Wikipedia:Ugens artikel/Uge 7, 2018
Camping er en udendørs rekreativ aktivitet, hvor man overnatter minimum én nat i bivuak, telt, teltvogn, campingvogn, campinghytte, autocamper eller et mobilehome. Camping som en rekreativ aktivitet blev populær blandt borgerskabet i Europa tidligt i det 20. århundrede. Senere er det blevet en mere folkelig foreteelse, og der er verden rundt dannet en række organisationer til fremme af campinglivet.
Danske campingpladser hører under sommerhusloven, der administreres af kommunerne i henhold til vejledningen til campingreglementet. Der findes ingen danske statslige råd for camping. Campingpladser kan kun godkendes til denne brug af den kommune, hvor pladsen er hjemmehørende.
Lokaliteten kan enten være et naturområde som f.eks. en skov, eller en speciel campingplads. I de fleste lande skal overnatning ske på en campingplads eller et andet godkendt sted. Modsætningen hertil er Sverige og Norge, hvor allemandsretten tillader, at man i naturområder overnatter en enkelt nat.
Allerede 13. december 1926 blev der etableret en "Lejrklubben Danmark af 1926", som siden er blevet til Dansk Camping Union, der varetager campisternes interesser. (Læs mere..)