Å-mudderbanke
Å-mudderbanken kaldes også for "vandløb med tidvis blottet mudder med enårige planter". Det er en naturtype, der forekommer i eller langs vandløb med svingende vandføring og et finkornet bundmateriale (silt eller ler).
Karakteristik
[redigér | rediger kildetekst]Naturtypen er som det forstås meget variabel i omfang, og den kan mangle helt på steder, hvor vandstanden er konstant, eller i år, hvor sommeren er regnfuld. Omvendt vil der normalt opstå blottet mudder efter selv kortvarig tørke.
Dannelsesforhold
[redigér | rediger kildetekst]Jordbund
[redigér | rediger kildetekst]Å-mudderbanker dannes kun, hvor jordbunden under og langs vandløbet består af meget finkornet materiale: gytje, ler eller silt. Ligeledes dannes de kun, hvis vandløbet har ligget nogenlunde uforstyrret gennem flere år. Det er vigtigt at understrege, at disse mudderbanker er meget næringsrige med et højt indhold af kalk og nitrat.
Terrænforhold
[redigér | rediger kildetekst]Da mudder kun aflejres langs vandløb med langsomt strømmende vand, er denne naturtype knyttet til landskaber uden de store højdeforskelle.
Klimatiske forudsætninger
[redigér | rediger kildetekst]Vejret har indflydelse på, om disse naturtyper overhovedet kan opstå, for hvis det regner meget i vækstperioden, vil der ikke dannes blotlagte mudderflader. Klimaet, altså det gennemsnitlige vejr målt over en glidende 30-årig periode, har derimod næppe nogen større betydning for disse bankers vegetation.
Plantesamfund
[redigér | rediger kildetekst]Plantesamfundet består som nævnt af énårige, urteagtige planter, som er i stand til at udnytte de korvarige, lysåbne og vandmættede voksesteder på mudderbund. I faglitteraturen benævnes de enten som Chenopodion rubri eller Bidention.
Karakterplanter
[redigér | rediger kildetekst]Fliget brøndsel (Bidens tripartita) og knudet pileurt (Persicaria lapathifolia ) er de karakteristiske, dominerende arter i denne naturtype.
Andre arter
[redigér | rediger kildetekst]Desuden findes en række andre arter, som også kan præge naturtypen mere eller mindre kraftigt:
- Rød gåsefod (Chenopodium rubrum),
- Brun fladaks (Cyperus fuscus),
- Dyndurt (Limosella aquatica),
- Enårig rapgræs (Poa annua),
- Almindelig loppeurt (Pulicaria vulgaris),
- Strandskræppe (Rumex maritimus),
- Sumpskræppe (Rumex palustris),
- Almindelig fuglegræs (Stellaria media).
Forekomst i Danmark
[redigér | rediger kildetekst]Naturtypen er udbredt som smalle bånd langs og i langsomt flydende vandløb i det meste af Danmark.
Fredningsstatus
[redigér | rediger kildetekst]Naturtypen er ikke underlagt fredning i sig selv, men fredning af bestemte vandløb (f.eks. Skjern Ås gamle løb) vil også bidrage til, at denne naturtype får gode betingelser. Å-mudderbanke er en betegnelse for en naturtype i Natura 2000-netværket, med nummeret 3270.[1]
Kilder og henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Fredshavn, Jesper; Nygaard, Bettina; Ejrnæs, Rasmus; Damgaard, Christian; Therkildsen, Ole Roland; Elmeros, Morten; Wind, Peter; Johansson, Liselotte Sander; Alnøe, Anette Baisner; Dahl, Karsten; Nielsen, Erik Haar; Pedersen, Helle Buur; Sveegaard, Signe; Galatius, Anders; Teilmann, Jonas (2019). Bevaringsstatus for naturtyper og arter – 2019, Habitatdirektivets Artikel 17-rapportering (PDF). Aarhus: Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. s. 18. ISBN 978-87-7156-437-2. Hentet 1. november 2019.
- Valesca Harezlak: H3270 – Rivers with muddy banks with Chenopodion rubri pp and Bidention pp vegetation – grundig gennemgang af plantesamfundet på (engelsk)
- Søer og vandløb på novana.au.dk
- 3270 Vandløb med tidvis blottet mudder med enårige planter Arkiveret 23. september 2019 hos Wayback Machine Habitatbeskrivelser, årgang 2016 side 21 (Miljøstyrelsen)
- Danske Naturtyper i det europæiske NATURA 2000 netværk Arkiveret 18. september 2020 hos Wayback Machine, ISBN 87-7279-275-2