Spring til indhold

Han-dynastiet

Redigér links
Koordinater: 34°18′16″N 108°51′26″Ø / 34.3044°N 108.8572°Ø / 34.3044; 108.8572
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Han dynastiet)
Handynastiets magtområde i 87 f.Kr. med hovedstaden Chang'an.

Han-dynastiet (漢朝) var et af Kinas længstvarende og mægtigste dynastier, som, bortset fra Xin-dynastiet under Wang Mangs interregnum (9 – 23 e.Kr.), havde magten fra 206 f.Kr. til 220 e.Kr. Dette dynasti har givet navnet til hankineser, det vil sige den befolkningsgruppe, som udgør flertallet af befolkningen i dagens Kina. Under Han-dynastiet blev konfucianismen statsreligion, og Kinas indflydelse blev udstrakt til Vietnam, Centralasien, Mongoliet og Korea.

Han-dynastiet inddeles i det vestlige eller ældre Han-dynasti (202 f. Kr. — 9 e. Kr.) og det østlige eller yngre Han-dynasti (23—220 e. Kr.).[1] Det vestlige residerede i Chang'an (det nuværende Xi'an), det østlige i Luoyang (i provinsen Henan).[1]

Han-dynastiet, grundlagt af Liu Bang (som kejser Gaozu), fyrste af Han, regnes for Kinas første nationale dynasti og betegner Kinas klassiske, i mange henseender mest blomstrende og lykkeligste periode. "Sønner af Han" har kineserne, navnlig i Nord-Kina, kaldt sig ind til nyere tid. I Han-dynastiets tid blev Konfutse den af staten anerkendte, næsten hellige autoritet for alt stats- og privatliv. Under Han blev Kina en bureaukratisk styret embedsstat, hver mand af folket havde muligheden for ad eksaminernes trinstige at nå de højeste værdigheder og embeder.[1]

Han-dynastiets betydeligste hersker var kejser Wudi (141—87 f. Kr.), under hvem Kina udvidedes ved kolonisation i stor stil syd for Yangtze-floden og ved erobringer vest på i Turkestan.[1]

Virkningen af den kulturelle forbindelse med Indien over Indo-Skythien og Turkestan viser sig også i Kinas religionshistorie. Under kejser Míngdì (57—75 e. Kr.) indførtes buddhismen i Kina; kejseren siges selv i sit 3. regeringsår at have sendt bud til Indien efter buddhistiske præster og bøger.[1] Míngdì fortsatte energisk udvidelses-politikken i Centralasien; hans hærfører Ban Chao nåede på sine erobringstog mod vest det Kaspiske Hav, hvorfra han forberedte et angreb på Romerriget.[1] I året 166 kom til det kinesiske hof en sendefærd af syrisk-romerske købmænd, der menes udsendte af kejser Antun (Marcus Aurelius), en af de få lejligheder, hvor romere og kinesere er kommet i direkte personlig forbindelse. Betegnende for Han-tidens Kina er dets livlige samkvem med den omliggende verden i modsætning til senere tiders isolation. De sidste Han-kejsere var svage skyggefyrster, under hvem centralregeringen mistede enhver myndighed, mens hærførere og statsmænd stredes om magten.[1]

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

Tiden fra 206 f.Kr. og frem til Wang Mangs interregnum benævnes Vestlige Han eller Ældre Han.[2] Tiden prægedes af krig med stammerne i nord, Xiongnu, som blev ledet af Mao-tun. Kejser Han Wudi formåede at trænge de invaderende tilbage men under store omkostninger for statskassen. Bondeklassen led på grund af høje skatter og udskrivning til krigstjeneste. Endvidere kunne de blive tvunget gøre dagsværk på op til 90 dage pr år. Nepotisme var udbredt indenfor alle dele af forvaltningen endda på højeste niveau: enkekejserinderne og deres familjer regerede ofte i praksis på vegne af en mindreårig kejser. Wang Mang var brorsøn til en af disse kejserinder.[3]

Tiden efter Wang Mangs interregnum og frem til dynastiets fald benævnes Østlige Han eller Yngre Han. Wang Mangs politik førte til omfattende utilfredshed blandt alle dele af samfundet.[4] Mange fattige sluttede sig til de røde øjenbryn, og en prins af Handynastiet samlede en hær[4] og indtog 22 e.Kr. hovedstaden. Bondeoprøret blev slået ned og Wang Mangs reformer trukket tillbage. Kina oplevede en mere stabil periode og man antog en mere ekspansionistisk politik. Mere og mere blev magten decentraliseret, og riget begyndte at falde fra hinanden. I 184 udbrød de gule turbaners oprør, og riget blev nogle årtier senere splittet i tre.

Vestlige Han

[redigér | rediger kildetekst]
Et båredække i silke fra Mawangdui, Changsha, Hunan. Det blev brugt til Lady Dais ligkiste. Lady Dai, som døde 168 f.Kr., var markis Li Cangs hustru. Li Cang, som døde 186 f.Kr., var kansler for Changsha.[5]

Kinas første imperiedynasti var Qin-dynastiet fra 221 til 206 f.Kr. Qin-dynastiet havde forenet Kinas stridende stater gennem erobring, men imperiet blev instabilt efter, at den første kejser Qin Shi Huangdi var død. I løbet af fire år var dynastiets autoritet kollapset på grund af oprør.[6] To tidligere oprørsledere, Xiang Yu og Liu Bang, kæmpede om hvem, som skulle vinde overherredømmet over Kina, som på dette tidspunkt var blevet delt i 18 Kongeriger, hvor alle bekendte loyalitet til en af oprørslederne.[7] Selv om Xiang Yu viste sig at være en kapabel hærfører, blev han besejret af Liu Bang ved slaget ved Gaixia, i det som i dag er Anhui. Liu Bang blev sidenhen kendt som kejser Gaozu og regerede fra 202 til 195 f.Kr.[8] Chang'an blev valgt til det genforenede Han-riges hovedstad.[9]

I begyndelsen af det Vestlige Han-dynasti fandtes 13 centralt kontrollerede præfekturer i den vestlige tredjedel af riget, mens de østlige to tredjedele var inddelte i ti halvautonome kongeriger.[10] Visse af dem blev styret af hærførere, som ver blevet udpeget til konger, selv om de 157 f.Kr. var blevet erstattede med personer fra Liu-familien, eftersom loyaliteten hos de, som ikke tilhørte slægten, blev betvivlet.[10] Efter flere oprør af Han-konger, hvoraf det største var de syv staters oprør i 154 f.Kr., gennemførtes en række reformer, som begyndte 145 f.Kr., og som begrænsede disse kongerigers størrelser og magt.[11] Kongerne måtte ikke længe ansætte personale selv, og i stedet for blev embedmændene udpeget af det kejserlige hof.[12] Konger blev formelle chefer over deres forleninger og fik en del af skatten som indkomst.[12] Disse kongeriger blev aldrig helt opgivede men fandtes igennem hele resten af Vestlige og Østlige Han.[13]

Nord for Kina erobrede de nomadiske Xiongnu-stammer flere stammer, som boede på den eurasiske steppe. Under slutningen af høvdingen Modu Chanyus styre kontrollerede han Manchuriet, Mongoliet og Tarimbækkenet og underkuede over tyve stater øst for Samarkand.[14] De Han-fremstillede jernvåben, som solgtes til Xiongnu, begyndte at forurolige Gaozu, som etablerede en handelsembargo mod gruppen.[15] Som gengældelse invaderede Xiongnu Shanxi-provinsen, hvor de besejrede Han ved Baideng 200 f.Kr.[16] Efter forhandlinger inkluderende politiske ægteskaber i 198 f.Kr. var Xiongnus og Hans ledere ligestillede i en kongelig ægteskabsalliance, men Han blev tvunget til at sende store mængder skatter, som silkeklæder, mad og vin til Xiongnu.[17]

Trods dette plyndrede Xiongnu med jævne mellemrum Hans territorier syd for Den Kinesiske Mur.[18] En majoritetsbeslutning blandt Han bestemte at forsøge at fastholde ægteskabsoverenskommelsen. Da Xiongnu fortsatte at plyndre[19] valgte man dog det følgende år at snigmyrde Chanyu og derved skabe kaos i Xiongnus rige, hvilket skulle blive til Hans fordel.[20] Da dette mislykkedes 133 f.Kr.,[21] startede kejser Wu en serie massive militærinvasioner i Xiongnus territorier. Angrebene kulminerede 119 f.Kr. med striden ved Mobei, hvor Hans hærledere Huo Quibing og Wei Wing tvang Xiongnus ledere til at flygte nordpå mod Gobiørkenen.[22] Efter Wus styre fortsatte Hans styrker at stå imod Xiongnu. Xiongnus leder Huhanye Chanyu (呼韓邪) underkastede sig til sidst Han som en vasal 51 f.Kr.. Zhizhi Chanyu, som rivaliserede med Huhanye Chanyu om tronen, blev myrdet af Chen Tang og Gan Yanshou (甘延壽/甘延寿) ved slaget ved Zhizhi, i dagens Taraz, Kazakstan.[23]

En forgyldt oljelampa i bronze i form af en knæbøjande kvindelig tjener, dateret til 200 f.Kr., fundet i Dou Wans grav, som var Liu Shengs hustru.[24]

121 f.Kr. fordrev Hans styrker Xiongnu fra et enormt territorium, som strakte sig fra Hexikorridoren til Lop Nur. De slog en invasion fra Xiongnu og Qiang tilbage i dette nordvestlige territorium i 111 f.Kr.. Samme år etablerede Hans ledere fire nye grænsepræfekturer i denne region: Jiuquan, Zhangyi, Dunhuang og Wuwei[25] Flertallet af grænsebefolkningen var soldater.[26] I visse tilfælde tvang lederne bønder til nye grænsebosætninger, sammen med regeringsejede slaver og dømte, som arbejdede hårdt.[27] Lederne opmuntrede også ufrie til at frivilligt at flytte til grænsen.[28]

Inden Hans ekspansion ind i Centralasien havde diplomaten Zhang Qians rejser fra 139 til 125 f.Kr. etableret kinesiske kontakter med mange omkringliggende civilisationer. Alla lande, som han passerede, fik før eller senere ambassader fra Han.[29] Disse forbindelser blev begyndelsen på Silkevejens handelsnetværk, som gik til Romerriget og tog varer fra Han som silke til Rom og romersk gods som glas til Kina.[30] Fra omkring 115 til 60 f.Kr. stred Hanstyrker mod Xiongnu for kontrol over bystaterne i oaserne i Tarimbäckenet. Han sejrede til sidst og etablerede protektorater 60 f.Kr.[31] Den marine sejr ved Nanyue 111 f.Kr. udøvede Hans rige til hvad som i dag er moderne Guangdong, Guangxi, og nordlige Vietnam. Yunnan blev en del af riget i og med erobringen af Dianriget år 109 f.Kr., fulgt af dele af den koreanske halvø, med de koloniale etableringer af præfekturer som Xuantu og Lelang 108 f.Kr.[32] I den først kendte nationale folketællingen i Kina foretaget i år 2 registreredes 57.671.400 personer i 12.366.470 familier.[33]

For at betale for sine militære kampagner og koloniale ekspansioner forstatligade kejser Wu flera private industrier. Han skabte centrala regerings-monopoler, som administreredes af tidligere kæbmænd. Disse monopoler inkluderede salt, jern og likørproduktion, såvel som bronzemøntsvaluta. Likørmonopolet varede kun fra 98 til 81 f.Kr. og salt- og jernmonopolet ophørte sluttelig under den tidlige del af det østlige Han. Retten til møntprægning forblev et centralt regeringsmonopol gennem hele Han-dynastiet.[34] Regeringsmonopolet blev endeligt ophævet, da en politisk fraktion kendt som reformisterne fik større påvirkning på ledarne. Reformisterne opponerede sig mod den modernistiske fraktion som havde domineret politiken i kejser Wus styre og under Huo Guangs efterfølgende regentskab til han døde 68 f.Kr. Modernisterne argumenterede for en aggressiv og ekspansionistisk udenrigspolitik støttet af indkomster fra kraftigt ingribende fra regeringen i den private økonomi. Reformisterne, deremod, væltede disse politikker og favoriserede en forsiktig, uekspansionistisk ansats til udenrigspolitikken, sparsommelige budgetreformer, og lavere skatteniveauer for de private entreprenører.[35]

Wang Mangs styre og borgerkrig

[redigér | rediger kildetekst]
En kavallerist fra det vestlige Han-dynasti fra en generals grav.
En hestestatuette i bronze fra det vestlige eller østlige Han-dynasti med en blysadel.

Wang Zhengjun (71 f.Kr.-13) var først herskerinde, enkekejserinde, og endelige yderligere et led bagud, under kejserne Han Yuandis, Han Chengdis og Han Aidis styre. Under denne tid gik herskertitlen i arvefølge blandt hendes mandlige slægtninge.[36] Efter Ais død blev Wang Zhengjuns nevø Wang Mang (45 f.Kr.-23) rigsforstander for kejseren Ping (styrede fra 1 f.Kr. til 6). Da Ping døde år 6 udnævnte herskerens enkenåde Wang Mang at fungere som kejser for barnet Liu Ying (d. 25). Wang lovede at træde tilbage og overdrage kontrollen til Liu Ying, når han var tilstrækkelig gammel. Trods dette løfte, og mod protester og revolter fra adelsstanden, påstod Wang Mang at det guddommelige himlens mandat ville afslutte Han-dynastiet og påbegynde sin eget, Xin-dynastin eller Wang Mangs interregnum.[37]

Wang Mang igangsatte en række større reformer, men han formåede ikke i længden at gøre dem fremgangsrige. Disse reformer inkluderede bandlysning af slaveri, nationalisering af land til lige fordeling blandt husstande, samt at introducere nye valutaer, en forandring, som gjorde, at det blev mindre vigtigt at præge mønt.[38] Selv om disse reformer fremkaldte betydelig opposition, mødte Wangs regime sin endelige nedgang i og med de massive oversvømmelser mellem 3 og 11 e.Kr. En successiv leransamling i Huanghe forøgede flodens vandniveau og begravede flodvandsreguleringen. Huanghe blev delt op i to nye dele: en som tømtes nord for Shandonghalvøen, og en syd for den, selv om ingeniører lykkedes det at opdæmme den sydlige del år 70.[39] Oversvømningen fordrev tusinder af bønder, af hvilke mange gik med i omkringflakkende bandit- og rebelgrupper som de røde øjenbryn.[39] Mangs hære formåede ikke at knuse disse ødelæggende rebelgrupper. Til sidst lykkedes det en oprørshob at trænge ind i Weiyangpaladset, hvor de myrdede Wang Mang.[40]


Gengshi (styre år 23–25), en ætling til kejser Jing (styre 157–141 f.Kr.), forsøgte at genindføre Han-dynastiet og overtog Chang'an som hovedstad. Han blev dog overvundet af de røde øjenbryn, som styrtede, myrdede og erstattede ham med marionetmonarken Liu Penzi.[41] Kejser Gengshis broder, Liu Xiu, posthumt kendt som Han Guangwudi (regerede 25–57), blev efter at have udmærket sig ved slaget ved Kunyang år 23 opfordret til at tage over efter Gengshi som kejser.[42] Under Guangwus styre genetableredes Han-dynastiet. Han gjorde Luoyang til hovedstad i år 25 og i år 27 havde hans officerere Deng Yu og Feng Yi tvunget til de røde øjenbryn til at give op, og henrettede deres leder for landsforræderi.[43] Fra 26 till 31 var Guangwu tvunget til at føre krig mod andre regionale krigsherrer, som gjorde krav på kejsertitlen. Da disse krigsherrer blev besejrede, genforenedes Kina under Han.[44]

Perioden mellem oprettelsen af Han-dynastiet og Wang Mangs styre er kendt som det vestlige Han-dynasti (Skabelon:Kin) (202 f.Kr. – 9 e.Kr.). Under denne periode var hovedstaden Chang'an (nu Xi'an). Fra Guangwus styre flyttedes hovedstaden østpå til Luoyang. Tiden fra hans styre til Han-dynastiets fald er kendt som det østlige Han-dynasti (Skabelon:Kin, 25–220 e.Kr.).[45]

Østlige Han

[redigér | rediger kildetekst]
Keramikskål fra det vestlige Han dekoreret med ophøjede relieffer af kinesiske drager, fenghuanger og taotie.
Bagsidan på en bronzespejl med et malet blomstermotiv.

Under det omfattende oprør mod Wang Mang var den koreanska stat Koguryo uhindret i stand til at plyndre Hans koreanske besiddelser. Han bekræftede ikke dets kontrol over regionen før år 30 e.Kr.[46] Trungsøstrene fra Vietnam gjorde oprør mod Han år 40. Deres oprør blev knust af Han-generalen Ma Yuan (død 49) i en kampagne 42-43 e.Kr.[47] Wang Mang fornyede fjentligheden mod Xiongnu, som var blevet skubbet bort fra Han indtil dets ledar Bi, en rivaliserende tronprætendent til sin kusine Punu, indrettede sig hos Han som en sidevassal år 50. Dette skabte to rivalstater fra Xiongnu: det Sydlige Xiongnu ledet af Bi, som var allieret med Han, og det Nordlige Xiongnu ledet af Punu, Hans fjende.[48]

Under Wang Mangs turbulente styre mistede Han kontrol over Tarimbækkenet, som erobredes af det nordlige Xiongnu år 63 og anvende som en base for at invadere Hans Hexikorridoren i Gansu.[49] Dou Gu (død år 88) besejrede det nordlige Xiongnu i slaget ved Yiwulu år 73, og fordrev dem fra Turpan og jagede dem så langt som til Barkol i Kinas nordvestlige del, inden man etablerede en garnison i Kumul.[50] Efter, at de vestlige regioners general Chen Mu blev myrdet år 75 af Xiongnus allierede i Karasahr og Kucha blev garnisonen i Kumul trukket tilbage.[51] I slaget ved Ikh Bayan år 89 besejrede Dou Xian (død år 92) de nordlige Xiongnu, som efterfølgende trak sig tilbage til Altajbjergene.[52] Efter, at de nordlige Xiongnu flygtede ind i Iliflodens dal år 91, okkuperede de nomadiske Xianbeierne området fra kongeriget Buyeo i Manchuriet til Ilifloden af Wusunfolket.[53] Xianbei nåede sit højdepunkt under Tanshihuai (檀石槐) (d. 180), som konsekvent besejrede kinesiske hære. Tanshihuais konføderation opløstes dog efter hans død.[54]

En grønglaseret porcelænshund fra det østlige Han, 25-220 e.Kr.

Ban Chao (d. 102) tog imod hjælp af Kushan, som okkuperede området, som bestod af nutidens Indien, Pakistan, Afghanistan og Tadzjikistan, for at besejre Kashgar og dets allierede Sogdiana.[55] Da en henvendelse fra den kushanske leder Vima Kadphises (regerede fra omkring 90 til 100 e.Kr.) om en ægteskabsalliance med Han blev afslået 90 e.Kr., sende han sine styrker til Wakhan (Afghanistan) for at angribe Ban Chao. Konflikten sluttede med, at kushanerne drog sig tilbage på grund af brist på proviant.[55] 91 genindsattes generalen over de vestlige regioner i og med at titlen blev givet til Ban Chao.[56]

Foruden siderelationer med kushanerna fik Han gaver fra Parthien, fra en konge i nutidens Burma, fra en hersker i Japan, og tog skridt til en mislykket mission til Daqin (Rom) år 97 med Gan Ying som udsending.[57] En romersk ambassadør fra kejseren Marcus Aurelius menes at have besøgt kejser Huan år 166, omend Rafe de Crespigny mener, at det antagelig var en gruppe romerske købmænd.[58] Andre rejsende til det østlige Han-Kina inkluderede buddhistmunke, som oversatte værker til kinesiske, som An Shigao fra Parthien, og Lokaksema fra Kushantidens Ganhara i Indien.[59]

Eunukker i regeringsanliggender

[redigér | rediger kildetekst]

Zhangs styre, fra 75 til 88, ansås af lærde fra det Østlige Han-dynasti som højdepunktet af dynastihuset.[60] Senere regeringer blev stadig mere prægede af eunukkers indblanding i politiken og deres involvering i de voldsamme magtkampe mellem de kejserlige klaner.[61] Med hjælp af eunukken Zheng Zhong(død 107) satte kejser He, som regerede fra 88 til 105, enkekejserinden Dou Zhang under husarrest og tog magten fra hendes klan. Dette var en hævn for Dous rensen af hans biologiske moders klan, og derefter skjule hendes identitet fra ham.[62] Efter, at He døde, varetog hans hustru Deng Sui (død 121) de statslige anliggender under en turbulent finansiel krise og udbredt Qiang-oprør som foregik fra 107 til 118.[63]

Da Deng Sui døde, var kejsearen An (regerede fra 106 til 125) overbevist om, at anklagerne fra eunukkerne Li Run (李閏) og Jiang Jing (江京) om, at Deng og hendes familie havde planlagt at afsætte ham. An afsatte Dengs klanmedlemmer fra deres positioner, landsforviste dem og tvang mange til at begå selvmord.[64] Efter, at An døde, satte hans hustru, enkekejserinden Yan Ji (død 126) barnet Liu Yi (markis af Beixiang) på tronen i et forsøg på at genvinde magten for sin familie. Paladseunukken Sun Cheng (død 132 gennemførte imidlertid en vellykket omvæltning af hendes regime for at installere kejser Han Shundi, som regerede fra 125 til 144, på tronen. Yan Ji sattes under husarrest, og hendes slægtninge blev enten myrdet eller landsforviste, og hendes allierede eunukker massakreredes.[65] Regenten Liang Ji (død 159), kejserinden Liang Nas broder, myrdede kejserinden Deng Mengnüs svoger efter, at Deng Mengnü modstod Liang Jis forsøg på at kontrollere hende. Derefter ansatte kejser Huan eunukker for at afsætte Liang Ji, som så blev tvunget til at begå selvmord.[66]

Gravstatuetter i lergods fra det vestlige Han visende nøgne tjenere, som en gang i tiden havde træarme og silkeklæder i miniature, som er eroderet med tiden og til sidst er forsvundet.[67]

Studenter fra det kejserlige universitet organiserede en udbredt studentprotest mod eunukkerne ved kejser Huans hof.[68] Senare fremmedgjorde Huan bureaukratiet, da han igangsatte storslåede byggeprojekter og stod som vært for tusindvis af konkubiner i hans harem, da en økonomisk krise fandt sted.[69] Paladseunukker fængslede tjenestemanden Li Ying (李膺) og hans kompagnoner fra det kejserlige universitet i en tvivlsom anklage om landsforræderi. I 167 overbeviste den stora kommendant Dou Wu (død 168) sin svigersøn kejser Huan at frigive dem.[70] Huan udelukkede dog Li Ying med kompagnoner fra embeder, hvilket markerede begyndelsen på de partisanske forbud.[70]

Efter Huans død forsøgte Dou Wu og den store lærer Chen Fan (陳蕃) (død 168) at gennemføre et statskup mod eunukkerne Hou Lan (død 172), Cao Jie (død 181) og Wang Fu (王甫). Da dette blev opdaget, arresterede eunukkerne enkekejserinden Dou Miao (død 172 og Chen Fan. General Zhang Huan (張奐) favoriserede eunukkerne. Han og hans tropper konfronterede Dou Wu og hans tro tjenere ved paladsporten, hvor begge sider råbte anklager om landsforræderi mod hinanden. Da de trofaste tjenere til sidst overgav Dou Wu, blev han tvunget til at begå selvmord.[71] Under kejser Ling (regerede fra 168 til 189) fornyede og udvidede eunukkerne de partisanske forbud, mens de selv bortauktionerede høje regeringsembeder.[72] Mange regeringsanliggender blev overdraget til eunukkerne Zhao Zhong (død 189) og Zhang Rong (død 189) mens kejser Ling tilbragte en stor del af sin tid med sexuelle rollespil med konkubiner og med at deltage i militære parader.[73]

Han-dynastiets fald

[redigér | rediger kildetekst]
Kinesisk ambrøst.
Kinesisk armbrøstmekanisme med en bagplade fra Han-dynastiets tidligste tid eller fra perioden med de stridende state; lavet af bronze og med indlagt sølv.

De partisanska forbud blev ophævede under de gule turbaners oprør og Fem spidser ris-oprøret i 184, til stor del på grund af, at hoffet ikke ville fortsætte med at fremmedgøre en mærkbar del af lavadelen, som ellers kunne gå med i rebelgrupperne.[74] De gule turbaner samt tilhængere af Fem spidser ris-oprøret hørte til to forskellige hierarkiske taoismesamfund, som blev ledet af healarne Zhang Jiao (død 184) og Zhang Lu (død 216). Zhang Lus oprør, i nutidens nordlige Sichuan og sydlige Shanxi, blev ikke nedkæmpet før 215.[75] Zhang Jiaos massiva oprør over otte provinser tilintetgjordes af hanstyrker i løbet af et år, selv om nye mindre oprør indtraf de følgende årtier.[76] Selv om de gule turbaner blev overvundne, overgav mange af de under krisen tilsatte generaler aldrig sine samlede militser og anvendte disse tropper for at samle kræfter uden for den kollapsende kejserlige overhøjhed.[77]

Animaliske skytsånder over natten og dagen som bærer kinesiske dragter. Malerier fra Han-dynastiet på keramisk kakkel. Michael Loewe skriver, att hybrider mellem mænd og monstre i kunsten og religiøse trosforestillinger førdaterede Han og forblev populært under den første halvdel af vestlige og østlige Han.[78]

Oberstgeneralen He Jin (død 189), kejserinden Hes broder, konspirerede med Yuan Shao (død 202) for at styrte eunukkerne gennem at have flere generaler at marschere til hovedstadens udkante. Der krævede de, i en skriven petition til He, at eunukkerne skulle henrettes.[79] Efter en tøven, samtykkede He. Da eunukkerne opdagede dette, fik de hendes broder He Miao (何苗) til at ophæve ordren.[80] Eunukkerne lønmyrdede He Jin den 22. september 189. Yuan Shao belejrede så Luoyangs nordlige palads, mens krigsherren Yuan Shu (død 199)fra Scouchun, belejrede det sydlige palads. Den 25. september blev begge paladser indtaget, og omkring to tusind eunukker blev dræbt.[81] Zhang Rang var tidligere flygtet med kejser Liu Bian (regerede år 189) og sin broder Liu Xie - senere kejser Han Xiandi (regerede fra 189 til 220). Da de blev forfulgt af brødrene Yuan, begik Zhang selvmord ved at hoppe ned i Huanghe.[82]

General Dong Zhuo (død 192) fandt den unge kejseren og hans broder vandrende på landet. Han eskorterede dem sikkert tillbage till hovedstaden, blev gjort til arbejdsminister og tog kontrol over Luoyang og tvang Yuan Shao til at flygte.[83] Efter, at Dong Zhuo degraderede kejser Liu Bian og befordrede hans broder Liu Xie som kejser Xian, ledede Yuan Shao en koalition af tidligere embedsmænd og officerere mod Dong, som brændte Luoyang ned til grunden og placerede hoffet ved Chang'an i maj 191. Dong Zhuo forgiftede senere kejser Shao.[84] Dong blev myrdet af sin adoptivsøn Lü Bu (død 198) i en sammansværgelse, som startedes af Wang Yun (død 192).[85] Kejser Xian flygtede fra Chang'an år 195 til Luoyangs ruiner. Xian blev af Cao Cao (155-220), daværende guvernør over Yanprovinsen i nutidens vestlige Shandong og østlige Henan, overtalt til at flytte hovedstaden til Xuchang.[86]

Yuan Shao udfordrede Cao Cao om kontrol over kejseren. Yuans magt svækkedes kraftigt efter, at Cao besejrede ham i slaget ved Guandu år 200. Efter, at Yuan døde, myrdede Cao Yuan Chaos søn Yuan Tan (173-205), som havde kæmpet med sine brødre om familjearven.[87] Hans brødre Yuan Shang og Yuan Xi blev myrdede i 207 af Gongsun Kang (død 221), som sendte deres hoveder til Cao Cao.[87] Efter Caos nederlag i slaget ved de Røde klipper i 208 blev Kina delt i tre interessesfærer, idet Cao Cao dominerede den nordlige, Sun Quan (182-252) dominerade den sydlige og Liu Bei (161-223) dominerede den vestlige.[88] Cao Cao døde i marts 220. I december tvang hans søn Cao Pi (187-226) kejser Xian til at afstå tronen til ham. Dette var den formelle afslutning på Han-dynastiet og indledte en tid med konflikter mellem de tre kongeriger: Cao Wei, Østlige Wu og Shu Han.[89]

Samfund og kultur

[redigér | rediger kildetekst]

Samfundsklasser

[redigér | rediger kildetekst]
Kostbarheder som denne, en bronzestolpe med indlagt sølv, lavet for at holde en markise oppe, havde aristokrater penge nok til at eje.

I den hierarkiske sociale ordningen var kejseren højst oppe. Kejseren var dog ofte en mindreårig, som blev kontrolleret af en regent, som eksempelvis enkekejserinden eller en af hendes mandlige slægtninge.[90] Direkte under kejseren i rangordningen befandt sig kongerne, som var fra samme familieklan, Liu.[91] Resten af samfundet, inklusive adelsmændene under kongerne og alle borgere, bortset fra slaverne, hørte til i en af tyve rangordner (ershi gongcheng 二十公乘). Hver ny rang havde højere pensioner og retsmæssige privilegier. Den højeste rang, af de højeste markiser, havde en statspension og en territoriel forlening. De, som var direkte understående, de almindelige markiser, fik en pension, men ingen territoriel ejendom.[92] Lærde tjenestemænd, som tjente regeringen, hørte til den bredere borgerklasse og havde rang lige under adelsmændene i henseende til social prestige. De højeste regeringstjenestemænd kunne forlenes som markiser.[93] Under det Østlige Han begyndte lokale eliter af ubundne lærde, lærere, studenter og regeringstjenestemænd at identificere sig selv som medlemmer af en større, rigsomfattende lavadelsklasse, som delte værdier og et engagement i den videnskabelige lærdom som fulgte hovedretningen.[94] Da regeringen blev mærkbart korrupt under mellemste til senere del af det Østlige Han, anså mange lavadelsmænd til og med dyrkningen af moralsk funderede personlige relationer for at være vigtigere end at tjene den offentlige stilling.[95]

Bonden, eller mere specifikt den lille jordejer-dyrker, lå i rang lige under de lærde og tjenestemændene i det sociale hierarki. Andre jorddyrkere var af lavere status, som fæstere, landarbejdere, og i sjældne tilfælde, slaver.[96] Håndværkere havde en lovlig og socioøkonomisk status mellem jordejere-dyrkere og de almindelige købmænd.[97] Statsligt registrerede købmænd, som i henhold til loven var tvungne til at bære hvide klæder og betale høje skatter, ansås af lavadelen som sociale parasitter med en foragtelig status.[98] De var ofte ubetydelige butiksindehavere på urbane markedspladser. Købmænd, såsom industrialister og omrejsende handlende mellem et netværk af byer, kunne undgå at lade sig registrere som købmænd og var ofte mere velstående og magtfulde end den store hob af regeringstjenestemænd.[99] Velstående jordejere, såsom adelsmænd og embedsmænd, tilbød ofte bosteder for tjenere, der til gengæld udførte vigtige arbejder eller pligter, således undertiden at bekæmpe banditter eller at urdføre ryttertjeneste i kampe. Til forskel fra slaver kunne tjenere komme og gå fra deres herres hjem som det passede dem.[100] Læger, grisopfodrere og slagtere havde en ganske høj social status, mens okkulte magikere, løbere og budbærere havde lav status.[101]

Ægteskaber, køn og slægt

[redigér | rediger kildetekst]
Kvindelig danser i lergods fra Han.

Han-familjen var patriarkisk og havde normalt 4-5 medlemmer i kernefamilien, som boede i en husstand. Flere generationer af storfamiliemedlemmer boede ikke i samme hus, til forskel fra familier i de senere dynastier.[102] Ifølge konfucianistiske familienormer behandledes forskellige familiemedlemmer med forskellige grader af respekt og intimitet. Således fandtes der tre forskellige accepterede tidsrammer for at sørge en faders død kontra en farbror.[103] Fornuftsægteskaber var, ifølge normen, at faderens udsagn om sine børn ansås mere betydningsfulde end moderens.[104] Monogame bryllupper var også efter normen, selv om adelsstanden og højt stående embedsmænd var tilstrækkeligt velstående til at have råd til og finansiere konkubiner ved siden af deres lovformelige hustruer.[105] Under visse forhold, som dikteredes af sædvanerne og ikke af loven, var det for både mænd og kvinder tilladt at lade sig skille fra sin ægtefælle og gifte sig igen.[106]

Fraset tildelingen af adelstitler eller rangpositioner involverede arv ikke primogenitur. Hver søn fik en lige stor del af familiens ejendele.[107] Mens faderen normalt sendte sine voksne gifte sønner afsted med en del af familiens formue, modsat de senere dynastier, fik sønner ikke altid deres arv efter faderens død.[108] Døtre var formelt ikke inkluderede i en faders testamente, selv om de fik en del af familiens formue i form af medgift.[109]

Kvinden forventedes at adlyde sin faders vilje, derefter deres ægtefælles, og når hun blev gammel, sine voksne sønners. Det er dog kendt fra samtidige kilder, at der forekom mange afvigelser fra denne regel, særligt med hensyn til mødre over deres sønner, og kejserinder som trynede og åbenlyst ydmygede deres fædre og brødre.[110] Kvinder var undtagne fra de årlige corvée-arbejdspligter, men var ofte engagerede i en række forskellige erhverv, ved siden af deres husholdningsbeskæftigelser, som madlavning og vask.[111] Det mest udbredte kvindeerhverv var at væve klæder til familien, at sælge på markedet eller på vegne af store tekstilvirksomheder, som ansatte hundredvis af kvinder. Andre kvinder hjalp til på deres brødres bondegårde eller blev sangere, danserinder, hekse, respekterede læger eller vellykkede købmænd, som havde råd til at købe sine egne klæder af silke.[112] Nogle kvinder skabte spindekollektiver og indsamlede flere forskellige familiers ressourcer.[113]

Uddannelse, litteratur och filosofi

[redigér | rediger kildetekst]
Et fragment af de fem klassikere, som installeredes under kejser Lings styre langs vejkanten uden for det kejserlige universitet, lige uden for Luoyang, og som blev lavet på bestilling af Cai Yong (132-192), som var bange for, at klassikerne, som blev opbevaret i det kejserlige bibliotek interpoleredes af lærde på universitetet.[114]

De tidlige hoffer i det Vestlige Han accepterede samtidigt de filosofiske lærer om legalisme, Huang-Lao-taoisme og konfucianisme når man traf statslige beslutninger og skabte regeringspolitikker.[115] Han-hoffet gav dog under kejser Wu konfucianismen eksklusivt patronat. Han ophævede alle akademiske pladser og forskere (boshi 博士), som ikke behandlede de konfucianske de fem klassikere år 136 f.Kr. og opmuntrede nominerede kandidater til offentlige embeder at få en konfuciansk uddannelse ved det kejserlige universitet, som han grundlagde år 124 f.Kr.[116] Til forskel fra den oprindelige ideologi, som blev udviklet af Konfucius, eller Kongzi (551-479 f.Kr.), skabtes han-konfucianismen under Wus styre af Dong Zhongshu (179-104 f.Kr.). Dong var en lærd og lavere embedsmand, som samlede de etiske konfucianske idéer som rituelle, børnepietetiske og harmoniske relationer med de fem elementer og yin og yang-kosmologer.[117] Det kejserlige universitets betydning voksede, da de studerendes antal voksede til mere end 30.000 under 200-tallet.[118] En uddannelse baseret på konfucianismen blev også tilgængelig på visse skoler, og private skoler åbnede i små byer, hvor lærere kunne hente anselige indkomster fra undervisningsbetalingen.[119]

En del vigtige tekster blev udarbejdet og studeret af lærde. Filosofiske værker blev skrevet af Yang Xiong(53 f.Kr.-18 e.Kr.), Huan Tan (43 f.Kr.-28 e.Kr.), Wang Chong (27-100 e.Kr.) og Wang Fu (78-163 e.Kr.) og spurgte hvorvidt den menneskelige natur var naturligt god eller ond.[120] Shiji af Sima Tan (død 110 f.Kr.) og hans søn Sima Qian (145-86 f.Kr.) etablerede standardmodellen for hele det kejserlige Kinas standardhistorier, såsom Hanshu skrevet af Ban Biao (3-54 e.Kr.), hans søn Ban Gu (32-92 e.Kr.) og hans datter Ban Zhao (45-116 e.Kr.).[121] Der fandtes leksika såsom Shuowen Jiezi af Xu Shen (omkring 58 - 147 e.Kr.) og Fangyan af Yang Xiong.[122] Biografier over vigtige personer blev skrevet af forskellige lavadelsmænd.[123] Digte og rapsodier var også populære former for litteratur blandt lavadelen.[124]

Religion, kosmologi og metafysik

[redigér | rediger kildetekst]

Familier over hele Han-Kina udførte rituelle ofringer af dyr og fødevarer til guddomme, ånder og forfædre ved templer og helligdomme. De mente, at offergaverne kunne anvendes af dem, som var gået til den åndelige verden.[125] Tanken var, at enhver person havde en tvedelt sjæl: ånde-sjælen (hun 魂) som drog til paradiset for de udødelige efter livet (xian), samt kroppens sjæl (po 魄) som forblev i graven eller gravkammeret på jorden, og som kun kunne genforenes med ånde-sjælen ved en rituel ceremoni.[126] Ved siden af sine mange andre opgaver påtog kejseren sig også rollen som ypperstepræst i det rige, som ofrede til himlen, de vigtigste guddomme kendt som de Fem kræfter samt bjergenes og flodernes åndar (shen 神).[127] De troede, at de tre sfærer Himlen, Jorden og Menneskeligheden var forbundne af de naturlige cykler af Yin og yang og af de fem elementer.[128] Hvis kejseren ikke optrådte i overensstemmelse med korrekte ritualer, etik og mora, kunne han ødelægge den fine balance, som de kosmologiske cykli, og forårsage katastrofer som jordskælv, oversvømmelser, tørke, epidemier og sværme af græshopper.[129]

En gnidebillede af en sten med indgraverede billeder visende et rum beregnet for forfædredyrkelse (citang 祠堂).

Ifølge Hans religiøse overbevisning kunne udødelighed nås ved at man nåede dronningemoderen i Vestens land eller bjerget Penglai.[130] Daoister fra Han-tiden samledes i små grupper af eneboere, som forsøgte at opnå udødelighed gennem åndedrætsøvelser, seksuelle teknikker og anvendelsen af medicinske elixirer.[131] Ved slutningen af 100-tallet gik daoisterne sammen og dannede store religiøse samfund. Deres tilhængere troede, at den vise filosof Laozi (virkede i 500-tallet) var en hellig profet, som kunne tilbyde frelse og godt helbred, hvis hans hengivne tilhængere erkendte deres synder, ophørte deres tilbedelse af urene guder, som accepterede kød-ofre, og messe dele af Daodejing.[132]

Buddhismen dukkede for første gang op i Kina under tiden for det Østlige Han-dynasti og omtales for første gang år 65.[133] Liu Ying (død år 71), en halvbroder til kejseren Han Mingdi (regerede 57–75) var en af de tidligste kinesiske tilhængere, selv om kinesisk buddhisme på denne tid i stor udstrækning var associeret med Huang-Lao Daoismen.[134] Kinas første kendte buddhisttempel, Den hvide hests tempel, blev opført under Mingdis regime.[135] En række vigtige buddhistiske kanon blev oversatte i 100-tallet til kinesisk.[136]

Lov og orden

[redigér | rediger kildetekst]

Lærde hankinesere som Jia Yi (201-169 f.Kr.) portrætterede det forudgående Qin-dynasti som et brutalt regime. Arkæologiska beviser fra Zhangjiashan og Shuihudi viser dog, at mange af de bestemmelser i Hans lovbog, som blev fremdraget af rigskansler Xiao He (død 193 f.Kr.), blev hentet fra Qins love.[137] Forskellige tilfælde af voldtægt, fysiske overgreb og mord blev rejst i retten. Kvinder, selv om de normalt havde færre rettigheder af sædvane, fik tilladelse til at anlægge civile og strafferetslige søgsmål mod mænd.[138] Mens mistænkte var tilbageholdte i arrester, blev dømte forbrydere aldrig fængslede. I stedet var straffen oftest pengebøder, hårde strafarbejder samt dødsstraf ved halshugning.[139] Afstrafningsmetoder fra tidlig Han som tortur og lemlæstelse blev lånt fra Qin-lovene. En serie reformer ophævede lemlæstelsesstraffe og erstattede dem med mindre strenge pisk fra en falaka.[140]

En af magistratens mange pligter var at agere som dommer i retssager. Komplekse, uafklarede eller højprofilsager blev varetaget af justitsministeren i hovedstaden, eller til og med af kejseren.[141] I hver kommune af Han-riget fandtes flere distrikter, som alle blev overvågede af en politichef. Regeringsembedsmænd holdt orden i byerne, på markedspladserne og med konstabler i naboområder.[142]

Hankøkkenet

[redigér | rediger kildetekst]
Vævet silkestekstil fra grav nummer et i Mawangdui, Changsha, Hunan, Kina, 200-talet f.Kr..

De almindeligste basisfødevarer under Han-dynastiet var hvede, byg, forskellige slags hirse, ris og bønner.[143] Frugt og grøntsager, som man normalt spiste, var blandt andet kastanjer, pærer, blommer, ferskener, meloner, abrikoser, Jordbær, jujubær, græskar, bambusskud, sennepsplanter og taro.[144] Man spiste husdyr som kylling, mandarinand, gæs, køer, får, svin, kameler og hunde (forskellige racer blev avlet alene med henblik på føde; de fleste hunde blev dog holdt som husdyr). Skildpadder og fisk blev fanget i åer og søer. Af vildt, som blev almindeligt spist, var ugler, fasaner, skader, sikahjorte og kinesisk bambushøne.[145] Til de krydderier, som blev anvendt, hørte blandt andet sukker, honning, salt og sojasovs.[146] Øl og vin blev regelmæssigt drukket.[147][148]

Klæder

[redigér | rediger kildetekst]
En bronzestatuette fra Østlige Han visende et mytologisk fantasifoster (Qilin), fra første århundrede.

De klæder, som blev båret, og de materialer, som de var lavet af, beroede under Han-dynastiet på, hvilken samfundsklasse man hørte til. Velstående folk havde råd til at bære dragter af silke, kjoler, sokker og vanter, kapper fremstillede af grævling- eller rævepels, tøfler med indlagt læder, perler og silkefodring. Bønder bar normalt klæder lavede af hamp, uld og fritteskind.[149]

Regeringsmagten

[redigér | rediger kildetekst]

Militæret

[redigér | rediger kildetekst]

Ved Han-dynastiets begyndelse var enhver mand, som ikke var af adelig byrd, ved 23 års alderen tvunget til at udføre militærtjeneste. Minimumsalderen for værnepligten blev nedsat til 20 år efter Han Zhaodis regeringstid (87–74 f.Kr.).[150] De værnepligtige soldater gennemgik et års træning samt et år af tjenestegørelse som ikke-professionelle soldater. Året med træning gennemførtes ved et af de tre våben: infanteriet, kavalleriet eller flåden.[151] Under året med aktiv tjeneste blev de værnepligtige stationeret enten ved fronten, ved en konges Hof, eller sattes under kommendanten over hovedstadens vagtstyrke. En mindre betalt professionel stående hær var stationeret nær hovedstaden.[151]

Under det Østlige Han-dynasti kunne værnepligt undgås ved at betale en speciel skat. Det Østlige Han-dynastis hof foretrak at rekruttere en frivillig hær.[152] Volontørhæren udgjorde den Sydlige hær (Nanjun 南軍), mens den stående hær i og nær hovedstaden udgjorde den Nordlige hær (Beijun 北軍).[153] Den Nordlige hær bestod af fem regimenter, hver bestående af flere tusinde soldater. Hvert regiment stod under ledelse af en oberst (Xiaowei 校尉).[154] Efter den centrale statsmagts kollaps efter 189 var rige jordejere, medlemmer af aristokratiet/adelen samt regionale militærguvernører tvungne til at lade deres vasaller agere som deres personlige tropper (buqu 部曲).[155]

I krigstid forøgedes størrelsen af volontørhæren og langt større militser rejste sig overalt i landet for at forøge den Nordlige hær. Under de omstændigheder anførte en general (Jiangjun 將軍) en division, som var inddelt i regimenter, som blev anført af oberster og undertiden majorer (Sima 司馬). Regimenterne var opdelte i kompagnier under ledelse af kaptajner. Plutonerne var de mindste typer af militære enheder.[156]

Kejsernavn Kinesisk skrift Regeringsår
Gāozŭ 高祖 206 - 195 f.Kr.
Hùidì 惠帝 195 - 188 f.Kr.
Lü Taihou 呂太后 188 - 180 f.Kr.
Liú Gōng 劉恭 188 - 184 f.Kr.
Liú Hóng 劉弘 184 - 180 f.Kr.
Wéndì 文帝 180 - 157 f.Kr.
Jĭngdì 景帝 157 - 141 f.Kr.
Wŭdì 武帝 141 - 87 f.Kr.
Zhāodì 昭帝 87 - 74 f.Kr.
Chāngyí Wáng Hè 昌邑王賀 74 f.Kr.
Xūandì 宣帝 74 - 49 f.Kr.
Yúandì 元帝 49 - 33 f.Kr.
Chéngdì 成帝 33 - 7 f.Kr.
Āidì 哀帝 7 - 1 f.Kr.
Píngdì 平帝 1 f.Kr. - 6 e.Kr.
Rúziyīng 孺子嬰 6 - 9
interregnum 9 - 23
Gèngshĭdì 更始帝 23 - 25
Gūangwŭdì 光武帝 25 - 57
Míngdì 明帝 57 - 75
Zhāngdì 章帝 75 - 88
Hédì 和帝 88 - 106
Shāngdì 殤帝 106
Āndì 安帝 106 - 125
Bĕixīang Hóu 北鄉侯 125
Shùndì 順帝 125 - 144
Chōngdì 冲帝 144 - 145
Zhídì 質帝 145 - 146
Húandì 桓帝 146 - 168
Língdì 靈帝 168 - 189
Hóngnóng Wáng 弘農王 189
Xìandì 獻帝 189 - 220

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b c d e f g Salmonsen, s. 786
  2. ^ Hovedstaden blev efter Wang Mangs interregnum flyttet østpå fra Chang'an til Luoyang, hvorfor dynastiet ofte deles op i Vestlige og Østlige Han. Den ældre opdeling i det Tidlige og Sene Handynasti anvendes idag sjældent for at undgå sammenblanding med et Senere Handynasti under De fem dynastier og De ti rigers tid.
  3. ^ Wang Mang på Nationalencyklopedin.
  4. ^ a b Malmqvist, Göran: Wang Mangs interregnum (9–23 e.Kr.) (Webside ikke længere tilgængelig) fra Nationalencyklopedins netudgave.
  5. ^ Hansen (2000), s. 117–119.
  6. ^ Ebrey (1999), s. 60–61.
  7. ^ Loewe (1986), s. 116–122.
  8. ^ Davis (2001), s. 44–46.
  9. ^ Loewe (1986), s. 122.
  10. ^ a b Loewe (1986), s. 122–125.
  11. ^ Loewe (1986), s. 139–144.
  12. ^ a b Bielenstein (1980), s. 106; Ch'ü (1972), s. 76.
  13. ^ Bielenstein (1980), s. 105.
  14. ^ Di Cosmo (2001), s. 175–189 samt 196–198; Torday (1997), s. 80–81; Yü (1986), s. 387–388.
  15. ^ Torday (1997), 75–77.
  16. ^ Torday (1997), s. 75-77; Di Cosmo (2001), s. 190–192.
  17. ^ Yü (1967), s. 9–10; Morton and Lewis (2005), s. 52; Di Cosmo (2001), s. 192–195.
  18. ^ Yü (1986), s. 388–389; Torday (1997), s. 77 samt 82–83; Di Cosmo (2002), s. 195–196.
  19. ^ Torday (1997), s. 83–84; Yü (1986), s. 389–390.
  20. ^ Yü (1986), s. 389–390; Di Cosmo (2001), s. 211–214.
  21. ^ Torday (1997), s. 91–92
  22. ^ Yü (1986), s. 390; Di Cosmo (2001), s. 237–240.
  23. ^ Loewe (1986), s. 196–197 samt 211–213; Yü (1986), s. 395–398.
  24. ^ Ebrey (1999), s. 66; Wang (1982), s. 100.
  25. ^ Chang (2007), s. 5–8; Di Cosmo (2002), s. 241–242; Yü (1986), s. 391.
  26. ^ Chang (2007), 34–35.
  27. ^ Chang (2007), s. 6, 15–16 samt 44–45.
  28. ^ Chang (2007), s. 15–16, 33–35 samt 42–43.
  29. ^ Di Cosmo (2002), s. 247–249; Morton and Lewis (2005), s. 54–55; Yü (1986), s. 407; Ebrey (1999), s. 69; Torday (1997), s. 104–117.
  30. ^ An (2002), 83; Ebrey (1999), 70.
  31. ^ Di Cosmo (2002), s. 250–251; Yü (1986), s. 390–391 samt 409–411; Chang (2007), s. 174; Loewe (1986), s. 198.
  32. ^ Ebrey (1999), s. 83; Yü (1986), s. 448–453.
  33. ^ Nishijima (1986), s. 595–596.
  34. ^ Wagner (2001), s. 1–17; Loewe (1986), s. 160–161; Nishijima (1986), s. 581–588; Ebrey (1999), s. 75; Morton and Lewis (2005), s. 57; se även Hinsch (2002), s. 21–22.
  35. ^ Loewe (1986), s. 162 samt 185–206; Paludan (1998), s. 41; Wagner (2001), s. 16–19.
  36. ^ Bielenstein (1986), s. 225–226; Huang (1988), s. 46–48.
  37. ^ Hinsch (2002), s. 23–24; Bielenstein (1986), s. 230–231; Ebrey (1999), s. 66.
  38. ^ Hansen (2000), s. 134; Bielenstein (1986), s. 232–234; Morton og Lewis (2005), s. 58; Lewis (2007), s. 23.
  39. ^ a b Hansen (2000), s. 135; de Crespigny (2007), s. 196; Bielenstein (1986), s. 241–244.
  40. ^ de Crespigny (2007), s. 568; Bielenstein (1986), s. 248.
  41. ^ de Crespigny (2007), s. 197 samt 560; Bielenstein (1986), s. 249–250.
  42. ^ de Crespigny (2007), s. 558–560; Bielenstein (1986) s. 251–254.
  43. ^ Bielenstein (1986), s. 251–254; de Crespigny (2007), s. 196–198 samt 560.
  44. ^ de Crespigny (2007), s. 54–55, 269–270 samt 600–601; Bielenstein (1986), s. 254–255.
  45. ^ Hinsch (2002), s. 24–25.
  46. ^ Yü (1986), s. 450.
  47. ^ de Crespigny (2007), s. 562 samt 660; Yü (1986), s. 454.
  48. ^ Bielenstein (1986), s. 237–238; Yü (1986), s. 399–400.
  49. ^ Yü (1986), s. 413–414.
  50. ^ Yü (1986), s. 414–415.
  51. ^ Yü (1986), s. 414–415; de Crespigny (2007), s. 73.
  52. ^ Yü (1986), s. 414–415; de Crespigny (2007), s. 171.
  53. ^ Yü (1986), s. 405 samt 443–444.
  54. ^ Yü (1986), s. 444–446.
  55. ^ a b Torday (1997), s. 393; de Crespigny (2007), s. 5–6.
  56. ^ Yü (1986), s. 415–416.
  57. ^ de Crespigny (2007), s. 239–240, 497 samt 590; Yü (1986), s. 450–451 samt 460–461.
  58. ^ de Crespigny (2007), s. 600; Yü (1986), s. 460–461.
  59. ^ Akira (1998), s. 248 samt 251; Zhang (2002), s. 75.
  60. ^ de Crespigny (2007), s. 497, 500 samt 592.
  61. ^ Hinsch (2002), s. 25; Hansen (2000), s. 136.
  62. ^ Bielenstein (1986), s. 280–283; de Crespigny (2007), s. 499 samt 588–589.
  63. ^ Bielenstein (1986), s. 283–284; de Crespigny (2007), s. 123–127.
  64. ^ Bielenstein (1986), s. 284; de Crespigny (2007), s. 128 samt 580.
  65. ^ Bielenstein (1986), s. 284–285; de Crespigny (2007), s. 473–474 samt 582–583.
  66. ^ Bielenstein (1986), s. 285–286; de Crespigny (1986), s. 597–598.
  67. ^ Bower (2005), "Standing man and woman," s. 242–244.
  68. ^ Hansen (2000), s. 141.
  69. ^ de Crespigny (2007), s. 597, 599 samt 601–602; Hansen (2000), s. 141–142.
  70. ^ a b de Crespigny (2007), s. 602.
  71. ^ Beck (1986), s. 319–322.
  72. ^ de Crespigny (2007), s. 511; Beck (1986), s. 323.
  73. ^ de Crespigny (2007), s. 513–514.
  74. ^ de Crespigny (2007), s. 511.
  75. ^ Ebrey (1986), s. 628–629.
  76. ^ Beck (1986), s. 339–340.
  77. ^ Ebrey (1999), s. 84.
  78. ^ Loewe (1994), s. 38–52.
  79. ^ Beck (1986), 339–344.
  80. ^ Beck (1986), s. 344; Zizhi Tongjian, vol. 59.
  81. ^ Beck (1986), s. 344–345; Morton och Lewis (2005), s. 62.
  82. ^ Beck (1986), s. 345.
  83. ^ Beck (1986), s. 345–346.
  84. ^ Beck (1986), s. 346–349.
  85. ^ de Crespigny (2007), 158.
  86. ^ Beck (1986), s. 349–351; de Crespigny (2007), s. 36.
  87. ^ a b Beck (1986), s. 351–352; de Crespigny (2007), s. 36–37.
  88. ^ Beck (1986), s. 352; de Crespigny (2007), s. 37.
  89. ^ Beck (1986), s. 353–357; Hinsch (2002), s. 206.
  90. ^ Ch'ü (1972), s. 66–72.
  91. ^ Ch'ü (1972), s. 76; Bielenstein (1980), s. 105–107.
  92. ^ Nishijima (1986), s. 552–553; Ch'ü (1972), s. 16.
  93. ^ Ch'ü (1972), s. 84.
  94. ^ Ebrey (1986), s. 631 samt 643–644; Ebrey (1999), s. 80.
  95. ^ Hansen (2000), s. 141–142; de Crespigny (2007), s. 601–602.
  96. ^ Ch'ü (1972), s. 104–111; Nishijima (1986), s. 556–557; Ebrey (1986), s. 621–622; Ebrey (1974), s. 173–174.
  97. ^ Ch'ü (1972), s. 112.
  98. ^ Ch'ü (1972), s. 104–105 samt 119–120; Nishijima (1986), s. 576–577.
  99. ^ Nishijima (1986) s. 576-577; Ch'ü (1972), s. 114–117.
  100. ^ Ch'ü (1972), 127–128.
  101. ^ Csikszentmihalyi (2006), s. 172–173, 179–180; Ch'ü (1972), s. 106 samt 122–127.
  102. ^ Hinsch (2002), s. 46–47; Ch'ü (1972), s. 3–9.
  103. ^ Ch'ü (1972), 9–10.
  104. ^ Hinsch (2002), s. 35; Ch'ü (1972), s. 34.
  105. ^ Ch'ü (1972), s. 44–47; Hinsch (2002), s. 38–39.
  106. ^ Hinsch (2002), s. 40–45; Ch'ü (1972), s. 37–43.
  107. ^ Ch'ü (1972), s. 17.
  108. ^ Ch'ü (1972), s. 6–9.
  109. ^ Ch'ü (1972), s. 17–18.
  110. ^ Ch'ü (1972), s. 49–59.
  111. ^ Hinsch (2002), s. 74–75.
  112. ^ Ch'ü (1972), s. 54–56; Hinsch (2002), s. 29, 51, 54, 59–60, 65–68, 70–74, 77–78.
  113. ^ Hinsch (2002), s. 29.
  114. ^ de Crespigny (2007), s. 513; Barbieri-Low (2007), s. 207; Huang (1988), s. 57.
  115. ^ Csikszentmihalyi (2006), s. 24–25; Loewe (1994), s. 128–130.
  116. ^ Kramers (1986), s. 754–756; Csikszentmihalyi (2006), s. 7–8; Loewe (1994), s. 121–125; Ch'en (1986), s. 769.
  117. ^ Kramers (1986), 753–755; Loewe (1994), 134–140.
  118. ^ Ebrey (1999), s. 77–78; Kramers (1986), s. 757.
  119. ^ Ch'ü (1972), s. 103.
  120. ^ Ch'en (1986), s. 773–794.
  121. ^ Hardy (1999), s. 14–15; Hansen (2000), s. 137–138.
  122. ^ Norman (1988), s. 185; Xue (2003), s. 161.
  123. ^ Ebrey (1986), 645.
  124. ^ Hansen (2000), s. 137-138; de Crespigny (2007), s. 1049; Neinhauser et al. (1986), s. 212; Lewis (2007), s. 222; Cutter (1989), s. 25–26.
  125. ^ Ch'ü (1972), s. 30–31.
  126. ^ Hansen (2000), s. 119; Csikszentmihalyi (2006), s. 140–141.
  127. ^ Ch'ü (1972), s. 71.
  128. ^ Loewe (1994), s. 55; Csikszentmihalyi (2006), s. 167; Sun and Kistemaker (1997), s. 2–3; Ebrey (1999), s. 78 79.
  129. ^ Ebrey (1999), s. 78–79; Loewe (1986), s. 201; de Crespigny (2007), s. 496 samt s. 592.
  130. ^ Loewe (2005), "Funerary Practice in Han Times," s. 101–102; Csikszentmihalyi (2006), s. 116–117.
  131. ^ Hansen (2000), s. 144.
  132. ^ Hansen (2000), s. 144–146.
  133. ^ Needham (1972), s. 112; "Demieville (1986), s. 821–822.
  134. ^ Demiéville (1986), s. 821–822.
  135. ^ Demiéville (1986), s. 823.
  136. ^ Akira (1998), s. 247–251; se også Needham (1972), s. 112.
  137. ^ Hulsewé (1986), s. 525–526; Csikszentmihalyi (2006), s. 23–24; Hansen (2000), s. 110–112.
  138. ^ Hulsewé (1986), s. 523–530; Hinsch (2002), s. 82.
  139. ^ Hulsewé (1986), s. 532–535.
  140. ^ Hulsewé (1986), s. 531–533.
  141. ^ Hulsewé (1986), s. 528–529.
  142. ^ Nishijima (1986), s. 552–553 samt 576; Loewe (1968), s. 146–147.
  143. ^ Wang (1982), s. 52.
  144. ^ Wang (1982), s. 53 samt 206.
  145. ^ Wang (1982), s. 57–58.
  146. ^ Hansen (2000), 119–121.
  147. ^ Wang (1982), s. 206
  148. ^ Hansen (2000), s. 119.
  149. ^ Wang (1982), s. 53, 59–63 samt 206; Loewe (1968), s. 139; Ch'ü (1972), s. 128.
  150. ^ Chang (2007), s. 70–71.
  151. ^ a b Nishijima (1986), 599; Bielenstein (1980), s. 114.
  152. ^ de Crespigny (2007), s. 564–565, s. 1234.
  153. ^ Bielenstein (1980), 114–115.
  154. ^ de Crespigny (2007), s. 1234; Bielenstein (1980), s. 117–118.
  155. ^ Ch'ü (1972), s. 132–133.
  156. ^ de Crespigny (2007), 1234; Bielenstein (1980), s. 116, s. 120–122.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Adshead, Samuel Adrian Miles (2000), China in World History, London: MacMillan Press, ISBN 0-312-22565-2.
  • Akira, Hirakawa (1998), A History of Indian Buddhism: From Sakyamani to Early Mahayana, oversat af Paul Groner, New Delhi: Jainendra Prakash Jain At Shri Jainendra Press, ISBN 81-208-0955-6.
  • An, Jiayao (2002), "When glass was treasured in China", i Juliano, Annette L.; Lerner, Judith A. (red.), Silk Road Studies VII: Nomads, Traders, and Holy Men Along China's Silk Road, Turnhout: Brepols Publishers, s. 79-94, ISBN 2-503-52178-9.
  • Bailey, H.W. (1985), Indo-Scythian Studies being Khotanese Texts Volume VII, Cambridge University Press, ISBN 978-0-521-11992-4.
  • Balchin, Jon (2003), Science: 100 Scientists Who Changed the World, New York: Enchanted Lion Books, ISBN 1-59270-017-9.
  • Ball, Warwick (2016), Rome in the East: Transformation of an Empire, London & New York: Routledge, ISBN 978-0-415-72078-6.
  • Barbieri-Low, Anthony J. (2007), Artisans in Early Imperial China, Seattle & London: University of Washington Press, ISBN 0-295-98713-8.
  • Barnes, Ian (2007), Mapping History: World History, London: Cartographica, ISBN 978-1-84573-323-0.
  • Beck, Mansvelt (1986), "The fall of Han", i Twitchett, Denis; Loewe, Michael (red.), The Cambridge History of China: Volume I: the Ch'in and Han Empires, 221 B.C. – A.D. 220, Cambridge: Cambridge University Press, s. 317-376, ISBN 978-0-521-24327-8.
  • Berggren, Lennart; Borwein, Jonathan M.; Borwein, Peter B. (2004), Pi: A Source Book, New York: Springer, ISBN 0-387-20571-3.
  • Bielenstein, Hans (1980), The Bureaucracy of Han Times, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-22510-8.
  • ——— (1986), "Wang Mang, the Restoration of the Han Dynasty, and Later Han", i Twitchett, Denis; Loewe, Michael (red.), The Cambridge History of China: Volume I: the Ch'in and Han Empires, 221 B.C. – A.D. 220, Cambridge: Cambridge University Press, s. 223-290, ISBN 978-0-521-24327-8.
  • Block, Leo (2003), To Harness the Wind: A Short History of the Development of Sails, Annapolis: Naval Institute Press, ISBN 1-55750-209-9.
  • Bower, Virginia (2005), "Standing man and woman", i Richard, Naomi Noble (red.), Recarving China's Past: Art, Archaeology and Architecture of the 'Wu Family Shrines', New Haven and London: Yale University Press and Princeton University Art Museum, s. 242-245, ISBN 0-300-10797-8.
  • Bowman, John S. (2000), Columbia Chronologies of Asian History and Culture, New York: Columbia University Press, ISBN 0-231-11004-9.
  • Buisseret, David (1998), Envisioning the City: Six Studies in Urban Cartography, Chicago: University Of Chicago Press, ISBN 0-226-07993-7.
  • Bulling, A. (1962), "A landscape representation of the Western Han period", Artibus Asiae, 25 (4): 293-317, JSTOR 3249129.
  • Chang, Chun-shu (2007), The Rise of the Chinese Empire: Volume II; Frontier, Immigration, & Empire in Han China, 130 B.C. – A.D. 157, Ann Arbor: University of Michigan Press, ISBN 0-472-11534-0.
  • Chavannes, Édouard (1907), "Les pays d'Occident d'après le Heou Han chou" (PDF), T'oung pao, 8: 149-244.
  • Ch'en, Ch'i-Yün (1986), "Confucian, Legalist, and Taoist thought in Later Han", i Twitchett, Denis; Loewe, Michael (red.), Cambridge History of China: Volume I: the Ch'in and Han Empires, 221 B.C. – A.D. 220, Cambridge: Cambridge University Press, s. 766-806, ISBN 978-0-521-24327-8.
  • Ch'ü, T'ung-tsu (1972), Dull, Jack L. (red.), Han Dynasty China: Volume 1: Han Social Structure, Seattle and London: University of Washington Press, ISBN 0-295-95068-4.
  • Chung, Chee Kit (2005), "Longyamen is Singapore: The Final Proof?", Admiral Zheng He & Southeast Asia, Singapore: Institute of Southeast Asian Studies, ISBN 981-230-329-4.
  • Cotterell, Maurice (2004), The Terracotta Warriors: The Secret Codes of the Emperor's Army, Rochester: Bear and Company, ISBN 1-59143-033-X.
  • Cribb, Joe (1978), "Chinese lead ingots with barbarous Greek inscriptions", Coin Hoards, London, 4: 76-78.
  • Csikszentmihalyi, Mark (2006), Readings in Han Chinese Thought, Indianapolis and Cambridge: Hackett Publishing Company, ISBN 0-87220-710-2.
  • Cullen, Christoper (2006), Astronomy and Mathematics in Ancient China: The Zhou Bi Suan Jing, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-03537-6.
  • Cutter, Robert Joe (1989), The Brush and the Spur: Chinese Culture and the Cockfight, Hong Kong: The Chinese University of Hong Kong, ISBN 962-201-417-8.
  • Dauben, Joseph W. (2007), "Chinese Mathematics", i Katz, Victor J. (red.), The Mathematics of Egypt, Mesopotamia, China, India, and Islam: A Sourcebook, Princeton: Princeton University Press, s. 187-384, ISBN 0-691-11485-4.
  • Davis, Paul K. (2001), 100 Decisive Battles: From Ancient Times to the Present, New York: Oxford University Press, ISBN 0-19-514366-3.
  • Day, Lance; McNeil, Ian (1996), Biographical Dictionary of the History of Technology, New York: Routledge, ISBN 0-415-06042-7.
  • de Crespigny, Rafe (2007), A Biographical Dictionary of Later Han to the Three Kingdoms (23–220 AD), Leiden: Koninklijke Brill, ISBN 90-04-15605-4.
  • Demiéville, Paul (1986), "Philosophy and religion from Han to Sui", i Twitchett, Denis; Loewe, Michael (red.), Cambridge History of China: Volume I: the Ch'in and Han Empires, 221 B.C. – A.D. 220, Cambridge: Cambridge University Press, s. 808-872, ISBN 978-0-521-24327-8.
  • Deng, Yingke (2005), Ancient Chinese Inventions, oversat af Wang Pingxing, Beijing: China Intercontinental Press (五洲传播出版社), ISBN 7-5085-0837-8.
  • Di Cosmo, Nicola (2002), Ancient China and Its Enemies: The Rise of Nomadic Power in East Asian History, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-77064-5.
  • Ebrey, Patricia Buckley (1974), "Estate and family management in the Later Han as seen in the Monthly Instructions for the Four Classes of People", Journal of the Economic and Social History of the Orient, 17 (2): 173-205, JSTOR 3596331.
  • ——— (1986), "The Economic and Social History of Later Han", i Twitchett, Denis; Loewe, Michael (red.), Cambridge History of China: Volume I: the Ch'in and Han Empires, 221 B.C. – A.D. 220, Cambridge: Cambridge University Press, s. 608-648, ISBN 978-0-521-24327-8.
  • ——— (1999), The Cambridge Illustrated History of China, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-66991-X.
  • Fairbank, John K.; Goldman, Merle (1998), China: A New History, Enlarged Edition, Cambridge: Harvard University Press, ISBN 0-674-11673-9.
  • Fraser, Ian W. (2014), "Zhang Heng 张衡", i Brown, Kerry (red.), The Berkshire Dictionary of Chinese Biography, Great Barrington: Berkshire Publishing, ISBN 1-933782-66-8.
  • Greenberger, Robert (2006), The Technology of Ancient China, New York: Rosen Publishing Group, ISBN 1-4042-0558-6.
  • Guo, Qinghua (2005), Chinese Architecture and Planning: Ideas, Methods, and Techniques, Stuttgart and London: Edition Axel Menges, ISBN 3-932565-54-1.
  • Hansen, Valerie (2000), The Open Empire: A History of China to 1600, New York & London: W.W. Norton & Company, ISBN 0-393-97374-3.
  • Hardy, Grant (1999), Worlds of Bronze and Bamboo: Sima Qian's Conquest of History, New York: Columbia University Press, ISBN 0-231-11304-8.
  • Hill, John E. (2009), Through the Jade Gate to Rome: A Study of the Silk Routes during the Later Han Dynasty, 1st to 2nd Centuries AD, Charleston, South Carolina: BookSurge, ISBN 978-1-4392-2134-1.
  • Hinsch, Bret (2002), Women in Imperial China, Lanham: Rowman & Littlefield Publishers, ISBN 0-7425-1872-8.
  • Hsu, Cho-Yun (1965), "The changing relationship between local society and the central political power in Former Han: 206 B.C. – 8 A.D.", Comparative Studies in Society and History, 7 (4): 358-370, doi:10.1017/S0010417500003777, ISSN 0010-4175.
  • Hsu, Elisabeth (2001), "Pulse diagnostics in the Western Han: how mai and qi determine bing", i Hsu, Elisabeth (red.), Innovations in Chinese Medicine, Cambridge, New York, Oakleigh, Madrid, and Cape Town: Cambridge University Press, s. 51-92, ISBN 0-521-80068-4.
  • Hsu, Mei-ling (1993), "The Qin maps: a clue to later Chinese cartographic development", Imago Mundi, 45: 90-100, doi:10.1080/03085699308592766.
  • Huang, Ray (1988), China: A Macro History, Armonk & London: M.E. Sharpe, ISBN 0-87332-452-8.
  • Hulsewé, A.F.P. (1986), "Ch'in and Han law", i Twitchett, Denis; Loewe, Michael (red.), The Cambridge History of China: Volume I: the Ch'in and Han Empires, 221 B.C. – A.D. 220, Cambridge: Cambridge University Press, s. 520-544, ISBN 978-0-521-24327-8.
  • Jin, Guantao; Fan, Hongye; Liu, Qingfeng (1996), "Historical Changes in the Structure of Science and Technology (Part Two, a Commentary)", i Dainian, Fan; Cohen, Robert S. (red.), Chinese Studies in the History and Philosophy of Science and Technology, oversat af Kathleen Dugan and Jiang Mingshan, Dordrecht: Kluwer Academic Publishers, s. 165-184, ISBN 0-7923-3463-9.
  • Knechtges, David R. (2010), "From the Eastern Han through the Western Jin (AD 25–317)", i Owen, Stephen (red.), The Cambridge History of Chinese Literature, volume 1, Cambridge University Press, s. 116-198, ISBN 978-0-521-85558-7.
  • ——— (2014), "Zhang Heng 張衡", i Knechtges, David R.; Chang, Taiping (red.), Ancient and Early Medieval Chinese Literature: A Reference Guide, Part Four, Leiden: Brill, s. 2141-55, ISBN 978-90-04-27217-0.
  • Kramers, Robert P. (1986), "The development of the Confucian schools", i Twitchett, Denis; Loewe, Michael (red.), Cambridge History of China: Volume I: the Ch'in and Han Empires, 221 B.C. – A.D. 220, Cambridge: Cambridge University Press, s. 747-756, ISBN 978-0-521-24327-8.
  • Lewis, Mark Edward (2007), The Early Chinese Empires: Qin and Han, Cambridge: Harvard University Press, ISBN 0-674-02477-X.
  • Liu, Xujie (2002), "The Qin and Han dynasties", i Steinhardt, Nancy S. (red.), Chinese Architecture, New Haven: Yale University Press, s. 33-60, ISBN 0-300-09559-7.
  • Liu, Guilin; Feng, Lisheng; Jiang, Airong; Zheng, Xiaohui (2003), "The Development of E-Mathematics Resources at Tsinghua University Library (THUL)", i Bai, Fengshan; Wegner, Bern (red.), Electronic Information and Communication in Mathematics, Berlin, Heidelberg and New York: Springer Verlag, s. 1-13, ISBN 3-540-40689-1.
  • Lloyd, Geoffrey Ernest Richard (1996), Adversaries and Authorities: Investigations into Ancient Greek and Chinese Science, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-55695-3.
  • Lo, Vivienne (2001), "The influence of nurturing life culture on the development of Western Han acumoxa therapy", i Hsu, Elisabeth (red.), Innovation in Chinese Medicine, Cambridge, New York, Oakleigh, Madrid and Cape Town: Cambridge University Press, s. 19-50, ISBN 0-521-80068-4.
  • Loewe, Michael (1968), Everyday Life in Early Imperial China during the Han Period 202 BC–AD 220, London: B.T. Batsford, ISBN 0-87220-758-7.
  • ——— (1986), "The Former Han Dynasty", i Twitchett, Denis; Loewe, Michael (red.), The Cambridge History of China: Volume I: the Ch'in and Han Empires, 221 B.C. – A.D. 220, Cambridge: Cambridge University Press, s. 103-222, ISBN 978-0-521-24327-8.
  • ——— (1994), Divination, Mythology and Monarchy in Han China, Cambridge, New York and Melbourne: Cambridge University Press, ISBN 0-521-45466-2.
  • ——— (2005), "Funerary Practice in Han Times", i Richard, Naomi Noble (red.), Recarving China's Past: Art, Archaeology, and Architecture of the 'Wu Family Shrines', New Haven and London: Yale University Press and Princeton University Art Museum, s. 23-74, ISBN 0-300-10797-8.
  • ——— (2006), The Government of the Qin and Han Empires: 221 BCE–220 CE, Hackett Publishing Company, ISBN 978-0-87220-819-3.
  • Mawer, Granville Allen (2013), "The Riddle of Cattigara", i Robert Nichols and Martin Woods (red.), Mapping Our World: Terra Incognita to Australia, Canberra: National Library of Australia, s. 38-39, ISBN 978-0-642-27809-8.
  • McClain, Ernest G.; Ming, Shui Hung (1979), "Chinese cyclic tunings in late antiquity", Ethnomusicology, 23 (2): 205-224, JSTOR 851462.
  • Morton, William Scott; Lewis, Charlton M. (2005), China: Its History and Culture (Fourth udgave), New York City: McGraw-Hill, ISBN 0-07-141279-4.
  • Needham, Joseph (1972), Science and Civilization in China: Volume 1, Introductory Orientations, London: Syndics of the Cambridge University Press, ISBN 0-521-05799-X.
  • ——— (1986a), Science and Civilization in China: Volume 3; Mathematics and the Sciences of the Heavens and the Earth, Taipei: Caves Books, ISBN 0-521-05801-5.
  • ——— (1986b), Science and Civilization in China: Volume 4, Physics and Physical Technology; Part 1, Physics, Taipei: Caves Books, ISBN 0-521-05802-3.
  • ——— (1986c), Science and Civilisation in China: Volume 4, Physics and Physical Technology; Part 2, Mechanical Engineering, Taipei: Caves Books, ISBN 0-521-05803-1.
  • ——— (1986d), Science and Civilization in China: Volume 4, Physics and Physical Technology, Part 3, Civil Engineering and Nautics, Taipei: Caves Books, ISBN 0-521-07060-0.
  • Needham, Joseph; Tsien, Tsuen-Hsuin (1986), Science and Civilisation in China: Volume 5, Chemistry and Chemical Technology, Part 1, Paper and Printing, Taipei: Caves Books, ISBN 0-521-08690-6.
  • Needham, Joseph (1988), Science and Civilization in China: Volume 5, Chemistry and Chemical Technology, Part 9, Textile Technology: Spinning and Reeling, Cambridge: Cambridge University Press.
  • Neinhauser, William H.; Hartman, Charles; Ma, Y.W.; West, Stephen H. (1986), The Indiana Companion to Traditional Chinese Literature: Volume 1, Bloomington: Indiana University Press, ISBN 0-253-32983-3.
  • Nelson, Howard (1974), "Chinese maps: an exhibition at the British Library", The China Quarterly, 58: 357-362, doi:10.1017/S0305741000011346.
  • Nishijima, Sadao (1986), "The economic and social history of Former Han", i Twitchett, Denis; Loewe, Michael (red.), Cambridge History of China: Volume I: the Ch'in and Han Empires, 221 B.C. – A.D. 220, Cambridge: Cambridge University Press, s. 545-607, ISBN 978-0-521-24327-8.
  • Norman, Jerry (1988), Chinese, Cambridge and New York: Cambridge University Press, ISBN 0-521-29653-6.
  • Omura, Yoshiaki (2003), Acupuncture Medicine: Its Historical and Clinical Background, Mineola: Dover Publications, ISBN 0-486-42850-8.
  • O'Reilly, Dougald J.W. (2007), Early Civilizations of Southeast Asia, Lanham, New York, Toronto, Plymouth: AltaMira Press, Division of Rowman and Littlefield Publishers, ISBN 0-7591-0279-1.
  • Paludan, Ann (1998), Chronicle of the Chinese Emperors: the Reign-by-Reign Record of the Rulers of Imperial China, London: Thames & Hudson, ISBN 0-500-05090-2.
  • Pigott, Vincent C. (1999), The Archaeometallurgy of the Asian Old World, Philadelphia: University of Pennsylvania Museum of Archaeology and Anthropology, ISBN 0-924171-34-0.
  • Ronan, Colin A (1994), The Shorter Science and Civilization in China: 4, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-32995-7. (an abridgement of Joseph Needham's work)
  • Schaefer, Richard T. (2008), Encyclopedia of Race, Ethnicity, and Society: Volume 3, Thousand Oaks: Sage Publications Inc, ISBN 1-4129-2694-7.
  • Shen, Kangshen; Crossley, John N.; Lun, Anthony W.C. (1999), The Nine Chapters on the Mathematical Art: Companion and Commentary, Oxford: Oxford University Press, ISBN 0-19-853936-3.
  • Steinhardt, Nancy Shatzman (2004), "The Tang architectural icon and the politics of Chinese architectural history", The Art Bulletin, 86 (2): 228-254, doi:10.1080/00043079.2004.10786192, JSTOR 3177416.
  • ——— (2005a), "Pleasure tower model", i Richard, Naomi Noble (red.), Recarving China's Past: Art, Archaeology, and Architecture of the 'Wu Family Shrines', New Haven and London: Yale University Press and Princeton University Art Museum, s. 275-281, ISBN 0-300-10797-8.
  • ——— (2005b), "Tower model", i Richard, Naomi Noble (red.), Recarving China's Past: Art, Archaeology, and Architecture of the 'Wu Family Shrines', New Haven and London: Yale University Press and Princeton University Art Museum, s. 283-285, ISBN 0-300-10797-8.
  • Straffin, Philip D., Jr (1998), "Liu Hui and the first Golden Age of Chinese mathematics", Mathematics Magazine, 71 (3): 163-181, JSTOR 2691200.
  • Suárez, Thomas (1999), Early Mapping of Southeast Asia, Singapore: Periplus Editions, ISBN 962-593-470-7.
  • Sun, Xiaochun; Kistemaker, Jacob (1997), The Chinese Sky During the Han: Constellating Stars and Society, Leiden, New York, Köln: Koninklijke Brill, ISBN 90-04-10737-1.
  • Taagepera, Rein (1979), "Size and Duration of Empires: Growth-Decline Curves, 600 B.C. to 600 A.D.", Social Science History, 3 (3/4): 115-138, JSTOR 1170959.
  • Teresi, Dick (2002), Lost Discoveries: The Ancient Roots of Modern Science–from the Babylonians to the Mayas, New York: Simon and Schuster, ISBN 0-684-83718-8.
  • Thorp, Robert L. (1986), "Architectural principles in early Imperial China: structural problems and their solution", The Art Bulletin, 68 (3): 360-378, JSTOR 3050972.
  • Tom, K.S. (1989), Echoes from Old China: Life, Legends, and Lore of the Middle Kingdom, Honolulu: The Hawaii Chinese History Center of the University of Hawaii Press, ISBN 0-8248-1285-9.
  • Torday, Laszlo (1997), Mounted Archers: The Beginnings of Central Asian History, Durham: The Durham Academic Press, ISBN 1-900838-03-6.
  • Turnbull, Stephen R. (2002), Fighting Ships of the Far East: China and Southeast Asia 202 BC–AD 1419, Oxford: Osprey Publishing, ISBN 1-84176-386-1.
  • Wagner, Donald B. (1993), Iron and Steel in Ancient China, Brill, ISBN 978-90-04-09632-5.
  • ——— (2001), The State and the Iron Industry in Han China, Copenhagen: Nordic Institute of Asian Studies Publishing, ISBN 87-87062-83-6.
  • Wang, Yu-ch'uan (1949), "An outline of The central government of the Former Han dynasty", Harvard Journal of Asiatic Studies, 12 (1/2): 134-187, JSTOR 2718206.
  • Wang, Zhongshu (1982), Han Civilization, oversat af K.C. Chang and Collaborators, New Haven and London: Yale University Press, ISBN 0-300-02723-0. {{citation}}: |translator= har et generisk navn (hjælp)
  • Wang, Xudang; Li, Zuixiong; Zhang, Lu (2010), "Condition, Conservation, and Reinforcement of the Yumen Pass and Hecang Earthen Ruins Near Dunhuang", i Neville Agnew (red.), Conservation of Ancient Sites on the Silk Road: Proceedings of the Second International Conference on the Conservation of Grotto Sites, Mogao Grottoes, Dunhuang, People's Republic of China, June 28 – July 3, 2004, s. 351–352 [351–357], ISBN 978-1-60606-013-1.
  • Watson, William (2000), The Arts of China to AD 900, New Haven: Yale University Press, ISBN 0-300-08284-3.
  • Wiesner-Hanks, Merry E. (2011) [2001], Gender in History: Global Perspectives (2nd udgave), Oxford: Wiley-Blackwell, ISBN 978-1-4051-8995-8
  • Xue, Shiqi (2003), "Chinese lexicography past and present", i Hartmann, R.R.K. (red.), Lexicography: Critical Concepts, London and New York: Routledge, s. 158-173, ISBN 0-415-25365-9.
  • Young, Gary K. (2001), Rome's Eastern Trade: International Commerce and Imperial Policy, 31 BC – AD 305, London & New York: Routledge, ISBN 0-415-24219-3.
  • Yü, Ying-shih (1967), Trade and Expansion in Han China: A Study in the Structure of Sino-Barbarian Economic Relations, Berkeley: University of California Press.
  • ——— (1986), "Han foreign relations", i Twitchett, Denis; Loewe, Michael (red.), The Cambridge History of China: Volume I: the Ch'in and Han Empires, 221 B.C. – A.D. 220, Cambridge: Cambridge University Press, s. 377-462, ISBN 978-0-521-24327-8.
  • Yule, Henry (1915), Henri Cordier (red.), Cathay and the Way Thither: Being a Collection of Medieval Notices of China, Vol I: Preliminary Essay on the Intercourse Between China and the Western Nations Previous to the Discovery of the Cape Route, vol. 1, London: Hakluyt Society.
  • Zhang, Guangda (2002), "The role of the Sogdians as translators of Buddhist texts", i Juliano, Annette L.; Lerner, Judith A. (red.), Silk Road Studies VII: Nomads, Traders, and Holy Men Along China's Silk Road, Turnhout: Brepols Publishers, s. 75-78, ISBN 2-503-52178-9.
  • Zhou, Jinghao (2003), Remaking China's Public Philosophy for the Twenty-First Century, Westport: Greenwood Publishing Group, ISBN 0-275-97882-6.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]


34°18′16″N 108°51′26″Ø / 34.3044°N 108.8572°Ø / 34.3044; 108.8572

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Han-dynastiet&oldid=11835973"