Wikipedia:Ugens artikel/Uge 22, 2010

Islands historie adskiller sig væsentligt fra historien i det øvrige Norden. Lige fra den første tid kender man enkeltpersoner med navne, slægtsforhold og deres præcise årstal. Blandt de ældst kendte bøger, som blev skrevet på Island, er sagaerne, som beretter om landets historie. Der er få lande, som har en så rig dokumentation af deres tidligste historie som Island.

Islands historie er beretningen om frie folk, der som følge af indbyrdes kiv mistede deres frihed og først efter lang tid igen vandt den. At det gik sådan, kan henføres til flere forhold: For det første havde Island i lang tid en såre beskeden befolkning, svingende omkring 40.000 til 60.000. For det andet udgjorde landbrug landets hovednæringsvej, hvilket ikke virkede befordrende på dannelsen af småbyer endsige købstæder; fiskeri var en binæring udøvet i fiskesæsonen og da fra midlertidige fiskebosætningssteder - ikke fra helårsbeboede fiskerlejer. For det tredje var landet fattigt på råvarer, hvorfor kornvarer, tømmer, jern mm. måtte indføres udefra, hvilket gjorde islændingene afhængige af disse forsyninger. For det fjerde lå landet forholdsvis langt fra andre lande og havde lange fragtveje, der tilmed kun benyttedes i sommerhalvåret. Endelig savnede landet en central regering, der kunne have samordnet og styret udviklingen, og da den endelig kom, havde den sit hovedsæde langt fra øen, der dermed blot var ét blandt flere andre landsdele, hvis hensyn skiftende regeringer måtte tage vare på. (Læs mere..)