Portal:Film/Udvalgt film/juli, 2007
Never Say Never Again er en engelsk-amerikansk-vesttysk James Bond-film fra 1983. Det er den anden filmatisering af Ian Flemings roman Thunderball, begge med Sean Connery i hovedrollen som Agent 007.
Never Say Never Again er ikke en del af Bond-serien fra EON Productions og omtales derfor undertiden som "uofficiel". Det er dog misvisende, idet producenterne helt legalt havde erhvervet rettighederne til filmen fra manuskriptforfatteren Kevin McClory. Historien blev til, da Kevin McClory år forinden samarbejdede med Ian Fleming om et filmprojekt. Filmen blev ikke til noget på det tidspunkt, men Ian Fleming beholdt de litterære rettigheder og brugte filmoplægget som grundlag for sin roman Thunderball, mens Kevin McClory beholdt filmrettighederne, resulterende i filmene Thunderball og Never Say Never Again.
Disse delte rettigheder medførte en række stridigheder inklusive en retssag, der fastslog Kevin McClorys rettigheder men også bestemte, at han ikke måtte udnytte dem før 1976. I 1976 var han så parat til at lave Bond-film og lavede sammen med Len Deighton og Sean Connery et manuskript med titlen Warhead. Det fik EON Productions op af stolen, og de fastslog, at Kevin McClorys rettigheder udelukkende gjaldt Thunderball og ikke, som han selv mente, James Bond i almindelighed. Det stoppede projektet for en stund og først i 1981, da Jack Schwartzman blev involveret, kom jura, finansiering og et nyt manuskript på plads. Optagelserne kom i gang men blev noget besværlige. Ydermere blev premieren af ukendte årsager udskudt et halvt år. Men premiere fik filmen altså, og trods blandet kritik tjente den pænt, om end den til dels måtte konkurrere med samme års Bond-film Octopussy fra EON Productions.