Wikipedia:Wikipediajournalen/Arkiv/april 2019/Flere kvinder på wiki
Flere kvinder på wiki
Wikimedia Danmark blev kontaktet af gruppen på Egmont Publishing der står for ALT.dk webstedet, — et af de store website på dansk og hvor Marianne Gram er indholdsansvarlig. Gruppen kom med et forslag om et skrivemaraton med fokus på kvindebiografier. Oprindeligt arbejdede vi med en dato i januar, men det blev flyttet til den 9. marts 2019, hvilket så faldt heldigt sammen med Kvindernes Internationale Kampdag dagen før.
Skrivemaratonet spandt af over nogle få timer om eftermiddagen med et par indledende bemærkning og Néné La Beet, der introducerede Wikipedia-redigering. En håndfuld Wikipedianere fra Wikimedia Danmark bistod med hjælp til kontooprettelse og redigering. Alle var velunderstøttet af strøm, wifi, kaffe og kage fra Egmont.
Før skrivemaratonet var et større arbejde pågået med oprettelse af liste over notable kvinder der kunne skrives om. Omkring 1.000 navne var samlet sammen af Egmont Publishing og Wikimedia Danmark. Navnene var hængt op som en flere meter lang liste, og også i udklippet form lagt i en kurv hvor skribenterne kunne trække et navn. Efterfølgende har vi oprettet vi en stor liste på den danske Wikipedia hvor man kan se hvad der blev skrevet under skrivemaratonet og hvad der mangler. Siden er tilgængelig som Flere kvinder på wiki
Egmont Publishing viste sig som en ganske professionel organisation med en betydelig evne til at promovere eventet: Margrethe Vestager tweetede om eventet, Johanne Schmidt-Nielsen promoverede det gennem en Facebook-video, en Berlingske-artikel fortalte om skrivemaratonet, to indslag fra TV 2-kanaler, en i TV 2 News og en i TV 2 Nyhederne blev vist om lørdagen, og en artikel i Heartbeats blev efterfølgende udgivet. På ALT.dk fandtes også flere artikler.
Før eventet havde vi beregnet at der var omkring 17% kvindebiografier på den danske Wikipedia ud af det totale antal biografiartikler, og vi fik beregnet hvor mange artikler der skulle skrives for at flytte procenttallet én procent. Tallet var omkring 800–900. Et mål blev derfor at få 1000 kvinder på den danske Wikipedia, — ikke under selve skrivemaratonet, men i løbet af et år. Ironisk nok faldt procenttallet op til eventet, da mange artikler om mandlige japanske fodboldspillere blev skabelon-agtigt oprettet.
Der deltog vel omkring 90 personer med et klart overtal af kvinder. Under eventet på Egmont Publishing blev der oprettet omkring 80 artikler. Derudover blev der oprettet 20 artikler fra deltagere der vist ikke var til stede hos Egmont, men rediregerede andetsteds fra. Den overvejende del af artiklerne synes at være af ganske udmærket kvalitet. Blandt problemer vi oplevede var lidt omkring kontooprettelse og rediregeringskonflikt. En enkelt artikel er efterfølgende blevet slettet. Sletning havde nok baggrund i interessekonflikt. Blandt de oprettede er Agnete Raaschou-Nielsen, en af de tunge danske erhvervsleder, og Marianne Dahl Steensen, administrerende direktør i den danske afdeling af Microsoft. Der blev også oprettet mange artikler om kvindelige forskere ved Aalborg Universitet.
Alt i alt et fint event, som man kunne håbe ville gentager sig.