Bruger:Malte/sandkasse

• En teori om retfærdighed: sub-sandkasse 1
  
• Infobokse og skabeloner: skabelon-sandkasse
• Hæmningsløs udnyttelse af wikiformatet: Super-sandkassen

Retfærdighedsprincipperne

Rawls fremstiller retfærdighedsprincipperne flere steder i sit værk, men præsenterer dem først i sin komplette form i §46, med den lidt uindbydende titel ”yderligere tilfælde af prioritet”.

1. princip - Frihedsprincippet
”Hver person skal have en lige ret til det mest omfattende samlede system af lige grundlæggende friheder, som er foreneligt med et tilsvarende system for alle”

2. princip - Differensprincippet (a) og Åbenhedsprincippet (b)
”Sociale og økonomiske uligheder skal indrettes således, at de både er, (a) til den størst mulige gavn for de mindst begunstigede, som er foreneligt med det retfærdige opsparingsprincip, og (b) knyttet til embeder og stillinger, der er åbne for alle under nogle betingelser, der er præget af fair lige muligheder”

Det første princip siger noget om individernes grundlæggende civile rettigheder, heriblandt retten til at tænke og ytre sig frit, praktisere religion, retten til personlig ejendom, frihed fra psykologisk undertrykkelse eller fysiske overgreb. Rawls ønsker altså at opbygge en retsstat med omfattende menneskelige rettigheder. Det kan virke fornuftigt, at individerne i den oprindelige position ønsker at konstruere disse rettigheder, som et slags sikkerhedsnet i samfundet. Med frihedsprincippet undgår de at havne i strengt ugunstige situationer, som et totalitært regime fx ville stille dem i (antaget at de ikke er så heldige at få diktator-pladsen). Det andet princip, differensprincippet, er en smule mindre indlysende. Lad os først forklare ”det retfærdige opsparingsprincip”. Dette er i forlængelse med individernes uvidenhed om hvilken generation de tilhører. Opsparingsprincippet fordrer således et fornuftigt krav til staten om at føre en langsigtet og forsvarlig økonomisk politik, der ikke skader de kommende generationer. Som vi ser fordrer differensprincippet (a) en fordeling af goderne, der skal komme de ”mindst begunstigede” til størst gavn. Der er altså indbygget et stærkt egalitaristisk træk i Rawls’ differensprincip, som der senere vil argumenteres for. Læg så i øvrigt mærke til at han ikke lægger op til en total lighed, som fx den kommunistiske utopi. Dette grunder i en traditionel liberalistisk opfattelse af, at individer behøver incitamenter for at yde noget til samfundet. Det nytter således ikke noget at fuldføre en total lighed, hvis den eneste måde man kan gøre det på, er at lave en total omfordeling. De mest privilegerede ville ikke have nogen gulerod for at arbejde fuldt ud, da de hele tiden ville få den samme gevinst som manden der ikke arbejdede. Derfor er de sociale og økonomiske goder også ”knyttet til embeder og stillinger”. Rawls tilføjer til fordringen om en vigtighed i fair muligheder for at kravle op af samfundets stige. Nogen ville måske mene at dette punkt burde ligge i frihedsprincippet, da det hører ind under de civile og politiske rettigheder (retten og muligheden for at ansøge og få et job i samfundet). Dette er dog en misforståelse af begrebet muligheder. Man må her påpege en forskel mellem principielle og substantielle muligheder. Brian fra Ishøj, født af alene-mor på heroin, har således ikke substantielle muligheder for at læse Jura på universitetet, selvom han har principielle muligheder. Her burde staten gå ind og regulere i de sociale forhold, der er baggrund for denne ulighed. Hvorfor staten burde det, begrundes i det følgende, med udgangspunkt i differensprincippet (a) – uligheder er kun retfærdige, så længe de kommer de mindst begunstigede til gavn. Vi så i forrige afsnit at individerne i den oprindelige position er under et uvidenhedens slør, der gør det umuligt for dem at skræddersy principperne til sig selv. Rawls hævder her at den mest rationelle strategi ville være en såkaldt maximin-strategi. Maximin-strategien går kort sagt ud på at ”maksimere minimummet” – altså få det værst tænkelige udfald til at blive så godt som muligt. Vi har allerede set hvordan individerne har sikret de politiske og sociale rettigheder. Differensprincippet skal således forsøge at skabe et acceptabelt minimum for de økonomiske rettigheder. Da individerne ikke har nogen viden om deres placering i samfundet, og derfor bliver placeret tilfældigt, kan man med rimelighed sammenligne situationen med et lotteri – ”Livets lotteri”, som man siger. Lad os forestille os at gevinsten siger noget om de goder individerne vil blive tildelt under fordelingen. Goder skal her forstås i sin bredeste forstand, ikke kun i form af penge, men hvordan samfundets grundlæggende sociale og økonomiske struktur vil se ud i forhold til individets placering. En høj gevinst siger således også noget om de substantielle muligheder for at kunne få en uddannelse, et godt arbejde o.s.v. Lad os sige at individerne kan vælge imellem to slags lotterier, ligesom Rawls i den oprindelige position også giver dem to slags samfundsmodeller at overveje.

1. Superplayer (maxisum) (1) 100.000 (S1) (2) 50.000 (S2) (3) - 25.000 (S3) (4-100) 100 (S4)

2. Fedtefar (maximin) (1) 10.000 (F1) (2) 5.000 (F2) (3) 2.500 (F3) (4-100) 100 (F4)

Hvis man skulle følge maximin-strategien, ville man altså vælge Fedtefar, da den sikrer den højeste minimumsgevinst. I Superplayer ville man risikere en ”gevinst” på minus 25.000 (S3), men til gengæld også gevinster der overtrumfer Fedtefar på alle måder (S1 og S2). Det er indlysende at Superplayer vil give den højeste sum af gevinster, og derfor en maksimering af gennemsnittet, på trods af den ”lille” risiko. Man ville altså godt kunne argumentere for at vælge Superplayer, eller ”maxisum”-strategien, som jeg vil kalde den. Et sådant valg ville placere os i en utilitaristisk hybrid af et samfund. Selvom frihedsprincipperne er sikret, kan det forekomme irrationelt at vælge Fedtefar, når alternativet Superplayer maksimerer ens muligheder. Rawls bliver her nødt til at indføre en yderligere restriktion på individerne i den oprindelige position. Med en henvisning til idealet om upartiskhed, mener han at det er rimeligt, at individerne foretager deres valg under usikkerhed frem for en risikobevidsthed. Sammenlignet med ovenstående eksempel vil individerne altså ikke kende loddernes fordeling eller sandsynligheden for at få et givent udfald. Dette ville have ret kedelige konsekvenser for maxisum-strategien, da S3 og F3 lige så vel kunne bytte sandsynlighed med S4 og F4. Maximin-strategien ville kun blive mere fornuftig at foretrække. Det forekommer rationelt at vælge Rawls’ maximin-strategi, frem for en art af nytteprincipp eller lignende. Lotteri-eksemplet er et fint argument, da det antages at individerne i den oprindelige position vil have kendskab til grundlæggende samfundsvidenskabelige forhold. De vil altså med rimelighed kunne forudse konsekvenserne af deres valg (lotto-gevinsterne) i den reflekterede ligevægt. Vi så under forrige afsnit at uvidenhedens slør begrundedes i, at det ikke var fair at nogen skulle begunstiges mere end andre i den oprindelige position. Ingen kan bebrejdes de naturlige og sociale omstændigheder de må være født ind i. Derfor skal man i den hypotetiske valgsituation forsøge at opnå en lighed mellem parterne, så de ikke kan manipulere og designe principperne efter eget behov. Vi ser således at det forekommer rationelt at vælge Rawls’ maximin-strategi, i spørgsmålet om fordelingen af goderne. Det er på mange måder dette aspekt der gør Rawls’ teori så original og unik, da han formår at give nogle velbegrundede argumenter for en egalitaristisk, en lighedsfremmende retfærdighedsteori – og endda på de logiske positivisters præmisser. Der eksisterer således ingen metafysiske eller strengt intuitive begrundelser i Rawls’ teori, modsat de tidligere kontraktteoretikere. Der følger desuden to prioritetsregler, som siger noget om retfærdighedsprincippernes rangorden. Frihedsprincippet er således leksikalt overordnet alle de øvrige fordringer. Det er leksikalt fordi individets frihed og rettigheder aldrig kan tilsidesættes for at tilfredsstille andre principper. Frihedsprincippet har absolut prioritet. Dernæst kommer en leksikalsk ordning af det andet princip: Åbenhedsprincippet (b) går forud for differensprincippet (b). Begge principper er leksikalt højere prioriteret end maksimeringen af livskvalitet. Rawls vedkender altså en brugbarhed af nytteprincippet, i den forstand at livskvaliteten må være så høj som mulig, så længe det ikke konflikter med de to retfærdighedsprincipper.

Kritik af retfærdighedsprincipperne

Jeg vil i dette afsnit formulere 2 kritikpunkter mod retfærdighedsprincipperne. Den første skal ikke forstås som en fundamental fejl i Rawls’ teori, men mere som en mindre brist i den. Den sidste er til gengæld grundlæggende i dens kritik af Rawls. Nozick har stået for en stor del af denne kritik i årene efter En teori om retfærdighed. Det er da også værd at lægge mærke til at Nozicks eget værk fra 1974, Anarchy, State and Utopia, til dels er skrevet som et modstykke til Rawls. Indvendingen jeg her vil fremføre af Nozick er ikke den mest kendte, men til gengæld meget interessant. Den er direkte møntet på differensprincippet og giver også, synes jeg, udtryk for en almen skepsis til omfordeling af goderne i samfundet.

Problem med Rawls’ leksikalske ordning Som vi så i det forrige afsnit, ordner Rawls principperne leksikalt efter hinanden. Ifølge prioriteringen er det altså nødvendigt at opfylde differensprincippet, før vi kan maksimere den samlede livskvalitet. Staten må altså kun vælge ud fra de muligheder, der resulterer i maksimering af livskvaliteten til de dårligst stillede. Der forekommer først et lille delproblem. Det ligger i Rawls’ formulering at ”de dårligst stillede” skal forstås som en gruppe af mennesker og ikke et enkelt individ – ”det dårligst stillede individ”. Det har selvfølgelig sin praktisk betydning, når man skal administrere et samfund, men det burde Rawls’ teori ikke tage stilling til, da den skal repræsentere de grundlæggende retfærdigheder. Det kan forekomme rimeligt at indtage et individbaseret frem for et gruppebaseret princip af følgende grund. Hvis vi betragter ”gruppen af dårligst stillede” (dette er i sig selv en abstrakt betegnelse), så vil der givetvis være individer indenfor gruppen der er dårligere stillede end gruppen som helhed. Der vil således også kunne forekomme en person indenfor gruppen af døve ingeniører, der yderligere har fået amputeret et ben. Burde vi så ikke rette vores opmærksomhed mod dette individ, i stedet for gruppen af døve ingeniører som helhed? Hvis vi burde det, skal han også have leksikalsk højere prioritet i forhold til de andre ingeniører (hvis vi antager at de ikke har et stærkere handicap). Hvis vi antager dette som en logisk rettelse af differensprincippet, så må vi også kigge på konsekvenserne deraf. Et eksempel på hvad et leksikalsk individbaseret princip ville gøre er følgende. Lad os forestille os at Henrik, en døv ingeniør, havde pådraget sig en sjælden dødelig sygdom, der derved ville gøre ham til det dårligst stillede individ (foran ham med det amputerede ben). Sygdommen er uhelbredelig, men man ville kunne holde den nede, så Henrik kunne forlænge sit liv med et par år. Hvis staten skulle finansiere en pleje af Henrik, ville den koste så store beløb at det ville kunne ses på nationalbudgettet. Ifølge en leksikalsk prioritering af Henrik, så ville dette være nødvendigt, da vi først må sikre den højeste grad af livskvalitet til det dårligst stillede individ. På den anden side forekommer det ikke rimeligt at Henrik skal have så stor opmærksomhed, på trods af hans dårlige helbred. Så store statslige udgifter vil givetvis sænke den samlede livskvalitet drastisk for mange personer. Man kan som et alternativ til Rawls’ differensprincip foreslå et individbaseret princip der ikke giver den dårligst stillede absolut prioritet, men blot større prioritet. Der præsenteres i Det retfærdige samfund af Holtug m.fl. et sådant princip:

Prioritetsprincippet: “Det har moralsk større vægt at gavne individer, jo dårligere stillet de er”

Her lægger vi os altså tættere på et utilitaristisk princip, hvor det i højere grad bliver en afvejning af livskvaliteten imellem individerne i samfundet. Der er dog ikke risiko for at krænke menneskets grundlæggende rettigheder, da frihedsprincippet stadig er gældende. Med ordene “Alle tæller kun for én” i hu, kan vi med prioritetsprincippet lave en omskrivning af det utilitaristiske dogme til ”Alle tæller ikke blot for én”.

Er de privilegerede velfærdssamfundets trækdyr? Der rettes endnu en kritik af differensprincippet, denne gang fra Nozick. Han mener at de dårligt stillede i samfundet udelukkende bruger de bedre stillede (herefter de ”privilegerede”) som midler til at opnå højere livskvalitet. Lad os først se hvordan Nozick selv formulerer problematikken:

”[...] why may not one violate persons for the greater social good? Individually, we each sometimes choose to undergo some pain or sacrifice for a greater benefit or to avoid a greater harm: we go to the dentist to avoid worse suffering later […]; some persons diet to improve their health or looks […]. In each case, some cost is borne for the sake of the greater overall good. Why not, similarly, hold that some persons have to bear some costs that benefit other persons more, for the sake of the overall social good? But there is no social entity with a good that undergoes some sacrifice for its own good. There are only individual people […]. Using one of these people for the benefit of others, uses him and benefits the others. Nothing more. […] To use a person in this way does not sufficiently respect and take account of the fact that he is a separate person, that his is the only life he has.”

Nozick forsvarer de individer staten bruger til at finansiere den samlede velfærd – eller ”the greater social good”. Vi må antage at nogle individer i samfundet trækker et større læs og bidrager mere til samfundskagen end andre. Men betyder det at de bliver brugt kun som midler? Dét påstår Nozick og mener desuden at det er moralsk forkasteligt at indrette samfundet på denne måde. Der henvises her til en af historiens største moralfilosoffer, Immanuel Kant (1724-1804), og hans kategoriske imperativ. Det var Kants mål at formulere en etisk regel om dét der danner grundlag for alle vores andre moralske intuitioner. Hvis Nozicks påstand er rigtig, så betyder det altså en grov overtrædelse af moralen dybt i os. Kants imperativ (altså ”påbudet”) er kategorisk fordi det er almengyldigt og ikke afhængigt af omstændighederne. Kant formulerer forskellige versioner af det kategoriske imperativ i værket Kritik af den praktiske fornuft (1797), men det man oftest henviser til er: ”handl således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som et middel men altid tillige som mål”. Dette mener Nozick ikke at Rawls’ samfund kan overholde. Differensprincippet vil ordne fordelingen af goderne således, at de dårligst stillede vil få mest gavn af den. De privilegerede skal således knokle dagen lang for at finansiere en velfærd de ikke selv har del i. Deres ofringer (jf. ”sacrifices”) er ikke for egen skyld, ligesom når de påfører dem selv smerte ved tandlægen for at få raske tænder, eller når de arbejder på overtid for at tage en rejse til Nepal. Som Nozick påpeger er der ikke nogen over-individuel social entitet som ofrer sig selv for sin egen skyld. Der er kun individer i samfundet. Man kunne lidt polemisk sige at Rawls ikke tager forskellen mellem personerne alvorligt. Det er ironisk at Rawls selv skal stå model til en kritik som han i sin tid rettede mod utilitaristerne. Der er dog god grund til at afvise Nozicks kritik. De privilegeredes rettigheder er, som alle andres, som et minimum sikret med frihedsprincippet. Rawls’ samfund resulterer således ikke i samme grad af ”udnyttelse” som et utilitaristisk samfund ville gøre. De privilegerede kan fx ikke bruges til forsøgsdyr, da det ville konflikte med frihedsprincippet. Der ligger desuden i Rawls’ teori et indbygget sikkerhedsnet, som gælder for alle individer i samfundet. De privilegerede ville således også have en ret til at få hjælp, hvis de mister deres privilegium – og altså blev ”dårlig stillet”. Hvis en direktør pludselig mister sit højtbetalte arbejde pga. et handicap fx, så vil han også have krav på en invalidepension. Hvis han stadig kunne arbejde, men ikke kunne finde noget arbejde, så ville han have krav på bistandshjælp. Men differensprincippet resulter stadig i at de privilegerede bliver brugt som midler – mens de er privilegerede. Det kan givetvis være rigtigt, men på den måde bruges de privilegerede ikke kun som midler, da de altid vil have krav på en ekstra omsorg, hvis de skulle miste deres status som “privilegeret”. Men hvorfor er det moralsk forsvarligt at bruge personer som midler, selvom det kun er midlertidigt? Det kan et eksempel illustrere. I de fleste servicefag bruges den ansatte som et middel. Således bruger jeg Abdullah nede i kiosken som et middel til at få min toldfrie 1.5 liters cola. Jeg kender ham ikke og besøger ham kun for at tilfredsstille mit koffeinbehov. Lad os så forestille os at Abdullah fik en mursten kastet i hovedet gennem vinduet. Nogle nazister brugte ham således som et middel til at tilfredsstille deres had mod indvandrere. Hvis jeg stadig befandt mig i kiosken ville jeg, som et moralsk ansvarligt individ, skynde mig at hjælpe Abdullah og evt. ringe efter en ambulance. På denne måde er Abdullah altså ikke blot et middel. En modsætning til dette ville være følgende. Sæt nu at Abdullah skulle være på hospitalet et par uger efter den lille episode i kiosken. Da Abdullah er en smart kioskhaver, ville han sætte en cola-automat op, for ikke at miste den indtægt. Jeg ville således købe min 1.5 liters cola af en maskine, og ligeledes bruge den som et middel til at tilfredsstille mit koffeinbehov. Lad os så forestille os at nazisterne vendte tilbage for at smide en mursten ind af vinduet. Denne gang ramte den dog cola-automaten, som heller ikke havde det for godt bagefter. I dette tilfælde ville jeg dog være ligeglad og derfor behandle automaten udelukkende som et middel. Hvis jeg besluttede mig for at reparere maskinen, eller tilkalde hjælp, ville det være for Abdullahs skyld eller min egen (mit koffeinbehov). Vi kan altså med dette eksempel konkludere, at det ikke er dårligt at behandle individer som midler, så længe de ikke behandles blot som midler. Rawls’ principper overlever endnu en gang.