten fortsat har en "negativ slagside".

Lad mig kommentere dem hver for sig.

Det er rigtigt, at ca. 10% af teksten vil kunne genkendes fra referenceoplægget. Det er principielt nok for meget. På den anden side er væsentlige dele heraf citater, som jeg faktisk synes hører med i artiklen. Resten refererer fortrinsvis til de i datiden anvendte helbredsmetoder (fx Darwins stol). Faktisk synes jeg også, at disse omtaler kan forsvares som et led i en dækkende og troværdig redegørelse for udviklingen. Det kan være, at vi idag anser dem for besynderlige, men det retfærdiggør ikke at udelade dem i en historisk fremstilling, og det er grunden til, at de er medtaget. Det kan være, at det medicinske rationale som gjorde, at man forsøgte sig med dem, ikke er godt nok beskrevet, og det burde der så rettes op på hellere end helt at udelade dem. Jeg vil se, om der kan gøres noget mere ved visse af artiklens sætningskonstruktioner.

Påstanden om, at teksten har en negativ slagside kan jeg derimod ikke tilslutte mig. Over for den ret dyste fremstilling af 1600-tallet står det første reformforsøg i 1700-tallet. For 1800-tallets vedkommende kontrasteres den tyske håndteringsmåde, der viser bagud i tid, med den danske, der viser fremad. De nedslående resultater af mellemkrigstidens metoder hører med i billedet, og ligeledes omtalen af LSD-behandlinger (og de findes da også i Vaczy Kraghs bog). Jeg stiller mig uforstående over for udtrykket "fordømmende". Teksten fortæller hvad man gjorde, og hvorledes udfaldene blev vurderet. Hvis der er konkrete problemer, så lad os tage de konkrete afsnit (sætninger) op til en drøftelse.

Til Nico: jeg vil forsøge at formulere et afsnit om distriktspsykiatrien også. Ligeledes vil jeg prøve at få indføjet noget mere om dårekisterne.

Disse bemærkninger skal ikke opfattes som afvisning af kritik men som en opfordring til at få præciseret de afsnit, hvor der måtte være problemer med formuleringerne. Jeg er glad for, at Nico er enig med mig i, at både de mere og de mindre vellykkede tiltag har krav på omtale. Som lægmand (men med en kollega, der har været under behandling og efter at have talt med et par læger om behandlingen) har jeg gjort mit bedste for ikke at gøre fremstillingen så ensidigt kritisk, som den tidligere var.--Rmir2 9. nov 2010, 19:02 (CET)

@Rmir2: Jeg er, som også anført herover, enig i, at fakta ikke skal udelades af artiklen, blot fordi det beskriver en ubehagelig virkelighed; tværtimod skal de netop inkluderes for at give et fuldt billede af historien. Et glansbillede har lige så lidt ret til at være her som et anklageskrift har. Jeg vil også gerne gentage, at jeg synes det er et stort og prisværdigt stykke arbejde, der er gjort med teksten, der viser klare forbedringer. Min anke er blot, at vi, ved at vedblive at "polere på" en tekst der oprindeligt er skrevet for at fordømme og miskreditere, uvægerligt vil løbe ind i fordømmende og miskrediterende tekststykker, indtil den oprindelige tekst er fuldstændigt erstattet af en ny. Lad os derfor i stedet skille alle fakta ud, forkaste den oprindelige, absolut-på-ingen-måde-neutral-point-of-view-tekst og forfatte en ny, som det er sket med flere tekststykker herover; tekststykker, der i mine øjne fremstår markant mere neutral og nøgternt beskrivende end selv det nu gentagent bearbejdede oprindelige indlæg. Jeg opfordrer netop til, at vi fastholder det gode arbejde, og bruger resten af tiden på at genskrive teksten til de resterende fakta, frem for vedvarende at pudse et dårligt oplæg af. Dette dels for at undgå negativ slagside og copyvio, men i næsten lige så høj grad fordi jeg faktisk tror, det i sidste ende også vil være den lettere løsning. Således føler jeg mig ikke kaldet til at identificere tekststykker, der skal bearbejdes igen; hellere vil jeg opfordre til at beholde dine udmærkede nyskrevne tekststykker, og gøre samme arbejde med dem, der har "overlevet" fra sidst. --Medic (Lindblad) 9. nov 2010, 20:06 (CET)

Baggrunden for vores uenighed er vist en uens vurdering af forholdet mellem referenceteksten og artikeludkastet. Som sagt er der kun meget lidt, der minder om hvor, det startede. Halvdelen af den oprindelige tekst (der i sig selv kun udgjorde en mindre del af mit oprindelige udkast) er helt fjernet, resten omskrevet. At fjerne citaterne er efter min vurdering ikke rimeligt. Vi skal ikke frasige os retten til at bruge dem blot fordi, at andre har brugt de samme. Shorter og Szasz, der begge er kendte som kritikere af psykiatrien (Szasz er selv psykiater) er fortrinsvis refereret netop i denne sammenhæng (indrømmet, jeg har gjort mig selv det lidt lettere ved at referere til dem). Men selv om man kan mene, at datidens medicinske optimister var en kende naive, så mener jeg ikke, at omtale heraf i sig selv kan kaldes "fordømmende og miskrediterende". Jeg har en fornemmelse af, at du som arbejder inden for sundhedssystemet, her er lidt "overfølsom". I virkeligheden har sundhedsvæsenet udvist en tilsvarende udvikling, som kan findes inden for ethvert fag, hvilket jo blot viser videnskabens stadige fremskridt. Nico har peget på visse mangler i teksten, og dem vil jeg udfylde. Desuden har jeg et stort uudnyttigt referencemateriale, som kan bruges til uddybende afsnit. Forøvrigt er der intet til hinder for, at du eller andre også kan yde bidrag eller foretage omformuleringer i teksten. Det er som bekendt hele ideen med wikipedia. --Rmir2 10. nov 2010, 08:49 (CET)

Selv i det nye udkast er litteratur, kilder og citater i udpræget grad baseret på den oprindelige scientology-artikel og må dermed antages at være udvalgt for at styrke dennes POV-synspunkt. Citaterne anser jeg derfor for farvede.

Jeg brugte lidt tid på at kigge efter nogle af forfatterne på litteraturlisten, og de ser ikke umiddelbart "mainstream" ud. "Forskningen" gav følgende

• Ackerknect: [[1]]
• Alexander: [[2]]
• Glenmullen: Ikke citeret
• Hale: Ude af stand til at finde nogen henvisning til ham og bogen på google
• Elliot S. Valenstein: [3]

Neutral artikelskrivning kræver mere allround-viden, end der fås ved i den grad at basere sig på bøger udvalgt af en organisation med en tydelig dagsorden. --Sir48 (Thyge) 10. nov 2010, 14:49 (CET)

Til --Sir48 (Thyge):

• det er efter min opfattelse ikke af betydning hvorfra, et citat stammer eller hvem, der har udtalt det men derimod måden, det bruges på. For at få klare linier vil jeg gerne bede dig om at svare på, om du finder, at mit tekstudkast har til formål at fremme en bestemt organisations holdninger eller ej. Et "ja" eller "nej" er nok til, at jeg ved hvor, vi står.
• Jeg vil ikke udtale mig om din "forskning", men når en forfatter og bog fra Oxford University Press ikke fremkommer ved din søgning, vil jeg blot anbefale dig fra tid til anden at prøve Yahoo.dk, som jeg selv har brug og med godt resultat.--Rmir2 11. nov 2010, 06:37 (CET)

Folk før mig har fremført holdninger meget lig mine, hvorfor jeg vil undlade gentagelse. Vil blot bekræfte, at det er problematisk, at man genkender grundstammen. --|EPO| ^COM: 10. nov 2010, 20:08 (CET)

Grundstammen for mit arbejde er - til din oplysning - den glimrende forarbejde, som bruger:Elektrochok i sin tid gjorde, men lod præsentere i en form og kontekst, der ikke egnede sig særlig godt for wikipedia. Tag ikke fejl: jeg har hele tiden ment, at dette arbejde var - og er - et glimrende forstudie til artiklen med kildehenvisninger mm, men at udformningen var uheldig (du kan finde det i den arkiverede del af diskussionen). --Rmir2 13. nov 2010, 20:23 (CET)

Efter som ingen har ønsket at yde bidrag eller direkte lave rettelser til mit udkast, har jeg nu tilladt mig at oprette artiklen. Den har været udsat for en kraftig bearbejdning inspireret af Nicos bemærkninger, først og fremmest med hensyn til de skiftende paradigmer og med udvidet omtale af selve omsorgen på institutionerne. Jeg har bestræbt mig på, at alt i artiklen er dokumenteret og har udskiftet eller suppleret de kilder, som i debatten har været kritiseret. Jeg håber meget, at alle vil forholde sig til den endelige udformning af artiklen og intet andet. Jeg har ved den sidste bearbejdning tillige lagt vægt på de bemærkninger, som Medic har fremført. Efter min opfattelse er artiklen saglig, men det kan være, at et og andet kan og bør uddybes eller forklares bedre. hilsen--Rmir2 14. nov 2010, 15:12 (CET)