Wikipedia:Ugens artikel/Uge 9, 2014
Johannes Vermeer (døbt 31. oktober 1632 – 15. december 1675) var en nederlandsk kunstmaler, som regnes som en af den nordeuropæiske baroks mest talentfulde malere. Han var aktiv i den Den hollandske guldalder, hvor landet var inde i en periode af uset politisk, økonomisk og kulturel storhedstid.
Kun 35 malerier er med sikkerhed malet af Johannes Vermeer; det måske mest berømte er Pige med perleørering (også kaldet Nordens Mona Lisa). Vermeers malerier er i dag udstillet på bl.a. Rijksmuseum, Amsterdam; Mauritshuis, Den Haag; Kunsthistorisches Museum, Wien; Städelsches Kunstinstitut, Frankfurt og Gemäldegalerie i Dresden. Han er ikke repræsenteret på danske museer.
Vermeer begyndte med historiske motiver, men vendte sig mod genrebilledet. Han specialiserede sig i interiørscener fra middelklassens liv og var en moderat fremgangsrig, provinsiel genremaler. Det ser ud til, at han aldrig var særlig velstående, måske fordi han malede så få malerier, og han efterlod sig gæld. (Læs mere..)