Wikipedia:Ugens artikel/Uge 46, 2017
Ved 2. verdenskrigs slutning flygtede eller udvistes hovedparten af de tyske befolkningsgrupper i områder uden for Tysklands og Østrigs grænser. Det drejede sig især om 1) tidligere tyske områder, som blev annekteret at Polen og Sovjetunionen efter krigen, 2) Tjekkoslovakiet, som blev genskabt efter besættelsen under krigen, og Sudeterlandet, som var blevet annekteret af Tyskland i 1938, 3) de tidligere polske områder, som var blevet annekteret af Tyskland eller besat af Tyskland under krigen, og 4) Ungarn, Rumænien og Jugoslavien og andre stater i Central- og Østeuropa.
Med mindst 12 mio. tyskere direkte berørt, muligvis 14 mio. eller mere, var det den største etniske tvangsforflytning i moderne historie.
Fordrivelsen var led i reorganiseringen i efterkrigstidens Europa og var til dels en gengældelse over for tyskerne. De Allierede var inden krigens slutning nået til enighed om, at Polens territorium skulle flyttes vestpå og den tilbageværende tyske befolkning udvises, og meddelte de polske og tjekkoslovakiske eksilregeringer, hvis lande begge var besat af Tyskland, at dette ville ske.
Fordrivelserne foregik i tre faser. Den første bestod af tyskeres spontane flugt for den Røde Hær, som foregik fra midten af 1944 til starten af 1945. Den anden fase var den uorganiserede fordrivelse af tyskere straks efter det tyske nederlag. Den tredje fase var en mere organiseret udvisning efter de Allieredes Potsdamtraktat, som redefinerede grænserne. De største fordrivelser var afsluttet i 1950. Folketællingstal fra det år viste, at antallet af etniske tyskere, som fortsat boede i Østeuropa lå på ca. 12 % af antallet før krigen. Det samlede antal døde ved fordrivelserne er stadig ukendt, og er svært at beregne på grund af det kaos, som eksisterede i krigens sidste måneder. (Læs mere..)