Diskussion:Jazz/Arkiv 2
Dette er en side med arkiverede diskussioner fra Diskussion:Jazz. Ønsker du at genoptage en arkiveret diskussion, skal du flytte den tilbage til diskussionssiden. |
Note 5 efter anonym redigering
[rediger kildetekst]Denne redigering af 212.242.171.254 har afstedkommet rod med note 5 som jeg ikke har indsigt nok i emnet til at kunne reparere. -- Mvh PHansen (diskussion) 17. jan 2014, 11:33 (CET)
Tak for opmærksomheden, PHansen. - Jeg skal prøve, om jeg kan regenerere note 5. Der er tilsyneladende sket noget meget mystisk her.
Da den anonyme bidragyder åbenbart ikke har ønsket at give sig til kende og endvidere har lavet en hel del ravage i teksten rundt omkring i artiklen, som næppe kan tillægges simpel ukyndighed med redigeringer i wikikode, er jeg desværre nu blevet klar over, at der har været tale om simpelt hærværk.
Jeg agter derfor at fjerne vedkommendes utallige mange ændringer og regner med, at det forhåbentlig kan ske ved at klikke på (Fjern redigering) én gang for alle. For ellers bliver det et pokkers bøvl at genskabe hele den originale tekst igen - og så foretrækker jeg faktisk hellere at trække hele artiklen tilbage og helt ud af Wikipedia! Det er åbenbart mere sårbart, end jeg troede, med sådanne leksikon-artikler på nettet. Og kan det ske denne gang, kan det jo også ske en anden gang.
En hel sletning af alle de destruktive ændringer af 15.jan. er imidlertid ikke så enkel, da jeg uheldigvis samme dag selv foretog en række vigtige ændringer m/ fodnoter, som jeg nødig vil have slettet samtidigt. - Jeg må tænke over, hvordan jeg griber det an.
I øvrigt også en tak til TherasTaneel, der har ulejliget sig med at sende mig en mail om det begåede hærværk og samtidig kunne oplyse, at det ikke var Tjalland, men en anonym (212.242.171.254), der anderledes var synderen. (Undskyld Tjalland!).
--Dalmer (diskussion) 18. jan 2014, 01:27 (CET)
- @Dalmer: bemærk venligst, at det er en grundlæggende præmis på Wikipedia, at der ikke er "mine artikler", og at der ikke er ejerskab til en artikel. Alle kan redigere i artiklerne. Det er fint at tage en uenighed op på diskussionssiden, men eventuel diskussion må løses sagligt og ikke under henvisning til, at det er "din" artikel. Pugilist (diskussion) 18. jan 2014, 13:41 (CET)
- Bemærk i øvrigt, at du kan sætte en konkret side på din overvågningsliste ved at klikke på stjernen lige til venstre for søge-boksen. Pugilist (diskussion) 18. jan 2014, 13:42 (CET)
Nuvel Pugilist. Jeg skal fremover prøve at undgå at bruge ordet "min" om artiklen (som for henved 95% vedkommende dog er begået af mig). Det lyder bare så kluntet i stedet at skulle skrive "de af mig skrevne tekstafsnit i artiklen", o.lign.
I øvrigt tror jeg, at jeg helt opgiver at rette op på artiklen pga de tekniske vanskeligheder forbundet hermed. Nu har jeg forgæves kæmpet hele natten med at prøve at redigere artiklen tilbage til originalteksten af 14. januar. Og hver gang udløser jeg blot en meddelelse, der siger, at ændringer her kan ikke laves pga. "redigeringskonflikter".
Det betyder, at jeg faktisk ikke har kunnet genskabe artiklen, som den var, før det begåede hærværk 15. januar - og som mildt sagt bestemt ikke følger reglerne i Wikipedias stilmanual. Det er desværre lykkedes pågældende anonyme (212.242.171.254) at brække en del af fodnoterne op ved at slette første referencemarkør "(ref)" og lade sidste referencemarkør stå "(/ref)" - og derpå overføre dele af fodnoten til et vilkårligt sted i brødteksten. Mens andre dele af brødteksten til gengæld er overført på notens plads. Desuden er to fodnoter helt slettet, ligesom et helt tekstafsnit (om cool-jazz) er pist væk, tillige med halvdelen af et andet tekstafsnit (om danske Big Bands).
Hvis nogen har forstand på at kunne tilbageføre artiklen til udgaven af 14. januar, vil både jeg og forhåbentlig andre mere seriøse bidragydere kunne tage afsæt herfra til fortsat forbedring af artiklen. Som den fremtræder nu, er den jo sine steder nærmest uforståelig. --Dalmer (diskussion) 19. jan 2014, 02:34 (CET)
- Artiklen står i dag som den stod den 14. januar, hvilket du kan se i historikken. Er der rod i artiklen i dag, så var der også rod i den sidste version, som du redigerede den 14. januar kl. 5.37. Pugilist (diskussion) 19. jan 2014, 02:55 (CET)
- Beklager - læste i hast ændringen som en tilbageførsel. Kan nu se problemet. Pugilist (diskussion) 19. jan 2014, 12:00 (CET)
- Artiklen står i dag ikke som den stod den 14, efter et fix. Der er stadig alt det andet? TherasTaneel (diskussion) 19. jan 2014, 03:27 (CET)
Jeg foreslår at der rettes én ting ad gangen, hvem der kan : først og fremmest skal note 5 bringes i orden, dernæst resten hvis det skønnes nødvendigt.
Note 5 var i orden efter Dalmers redigering den 14. jan 2014, 05:37 og ødeløgt efter den efterfølgende anonyme redigering 15. jan 2014, 23:23 af 212.242.171.254 (som jeg har gjort opmærksom på problemet)
-- Mvh PHansen (diskussion) 19. jan 2014, 07:41 (CET)
Jeg har forsøgt at reparere på <ref> og </ref>. Min tæller siger dog at der nu er en </ref> i overskud, men jeg kan ikke finde den. -- Mvh PHansen (diskussion) 19. jan 2014, 13:05 (CET)
Kære gode hjælpere! Tusind tak for jeres assistance med at få denne artikel bragt på ret køl igen efter dette tarvelige hærværk. Jeg har nu så godt som fået alle de sidste stumper på plads. Der mangler kun nogle ganske få og i det store hele ret uvæsentlige deltaljer tilbage. Men uden jeres hjælp var det aldrig gået. Dertil rækker mine beskedne evner til programmering på ingen måde. - Seriøse bidragsydere, der vel at mærke ikke har ondt i sinde, skal herefter atter være velkommen til at komme med forbedringer til artiklen. (Men kors dog for et arbejde at sidde og prøve at regenerere såvel indhold som struktur på en så sønderbrudt leksikon-artikel. - Håber ikke det gentager sig)! --Dalmer (diskussion) 20. jan 2014, 14:31 (CET)
Til Pelle Hansen
[rediger kildetekst]Pelle Hansen!
Jeg har 23/1-14 lagt en forespørgsel samt et forslag ind hos dig på din egen side vedr. "brugerdiskussion" angående dine mange ændringer i artiklen om jazz den 22/1-14. Jeg kan også se, at andre på din side har haft tilsvarende forskellige kommentarer til dit "patruljeringsarbejde". Af en eller anden grund ønsker du ikke gerne at indgå i nogen dialog omkring indholdet i disse henvendelser. I mit eget tilfælde finder jeg det således fortsat ikke tilfredsstillende at skulle acceptere ændringer i mit bidrag til artiklens tekst, samt dens opsætning, under henvisning til dit meddelte private synspunkt, at mine referencer til diverse musikeksempler på YouTube er "encyklopædisk irrelevant".
For det første fremgår det helt specifikt og ganske klart af Wikipedias vejledning (nederst) om brugen af "Eksterne links", at "Der er ikke et generelt forbud mod at henvise til websteder som YouTube!" - For det andet eksisterer der ikke i Wikipedias stilmanual noget sted et sådant bortdømmelses-parameter, som "encyklopædisk irrelevant"! Det er utvivlsomt noget, du selv har fundet på. Jeg agter derfor på baggrund af din fastholdte tavshed at genetablere de ellers (for mig at se) ganske nyttige og hjælpsomme referencer i denne omfattende musikhistoriske artikel - medmindre jeg forinden hører nærmere.
Dog ser jeg meget gerne, om man på højere niveau i Wikipedias "redaktion" evt. vil tage en principiel diskussion om, hvorvidt det er tilpas stilmæssigt bekvemt og læservenligt at indsætte referencer i artiklen til oplysende musikalske eksempler på YouTube på den her benyttede og (synes jeg selv) meget diskrete måde.
--Dalmer (diskussion) 9. feb 2014, 15:49 (CET)
- De konkrete links til YouTube-video'er fungerede som direkte links fra artiklen, hvilket ikke er i overensstemmelse med normen. Bruger du eksterne links, så sæt dem som fodnoter.
- Jeg er enig med dig i, at YouTube er en fantastisk ressource og at der naturligvis i en webbaseret encyklopædi bør benyttes den unikke mulighed at kunne illustrere en artikel med henvisninger til lyd og billede. YouTube er imidlertid ikke uproblematisk grundet de ofte uafklarede rettighedsforhold. Links til YouTubes Vevo-kanal er ok, men rigtig mange musikvideoer på YouTube er uautoriserede, og mange videoer pilles ned efter et stykke tid på grund af ophavsretskrænkelser. Som du kan se, er reglerne om links til YouTube lidt mere nuanceret end den første linje i normen, som du citerede.
- Men kan du finde video'er hvor rettighederne er på plads, og indsætter du links korrekt, er der efter min opfattelse ikke noget problem med links til illustration af artiklen. Tværtimod.
- Prøv i øvrigt at se, om der ligger filer på Commons. Disse kan (næsten) altid bruges. Pugilist (diskussion) 9. feb 2014, 18:38 (CET)
Nuvel, Pugilist. - Jeg retter ind ang. fremgangsmåden ved indsættelse af eksterne links. Men det er rigtignok en noget mere omstændelig og krævende procedure for en programmerings-novice som jeg, således at skulle finde ud af at fremstille fodnoter til eksterne links, som i tilfældet med YouTube, fremfor umiddelbart at kunne lægge dem i selve brødteksten på den meget diskrete og nok så læsevenlige måde, jeg fandt frem til. Kodningssystemet er på det punkt unægtelig noget kringlet her.
--Dalmer (diskussion) 16. feb 2014, 15:21 (CET)
Ændring af fodnoter
[rediger kildetekst]Kære anonyme (130.226.70.92)!
Du har g.d. ønsket at tilføje artiklen en reference om dansk "guldalder-jazz" i afsnittet vedr. "Jazzmusikkens oprindelse og udvikling". Du er derved kommet til at øve vold på afsnittet vedr. NOTER, idet du ud over din reference-tilføjelse har fjernet 4 fodnoter herfra og derefter lagt alle 5 fodnoter ind i selve artiklens brødtekst. - Det kan man ikke ifølge Wikipedias redaktionelle bestemmelser om strukturen og opsætningen af de indsatte leksikonartikler. Det skal derfor anbefales dig først at læse Wikipedias anvisninger på, hvordan man indsætter fodnoter i en artikel, inden du atter foretager redaktionelle ændringer i artiklerne.
Desuden forekommer dit ønske om at berige artiklen med en henvisning til perioden for dansk "guldalder-jazz" 1940-45 at være unødvendig, da denne henvisning i forvejen fremgår helt eksplicit af artiklens eksisterende note-materiale (note 26)! Forslag til forbedringer af en artikel vil altid være velkommen på Wikipedia - men der skal i så fald være tale om nyt materiale og ikke om gentagelser.
Dine redaktionelle ændringer i artiklen af 18.02.2014 er af de anførte to grunde hermed blevet omgjort.
--Dalmer (diskussion) 19. feb 2014, 13:57 (CET)
Kære anonyme 212.242.171.254!
Nu har du igen (den 1. juni 2014) været inde i artiklen om "Jazz" for på ny at prøve at foretage de samme ændringer, som sidste gang (den 16. januar 2014). Dengang lavede du et værre rod i teksten, som det kostede tid og kræfter for adskillige hjælpere og patruljerende medarbejdere fra fra Wikipedia at reparere. Du fik endvidere en henstilling fra PHansen om at bidrage til selv at tilbageføre dine meget forstyrrende rettelser - em henstilling, som du sad overhørig. En venlig anmodning om, at du i opsummeringsfeltet huskede at påpege/motivere dine ændringer, reagerede du ligeledes ikke på.
Denne gang har du heller ikke ønsket at begrunde dine rettelser i teksten i hverken opsummeringsfeltet eller på nogen af diskussionssiderne. Du forholder dig således stadigvæk både anonym og tavs, trods flere henstillinger om det modsatte.
Da der ikke er noget nyt at drøfte vedrørende din genoptagne aktion angående dine mildt sagt meget pedantiske grammatiske rettelser i teksten, skal der i alt væsentligt henvises til de synspunkter, der fremsattes sidste gang, og som fortsat forefindes anført ovenfor på denne side. Disse synspunkter blev i første omgang fejlagtigt rettet mod 'Tjalland, men gælder altså i virkeligheden dig som den anonyme bidragsyder.
Hvis du ikke har læst dem før, så gør det nu. Du vil her kunne se, at bl.a. årsagen til de hyppige brug af bindestreger i sammensatte ord skyldes et hensyn til svage læsere, der hermed gives en fair chance til forholdsvis ubesværet at kunne sætte sig ind i en i forvejen vanskeligt tilgængelig musikfaglig tekst med ret mange svære ord (eksempelvis den mere læsevenlige skrivemåde "akkord-stenografering" i stedet for "akkordstenografering", som du rettede det til). Den eksisterende leksikonartikels læsbarhed findes i forvejen at kunne måles til LIX 52, hvilket er lovlig højt til netop en leksikonartikel. En forholdsvis sprogligt krævende avis, som fx Information eller Politiken, ligger til sammenligning med en læsbarhed på blot LIX 45. - Det er derfor vanskeligt at se nogen grund til, at du med dine gentagne forsøg på at ville forbedre teksten, blot ender op med at gøre den endnu sværere at læse. Hertil kommer, at den eksisterende tekst på alle måder overholder dansk retskrivning. Dinne rettelser er således i bedste fald et spørgsmål om smag og behag.
Dine rettelser vedr. den systematiske brug af apostrof i teksten, dvs. der hvor fremmedord (substantiver i singularis) er sat i bestemthedsform, som fx ordet "jazz'en" (hvilket du retter til "jazzen"), er jo på ingen måde konsekvent gennemført i artiklen fra din side. Man burde jo her kunne forvente, at du så også ville have rettet bl.a. det tilsvarende begreb "rock'en" om til "rocken", tillige med andre lignende begreber - men det gør du mærkværdigvis ikke. Og nogle gange retter du fx det musikfaglige udtryk "avantgarde-jazz" om til "avantgardejazz", mens du andre steder i teksten lader samme udtryk beholde den eksisterende bindestreg.
Nævnte mangel på konsekvens i stilistisk henseende, samt dit noget pedantiske "hovmod" hvad angår tekstens forsøg på at fremstå læsevenligt over for navnlig de svage læsere, kan denne artikel om jazz næppe siges at være tjent med. Artiklen har trods alt mellem 15.000 og 20.000 læsere årligt, hvoraf næppe alle kan tænkes at være fx akademikere el.lign.
Du er som nævnt i forvejen én gang tidligere blevet tilrettevist af Wikipedias redaktionelle medarbejdere i nøjagtig samme sag og i selvsamme artikel, hvorfor du nok nødsages til endnu en gang at måtte acceptere en omgørelse af dine rettelser, idet de vanskeligt kan ses reelt at bidrage med noget som helst nyt og ej heller noget som helst konstruktivt - men derimod snarere synes at sænke tekstens niveau.
Dersom du har indvendinger imod denne omgørelse, vil det unægtelig være særdeles velkomment, om du vil bryde din hidtidige tavshed og tage til genmæle på disse diskussionssider (evt. blot i opsummeringsfeltet) - herunder redegøre for dine motiver til dine gentagne aktioner mod nærværende artikel. Det vil anderledes kunne resultere i en konstruktiv dialog, fremfor i disse åbenbart tilbagevendende konfrontationer, som du af en eller anden synes at sætte stor pris på.
--Dalmer (diskussion) 2. jun 2014, 18:43 (CEST)
Farvet befolkningsgruppe ctr. afroamerikansk befolkningsgruppe
[rediger kildetekst]Kære Martingerup.
Du har foretrukket at rette betegnelsen for den "farvede befolkningsgruppe" til det muligvis mere politisk korrekte udtryk: den "afroamerikanske befolkningsgruppe". Sidstnævnte formulering er imidlertid ikke dækkende for den befolkningsgruppe i de amerikanske Sydstater, hvorhos jazzmusikken havde sit udspring tilbage i slutningen af 1800-tallet. Betegnelsen "afroamerikansk" viser alene hen til efterkommere af afrikanere syd for Sahara i et eller andet blandingsforhold. Dem var der ganske vist flest af i Sydstaterne. Men der var også efterkommere af Amerikas oprindelige indianere. Det gjaldt fx basunisten Jack Teagarden i Louis Armstrongs berømte jazzorkester, Louis Armstrong And His All Stars, ligesom der også fandtes musikere med asiatisk blod i årene fra dette særlige sociokulturelle miljø i Sydstaterne. Det mest dækkende begreb for dette sammenrend af vidt forskellige ikke-hvide jazzmusikere vil derfor være "the colored people", svarende på dansk til "den farvede befolkningsgruppe", som din rettelse således i medfør af denne argumentation hermed rettes tilbage til.
--Dalmer (diskussion) 9. dec 2014, 01:17 (CET)
POV og huskeliste
[rediger kildetekst]Jeg ser mig desværre nødsaget til at sætte "POV"-skabelonen på artiklens afsnit om 'Musikpsykologiske årsagsforklaringer', 'Rockmusik' og 'Noter', da der i disse afsnit fremføres en række meget subjektive og spekulative betragtninger - bl.a. dette eksempel fra afsnittet 'Rockmusik':
- Såfremt kritikken måtte vise sig i alt væsentligt at dække over en korrekt vurdering, kunne man jo i grunden lige så godt - vil nogle givetvis hævde - tage skridtet fuldt ud og have en assisterende præ-indspillet harddisk kørende skjult et sted i forstærkeranlægget til at kompensere for musikerens eller sangerens manglende musikalske færdigheder! (Nogle vil utvivlsomt kalde dette for bedrageri. Men måske er noget sådant også allerede nogle gange tilfældet under rockkoncerterne - hvem ved?).
og et eksempel fra beskrivelsen af popmusikken i afsnittet 'Musikpsykologiske årsagsforklaringer':
- Karakteristisk for popmusikken er navnlig dens gennemgående konservative, simplificerende, konventionelle, pæne, idylliserende, overfladiske, konfliktsky, virkelighedsfjerne og udglattende musikalske stil og indhold. Det er sjældent muligt at finde noget ægte musikalsk udtryk inden for denne branche, der åbenbart har gjort det til sit adelsmærke at sælge illusioner til folk. Og det er tilmed en branche, der overalt foretrækker at skjule sig bagved en udstrakt brug af de særdeles kunstige "sing-back" teknikker (kunstner, der synger live til et forhåndsindspillet og dermed simuleret akkompagnement) eller "play-back" teknikker (kunstner, der reelt blot mimer til forhåndsindspillet, simuleret musik) - enten for at kompensere for manglende musikalsk talent eller for at kunne lyde endnu bedre end de faktiske forhold og muligheder rækker til.
og videre fremgår det af fodnoten hertil:
- Der findes selvfølgelig undtagelser fra denne utvivlsomt noget hårde og generaliserende dom over popmusikken. Nogle få kendte popsangere, som fx dansk-rumænske Fallulah, prøver således åbent at kæmpe imod popindustriens krav om brugen af de mange forlorne hjælpeteknikker i forbindelse med både indspilningen af musikalbums og til koncertoptræden. Men det er svært at se, at hun synes at kunne komme nogen vegne over for den altdominerende, magtfuldt styrende popmusik-industri.
Foruden at være meget subjektive fremstår påstandene i høj grad som et forsøg på at negligere andre musikgenrer, som fx rock- og popmusik, som mindre anseelige end jazz. Endvidere savner påstandene specifikke kildehenvisninger. I håb om at skabe debat om artiklens saglighed og objektivitet. Der henvises i det hele til huskelisten, som jeg netop har oprettet. Mvh. --Morten Haagensen Elmose (diskussion) 26. dec 2014, 00:25 (CET)
Svar til Morten Haagensen
Det var dog mildt sagt noget af en bredside mod nærværende artikel om Jazz! Da jeg i maj måned 2013 satte mig for at omskrive den daværende artikel om jazz, var det fordi, at den tidligere fremstilling af emnet netop var både stærkt tendentiøs og desuden præget af adskillige faktuelle fejl. Men har jeg ikke selv kunnet gøre det bedre med denne artikel, skal også den selvfølgelig fjernes.
Det skal der absolut ikke herske nogen som helst tvivl om!
Men inden jeg gør det, vil jeg først gerne høre, hvem jeg her har med at gøre - herunder med hvilken myndighed bag dig, at du mener dig berettiget til at kunne anfægte artiklens lødighed? Jeg vil da også gerne vide, hvorfor en lang række tilsvarende leksikonartikler på Wikipedia, som fx "Popmusik" og andre, ikke på lignende måde underkastes samme censur, når fremstillingsformen der ses at være fuldkommen mage til på de punkter, du her anfægter?
Jeg kan om mig selv således oplyse, at jeg er psykolog af uddannelse. At jeg i mine unge dage (1971-1976) har spillet elbas i et rockorkester. At jeg i 13 år (1980-1993) har været tilknyttet Viborg Big-Band som 1. basunist. At jeg hos pladeselskaber som bl.a. "Sony Music Denmark", m.fl. har medvirket som studiemusiker på basun til brug for backing til forskellige sangsolister inden for popmusikproduktionen. At jeg som ekstern lektor har undervist på musikkonservatoriet i Århus i komparativ rytmisk musik (1988-93). At jeg siden 1993 har været en del efterspurgt som foredragsholder på adskillige af vore højskoler, samt på flere af vore universiteter (de musikvidenskabelige institutter) - begge steder med emner vedrørerende rytmisk musik.
Derudover vil jeg lige kort kommentere dine tre punkter til "huskelisten".
1) Jeg citerer her andres vurderinger af, hvad der for tiden er ved at ske med rockmusikkens udvikling med hensyn til hele denne genres autenticitet. Jeg tænker her specielt på visse musikanmeldere i bl.a. Berlingeren og Dagbladet Information, m.fl. Desuden bygger jeg her på omtalen af en nylig indleveret ph.d.-afhandling til Århus Universitet om "Lydteknisk sminke" (skal gerne prøve at efterspore kilden). I øvrigt er det velkendt i musikerkredse, at selv de store internationale rockbands er begyndt på at simulere både sang og musik under deres koncerter til præ-indspillet harddiske bag musikerne. Det blev bl.a. opdaget og derefter heftigt omdiskuteret i forbindelse med det tyske orkester "Kraftwerk's" optræden på Orange Scene under Roskildefestivalen for et par år siden.
- Kommentar Hvis muligt må du meget gerne indsætte kildehenvisninger til de konkrete artikler el. lign. fra Berlingeren mv. Men husk samtidig på, at der er tale om en artikel om jazz, og at "lydteknisk sminke" måske bedre beskrives i en artikel om pop eller rock. Mht. Kraftwerk har jeg hørt denne diskussion før - også i relation til Pet Shop Boys og deres Performance Tour i 1991. Her er holdningerne vist også mange. For hvem siger, at maskiner/lydanlæg ikke kan spille elektronisk musik live til en koncert. Det er jo netop kendetegnet ved elektronisk musik, at man ikke sidder og spiller akustisk guitar og på trommesæt. --Morten Haagensen Elmose (diskussion) 26. dec 2014, 21:14 (CET)
2) Bedømmelsen af popmusikkens manglende ærlighed med hensyn til de faktiske produktionsomstændigheder ved musikgenren har jeg ikke alene fra min egen tid som betalt studiemusiker til diverse pladeindspilninger. Men også fra forbløffende åbenhjertige indrømmelser til offentligheden fra flere kendte kunstnere, som fx Rasmus Seebach m.fl., givet til bl.a. Ekstrabladet under DRs TV-shows, X-faktor, for ca 3 år siden, og hvor DR i rigtig mange læserbreve dengang blev beskyldt for falskneri over for dommerne og publikum ved at gøre brug af særlige lydfiltre (Auto-Tune) til de af de optrædende, der reelt ikke kunne synge rent under deltagelsen i konkurrencen. Den slags manipulationer kan man umuligt få nogen som helst inden for jazzmusikken til at gå med til, da dette vil være helt imod jazzens ånd og enhver jazzmusikers ønske om selv at måtte levere hele varen og blive bedømt herefter under en fair sammenligning med andre jazzmusikere.
- Kommentar Her må du også gerne henvise i artiklen specifikt til nogle af de artikler i dagblade eller hjemmesider, hvor påstandene er fremført.
3) Maria Christina Apetri, kendt under kunstnernavnet "Fallulah", har selv i et radiointerview på P1 for omtrent et år siden gjort rede for sin kamp mod popmusikindustrien. Udtrykket "forlorne" hjælpeteknikker har jeg direkte fra hende selv i den anledning. Det er ikke et udtryk, jeg for mit vedkommende selv har søgt at farve teksten med. (Hun træffes gerne på Facebook til nærmere uddybelse af hendes egne meget åbenhjertige standpunkter vedrørende vilkårene under hendes pladeindspilninger).
- Kommentar En generel henvisning til hendes Facebook-side er ikke nok. Som læser har man brug for en specifik kilde. En anden mulighed er fx en artikel i et dagblad, magasin eller et online-medie. --Morten Haagensen Elmose (diskussion) 26. dec 2014, 21:14 (CET)
Med hensyn til de efterlyste kildeangivelser i afsnittet, Musikpsykologiske årsagsforklaringer, har jeg ikke noget imod at indsætte disse. Men disse kilder vil i så fald dreje sig om tunge fagbøger henhørende under psykologistudiet. Og det var ikke meningen fra min side, at en leksikonartikel med fokus på først og fremmest jazzmusik skulle vægte lige netop denne side af sagen så højt, da der trods alt kun er tale om en sidevinkel til selve hovedsagen. Og i øvrigt forekommer artiklen med mere end et halv hundrede fodnoter med både kildeangivelser og yderligere forklaringer til teksten at være ganske rigelig velforsynet, hvad kilder angår. Det har ikke ligget mig på sinde endnu engang at skulle skrive en hel doktordisputats. (En sådan har jeg i forvejen tidligere begået).
Jeg håber hermed at have givet nogenlunde tilfredsstillende svar på dine spørgsmål og kommentarer til artiklen.
Men som sagt. Hvis artiklen - som jeg blankt skal indrømme selv at være eneansvarlig for (i alt fald for mere end 98% vedkommende) - enten helt eller delvist må siges fortsat at forekomme for underlødig til optagelse på Wikipedia, sletter jeg den gerne, dersom du som redaktionel medarbejder reelt sidder inde med beføjelser til at måtte øve censur på indsendte leksikonartikler i almindelighed og således også denne i særdeleshed.
Jeg vil da tillade mig at håbe på, at andre i det mindste vil være i stand til at kunne skrive en noget bedre artikel om jazz, end den nuværende, idet det synes at være et meget søgt opslagsord med ca. 15.000 opslag årligt. Og det med læsere, der tilmed har ønsket at indstille artiklen i den her foreliggende udgave til præmiering.
Mvh, --Dalmer (diskussion) 26. dec 2014, 17:44 (CET)
Svar til Dalmer:
Hej Dalmer. Tak for din hurtige tilbagemelding. Der er ingen tvivl om, at du er en stor resurse og har lagt en imponerende arbejdsindsats i artiklen. Derfor synes jeg også, at den fortjener det sidste skub, så den forhåbentlig i en ikke så fjern fremtid kan 'præmieres' yderligere og minimum blive God artikel, som er det næsthøjeste kvalitetsstempel på Wikipedia.
Styrken ved Wikipedia er, at alle brugere kan bidrage efter bedste evne og i fællesskab (hvis der altså er flere brugere der bidrager til samme emne/artikel) samarbejde om at øge kvaliteten og dermed højne Wikipedias troværdighed og anseelse. Eurovision Song Contest 2014, der er en fremragende artikel, er et godt eksempel på en artikel, hvor mange forskellige brugere har bidraget på alle leder og kanter. Alle brugere taler med samme vægt. Til gengæld accepterer man - også ved ganske omfattende bidrag - at Wikipedia og ikke en selv har ophavsretten til det skrevne. Det er derfor, at man på Wikipedia helst ikke taler om 'hovedskribent', 'eneansvarlig' el. lign. for en artikel. I stedet taler man snarere om 'en primær bidragsyder' eller 'væsentlig bidragsyder', for i princippet er alle brugere på Wikipedia ansvarlige for alle artikler - uanset bidragets og arbejdsindsatsens størrelse. Det er bl.a. derfor, at man fx ikke bare selv kan slette en artikel, man selv har skrevet. Det vil være at betragte som hærværk. I stedet kan man forsøge at blive enige om, hvor teksten bør modificeres, og hvor der behøves mere specifikke kilder osv.
Du har ret i, at vore artikler om musik desværre (endnu) er af svingende kvalitet, og derfor hilsner jeg dit arbejde meget velkomment. Det kunne være fedt, hvis artiklen om jazz sammen med artiklerne om pop og rock kunne blive fyrtårne på den dansksprogede Wikipedia og tjene som inspiration til andre artikler. Især henset til de mange søgninger disse artikler har. Men udfordringen er til at tage at føle på, da disse emner er meget brede og ikke altid helt ligetil at beskrive. Til gengæld kan man jo altid lade sig inspirere af fx den engelsksprogede version af et emne. Det er fx Tesla Model S et fint eksempel på. Men ellers er der mange gode og en del fremragende artikler på da:wiki om musik, som med fordel kan tjene som inspiration.
Oven for har jeg kommenteret på dine bemærkninger. Nedenfor vil jeg inden længe forsøge at drøfte nogle af punkterne på huskelisten, så vi evt. allerede nu kan høste nogle af de lavthængende frugter.
Mht. min baggrund og mit virke på Wikipedia i øvrigt er du meget velkommen til at kigge forbi min brugerside. Jeg kan i øvrigt varmt anbefale dig også at beskrive dine meritter og arbejdsindsatser på Wikipedia på din egen brugerside, så andre brugere kan danne sig et hurtigt overblik over dine kompetencer mv. Brug gerne min eller andres brugersider som inspiration. Og fortsat rigtig god arbejdslyst! De bedste hilsner --Morten Haagensen Elmose (diskussion) 26. dec 2014, 21:14 (CET)
Altså hold dog nu lige op!
Det er da fuldstændig tåbeligt at trække den fantastisk velskrevne og særdeles informative jazzartikel tilbage, bare fordi en tilfældig smagsdommer på Wikipedia er gået helt i baglås over nogle ubetydelige bagateller i teksten. Gudfader bevares for et niveau at føre en civiliseret diskussion på! - Jeg frygter nu det værste og har skyndt mig for en sikkerheds skyld at udprinte artiklen, inden den helt forsvinder fra Wikipedia.
O. Rasmussen. (Skrev 178.21.91.175 (diskussion • bidrag) . Husk at signere dine indlæg.) (26. dec. 2014, 22:36)
Til O. Rasmussen: Bare rolig. Artiklen bliver ikke slettet. Tværtimod er vi i gang med at forbedre den. Dine bidrag er velkomne. Mvh. Morten Haagensen Elmose (diskussion) 26. dec 2014, 22:51 (CET)