Wikipedia:Ugens artikel/Uge 13, 2009
Vandtårnet på Randersvej er et 38 m højt vandtårn i den nordlige del af Århus, som blev opført i 1907-08. Det ligger på Randersvej ved Christiansbjerg, hvor vejen krydser Ringvejen. Det er det ældste vandtårn i Århusområdet og dertil et af de få bevarede. Tårnet var i funktion som vandtårn til 1980 og havde kapacitet til 200 m³ vand. Efter driftens ophør solgte Århus Kommune tårnet til Fonden Vandtårnet på Randersvej. Siden er Århus Kommune igen blevet ejer af tårnet og lejer det i øjeblikket ud til Århus Akademi.
Bygningen er tegnet af arkitekt Charles Wissing og har en høj sokkel bestående af granitkvadre, hvorpå selve tårnet er bygget i røde teglsten. Taget er kegleformet og dækket af kobber med en vindfløj og en lanterne på toppen. (Læs mere..)