Spring til indhold

Manchester United F.C.

Redigér links
Page semibeskyttet
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Newton Heath F.C.)

"MUFC" omdirigeres hertil. For andre betydninger af MUFC, se MUFC (flertydig).
Ikke at forveksle med Manchester United F.C. (Gibraltar).
Manchester United F.C.
Manchester Uniteds hjemmebane, Old Trafford
Klubdetaljer
Fulde navnManchester United Football Club
Kaldenavn(e)The Red Devils[3][4]
Grundlagt1878; 145 år siden (1878)
- som Newton Heath LYR Football Club[1]
ForbundThe Football Association
HjemmebaneOld Trafford[2]
Kapacitet74.310 tilskuere
FormandJoel og Avram Glazer
ManagerRuud van Nistelrooy (midlertidig)
Liga 2024-25Premier League
Liga 2023-24Premier League, 8.
Andet
Webstedmanutd.com
Spilledragt
Spilledragt
Spilledragt
Spilledragt
Hjemmebane
Spilledragt
Spilledragt
Spilledragt
Spilledragt
Udebane
Spilledragt
Spilledragt
Spilledragt
Spilledragt
3. valg

Nuværende sæson

Manchester United Football Club (IPA: [mæntʃɛstər junajtəd fʊtbɒl kləb]; forkortet Manchester United F.C. eller simpelt Manchester United) er en engelsk fodboldklub fra Manchester, der spiller i den engelske Premier League. Klubben blev grundlagt under navnet Newton Heath LYR Football Club i 1878 og skiftede navn til Manchester United Football Club i 1902. I 1910 flyttede klubben ind på Old Trafford.

I 1968, under manageren Matt Busby, blev Manchester United den første engelske klub, der vandt Europacuppen for mesterhold – ti år efter München-katastrofen, der kostede otte spillere livet. Alex Ferguson er den mest succesfulde manager i klubbens historie, hvor det blev til 26 store titler fra 1986 til 2013.

I kraft af at have vundet 20 mesterskaber (rekord), fire Liga Cup-titler og 11 FA Cup-titler (rekord) er klubben den mest succesrige klub i engelsk fodbold nogensinde. Klubben har som den eneste engelske klub vundet the treble - det vil sige mesterskabet, FA Cuppen og Champions League i 1999.

Manchester United er en af de mest værdifulde klubber i verden og ifølge Forbes nr. 2 kun overgået af Real Madrid i indtjening. Klubben oparbejdede dog en meget stor gæld, da den blev opkøbt af Malcolm Glazer. United har en af de største supporteropbakninger blandt fodboldklubber i verden. Klubben rygtes til at være omkring 1,19 milliarder £ værd, hvilket gør det til den mest værdifulde klub i verden. Efter at være kommet på London Stock Exchange i 1991 blev klubben købt af amerikaneren Malcolm Glazer i maj 2005 i en aftale, der bragte værdien af klubben op på næsten 800 millioner £. I 2012 blev en lille del af klubbens ejerskab sat på børsen på New York Stock Exchange til en introduktionspris på $14 per aktie.

Historie

Tidlige år (1878–1945)

Uddybende artikel: Manchester Uniteds historie (-1945).
refer to caption
Et diagram, der viser Manchester United F.C.'s fremgang gennem det engelske fodbold ligasystem fra debuten som Newton Heath i 1892–93 til gift

Manchester United blev oprettet i 1878 under navnet Newton Heath LYR Football Club af Carriage & Wagon-afdelingen af Lancashire and Yorkshire Railway-depotet i Newton Heath.[5] Holdet startede med at spille mod andre jernbane-firmaer, men i 1888 blev klubben en del af de stiftende klubber i The Combination, en regional fodboldliga. Men Newton Heath blev en del af Football Alliance året efter, da The Combination blev opløst efter sin første sæson. Football Alliance kørte i tre år, inden den blev lagt sammen med Football League. Dette betød at klubben startede 1892-93-sæsonen i førstedivision. På dette tidspunkt var klubben blevet uafhængig af jernbanefirmaet og havde som følge deraf droppet 'LYR' i navnet.[5] Efter blot to sæsoner måtte klubben dog se sig degraderet til andendivision.[5]

I januar 1902, med en gæld på £2.670 – hvilket svarer til £210.000 i 2010 – blev klubben pålagt at undergå likvidation.[6] Klubbens kaptajn, Harry Stafford, fandt fire lokale forretningsmænd, heriblandt John Henry Davies (som blev klubbens præsident), der hver var villige til at skyde £500 ind i klubben (Stafford betalte de resterende £670 af egen lomme), for derimod at få direkte indblanding i klubben og som konsekvens heraf skiftede navnet.[7] Den 24. april blev navnet officielt skiftet til 'Manchester United Football Club'.[8][note 1] Under Ernest Mangnall, der blev klubbens manager i 1903, sluttede holdet som nummer to i andendivision i 1906 og rykkede op i førstedivision – en række de vandt i 1908, klubbens første ligatitel. Den følgende sæson bød på sejr i den første Charity Shield[9] nogensinde og sluttede med klubbens første sejr i FA Cuppen. Klubben vandt sin anden titel i 1911, men Mangnall forlod klubben i slutningen af sæsonen for at overtage i Manchester City.[10]

I 1922, tre år efter genoptagelsen af fodbold efter 1. verdenskrig, rykkede klubben igen ned i andendivision, hvor de blev indtil de igen rykkede op i 1925. Med en nedrykning igen i 1931, blev Manchester United en elevator-klub, med en placering som nummer 20 som den værste i 1934. Efter at klubbens hoved-velgører, J.H. Davies, døde i oktober 1927, blev klubbens økonomiske forhold forringet i en sådanne grad, at havde det ikke været for James W. Gibson, der i december 1931 skød £2.000 i klubben og deraf fik kontrol med klubben, var klubben nok gået konkurs.[11] I 1938-39-sæsonen, det sidste år med fodbold inden 2. verdenskrig, sluttede klubben som nummer 14 i førstedivision.[11]

Busby-årene (1945–1969)

Uddybende artikler: Manchester Uniteds historie (1945-1969) og München-ulykken.
A black-and-white photograph of several people in suits and overcoats on the steps of an aircraft.
The Busby Babes i Danmark i 1955

I oktober 1945 gjorde den kommende genoptagelse at fodbolden, at bestyrelsen valgte at udpege Matt Busby som ny manager i klubben. Han forlangte en hidtil uset kontrol over valget af hold, spiller-transfers og træningspassene.[12] Busby førte klubben til sølvmedaljer i ligaen både i 1947, 1948 og 1949 og med en sejr i FA Cuppen i 1948 på 4-2 mod et Blackpool mandskab, som kunne prale med én af datidens helt store spillere, nemlig Stanley Matthews, kunne Sir Matt Busby se sit hold løfte sølvtøj for første gang. I 1952 vandt holdet førstedivision for første gang i 41 år.[13] Med en gennemsnitlig alder på 22, begyndte medierne at kalde de dobbelte mestre fra 1956 for "The Busby Babes", et vidnesbyrd på Busbys tro på de unge spillere.[14] I 1957 blev holdet det første engelske hold, der deltog i Europacuppen for mesterhold, på trods af modvilje fra The Football League, der året forinden havde nægtet Chelsea adgang til turneringen.[15] Undervejs til semifinale, som de tabte til Real Madrid, vandt holdet med 10-0 over den belgiske klub Anderlecht, hvilket stadig er den største sejr klubben har fået.[16]

Den efterfølgende sæson, på vej hjem fra en Europa Cup-kvartfinale mod Røde Stjerne Beograd, forulykkede flyet, der havde Manchester United-spillerne, officielle folk fra klubben samt journalister om bord, i et forsøg på at lette efter en genopfyldning af tankene i München, Tyskland. München fly-ulykken fra den 6. februar 1958 kostede 23 livet, heriblandt otte spillere: Geoff Bent, Roger Byrne, Eddie Colman, Duncan Edwards, Mark Jones, David Pegg, Tommy Taylor og Billy Whelan. Desuden kom endnu flere til skade.[17][18]

A stone tablet, inscribed with the image of a football pitch and several names. It is surrounded by a stone border in the shape of a football stadium. Above the tablet is a wooden carving of two men holding a large wreath.
En mindeplade på Old Trafford til ære for de spillere der døde i München-ulykken.

Reserveholdets træner, Jimmy Murphy, tog over som manager, mens Busby kom sig over og klubbens midlertidige hold kom i FA Cup-finalen, hvor de dog tabte til Bolton. Som en anerkendelse af holdets tragedie, inviterede UEFA holdet til at deltage i Europa Cuppen, sammen med de senere mestre fra Wolves. Selv om FA gav dem lov, blev det stoppet af The Football League, da de ikke mente at holdet skulle deltage, når de ikke havde kvalificeret sig.[19][20] Busby genopbyggede holdet i løbet af 1960'erne, ved at hente en spiller som Denis Law. Med en kombination af disse spillere og den næste generation af ungdomsspillere, heriblandt George Best, gik klubben hen og vandt FA Cuppen i 1963. Den følgende sæson blev de nummer to i ligaen og vandt mesterskabet i 1965 og 1967. I 1968 blev Manchester United den første engelske klub der vandt Europa Cuppen, efter en 4-1-sejr over den portugisiske klub Benfica i finalen.[21] På holdet var der tre spillere, som blev kåret til årets europæiske fodboldspillere, Bobby Charlton, George Best og Denis Law.[22] Matt Busby stoppede som manager i 1969 og blev erstattet af reserveholdstræner og tidligere Manchester United-spiller, Wilf McGuinness.[23]

1969–1986

Uddybende artikel: Manchester Uniteds historie (1969-1986).
A smiling man with dark hair wearing a white, green and blue tracksuit top over a blue shirt. He is holding a washbag under his right arm.
Bryan Robson var anfører for Manchester United i 12 år, længere end nogen anden spiller.[24]

Efter en ottendeplads i 1969-70-sæsonen og en dårlig start på 70-71-sæsonen, blev Busby overtalt til, midlertidigt, at tage endnu en tørn som klubbens manager og McGuinness blev igen reserveholdstræner. I juni 1971 overtog Frank O'Farrell jobbet fra Busby, men han holdt kun i 18 måneder, før han blev erstattet af Tommy Docherty i december 1972.[25] Docherty reddede Manchester United fra nedrykning den sæson, bare for at kunne overvære at de rykkede ned i 1974 – på et tidspunkt hvor trioen Law, Best og Charlton alle havde forladt klubben.[21] Klubben rykkede dog op igen i første forsøg og nåede FA Cup-finalen i 1976 – i hvilken de tabte til Southampton. De nåede finalen igen i 1977, hvor de slog Liverpool med 2-1. Docherty blev dog fyret ikke lang tid efter, efter offentliggørelsen af hans affære med klubbens fysioterapeuts kone.[26][23]

Dave Sexton erstattede Docherty som manager i sommeren 1977. På trods af store indkøb som Joe Jordan og Ray Wilkins, lykkedes det ikke holdet at opnå nogle signifikante resultater – de sluttede som nummer to i ligaen i 1977-78 og tabte til Arsenal i FA Cup-finalen i 1979. Sexton blev fyret i 1981, selvom holdet havde vundet de sidste syv kampe, hvor han stod i spidsen for dem.[27] Han blev erstattet af Ron Atkinson, der med det samme smadrede den britiske transferrekord, da han hentede Bryan Robson fra West Bromwich Albion. Under Atkinson vandt klubben FA Cuppen to gange på tre år – i 1983 og 1985. I 1985-86-sæsonen havde Manchester United vundet tretten og spillet to uafgjort i de første 15 kampe og var derfor favorit til at vinde ligaen. Men en fjerdeplads i sæsonen og en efterfølgende sæson der sendte klubben ned i kampen for at undgå nedrykning, gjorde at Atkinson blev fyret.[28]

Alex Ferguson epoken (1986–2013)

Uddybende artikel: Manchester Uniteds historie (1986-2013).
The torso and head of a grey-haired white man. He is wearing spectacles and a black coat.
Alex Ferguson var manager for Manchester United F.C. fra 1986 til 2013.

Alex Ferguson og hans assistent Archie Knox ankom fra Aberdeen på dagen for Atkinsons fyring[29] og styrede klubben til en 11. plads i førstedivision.[30] På trods af en andenplads i 1987-88, var klubben tilbage på 11. pladsen i 1988-89-sæsonen.[31] En sejr i FA Cup-finalen i 1990 over Crystal Palace efter omkamp (første kamp endte 3-3), reddede Fergusons karriere i klubben, efter at han angiveligt var tæt på at blive fyret.[32][33] Den følgende sæson vandt Manchester United sin første Cup Winners Cup-titel og deltog derfor i UEFA Super Cup 1991 hvor holdet slog Europa Cup-vinderne fra Røde Stjerne Beograd 1-0 i finalen på Old Trafford. Da holdet i 1992 kom i finalen i Liga Cuppen, var det anden gang i træk det lykkedes. Denne gang vandt holdet 1-0 over Nottingham Forest på Wembley Stadium.[28] I 1993 vandt klubben sit første mesterskab siden 1967 og et år senere blev mesterskabet genvundet, for første gang siden 1957. Sammen sæson vandt klubben FA Cuppen og hjemtog derfor den første "Double" i klubbens historie.[28]

A white football player with short, dark, greying hair. He is wearing a red shirt, white shorts, white socks and white football boots. He is running and has puffed-out cheeks.
Ryan Giggs er den mest dekorerede spiller i engelsk fodboldhistorie.[34]

Manchester Uniteds 1998-99-sæson blev den mest succesrige sæson i engelsk klubfodboldhistorie, da de blev den første engelske klub til at vinde Premier League, FA Cuppen og Champions League – The Treble – i den samme sæson.[35] På randen til at tabe 1-0 i Champions League-finalen 1999 scorede både Teddy Sheringham og Ole Gunnar Solskjær i overtiden af kampen, hvilket medførte at Manchester United vandt en dramatisk sejr over Bayern München, i hvad der kategoriseres som et af de største comebacks i historien.[36] Klubben vandt også Intercontinental Cuppen efter at have slået brasilianske Palmeiras i Tokyo[37]. Ferguson blev efterfølgende slået til ridder som konsekvens af hans meritter i fodbold.[38]

I 2000 deltog Manchester United i den første udgave af FIFA Club World Championships i Brasilien.[39] De genvandt også mesterskabet i 1999-00 og 2000-01. De blev nummer to i 2001-02, men tog titlen tilbage sæsonen efter. De vandt FA Cuppen 2003-04, efter en finalesejr på 3-0 over Millwall på Millennium Stadium i Cardiff.[40] I 2005-06-sæsonen i Champions League lykkedes det ikke klubben at komme videre fra gruppespillet for første gang i over ti år. De blev dog nummer to i ligaen og vandt Liga Cuppen efter en sejr over Wigan Athletic i finalen. De vandt mesterskabet igen i 2006-07 og 2007-08 og sikrede sig den europæiske double, da de vandt 6-5 på straffespark over Chelsea på Luzhniki Stadion i Moskva, i Champions League-finalen 2008. Ryan Giggs fik sin optræden nummer 759 for klubben i denne kamp og overgik dermed klublegenden Bobby Charltons rekord.[41] I december 2008 vandt klubben FIFA Club World Cup og fulgte det op med en sejr i Liga Cuppen i 2009 og en tredje sejr på stribe i Premier League.[42][43] Samme sommer blev Cristiano Ronaldo solgt til Real Madrid for en verdensrekord-sum på £80.000.000.[44] I 2010 lykkedes det for klubben at genvinde Liga Cuppen efter en sejr over Aston Villa på Wembley Stadium. Dette var første gang klubben genvandt en knockout-turnering.[45]

Efter at have endt som nummer 2, efter Chelsea, i sæsonen 2009-10, tog United deres 19 titel i sæsonen 2010-11, efter at have erobret mesterskabet med 1-1 ude mod Blackburn Rovers d. 14. maj 2011.[46]

Igen i sæsonen 2011-12 endte Manchester United på en 2. plads, lige efter Manchester City, som tog titlen i allersidste spillerunde. Sæsonen efter, i 2012-13, vandt de deres 20 mesterskab, efter en 3-0 sejr hjemme mod Aston Villa d. 22. april 2013.[47]

2013-

Uddybende artikel: Manchester Uniteds historie (2013-).

8. maj 2013 annoncerede Alex Ferguson, at han ville stoppe som manager for Manchester United ved enden af sæsonen, men at han ville fortsætte som direktør og klubambassadør.[48] Klubben præsenterede Everton-manager David Moyes dagen efter, og at han fra d. 1. juli 2013 ville være deres nye manager.[49][50][51] Han havde skrevet under på en seks-årig kontrakt.[52] Ryan Giggs tog over som spillende manager ti måneder senere, den 22. april 2014, da David Moyes blev fyret efter en dårlig sæson, hvor det ikke for klubben lykkedes sig at forsvare sin Premier League-titel og kvalificerer sig til UEFA Champions League.[53] Dette var første gang siden 1995-96.[53] Manchester United F.C. kvalificerede sig ej heller til UEFA Europa League, hvilket betød, at det var første gang siden 1990 at klubben ikke havde kvalificeret sig til en europæisk turnering.[54] Det blev bekræftet den 19. maj 2014, at Louis van Gaal erstattede Moyes som manager.[55] Han skrev under på en treårig aftale med Giggs som sin assistent.[55] Malcolm Glazer, der var chefen for Glazer-familien, der ejer klubben, døde den 28. maj 2014.[56]

Van Gaals karriere i klubben blev dog ikke så lang, idet han blev fyret efter to dage efter, at klubben i maj 2016 sikrede sig sit 12. FA Cup-trofæ. I stedet ansatte klubben José Mourinho, der i sin første sæson sikrede klubben tre trofæer: FA Community Shield, Liga-cuppen samt UEFA Europa League; i sidstnævnte turnering besejrede klubben Ajax 2-0 i finalen. Klubben sluttede dog samtidig på en skuffende sjetteplads i ligaen, men var med Europa League-sejren kvalificeret til Champions League den følgende sæson. I sæsonen 2017-18 klarede klubben sig bedre og fik med 81 point det bedste resultat siden tiden med Alex Ferguson; det var dog ikke tilstrækkeligt til et mesterskab, som gik til bysbørnene fra Manchester City F.C., der opnåede 100 point. Samtidig lykkedes det ikke United at vinde andre turneringer i denne sæson, og da klubben kort før jul 2018 blot lå på en sjetteplads, 19 point fra topholdet Liverpool, som United netop havde tabt til 1-3, blev Mourinho fyret et halvt år før kontraktens udløb.[57] Dagen efter fyringen blev Ole Gunnar Solskjær, der havde en stor karriere som spiller i klubben, præsenteret som cheftræner for resten af sæsonen 2018-19.[58]

Solskjær fik straks succes, og efter 19 kampe med 14 sejre og blot tre nederlag fik han i slutningen af marts 2019 en længere ansættelse med en kontrakt, der løb til sommeren 2022.[59]

Logo og farver

En samling af forskellige klubtrøjer fra Manchester United

Klubbens logo stammer fra Manchester Byråds våbenskjold, selvom det eneste der er tilbage i det nuværende logo er skibet der har sat fulde sejl.[60] Djævelen stammer fra klubbens kaldenavn "De Røde Djævle" eller "The Red Devils". Det var inkluderet i kampprogrammer og halstørklæder i 1960'erne og blev en del af klubbens logo i 1970, selvom logoet ikke kom på brystet af klubbens trøjer før i 1971 (medmindre klubben spillede i en cup-finale).[60]

Et fotografi af Newton Heath-holdet, taget i 1892, skulle angiveligt vise spillerne iført en rød og hvid trøje delt op i fire firkanter, samt blå shorts.[61] Mellem 1894 og 1896 var spillerne iført mere karakteristiske grønne og guld-trøjer.[61] Disse blev dog erstattet i 1896 af hvide trøjer med tilhørende blå shorts.[61] Efter navneskiftet i 1902 blev klubbens farver ændret til røde trøjer, hvide shorts og sorte strømper, hvilket siden har været Manchester Uniteds standard hjemmebanefarver.[61] Meget få ændringer blev lavet på tøjet indtil 1922, hvor klubben tog en hvid trøje med et rødt V rundt om nakken, meget li den der blev brugt i FA Cup finalen i 1909. De forblev en del af klubbens hjemmebanedragt frem til 1927.[61] I 1934 stillede klubben op i kirsebærfarvede og hvide horisontalt stribede trøjer. Den efterfølgende sæson vendte man dog tilbage til de røde trøjer efter klubbens dårligste ligaplacering nogensinde, en 20. plads i andendivision.[61] Den nuværende hjemmedragt er en rød trøje med hvid krave. Dertil hører hvide shorts og sorte strømper.[62]

Manchester Uniteds udebanedragt har oftest blot været en hvid trøje, sorte shorts og hvide strømper, men der har været flere undtagelser til dette. Disse inkluderer en marineblå trøje med horisontale sølvnålestriber der blev brugt i 1999-00-sæsonen[63] og den nuværende udebanetrøje er en hvid trøje med røde og sorte flade på ærmerne, sorte shorts og hvide strømper.[64] En hel grå trøje blev brugt i 1995-96-sæsonen, men den blev droppet efter to kampe, da spillerne sagde at de havde svært ved at se deres medspillere i forhold til tilskuerne.[65] I 2001 fejrede man Manchester United-navnets 100-års jubilæum med udgivelsen af en vendbar hvid/guld-trøje, selvom den rigtige kamp-trøje ikke var vendbar.[66]

Klubbens tredjetrøje har oftest været helt blå, hvilket senest skete i 2008-09-sæsonen for at fejre at det var 40 år siden klubben første gange brugte den, i forbindelse med den første Europa Cup-sejr i 1968.[67] Undtagelser inkluderer en blå- og hvidstribet trøje brugt i 1994-95-sæsonen, en helt sort trøje brugt i treble-sæsonen og hvide trøjer med sorte og røde horisontale nålestriber brugt fra 2003 til 2005.[68] Klubbens 2008-09-udebanedragt, hvid trøje med blå og rød udsmykning, med blå shorts og hvide strømper, blev brugt som klubbens tredjetrøje i 2009-10-sæsonen.[69][70]

Udvikling af trøjer

Team colours Team colours Team colours
Team colours
Team colours
1879–87
Team colours Team colours Team colours
Team colours
Team colours
1887–93
Team colours Team colours Team colours
Team colours
Team colours
1893–94
Team colours Team colours Team colours
Team colours
Team colours
1894–96
Team colours Team colours Team colours
Team colours
Team colours
1896–1902
Team colours Team colours Team colours
Team colours
Team colours
1902–20, 1921–22, 1927–34, 1934–60, 1971–nu[PL]
Team colours Team colours Team colours
Team colours
Team colours
1920–21, 1963–71
Team colours Team colours Team colours
Team colours
Team colours
1922–27
Team colours Team colours Team colours
Team colours
Team colours
1934
Team colours Team colours Team colours
Team colours
Team colours
1960–63, 1997–nu[ET]
Noter
  1. ^ Denne kombination anvendes i Premier League, nationale tuneringer og venskabskampe.
  2. ^ Denne kombination anvendes i europæiske og internationale turneringer.

Stadion

Uddybende artikler: North Road, Bank Street og Old Trafford.
Old Trafford
Theatre of Dreams[71][72]
Generelle informationer
StedManchester, EnglandSir Matt Busby Way
Old Trafford
Greater Manchester
England[73]
ByggetFebruar 1909
Indviet19. februar 1910
Kapacitet76.212[2] tilskuere
Siddepladser76.212[73][74]
Banestørrelse105 x 68 m
UnderlagGræs
Byggepris£90.000 (1909)
EjerIneos, Manchester United Limited Rediger på Wikidata
Benyttes af/tilManchester United F.C.
England
Sommer-OL 2012[75][76]
Eksterne henvisninger
Officielt websted

Newton Heath spillede oprindeligt på North Road, tæt på jernbanegården. Den oprindelige kapacitet her var på 12.000, men folk fra klubben afgjorde at stadionet ikke havde de nødvendige faciliteter for en klub der håbede på at blive en del af The Football League.[77] Der fandt en lille udbyggelse sted i 1887 og i 1891 brugte Newton Heath de få penge de havde i reserve til at købe to store tilskuertribuner, der hver havde plads til 1.000 tilskuere.[78] Selvom man ikke talte hvor mange tilskuere der kom til kampene i starten på North Road, er den dokumenterede rekord på omkring 15.000 tilskuere til en førstedivisionskamp mod Sunderland den 4. marts 1893.[79] Et lignede fremmøde fandt sted til en venskabskamp mod Gorton Villa den 5. september 1889.[80]

I juni 1893, efter klubben var blevet smidt ud af North Road af dets ejere, Manchester Deans and Canons, der følte at klubben burde tage entre til stadionet, sikrede sekretæren A. H. Albut brugen af Bank Street-grunden i Clayton.[81] I starten var der ingen tribuner, men til starten af 1893-94-sæsonen var der blevet bygget to. Den ene var på langsiden og havde samme længde som banen. Den anden var bag det ene mål, den såkaldte "Bradford End". I den modsatte ende, "Clayton End", var jorden blevet "bygget op, så der var plads til tusinder".[81] Newton Heaths første ligakamp på Bank Street blev spillet mod Burnley den 1. september 1893, hvor der kom 10.000 mennesker. De manglende tribuner blev færdiglavet til den efterfølgende kamp mod Nottingham Forest tre uger senere.[81] I oktober 1895, inden Manchester City kom på besøg, købte klubben en tribune med plads til 2.000 fra Broughton Rangers rugby league club og satte en anden tribune op på "den reserverede side" (forskellig fra "den populære side"). Der kom dog ikke mere end 12.000 til kampen, på grund af vejret.[82]

Da Bank Street blev midlertidigt lukket af fogeden i 1902, samlede klubbens kaptajn, Harry Stafford, nok penge sammen til at komme til næste udekamp mod Bristol City og fandt en midlertidig bane til reserveholdets kamp mod Padiham.[83] Efter en finansiel investering, gav klubbens nye præsident, John Henry Davies, £500 til opførelsen af en ny tribune med plads til 1.000 på Bank Street.[84] I løbet af fire år havde stadionet dække på alle fire sider, ligesom der var plads til omkring 50.000 tilskuere, hvoraf nogle af dem kunne se fra udkigsposten ovenpå hovedtribunen.[84]

Men efter Manchester Uniteds første titel i 1908 og den efterfølgende FA Cup året efter, besluttedes det at Bank Street var for restriktivt for Davies ambitioner.[84] I februar 1909, seks uger inden klubbens første FA Cup-titel, blev Old Trafford afsløret som klubbens nye hjemmebane, efter der var blevet købt land for omkring £60.000. Arkitekten Archibald Leitch fik et budget på £30.000 til bygningen. De originale planer gav et stadion med plads til 100.000 tilskuere, men på grund af budget-restriktioner, endte der med at være plads til 77.000. Bygningen blev opført af Messrs Brameld and Smith of Manchester. Stadionrekorden blev sat den 25. marts 1939, da en FA Cup-semifinale mellem Wolves og Grimsby Town trak 76.962 tilskuere.[85]

En mindeplade, placeret på bygningen på stedet hvor Bank Street lå før i tiden

Bombningen under anden verdenskrig ødelagde det meste af stadionet, kun den centrale tunnel på sydtribunen stod tilbage i det afsnit. Efter krigen modtog klubben en kompensation fra War Damage Commission på cirka £22.278. Mens rekonstruktionen stod på, spillede holdet sine hjemmekampe på Manchester Citys hjemmebane Maine Road. Manchester United skulle betale £5.000 om året i leje, plus en nominel procentdel af holdets entreindtægter.[86] Senere forbedringer inkluderede tilføjelse af tag, først til Stretford-enden og senere til nord- og østtribunen. Taget blev holdt op af søjler, der blokerede udsynet for flere af tilskuerne og de blev derfor senere erstattet af en udliggende konstruktion. Stretford-enden var den sidste til at modtage denne konstruktion og det var først færdig til 1993-94-sæsonen.[23] 25. marts 1957 blev fire 55 meter høje pyloner brugt første gang, efter de var blevet sat op. De havde hver 54 projektørlys og kostede omkring £40.000. De blev pillet ned igen i 1987 og erstattet af et lyssystem, der var en del af tagkonstruktionen på hver tribunen. Det er denne konstruktion der stadig bruges i dag.[87]

Taylorrapportens krav til at stadions skulle være et all-seater, formindskede Old Traffords kapacitet til 44.000 i 1993. I 1995 blev Nordtribunen udbygget til at have tre niveauer, hvilket fik kapaciteten op på 55.000. Mod slutningen af 1998-99-sæsonen, blev både Østtribunen og Vesttribunen udvidet til at have to niveauer og dermed kom kapaciteten op på omkring 67.000 og mellem juli 2005 og maj 2006 blev der tilføjet et niveau til både nordøst- og nordvest-hjørnet, hvilket gav 8.000 sæder mere. Dele af den nye opsætning blev brugt første gang 26. marts 2006, hvilket gav en Premier League-rekord på 69.070 tilskuere.[88] Rekorden blev skubbet kraftigt opad indtil det nåede maksimumniveau den 31. marts 2007, da 76.098 tilskuere så Manchester United slå Blackburn 4-1, med bare 114 sæder ubrugt (0,15 procent af den samlede kapacitet på 76.212).[89] I 2009 bragte en reorganisation af sæderne tilskuerkapaciteten ned med 255, til 75.957.[2][90]

Fans

Manchester United er angiveligt den mest populære fodboldklub i verden, med det højeste gennemsnitlige tilskuertal til hjemmekampe i Europa.[91] Klubbens verdensomspændende fan-base inkluderer 200 officielt anerkendte underafdelinger af Manchester United Supporters Club (MUSC) i mindst 24 lande.[92] Klubben udnytter denne støtte ved at tage på sommer-turnéer rundt omkring i verden. Revisor- og sportskonsulent-firmaet Deloitte, estimere at Manchester United har 75 millioner fans på verdensplan,[93] mens andre estimater siger at tallet er helt oppe omkring 333 millioner.[94] United har en af de største supporteropbakninger blandt fodboldklubber i verden.[95][93][94][96]

Tilhængerne bliver repræsenteret af to selvstændige instanser, Independent Manchester United Supporters Association (IMUSA), der opretholder en tæt kontakt til klubben gennem MUFC Fans Forum,[97] og Manchester United Supporters' Trust (MUST). Efter Glazer-familien overtog kontrollen med klubben i 2005, oprettede en gruppe af fans en ny fodboldklub, F.C. United of Manchester. Vesttribunen på Old Trafford, "Stretford Enden", huser nogle af klubbens mest højlydte fans.[98]

Rivaler

It’s City isn’t it? They are a small club, with a small mentality. All they can talk about is Manchester United, that’s all they’ve done and they can’t get away from it.[note 2][99]

“
”
Uddybende artikler: Manchester City-rivalisering, Liverpool-rivalisering og Leeds-rivalisering.

Manchester United har store rivalopgør med tre klubber, Liverpool, Manchester City og Leeds United.[100][101] Den hidsigst spillede kamp er ofte mod Liverpool, hvilket Ryan Giggs beskriver som "måske nok det bedst kendte opgør i engelsk fodbold",[102] da begge hold har domineret bestemte perioder af engelsk fodbold.[103] Rivaliseringen betragtes som en manifestation af de to byers konkurrence under den industrielle revolution, da de kæmpede for herredømmet over det nordvestlige England. Manchester var kendt for sin tekstilindustri, mens Liverpool var regnet for at have verdens bedste havn.[104] Opgørene har også haft sit del af hooliganismen. Under FA Cup-finalen 1996 spyttede en uidentificeret Liverpool-fan på Eric Cantona og slog ud efter Alex Ferguson, da det sejrende Manchester United-hold gik op ad trapperne på Wembley Stadium, for at modtage pokalen i den royale boks.[105] I en FA Cup-kamp i 2006 blev en ambulance, der transporterede Alan Smith, der brækkede benet under kampen, angrebet af Liverpool-fans.[106]

Uformelt kendt under navnet "Roses Rivalry",[107] har rivaliseringen med Leeds United sin oprindelse i Rosekrigene der blev udkæmpet mellem House of Lancaster og House of York, hvor Manchester United repræsentere Lancashire og Leeds United Yorkshire.[108] En uafhængig undersøgelse foretaget af Football Fans Census, viste at i engelsk fodbold er Leeds United og Manchester United begge i top tre over de klubber fans af andre klubber hader mest.[109]

Globalt brand

Aeroflot er en officiel transportsponsor for klubben.[110]

Manchester United er blevet beskrevet som et globalt brand – en 2009-rapport vurderede klubbens varemærker og tilhørende intellektuel ejendom til £329 millioner og gav brandet et styrke-vurdering på AAA (ekstremt stærkt).[111] I 2010 rangerede Forbes Magazine Manchester United som det næstestørste sportsbrand i verden, kun overgået af New York Yankees og vurdere Manchester United-brandet til $285 millioner (16 procent af klubbens værdi på $1,835 milliarder).[96] Klubben er i øjeblikket nummer tre i Deloittes Football Money League, efter Real Madrid og FC Barcelona.[112]

Kernen i styrken på Manchester Uniteds globale brand, bliver ofte tillagt Matt Busbys genrejsning af holdet og efterfølgende succes efter München-ulykken, hvilket gav verdensomspændende anerkendelse.[98] Det ikoniske hold havde blandt andre Bobby Charlton og Nobby Stiles (begge en del af det engelske hold der vandt VM 1966 på hjemmebane), Denis Law og George Best. Den offensive tilgang til spillet som holdet havde (i modsætning til den defensivt indstillede "catenaccio"-spillestil, der blev brugt af de førende italienske klubber på den tid) fangede fantasien hos det engelske fodboldpublikum.[113] Busbys hold blev også knyttet til den liberalisering der foregik i den vestlige verden i 1960'erne. George Best, også kendt som den "femte Beatle på grund af hans ikoniske frisure, var den første fodboldspiller der formåede at skabe sig en succesfuld medie-profil uden for banen.[113]

Som den første engelske fodboldklub til at komme på London Stock Exchange i 1991, fik klubben en signifikant kapitalindsprøjtning, men hvilken den videreudviklede sin kommercielle strategi. Klubbens fokus på både kommerciel og sportslig succes, gav signifikant profit i en branche hvor tab oftere er reglen end undtagelsen.[114] Styrken på Manchester Uniteds brand blev forstærket af den intense medie-fokusering uden for banen på enkelte individuelle profiler, især David Beckham, der hurtigt udviklede sit eget globale brand. Denne bevågenhed skaber ofte mere interesse omkring det der sker inde på banen og heraf skabes sponsor-muligheder – værdien heraf drives af hvor meget klubben kommer på tv.[115] I den tid Beckham var i klubben, var hans popularitet over hele Asien, en vigtig del af klubbens kommercielle succes i denne del af verden.[116]

Fordi højere placeringer i ligaen giver en større del af tv-rettighederne, skaber sportslig succes en større indkomst for klubben. Siden begyndelsen på Premier League har Manchester United modtaget den største del af indtægterne fra BSkyBs transmissionsrettigheder.[117] Manchester United har også kontinuerligt haft den største kommercielle indkomst af alle engelske klubber – i 2005-06 genererede klubbene £51 millioner, i forhold til Chelseas £42,5 millioner, Liverpools £39,9 millioner, Arsenals £34 millioner og Newcastles £27.9 millioner. En vigtig sponsorrelation er med sportstøjsproducenten Nike, der styrer klubbens merchandise-operationer som en del af en 13-årig aftale indgået i 2002.[118] Gennem Manchester United Finance og klubbens medlemskabsskema, One Club, kan dem med en affinitet for klubben, købe forskellige varemærkede varer og servicer. Oven i det har Manchester United-brandets media-servicer, såsom klubbens egen tv-kanal MUFC, givet klubben mulighed for at ekspandere deres fanskare til flere end blot dem der er i nærheden af Old Trafford.[93]

Sponsoraftaler

Periode Tøjleverandør Overordnet sponsor
1945–1975 Umbro[119] ingen
1975–1980 Admiral Sportswear[120]
1980–1982 Adidas[121]
1982–1992 Sharp[122]
1992–2000 Umbro[123]
2000–2002 Vodafone[122]
2002–2006 Nike[124]
2006–2010 AIG[122]
2010–2014 Aon[122]
2014–2015 Chevrolet[125]
2015–0000 Adidas

I en aftale der umiddelbart skulle vare fem år og havde en værdi på £500.000, blev Sharp Electronics klubbens første trøjesponsor i begyndelsen af 1982-83-sæsonen – en aftale der varede frem til 1999-2000-sæsonen, da Vodafone overtog med en fire-årig aftale til en værdi af £30 millioner.[126] Vodafone gik med til en fireårig forlængelse til en værdi af £36 millioner, men stoppede aftalen efter to år i henhold til en klausul i kontrakten. Dette gjorde de for at fokusere mere på deres sponsorat i UEFA Champions League.[126]

Til at begynde fra 2006-07-sæsonen, havde den amerikanske forsikringsgigant AIG, lavet en aftale med klubben om en fireårig aftale til en værdi af £56,6 millioner. I september 2006 var det den mest værdifulde aftale i verden.[127][128] Fra 2010-11-sæsonen blev det amerikanske genforsikringsselskab Aon ny sponsor i klubben i fire år, i en aftale til en værdi af næsten £80 millioner, den mest værdifulde aftale der nogensinde er indgået i fodbold.[129]

Klubbens første trøjefabrikant var Umbro, indtil en femårig aftale med Admiral Sportswear blev indgået i 1975.[130] Adidas overtog kontrakten i 1980, inden Umbro kom tilbage i 1992.[131] Umbros sponsorat varede i ti år, efterfulgt af Nikes rekordaftale på £302,9 millioner, der løber til 2015. 3,8 millioner replica-trøjer blev solgt i løbet af de første 22 måneder firmaet stod for trøjerne.[132][133] Udover Nike og Aon, har klubben også flere mindre sponsorater, heriblandt med øl-firmaet Budweiser og bil-giganten Audi.[134]

Den 30. juli 2012 underskrev United en 7-årig aftale med det amerikanske bilselskab General Motors. Dette medførte at Aon blev udskiftet som trøjesponsor fra 2014-15 sæsonen. Den nye trøjeaftale lød på $80 millioner om året og havde en samlet værdi på $559 millioner. Aftalen indebar at General Motors brand Chevrolet skulle pryde trøjerne.[135][136] Nike annoncerede at de ikke ville forny deres aftale om levering af dragter til Manchester United efter 2014-15 sæsonen; årsagen var stigende omkostninger.[137][138] Siden begyndelsen af 2015-16 sæsonen har Adidas produceret Manchester Uniteds dragter, som en del af en 10-årig rekord aftale der mindst er £750 millioner værd.[139][140]

Ejerskab og økonomi

Uddybende artikel: Malcolm Glazers overtag af Manchester United.

Oprindeligt blev klubben finansieret af Lancashire og Yorkshire Railway Company. Klubben blev i 1892 et aktieselskab, hvor de solgte aktier til lokale tilhængere for £1.[7] I 1902 investerede fire, lokale businessmænd, inklusiv den kommende direktør, J.H. Davies, £500 for at redde klubben fra konkurs. Efter hans død i 1927 var klubben igen tæt på at gå konkurs, men blev denne gang reddet af James W. Gibson, der efter at have investeret i klubben, overtog den.[11] Gibson forfremmede sin søn, Alan, som bestyrelsesmedlem i 1948,[141] men døde tre år senere. Familien beholdte ejerskabet af klubben,[142] men overdrog ledelsen til den tidligere spiller, Harold Hardman.[143]

Louis Edwards, en ven af Matt Busby, blev bestyrelsesmedlem et par dage efter München-ulykken, og begyndte kort efter at erhverve aktier. Han investerede £40.000, og fik derved 54 % af aktierne.[144] I januar 1964 overtog han kontrollen med klubben. Da Lillian Gibson døde i januar 1971 overdrog personen sine aktier til Alan Gibson, som derefter solgte en procentdel videre til Louis Edwards’ søn, Martin, i 1978. Martin Edwards blev direktør i 1980, efter hans far døde.[145] Medier rapporterede, at Robert Maxwell forsøgte at købe klubben, men kunne ikke komme op på Martin Edwards’ krav. I 1989 forsøgte Martin Edwards at sælge klubben til Michael Knighton for £20.000.000, men salget mislykkedes, og i stedet frafaldt Michael Knighton sin bestyrelsespost.[145]

Manchester United Football Club kom på aktiemarkedet i juni 1991. De modtog endnu et overtagelsestilbud i 1998 fra Rupert Murdochs British Sky Broadcasting Corporation. Dette resulterede i dannelsen af Shareholders United Against - nu Manchester United Supporters' Trust - der opfordrede klubbens tilhængere til at købe aktier i klubben for at undgå en udefrakommende overtagelse. Ledelsen i Manchester United accepterede et bud på £623 millioner,[146] men blev i sidste ende blokeret af Monopolies and Mergers Commission i april 1999.[147] Et par år senere opstod der en strid imellem klubbens manager, Sir Alex Ferguson, og hans væddeløbspartnere, John Magnier og JP McManus, som begge var betydningsfulde aktionærer. De forsøgte af fjerne Sir Alex Ferguson fra posten som klubbens manager.[148]

I maj 2005 købte Malcolm Glazer de 28,7 % aktier, som McManus og Magnier ejede.[149][150] Klubben blev vurderet til at være £800 millioner (ca. $1.5 milliarder) værd. I juli 2006 annoncerede klubben en £660.000.000 refinansieringspakke, der skulle nedbringe den store gæld, hvilket resulterede i en reduktion på 30 % i de årlige rentebetalinger til £62.000.000 om året. I januar 2010, hvor de på daværende tidspunkt havde opbygget en gæld på £716.500.000 ($1.170 millioner) udstedte de en obligationsudstedelse til en værdi af £504.000.000.

I august 2011 menes det, at Glazer henvendte sig til Credit Suisse, med henblik på en børsintroduktion på Singapore Exchange, som skulle øge klubbens værdi til ca. £2 milliarder.[151] Dog meddelte klubben at den i stedet søgte at blive børsintroduceret på New York Stock Exchange.[152] Aktierne blev oprindeligt sat til salg for imellem $16 og $20 pr. stk., men prisen blev skåret ned til $14 efter negative kommentarer fra Wall Streets analytikere og grundet Facebooks skuffende debut.[153] United blev i forbindelse med New York-noteringen registreret som hjemmehørende på Cayman Islands. Det fremgår af firmadokumenter, at klubben nu ejes af familiefonde med "tilknytning" til Glazer-familien via selskaber hjemmehørende i Nevada. Dermed er Manchester United lige som mange andre engelske klubber reelt hjemmehørende i skattely.[154] Manchester United værdisættes til 18,2 milliarder kr., hvilket gør klubben til den næstmest værdifulde fodboldklub i verden, kun overgået af Real Madrid C.F..[155]

Spillere

Nuværende førsteholdstrup

Oversigten er opdateret til og med 11. januar 2024.[156]
Nr. Land Position Spiller
1 Tyrkiet MM Altay Bayındır
2 Sverige FO Victor Lindelöf
4 Marokko MI Sofyan Amrabat (Lånt fra Fiorentina)
5 England FO Harry Maguire
6 Argentina FO Lisandro Martínez
7 England MI Mason Mount
8 Portugal MI Bruno Fernandes (Anfører)
9 Frankrig AN Anthony Martial
10 England AN Marcus Rashford
11 Danmark AN Rasmus Højlund
12 Holland FO Tyrell Malacia
14 Danmark MI Christian Eriksen
16 Elfenbenskysten MI Amad Diallo
17 Argentina AN Alejandro Garnacho
18 Brasilien MI Casemiro
Nr. Land Position Spiller
19 Frankrig FO Raphaël Varane
20 Portugal FO Diogo Dalot
21 Brasilien MI Antony
22 England MM Tom Heaton
23 England FO Luke Shaw
24 Cameroun MM André Onana
28 Uruguay MI Facundo Pellistri
29 England FO Aaron Wan-Bissaka
35 Nordirland FO Jonny Evans
37 England MI Kobbie Mainoo
39 Skotland MI Scott McTominay
44 England MI Dan Gore
46 Tunesien MI Hannibal Mejbri
47 England AN Shola Shoretire
53 Frankrig FO Willy Kambwala

Udlejede spillere

Nr. Land Position Spiller
25 England AN Jadon Sancho (Udlånt til Borussia Dortmund)
33 England FO Brandon Williams (Udlånt til Ipswich Town)
34 Holland MI Donny van de Beek (Udlånt til Eintracht Frankfurt)
Nr. Land Position Spiller
42 Spanien FO Álvaro Fernández (Udlånt til Granada)
– England AN Mason Greenwood (Udlånt til Getafe)

Reserver og akademi

For at se reserve- og akademitrupperne, se Manchester United F.C.-reserver og akademi.

Tidligere spillere

For detaljer om tidligere spillere, se Manchester United F.C.-spillere og Kategori:Fodboldspillere fra Manchester United F.C..
For historikken om klubkaptajner, se Manchester United F.C. spillere (+100 kampe)

Transferhistorie

Tilgang Afgang

Danske spillere

Kilde: [4]

Flest optrædener

Ryan Giggs er den spiller for Manchester United F.C. med flest optrædener[159]
# Navn Karriere Optrædener Mål
1 Wales Ryan Giggs[159] 1991 – 2014 963 168
2 England Bobby Charlton 1956 – 1973 758 249
3 England Paul Scholes 1994 – 2013 718 155
4 England Bill Foulkes 1952 – 1970 688 9
5 England Gary Neville 1992 – 2011 602 36
6 England Wayne Rooney 2004 – 2017 559 253
7 England Alex Stepney 1966 – 1978 539 2
8 Irland Tony Dunne 1960 – 1973 535 2
9 Irland Denis Irwin 1990 – 2002 529 33
10 England Joe Spence 1919 – 1933 510 168

Flest mål

# Navn Karriere Optrædener Mål Mål per kamp
1 England Wayne Rooney 2004 – 2017 559 253 0.453
2 England Bobby Charlton 1956 – 1973 758 249 0.328
3 Skotland Denis Law 1962 – 1973 404 237 0.587
4 England Jack Rowley 1937 – 1955 424 211 0.498
5 England Dennis Viollet 1953 – 1962 293 179 0.611
Nordirland George Best 1963 – 1974 470 179 0.381
7 England Joe Spence 1919 – 1933 510 168 0.329
Wales Ryan Giggs 1991 – 2014 963 168 0.174
9 Wales Mark Hughes 1983 – 1986
1988 – 1995 		467 163 0.349
10 England Paul Scholes 1994 – 2011
2012 – 2013 		718 155 0.216

Ballon d'Or

Følgende spillere har vundet Ballon d'Or, mens de har spillet for Manchester United:

Den Europæiske Gyldne Støvle

Følgende spillere har vundet Den Europæiske Gyldne Støvle, mens de har spillet for Manchester United:

UEFA Årets Klubfodboldspiller

Følgende spillere har vundet UEFA Årets Klubfodboldspiller, mens de har spillet for Manchester United:

Klubbens personale

Manchester United Limited

  • Bestyrelsesformænd: Joel Glazer og Avram Glazer[169]
  • Administrerende direktør: Ed Woodward
  • COO: Michael Bolingbroke[169]
  • Kommerciel direktør: Richard Arnold[170]
  • Udviklingsdirektør: Jamieson Reigle
  • Bestyrelsesmedlemmer: Bryan Glazer, Kevin Glazer, Edward Glazer, Darcie Glazer Kassewitz, Robert Leitão, John Hooks og Manu Sawhney.[169]

Manchester United Football Club

Træner- og medicinpersonale

  • Manager: Erik ten Hag
  • Assistentmanager: Mike Phelan
  • Assistentmanager: Steve McClaren
  • Assistentmanager: Mitchell van der Gaag
  • Målmandstræner: Richard Hartis
  • Assisterende målmandstræner: Craig Mawson
  • Fitnesstræner: Mike Clegg
  • Taktisk analytiker: Paul Brand
  • Førsteholdsspejder: Ricardo Formosinho
  • Leder af atletisk udvikling: Tony Strudwick[174]
  • Styrke & konditionstræner: Gary Walker
  • Leder af Human Performance-afdelingen: Dr. Richard Hawkins[175]
  • Manager for reserveholdet: Warren Joyce[176]
  • Chefspejder: Jim Lawlor[177]
  • Direktør for ungdomsakademiet: Brian McClair[178]
  • Direktør for ungdomsfodbold: Jimmy Ryan[179]

Medicinske personale

  • Klublæge: Dr. Steve McNally[180]
  • Assisterende klublæge: Dr. Tony Gill[181]
  • Fysioterapeut, førsteholdet: Rob Swire[182]
  • Fysioterapeut, reserveholdet: Neil Hough
  • Senior-akademiets fysioterapeut: Mandy Johnson
  • Akademiets fysioterapeuter: John Davin & Richard Merron
  • Massører: Gary Armer, Rod Thornley & Andy Caveney
  • Klubbens diætist: Trevor Lea

Managerhistorie

År Navn Bemærkninger
1878–1892 Ukendt
1892–1900 England A. H. Albut[183]
1900–1903 England James West[184]
1903–1912 England J. Ernest Mangnall[185]
1912–1914 England John Bentley[186]
1914–1921 England Jack Robson[187]
1921–1926 England John Chapman[188]
1926–1927 England Lal Hilditch[189]
1927–1931 England Herbert Bamlett[190]
1931–1932 England Walter Crickmer[191]
1932–1937 Skotland Scott Duncan[192] Første manager uden for England
1937–1945 England Walter Crickmer[191]
1945–1969 Skotland Matt Busby[193] Første manager efter 2. verdenskrig og den næstlængste siddende manager i klubbens historie
1969–1970 England Wilf McGuinness[194]
1970–1971 Skotland Matt Busby[193]
1971–1972 Irland Frank O'Farrell[195] Første manager uden for Storbritannien
1972–1977 Skotland Tommy Docherty[196]
1977–1981 England Dave Sexton[197]
1981–1986 England Ron Atkinson[198]
1986–2013 Skotland Alex Ferguson[199] Den mest succesfulde manager målt i trofæer og længst siddende manager i klubbens historie[199]
2013–2014 Skotland David Moyes[200]
2014 Wales Ryan Giggs[201] Midlertidig spillende manager
2014–2016 Holland Louis van Gaal[202]
2016–2018[57] Portugal José Mourinho
2018-2021[58] Norge Ole Gunnar Solskjær
2021 England Michael Carrick Managervikar
2021-2022 Tyskland Ralf Rangnick Midlertidig manager
2022- Holland Erik ten Hag Nuværende manager

Hæder

Manchester Uniteds første trofæ var i Manchester Cup, vundet som Newton Heath LYR i 1886.[203] I 1908 vandt klubben sin første ligatitel og vandt FA Cup det efterfølgende år. Manchester United vandt flest trofæer i 1990'erne; fem ligatitler, fire FA Cup, en League Cup, fem FA Community Shield (en delt), en UEFA Champions League, en UEFA Pokalvindernes Turnering, en UEFA Super Cup og en Intercontinental Cup.

Klubben har rekorden for flest titler i den bedste, engelske række (20), flest FA Cup-titler (11), og flest deltagelser i FA Cup-finaler (18).[204] Manchester United har rekorden for flest titler i Premier League (13), og den første, engelske klub til at vinde Mesterholdenes Europa Cup. Den seneste titel kom i hus i april 2013 med Premier League 2012-13-titlen.

Den eneste, store turnering, som Manchester United ikke har vundet, er UEFA Europa League, selvom de har kommet i kvartfinalerne i 1984-95, og i en tidligere form, Inter-Cities Fairs Cup, kommet til semifinalerne i 1964-65.[205][206][207]

Indland

Liga

The Treble trofæerne: Premier League, Champions League og FA Cup (venstre til højre)

Cups

Europæisk

Internationalt

Doubles og Trebles

Se også

Referencer

Noter

  1. ^ Kilder er uenige om den nøjagtige dato for mødet og den efterfølgende navneændring. De officielle klubkilder hævder, at det skete den 26. april, men mødet blev rapporteret af Manchester Evening Chronicle i sin udgave den 25. april, hvilket tyder på, at det faktisk var den 24. april.
  2. ^ Oversat til dansk: Det er [red. Manchester] City, er det ikke? De er en lille klub, med en lille mentalitet. Alt, hvad de kan tale om, er Manchester United, det har de altid gjort, og det kan de ikke løbe fra.
  3. ^ Førstedivision var den højestliggende liga i ligasystemet i England indtil Premier League kom til i stedet for i 1992, hvorefter den blev den andenhøjsete liggende liga. Den er nu kendt som Football League Championship. I denne forbindelse menes den bedst rangeret liga i ligasystemet, uanset navn og tidspunkt.
  4. ^ Andendivision var den andenhøjst liggende liga i ligasystemet i England indtil Premier League kom til i stedet for førstedivision, hvor den blev den tredjehøjset liggende liga. Den er nu kendt som Football League One. I denne forbindelse menes der den anden bedste liga i ligasystemet, uanset navn og tidspunkt.
  5. ^ Før 1993 delte de to finalister pokalen, hvis kampen var endt uafgjort. Dette blev ændret i 1993, så kun et hold kunne vinde. På dette tidspunkt indførtes straffesparkskonkurrence i FA Charity/Community Shield. Dette skete for Manchester United F.C. i årene 1965, 1967, 1977 og 1990.
  6. ^ Den eneste større hæder som Manchester United F.C. aldrig har vundet er UEFA Cup.
  7. ^ Enkampesturneringer som Charity/Community Shield, Intercontinental Cup/World Club Championship eller Super Cup er ikke medregnet som en del af The Double eller The Treble.

Referencer

  1. ^ White, 2008, s. 50
  2. ^ a b c Morgan, Steve (marts 2010). McLeish, Ian (red.). "Design for life". Inside United. Haymarket Network (212): 44-48. ISSN 1749-6497.
  3. ^ "Manchester United Football Club". Premier League. Arkiveret fra originalen 6. juni 2011. Hentet 24. juni 2010.
  4. ^ a b "Manchester United". denstoredanske.dk. Hentet 14. september 2013.
  5. ^ a b c Barnes et al. (2001), s. 8
  6. ^ Tyrrell & Meek (1996), s. 99
  7. ^ a b Barnes et al. (2001), s. 9
  8. ^ James (2008), s. 92
  9. ^ Barnes et al. (2001), s. 118
  10. ^ Barnes et al. (2001), s. 11
  11. ^ a b c Barnes et al. (2001), s. 12
  12. ^ Barnes et al. (2001), s. 13
  13. ^ Barnes et al. (2001), s. 10
  14. ^ Murphy (2006), s. 71
  15. ^ Glanville, Brian (27. april 2005). "The great Chelsea surrender". The Times. London. Arkiveret fra originalen 5. august 2011. Hentet 24. juni 2010.
  16. ^ Barnes et al. (2001), s. 14–15
  17. ^ "1958: United players killed in air disaster". BBC News. 6. februar 1958. Hentet 24. juni 2010.
  18. ^ Barnes et al. (2001), s. 16–17
  19. ^ White, Jim (2008), s. 136
  20. ^ Barnes et al. (2001), x. 17
  21. ^ a b Barnes et al. (2001), s. 18–19
  22. ^ Moore, Rob; Stokkermans, Karel (11. december 2009). "European Footballer of the Year ("Ballon d'Or")". Rec.Sport.Soccer Statistics Foundation. Hentet 24. juni 2010.
  23. ^ a b c Barnes et al. (2001), s. 19
  24. ^ Barnes et al. (2001), s. 110
  25. ^ Murphy (2006), s. 134
  26. ^ "1977: Manchester United sack manager". BBC News. 4. juli 1977. Hentet 2. april 2010.
  27. ^ Barnes et al. (2001), s. 20
  28. ^ a b c Barnes et al. (2001), s. 20–21
  29. ^ Barnes et al. (2001), s. 21
  30. ^ Barnes et al. (2001), s. 148
  31. ^ Barnes et al. (2001), s. 148–149
  32. ^ "Arise Sir Alex?". BBC News. 27. maj 1999. Hentet 2. april 2010.
  33. ^ Bevan, Chris (4. november 2006). "How Robins saved Ferguson's job". BBC Sport. Hentet 2. april 2010.
  34. ^ "Ryan Giggs wins 2009 BBC Sports Personality award". BBC Sport. 13. december 2009. Hentet 11. juni 2010.
  35. ^ "United crowned kings of Europe". BBC Sport. 26. maj 1999. Hentet 22. juni 2010.
  36. ^ "Sport's greatest ever comebacks". Daily Mail. London. 26. maj 2005. Hentet 23. juni 2010.
  37. ^ Magnani, Loris; Stokkermans, Karel (30. april 2005). "Intercontinental Club Cup". Rec.Sport.Soccer Statistics Foundation. Hentet 24. juni 2010.
  38. ^ Hughes, Rob (8. marts 2004). "Ferguson and Magnier: a truce in the internal warfare at United". International Herald Tribune. Hentet 24. juni 2010.
  39. ^ "Football's global power struggle". BBC News. 20. december 1999. Hentet 2. april 2010.
  40. ^ "Man Utd win FA Cup". BBC Sport. 22. maj 2004. Hentet 9. juli 2010.
  41. ^ Shuttleworth, Peter (21. maj 2008). "Spot-on Giggs overtakes Charlton". BBC Sport. Hentet 9. juli 2010.
  42. ^ McNulty, Phil (1. marts 2009). "Man Utd 0–0 Tottenham (aet)". BBC Sport. Hentet 1. marts 2009.
  43. ^ McNulty, Phil (16. maj 2009). "Man Utd 0–0 Arsenal". BBC Sport. Hentet 16. maj 2009.
  44. ^ Odgen, Mark (12. juni 2009). "Cristiano Ronaldo transfer: World-record deal shows football is booming, says Sepp Blatter". The Daily Telegraph. London. Hentet 20. juni 2010.
  45. ^ "Rooney the hero as United overcome Villa". ESPNsoccernet. 28. februar 2010. Arkiveret fra originalen 19. august 2011. Hentet 2. april 2010.
  46. ^ Stone, Simon (14. maj 2011). "Manchester United clinch record 19th english title". The Independent. London: Independent Print. Hentet 14. maj 2011.
  47. ^ "How Manchester United won the 2012–13 Barclays Premeir League". premierleague.com. Premier League. 22. april 2013. Arkiveret fra originalen 25. april 2013. Hentet 22. april 2013.
  48. ^ "Sir Alex Ferguson to retire this summer, Manchester United confirm". Sky Sports. BSkyB. 8. maj 2013. Hentet 8. maj 2013.
  49. ^ "Manchester United confirm appointment of David Moyes on a six-year contract". Sky Sports. BSkyB. 9. maj 2013. Hentet 9. maj 2013.
  50. ^ Jackson, Jamie (9. maj 2013). "David Moyes quits as Everton manager to take over at Manchester United". guardian.co.uk. Guardian News and Media. Hentet 9. maj 2013.
  51. ^ Klæstrup, Søren (9. maj 2013). "Officielt: Manchester United bekræfter David Moyes". bt.dk. Berlingske Media. Hentet 9. maj 2013.
  52. ^ Top, Morten (9. maj 2013). "Officielt: Moyes får seks år i United". bold.dk. Hentet 9. maj 2013.
  53. ^ a b "David Moyes sacked by Manchester United after just 10 months in charge". The Guardian. Guardian News and Media. 22. april 2014. Hentet 29. marts 2015.
  54. ^ Hassan, Nabil (11. maj 2014). "Southampton 1-1 Man Utd". British Broadcasting Corporation. Hentet 29. marts 2015.
  55. ^ a b "Manchester United: Louis van Gaal confirmed as new manager". BBC Sport (British Broadcasting Corporation). 19. maj 2014. Hentet 29. maj 2014.
  56. ^ Jackson, Jamie (28. maj 2014). "Manchester United owner Malcolm Glazer dies aged 86". The Guardian. Guardian News and Media. Hentet 29. marts 2015.
  57. ^ a b Mourinho fyret som manager i Manchester United, Ritzau, 18. december 2018
  58. ^ a b Ole Gunnar Solskjaer appointed caretaker manager, manutd.com, 19. december 2018
  59. ^ Solskjaer announced as full-time manager, manutd.com, 28. marts 2019
  60. ^ a b Barnes et al. (2001), s. 49
  61. ^ a b c d e f Barnes et al. (2001), p. 48
  62. ^ "New home kit unveiled". ManUtd.com (Manchester United). 15. juli 2010. s. 1. Hentet 15. juli 2010.
  63. ^ Devlin (2005), p. 157
  64. ^ "United unveil new away kit". ManUtd.com (Manchester United). 4. august 2010. Hentet 27. august 2010.
  65. ^ "Grey day for Manchester United". BBC Sport. 30. august 2002. Hentet 24. juni 2010.
  66. ^ Devlin (2005), s. 158
  67. ^ "New blue kit for 08/09". ManUtd.com (Manchester United). 28. august 2008. Hentet 10. juli 2010.
  68. ^ Devlin (2005), s. 154–159
  69. ^ Thompson, Gemma (18. juli 2008). "Free trophy pic with new kit". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 26. juni 2009.
  70. ^ "Third Kit 2009/10". ManUtd.com (Manchester United). Arkiveret fra originalen 5. august 2009. Hentet 7. august 2009.
  71. ^ "Stadium tour - step inside the legend". manutd.com. Hentet 14. september 2013.
  72. ^ Old Trafford bliver i daglig tale også kaldt Theatre of Dreams
  73. ^ a b "Old Trafford". stadiumguide.com. Hentet 13. oktober 2013.
  74. ^ "Billetter til Manchester United-kampe". oldtrafford.dk. Hentet 14. september 2013.
  75. ^ "Old Trafford". fodboldt.dk. Arkiveret fra originalen 25. september 2013. Hentet 14. september 2013.
  76. ^ "Sports & venues: Football stadia, UK-wide". London 2012. Hentet 21. september 2013.
  77. ^ White, Jim (2008) s. 21
  78. ^ James (2008), s. 392
  79. ^ Shury & Landamore (2005), s. 54
  80. ^ Shury & Landamore (2005), s. 51
  81. ^ a b c Shury & Landamore (2005), s. 21–22
  82. ^ Shury & Landamore (2005), s. 24
  83. ^ Shury & Landamore (2005), s. 33–34
  84. ^ a b c Inglis (1996), s. 234
  85. ^ Rollin and Rollin, s. 254–255
  86. ^ White, John (2007), s. 11
  87. ^ Barnes et al. (2001), s. 44–45
  88. ^ Bostock, Adam (26. marts 2006). "Match Report: United 3 Birmingham 0". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 24. juni 2010.
  89. ^ Coppack, Nick (31. marts 2007). "Report: United 4 Blackburn 1". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 24. juni 2010.
  90. ^ Bartram, Steve (19. november 2009). "OT100 #9: Record gate". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 25. november 2009.
  91. ^ Rice, Simon (6. november 2009). "Manchester United top of the 25 best supported clubs in Europe". The Independent. London. Hentet 6. november 2009.
  92. ^ "Local Supporters Clubs". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 31. marts 2010.
  93. ^ a b c Hamil (2008), s. 126
  94. ^ a b Cass, Bob (15. december 2007). "United moving down south as fanbase reaches 333 million". Daily Mail. London. Hentet 20. juni 2010.
  95. ^ Gibson, Owen (2. marts 2010). "Manchester United fall behind Barcelona on Deloitte rich list". The Guardian. London. Hentet 6. april 2010.
  96. ^ a b Schwartz, Peter J. (18. maj 2010). "The Most Valuable Sports Team Brands". Forbes Magazine. Hentet 20. juni 2010.
  97. ^ "Fans' Forum". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 4. april 2010.
  98. ^ a b Barnes et al. (2001), s. 52
  99. ^ "Said and done: Fergie's career quotes". manchestereveningnews.co.uk. Hentet 11. september 2013.
  100. ^ Smith, Martin (15. april 2008). "Bitter rivals do battle". The Daily Telegraph. London. Hentet 24. juni 2010.
  101. ^ Stone, Simon (16. september 2005). "Giggs: Liverpool our biggest test". Manchester Evening News. Arkiveret fra originalen 14. august 2011. Hentet 31. marts 2010.
  102. ^ "Interview: Ryan Giggs". Football Focus. 22. marts 2008. Hentet 22. marts 2008.
  103. ^ "Liverpool v Manchester United preview". Sky Sports. Hentet 24. juni 2010.
  104. ^ Rohrer, Finlo (21. august 2007). "Scouse v Manc". BBC Sport. Hentet 24. juni 2010.
  105. ^ "Wembley to act over spitting". The Independent. London. 13. maj 1996. Hentet 17. januar 2009.
  106. ^ "Smith ambulance attack condemned". BBC Sport. 26. februar 2006. Hentet 24. juni 2010.
  107. ^ "Smith: I'd go to Man Utd". Daily Mail. London. 11. maj 2004. Hentet 25. juni 2010.
  108. ^ Dunning (1999), p. 151
  109. ^ "Rivalry Uncovered!" (PDF). Football Fans Census. Arkiveret fra originalen (PDF) 28. marts 2013. Hentet 25. juli 2007.
  110. ^ "Aeroflot come on board". manutd.com (Manchester United F.C.). 8. juli 2013. Hentet 15. oktober 2013.
  111. ^ "The Power of Brands" (PDF). SoccerEx. 2009. Arkiveret fra originalen (PDF) 22. november 2009. Hentet 20. juni 2010.
  112. ^ "Real Madrid becomes the first sports team in the world to generate €400m in revenues as it tops Deloitte Football Money League". Deloitte. 2. marts 2010. Arkiveret fra originalen 5. august 2010. Hentet 22. juni 2010.
  113. ^ a b Hamil (2008), s. 116
  114. ^ Hamil (2008), s. 124
  115. ^ Hamil (2008), s. 121
  116. ^ "Beckham fever grips Japan". BBC Sport. 18. juni 2003. Hentet 20. juni 2010.
  117. ^ Hamil (2008), s. 120
  118. ^ Hamil (2008), s. 122
  119. ^ "Histortical football kits - Manchester United". historicalkits.co.uk. Hentet 22. september 2013.
  120. ^ "United's Admiral Change Kit 1975-1980". unitedkits.com. Hentet 22. september 2013.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  121. ^ "Man Utd Shirts 1980-1989". prideofmanchester.com. Hentet 22. september 2013.
  122. ^ a b c d Hardy, Joesph. "United's 5 shirt sponsors in 134 year history". blogspot.dk. Hentet 22. september 2013.
  123. ^ "Man Utd Shirts 1990-1999". prideofmanchester.com. Hentet 22. september 2013.
  124. ^ "Official sponsors - Nike". manutd.com (Manchester United). Hentet 21. september 2013.
  125. ^ "Chevrolet signs deal". manutd.com (Manchester United). 30. juli 2012. Hentet 22. september 2013.
  126. ^ a b Ducker, James (4. juni 2009). "Manchester United show financial muscle after signing record £80m shirt contract". The Times. London. Hentet 9. juli 2010. (Webside ikke længere tilgængelig)
  127. ^ "Oilinvest to renegotiate Juventus sponsorship". SportBusiness (SBG Companies). 7. september 2006. Hentet 28. maj 2007.
  128. ^ "Man Utd sign £56m AIG shirt deal". BBC News. 6. april 2006. Hentet 24. juni 2010.
  129. ^ Smith, Ben; Ducker, James (3. juni 2009). "Manchester United announce £80 million sponsorship deal with Aon". The Times. London. Hentet 9. juli 2010. (Webside ikke længere tilgængelig)
  130. ^ "Admiral: Heritage". Admiral Sportswear. Arkiveret fra originalen 28. februar 2009. Hentet 11. juli 2010.
  131. ^ Devlin (2005), s. 148
  132. ^ Hamil (2008), s. 127
  133. ^ "Man Utd in £300m Nike deal". BBC News. 3. november 2000. Hentet 24. juni 2010.
  134. ^ Wachman, Richard (24. april 2010). "Manchester United fans call on corporate sponsors to back fight against Glazers". The Guardian. London. Hentet 14. juli 2010.
  135. ^ Edgecliffe, Andrew (4. august 2012). "GM in record Man Utd sponsorship deal". FT.com. Hentet 29. oktober 2012.
  136. ^ "Chevrolet signs seven year deal". ManUtd.com. Manchester United. 30. juli 2012. Hentet 30. juli 2012.
  137. ^ "Premier League: Sportswear giants Nike to end Manchester United sponsorship". Sky Sports. Hentet 9. juli 2014.
  138. ^ Bray, Chad (9. juli 2014). "Nike and Manchester United Set to End Equipment Partnership". The New York Times. Hentet 9. juli 2014.
  139. ^ Jackson, Jamie (14. juli 2014). "Manchester United sign record 10-year kit deal with Adidas worth £750m". theguardian.com. Guardian News and Media. Hentet 14. juli 2014.
  140. ^ De Menezes, Jack (14. juli 2014). "Manchester United and adidas announce record £75m-per-year deal after Nike pull out". independent.co.uk. Independent Print. Arkiveret fra originalen 1. januar 2016. Hentet 14. juli 2014.
  141. ^ Crick & Smith (1990), s. 181.
  142. ^ Crick & Smith (1990), s. 92.
  143. ^ White, Jim (2008), s. 92.
  144. ^ Dobson & Goddard (2004), s. 190.
  145. ^ a b "1989: Man U sold in record takeover deal". BBC News. British Broadcasting Corporation. 18. august 1989. Hentet 30. september. {{cite news}}: Tjek datoværdier i: |access-date= (hjælp)
  146. ^ Bose (2007), s. 157.
  147. ^ Bose (2007), s. 175.
  148. ^ Bose (2007), s. 234–235.
  149. ^ "Glazer Man Utd stake exceeds 75%". BBC News. British Broadcasting Corporation. 16. maj 2005. Hentet 30. september 2013.
  150. ^ "Manchester United's new owner". CBC Sports (Canadian Broadcasting Corporation). 22. juni 2005. Hentet 30. september 2013.
  151. ^ Gibson, Owen (16. august 2011). "Manchester United eyes a partial flotation on Singapore stock exchange". The Guardian. London: Guardian News and Media. Hentet 30. september 2013.
  152. ^ Hrishikesh, Sharanya; Pandey, Ashutosh (3. juli 2012). "Manchester United picks NYSE for U.S. public offering". Thomson Reuters. Arkiveret fra originalen 15. oktober 2013. Hentet 30. september 2013.
  153. ^ Rushe, Dominic (10. august 2012). "Manchester United IPO: share prices cut before US stock market flotation". The Guardian. Guardian News and Media. Hentet 30. september 2013.
  154. ^ Twenty-eight English clubs are now owned overseas, increasing the risk of tax avoidance | David Conn | Football | The Guardian
  155. ^ "Real Madrid er verdens mest værdifulde hold". Danmarks Radio (dr.dk). 15. juli 2013. Arkiveret fra originalen 4. oktober 2013. Hentet 3. oktober 2013.
  156. ^ "Man Utd First Team Squad & Player Profiles". ManUtd.com. Manchester United. Hentet 30. juni 2022.
  157. ^ O. Hansen, Niels (22. maj 2013). "Peter Schmeichel i engelsk fodbolds Hall of Fame". bt.dk. Berlingske Media. Hentet 17. august 2013.
  158. ^ Anker-Møller, Kristian (22. maj 2013). "Peter Schmeichel i engelsk Hall of Fame". bold.dk. Hentet 17. august 2013.
  159. ^ a b "Klubinformation". oldtrafford.dk. Arkiveret fra originalen 2. november 2012. Hentet 5. august 2012.
  160. ^ a b c d "European Footballer of the Year ("Ballon d'Or")". rsssf.com. Hentet 22. september 2013.
  161. ^ a b c d "Ballon d'Or Winners". worldsoccer.about.com. Arkiveret fra originalen 28. september 2013. Hentet 22. september 2013.
  162. ^ Norrish, Mike (2. december 2008). "Manchester United's Cristiano Ronaldo wins Ballon d'Or and says best is yet to come". telegraph.co.uk. Hentet 22. september 2013.
  163. ^ "Ronaldo scoops best player award". news.bbc.co.uk. 2. december 2008. Hentet 22. september 2013.
  164. ^ Pedersen, Kim (20. maj 2008). "Ronaldo vinder Den Gyldne Støvle". bold.dk. Hentet 22. september 2013.
  165. ^ "Gylden støvle til Ronaldo". Jyllands-Posten. 14. september 2008. Hentet 5. august 2013.
  166. ^ "Ronaldo scoops ESM Golden Shoe". UEFA. 17. juni 2008. Hentet 22. september 2013.
  167. ^ Red Football Shareholder Limited: Group of companies' accounts made up to 30/06/09. Downloaded from Companies House UK
  168. ^ Gardner, Neil (8. oktober 2009). "Martin Edwards voices concerns over Manchester United's future". The Times. London. Arkiveret fra originalen 14. august 2011. Hentet 11. juni 2010.
  169. ^ a b c "Reds appoint new director". ManUtd.com (Manchester United). 21. februar 2007. Hentet 11. juni 2010.
  170. ^ "Manchester United set to announce massive profit". The Times. London. 7. januar 2008. Arkiveret fra originalen 27. september 2011. Hentet 11. juni 2010.
  171. ^ "Who are the directors of Manchester United". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 11. juni 2010.
  172. ^ "Reds' new Club Secretary". ManUtd.com (Manchester United). 20. december 2009. Hentet 22. december 2009.
  173. ^ "Manchester United appoint Bryan Robson as global ambassador". The Times. London. 20. marts 2008. Arkiveret fra originalen 11. oktober 2008. Hentet 11. juni 2010.
  174. ^ "Coaching Staff: Richard Hawkins". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 3. december 2010.
  175. ^ "Anatomy of the United Bench". Inside United (195): s. 18–19. oktober 2008. Richard Hawkins has the fascinating title of 'head of human performance'. He works with the sports science team at Carrington, helping the players reach peak physical performance. (dansk: Richard Hawkins har titlen som "chef for den menneskelige ydeevne". Han arbejder med idrætsholdet på Carrington, for at nå større, fysiske præstationer)
  176. ^ Bartram, Steve (16. december 2010). "Res: United 5 N'wcstle 1". ManUtd.com (Manchester United). s. 3. Hentet 10. marts 2011.
  177. ^ "Interview: Jim Lawlor". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 11. juni 2010.
  178. ^ "Coaching Staff – Brian McClair". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 11. juni 2010.
  179. ^ "Roy wants magic". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 11. juni 2010.
  180. ^ "Reds appoint new club doctor". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 11. juni 2010.
  181. ^ "Rooney undergoes scan on broken foot". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 11. juni 2010.
  182. ^ "Coaching Staff – Rob Swire". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 11. juni 2010.
  183. ^ "A.H. Albut". worldfootball.com. Hentet 3. september 2013.
  184. ^ "United under James West". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  185. ^ "United under J. Ernest Mangnall". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  186. ^ "United under John Bentley". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  187. ^ "United under Jack Robson". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  188. ^ "United under John Chapman". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  189. ^ "United under Lal Hilditch". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  190. ^ "United under Herbert Bamlett". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  191. ^ a b "United under Walter Crickmer". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  192. ^ "United under Scott Duncan". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  193. ^ a b "United under Matt Busby". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  194. ^ "United under Wilf McGuinness". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  195. ^ "United under Frank O'Farrell". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  196. ^ "United under Tommy Docherty". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  197. ^ "United under Dave Sexton". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  198. ^ "United under Atkinson". stretfodend.co.uk. Hentet 3. september 2013.
  199. ^ a b "SIR ALEX FERGUSON". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 3. september 2013.
  200. ^ "Officielt: Moyes til United". nordjyske.dk. 9. maj 2013. Hentet 14. september 2013.
  201. ^ "Ryan Giggs manager-vikar i Manchester United". tipsbladet.dk. 22. april 2014. Hentet 23. april 2014.
  202. ^ "Louis van Gaal named as Manchester United manager, Ryan Giggs to be his assistant". indianexpress.com. 19. maj 2014. Hentet 20. maj 2014.
  203. ^ Shury & Landamore (2005), p. 8.
  204. ^ "Cup Final Results". TheFA.com. The Football Association. Hentet 22. januar 2011.
  205. ^ "Trophy Room". ManUtd.com (Manchester United). Hentet 3. december 2010.
  206. ^ Ross, James (9. januar 2008). "European Competitions 1984–85". Rec.Sport.Soccer Statistics Foundation. Hentet 24. juni 2010.
  207. ^ Zea, Antonio; Haisma, Marcel (9. januar 2008). "Fairs' Cup 1964–65". Rec.Sport.Soccer Statistics Foundation. Hentet 15. februar 2009.
  208. ^ "Trophy Room". ManUtd.com (Manchester United). 2007. Hentet 28. maj 2008.

Videre læsning

Eksterne henvisninger

Officiel

 Wikimedia Commons har medier relateret til:
Wikiquote har citater relateret til:

Uafhængige mediesider

Fansider

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Manchester_United_F.C.&oldid=11890613"