Fjæsing

Fjæsing
Fjæsing
	Trachinus draco; Foto: Hans Hillewaert (Lycaon)
Videnskabelig klassifikation
Rige	Animalia (Dyr)
Række	Chordata (Chordater)
Klasse	Osteichthyes; (Benfisk)
Orden	Perciformes; (Pigfinnefisk)
Familie	Trachinidae; (Fjæsingfamilien)
Slægt	Trachinus
Art	T. draco
Videnskabeligt artsnavn
	Trachinus draco; Linnaeus, 1758
	Hjælp til læsning af taksobokse

Fjæsingen (Trachinus draco) er en op til 50 cm lang pigfinnefisk med lange finner på bagkroppen og med giftpigge i den forreste rygfinne og ved gællelågene. Fisken har karakteristiske pletter og striber i gulbrunt, blåt eller grønt. Den vejer op til 1,9 kg og kan nå en alder af fjorten år.^[1]

Navn

Navnet fjæsing kommer af oldnordisk fjörsungr af en rod med betydningen «broget, stribet».^[2] Det videnskabelige artsnavn, Trachinus draco, betyder "hård drage", af græsk trachys = hård.

Levevis

Om dagen er fjæsingen en bundfisk, der ligger nedgravet i sandet, og derfor er særlig glad for de grunde, sandede områder på de dansk-svenske sider af Skagerrak. Det er også herfra, man har mest kundskab om arten.

Om natten svømmer fjæsingen frit, på jagt efter små krebsdyr. Ved sensommer går den over til en kost mere præget af småfisk. Om vinteren trækker den ned på 20-30 meters dyb, hvor der er lidt varmere. Her ophører den nærmest med at spise, og i marts/april har 98 pct af fjæsingerne tomme maver, før de igen tager føde til sig og gør sig rede til at gyde i juni – august.

Fjæsingen findes fra Trondheimsfjorden til Middelhavet og Nordafrika, men ikke i Østersøen.^[3] Den er spiselig.

Giften dracotoxin

Fjæsingens pigge har en fure på hver side, hvor giften dracotoxin («dragegift») produceres. Giftkirtlerne findes også ved gællelågene, så enten en fjæsing er død eller levende, må man aldrig holde den bag gællerne, som man ellers gør ved andre fiskearter.

Dens stik er meget smertefuldt, og forgiftning af dracotoxin viser sig ved feber og hovedpine, kvalme, svimmelhed og ledsmerter. I alvorlige tilfælde er der rapporteret hjerterytmeforstyrrelser, kramper og åndedrætsbesvær. Imidlertid nedbrydes giftstoffet ved 45-50 varmegrader. Forgiftningen behandles derfor ved at anbringe stikstedet i varmt vand, eventuelt te eller kaffe, medbragt på termokande, men ikke skoldvarmt. Da stikkene ofte ledsages af infektioner med usædvanlige bakterier, kan antibiotisk behandling være påkrævet.^[4]