Wikipedia:Ugens artikel/Uge 17, 2020
Harald 2. eller Harald Svendsen var konge af Danmark fra 1014 til ca. 1018. Han var søn af Svend 1. Tveskæg.
Han blev konge i Danmark efter sin far efter at have været regent i landet siden 1013.
Han ydede støtte til sin bror Knud, da denne ønskede at udruste en større krigflåde med henblik på at generobre England og det er tillige muligt, at han selv deltog i en del af krigstogtet mod England.
Hans regeringsperiode som dansk konge blev af ca. 3-4 års varighed, og da der ikke kendes nogle børn af Harald 2., blev han efterfulgt som dansk konge af sin bror Knud.
Han er i adskillige fremstillinger gennem årene blevet fremstillet som en konge, om hvem man ikke vidste så meget, men en sådan karakteristik bygger nok snarere på udeladelser i en række tidligere kilder end på et egentligt manglende grundlag for at kunne portrættere denne konge. (Læs mere..)