Wikipedia:Ugens artikel/Uge 45, 2007
Danmark er et land i det nordlige Europa. Landet er et konstitutionelt monarki, som sammen med de to selvstyrende områder, øgruppen Færøerne (i Nordatlanten) og øen Grønland (i Nordamerika) indgår i Kongeriget Danmark. Danmark består geografisk af halvøen Jylland og 443 navngivne øer og holme, hvoraf de 76 er beboede. Landet er placeret i Skandinavien med havet som nabo, Østersøen, Skagerrak, Kattegat og Nordsøen, samt Tyskland som Jylland grænser op til mod syd.
Danmark har været kendt som nation siden vikingetiden, og det danske monarki er med sin over tusindårige historie et af de to ældste i verden (Japans er det andet). Historisk set har Danmark været væsentligt større end det er i dag, men mange århundreder med krige mod Sverige og tyske stater har indskrænket det danske territorium. Danmark fik sin grundlov i 1849 og sit nuværende parlamentariske system i 1901. Statsformen er negativ parlamentarisme, der betyder, at regeringen ikke kan have et flertal i Folketinget imod sig. I nyere tid har Danmark forsøgt at involvere sig stadigt mere aktivt i, OECD, NATO, FN, Nordisk Råd og mange andre internationale organisationer. Danmark blev som det første nordiske land medlem af EF, senere EU, i 1973.
Danmark har siden vikingetiden været en søfartsnation, men i løbet af industrialiseringen begyndte landbrug og industri at spille en større rolle, samtidig med en omfattende urbanisering fandt sted. Danmark formåede i den postmoderne industrialisering at omstille sin industri og økonomi effektivt, så landet i dag er en topmoderne markedsøkonomi, der hovedsageligt lever af tjenesteydelser og en stor udlandshandel. Danmarks økonomi er bygget op omkring hvad der er kendt som den skandinaviske velfærdsmodel. I Danmark begyndte opbygningen af velfærdssamfundet i 1930´erne og blev udbygget betragteligt i løbet af 60´erne og 70´erne. For at finansiere denne velfærdsmodel har Danmark en af de højeste skatteprocenter i verden. Efter 1970'ernes alvorlige stabilitetsproblemer og en vanskelig konsolideringsperiode i 1980'erne har dansk økonomi siden midt i 1990'erne udviklet sig stabilt. Læs mere