Fjæsing

Fjæsing
Fjæsing
	Trachinus draco; Foto: Hans Hillewaert (Lycaon)
Videnskabelig klassifikation
Rige	Animalia (Dyr)
Række	Chordata (Chordater)
Klasse	Osteichthyes; (Benfisk)
Orden	Perciformes; (Pigfinnefisk)
Familie	Trachinidae; (Fjæsingfamilien)
Slægt	Trachinus
Art	T. draco
Videnskabeligt artsnavn
	Trachinus draco; Linnaeus, 1758
	Hjælp til læsning af taksobokse

Fjæsingen (Trachinus draco) er en op til 50 cm lang pigfinnefisk med lange finner på bagkroppen og med giftpigge i den forreste rygfinne og ved gællelågene. Fisken har karakteristiske pletter og striber i gulbrunt, blåt eller grønt. Den vejer op til 1,9 kilo og kan nå en alder af 14 år.^[1]

Navn

Navnet fjæsing kommer af oldnordisk fjörsungr af en rod med betydningen «broget, stribet».^[2] Det videnskabelige artsnavn, Trachinus draco, betyder "hård drage", af græsk trachys = hård.

Levevis

Om dagen er fjæsingen en bundfisk, der ligger nedgravet i sandet, og derfor er særlig glad for de grunde områder med sandbund nær kysten.

Om natten svømmer fjæsingen frit i vandet, på jagt efter små krebsdyr. Sidst på sommeren overtager småfisk som det vigtigste bytte. Om vinteren trækker den ud på 20-30 meters dybde, fordi vandet her er varmere end tæt på kysten. Den ophører da nærmest med at spise, og i marts/april har 98 % af fjæsingerne tomme maver, før de igen begynder at tage føde til sig. Gydningen foregår i juni-august.

Fjæsingen er udbredt fra Trondheimsfjorden i nord til Middelhavet og Nordafrika, men lever ikke i Østersøen.^[3] Den er en delikat spisefisk.

Giften dracotoxin

Fjæsingens pigge har en fure på hver side, hvor giften dracotoxin («dragegift») produceres. Giftkirtlerne findes også ved gællelågene, så uanset om en fjæsing er død eller levende, må man aldrig holde den bag gællerne, som man ellers gør ved andre fisk.

Dens stik er meget smertefuldt, og forgiftning af dracotoxin viser sig ved feber og hovedpine, kvalme, svimmelhed og ledsmerter. I alvorlige tilfælde kan man få hjerterytmeforstyrrelser, kramper og åndedrætsbesvær. Giftstoffet nedbrydes ved 45-50 varmegrader, hvorfor man ved stik bør anbringe stikstedet i varmt vand, eventuelt te eller kaffe, medbragt på termokande, men ikke skoldvarmt. Da stikkene ofte ledsages af infektioner med usædvanlige bakterier, kan antibiotisk behandling være påkrævet.^[4]