Spring til indhold

Superfemmeren

Tilføj links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Superfemmeren, også kaldet Big Red Machine og KLM-trojkaen var en legendarisk kæde på det daværende sovjetiske ishockey-landshold i 1980'erne, og fejrede næsten usandsynlige triumfer med landsholdet og klubholdet CSKA Moskva.

Navnet superfemmeren kom først i brug omkring 80`erne , Navnet har sit udspring helt tilbage til sidst 60`erne, Der var legendariske navne som bl.a. Petrov, Krutov, Makarov og Charlamov med i 1. kæden som den var kendt som. 1. kæden var Sovjets frygtede våben. Det var kun de få udvalgte, der kom til at spille i 1.kæden, som var meget rutineret spillere.

Kæden bestod af Vjatjeslav Fetisov og Alexej Kasatonov som back-spillere samt Vladimir Krutov, Igor Larionov og Sergej Makarov som forwards. Kæden blev sammensat af træneren Viktor Tikhonov efter Sovjets forsmædelige nederlag til USA ved de olympiske vinterlege i Lake Placid i 1980, og blev afprøvet første gang ved VM i ishockey i Sverige i 1981, hvor man vandt guld, efter bl.a. at have ydmyget de svenske Tre Kronor med hele 13-1 i finalen. Samme år vandt Sovjet Canada Cup, hvor de i finalen slog Canadas professionelle spillere med Wayne Gretzky i spidsen med 8-1.

At kæden havde særstatus på det sovjetiske landshold, kunne ses ved træningssamlingerne, hvor de fem spillere, som de eneste bar grønne spillertrøjer. Det gav dem også tilnavnet den grønne kæde. Prisen for succesen var dog høj. Ishockeylandsholdet var Sovjetunionens ansigt udadtil, og spillerne måtte tilbringe 300 dage om året i træningssamlinger, med de afsavn det måtte give i forhold til familie og privatliv.

I dag betragtes kæden som Sovjetunionens sidste propagandamaskine på det sportslige område, og var i 1980'erne med til at vinde 2 olympiske guldmedaljer (Sarajevo 1984 og Calgary 1988), 8 verdensmesterskaber samt et utal af sejre med det sovjetiske landshold og CSKA Moskva. Kun to gange måtte Sovjetunionen i løbet af 1980'erne se VM-guldet gå til andre. I 1985, da Tjekkoslovakiet vandt og i 1987, da Sverige vandt.

Spillerne

[redigér | rediger kildetekst]

Vjatjeslav Alexandrovich Fetisov (født 20. april 1958 i Moskva) var kaptajn for det sovjetiske ishockeylandshold i en årrække, og nåede at spille for:

Fetisovs lidt kontroversielle personlighed og åbentmundethed medførte, at han op til VM i 1989 af Viktor Tichonov blev udelukket for al ishockey i Sovjetunionen og henvist til at træne med et drengehold i CSKA Moskva. Protester og trusler om kollektiv boykot fra store dele af det sovjetiske landshold gjorde, at han blev taget til nåde igen, og han kunne føre Sovjetunionen til guld ved VM. Efter endt karriere blev han sportsminister i Vladimir Putins regering i Rusland. I 2001 blev han valgt ind i Hockey Hall of Fame. Fetisov var med til at vinde 8 VM-guld, 2 OL-guld, 1 OL-sølv, 1 Canada Cup og 3 Stanley Cup – det sidste som assisterende træner.

Alexej Viktorovich Kasatonov (født 14. oktober 1959 i Leningrad) spillede i:

Som en af de få sovjetiske spillere støttede han ikke Fetisov i 1989, hvilket medførte et venskabsbrud mellem de to backs. Skønt skæbnen ville, at de to spillede sammen i New Jersey Devils, kom de aldrig på talefod igen. Kasatonov blev efter endt karriere i USA, men fungerede en overgang som assisterende træner for det russiske landshold under Viktor Tichonov. Kasatonov var med til at vinde 8 VM-guld, 2 OL-guld, 1 OL-sølv og 1 Canada Cup.

Vladimir Yevgenyevich Krutov (født 1. juni 1960 i Moskva) spillede i:

Sammen med Igor Larionov rejste Krutov til Canada for at spille i Vancouver Canucks, men overgangen til en professionel karriere i NHL var ikke succesfuld for Krutov. Han fik problemer med både kondition og vægt, og fik tildelt øgenavnet Vladimir Crouton. Han vendte hurtigt tilbage til europæisk ishockey igen, men opnåede aldrig de store succeser, og afsluttede sin karriere i den svenske 2. division. Efter sin aktive tid på isen blev han træner i bl.a. CSKA Moskva, hvorefter han blev hentet til det russiske sportsministerium. Krutov var med til at vinde 7 VM-guld, 2 OL-guld, 1 OL-sølv og 1 Canada Cup.

Igor Nikolayevich Larionov (født 3. december 1960 i Voskerensk) spillede i:

Sammen med Fetisov var Larionov særdeles kritisk overfor det sovjetiske styre og dets behandling af sine ishockeyspillere, og i 1988 skrev han et brev til det sovjetiske ishockey-forbund og krævede vidtgående forandringer for spillerne. Det banede vejen for, at spillerne kunne søge til udlandet og påbegynde en professionel karriere. Skønt problemer i begyndelsen med at omstille sig til den nordatlantiske spillestil, kunne Larionov fejre store triumfer i NHL. Ved de olympiske vinterlege i 2002 kunne den da 42-årige Larionov vinde bronze med det russiske landshold i Salt Lake City. Larionov var med til at vinde 7 VM-guld, 2 OL-guld, 1 OL-sølv, 1 Canada Cup og to Stanley Cup.

Sergej Mikhailovich Makarov (født 19. juni 1958, i Tjeljabinsk) spillede som aktiv i:

Efter en særdeles glorværdig tid i CSKA Moskva rejste Makarov til NHL, hvor han, på trods af problemer såvel med den nordatlantiske spillestil som med det engelske sprog, blev valgt som Rookie of the year – noget, der gav anledning til debat, da Makarov på det tidspunkt var 31 år gammel og næppe en rookie. Efter en tid som spilleragent i Californien blev Makarov hentet til det russiske sportsministerium. Makarov var med til at vinde 8 VM-guld, 2 OL-guld, 1 OL-sølv og 1 Canada Cup.

Valery Borisovitj Charlamov (Russisk : Валерий Борисович Харламов), født den 14 januar 1948 i Moskva , døde August 27 1981 , var en succesfuld sovjetiske ishockey spillere .

V. Charlamov, Var også en Del af den magiske Superfemmer, og blev betragtet som Det største talent Ishockeysporten har opfostret, så der burde faktisk stå supersekseren i stedet. Bl.a. VM i 1970 (Sverige) Kasatonov afløste V. Charlamov, efter dennes tragiske død. Kilder: Formiddagsavisen BT. Ole Omdal, Albertslund ( Sovjetisk Ishockey expert) fået overrakt Yakushevs trøje af den sovjetiske ambassadør i 1980

Statistikken

[redigér | rediger kildetekst]

Superfemmerens overlegenhed og betydning for landsholdet ses tydeligt i statistikken for det sovjetiske landsholds resultater i perioden 1980 til 1990:

År Sejre Uafgjorte Nederlag
1980: 26 1 2
1981: 22 3 2
1982: 23 2 0
1983: 20 3 0
1984: 30 1 3
1985: 20 2 3
1986: 26 0 2
1987: 27 7 8
1988: 19 1 4
1989: 26 2 2
1990: 28 3 5

Opløsningen

[redigér | rediger kildetekst]

Ved VM i 1990 i Schweiz optrådte Sovjetunionen for sidste gang som nation ved en stor turnering. Sovjet vandt turneringen, og for sidste gang kunne man se spillere med bogstaverne CCCP på trøjen stige op på sejrspodiet og modtage guldmedaljerne til tonerne af den sovjetiske nationalmelodi.

Den historiske udvikling havde overhalet landet indenom. Med Michail Gorbatjovs glasnost og perestrojka i midt- og sen-80'erne blæste de nye vinde også i sportens verden. Spillerne forlangte mere frihed, og krævede adgang til en professionel tilværelse i udlandet.

Trænerens og ishockeyforbundets totale kontrol over spillerne smuldrede, og med kommunismens fald faldt også den totale ishockeydominans, verden havde været vidne til.

En mindeværdig epoke i sportens historie var slut.

[redigér | rediger kildetekst]

Ole Omdal (sovjetisk Ishockeyekspert ) ALB

Se også

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Superfemmeren&oldid=11630617"