Wikipedia:Ugens artikel/Uge 11, 2007
Slaget ved Gallipoli fandt sted på den tyrkiske halvø Gallipoli i 1915 under 1. verdenskrig. En kombineret fransk/britisk operation blev sat i værk for at erobre den osmanniske hovedstad Konstantinopel (I dag Istanbul). Forsøget mislykkedes dog, og man anslår, at 131.000 soldater døde og 262.000 blev såret.
Rusland, et af de allierede lande under krigen, havde problemer med sine forsyningsruter over havet. Østersøen blev kontrolleret af den tyske flåde, mens Sortehavets eneste indgang var gennem Bosporusstrædet, som blev kontrolleret af det Osmanniske Rige.
Sidst i 1914 var vestfronten i Frankrig og Belgien reelt blevet totalt stillestående. En ny front var derfor nødvendig. Samtidig håbede de allierede, at man ved at angribe osmannerne kunne trække Bulgarien og Grækenland ind i krigen på allieret side.
Et første forslag om at angribe Tyrkiet var allerede blevet fremsat af en fransk minister i november 1914, men det fik ikke støtte. Senere samme måned foreslog den daværende marineminister (på engelsk kaldet First Lord of the Admiralty) Winston Churchill et angreb på Dardanellerne. En plan for et angreb og invasion af Gallipoli halvøen blev godkendt af det britiske kabinet i januar 1915. Den britiske krigsminister, Lord Kitchener, udpegede General Ian Hamilton til at kommandere den styrke, der skulle gennemføre angrebet. Læs mere