Legitimitet

Legitimitet (fra latin legitimare) er grundlaget for den type politisk magt der bliver udøvet

• både med en bevidsthed fra myndighedernes side om at de har ret til at styre
• og med en tilsvarende folkelig anerkendelse af de styrende som autoritet, altså som en legitim magt.

Begrebet legitimitet gælder den proces eller det bånd som et socialt system retfærdiggør gennem sine medlemmer, så de styrende gives ret til at udøve magt af de styrede. Mens autoritet refererer til en speciel position, så henviser begrebet legitimitet til hele systemet af myndigheder.

Legitimitet skal holdes adskilt fra legalitet. Legalitet er en ren teknisk term, som beskriver om en regel er vedtaget efter en bestemt regulær proces. En handling kan være lovlig uden at blive anset som legitim. Modsat kan en handling blive opfattet som legitim uden at være lovlig. Et eksempel på det første er det forhold flertallet af den sorte befolkning i Sydafrika havde til apartheidsystemet: de opfattede det ikke som legitimt, selv om de pågældende love var foretaget efter legale procedurer, baseret på datidens racistiske grundlov. I henhold til sydafrikansk lov var racebestemmelserne således legale, selv om de hverken var legitime i øjnene på store dele af befolkningen eller i verdensopinionens øjne.

Kilder til legitimitet

Den tyske sociolog Max Weber regnede med tre former for autoritet og tilhørende former for legitimitet:

• Traditionel autoritet som legitimeres af veletablerede traditioner og sociale strukturer. Et eksempel er autoriteten tilhørende kongelige og gejstlige.
• Karismatisk autoritet som legitimeres af en persons usædvanlige indsigt og evne til skabe loyalitet og lydighed blandt de underordnede. Denne autoritet finder vi ofte blandt profeter eller politikere, som Lenin, Luther, Hitler og Walesa.
• Legalt-rationel autoritet som legitimeres gennem formelle love og regler. Moderne samfund præges af denne form for autoritet.