Bruger:Økonom/Lollands historie

Lollands historie er fortællingen om udviklingen på Lolland siden oldtiden og dermed både om de forhold, som øen har tilfælles med hele Danmarks historie, og de forhold, der er særlige for øen - og ofte naboøen Falster - i forhold til det øvrige Danmark.

Ældre stenalder

Lolland har været befolket lige siden den såkaldte Hamburgkultur fra ca. 12.800 til ca. 12.000 før vor tidsregning, som rummer de ældste registrerede fund af mennesker i Danmark. Både Lolland og Falster er særdeles rige på fund og fortidsminder, ikke mindst gravsteder, fra oldtiden, især sten- og bronzealder. Det gælder blandt andet Frejlev Skov, hvor der er over 100 gravhøje og mere end 30 bautasten fra sten- og bronzealderen.

I ældre stenalder var den nuværende Østersø en stor slette, hvor jægerne kunne vandre direkte fra det nuværende Nordtyskland til Lolland. Der er blandt andet fundet stenalderbopladser fra Hamburgkulturen og den efterfølgende Ahrensburgkultur (ca. 10.500-9.000 f.v.t.) på Sølvbjerghøj og Krogsbølle på Vestlolland.

I det varmere klima under den senere Maglemosekultur (ca. 9.000-6.400 f.v.t.) steg havvandstanden, så store dele af sletten mellem Lolland og Nordtyskland blev oversvømmet, og landskabet blev mere skovklædt. Datidens jægere oprettede bopladser og ved Maribosøerne, hvor mulighederne for ferskvandsfiskeri var gode som et supplement til jagt og indsamling. Under den efterfølgende Ertebøllekultur (ca. 5.400-3.950 f.v.t.) var der bosættelser langs Lollands sydkyst, hvor man nu kunne udnytte Østersøens resurser af fisk, skaldyr og havpattedyr.

Yngre stenalder

I yngre stenalder, der begyndte ca. 3.950 f.v.t., blev agerbrug og husdyravl kendt, i begyndelsen som et supplement til jagt, fiskeri og indsamling.Flere arkæologiske genstande fra perioden er fundet i den nu tørlagte Rødby Fjord. Det gælder blandt andet et fiskegærde og de ældste kendte fodaftryk i Danmark, der blev blotlagt ved udgravninger i 2014 i forbindelse med anlægningen af Femern Bælt-forbindelsen. I samme forbindelse blev i 2015 en slags tyggegummi fra stenalderen i form af en klump beg fundet ved Syltholm Fjord. Herfra blev udtrukket DNA fra pigen, der havde tygget på klumpen, som gjorde det muligt at kortlægge hendes udseende, helbred og kostvaner. Kvinden, der blev døbt Lola, havde mørk hud, mørkt hår og blå øjne. Hun kunne ikke tåle mælk, men havde spist ål, gråand og hasselnødder og muligvis bagefter tygget på begklumpen for at rense munden.

Med den yngre stenalders landbrug og mere permanente bosættelse opstod også storstensgravene i form af dysser og jættestuer. De findes blandt andet i Torrig Skov på Nordlolland og Torpe Skov syd for Nakskov. Den mest imponerende er nok Kong Svends Høj nord for Pederstrup fra ca. 3.200 f.v.t., der rummer landets næststørste kammer, kun overgået af Listrup Jættestue på Falster.

Både på Lolland og Falster fandtes meget rige og lettilgængelige forekomster af den blålige flinttype, der kaldes Falsterflint, og som er af meget høj kvalitet ved fremstilling af flinteredskaber. Flintøkser lavet heraf var derfor meget efterspurgt og kunne især eksporteres nordpå til egne af Norge og Sverige, hvor der ikke fandtes flint naturligt. Det gav grundlag for en relativt udviklet civilisation på Lolland, hvor arkæologerne har fundet store bopladser, rituelle samlingssteder og værksteder, hvor flintsmedene tilhuggede deres økser. Nationalmuseets inspektør Peter Vang Petersen har udtrykt det således, at stenalderens lolland-falstringer på grund af flinteforekomsterne var datidens svar på nutidens oliesheiker.

Bronzealder

Bronzealderen i Europa var præget af en betydelig udveksling af råstoffer, varer og ideer over hele kontinentet. For Danmarks vedkommende foregik handelen i høj grad med skib over Østersøen, og de sydligste danske øer spillede dermed en vigtig rolle langs handelsvejene. To eksempler vidner om Lollands betydning heri: I 2017 blev Danmarks ældste kendte vindruekerne fundet ved Strandholm øst for Rødbyhavn. Den er dateret til ca. 950 f.v.t. og er et tydeligt tegn på forbindelser med mere sydlige områder, hvor vinavl har været udbredt. Og også i 2017 kastede et andet studie lys over brandmusens genetiske forhold. Brandmusen er den mest udbredte mus på Lolland og Falster, men findes derudover kun i et lille område i Jylland. Studiet sandsynliggjorde, at brandmusen var kommet til Lolland-Falster som blind passager på skibe sydfra i bronzealderen, og at den langt senere blev spredt til Jylland derfra, formodentlig med hestevogn eller tog. Forekomsten af brandmus i Danmark i det hele taget skyldes dermed også bronzealderens søgående handelsaktiviteter.

Gravhøjene fra ældre bronzealder (ca. 1.700-1.100 f.v.t.) var rundhøje. Den største rundhøj på Lolland (og en af Danmarks største) er graven på Birket Bavnehøj, som er Lollands højeste punkt. I yngre bronzealder (ca. 1.100-500 f.v.t.) findes urnebegravelser, som kun er kendt fra allerede eksisterende gravhøje.

Jernalder

Jernalderens befolkning på Lolland har især boet i øens indre områder mod nordvest, omkring den inderste del af Nakskov Fjord og området mellem Maribosøerne og Rødby Fjord. Lollikerne boede på dette tidspunkt typisk i lerklinede og treskibede huse og var landbrugere, der dyrkede agerbrug og holdt kvæg, svin, får og geder. Infrastrukturen er blevet mere udviklet. Der er spor efter vadesteder over åerne og forsvarsanlæg som Hejrede Vold og Lollands Vesterborg.

Gravpladserne omfatter både jordfæstegrave og ligbrænding. Ved Toreby har man fundet to rigt udsmykkede jordfæstegrave med sølvfibulaer og romersk drikkeudstyr fra ældre romersk jernalder (ca. 0-160 e.v.t.). Det mest bemærkelsesværdige gravfund fra Jernalderen er dog Hobyfundet, der er en af Nordeuropas allerrigeste grave fra samme tid. Blandt andet fandt man i stormandsgraven et komplet romersk bordservice med to kostbare sølvdrikkebægre, der muligvis er en alliancegave fra en romersk kommandant i Mainz til en lollandsk stammehøvding. Også møntskatten fra Tagesgård, der rummer ca. 110 romerske denarer, der blev gravet ned på en jernalderboplads ved Knuthenlund ca. år 200 e.v.t., vidner om direkte eller indirekte forbindelser til Romerriget.

Vikingetiden

I vikingetiden var store områder af øen beboede, men kysterne, såvel nord- som sydkysten, var mindre bebygget. I øvrigt var øen en mosaik af skov- og mosedækkede områder. På dette tidspunkt optræder også flere vendiske stednavne som tegn på, at også vendere har beboet dele af øen. Selve navnet Lolland kendes første gang fra vikingetiden, idet øen omtaltes som "Læland" i 800-tallet.

Et konkret arkæologisk minde om vikingetidens togter er sølvskatten fra Duesminde sydvest for Maribo, eller rettere skattene, idet der er gjort fund på stedet ad to gange. I 1960'erne blev en række sølvringe og en enkelt guldring fundet her, for sølvsmykkernes vedkommende formodentlig fremstillet i Volga-området. I 2002 blev der på samme mark fundet en enestående skat af 35 fornemme sølvbeslag fra Frankerriget, der kan have været krigsbytte eller løsepenge fra de frankiske klostre, hvor beslagene var blevet fremstillet mellem 825 og 875.

I vikingetiden kom de første lokale skriftlige vidnesbyrd i form af runeskrift. Der kendes seks runesten fra Lolland, hvoraf de fleste formodes at være rejst i 900-tallet. Det drejer sig om Tirsted-stenen, der med sine 2½ meter er en af Danmarks største runesten, Bregninge-stenen, Tågerup-stenen, Tillitse-stenen, Sædingestenen og Skovlængestenen. Den sidstnævnte fremhæves af John Erichsen i bogen "Sydhavsøernes herregårde. Lolland-Falster 1500-2020" som vidnesbyrd om, at der allerede i vikingetiden fandtes en overklasse af jordbesiddere. Indskriften på Skovlængestenen lyder nemlig: "Astrad rejste denne sten efter Jyde, sin far, en meget god thegn". En thegn betegner en mand af høj social status.^:15

Ved vikingetidens afslutning skrev Adam af Bremen sin krønike, der blandt andet beskriver det daværende danske kongeriges geografi. Heri blev Lolland fremhævet sammen med Møn, Femern, Falster og Langeland som øer, der alle var rige på afgrøde. Hermed var allerede i vikingetiden de to temaer slået an, som i høj grad kom til at præge Lollands bondesamfund i middelalderen og senere helt indtil nutiden: Jorden var sammen med den falsterske den mest frugtbare i Danmark. Og øens landbrug blev i høj grad domineret af godsejere, nogle af dem meget betydelige, som besad det meste af jorden og dermed den økonomiske og politiske magt på øen.

Vendiske forbindelser og bosættelse

I vikingetiden og tidlig middelalder var der livlige både fredelige og krigeriske forbindelser tværs over Østersøen mellem Lolland, Falster og Sjælland på den ene side og de vendiske områder i nutidens Mecklenburg-Vorpommern og det østlige Holsten lige syd for Lolland-Falster. Vandtransport var på dette tidspunkt ofte betydelig hurtigere end landtransport, og Østersøen har derfor fungeret som et bindeled snarere end en barriere. Lolland var derfor et udpræget grænseområde, og flere stednavne på Lolland med slavisk oprindelse vidner om vendisk bosættelse på øen. Det gælder navne, der ender på -itse som Kramnitse, Tillitse, Binnitse og Kuditse samt Vindeby, der betyder "vendernes by". De vendiske bebyggelser er typisk placeret kystnært, men uden direkte adgang til havet, og på god agerjord. Bosættelserne har formodentlig fundet sted i 1000- og 1100-tallet, og befolkningen ser ud til at være blevet fuldstændig assimileret i løbet af kort tid. Den vendiske stormand Prislav Niclotssøn var gift med Valdemar den Stores søster Katarina Knudsdatter og havde len både i Pommern og på Lolland-Falster omkring 1160. Hans søn Knud Prislavsøn efterfulgte ham som lensmand og grænsejarl over Lolland, en titel, der dækkede særligt store len, der grænsede direkte op til fjendeland. Titlen kendes i øvrigt fra Sønderjylland. Prislav og Knud var således både vendere, medlemmer af det abodritiske fyrstehus og medlemmer af den danske kongefamilie, og de vendiske bosættelser kan have forbindelse med deres virke.

Sejlspærringer på tværs af fjorde og nor, f.eks. ved Hominde Fjord, vidner om fare for vendiske overfald på Lollands kyster, mens tydelig inspiration fra slavisk keramik i den lokale husholdningskeramik og lignende arkæologiske vidnesbyrd demonstrerer fredelig udveksling af viden og teknologi.

Arkæologiske fund demonstrerer, at Lolland har været befolket i hele perioden fra 750 til 1250, mens områder på Sydsjælland til sammenligning har været mere eller mindre ubeboet i starten af denne periode. Omvendt blev der først etableret regulære centralstedfunktioner som købstæder og klostre senere end på Sjælland, nemlig i form af købstæder i 11- og 1200-tallet. Det opfattes, som at Lolland og Falster ikke har haft samme selvfølgelige tilknytning til det danske kongedømme som Sjælland. Saxo beretter om, at lollikerne købte sig fred mod at betale penge til venderne under den sydlige sørøverplages højdepunkt i den danske borgerkrigsperiode 1146-1157. Først fra 1200-tallet blev Lolland, Falster og Møn for alvor integreret i den østdanske magtstruktur.

Landsbyudgravninger fra vikingetiden og den tidlige middelalder viser, at der har været forskel på størrelsen af de enkelte ejendomme. Meget ofte har en enkelt gård skilt sig ud og været meget større end de andre, enten beboet af en lokal magthaver eller evt. ejet af f.eks. kongen eller kirken. I denne periode blev landsbyerne ofte kun liggende i en kortere periode, hvorefter gårdene gradvis begyndte at flytte et andet sted hen, dog stadig indenfor det samme nærområde. Disse landsbyflytninger ophørte på et tidspunkt i middelalderen, hvorefter landsbyerne blev stedfaste.

Lolland var inddelt i fire herreder, fra vest mod øst: Lollands Nørre, Lollands Sønder, Fuglse og Musse. Herredsinddelingen kan spores tilbage til jernalderen, selvom de skriftlige kilder er senere.

Middelalderen

Religion og administrativ inddeling

Ved Middelalderens begyndelse blev kristendommen gennemført som religion i hele Danmark, hvilket blandt andet gav sig udslag i byggeriet af talrige kirker og fire klostre i løbet af Middelalderen, jf. nedenfor. Kristningen gav også anledning til en ny administrativ inddeling i sogne med hver sin kirke og præst. Lolland hørte i hele Middelalderen og de efterfølgende århundreder indtil 1804 under Fyns Stift og dettes biskop.

Lolland var i senmiddelalderens kongelige forvaltning opdelt i to len, der hver omfattede to af de allerede tidligere eksisterende herreder: Halsted Len (Ravnsborg Len) med herrederne Lolland Nørre og Sønder Herred, og Ålholm Len med herrederne Fuglse og Musse.

Befolkning

Det meste af Lolland var beboet ved indgangen til Middelalderen. Et flere kilometer bredt bælte langs kystområderne ser dog ud til at have været ubeboet indtil halvvejs op i Middelalderen, formodentlig fordi faren fra vendiske sørøvere først ophørte i Valdemarstiden omkring 1200. Indtrykket af en relativt sen befolkningsvækst bekræftes af, at de fleste landsognekirker først er blevet opført i 1200-tallet eller endnu senere, hvilket er temmelig sent sammenlignet med de øvrige danske øer.

Landbruget

Lolland rummer de mest lerholdige jorder i hele Danmark. Med deres høje kalkindhold var de allerede i Middelalderen meget frugtbare og kunne give et stort høstudbytte, men har samtidig været tunge og hyppigt vandlidende, hvorfor de har været svære at dyrke for Middelalderens agerbrugere. Derfor var normalt blot 15-45 % af jorderne opdyrket, hvilket var relativt lavt i forhold til andre slette- og lerjorder på de danske øer. Til gengæld blev de dyrkede marker udnyttet mere intensivt. Andre steder på Øerne brugte man normalt trevangsbrug, hvor en tredjedel af jorden lå brak hvert år. Som det eneste sted i kongeriget anvendte man på Lolland fra engang i Middelalderen fire- eller femvangsbrug, så kun en fjerdedel eller femtedel af jorden lå brak. Ligeledes var det enestående, at man på Lolland ved siden af de sædvanlige afgrøder rug og byg også havde en betydelig produktion af hvede og ærter i Middelalderen.

Herremænd og social struktur

I mange landsbyer voksede en enkelt gård sig stor på bekostning af de øvrige og fik efterhånden status som hovedgård, ejet af en Herre, som kunne blive optaget i kongens hird og dermed være med til at forsvare riget. Til gengæld blev deres ejendom, hovedgårdene, modsat bøndergårdene fritaget for skat. I de urolige perioder i 1200- og 1300-tallet befæstede mange herremænd deres gårde som voldsteder. Lolland-Falster havde ifølge arkæologiske optællinger den største koncentration af private borge i Danmark, omkring 100 eller én i hvert sogn. Fra omkring 1400 rykkede hovedgårdene fra landsbyerne ud i deres eget skattefrit område. I høj- og senmiddelalderens Østdanmark var det efterhånden kongen, kirken og herremændene, der ejede næsten al landbrugsjorden. Bøndergårdene blev fæstet, dvs. lejet af bønderne, der dyrkede dem mod at betale en fæsteafgift kaldet landgilde. For Lolland gjaldt det specielle, at hverken kongen eller kirken ejede meget jord, og de adelige jordbesiddere blev helt dominerende. I 1446 lykkedes det den jordejende elite på Lollands landsting at få vedtaget særloven Lollands Vilkår, der styrkede godsejernes rettigheder og magt over bønderne, både hvad angik rådigheden over bøndernes arbejdskraft og ejendomsretten til jagt, fiskeri og træhugst i skoven. Lovreglerne i Lollands Vilkår gav herremændene stærkere privilegier end noget andet sted i Danmark.^:15ff

Nogle af de lollandske storgårdsslægter blev meget indflydelsesrige, således Ahlefeldterne, der i 1300-tallet ejede Grimstrup ved Nørresø, og Gøye-slægten, der i 1400- og 1500-årene beklædte nogle af landets vigtigste embeder.^:15ff

Købstæder

I Middelalderen voksede øens fem købstæder frem. Den ældste er Nakskov, som formodentlig har eksisteret som et fiskerleje i 1100-tallet på nordsiden af fjorden. I 1200-tallet blev byen, der lå praktisk ud til havet, men samtidig var beskyttet af den vanskelige indsejling gennem fjorden, en kongeligt privilegeret købstad, der snart blev en meget vigtig by med en betydelig størrelse. Der kunne fra byen drives fiskeri i og udenfor fjorden, og den blev en handelsby, der især drev handel med Lybæk med varer fra det frugtbare landbrugsområde i oplandet. Et stort møntfund fra Gåsetorvet af danske, men primært nordtyske mønter fra ca. 1400 vidner om handelens betydning for byen.

Rødby var først en traditionel bondelandsby og skyldte sin købstadsstatus, at den blev udvalgt som overfartssted for den kongelige trafik fra Danmark ad søvejen til Holsten. Ved Middelalderens slutning fik byen flere kongelige privilegier, således ret til egen handelstrafik. Maribo var ligeledes indtil 1400-tallet en ordinær landsby med navnet Skimminge, indtil birgittinerordenens kloster blev grundlagt der i 1416. Klosteret fik ved grundlæggelsen kongelig tilladelse til at anlægge en købstad i tilknytning dertil, der kunne forsyne klosteret og de mange pilgrimme, der besøgte det.

Sakskøbing på nordkysten blev anlagt i 1200-tallet, hvor kongevejen fra Guldborg krydsede Sakskøbing Fjord og Å. I perioder fungerede byen som møntslagningssted. Selvom der var et kloster i Nysted fra 1286, synes byen først oprettet som købstad i starten af 1400-tallet. Byen lå godt placeret for handel med Lybæk og Rostock, men var hæmmet af en besværlig indsejling.

Klostre

Der blev i alt grundlagt fire klostre på Lolland i middelalderen. Benediktinerne havde et kloster i Halsted, der første gang nævnes i 1305, men er lidt ældre. Det vides, at der i midten af 1540'erne fortsat boede munke i Halsted. Den fortsat i dag eksisterende Halsted Kirke blev indbygget i klosteret, da det blev opført. Franciskanerne grundlagde et kloster i Nysted i 1286, der bestod til 1538. Det vigtigste lollandske kloster var dog det nonnekloster, som birgittinerordenen grundlagde ved Maribo Sø i 1446, og som blev et af landets betydeligste og grundlag for købstaden Maribo. Maribo Domkirke, som oprindelig var en del af klosteret, eksisterer stadig til minde om det. Endelig havde Helligåndsordenen et kloster i Nakskov, som skal være grundlagt i 1470, men er helt forsvundet i dag.

Efter reformationen

Ved Reformationen i 1536 blev alt kloster- og bispegods inddraget og overgivet til kongen. Samtidig blev adelens magt forøget i den efterfølgende periode. Udover frihed for tiende og eneret på retten til at eje skattefri jord var det også kun adelige, der kunne besætte de vigtigste embeder. Den krigsteknologiske udvikling gjorde, at adelen mistede sin militære rolle, og derfor blev standens fokus rettet mod dyrkningen af den betydelige adelige godsjord. Herregårdenes arealer voksede i størrelse, og der blev mere behov for arbejdskraft, som hentedes fra fæstebønderne. Disse skulle udover at betale indfæstningsafgift og et årligt landgilde også stille arbejdskraft til rådighed på hovedgårdene i form af hoveri. I Middelalderen havde hoveriet ikke haft stort omfang, men det ændredes fra 1500-tallet og blev frem til 1700-tallet udvidet så kraftigt, at det blev et samfundsproblem. Modsat landgildets størrelse, som var fastlagt én gang for alle, kunne herremanden kræve hoveri på ubestemt tid. 1500-årene havde samtidig gode landbrugskonjunkturer, og det udmøntedes i store nye herregårdsanlæg. Et fremtrædende eksempel var det sengotiske Krenkerup ved Sakskøbing, opført af Mogens Gøye, der blev et af landets største og fornemste herresæder, og renæssanceherregården Berritsgaard.^:19ff

Landbruget i hele Danmark var fra ca. 1400 til sidst i 1700-tallet præget af det klassiske danske godssystem med en hovedgård beboet af herremanden omgivet af fæstegodset drevet af fæstebønder. Der var to hovedvarianter af godssystemet: Rentegodset (også kaldet fæstegårdssystemet), hvor hovedgårdens eget landbrug havde en beskeden størrelse, og godsejerens indtægter derfor først og fremmest bestod af landgilden fra fæstebønderne, og hovedgårdssystemet, hvor godsejerens hovedindtægt kom fra hovedgårdens egne afgrøder. For rentegodsets vedkommende havde godsejeren derfor en direkte interesse i, at hans fæstebønder var velstillede med en god økonomi, sådan at deres evne til at betale afgifterne til tiden ikke kom i fare. Under hovedgårdssystemet var godsejeren omvendt primært interesseret i fæstebøndernes arbejdskraft i form af hoveri på godsejerens egen jord, selvom udstrakt hoveri gjorde det sværere for bonden at drive sin egen fæstegård ordentligt. Rentegodset var den dominerende driftsform på Fyn og i Nørrejylland. I Sønderjylland fandtes begge driftsformer side om side, mens hovedgårdssystemet dominerede på Sjælland, Lolland og Falster. Det havde store konsekvenser for bondestandens vilkår i de forskellige landsdele, idet bønderne socialt og økonomisk var betydeligt bedre stillede i områderne, hvor rentegodset dominerede, end i områder som Lolland, der blev præget af hovedgårdssystemet.^:23-24

Under Svenskekrigene i 1600-tallet blev Lolland invaderet af den svenske hær, der vandrede over isen fra Nordtyskland. Det gik hårdt ud over landsdelen, hvor mange gårde blev brændt ned og skove fældet eller brændt.^:28ff

Den nye lensadel

Kort efter fredsslutningen blev enevælden indført, og den gamle fødselsadel mistede dermed sin politiske magt. En ny rangadel blev skabt i form af muligheden for at oprette majorater eller lensgodser med specielle regler for ejendommen: Godset var båndlagt, så det hverken kunne sælges, belånes eller deles ved arv. Det skulle således videregives udelt fra den ene besidder til den næste. En person, uanset om vedkommende var borgerlig eller adelig, men tilstrækkelig stort gods kunne med kongens tilladelse oprette et sådant majorat. Afhængigt af størrelsen kunne det blive et grevskab, et baroni (friherreskab) eller et stamhus. Et majorat gav fordele i form af skattefrihed både for hovedgården og 300 tønder hartkorn bøndergods, ret til at udnævne præst, degn og dommer på godset, samtidig med at besidderen blev amtmand på sit eget gods, der dermed optrådte som en lille stat i staten. Med denne ordning kunne kongen skabe en loyal og stabil godsejerstand, der kunne varetage den lokale administration.^:28ff

På Lolland blev der i alt i de følgende knap 200 år oprettet 13 majorater, et tal, der dog blev lidt mindre over tid, da nogle majorater senere blev inkorporeret i andre:^:28ff

Grevskaber:

• Knuthenborg (1714)
• Christiansborg (1729, navneskifte i 1741 til Christianssæde)
• Christiansholm (Aalholm, 1734)
• Hardenberg-Reventlow (Krenkerup, 1815)

Baronier:

• Vintersborg (1673, ophævet 1801, solgt til Krenkerup og indgik i 1815 i grevskabet Reventlow-Hardenberg)
• Juellinge (oprettet 1672 på Stevns, reelt overført til Lolland i 1719, formelt dog først i 1721)
• Christiansdal (1741, substitueret i 1804 og indgik i 1815 i grevskabet Reventlow-Hardenberg)
• Guldborgland (Orebygaard, 1784)
• Sønderkarle (Lungholm, 1819)

Stamhuse:

• Krenkerup (1736, indgik i grevskabet Reventlow-Hardenberg i 1815)
• Bremersvold (1773)
• Engestofte-Ulriksdal (1799)
• Højbygaard (1803, indgik i 1819 i baroniet Sønderkarle)

Til sammenligning blev der oprettet et enkelt majorat på Falster, nemlig Stamhuset Vennerslund i 1846. Det blev det sidste majorat, der blev oprettet i Danmark, da Den Grundlovgivende Rigsforsamling blot to år senere forbød oprettelsen af flere majorater.^:28ff

Mange af de nye grevskaber, baronier og stamhuse blev oprettet af den gamle danske adel, men andre af borgerlige, der havde gjort karriere, eller indvandrere fra Tyskland, der var trådt i de danske kongers tjeneste. Det gjaldt således Helmuth Otto von Winterfeld, der var i høj kurs hos Frederik III og Christian V, og som i 1671 blev friherre og 1673 oprettede Lollands første majorat, baroniet Vintersborg. Diplomaten, officeren og embedsmanden Christian Ditlev Reventlow, der tilhørte den gamle adel, oprettede grevskabet Christianssæde i 1729 og blev efterhånden landet største godsejer.^:30ff

Landboreformerne

I løbet af 1700-tallet skiftede flere af de lollandske storgodser fra det traditionelle firevangslandbrug til det såkaldte holstenske kobbelbrug. Her var markerne indhegnede, og sædskiftet vekslede regelmæssigt mellem korn og græs eller kløver. Foderafgrøderne var gode for jorden og muliggjorde en større animalsk produktion, ikke mindst til mejeribrug. I denne periode blev de mulige gevinster ved landboreformer for at øge landets velstand ivrigt diskuteret i de ledende kredse, og lensgreve C.D.F. Reventlow blev udpeget til at stå i spidsen for de omfattende reformer, der blev gennemført sidst i 1700- og starten af 1800-tallet. Reformerne omfattede ophævelsen af stavnsbåndet, udskiftningen og dermed samlingen af den enkelte bondegårds marker, udfasningen af hoveriet, overgang fra fæsteri til selveje for bønderne, og indførelse af almindelig skolegang. Gennemførelsen tog mange årtier, og endnu omkring 1850 var der mange fæstebønder på Lolland. Jordreformerne øgede udbyttet, ikke mindst fordi braklægning blev begrænset til fordel for kløverdyrkning. Reformerne betød også, at godsejernes rolle som statens forlængede arm og deres magt over bønderne blev begrænset. Bøndernes arbejdskraft i form af hoveri på godserne forsvandt, og i stedet betjente godsejerne sig nu af husmænd og daglejere - en klasse af jordløse landboere, der voksede kraftigt op igennem 1800-tallet.^:36ff

Grundlov og godsejerstyre

Med grundloven af 1849 mistede godsejerne yderligere en del af deres juridiske myndighed. Det gjaldt deres amtmandsfunktion, birkeret, skiftejurisdiktion og kaldsret til de lokale kirker. Ligeledes blev retten til at oprette majorater afskaffet. En bestemmelse i grundloven sagde, at de eksisterende len og stamhuse ved fremtidig lovgivning skulle overgå til fri ejendom, mens en anden bestemmelse afskaffde enhver juridisk forret knyttet til "Adel, Titel og Rang". Herregårdene og godsejerne besad dog fortsat en betydelig social og økonomisk magt i deres lokalområder. Økonomisk havde årtierne efter Napoleonskrigene, hvor Danmark mistede Norge, som havde aftaget mange danske landbrugsvarer, været en dårlig tid for landbruget. Men i 1830'erne startede kornsalgsperioden, som blev en langvarig højkonjunktur, ikke mindst for de store kornproducerende gårde og godser på Lolland. I 1840'erne blev byen Bandholm skabt og udviklet. Der blev blandt andet grundlagt et jernstøberi og et skibsværft, og en meget stor del af øens korneksport blev udskibet via Bandholm.^:39f

I 1850'erne og 1860'erne fik godsejerne større økonomiske incitamenter til at sælge deres fæstegods mod at kunne inddrage en del af det under selve hovedgårdens jord. Salgsindtægterne gav samtidig økonomisk kapital til nye investeringer, og de følgende årtier blev dermed en guldalder for godsernes økonomi. En lang række landbrugstekniske initiativer som dræning og mergling forbedrede landbrugsjorden, der ligeledes blev udvidet ved store landindvindingsprojekter som Saksfjed Inddæmning. En sidegevinst ved afvandingen og dræningen, der medførte et mindre fugtigt klima, var, at den dødelige malaria, der havde hærget øen i en grad, så den var kendt som lollandsk feber, stort set blev udryddet. Ligeledes blev infrastrukturen til transport og salg af landbrugsprodukterne afgørende forbedret ved nye havneanlæg og oprettelse af et jernbanenet, og mekanisering, blandt andet i form af damptærskeværker, forbedrede også landbrugets produktivitet.^:40f

Politisk havde godsejerne magten i Danmark fra 1866 til 1901 via en række Højre-regeringer, der støttede sig på kong Christian IX's velvilje og det godsejerdominerede landsting. Den lollandske lensbaron Otto Rosenørn-Lehn fra Orebygaard var udenrigsminister i hele 22 år fra 1870 til 1892 - en rekord, der aldrig er overgået.^:40f

Sukkerroen - det hvide guld

Gennembruddet for jernbaner og dampmaskiner ændrede det internationale kornmarked fundamentalt fra omkring 1870. Billigt korn fra Rusland og USA kunne nu nemt importeres til Europa, hvilket blev afslutningen på kornsalgsperioden, og det danske landbrug reagerede de fleste steder ved at omstille sig til animalsk produktion og mejeridrift, og fra korndyrkning til foderafgrøder. På Lolland og Falster skete imidlertid en særlig udvikling, da der her opstod en stor produktion af sukkerroer og sukker, som er fortsat indtil i dag.^:43ff

Sukkerroedyrkningen gav et højt afkast, men krævede også både rigelig arbejdskraft og nye investeringer. I det første stykke tid blev der importeret arbejdskraft fra Sverige, der havde et stort landproletariat, men fra 1893 blev svenskerne erstattet af sæsonarbejdende polakker, såkaldte roepolakker, så der snart hvert år i sæsonen fra april til december arbejdede omkring flere tusinde polske kvinder med den tunge jord i roemarkerne. De blev ofte indlogeret i særlige såkaldt polakkaserner, hvoraf Lungholms polakkaserne i Tågerup stadig står i dag, indrettet som museum. Roedyrkningen medførte også byggeriet af fire sukkerfabrikker i Holeby (1872), Nakskov, Maribo og Sakskøbing (1910), hvoraf Nakskov Sukkerfabrik som den eneste fortsat virker med sit oprindelige formål. Højbygaard Sukkerfabrik i Holeby, der var Danmarks første, blev i 2007 kåret som et af Danmarks 25 industriminder.^:43ff

Udover sukkerfabrikkerne blev der bygget en række lokale saftstationer, der forarbejdede roerne til såkaldt tyndsaft, der derpå blev sendt videre ad underjordiske rørledninger til fabrikken. Til Nakskov Sukkerfabrik blev således i 1880'erne bygget fem vestlollandske saftstationer. Andre steder på Lolland blev der bygget et vidtforgrenet net af særlige smalle jernbaner, roebaner, med tipvogne til transport af sukkerroerne til fabrikken. Da dette jernbanenet var på sit højeste, var der i alt 600 km roebaner på øen.^:43ff

Især de store godsejere var begunstiget af den økonomiske fremgang fra først kornsalget og siden sukkerroerne. Et eksempel herpå var Edward Tesdorpf, hvis hovedsæde var Orupgård på Falster, men som også bl.a. ejede Sædingegård på Lolland. I alt ejede han 2300 hektar af Danmarks bedste jord og var i mere end tredive år den dominerende person i dansk landbrug.^:43ff Han var bl.a. hovedmanden bag etableringen af Nykøbing Falster Sukkerfabrik i 1884. De gode tider gav sig også udslag i et omfattende nybyggeri af både drifts- og hovedbygninger hos "det store hartkorn", som godserne blev kaldt. Nutidens lollandske herregårdsbygninger er fra anden halvdel af 1800-tallet mere end fra nogen anden periode. Her blev bl.a. opført en række slotslignende hovedbygninger med tårne og spir som Pederstrup, der i 1860'erne blev ombygget i fransk chateau-stil, Orebygaard fra 1872 i rosenborgstil og Aalholm i en gendigtning som middelalderborg i 1889.^:43ff

Efter 1. verdenskrig

1900-tallets første halvdel så en betydelig nedgang i de store godsers økonomiske og politiske betydning. Med Systemskiftet i 1901 overgik regeringerne fra det godsejerdominerede Højre til bøndernes parti Venstre, der skiftevis med det senere udbryderparti Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet kom til at danne regeringerne i de næste årtier. Med grundloven af 1915 mistede godsejerne deres priviligerede valgret til Landstinget, og i 1919 kom Lensafløsningen, der ophævede de tilbageværende otte majorater på Lolland. Majoraterne måtte betale en afgift til staten på 20-25 % af deres værdi og afgive en tredjedel af deres jord, der blev udstykket til husmandsbrug. De otte lollandske majorater samt det enlige falsterske (Vennerslund) afgav i alt 3.123 hektar jord til Statens Jordfond til dette formål. I 1922 forhøjede den daværende Venstre-regering desuden beskatningen af de store landbrugsejendomme, og en samtidig lov om arveafgift ramte også de formuende godsejere. Efter Wall Street-krakket i New York i 1929 kom 1930'ernes store depression, der bl.a. medførte høje toldmure og stop for udenlandsk arbejdskraft. 1929 blev således den sidste sæson, hvor de polske roepiger arbejdede på Lolland. Krisen forøgede det økonomiske pres på godserne, og mange af de store lollandske ejendomme skiftede ejere i perioden. Det tidligere så mægtige grevskab Christianssæde, som slægten Reventlow havde ejet i mere end 200 år, kollapsede således, og dets ejendomme blev spredt til mange nye ejere.^:49ff

Krisen medførte også store offentlige beskæftigelsesarbejder. Et af dem var anlæggelsen af Storstrømsbroen 1933-1937, der gjorde Falster og dermed Lolland landfast med Sjælland.^:50

Under besættelsen nød det store landbrug til gengæld godt af landbrugseksporten til Tyskland (som den danske stat betalte). Godsejernes realindkomst steg således med 56 % under besættelsen. 1930'ernes krisetid og den efterfølgende verdenskrig medførte en polarisering blandt de største jordejere. I december 2040 stiftede tre adelige lollandske storgodsejere den såkaldte "Lensgrevernes Faggruppe", der opfordrede deres standsfæller til at samarbejde med det danske nazistparti og den tyskvenlige Landbrugernes Sammenslutning.^:50

Efter 2. verdenskrig

I efterkrigstiden fik landbruget efterhånden en mere beskeden rolle i Danmarks økonomi. Landbrugene mekaniserede og specialiserede sig, samtidig med at antallet af beskæftigede i erhvervet faldt. På Lolland valgte de fleste landbrug i 1960'erne og 1970'erne at satse på planteavl, primært korn og roer, og solgte kreaturerne fra. Hvede, byg og sukkerroer lægger beslag på de fleste marker, men også raps og græsfrø fylder i landskabet. Nogle større landbrug laver også nicheproduktion som Frederiksdals kirsebærplantager og i nyere tid vindmølle- og solcelleparker.^:54f

Se også

• Fredede fortidsminder i Lolland Kommune
• Fredede fortidsminder i Guldborgsund Kommune