Portal:Musik/Månedens artikel/Maj 2008
Christina María Aguilera (født 18. december 1980) er en amerikansk pop-sangerinde og sangskriver. Hun debuterede i underholdningsindustrien i en relativt tidlig alder, efter hun havde indsunget titelnummeret til filmen, Mulan. Hun opnåede stor anerkendelse fra anmelderne såvel som høje salgstal med sit debutalbum, Christina Aguilera (1999), hvoraf fire numre blev hitsingler. Desuden bidrog albummet til, at hun vandt en Grammy Award - noget der også blev hjulpet på vej af et latino pop-album, et album med julesange, udgivet i samme periode samt hendes medvirken på soundtracket til filmen, Moulin Rouge!.
Hendes andet studiealbum, Stripped (2002), hvor hun i højere grad havde indflydelse på den kunstneriske proces, fortsatte tendensen og solgte godt, mens anmeldelserne dog ikke levede op til debuten. Desuden blev hun kritiseret for sit image, som mange opfattede som voldsomt seksuelt betonet.[kilde mangler] I 2005 giftede hun sig med Jordan Bratman, og hendes tredje studiealbum, Back to Basics blev udgivet i august 2006. På dette har hun stræbt efter at vende tilbage til sine oprindelige inspirationskilder inden for soul, jazz og blues. Albummet blev modtaget med høje salgstal og positive anmeldelser.