Wikipedia:Ugens artikel/Uge 34, 2020
Hunnerne var et centralasiatisk folk med nomadisk og senere halvnomadisk levevis. Man ved ikke ret meget om hunnernes oprindelse, og forskerne diskuterer stadig, hvilket sprog, de talte. I lighed med mange andre nomadefolk efterlod de ingen skriftlige spor, og historikerne må derfor forlade sig på de beskrivelser fra dem, de kom i berøring med, primært Romerriget.
Romerske forfattere omtaler i 1. og 2. århundede folkeslag med navne, der kunne minde om hunnerne. Fra det 4. århundrede blev de en vigtig faktor i europæisk storpolitik og i det 5. århundrede havde hunnerne deres storhedstid under Attila. Efter hans død gik det hastigt tilbage for dem: Deres rige gik i opløsning, og i de følgende to århundreder var der kun spredte efterretninger om dem. Herefter forsvandt hunnerne ud af historien. (Læs mere..)