Wikipedia:Ugens artikel/Uge 25, 2021
Ulven (Canis lupus) er et rovdyr, der lever i Europa, Asien og Nordamerika. Den er Europas næststørste landrovdyr, idet kun den brune bjørn er større.
Ulven holder til i skov og på steppelignende arealer, hvor den jager i et kobbel, en stor flok, bestående af et forældrepar og dets voksne afkom. Ulven er en typisk topprædator i sit område, med kun mennesker og tigre som reelle trusler imod den. Den lever hovedsagelig af større hovdyr, men tager også mindre dyr som mus, lemminger, harer og ryper. Den kan desuden leve af ådsler og af husdyr som kvæg, og omkring mennesker kan den gå i affald.
Ulven er stamfader til tamhunden (Canis lupus familiaris). For omkring 15.000 år siden begyndte mennesket at tæmme ulven og bruge den som vagthund eller jagthund. Der er fortsat tale om samme art, idet ulve og hunde kan avle frugtbart afkom sammen.(Læs mere..)