Wikipedia:Ugens artikel/Uge 51, 2024

Symfoni nr. 9 i D-mol, opus 125 er en symfoni komponeret af komponisten Ludwig van Beethoven. Værket, der var hans sidste og blev afsluttet i 1824, er skelsættende i den klassiske musikhistorie. Ved førsteopførelsen gik den under den pompøse tyske titel: Sinfonie mit Schlusschor über Schillers Ode "An die Freude" für großes Orchester, 4 Solo und 4 Chorstimmen componiert und seiner Majestät dem König von Preußen Friedrich Wilhelm III in tiefster Ehrfurcht zugeeignet von Ludwig van Beethoven, 125tes Werk.

Det revolutionerende i værket er, at der i sidste sats indgår kor, hvilket ikke tidligere var hørt i symfonisammenhæng. Kor og solister synger Friedrich Schillers ode An die Freude fra 1785, som Beethoven havde noteret melodiudkast til i kladdebøger allerede i 1790'erne. Temaet dukker op i flere af hans kompositioner, heriblandt to sange.

9. symfoni er nok et af de mest kendte klassiske værker overhovedet, og symfonien anses for at være et af Beethovens største mesterværker. Måske det mest imponerende er, at værket blev til på et tidspunkt, hvor komponisten var totalt døv. Den senere komponist, Hector Berlioz kaldte det "kulminationen af komponistens geni".

En del af værkets sidste sats er blevet musikalsk symbol for EU. I 2001 blev det originale partitur optaget på UNESCOs Memory of the World Programme. (Læs mere..)