Bruger:Hejsa/Test2

Europa strækker sig fra Nordsøen og Atlanterhavet i vest til Uralbjergene i øst; og fra Middelhavet i syd til Nordpolen.

Satellitfoto af Europa

Europa er en verdensdel som strækker sig fra Nordsøen og Atlanterhavet i vest til Uralbjergene i øst; og fra Middelhavet i syd til Nordpolen. Det udgør den vestlige tredel af kontinentet Eurasien. Siden 1700-tallet er grænsen mellem Europa og Asien almindeligvis blevet anset at gå langs Ural; først bjergkæden og derefter floden; Det Kaspiske Hav, Manytsch-lavningen nord for Kaukasus, eventuelt Kaukasus-bjergkæden, Sortehavet, Bosporusstrædet, Marmarahavet og Dardanellerne.

Europas samlede fladeareal er 10.506.000 km², det vil sige 6,7 % af landmasserne på Jorden. Samlet folkletal er på omkring 710 millioner, hvilket udgør 14 % af alle menneskerne i verden. Europa består af 44 selvstændige stater, hvoraf Rusland er den største og mest folkerige, mens Vatikanstaten i Rom er den mindste.

Etymologi og begrebshistorie

Europa og oksen, af Gustave Moreau, c. 1869

Dette afsnit tager for sig hvad ordet Europa har betydet, og hvilket geografisk område det refererer til, og hvordan dette har ændret sig de sidste 2500 år.

Det græske begreb Europa er sandsynligvis blevet afledet fra de græske ord eurys (= "bred") og ops (= "ansigt"), hvor ‘bred’ er blevet et beskrivende ord for jorden i sig selv i den (rekonstruerede) urindoeuropæiske religion. Enkelte sprogforskere har derimod antydet at Europa er baseret på et semitisk ord som det akkadiske erēbu i betydningen "solnedgang". Set fra Mellemøsten går solen ned over Europa, landene i vest. Ligeledes antages det at ordet Asien kan tænkes at komme fra et semitisk ord som det akkadiske asu, "solopgang".

For den græske geograf Hekataios bestod den kendte verden af to verdensdele: Europa og Asien. Grænsen gik ved det Ægæiske Hav, Azovske Hav og Marmarahavet og floden Don. For historieskriveren Herodot var Asien identificeret med det store Perserrige, mens Europa var den græske civilisation.

Almindelig brug af ordet som den almindeligste betegnelse for det vi i dag opfatter som Europa, hører til moderne tid. I antikken omtalte man det romerske rige som "Rom" eller "Imperium Romanum". Der fandtes da ikke noget geografisk udtryk som inkluderede riget nord for Middelhavet og som desuden inkluderede områderne beboet af germanske og slaviske stammer i Nord- og Østeuropa.

Ordet spredte sig fra græsk til Europas romanske sprog gennem en berømt myte som blev genfortalt i senantikken. I græsk mytologi var Europa en fønikisk prinsesse som blev forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta hvor hun fødte Minos, Rhadamanthus, og Sarpedon. For Homer var Europé (græsk Ευρωπη) den mytologiske dronning af Kreta, og ikke stedet hun blev ført til. Som andre græske myter er denne myte nok ikke ophavet til ordet Europa i sig selv, men skabt i eftertid for at give ordet en spændende forhistorie. Senere blev Europa ensbetydende med fastlandet Grækenland, og omkring 500 f.Kr. havde betydningen også begyndt at omfatte landene nord for Grækenland.

Denne myte er blevet overbragt af tre af senantikkens historiefortællere: St. Augustin, Isidor af Sevilla og Orosius. Det er usikkert hvor de regnede grænsen mellem verdensdelene (orbis terrarum). For Orosius gik grænsen mellem Asien og Europa gennem floden Don og det Azovske Hav. Orosius blev kilde for 900-tallets frankiske lærde Richter af St. Rémy som fremstillede verden som tre orbis plaga hvor Mare Nostrum (Middelhavet) var skellet mellem verdensdelene. Richter regnede flere af folkeslagene som slog sig ned i Europa i Folkevandringstiden for at komme fra Asien. Lombardernes historieskriver Paulus Diaconus (død 797?) regnede lombarderne for at have flyttet fra øen Scandinavia på grund af overbefolkning. Det virker som om Scandinavia da ikke blev regnet som en del af Europa. Dette fordi grad af civiliserethed var blevet introduceret som et kriterium for at være en del af "Europa".

I senantikken og middelalderen var det mere normalt at skille mellem "Kristenheden" og hedenske områder end at bruge betegnelsen Europa. Men indenfor "Kristenheden" begyndte begrebet Europa gradvis at få den betydningen det har i dag. Ved at referere til "Europa" i hyldningsdigt til frankiske konger viste de både at de var lærde og belæst i den antikke arv, samtidig som referencer til Kongen som "Europas konge" gav aspirationer om fremtidige landerobringer. Om magten ikke strak sig langt udover Frankerriget, kunne skaldene i det mindste smigre kongen med at han var berømt i "hele Europa". I hoffet til Karl den Store blev referencer til Europa-begrebet hyppigere. For eksempel priste Catwulf Kong Karl i 775 for at have blevet udpeget til at blive Europas konge (Regni Europae). Hoffet til Karl den Store brugte imidlertid helst begrebet Imperium Christianum, ikke det geografiske begreb Europa som betegnelse på sit rige. Karolingerne opfattede hovedstaden Aachen som det andet Rom, og sit rige som Romerrigets genkomst i Europa. Der er blevet overleveret flere kilder hvor Karl omtales som rex, pater Europe (konge, Europas far).

En anden terminologi som i middelalderen blev brugt for at skille det som vi i dag regner som (Vest)Europa fra verden for øvrig er skillet Oksidenten / Orienten. Oksidenten, af latin Oc + cadere ~ (dit solen) falder ned = Vesten. Oksidenten var da den vestlige kristenhed, som udgjorde størstedelen af Europa.

Lærde kristne i 600-tallet som Isidor af Sevilla udregnede fra sit bibelske historiesyn verdens befolkning for at stamme fra Noahs edterkommere: Jafet, Sem, og Ham. Europæerne stammede fra Jafet, derfor havde folkeslag som frankerne, alemannerne, latinerne og briterne alle samme ophav.

Skillet mellem Øst- og Vesteuropa

Det begrebsmæssige skil mellem Vesteuropa og Østeuropa blev introduceret af oplysningsfilosoffen Voltaire i en biografi over den svenske kong Karl 12. fra 1731. Dette skil blev cementeret under den kolde krig, da de østeuropæiske lande blev sovjetiske vasalstater. Efter Berlinmurens fald, ville enkelte genoplive udtrykket Østmiddel-Europa for at skabe kontinuitet til historien før verdenskrigene. Imidlertid ser det ud til at ordet Centraleuropa er blevet det hyppigst brugte begreb for at beskrive de eks-kommunistiske stater som ikke var en del af Sovjetunionen.

Europa i andre sprog

Et stort antal af verdens sprog benytter ord som er afledet fra "Europa" for at referere til kontinentet, for eksempel benytter kinesisk det fonetisk lignende ord Ōuzhōu (欧洲).

Historie

Uddybende artikel: Europas historie

Forhistorisk Europa

Palæolitisk

Homo erectus og Neandertalerne slog sig ned i Europa længe før det moderne menneske, Homo sapiens sapiens viste sig. De ældste menneskeben er fundet i Dmanisi, Georgien, dateret 2.000.000 år tilbage. De tidligste spor af det moderne menneske kan stamme 35.000 år tilbage i tiden. Spor efter permanente bosætninger kan dateres til det 7. millenium f. Kr., i Bulgarien, Rumænien og Grækenland.

Neolitisk

Neolitisk Europa

Den neolitiske tidsperiode nåde Centraleuropa i det 6. millenium f. Kr. og Nordeuropa i det 5. og 4. millenium. Der er ingen præhistorisk kultur som dækker hele Europa.

Bronzealderen

Uddybende artikel: Bronzealderen

Bronzealderen er en betegnelse på en periode i menneskets historie som fandt sted mellem stenalderen (nogen steder kobberalderen) og jernalderen. Perioden har fået sit navn fordi bronze var det mest avancerede materiale man havde for tilvirkning af redskaber, våben og smykker på den tid. Bronze er en legering som består af ca. 90 % kobber og 10 % tin. Den var meget kostbar, og man brugte derfor fortsat en mængde stenredskaber helt frem til romersk jernalder.
(Opdelingen af oldtiden i tre perioder; sten-, bronze- og jernalder, blev oprindelig formuleret af den danske arkæolog Christian Jürgensen Thomsen.)<br\>

Bronzealderen indtræffer til forskellige tider, afhængig af hvilke steder man snakker om. De ældste kendte bronzegenstande er fra Mellemøsten (Egypten og Mesopotamien) ca. 3500 f.Kr. Herfra breder det sig til Grækenland 3200 f.Kr., Østeuropa 2500 f.Kr., Vesteuropa 2200 f.Kr., Kina 2000 f.Kr., og Skandinavien 1800 f.Kr.

Jernalderen

Uddybende artikel: Jernalderen

Jernalderen er i arkæologien regnet som den tidsperiode hvor brugen af jern er fremtrædende i produktionen af våben og redskaber. I Danmark begyndte jernalderen fra omkring år 500 f.Kr., men de tidligste spor af jernudvinding er meget ældre, måske så tidligt som år 3000 f.Kr. Det tog bortimod 1000 år fra menneskeheden opdaget jernudvinding til kundskaben nåde Norden. Jernalderen begyndte på forskellige tider på forskellige steder i Europa.

I Europa og Asien efterfølger jernalderen bronzealderen, mens den i resten af verden efterfølger stenalderen direkte. Det er vanskeligt at tidfeste jernalderen nøjagtigt for en enkelt region, men det refererer til den tidsperiode hvor brugen af jern er det mest avancerede metalarbejde til en civilisation.

Oldtidens Grækenland og Romerriget

Uddybende artikler: Oldtidens Grækenland og Romerriget

Europa, c. 220 f.Kr.

Oldtidens Grækenland var enerådende og nyskabende indenfor forskellige styreformer (det athenske demokrati), filosofi, videnskap, politik, sport, teater og musik. De græske bystater grundlagde flere kolonier ved Sortehavet, Middelhavet, Lilleasien, Sicilien og i Syditalien. Den græske verden kom til et halt ved den Peloponnesiske Krig, og den senere Makedoniens ekspansion i det 4. århundrede f.Kr.

Meget af den græske kundskab blev assimileret af romerne og spredt udover det europæiske kontinent. Romerriget havde sit center ved Middelhavet, og kontrollerede alle de nærliggende lande omkring havet. Den nordlige grænse var i form af naturlige hindringer, som floderne Rhinen og Donau. Under kejser Trajan, i det andet århundrede, nåede riget sit territorielle højdepunkt, hvor Storbritannien, Dakien (dagens Rumænien) og dele af Mesopotamien var inkluderet. Kejserrigets første periode, Pax Romana, bragte fred med sig, civilisation og effektive centraliserede regeringer til de underlagte områder, men i det 3. århundrede begyndte riget at skrante gennem en serie af borgerkrige og økonomiske, samt sociale kriser.

Vikingetiden

Uddybende artikel: Vikingetiden

Vikingetiden er en periode i nordeuropæisk historie som strækker sig fra sidste del af 700-tallet til midten af 1000-tallet.

Middelalderen

Uddybende artikel: Middelalderen

Middelalderen regnes i Europa som tiden mellem 500 og 1500 e.Kr. eller mellem Romerrigets fald og Reformationen i begyndelsen af 1500-tallet. Det er også almindeligt at anse middelalderen som slut i 1492, da Columbus ankom til Amerika.

Den sorte død

Uddybende artikel: Den sorte død

Kort som viser den sorte døds udbredelse 1347 - 1351

Den sorte død, en byllepest, er den største katastrofe verden har oplevet i fredstid. Italien blev ramt i 1347, og pesten spredte sig videre via handelsveje til andre dele af Europa og det nordlige Afrika og Mellemøsten gennem 1348. Videre spredte den sig til Mesopotamien, Sydspanien, Nordeuropa (bl.a. Danmark) og til sidst Rusland i 1351. Polen lukkede sine grænser, og blev sparet for pesten. Island blev delvis sparet, siden mandskaberne på skibene stort set døde før de kom frem. Ca. 1/3 af befolkningen her døde.

Reformationen

Uddybende artikel: Reformationen

Reformationen var en religiøs omvæltning fra katolicisme til protestantisme i dele af Europa i 1500-tallet, udløst af Martin Luther. Reformationen spredte sig senere fra Nordtyskland til Skandinavien, Schweiz og Frankrig. I England opstod der parallelt en reformation baseret på politiske hensyn, som senere tog meget af den samme retning som reformationen på kontinentet.

Napoleonskrigene

Uddybende artikel: Napoleonskrigene

Napoleonskrigene udspandt sig fra 1800 til 1815 i kølvandet af den franske revolution. Tidsperioden blev fremfor alt præget af kampen mellem Napoléon Bonapartes Frankrig på den ene side og Storbritannien, de tyske stater og Rusland på den anden. Frankrig led det endelige nederlag ved slaget ved Waterloo i 1815.

Restaurationstiden

Uddybende artikel: Wienerkongressen

Wienerkongressen blev afholdt fra 1814 til 1815 og havde som mål at genskabe magforholdene i Europa før de 25 år lange revolutions- og Napoleonskrigene. Kongressen fastslog politiske grænser som kom til at vedvare til 1914, og slog fast at princippet om fyrstesuveræniteten skulle være diktere magtforholdene, ikke folkesuveræniteten.

1. og 2. verdenskrig

Uddybende artikler: 1. verdenskrig og 2. verdenskrig

Politisk kort over Europa 1941-42

1. verdenskrig er en af de blodigste krige nogensinde udkæmpet i Europa. Den varede fra august 1914 til 11. november 1918, og medførte væsentlige ændringer af Europa-kortet. Nye stater opstod efter nationalstatprincippet; Østrig-Ungarn forsvandt og blev erstattet af en mængde mindre centraleuropæiske stater (mens Tyskland blev omformet fra monarki til republik.

2. verdenskrig var den mest omfattende militære konflikt i verdenshistorien, og involverede en stor del af verdens lande og blev udkæmpet samtidig i flere verdensdele. Selv om der havde været krig Asien siden 1931; er mest udbredte opfatning blandt faghistorikere og folk flest at 2. verdenskrig udbrød i Europa i 1939, da Tyskland invaderede Polen 1. september med påfølgende krigserklæringer fra Storbritannien og Frankrig.

2. verdenskrig raste frem til 1945, og endte med aksemagtenes totale nederlag. I løbet af krigen havde hele 60 millioner mennesker mistet livet, noget som gør 2. verdenskrig til historiens blodigste konflikt.

Mod slutningen af 1944 var Tyskland hårdt presset på alle fronter. Krigen til søs var tabt, Østeuropa var faldet i sovjeternes hænder, og på vestfronten var de allierede overlegne så vel i luften som på bakken. Den 8. maj 1945 undertegnede Tyskland en betingelsesløs kapitulation overfor de allierede, og dagen efter blev dette gentaget overfor de sovjetiske styrker.

Den russiske revolution

Uddybende artikel: Den russiske revolution

Den russiske revolution i 1917 var en politisk bevægelse i Rusland som endte med at den provisoriske regering som havde erstattet zar, blev smidt. Den førte til oprettelsen af Sovjetunionen som varede til 1991. Revolutionen havde to forskellige faser. Den første var Februarrevolutionen, som fjernede zar Nikolaj 2. af Rusland, den sidste zar, og som forsøgte at oprette en liberal republik. Den anden fase var Oktoberrevolutionen, hvor sovjeterne tog magten fra den provisoriske regering. Denne revolution var inspireret og senere kontrolleret af Vladimir Lenins Bolsjevik-parti. Mens mange historiske begivenheder fandt sted i Moskva og St. Petersborg var det også en bred bevægelse i landsbyer hvor bønder beslaglagde og omfordelte landområder.

Den kolde krig

Uddybende artikel: Den kolde krig

Den kolde krig (1948–1989) var rivaliseringen som udviklet sig efter 2. verdenskrig mellem grupperne af nationer som praktiserede forskellige ideologier og politiske systemer. På den ene side var Sovjetunionen (U.S.S.R.) og dens allierede, ofte refereret til som Østblokken. På den anden side var USA og dens allierede, ofte refereret til som Vestblokken. Man siger gerne at den kolde krig endte i 1989, da Berlinmuren faldt, eller i 1991, da Sovjetunionen blev opløst.

Den Europæiske Union

Uddybende artikel: Den Europæiske Union

Den Europæiske Union har trinvis udviklet sig siden 1953 fra at være et regeringssamarbejde på afgrænsede politiske områder, til at blive en vidtgående statssammenslutning hvor beslutningskompetance på flere lovområder er overført til fællesorganerne.

Geografi

Uddybende artikel: Europas geografi

Topografisk kort over Europa

Geografisk er Europa en del af den større landmasse kendt som Eurasien. Kontinentet begynder ved Uralbjergene i Rusland, hvilket definerer Europas østlige grænse mod Asien. Den sydøstlige grænse med Asien er ikke universelt defineret. Det er almindeligt at definere Uralfloden eller Embafloden som mulige grænser. Grænsen fortsætter med Det Kaspiske Hav og derefter Kaukasus-bjergene, alternativt Kurafloden i Kaukasus. Derefter videre til Sortehavet, Bosporus, Marmarahavet og Dardanellerne. Dette kompletterer grænsen mod Asien. Nogle geografer anser i stedet Aserbajdsjan og Armeniens sydlige grænser med Iran og Tyrkiets sydlige og østlige grænser med Syrien, Irak og Iran som grænsen mellem Asien og Europa af kulturelle årsager. Middelhavet deler Europa og Afrika i syd. Den vestlige grænse er Atlanterhavet, men Island, meget længere ude end det nærmeste punkt i Afrika, er også anset for at være en del af Europa. Europas geografiske center er ikke fastslået, men bliver debatteret af geografer.

Ideen om at Europa er et kontinent er ikke universelt godtaget. Nogle ikke-europæiske tekster refererer til et Eurasien-kontinent, eller til et europæisk underkontinent, fordi Europa ikke er omgivet af hav, og i meget større grad er et kulturelt heller end et geografisk definerbart område.

Landformer

De to største landformer er "hoved-Europa" og Skandinavien i nord, skilt fra hinanden af Østersøen. Tre mindre halvøer, Den iberiske halvø, Italien og Balkan, springer ud i Middelhavet fra syd. Østover udvider Europa sig indtil grænsen mod Asien ved Uralbjergene.

Landskabet i Europa varierer meget over relativt små områder. De sydlige områder består af bjerge. Bevæger en sig opover synker terrænet fra de høje Alper, Pyrenæerne og Karpaterne gennem høje bjergområder ind til de lave områder i nord. Høje bjerge eksisterer også langs den nordvestlige havgrænse, begyndende vest på De britiske øer, og fortsætter langs hele Norge.

Billede af Volga som løber igennem Staritsa, Tver oblast i Rusland. Billedet blev taget af Sergej Mikhajlovitj Prokudin-Gorskij i 1912.

Europas landformer består i tillæg til den generelle beskrivelse også af en række afvig. Underregioner så som Den iberiske halvø og Italien har sine egne komplekse geologiske strukturer, på samme måde som "hoved-Europa" også indeholder afvig så som bjergplateauer, floddale og kratere. Island og De britiske øer har egne geologiske strukturer. Mens Island er et eget land i Nordsøen som kun tilhører Europa af politiske grunde, mens De britiske øer er høje områder som var knyttet til fastlandet, indtil det stigende havniveau adskilte området til en ø.

Kontinentets mange forskellige geologiske landformer var med på at gøre sit til at forskellige nationer gennem historien etablerede sig i Europa, og blev holdt adskilt længe.

Floder

Europas længste flod er Volga med 3531 kilometer. Derefter kommer Donau med 2850 kilometer og tredje længste er Ural (2428 km) som ligger ved grænsen til Asien. Andre mindre floder er Dnepr (2290 km), Don (1950 km), Petjora (1809 km), Kama (1805 km), Oka (1500 km), Belaja (1430 km) og Dnestr (1352 km).

Mont Blanc, Europas højeste bjerg hvis Kaukasus ikke medregnes Europa

Bjerge

Hvilket som er Europas højeste bjerg, afhænger om Kaukasus regnes som en del af Europa.

Europas højeste bjerg, inklusiv Kaukasus:

1. Elbrus (5642 m), Rusland, Kaukasus
2. Dych-Tau (5203 m), Rusland, Kaukasus
3. Rustaveli (5201 m), Georgien, Kaukasus

Europas højeste bjerg, eksklusiv Kaukasus:

1. Mont Blanc / Monte Bianco (4808 m; med iskappe), grænsen Frankrig–Italien, Alperne
2. Dufourspitze (4634 m; Monte Rosa-massivet), grænsen Schweiz–Italien, Alperne
3. Dom (4545 m), Schweiz, Alperne

Regnbue over Ladoga

Indsøer

Den største indsø er Ladoga i Rusland, den næst største er Onega i Rusland og den tredje største Vänern i Sverige.

Øer

Den største ø er Storbritannien. Andre store øer er Island, Irland, Sicilien, Sardinien, Korsika, Kreta, Cypern, Sjælland, Svalbard, Novaja Zemlja og Mallorca.

Klima

Til tross for sin størrelse har Europa flere ulike klima, fra subtropisk ved Middelhavet til arktisk i det nordligst Norden og Russland. I det vestre Europas kysttrakter er klimaet maritimt, med milde vintre og mye nedbør. Innlandet og da fremfor alt i Østeuropa har et utpreget kontinentalt klima med kalde og snørike vintre og korte og varme sommere. Det arktiske klimaet medfører meget kalde og snørike vintere og kjølige sommere. Det subtropiske medfører milde og regnfulle vintere samt lange varme sommere.

Fauna

Mammuter ble utryddet fra Europa før den yngre steinalderen

Istiden, så vel som menneskets sameksistens med dyrene, har hatt mye å si for Europas fauna. I store deler av Europa er mange store dyrearter og rovdyrarter utryddet. Mammuter og urokser ble utryddet allerede før den yngre steinalderen. Mens Europas to største rovdyr, ulv og bjørn, tidligere fantes i store deler av Europa, er de nå på grunn av avskoging nærmest utryddet. I middelalderen ble bjørnenes naturlige habitat begrenset til utilgjengelige fjell med tilstrekkelig skogdekke. I dag lever brunbjørnen primært kun i Balkan-områdene, Skandinavia og Russland. Andre områder har kun en svært begrenset mengde dyr, da deres naturlige habitater har blitt ødelagt. I tillegg til dette finnes isbjørn på Svalbard. Ulv, det nest største rovdyret i Europa etter brunbjørnen, finnes primært i Østeuropa og på Balkan, i tillegg til en meget liten bestand i Skandinavia og i Spania.

Andre viktige europeiske kjøttetere er eurasisk gaupe, europeisk villkatt, rev (spesielt rødrev), sjakal, samt ulike arter av Marten , pinnsvin, ulike slanger (viper, buorm...) og ulike fugler (ugle, hauk...)

Viktige europeiske planteetere er snegle, frosker, fisk, ulike fugler, pattedyr som gnagere, hjort, rådyr, villsvin, samt dyr som lever på fjellet, slik som murmeldyr og steinbukk.

Sjødyr er også en viktig del av den europeiske faunaen. Viktige dyr som lever i europeiske vann er plankton, bløtdyr, pigghuder, krabber, reker, blekksprut, samt ulike fisker, delfiner og hvaler.

Demografi

Befolkningsutvikling

I 1900 utgjorde Europas andel av verdens befolkning ca. 25%. I år 2000 var dette sunket til 13%. I følge FNs befolkningsprognoser vil dette reduseres til 7% i 2050^{[kilde mangler]}.

Befolkningsutvikling i Europa i 2006

Nåværende befolkning i de europeiske landene

I 2005 var Europas befolkning 728 millioner eller 11% av verdens befolkning, mot 500 millioner etter andre verdenskrig til det. FN anslår at Europas folketall når toppen i løpet av de første 10-årene etter 2000, og deretter vil falle.

År	Befolkning i tusen
1950	547 405
1960	604 406
1970	655 862
1980	692 435
1990	721 390
2000	728 463
2005	728 389
2010	725 786
2020	714 959
2030	698 140
2040	677 191
2050	653 323

Historisk, nåværende og estimert fremtidig folketall i følge UNPP, 2004 Revisjon:

Økonomi

Europas andel av brutto verdensprodukt er i dag 18 % ^{[kilde mangler]}

Årlig inntekt pr innbygger var i 2002 gjennomsnittlig 18 000 USD (BNP/innb. justert for kjøpekraftsparietet). Fattigste land er Moldova med 1 478 USD/innb, rikeste land med befolkning over 1 million er Norge 36 596 USD/innb .

Politisk geografi

Politisk kart over Europa (2006)

Selvstendige land

I Europa ligger det 46 uavhengige land, hvorav minst tre kun delvis innenfor verdensdelen: Kasakhstan, Russland og Tyrkia. (Det kan hevdes at deler av Danmark, Frankrike og Spania også ligger utenfor Europa.) Samtidig som «Europa» (EU) internasjonalt ofte oppfattes som en enhet er de fleste landene i virkeligheten ganske ulikt organisert.

• Kun 10 land (22 %) er medlem av EU, Schengensamarbeidet og Europarådet samtidig som euro er deres nasjonale myntenhet.
• 27 europeiske land (59 %) er medlemmer av EU mens 19 (41 %) står utenfor unionen.
• 19 land (41 %) benytter euro som sin valuta.
• 25 land (54 %) er Schengenland.
• 4 land (9 %) er EFTA-medlemmer.
• Mens 24 land (52 %) er medlemmer av NATO står 22 land (48 %) utenfor.
• 12 land (26 %) er monarkier mens 34 (74 %) er republikker.
• Alle land i Europa unntatt 3 (6 %) – Hviterussland, Kasakhstan og Vatikanstaten – er medlemmer av Europarådet.
• Av dagens 46 land var 16 (35 %) ikke selvstendige i 1990, mens 30 land (65 %) var det.
• Siden 1990 har dessuten følgende land gått i oppløsning: Den tyske demokratiske republikk, Jugoslavia, Sovjetunionen, Tsjekkoslovakia og Serbia og Montenegro.

Oversikt

Land	Flagg	EU/EFTA	Euro	Schengen	E‑rådet	NATO
Albania
Andorra
Belgia	Belgien
Bosnia og Hercegovina
Bulgaria
Danmark	Danmark	1
Estland
Finland
Frankrike
Hellas
Hviterussland
Island
Irland	Irland
Italia
Kasakhstan2
Kosovo4
Kroatia
Latvia
Liechtenstein
Litauen
Luxembourg	Luxembourg
Makedonia
Malta
Moldova
Monaco
Montenegro
Nederland	Holland
Norge	Norge			3
Polen	Polen
Portugal	Portugal
Romania
Russland2
San Marino
Serbia
Slovakia
Slovenia
Spania	Spanien
Storbritannia
Sveits
Sverige
Tjekkiet
Tyrkia2
Tyskland	Tyskland			3
Ukraina
Ungarn
Vatikanstaten
Østerrike
1Færøyene er ikke medlem av EU 2Ligger kun delvis i Europa 3Helgoland og Svalbard er ikke medlem av Schengen 4Kosovos status som suveren nasjon er omstridt. Pr. august 2008 anerkjenner ca. én femtedel av FN-nasjonene områdets uavhengighet.

Biland

• Kanaløyene (Storbritannia)
• Man (Øy tilhørende Storbritannia)

Oversjøiske områder

• Færøyene (Danmark)
• Gibraltar (Storbritannia)

Tidligere land

Uddybende artikel: Tidligere lande i Europa

• Unionen mellom Sverige og Norge (1814–1905)
• Østerrike-Ungarn (1867–1918)
• Jugoslavia (1918–2001)
• Sovjetunionen (1922–1991)
• Østtyskland (1945–1989)
• Serbia og Montenegro (2003–2006)

Språk

Mer enn 90 prosent av Europas innbyggere snakker språk som tilhører den indoeuropeiske språkfamilien, men det finnes også språk som hører til andre språkfamilier. Blant de indoeuropeiske er de slaviske, germanske og romanske språkgruppene mest utbredt.

Indoeuropeiske språk

Uddybende artikel: Indoeuropæiske sprog

Albansk

Germanske språk

Uddybende artikel: Germanske sprog

De germanske språkene blir i hovedsak snakket i nordvest-Europa og i noen deler av sentral-Europa. Dette inkluderer Island, Irland, Storbritannia, Flandern og de tysktalende områdene i Belgia. Dessuten Nederland, Færøyene, Norge, Luxembourg, Tyskland, Danmark, mesteparten av Sveits, Sverige, Østerrike, Liechtenstein, svenskspråklige deler av Finland og Syd-Tirol i Italia.

Romanske språk

Uddybende artikel: Romanske sprog

De romanske språkene stammer alle fra Latin og blir i Europa hovedsakelig snakket i sørvest-Europa og i deler av Øst-Europa. Fransk snakkes i Frankrike, Luxembourg, Monaco, Romandie (i Sveits), Vallonia og Brussel (i Belgia), på Jersey og Guernsey samt i Valle d'Aosta (i Italia). Spansk og katalansk snakkes i Spania og Andorra, portugisisk i Portugal, italiensk i Italia og San Marino, rumensk i Moldova og Romania, og retoromansk i deler av Sveits.

Baltiske språk

Uddybende artikel: Baltiske sprog

De baltiske språkene snakkes i Litauen og Latvia.

Slaviske språk

Uddybende artikel: Slaviske sprog

De slaviske språkene blir i hovedsak snakket i sentral-, øst- og sørøst-Europa. Dette inkluderer Hviterussland, Bosnia-Hercegovina, Bulgaria, Kroatia, Tjekkiet, Makedonia, Montenegro, Polen, Russland, Serbia, Slovakia, Slovenia og Ukraina.

Keltiske språk

Uddybende artikel: Keltiske sprog

Betegnelsen keltiske språk ble opprinnelig kun brukt for å beskrive de gæliske språkene i Irland. Uttrykket brukes nå også om språkene som snakkes i Skottland og Wales. Keltisk Europa betegner området der de keltiske språkene snakkes eller tidligere ble snakket. De keltiske nasjonene er Irland, Skottland, Wales, Cornwall, Isle of Man og Bretagne. Alle disse landene snakker eller snakket keltiske språk, og deler derfor fortsatt den keltiske kulturen.

Noen ganger tas også Galicia og Asturias (spanske regioner) med i de keltiske områdene, selv om keltisk språk dødde ut for over 1000 år siden der. England inkluderes av og til også, selv om Englands keltiske språk dødde ut i det 18. århundre i Devon.

Uralske språk

Uddybende artikel: Uralske sprog

De uralske språkene er delt inn i flere undergrupper. Finsk-ugriske språk snakkes i Norge, Sverige, Finland, Estland og europeiske deler av Russland, mens ugriske språk snakkes i Ungarn og sibirske deler av Russland. Disse språkene tilhører ikke den indo-europeiske språkgruppe.

Tyrkiske språk

Uddybende artikel: Tyrkiske sprog

I den europeiske delen av Tyrkia er tyrkisk, som tilhører de tyrkiske språk, offisielt språk. Dette språk snakkes også av minoriteter i nabolandene, spesielt i Bulgaria. Andre tyrkiske språk som gagauzisk og tatarisk er minoritetsspråk i ulike deler av østre og sydøstre Europa.

Totalt sett snakkes de tyrkiske språkene i Tyrkia, Aserbajdsjan, det ikke-anerkjente området Nord-Kypros, deler av Bulgaria, deler av Hellas, deler av Romania, deler av Makedonia, deler av Moldova, deler av Russland, deler av Ukraina og deler av Kaukasus.

Andre språk

• Baskisk, som snakkes i den nordlige delen av Spania og sørvestlige Frankrike, er et isolert språk uten noen kjente slektninger.
• Maltesisk er det eneste semittiske språket som er offisielt i et europeisk land.
• Kalmykisk, som snakkes ved Europas østre grense nær Volga, er det eneste mongolske språket i Europa.

I tillegg snakkes det i dag mange ulike språk fra ulike språkfamilier av personer som har innvandret til verdensdelen i den senere tid.

Alfabet

Det vanligste alfabetet i Europa er det latinske alfabet, etterfulgt av det kyrilliske alfabet som benyttes i Russland, Hviterussland, Ukraina, Bulgaria, Serbia, Montenegro og Makedonia, samt det greske alfabetet.

Kultur

Uddybende artikel: Europæisk kultur

Global innflytelse

• Europeisk kolonisering
• Europeisk innflytelse i Afghanistan
• Den europeiske bank for gjenoppbygning og utvikling

Kunst

Uddybende artikel: Europæisk kunst

Mat og drikke

Uddybende artikel: Europæisk mad og drikke

Musikk

Uddybende artikel: Europæisk musik

Sport

Uddybende artikel: Europæisk sport

Religion

Kart over de ulike religioners utbredelse i Europa

På grunn av store folkevandringer praktiseres de aller fleste kjente religioner i større eller mindre grad i Europa. Mest utbredt er:

• Romersk katolisisme: Land og områder med en betydelig katolsk populasjon er Portugal, Spania, Frankrike, Belgia, sør-Nederland, Irland, Skottland, Nord-Irland, sør-Tyskland, sør-Sveits, Italia, Malta, Østerrike, Ungarn,Slovenia, Kroatia, de kroatiske delene av Bosnia-Hercegovina, Slovakia, Tjekkiet, Polen, vest-Ukraina, Romania, Latgaleregionen i Latvia, og Litauen. Det er også store katolske minoriteter i England og Wales.
• Protestantisme: Land og områder med en betydelig protestantisk populasjon er Norge, Island, Sverige, Finland, Estland, Latvia, Storbritannia, Danmark, Tyskland, Nederland og Sveits. Det er betydelige minoriteter i Frankrike, Tjekkiet, Ungarn, og Irland og også små minoriteter i de fleste andre europeiske land.
• Ortodoks kristendom: Land og områder med en betydelig ortodoks populasjon er Albania, Armenia, Hviterussland, Bosnia-Hercegovina, Bulgaria,Kypros, Finland (Karelia), Georgia, Hellas, Republikken Makedonia, Moldova, Montenegro, Romania, Russland, Serbia, Ukraina.
• Islam: Land og områder med en betydelig muslimsk populasjon er Albania, Bosnia-Hercegovina, Bulgaria, Republikken Makedonia, Hellas, ikke-anerkjente Nord-Kypros, Montenegro, Kosovo), flere republikker av Russland, Krim in Ukraina, Kasakhstan, Tyrkia, Aserbajdsjan og Georgia. I tillegg identifiserer 5 % av EU-innbyggerene seg som muslimer (pr. 2005), med mange muslimske immigranter i Tyskland, Storbritannia, Benelux, Sverige og Frankrike.

Andre religioner praktiseres også i Europa, om enn i mindre grad:

• Jødedom, hovedsakelig i Frankrike, Storbritannia og Russland.
• Hinduisme, hovedsakelig bland indiske immigranter i Storbritannia.
• Buddhisme, tynt spredt i vest-Europa og i Kalmykia, Russland
• Rekonstrusjonisme, tradisjoner og tro spredt i mange land.
• Rastafari, samfunn i Storbritannia, Frankrike, Spania, Portugal, Italia og diverse andre steder.
• Sikhisme og Jainisme, begge hovedsakelig bland indiske immigranter i Storbritannia.
• Voodoo, hovedsakelig blant svarte karibiske etterkommere fra slaveriets tid og vest-afrikanske immigranter i Storbritannia og Frankrike.
• Tradisjonelle afrikanske religioner (inkluderer Muti), hovedsakelig i Storbritannia og Frankrike.

Flere millioner europeere tilhører ingen religion eller de er ateister eller agnostikere. De største andelen ikke-religiøse (i prosent av innbyggertallet) finnes i Sverige, Tjekkiet og Frankrike, i tillegg til at de fleste tidligere kommunistiske land har en betydelig andel ikke-religiøse innbyggere.

Offisielle religioner

Flere europeiske land har offisielt priviligerte religioner, slik som

• Liechtenstein, Malta, Monaco, Vatikanet (katolsk);
• Hellas (ortodoks)
• Danmark, Island, Norge og Sverige (luthersk).
• England (den anglikanske kirke)

I Sveits er noen av kantonene (regionene) offisielt katolske, andre reformerte protestanter. Noen sveitsiske landsbyer har faktisk navnet på deres religion skrevet på byskiltet i tillegg til bynavnet. I Georgia har den georgiske ortodokse kirke en spesiell priviligert status. I Finland er både den finske ortodokse kirke og den finske lutherske kirke status som statskirker. Skottland har Presbyterianismen som nasjonal kirke, men den er ikke lenger offisiell. I Sverige er den lutherske kirke nasjonal, men ikke lenger offisiell.

Russland anerkjenner både den øst-ortodokse, den islamske, den buddhistiske og den jødiske tro som offisielle. I de tre russiske delstatene Kalmykia, Buryatia og Tuva er buddhismen offisiell religion.

Frankrike, Tyrkia og Aserbajdsjan er offisielt sekulære.

Innenfor eller utenfor?

Forvirring om Europas grenser kan bli enda større ettersom UEFAs Champions League også inkluderer israelske lag. I det store, årvisse European Broadcasting Union arrangementet Melodi Grand Prix, er også Israel et fast innslag. Sportslig og kulturelt inkluderer Europa altså i dag mye mer enn de det som har vært de etablerte rammene.

Se også

• Liste over stater
• Den europeiske union
• Europeisk geopark
• Europeisk historie
• Verdensarven i Europa
• Liste over hovedsteder i Europa

Land

Land	Areal (km²)	Innbyggere (1 July, 2002)	Innbyggere (per km²)	Hovedstad
Øst-Europa:
Hviterussland	207.600	10.335.382	49,8	Minsk
Bulgaria	110.910	7.621.337	68,7	Sofia
Tjekkiet	78.866	10.256.760	130,1	Praha
Ungarn	93.030	10.075.034	108,3	Budapest
Skabelon:Lande data MDO Moldova	33.843	4.434.547	131,0	Chişinău
Polen	312.685	38.625.478	123,5	Warszawa
Romania	238.391	21.698.181	91,0	Bucureşti
Russland	3.960.000	106.037.143	26,8	Moskva
Slovakia	48.845	5.422.366	111,0	Bratislava
Ukraina	603.700	48.396.470	80,2	Kiev
Nord-Europa:
Åland (Finland)	1.552	26.008	16,8	Mariehamn
Danmark	43.094	5.368.854	124,6	København
Estland	45.226	1.415.681	31,3	Tallinn
Færøyene (Danmark)	1.399	46.011	32,9	Tórshavn
Finland	336.593	5.157.537	15,3	Helsinki
Guernsey	78	64.587	828,0	St Peter Port
Island	103.000	307.261	2,7	Reykjavík
Irland	70.280	4.234.925	60,3	Dublin
Isle of Man	572	73.873	129,1	Douglas
Jersey	116	89.775	773,9	Saint Helier
Latvia	64.589	2.366.515	36,6	Riga
Litauen	65.200	3.601.138	55,2	Vilnius
Norge	386.642	4.527.890	11,7	Oslo
Sverige	449.964	9.090.113	19,7	Stockholm
Storbritannia	244.820	59.201.000	244,2	London
Syd-Europa:
Albania	28.748	3.544.841	123,3	Tirana
Andorra	468	68.403	146,2	Andorra la Vella
Bosnia-Hercegovina	51.129	4.448.500	77,5	Sarajevo
Kosovo	10.887	2.126.708	195,34	Prishtina
Kroatia	56.542	4.390.751	77,7	Zagreb
Gibraltar (Storbritannia)	5,9	27.714	4.697,3	Gibraltar
Hellas	131.940	10.645.343	80,7	Athen
Italia	301.230	58.751.711	191,6	Roma
Makedonia	25.333	2.054.800	81,1	Skopje
Malta	316	397.499	1.257,3	Valletta
Montenegro	13.812	616.258	44,6	Podgorica
Portugal	91.568	10.084.245	110,1	Lisboa
San Marino	61	27.730	454,6	San Marino
Serbia	88.361	9.663.742	109,4	Beograd
Slovenia	20.273	1.932.917	95,3	Ljubljana
Spania	498.506	40.077.100	80,4	Madrid
Vatikanstaten	0,44	900	2.045,3	Vatikanstaten
Vest-Europa:
Østerrike	83.858	8.169.929	97,4	Wien
Belgia	30.510	10.274.595	336,8	Brussels
Frankrike	547.030	59.765.983	109,3	Paris
Tyskland	357.021	83.251.851	233,2	Berlin
Liechtenstein	160	32.842	205,3	Vaduz
Luxembourg	2.586	448.569	173,5	Luxembourg
Monaco	1,95	31.987	16.403,3	Monaco
Nederland	41.526	16.318.199	393,0	Amsterdam
Sveits	41.290	7.507.000	176,8	Bern
Sentral-Asia:
Kasakhstan	150.000	600.000	4,0	Astana
Sørvest-Asia:
Aserbajdsjan	7.110	175.200	24,6	Baku
Georgia	2.000	37.520	18,8	Tbilisi
Tyrkia	24.378	11.044.932	453,1	Ankara
Total	10.176.246	709.608.850	69,7

Eksterne lenker

Wikimedia Commons har medier relateret til: Hejsa/Test2