Bruger:Malte/sandkasse/teori om retfærdighed

Baggrund for teorien

Der var i efterkrigstidens år en stigende skepsis overfor ideologi og politisk teori. På baggrund af en analytisk og kritisk gennemgang af den politiske filosofi, mente mange, at det ikke længere var muligt at begrunde filosofiske påstande, hvis de havde rod i intuitiv evidens. Dette medvirkede til at filosofien underlagde sig det videnskabelige paradigme, hvor en generel skepsis til al tidligere filosofi dominerede. Denne skepsis understregede historikeren Peter Laslett med de kendte ord fra 1956: ”for the moment, anyway, political philosophy is dead”.

Filosofiens udvikling i starten af det 20. Århundrede

Den første halvdel af det 20. århundrede og op til John Rawls var præget af en bestemt opfattelse af filosofien. Siden Antikken havde filosofien indtaget en særlig plads i det akademiske miljø – nærmest en ”hellig” plads for nogen (jf. Platons hulelignelse: Her besidder filosoffen “guddommelig” erkendelse fordi han ser idéen i skyggebillederne, snarere end at opfatte dem som virkelige). Pludselig var det slut med at glorificere af filosofien. Denne udvikling startede allerede med Karl Marx’ kritik af filosofferne, der ”vendte tingene på hovedet” og hvordan det kun blev ved snakken og aldrig det praktiske. Marx’ dialektisk materialisme var nok mere et udtryk for en begyndende skepsis overfor filosofien, end at der var tale om en grundlæggende fejl ved den. Den fejl mente Ludvig Wittgenstein (1889-1951) til gengæld at have fundet, da han i 1921 skrev sit værk ”Tractatus logico-philosophicus”, der efter hans egen mening skulle sætte et endeligt punktum for filosofien. Påstanden var at filosofiske problemer ikke gik at løse på grund af sprogets mangler. Ludvig Wittgenstein blev således et ikon for en ny videnskabsteoretisk strømning, den logiske positivisme.

Kritik af metafysik

Retningen kaldes ofte "sprogfilosofi", da man forsøger at analysere begrebers indre logik med det såkaldte Verifikationssprincip. Grundantagelsen er at alle vores forestillinger stammer fra empiriske indtryk. Denne idé ses fx hos David Hume i hans eksempel om ”det gyldne bjerg”. Den logiske positivisme tager tråden op fra Hume og formulerer følgende motto: ”Hvis forestillingen om et begreb ikke grunder i empiriske indtryk, så er begrebet uden værdi”. Den logiske positivisme hævder så at på samme måde som den døve ikke kan udtrykke noget meningsfuldt om det der kræver hørelse (fx musik), da det ikke er sanseligt for ham, så kan mennesket ligeledes ikke føre nogen meningsfuld samtale om det ikke-sanselige (fx sjælen). Med denne tankegang reduceres alle begreber om det ikke-fysiske til nonsens. De ”naturlige rettigheder” (den såkaldte jus naturale) som indtager en så central plads i John Lockes kontraktteori er således ikke gyldige, da man tidligere har haft tilbøjelighed til at begrunde dem i Gud. Som det også fremføres af Alf Ross, er der forbundet endnu et problem med det ikke-sanselige og det metafysiske. Begrundelsen for noget metafysisk må nødvendigvis være implicit - en intuitiv evidens. Dette er imidlertid ingen gyldig begrundelse, da der ikke eksisterer nogen intrasubjektiv kontrol med evidensen. Disse faktorer udgør tilsammen en opfattelse af at metafysiske problemer ikke er værd at beskæftige sig med - herunder "naturretten" og "naturtilstanden".

Den matematiske moral

Det er værd at bemærke, at der i moralfilosofien længe har været en polarisering mellem to retninger: den teleologiske og den deontologiske. Den teleologiske retning fordrer at en handling bør vurderes ud fra, og kun ud fra, dets konsekvenser (dette kaldes derfor også konsekvensetik). Den deontologiske opfattelse er derimod, at en handling ikke skal bedømmes ud fra dets konsekvenser, men ud fra de givne moralske principper, som man er forpligtiget til at følge. Det er værd at bemærke at deontologiske systemer oftest er begrundet i en ’’intuition’’ om det gældende princip (fx virker det intuitivt forkert at slå et andet menneske ihjel). John Locke er således deontologisk, da ”menneskets ukrænkelighed”, begrundet i naturretten, er et intuitivt begrundet princip der forpligter alle handlinger.
Ud fra præmissen om anti-metafysik, får en bestemt politisk filosofisk doktrin lov til at udvikle sig. Det er den angelsaksiske strømning utilitarisme. Utilitarismen repræsenterer således det teleologiske udgangspunkt, da den ikke er metafysisk eller intuitivt begrundet, og derfor kræver en forkastelse af illusioner om ”menneskets naturlige rettigheder” og deslige. Utilitaristerne er en broget flok, men deres teleologiske synspunkt giver dem ét tilfælles. Konsekvensetik munder hurtigt ud i et såkaldt nytteprincip, da det kun er ”bundlinjen i regnskabet” der tæller (altså hvordan konsekvenserne samlet set ser ud). Hvis man fx er hedonist eller epikuræer, vil en handling være god, hvis konsekvensen af den er nydelse. Rawls mener at nytteprincippet (det teleologiske konsensus, om man vil) definerer det gode som "en tilfredsstillelse af noget ønsket”.
Termet ”noget ønskeligt” kan i hverdagstale omsættes til livskvalitet. Ud fra denne terminologi kan utilitarismens nytteprincip beskrives ved følg. to påstande:

1. Det eneste der er værdifuldt i et samfund er livskvalitet.
2. Det gode samfund er et samfund, hvor summen af livskvalitet er størst mulig.

Men hvorfor er det kun livskvaliteten der er værdifuld? Utilitarismen hævder at livskvaliteten repræsenterer dét man fundamentalt set synes er vigtigst i livet. En allegori kan synliggøre denne påstand: Hvis man fx er fanatisk pyjamas-entusiast, virker det værdifuldt at der findes gode symaskiner specielt designet til at sy pæne pyjamasser. Men hvis der nu ikke fandtes nogen i verden som kunne lide at gå i pyjamas, så har pyjamas-maskinen ingen værdi. Man kan altså på baggrund af dette konkludere at ’’objekterne’’ for menneskets interesser og ønsker ikke har nogen værdi i sig selv, men kun i kraft af den livskvalitet som de giver vedkommende. Det følger naturligt at samfundet så skal forsøge at maksimere summen af livskvalitet.
Hvis dette skal føres ud i sin yderste konsekvens, må vi altså overtræde ”naturlige” menneskelige rettigheder til fordel for summen af livskvalitet (helt i overensstemmelse med logisk positivisme, der gør begrebet ”naturlige rettigheder” meningsløst og derfor uden værdi). Dette stiller imidlertid utilitaristen overfor et antal dilemmaer. Et eksempel på et sådant dilemma kunne beskrives i følgende (stærkt hypotetiske) allegori: 3 blinde mænd er på vej over en bro. Da de ikke kan se noget, men kun famler sig frem ved hjælp af deres stokke, lægger de ikke mærke til den knælende ingeniør på den anden side af broen. Ingeniøren, der er døv, er ved at lægge sidste hånd på en bombe, som har til formål at destruere broen. Tilfældigvis befinder den lokale sherif sig lige i nærheden. Han har desuden medbragt sin sniper-riffel. Sheriffen opdager de 3 blinde mænd komme gående over broen og bliver straks nødt til at tage et valg: Skal han lade de 3 mænd gå den visse død i møde, eller skal han plaffe ingeniøren ned, så bomben ikke detoneres. (for eksemplets skyld antages det at der ikke er andre valgmuligheder, hvilket også synes rimeligt – sheriffen kan fx ikke skrige noget til den døve ingeniør). Yderligere antages at alle fire mænd (den døve ingeniør + de 3 blinde mænd), på trods af deres enkeltvise handicap, har samme sum af livskvalitet. I så fald er valget entydigt for utilitaristen: Den ene mand skal ofres, til fordel for de tre. Nettosummen af livskvalitet vil givetvis være højere når de tre overlever end hvis den ene gør. I sin enkle version kan utilitarismens dogme formuleres således: "Alle tæller for én, og ingen tæller for mere end én”. I moderne betydning kan utilitarisme dog ikke beskrives således, men ovenstående eksempel er udtryk for utilitaristisk etik i sin klassiske form, repræsenteret af bl.a. Jeremy Bentham, John Stuart Mill og Henry Sidgwick. Det er dog overvejende disse tænkere og deres idéer som Rawls tager udgangspunkt i i sin kritik,

Rawls' kritik af utilitarismen

Rawls er uenig med utilitaristerne på 2 punkter.

1. For det første hævder Rawls at mennesket har en ”ukrænkelighed, som er begrundet i retfærdigheden, eller som nogen siger, i en naturret, som selv alle andres velfærd ikke kan tilsidesætte”. Her vover Rawls sig en smule ud på dybt vand, da han sidestiller retfærdighed med naturret. Det er farligt, fordi dette begreb, og den intuitive begrundelse af den, er blevet skudt ned som et yderst svagt argument (jf. Alf Ross’ kritik af metafysik). Rawls prøver dog at snige sig uden om denne svaghed med nogle velbegrundede argumenter for menneskelige rettigheder. Disse præsenteres i hans teori om [[uvidenhedens slør].
2. Den anden indvending mod en streng konsekvensetik er, at der stilles nogle absurde betingelser for mennesket og dets handlinger. For at overholde teorien kræves det tilmed at den døve ingeniør (jf. allegorien tidligere) frivilligt ville indgå en kontrakt med sheriffen, der gik ud på at sheriffen skulle skyde ham i den nævnte situation (det er et absurd eksempel, men det medtages for argumentets skyld). En fordring om en så ekstrem solidaritet fra ingeniørens side, virker på mange helt grotesk at kræve af noget menneske. Hovedpointen med Rawls’ anden indvending er da at nytteprincippet sammensmelter alle personer til én, samfunds-personen (den samlede nytte). Princippet ”tager ikke forskellen mellem individerne seriøst”, som han udtrykker det.

Her mener Rawls, at en deontologisk kontraktteori burde udarbejdes (jf. polariseringen af moralfilosofien), som en anti-tese til utilitarismen. I det følgende afsnit beskrives hvordan kontrakten stilles op - dernæst de principper den vil resultere i.