Spring til indhold

Bruger:Brol/sandkasse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Latterfugl
Bevaringsstatus

Ikke truet  (IUCN 3.1)[1]
Videnskabelig klassifikation
RigeAnimalia (Dyr)
RækkeChordata (Chordater)
KlasseAves (Fugle)
OrdenCoraciiformes (Skrigefugle)
FamilieAlcedinidae (Isfugle)
UnderfamilieHalcyoninae
SlægtDacelo
ArtD. novaeguineae
Videnskabeligt artsnavn
Dacelo novaeguineae
(Hermann, 1783)
Kort
Udbredelse i Australien Mørkegrøn: naturlig Lysegrøn: indført
Udbredelse i Australien
Mørkegrøn: naturlig
Lysegrøn: indført
Hjælp til læsning af taksobokse
Latterfugl i Knocklofty Reserve, Hobart, Tasmanien

Latterfuglen (Dacelo novaeguineae) er en isfugl i underfamilien Halcyoninae. Den er også kendt under sit australske navn kookaburra (det fuldstændige engelske navn er laughing kookaburra). Den er en stor isfugl med et hvidligt hoved med en brun øjenstribe.[2] Oversiden er primært mørkebrun, men der er en stribe med lyseblå pletter på vingedækfjerene.[3][2] Undersiden er cremet hvid og halen har rødbrune og sorte striber.[2] Fjerdragten hos hanner og hunner er ens. Territorialkaldet er en karakteristisk latter, som ofte bliver fremført af flere fugle på samme tid.

Latterfuglen er naturligt hjemmehørende i den østlige del af det australske fastland, men den er også indført til dele af New Zealand, Tasmanien og Western Australia.[4] Den findes i eukalyptus-skove, åbne skovområder samt parker og haver i byer.[4] Det er en standfugl, som året rundt forsvarer sit eget territorium. Den er monogam og har den samme partner hele live. Et ynglepar kan være ledsaget af op til 5 voksne, men ikke ynglende, unger, som hjælper med at forsvare territoriet og opfostre unger.[4] Latterfuglen yngler typisk i træhuller eller udgrave selv redehuller i termitboer i træer.[4] Den lægger 3 hvide æg. The parents and the helpers incubate the eggs og foder ungerne. Den yngste af de tre unger bliver ofte dræbt af de ældre unger. De flyvefærdige unger bliver fodret i 6 til 10 uger, indtil de selv kan finde føde.[5]

Latterfuglen er en rovfugl, som typisk sidder på en gren til den ser et byttedyr for derefter hurtigt at slå ned på det.[3] Føden er firben, insekter, orme, slange, mus og den er også kendt for at tage guldfisk i havedamme.

Fuglen er almindeligt forekommende, og International Union for Conservation of Nature (IUCN) har klassificeret den som værende ikke truet.[1]

Taksonomi

[redigér | rediger kildetekst]
Farveplanche med forkert titel, som blev brugt af såvel Johann Hermann som Pieter Boddaert

Latterfuglen blev første gang beskrevet og illustreret (i sort og hvid) af den franske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Pierre Sonnerat i hans bog Voyage à la nouvelle Guinée, som blev udgivet i 1776.[6][7] Han påstod at have set fuglen i New Guinea. I virkeligheden besøgte Sonnerat aldrig New Guinea og latterfuglen findes ikke der. Han har formentligt fået fat på et eksemplar fra en af de naturhistorikere, der sejlede med James Cook til østkysten af Australien.[8] Edme-Louis Daubenton og François-Nicolas Martinet medtog en farveplanche af en latterfugl baseret på Sonnerats eksemplar i deres Planches enluminées d'histoire naturelle. Planchen har den franske titel "Martin-pecheur, de la Nouvelle Guinée" (isfugl fra New Guinea).[9]

I 1783 lavede den franske naturhistoriker Johann Hermann en formel beskrivelse af arten baseret på Daubenton og Martinets farveplanche. Han gav den det videnskabelige navn Alcedo novæ Guineæ.[10][11] Det nuværende slægtsnavn Dacelo blev introduceret i 1815 af den engelske zoolog William Elford Leach.[12][13] Navnet er et anagram for Alcedo, det latinske ord for isfugl. Navnet novaeguineae er sammensat af det latinske novus for ny og Guinea,[14] baseret på den fejlagtige opfattelse at eksemplaret kom fra New Guinea.[7] I mange år troede man, den første videnskabelige beskrivelse af fuglen blev udfærdiget af den nederlandske naturhistoriker Pieter Boddaert, og hans navn Dacelo gigas blev brugt i den videnskabelige litteratur.[15] I 1926 fandt den australske ornitologi Gregory Mathews dog ud af, at Hermann havde offentliggjort sin beskrivelse tidligere samme år, 1783, og derfor havde fortrinsret, til trods for det misvisende navn.[7][16]

I det 19. århundrede var det almindeligt brugte navn i Australien "Laughing Jackass", som første blev brugt i An Account of the English Colony in New South Wales af David Collins, som blev udgivet i 1798.[17][18] I 1858 brugte ornitologen John Gould navnet "great brown kingfisher", som stammede helt tilbage fra John Latham i 1782.[19][20] Et andet populært navn var "laughing kingfisher".[18] Latterfuglens navn fra flere forskellige aboriginske sprog blev opgivet af europæiske forfattere som f.eks. Go-gan-ne-gine af Collins i 1798,[17] Cuck'anda af René Lesson i 1828[21] og Gogera eller Gogobera af George Bennett i 1834.[22] I begyndelsen af det 20. århundrede blev "kookaburra" brugt som et alternativt navn i ornitologiske publikationer,[23][24] men det først i 1926 i den anden udgave af Official Checklist of Birds of Australia, at Royal Australasian Ornithologists Union officiel skiftede til "laughing kookaburra".[18] Navnet kommer fra Wiradjuri, et truet aboriginsk sprog.[18]

Slægten Dacelo omfatter fire arter. De to arter hvidnæbbet latterfugl og perlehovedet latterfugl findes kun i New Guinea og øerne i Torresstrædet. Hvidhovedet latterfugl findes i det sydlige New Guinea og nordlige Australien.[25]

Der er to anerkendte underarter af latterfuglen:[26]

  • D. n. novaeguineae (Hermann, 1783) – nominatformen, det østlige Australien og indført til Tasmanien, det sydvestlige Australien og New Zealand.
  • D. n. minor Robinson, 1900 – Cape York Peninsula mod syd til Cooktown[27][5]

Beskrivelse

[redigér | rediger kildetekst]

Latterfuglen er den største af alle isfugle.[5][28] Den er en kraftig fugl med en længde på 41 - 47 cm, stort hoved, prominente øjne og et langt, kraftigt næb.[2] Kønnene er næsten ens, men hunnen er normalt større og har mindre blåt mod gumpen end hannen. Hannen vejer 196 - 450 g, 307 g i gennemsnit, og hunnen 190 - 465 g, 352 g i gennemsnit.[29] Latterfuglen har hvid og cremefarvet krop og hoved med mørk brun øjenstribe og mindre tydelige brune striber på hovedet. Vingerne og ryggen er brune med blå pletter på skuldrene. Halen er rød-orange med mørkebrune striber og hvid spids. Det kraftige næb er sort øverst og benfarvet nederst. Underarten D. n. minor har samme fjerdragt som nominatformen, men er mindre.[5]

Latterfuglen kan adskilles fra den hvidhovedede latterfugl, der er af samme størrelse, på sit mørke øje, mørk øjenstribe, kortere næb og de mindre og mere matte blå områder på vingen og gumpen.[5] Hannen hos den hvidhovede latterfugl har en stribet blå og sort hale.[5]

Kald

[redigér | rediger kildetekst]

Navnet "latterfugl" er en reference til fuglens "latter", som den bruger til at hævde sit territoprium. Den kan høres hele dagen, men oftest ved solopgang og solnedgang.[5]

Latterfuglens kald frembringes af et komplekst lydsystem, hvor luft fra lungerne bliver presset ind i bronkierne.[4] Selvom de fysiske forudsætninger for kaldet tidligt er til stede, skal kaldet læres, og forældrefuglene oplærer ungerne, efter de har forladt reden.[30] Den voksne han vil udføre en del af kaldet, som ungerne så prøver at efterligne, som regel uden held.[30] Sanglektionerne strækker sig over et par uger, før ungerne er dygtige nok til at være med i gruppens "latter".[30]

Udbredelse

[redigér | rediger kildetekst]

Latterfuglen er naturligt hjemmehørende i det østlige Australien fra Kap York-halvøen i nord til Cape Otway i syd. Den findes både øst og vest for Great Dividing Range. Mod syd er den udbredt fra Victoria til Yorke Peninsula og Flinders Ranges i South Australia.[31]

Latterfugle fra det østlige Australien blev indført til det sydvestlige Australien allerede i 1883.[32] Den blev observeret mellem Perth og Fremantle i 1896.[33] Foreninger som Animal and Bird Acclimatization committee of WA, der mente man kunne berige naturen ved at indføre arter fra andre dele af verdenen, udsatte hundredvis af fugle mellem 1897 og 1912.[34] I 1912 ynglede latterfuglen i flere områder i det sydvestlige Australien. Den nuværende udbredelse i Western Australia er sydvest for en linje mellem Geraldton på vestkysten og Hopetoun på sydkysten.[4]

I Tasmanien er latterfuglen blevet indført flere steder, første gang i 1906. I dag findes den hovedsageligt nordøst for en linje gennem Huonville, Lake Rowallan, Waratah og Marrawah.[4] Den blev indført til Flinders Island omkring 1940, hvor den nu er almindelig, og på Kangaroo Island i 1926.[4]

I 1860'erne arrangerede guvernøren i New Zealand, George Grey, udsættelse af latterfugle på Kawau Island, der ligger i Hauraki Gulf, omkring 40 km nord for Auckland. Man troede, at bestanden var uddød, men i 1916 blev nogle fugle observeret på det nærtliggende fastland.[31][35] Den yngler nu i et lille område på vestsiden af Hauraki Gulf mellem Leigh og Kumeū.[31]

Latterfuglen foretrækker åben skov. Den er mest almindelig, hvor der kun er lidt underskov, og jorden er dækket med græs. Den findes også nær vådområder, delvis ryddede områder og landbrugsland med træer langs veje og i skel. I byområder findes den i parker og haver.[36] Latterfuglens og den hvidhovede latterfugls udbredelsesområde overlapper i det østlige Queensland fra Cape York Peninsula mod syd til nær Brisbane. Omkring Cooktown er der en tendens til, at latterfugle foretrækker områder nær vand, mens den hvidhovede latterfugl foretrækker mere tørre områder.[5]

Den samlede bestand af latterfugle blev i 1999 anslået til 65 millioner fugle.[5] Tallet i dag kan dog være langt lavere. Ifølge Birdata, som indsamler oplysninger om fugle i Australien, er antallet af observationer af latterfugle faldet 50% fra 2000 til 2019, og i geografiske optællinger i samme periode er observationsraten faldet fra 25% til 15%.[37] Bestanden i New Zealand er relativt lille og er formentligt mindre end 500 individer.[38] Fuglen er dog stadig meget almindelig og regnes for 'ikke truet' af International Union for Conservation of Nature.[1]

Adfærd

[redigér | rediger kildetekst]
Latterfugl med gekko i næbet

De fleste latterfugle lever i familiegrupper, hvor de voksne unger hjælper forældrene med at finde føde og passe på det næste kuld unger.

Latterfuglen benytter sin 'latter' til at markere sit territorium, men har også to former for flyveopvisninger, som den bruger overfor andre latterfugl: trapezflugt og cirkelflugt.[39] Trapezflugten er når to latterfugle fra hvert sit territorium flyver mod hinanden og e flights are aptly named after the swooping motion that neighbouring kookaburras will make towards one another in midair when defending territory.[39] During trapeze flights, an individual from each riot will perch on branches bordering the others' territory and fly back and forth between trees within their established home range and trees bordering neighbouring kookaburras territory.[39] These displays have been observed to last up to a half an hour and are usually accompanied by calls from the sender and members of that individual's riot.[39] Cirkelflugten starter med at en fugl flyver rundt om et naboterritorium. Pludseligt flyver den direkte ind i territoriet og begynder at cirkle over nogen af de latterfugle, der bor i området.[39] Once inside the neighbouring territory, the individual will fly in circles around the other kookaburras inhabiting the area, which results in a typical laughing call or squawking depending on whether the neighbours' dominance status.[39] Flight displays are useful for communicating over long distances, but other forms of visual signals can be effective for short-range communication.

Close range visual signals can be used to convey aggression or indicate incoming threats to the flock.[39] Aggressive posturing is used as a warning before attacking, a signal that is commonly received by foreign kookaburras encroaching on another groups' territory.[40] Laughing kookaburras will splay out their wings and propel their head forward while shaking their tail feathers to exhibit dominance and ward off intruders.[40] The aggressive posturing is followed up by chasing off the unwanted individual before attacking.[4] Visual displays are also used to communicate vigilance and the presence of threats via alert postures.[4] D. novaeguineae will open its beak, ruffle up the feathers surrounding its cap, and angle their heads towards the direction of the threat.[4] Depending on the urgency of the threat, alarm postures may be followed by loud laugh-like calls to warn other members of the flock.[4]

Yngleforhold

[redigér | rediger kildetekst]
Ungfugl i Sydney: Ungfugle har kortere næb med en mørk underside og mere hvidt på ryg og vinger

Latterfuglen yngler i træhuller. Den begynder at lave sin rede i starten af august og lægger æg fra september til november.[4] Hvis det første kuld mislykkes, vil den fortsætte med at yngle i de australske sommermåneder.[4]

Hunnen lægger normalt 3 halvblanke, hvide æg på 36 mm × 45 mm med to dages mellemrum.[3] Både hannen og hunnen såvel som familiegruppens voksne unger ruger på æggene 24–26 dage.[4] Ungerne er hjælpeløse og flyvefærdige efter 32–40 dage.[4] Hvis der er mangel på mad, vil det tredje æg blive mindre og ungen vil også være mindre. Ungerne har en krog på den øverste del af næbet, som forsvinder når de bliver flyvefærdige. Hvis der er mangel på mad, slås ungerne, og krogen bliver brugt som våben. Den mindste unge kan blive dræbt af sine ældre søskende.[4] Hvis der er rigeligt med mad, vil forældrefuglene bruge mere tid hos ungerne, så ungerne ikke kan slås.

Føde

[redigér | rediger kildetekst]
A laughing kookaburra making a hollow for a nest in an arboreal termite nest.
Catching a worm, Bruny Island, Tasmania, Australia

Latterfuglen jager ligesom andre isfugle. Den sidder på en gren eller elledning og venter tålmodigt på et byttedyr. Den spiser mus og andre pattedyr af samme størrelse, insekter, regnorme, snegle, krebsdyr, små fisk, øgler, frøer, småfugle og unger samt slanger.[4][29] Den foretrækker små byttedyr, men den tager nogle gange større dyr some eksempelvis giftslanger, der er længere end den selv.[4] Når den voksne fugl fodrer sin unger, laver den et klukkende kald, som lyder helt anderledes end dens 'latter'.[29]

Forholdet til mennesker

[redigér | rediger kildetekst]
Image of a laughing kookaburra holding a sausage in its mouth.
A laughing kookaburra seen eating a sausage which it snatched from a barbeque.

Latterfuglen er almindelig i forstædernes haver og endda i tættere bebyggede områder. Den kan blive så tam, så man kan håndfodre den og røre ved den. Folk giver dem ofte små stykker råt kød. Det er ikke usædvanligt, at latterfuglen uden varsel kommer flyvende og snupper mad ud af hænderne på mennesker.

Latterfuglen er en almindelig fugl i zoologiske haver.

Fuglen har også sin egen populære australske børnesang "Kookaburra", som blev skrevet i Marion Sinclair i 1934.[41]

Optagelser af lattefugle er i mange år blevet brugt som lydkulisse i Hollywood-film, der foregår i junglen. Første gang var i Tarzan-filmene i 1930'erne og senest i The Lost World: Jurassic Park (1997).[42]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b c BirdLife International (2016). "Dacelo novaeguineae". IUCN's rødliste over truede arter. 2016: e.T22683189A92977835. doi:10.2305/IUCN.UK.2016-3.RLTS.T22683189A92977835.en. Hentet 19. november 2021.
  2. ^ a b c d Pizzey, Graham and Doyle, Roy. (1980) A Field Guide to the Birds of Australia. Collins Publishers, Sydney. ISBN 073222436-5
  3. ^ a b c Morcombe, Michael (2012) Field Guide to Australian Birds. Pascal Press, Glebe, NSW. Revised edition. ISBN 978174021417-9
  4. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s Higgins, Peter J., red. (1999). "Dacelo novaeguineae Laughing Kookaburra" (PDF). Handbook of Australian, New Zealand and Antarctic Birds. Volume 4: Parrots to dollarbird. Melbourne: Oxford University Press. s. 1121-1138. ISBN 978-0-19-553071-1.
  5. ^ a b c d e f g h i Fry, C. H.; Fry, Kathie; Harris, Alan (1999). Kingfishers, Bee-eaters and Rollers. London: Christopher Helm. s. 133-136. ISBN 978-0-7136-5206-2.
  6. ^ Sonnerat, Pierre (1776). Voyage à la Nouvelle Guinée (fransk). Chez Ruault. p. 170, Plate 106.
  7. ^ a b c Mees, G.F. (1977). "The scientific name of the Laughing Kookaburra: Dacelo gigas (Boddaert) v. Dacelo novaeguineae (Hermann)". Emu. 77 (1): 35-36. doi:10.1071/mu9770035.
  8. ^ Lysaght, A. (1956). "Why did Sonnerat record the kookaburra, Dacelo gigas (Boddaert) from New Guinea?". Emu. 56 (3): 224-225. doi:10.1071/MU956224.
  9. ^ Daubenton, Edme-Louis; Martinet, François-Nicolas (1765-1783). Planches enluminées d'histoire naturelle. Vol. 7. Paris. Plate 663.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)
  10. ^ Peters, James Lee, red. (1945). Check-list of Birds of the World. Volume 5. Vol. 5. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press. s. 190.
  11. ^ Hermann, Johann (1783). Tabula affinitatum animalium olim academico specimine edita : nunc uberiore commentario illustrata cum annotationibus ad historiam naturalem animalium augendam facientibus (latin). Argentorati: Impensis Joh. Georgii Treuttel. s. 192 Note.
  12. ^ Peters, James Lee, red. (1945). Check-list of Birds of the World. Volume 5. Vol. 5. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press. s. 189.
  13. ^ Leach, William Elford (1815). The Zoological Miscellany; being descriptions of new, or interesting Animals. Vol. 2. London: B. McMillan for E. Nodder & Son. s. 125.
  14. ^ Jobling, James A. (2010). The Helm Dictionary of Scientific Bird Names. London: Christopher Helm. s. 130, 275. ISBN 978-1-4081-2501-4.
  15. ^ Boddaert, Pieter (1783). Table des planches enluminéez d'histoire naturelle de M. D'Aubenton (fransk). Utrecht. s. 40.
  16. ^ Mathews, Gregory M. (1926). "An important date". Emu. 26: 148. doi:10.1071/mu926148.
  17. ^ a b Collins, David (1798). An Account of the English Colony in New South Wales. London: T. Cadell Jr and W. Davies. Appendix 12 Language.
  18. ^ a b c d Gray, Jeannie; Fraser, Ian (2013). Australian Bird Names: A Complete Guide. Collingwood VIC, Australia: CSIRO. s. 156-158. ISBN 978-0-64310469-3.
  19. ^ Gould, John (1848). The Birds of Australia. Vol. 2. London: Self-published. Plate 18.
  20. ^ Latham, John (1782). A General Synopsis of Birds. Vol. 1. London: Printed for Benj. White. s. 609.
  21. ^ Lesson, René Primeverre (1828). Manuel d'ornithologie, ou description des genres et des principales espèces d'oiseaux (fransk). Paris: Roret. s. 93.
  22. ^ Bennett, George (1834). Wandering in New South Wales, Batavia, Pedir Coast, Singapore, and China: being the journal of a naturalist in those countries during 1832, 1833, and 1834. Vol. 1. London: Richard Bentley. s. 222.
  23. ^ Lucas, A.H.S.; Le Souef, W.H. Dunley (1911). The Birds of Australia. London: Whitcombe and Tombs. s. 236-237.
  24. ^ Leach, John Albert (1912). An Australian bird book: a pocket book for field use (2nd udgave). Melbourne: Whitcombe & Tombs. s. 105.
  25. ^ Woodall, P.F. (2020). "Kingfishers (Alcedinidae)". I del Hoyo, J.; Elliott, A.; Sargatal, J.; Christie, D.A.; de Juana, E. (red.). Handbook of the Birds of the World Alive. Lynx Edicions. doi:10.2173/bow.alcedi1.01. Hentet 2. februar 2017.(abonnement nødvendigt)
  26. ^ Gill, Frank; Donsker, David, red. (2016). "Rollers, ground rollers & kingfishers". World Bird List Version 6.3. International Ornithologists' Union. Hentet 10. oktober 2016.
  27. ^ Robinson, Herbert Christopher (1900). "Contributions to the zoology of north Queensland". Bulletin of the Liverpool Museums. 2 (3&4): 116.
  28. ^ Dunning, John B. Jr., red. (2008). CRC Handbook of Avian Body Masses (2nd udgave). CRC Press. ISBN 978-1-4200-6444-5.
  29. ^ a b c Woodall, P. F. (2020). "Laughing Kookaburra (Dacelo novaeguineae), version 1.0." In Birds of the World (J. del Hoyo, A. Elliott, J. Sargatal, D. A. Christie, and E. de Juana, Editors). Cornell Lab of Ornithology, Ithaca, NY, USA. https://doi.org/10.2173/bow.laukoo1.01
  30. ^ a b c Baker, Myron C. (januar 2004). "The Chorus Song of Cooperatively Breeding Laughing Kookaburras (Coraciiformes, Halcyonidae: Dacelo novaeguineae): Characterization and Comparison Among Groups". Ethology. 110 (1): 21-35. doi:10.1046/j.1439-0310.2003.00941.x.
  31. ^ a b c Higgins 1999, s. 1124–1125.
  32. ^ Sellick, Douglas. First impressions : Albany 1791-1901 :travellers' tales. s. 151-2. ISBN 0730983668.
  33. ^ Jenkins, C.F .H. (1959). "Introduced Birds in Western Australia". Emu. 59: 201-207.
  34. ^ Long, J. L. (1974). Introduced birds and mammals in Western Australia. Agriculture Protection Board of Western Australia. s. 3. ISBN 0-7244-5758-5. OCLC 27566719.
  35. ^ Thomson, G.M. (1922). The Naturalisation of Animals and Plants in New Zealand. Cambridge: Cambridge University Press. s. 137-138.
  36. ^ Higgins 1999, s. 1123.
  37. ^ BirdLife Australia (2020). "Explore Birdata map: Laughing kookaburra". Birdata. Hentet 17. juni 2020.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  38. ^ Michaux, B. (2013). Miskelly, C.M. (red.). "Laughing kookaburra". New Zealand Birds Online. Hentet 4. oktober 2016.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  39. ^ a b c d e f g ICTN; Higgins, P. J.; Davies, S. J. J. F. (1997). "Handbook of Australian, New Zealand & Antarctic Birds. Volume 3: Snipe to Pigeons". Colonial Waterbirds. 20 (3): 631. doi:10.2307/1521625. ISSN 0738-6028. JSTOR 1521625.
  40. ^ a b Morton, S. R.; Parry, G. D. (juli 1974). "The Auxiliary Social System in Kookaburras: A Reappraisal of Its Adaptive Significance". Emu – Austral Ornithology. 74 (3): 196-198. doi:10.1071/mu974195b. ISSN 0158-4197.
  41. ^ Skabelon:Australian Dictionary of Biography
  42. ^ Kaercher, Melissa (30. maj 2013). "The Sound and the Foley". Tin Lizard Productions.

Further reading

[redigér | rediger kildetekst]
  • Legge, Sarah (2004). Kookaburra: King of the Bush. Collingwood Vic, Australia: CSIRO Publishing. ISBN 978-0-643-09063-7.
  • Parry, Veronica A. (1970). Kookaburras. Melbourne: Lansdowne Press. ISBN 978-0-7018-0290-5.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
 Wikimedia Commons har medier relateret til:

K ategori:Fugle fra Australien

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bruger:Brol/sandkasse&oldid=11966083"