Wikipedia:Ugens artikel/Uge 20, 2020
Finalen ved EM i fodbold for kvinder 2017 var den 12. siden turneringens etablering i 1984. Den blev spillet den 6. august foran 28.138 tilskuere på De Grolsch Veste i Enschede i det østlige Holland. De deltagende hold var hjemmeholdet fra Holland og Danmark. For begge hold var det første gang, at de spillede en EM-finale, indtil da havde de kun nået semifinalerne. Holland vandt kampen 4-2, efter 2-2 ved pausen. Det var holdets første sejr ved et internationalt mesterskab.
Kampen blev ledet af den schweiziske dommer Esther Staubli. Hollands anfører Sherida Spitse blev kåret til kampens bedste spiller.
Der blev slået flere seerrekorder i både Holland og Danmark, og globalt så over 13 millioner tv-seere finalen direkte. Dagen efter blev begge hold fejret i deres hjemlande foran tusindvis af fans. (Læs mere..)