Spring til indhold

Pierre Hadot

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Pierre Hadot
Personlig information
FødtPierre Henri Hadot Rediger på Wikidata
21. februar 1922 Rediger på Wikidata
15. arrondissement i Paris, Frankrig Rediger på Wikidata
Død25. april 2010 (88 år) Rediger på Wikidata
Orsay, Frankrig Rediger på Wikidata
ÆgtefælleIlsetraut Hadot Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedParis Universitet,
École pratique des hautes études Rediger på Wikidata
Medlem afBayerische Akademie der Wissenschaften (fra 1972) Rediger på Wikidata
BeskæftigelseProfessor, forsker, historiker, katolsk præst (1942-1952), forfatter, filosof Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverCollège de France (1982-1991), École pratique des hautes études (1961-1985), CNRS (1949-1964) Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserGrand prix de philosophie (1999),
médaille d'argent du CNRS (1978, 1979),
médaille de bronze du CNRS (1960),
Æresdoktor ved Université Laval,
æresdoktor ved universitetet i Neuchâtel (1985) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Pierre Hadot (1. februar 1922-24. april 2010) var en fransk filosof og filosofihistoriker, der specialiserede sig i antik filosofi, især neoplatonisme[1].[2][3][4]

Baggrund

[redigér | rediger kildetekst]

Hadot blev født den 1. februar 1922 i Reims. Han blev oprindeligt uddannet præst, men endte med at fungere som professor i hellenistisk og romersk filosofi ved Collège de France fra 1982 til 1991.[5] Han blev pensioneret i 1991 og døde 88 år gammel i 2010 i Orsay. Han var gift med Ilsetraut Hadot.

Filosofisk arbejde

[redigér | rediger kildetekst]

Pierre Hadot var tidligt optaget af den senere Ludwig Wittgensteins sprogfilosofi[6]. Han var blandt de første til at introducere Wittgenstein i Frankrig.[7] Hadot hævdede, at formen og indholdet hang meget tæt sammen i Wittgensteins bog Filosofiske undersøgelser.[8]

Pierre Hadot blev dog især kendt for at vise, at antikkens filosofi var en praksis i modsætning til den moderne akademiske fagfilosofi[9][10][11].[5] Hadot var i den forbindelse ikke mindst optaget af filosoffer som Sokrates og Plotin.[12] Hadot understregede, at antikkens filosofi ikke blot var en intellektuel disciplin, men en livsform[9]. Han argumenterede for, at filosoffer som stoikerne og neoplatonisterne praktiserede filosofi som et middel til at transformere dem selv, snarere end blot som en intellektuel stræben[13]. Hadot fremhævede herunder det vigtige i spirituelle øvelser inden for filosofien, såsom selvrefleksion, meditation og etiske praksisser, der var beregnet til at lede individer til større selvbevidsthed og indre transformation[14].

Hadot fik stor betydning for den franske idehistoriker Michel Foucaults sene arbejde med antikken[9]. Det gjaldt ikke mindst Foucaults andet og tredje bind om seksualitetens historie.[15][16]

Udgivelser

[redigér | rediger kildetekst]
  • Traités théologiques sur la Trinité, Cerf 1960 (Sources Chrétiennes nos. 68 & 69)
  • Porphyre et Victorinus. Paris, Institut d'Etudes augustiniennes, 1968. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 32–33)
  • Marius Victorinus: recherches sur sa vie et ses oeuvres, 1971. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 44)
  • Exercices spirituels et philosophie antique. Paris, Etudes augustiniennes, 1981. (Collection des études augustiniennes. Série antiquité ; 88). ISBN 2-85121-039-4
  • La citadelle intérieure. Introduction aux Pensées de Marc Aurèle. Paris, Fayard, 1992. ISBN 2-213-02984-9
  • Qu'est-ce que la philosophie antique? Paris, Gallimard, 1995. (Folio essais ; 280). ISBN 2-07-032760-4
  • Plotin ou la simplicité du regard; 4. udg. Paris, Gallimard, 1997. (Folio esais ; 302). ISBN 2-07-032965-8
  • Etudes de philosophie ancienne. Paris, Les Belles Lettres, 1998. (L'âne d'or ; 8). IBSN 2-251-42007-X
  • Marc Aurèle. Tekster oversat af Pierre Hadot, med Concetta Luna, 1. udg. Paris, Collection Budé, 1998 IBSN 2-251-00472-6
  • Plotin, Porphyre: Études néoplatoniciennes. Paris, Les Belles Lettres, 1999. (L'âne d'or ; 10). ISBN 2-251-42010-X
  • La philosophie comme manière de vivre. Paris, Albin Michel, 2002. ISBN 2-226-12261-3
  • Exercices spirituels et philosophie antique, nouvelle éd. Paris, Albin Michel, 2002. (Bibliothèque de l'évolution de l'humanité). ISBN 2-226-13485-9
  • Le voile d'Isis: Essai sur l'histoire de l'idée de nature. Paris, Gallimard, 2004. ISBN 2-07-073088-3
  • Wittgenstein et les limites du langage. Paris, J. Vrin, 2004. (Bibliothèque d'histoire de la philosophie). ISBN 2-7116-1704-1
  • Apprendre à philosopher dans l'antiquité. L'enseignement du Manuel d'Epictète et son commentaire néoplatonicien (med Ilsetraut Hadot). Paris, LGF, 2004. (Le livre de poche ; 603). ISBN 2-253-10935-5

Sekundærlitteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Bosch-Veciana, Antoni (2013). El moviment lector de Pierre Hadot. De l'antiguitat clàssica a la contemporaneïtat de la vida filosòfica. Barcelona
  • Busellato, S. (2021). The nietzschean interpretation of Pierre Hadot. Cadernos Nietzsche, 42, 253-274.
  • Davidson, Arnold et F. Worms (dir.)(2010). Pierre Hadot, l'enseignement des antiques, l'enseignement des modernes, Paris, Rue d'Ulm
  • González Hinojosa, R. A., & López Santana, L. E. (2016). Pierre Hadot: el cuidado de sí y la mayéutica socrática como ejercicio espiritual. CIENCIA ergo-sum: revista científica multidisciplinaria de la Universidad Autónoma del Estado de México, 23(1), 26-34.
  • Goulet, R. (2010). Pierre Hadot 1922-2010. The International Journal of the Platonic Tradition, 4(2), 109-113.
  • Hoffmann, Philippe (2012), « Pierre Hadot (1922-2010) », Annuaire de l'École pratique des hautes études (EPHE), Section des sciences religieuses, 119 |
  • Hutter, H. (2009). Ad Pierre Hadot. New Nietzsche Studies, 8(1/2), i-vii.
  • Oliveira, L. (2016). Dossiê Pierre Hadot:: a filosofia como modo de vida. Revista Archai, (18), 285-285.
  • Paquot, Thierry (2010). Pierre Hadot (1922-2010) : La philosophie comme "art de vivre. Hermès, La Revue, vol. 57, no 2, 2010, p. 187-191
  • Weber, Michel (2008), L’Épreuve de la philosophie. Essai sur les fondements de la praxis philosophique, Louvain-la-Neuve, Les Éditions Chromatika

Kilder

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Apprendre à philosopher dans l'antiquité. L'enseignement du Manuel d'Epictète et son commentaire néoplatonicien (with Ilsetraut Hadot). Paris, LGF, 2004. (Le livre de poche ; 603). ISBN 2-253-10935-5
  2. ^ Goulet 2010
  3. ^ Davidson 2010
  4. ^ Hoffmann 2012
  5. ^ a b Hadot 1981
  6. ^ Wittgenstein et les limites du langage. Paris, J. Vrin, 2004. (Bibliothèque d'histoire de la philosophie). ISBN 2-7116-1704-1.
  7. ^ Davidson, A.I. (1995), Pierre Hadot and the Spiritual Phenomenon of Ancient Philosophy, in Philosophy as a Way of Life, Hadot, P., Oxford Blackwells
  8. ^ Davidson, A.I. (1995), pp17-18
  9. ^ a b c Filosofisk livskunst. Statsbiblioteket, 2016. ISBN 978-87-7507-373-3
  10. ^ Paquot 2010
  11. ^ Gonzales 2016
  12. ^ Hadot 1997
  13. ^ Hadot 2002
  14. ^ Hadot 1995
  15. ^ Michel Foucault: L'Usage des plaisirs, Paris, Éditions Gallimard, 1984
  16. ^ Michel Foucault: Le Souci de soi, Paris, Éditions Gallimard, 1984
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Pierre_Hadot&oldid=11795713"