Wikipedia:Ugens artikel/Uge 40, 2011
Svalbard Lufthavn, Longyear (IATA: LYR, ICAO: ENSB) er en civil lufthavn på øen Spitsbergen, tre km nordvest for Longyearbyen, Svalbard. Lufthavnen har status som verdens nordligste med regulær rutetrafik. Den første lufthavn i nærheden af Longyearbyen blev bygget under anden verdenskrig. I 1959 blev den taget i brug til lejlighedsvise flyrejser, men kun få måneder om året. Opførelsen af den nuværende lufthavn ved Hotellneset påbegyndtes i 1973, og byggeriet blev officielt indviet 2. september 1975. Den ejes og drives af det statsejede selskab Avinor.
I 2010 ekspederede lufthavnen 125.781 passagerer og 6.490 flybevægelser. Scandinavian Airlines flyver dagligt til Oslo og Tromsø med Boeing 737, og Lufttransport flyver til de to andre lufthavne på Svalbard: Ny-Ålesund og Svea med et Dornier Do 228 turbopropfly. Der er regelmæssig chartertrafik med turister til øgruppen via Svalbard Lufthavn.
Landingsbanen er 2.323 meter lang, og der er installeret instrumentlandingssystem, men der er ingen rulleveje tilknyttet banen. Den 45 meter brede landingsbane har to drænrør under asfalten, der tillader vand fra det nærliggende fjeld, Platåberget, at løbe under banen. Omkring 1/3 del af landingsbanen er gravet ind i terrænnet, og den sidste del er anlagt på en dæmning. Under asfalten ligger et lag på 1-4 meter af froststabilt grus, der hindrer jordskred om sommeren. (Læs mere..)