Hjælp:Navigationsbokse
Denne side er en hjælpeside på den danske Wikipedia. Siden indeholder basal eller avanceret information om dansk Wikipedia og eventuelt teknisk vejledning. Se oversigten over alle hjælpesider under Hjælp. |
Navigationsbokse (tidligere kaldet navigationslister eller navigationsboksskabeloner) er skabeloner, der indsættes nederst i artikler, og som rummer links til en række beslægtede artikler indenfor samme område. De følger i reglen det samme ensartede design og giver et enkelt overblik over og sammenhænge mellem artiklerne.
Til at lave og bruge navigationsbokse er der lavet en række skabeloner, javascript-stumper og css-deklarationer, som sørger for ensartetheden og funktionaliteten heri.
Denne side fortæller forskellige grundlæggende ting om navigationsbokse og om hvordan de bruges, virker, kan ignoreres og så videre.
Formål og baggrund
[redigér | rediger kildetekst]Der er flere formål med navigationsbokse. Et af dem er at skabe overblik over et givent emne på en forholdsvis enkel måde og eventuelt de enkelte deles forhold til hinanden. Et andet formål er at gøre det nemt at navigere rundt mellem de enkelte artikler indenfor et givent emne og på tværs af kategorier. Desuden sparer man de enkelte artikler for lange lister med Se også-links, idet disse fremgår af navigationsboksen. Endelig kan man koncentrere arbejdet med opdateringer til selve navigationsboksen uden at skulle omkring alle de berørte artikler.
Der er intet klart svar på, hvornår man bør lave navigationsbokse. Står man med en gruppe af artikler, som folk ofte vil navigere rundt imellem, vil det ofte være relevant med navigationsbokse. Andre oplagte tilfælde vil være, hvor en hovedartikel ikke kan give et enkelt overblik, eller hvor de underordnede emner er delt udover flere kategorier. Modsat gælder dog også at man skal have noget at fylde i navigationsboksen. En boks der kun rummer fire-fem links kommer nemt til at virke overflødig, mens en der stort set kun består af røde links ikke rigtig kan bruges til noget, hvis de relevante artikler ikke bliver oprettet indenfor en overskuelig fremtid. Endelig gælder at man bør tjekke, om emnet ikke allerede er dækket af en eksisterende navigationsboks eller kan indpasses i denne. Der er trods alt ingen grund til at have to navigationsbokse med stort set samme indhold.
Konceptet med navigationsbokse er primært stjålet fra den tyske Wikipedia - se de:Wikipedia:Navigationsleisten - men bruges dog også på en række andre sprog. Noget der som en sidegevinst betyder, at man kan kopiere en navigationsboks fra et andet sprog og så hovedsageligt nøjes med at rette det sproglige, idet koderne oftest er de samme overalt. Dog skal man huske at rette det lokale ord for skabelon (f.eks. Template på engelsk eller Vorlage på tysk) og ændre kategorien til den danske Kategori:Navigationsbokse eller den passende underkategori.
Opbygning
[redigér | rediger kildetekst]Navigationsbokse laves som skabeloner, sådan at de kan bruges på tværs af artikler og fremstår ens overalt. Ved at indsætte en simpel kode, fremkommer boksen i artiklen. Er der efterfølgende brug for ændringer, kan man så nøjes med at rette skabelonen i stedet for at skulle omkring alle artiklerne.
En navigationsboks skal så vidt muligt indeholde links til alle de ting, der måtte være relevante, også selvom en del af artiklerne måske ikke eksisterer endnu. Laver man f.eks. en navigationsboks med skoler i en kommune, så som Skabelon:Skoler i Københavns Kommune, så skal alle skoler med, også selvom en del af dem måske ikke har nogen artikel endnu. For når de engang måtte blive oprettet, så er der allerede links til dem i navigationsboksen, som man derved slipper for at skulle redigere hver gang, der bliver oprettet en ny artikel. Og indtil artiklerne bliver oprettet, vil de røde links vise hvilke artikler der mangler og stå som en åben invitation til at skrive dem.
I en del navigationsbokse står alle artikler i en bestemt rækkefølge, det være sig alfabetisk, kronologisk eller efter nummer. I andre kan der være sorteret efter tema, så f.eks. personer, organisationer og lokaliteter står på hver sin linje. I eksemplerne nedenfor har Skabelon:Afrika-lande således oplistet landene alfabetisk, mens Skabelon:Frilandsmuseer i Danmark har museerne fordelt efter landsdel. I begge tilfælde gælder dog, at der også er en overskrift, der linker til den overordnede artikel om navigationsboksens emne. Til gengæld linker navigationsboksen ikke til den side den indsættes på - her erstattes linket automatisk af sidens navn med fede bogstaver.
I visse bokse kan det være aktuelt med uddybninger. I en navigationsboks der for eksempel oplister statsoverhoveder, kan det være oplagt at nævne, hvornår de enkelte sad på posten, sådan som det er gjort i Skabelon:Finlands præsidenter. I andre tilfælde kan det være nødvendigt med noter som i Skabelon:Lande i Asien, hvor nogle af landene ikke ligger fuldstændigt i verdensdelen, hvilket en tilfældig læser ikke nødvendigvis er klar over.
Designmæssigt er det til en vis grad muligt at give de enkelte navigationsbokse et individuelt præg. Et typisk eksempel vil være små illustrationer, sådan som det er gjort i eksemplet med Skabelon:Afrika-lande nedenfor, hvor der er indsat et lille kort over Afrika. Andre muligheder er særlige baggrundsfarver til overskrifter i stedet for den traditionelle violette. Dette har dog sjældent nogen praktisk funktion men er mest et spørgsmål om smag.
Skal der oprettes flere navigationsbokse indenfor et givent tema, vil det ofte være en god ide at skele til eller koordinere med eventuelle eksisterende navigationsbokse, så opstilling og design bliver ensartet. Det gør det nemmere at overskue og redigere, ligesom man undgår senere diskussioner.
Indenfor nogle områder benyttes i øvrigt stadig navigationsbokse, der er placeret øverst til højre i artiklerne. Det gør dem mere synlige, men i mange tilfælde kan det ikke bruges, da det også er standardplaceringen for infobokse. Nye navigationsbokse laves derfor typisk med placering i bunden af siderne for øje. Ældre højrestillede navigationsbokse kan ændres til bundplacering, men gør man det, skal man huske at flytte boksene tilsvarende på alle de artikler, hvor de er indsat.
At lave en boks
[redigér | rediger kildetekst]For at lave en boks bruges skabelonen {{navboks}}
Se denne for yderligere forklaring om brugen heraf.
Indsættelse af bokse
[redigér | rediger kildetekst]Navigationsbokse findes indenfor mange områder. Her kan som eksempel tages oversigten over lande i Afrika og den tematiske boks med danske frilandsmuseer. Ved indsættelse af koderne {{Afrika-lande}} og {{Frilandsmuseer i Danmark}} fremkommer hhv. Skabelon:Afrika-lande og Skabelon:Frilandsmuseer i Danmark som:
Hvis der kun er en navigationsboks på en side, vil den som udgangspunkt stå åbent, med mindre andet er angivet i skabelonen. Når der imidlertid som her er flere navigationsbokse helt op af hinanden, bliver de som udgangspunkt foldet sammen, så de ikke kommer til at fylde alt for meget i artiklerne.
Navigationsbokse indsættes som regel forneden på siden lige før kategorierne og med eventuelle stub-skabeloner og lignende lige over. Bemærk i øvrigt at navigationsbokse ikke indsættes automatisk. Har du oprettet en ny navigationsboks, bliver du derfor nødt til selv at indsætte den på alle berørte artikler. Alternativt kan du skrive en anmodning om botassistance for at få en bruger med en bot til at få den til at indsætte navigationsbokse på alle artiklerne.
Personliggørelse af udseendet
[redigér | rediger kildetekst]Man kan via sine egne javascript- og css-sider ændre
Overskriftstekst
[redigér | rediger kildetekst]funktionaliteten og udseendet.
Fjern boksene helt
[redigér | rediger kildetekst]Ved at tilføje:
div.NavFrame, div.NavGroup { display: none; }
til sin personlige common.css-side kan man helt fjerne boksene. Man kan ændre eller rette i sin eksisterende css eller oprette siden, hvis man ikke har lavet den før. Man behøver ikke tilføje andet end ovenstående.
Fold bokse sammen/ud uanset hvad
[redigér | rediger kildetekst]Boksene bliver altid foldet sammen som standard, hvis der er mere end én på siden. Du kan dog ændre det via Javascript, så boksene først bliver foldet sammen, hvis der er flere end x. x kan sættes til alt fra 0 (bokse foldes altid sammen) til 1000 (alt op til og med 999 bokse bliver ikke foldet sammen) og dermed påvirke visningen.
Dette gøres ved at skrive:
var NavigationBarShowDefault = x;
Hvor x erstattes med det tal, som man ønsker. Dette indsættes i ens personlige common.js-side.
Kategorisering
[redigér | rediger kildetekst]Alle navigationsbokse søges samlet i Kategori:Navigationsbokse og tilhørende underkategorier.