Spring til indhold

Wikipedia:Landsbybrønden/Hvad er wikipedia

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hvad er wikipedia

[rediger kildetekst]
Intet behov for forsejling Denne diskussion vurderes ikke at have behov for en konklusion. Diskussionen kan arkiveres fra 11. juli 2007. Sluttidspunktet kan løbende justeres, hvis diskussionen stadig er i gang.

Har undret mig lidt over at få kommentaren: den artikel er ikke berettiget - vel fordi den indeholder udpræget specialviden i stil med Første Mosebogs kulturelle indflydelse. Som jeg forstår idéen med wikipedia er der nærmest ingen begrænsninger bare det har almen relevans, og det mener jeg også at udprægede specialsider har, bare hovedsiderne er “fyldt“. Derfor har jeg et par spørgsmål:

  1. I Wikipedia:Kriterier for artikler undrer jeg mig over formuleringen: ...hvis artiklen kun har interesse for [...] det kvarter man bor i, kan det næppe kaldes almen interesse. Vil det sige at jeg ikke må skrive om Jenle, gårde i Jenle og skrive alle tænkelig artikler om Jenle selvom det kun har lokalhistorisk interesse. På den måde kunne wikipedia ellers blive et fantastisk opslagsværk for lokalhistorikere.
  2. en dansk tegneseriewiki har jeg læst følgende: Når emnet er begrænset til danske tegneserier giver det nogle muligheder som der ikke er plads til på et dansk alt-mulig leksikon som Wikipedia. Er de blevet "smidt" ud eller hvorfor er der ikke plads til en specialiseret tegneserieportal på da wikipedia. Det undrer jeg mig over.
  3. Jeg mener at hvis minimun to uafhængige kilder refererer til en begivenhed, person eller lign. er en artikel berettiget, så undgår man at begrænse wikipedia unødvendigt, hvem skal afgøre om det har almen interesse.
  4. Er wikipedia et puslespil der må samles fra en hvilken som helst brik, eller skal det samles fra midten og udaf?--MortenKristensen 27. jun 2007, 14:51 (CEST)
Der er jo ikke nogen facitliste, så jeg giver bare ganske kort mit bud på de forskellige punkter, du tager op.
1. Som jeg ser det, drejer det sig om at undgå de helt snævre artikler, der ofte vil tage udgangspunkt i, at folk skriver om sig selv eller noget, som de er stærkt knyttet til. Det kunne fx være en biografi om en ukendt gymnasieelev (formodentlig kun interessant for vedkommendes familie og nærmeste bekendte) eller om et nydannet band med ukendte musikere, der kun har øvet sammen i to måneder og aldrig givet en koncert. En artikel om Jenle, som du nævner som eksempel, vil være relevant og vi har da også masser af den slags artikler. En artikel om de forskellige gårde i Jenle vil efter min mening nok have for snæver interesse som selvstændig artikel. Den vil formodentlig ikke være mere interessant end en artikel om min oldefar, som kun ville interessere en snæver gruppe af personer, der er i familie med ham. Det må dog vurderes i hvert enkelt tilfælde.
2. Det må du spørge ComicWiki om. Vi har fx artikler om masser af karakterer fra en tegnefilmserie som The Simpsons (fx Clancy Wiggum), så jeg kan ikke se noget, der hører hjemme på ComicWiki, som ikke også kunne være her. Det handler nok mere om, at de skal begrunde deres eksistensberettigelse.
3. Det må afhænge af kildernes art. Jeg kan da fx sagtens finde to kilder, der nævner mig (den "lokale" avis nævner alle nye studenter og universitetet omtaler alle, der har fået en BA), men det giver mig jo ikke "artikelhøjde".
4. Fra en hvilken som helst brik, der indgår i puslespillet. Det, du har lagt op til her, er, at vi skal diskutere, hvilke brikker, der indgår i puslespillet. --Heelgrasper 27. jun 2007, 15:38 (CEST)
Smagsdommeri kan ikke undgås. Der vil altid være nogle, der ikke interesserer sig for et givent emne og automatisk mener, at det er der heller ingen andre, der gør. Men dem skal man ikke lade sig rokke af.
1. Artikler om hver eneste gård vil nok være overdrevet og måske også på grænsen af privatlivets fred. Men en samleartikel så som gårde i Jenle kunne måske være en ide. En artikel om Jenle som helhed vil være direkte velkommen. Der er jo allerede artikler om adskillige andre lokaliteter her i landet.
2. Ingen anelse. Vi har artikler om en række tegneserier her, og flere er altid velkomne. En del af dem vil også med fordel kunne suppleres med uddybende artikler om de enkelte album, figurer, lokaliteter, begreber etc., sådan som det ses på engelsk Wikipedia. Eneste væsentlige forskel er forholdet til ophavsret, som gør, at vi på dansk Wikipedia som oftest må undvære illustrationer. Til gengæld behøver vi i modsætning til ComicWiki ikke at holde os til tegneserier, der er udgivet på dansk, men kan også se uden for landets grænser.
4. Det oplagte ville være at starte fra midten, men så enkel er verden ikke. Wikipedia skrives af mange forskellige brugere med hver deres interesser og specialviden, som de naturligt nok hver især går ud fra. Dertil kommer så den nødvendige research, hvor de nødvendige baggrundsinformationer ikke nødvendigvis kommer skribenterne i hænde i logisk rækkefølge. De artikler, jeg har skrevet om James Bond-bøger, er således skrevet efter hånden, som jeg overhovedet har kunnet få fat i de enkelte bøger uden hensyn til den kronologiske rækkefølge. Men hvad andet kan forventes? Dansk Wikipedia er i dag et puslespil på over 64.000 brikker - det tager nødvendigvis sin tid at finde de brikker, der passer sammen. Men finder man nogle, der gør, skal de selvfølgelig samles, også selv om de ikke lige kan sættes ind i en større sammenhæng foreløbigt.
Konklusion: Skriv løs. Målet er jo som bekendt et komplet leksikon på alverdens sprog. --Dannebrog Spy 27. jun 2007, 15:56 (CEST)