Wikipedia:AA-Taskforce/Værksted/London

Dette værksted vil nu blive brugt til at forbedre links i London.

Her Majesty's Royal Palace and Fortress of The Tower of London (almindeligvis forkortet til Tower of London eller simpelthen Tower) er en borg i London, på Themsens nordlige bred. Den ældste del, White Tower, blev påbegyndt under Vilhelm Erobreren. Denne er bevaret, men den store fæstning som møder dagens turister er et resultat af udvidelser gennem århundrederne.

Slottet blev anlagt udenfor City of London, og var tidligere kernen i Liberties of the Tower of London. Dets primære funktion var at være et befæstet palads for monarken. Senere blev Tower ikke mindst kendt som fængsel og henrettelsesplads, specielt for fanger af høj status. Tower har haft mange andre funktioner, og er fortsat stedet hvor Storbritanniens kronregalier opbevares.

Tower står på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Historie

Tower blev grundlagt af Vilhelm Erobreren efter hans sejr i 1066, sandsynligvis med byggestart i 1078. Det at bygge fæstninger var et centralt element i normannernes krigsførelse. Angelsakserne havde mange små fæstninger i træ, men disse var svage og man havde ikke udarbejdet gode metoder for at forsvare dem. Normannerne var derimod meget optaget af at sikre områder ved at bygge fæstninger, som de kunne føle sig trygge i hvis angelsakserne gjorde oprør.

I begyndelsen var Tower et mindre fort af træ. Vilhelm beordrede til sidst at fortet af træ skulle rives ned og erstattes af noget mere solidt. Det skulle, som han udtrykte det, være et symbol på hans magt, en fæstning som forsvar og et fængsel for hans fjender^[1]. White Tower stod færdig omkring 20 år senere. I det næste århundrede bestod Tower of London kun af denne ene bygning med en lille borggård og en enkel ringmur.

Første udvidelse

Den første udvidelse blev påbegyndt i 1189 af rigskansleren William Longchamp mens Richard 1. var på korstog. Borggården omkring White Tower blev dobbelt så stor, og der kom en ny ringmur med tårn omkranset af en ny voldgrav. Den blev fuldført i 1199 af Richards bror og efterfølger, Johan.

Under Henrik 3. (1216–1272) blev der først fokus på slottets rolle som kongelig palads. Mellem White Tower og floden blev der rejst nye kongelige lejligheder. Kongen oprettede også en dyrepark for at have underholdning indenfor murene. Efter at denne udvidelse var færdig, kom Henrik i strid med sine baroner, og følte behov for en ny kraftig udvidelse. Igen blev arealet fordoblet, denne gang til alle tre sider på land så at White Tower blev stående i midten. Der kom også en ny ringmur og voldgrav.

Slottet fuldføres

Under Edvard 1. (1272–1307) fik Tower cirka den størrelse det har i dag. Mellem 1275 og 1285 brugte kongen mere end dobbelt så mange resurser på Tower som det hans far havde gjort i hele sin lange regeringstid. Der blev anlagt endnu en ny voldgrav og opført en ny ringmur, som også gik langs floden. I muren mod Themsen blev der lavet nye kongelige lejligheder. Den nye hovedport mod land blev kraftigt befæstet.

Fæstningen indtaget

Under bondeoprøret i 1381 blev Tower indtaget af oprørerne, og Simon Sudbury, ærkebiskop af Canterbury og rigskansler, blev myrdet. Dette skyldtes ikke svagheder i forsvarsværkene, men at garnisonen ikke forsvarede slottet. Da slottet blev indtaget, havde kong Richard 2. forladt det for at forhandle med oprørerne, og da en stor folkemængde kom til Tower, frygtede soldaterne at de ville sætte kongens liv i fare hvis de gjorde modstand.

Tower blev igen indtaget i 1460, under rosekrigene. Det blev da bombarderet og belejret, og garnisonen valgte at kapitulere med gode vilkår frem for at kæmpe en kamp de ikke kunne vinde.

Flere funktioner

Efter at Edvard 1. havde udvidet Tower blev flere vigtige institutioner tilføjet: Det største kongelige skattekammer og det største møntslageri, rigets hovedarsenal og et lager for offentlige dokumenter. Bryggerne blev udvidet langs hele flodbredden for at gøre det lettere at transportere ting ind og ud af Tower. Det var også i denne periode at Tower først blev taget i brug som fængsel (se nedenfor), noget som skulle blive en meget vigtig funktion i tudortiden og elisabethansk tid.

Ny karakter

Ved restaurationen i 1660 begyndte en ny fase i Towers historie. Under Karl 2. blev der udført store forandringer. Hans far, Karl 1. havde mistet kontrol over London under den engelske borgerkrig, og Karl 2. ønskede at forhindre at dette skete igen. Slottet blev kraftigt oprustet med artilleri og arsenalet blev udvidet.

Samtidig begyndte man at åbne slottet for besøgende. Kronregalier blev udstillet, og der blev oprettet en udstilling af historiske våben. Tower blev samtidig fortsat brugt som fængsel, men i langt mindre grad end under Tudormonarkerne. Det var nu først og fremmest under større nationale kriser, som jakobitoprørerne i 1715 og 1745, og den franske revolution, at man placerede fanger der. Royal Mint og dokumentlageret var fortsat i Tower.

Det militære aspekt blev igen styrket i 1826, da hertugen af Wellington blev konstabel af Tower of London. Han troede, som mange andre, at en revolution når som helst kunne udbryde i England, og mente at sikring af Tower var centralt. Royal Mint havde da allerede flyttet ud; Wellington fik også nedlagt dyreparken og flyttet dokumentlageret. Da Grand Storehouse, den største arsenalbygning, blev ødelagt af brand i 1841 fik han bygget en ny stor arsenal- og husbygning. Wellington mente også at publikum ikke måtte have adgang til Tower, men dette fik han ikke gehør for.

Turistattraktion

Da Wellington døde i 1852 frygtede man ikke længere en revolution. Tower havde lenge været en turistattraktion, men da man ikke længere havde noget militært behov for Tower, kunne dette aspekt videreudvikles. Prins Albert, dronning Victorias gemal, opfordret til at Tower skulle omdannes til et nationalt monument, og fik støtte for dette. Arsenalbygningerne blev gradvis nedrevet, og middelalderstrukturerne blev restaureret eller genopbygget. Ved slutningen af Victorias regeringstid i 1901, havde Tower en halv million besøgende hvert år, et enormt antal på en tid hvor masseturismen endnu ikke havde gjort sit indtog. I slutningen af 1990'erne havde antallet af besøgende øget til over to millioner årligt, hvoraf tre fjerdedele var udlændinge.

Verdenskrigene

Under 1. verdenskrig forblev Tower åbent for publikum. Men et nyt element i krigsførelsen, luftangreb, førte til at man nogle gange måtte lukke. Den tyske kejser havde ved begyndelsen af krigen givet klar ordre om at historiske monumenter og kongelige slotte i London ikke skulle være bombemål, men sigtemetoderne var ikke så præcise, og Tower ligger nær Londons økonomiske centrum og nær et industriområde på sydsiden af Themsen. Den 13. juni 1917 faldt en bombe i voldgraven ved Legge's Mount; den eksploderede ikke, og de eneste skade var to duer. Under senere bomberaid fik Tower nogle skader. En skade, på Bowyer Tower, blev ikke forårsaget af nogen tysk bombe, men af en luftværngranat affyret fra Tower Bridge som ikke var eksploderet som den skulle og faldt ned på tårnet. Kanonen blev kommanderet af Charles ffoulkes, kurator for Tower Armouries, og stillingen blev kendt da den 19. maj 1918 skød ned et bombefly, det eneste som blev skudt ned over London under 1. verdenskrig.

Tower blev også brugt som fængsel igen under 1. verdenskrig. Elleve tyske spioner blev henrettet ved skydning der mellem november 1914 og april 1916. Nogle af dem blev skudt i voldgraven, andre på den lille skydebane som blev oprettet så soldaterne kunne træne. Den mest kendte fange i denne periode var sir Roger Casement, en irsk nationalist som blev fundet skyldig i højforræderi. Efter nogle dage i Tower blev han henrettet i Pentonville fængsel den 3. august 1916.

Under 2. verdenskrig blev Tower et opsamlingscenter for krigsfanger. Omkring 180 fanger besøgte Tower på vej til krigsfangelejre i det nordlige England, de fleste af dem fra Luftwaffe eller fra ubåde. To af fangerne var specielle: Den tyske generalkonsul til Island, Dr. Gerlach, sad der i tre og en halv måned i 1940, og Rudolf Hess sad i Queen's House i fire dage i april 1941. Rollen som fængsel blev afsluttet med henrettelsen af spionen Josef Jakobs på skydebanen den 14. august 1941.

Bombning forårsagede omfattende skader på Tower, specielt fra september til november 1941. Omkring femten højeksplosive bomber og et stort antal brandbomber traf Tower. Flere bygninger blev helt ødelagt, blandt andet North Bastion og Master of Assay Office. Under denne krig blev Tower lukket for publikum fra starten af, og åbnede ikke før 1. januar 1946.

Efter 2. verdenskrig

I efterkrigstiden er der blevet foretaget meget restaurering og renovation i Tower. Det mest synlige for turisterne er at flere århundreders sod er blevet skrabet af murene. Der blev også fjernet nogle midlertidige installationer fra krigen; den sidste bunker blev revet ned i 1959.

17. juli 1974 blev Morterrummet i White Tower ramt af en bombeeksplosion. En person blev dræbt, og 41 skadet. Ingen påtog sig ansvaret for bomben, men politiet mente at det var Den provisoriske IRA som stod bag^[2]

Der er ikke længere nogen kongelig lejlighed i Tower of London, men det er fortsat et kongeligt palads. Derfor er der altid to gardister fra Dronningens garde tilstede mens Tower er åbent for publikum, en udenfor Jewel House og en ved Queen's House.

Fængsel og henrettelsesplads

Fanger i Tower

Tower blev brugt som fængsel for personer af høj rang, og for religiøse dissidenter. Fanger af høj rang, som i enkelte tilfælde til og med var af kongelig byrd, blev gerne placeret i nokså komfortable forhold, mens religiøse fanger ikke have samme bekvem.

Den første fange som blev sat i Tower var Ranulf Flambard, som var biskop af Durham. Han blev i 1100 fundet skyldig i udpresning. Ranulf havde selv været ansvarlig for dele af udviklingen af Tower efter at den første arkitekt, Gundulf, flyttede tilbage til Rochester. Han blev også den første som flygtede fra Tower, noget han klarede at gøre ved at klatre ned af muren med et reb som blev smuglet ind i cellen i en vintønde. At ingen så noget unormalt i at en tønde vin blev leveret til en fange siger også noget om komfortniveauet han sonede under.

Blandt andre kendte fanger finder man:

Gruffydd ap Llywelyn Fawr, walisisk prins, død under flugtforsøg i 1244
John Balliol, konge af Skotland
David 2., konge af Skotland
Johan 2., konge af Frankrig
Henrik 6., konge af England (myrdet der 21. maj 1471)
Margaret af Anjou, Henrik 6.s dronninggemalinde
William de la Pole, fjern slægtning af Henrik 8. (i Tower 1502–1539, og dermed den som sad længst der)
Elizabeth 1., dronning af England (i Tower to måneder i 1554, som prinsesse)
John Gerard, jesuittpræst (tortureret i Tower, og flygtet)
Walter Raleigh (i Tower 1603–1616, med sin kone og to børn; forfattede The History of the World der)
Niall Garbh O Domhnaill, irsk adelsmand
Guy Fawkes, deltager i krudtkomplottet (tortureret i Tower)
Johan Anders Jägerhorn, finlandssvensk officer tilknyttet den irske uafhængighedsbevægelse (i Tower 1799–1801)
George Gordon, lederen for Gordonoptøjerne i 1780
Rudolf Hess, Hitlers stedfortræder (sidste statsfange i Tower)
Kraybrødrene, gangstere (sidste fanger i Tower, nogle dage i 1952)

Formelt ophørte Tower at være et fængsel i 1820, men som listen viser, blev det i nogle helt specielle tilfælde brugt også efter dette.

Tortur

Towers torturkammer er berygtet, men var langt sjældnere i brug end myterne fortæller. Brugen af tortur blev tidligt begrænset i England, og det var først og fremmest fanger som havnede i Tower af religiøse grunde som blev udsat for det. Der var faktisk ikke noget permanent indredet torturkammer; man brugte kælderen i White Tower eller torturerede fangerne i deres celler.

Blandt instrumenterne som fandtes var en strækbænk og Scavengers datter, to torturinstrumenter med modsat funktion: Førstnævnte strak fangens krop, mens sidstnævnte pressede den sammen. Begge forårsagede uudholdelige smerter og skader som ofte var permanente.

Anne Askew er den eneste kvinde man kan dokumentere for at blive tortureret i Tower. Hun blev sat der i 1546 efter at have blevet tiltalt for kætteri. Sir Anthony Kingston, som var konstabel af Tower, fik ordre om at udføre afhør under tortur for at få henne til at navngive andre protestanter. Hun blev lagt på strækbænken, og holdt ud på en måde som fik Kingston til at beundre henne. Han nægtede at fortsætte med at pine kvinden, og rigskansleren Thomas Wriothesley, måtte tage over.

Henrettelser

Kriminelle fra de lavere klasser blev gerne henrettet ved hængning på Tyburn eller en anden henrettelsesplads i byen, mens dødsdømte af højere rang blev halshugget på Tower Hill lige udenfor Tower.

Syv personer blev i stedet henrettet inde i Tower. Fem af dem var kvinder; mens kvinder fra lavere klasser blev hængt offentligt, blev ingen kvinder af højere byrd henrettet på Tower Hill, men blev i stedet afskærmet indenfor murene. De blev henrettet på Tower Green, og derefter begravet i det kongelige kapel St Peter ad Vincula lige ved siden af. Enkelte adelige som blev henrettet på Tower Hill er også stedt til hvile i dette kapel. Mærkingen af henrettelsespladsen med et skilt er noget upræcis; der var ikke noget permanent stillads på Tower Green, og placeringen af det midlertidige stillads varierede meget.

De syv, som alle blev henrettet for højforræderi, var:

George Plantagenet, 1. hertug af Clarence, broderen til Edvard 4 af England, blev henrettet for højforræderi i Tower i februar 1478, men ikke ved halshugning. William Shakespeares version, hvor han blev druknet i en tønde malvasiavin, er nok ren fantasi, men hans død bar nok mere præg af at være et mord end en judiciel henrettelse.

To andre kongelige fanger som antages at have blevet myrdet i Tower er prinserne i Tower, Edvard 5. og hans yngre bror Richard af Shrewsbury, 1. hertug af York. Ifølge Thomas Mores History of Richard III lejede deres onkel Richard 3. mordere ind som kvalte dem med puder.

Under begge verdenskrige blev det også udført henrettelse af spioner i Tower, på en lille skydebane som nu er fjernet. Den sidste henrettelse der blev udført 15. august 1941, da den tyske agent Josef Jakobs blev skudt af en peloton fra Scots Guards.

Bygninger

White Tower

White Tower er den ældste bygning, påbegyndt omkring 1078 under Gundulf af Rochesters ledelse, og antagelig fuldført omkring 1097. Tårnet blev bygget for at være en bolig for kongen og konstabelen, med kongen på øverste niveau og konstabelen nede. Da Tower blev udvidet under Richard 1. flyttede konstabelen ud, til en ny lejlighed ved ringmuren. Kongen flyttede også, til en nyt paladsbygning. White Tower var fortsat, med sine tykke murer, et sikkert sted for monarken og Det kongelige råd i krisetider.

De kongelige lejligheder blev til tider brugt til fanger af høj rang; det var her Ranulf Flambard blev placeret i 1100, og flere andre gejstlige og kongelige skulle følge. Det hændte også at mindre heldige fanger blev placeret i kælderen, men der var ikke noget permanent fangehul der.

Inden slutningen af Elizabeth 1.s regeringstid havde White Tower blevet et arsenal, lager for slottets ubrugte møbler og kongelig garderobe. I løbet af det 18. århundrede blev de fleste af rummene taget i brug som militære lagre, og der blev lavet flere strukturelle ændringer. Til sidst blev lagrene flyttet ud, og Royal Armouries' udstilling af våben blev flyttet ind.

Tårnet er 27,4 m højt, og 35,9 m fra øst til vest og 32,6 m fra nord til syd. Murene er 4,6 m tykke ved bakken, og 3,3 m på toppen. Materialet er såkaldt Kentish rag, en kraftig kalksten fra området omkring Maidstone. I nogle dele af bygningen er der brugt en finere kalksten fra Caen i Normandiet. Væggene blev hvidkalket, hvilket er ophavet til navnet.

Der er tårne i alle fire hjørner, tre rektangulære og et rundt (nordøst). I 1675 brufte astronomen John Flamsteed det runde tårn som observatorium, før han flyttede til Greenwich. Tårnenes kupler er fra Henrik 8.s tid.

I 1715 blev vinduerne gjort større. Dette gjorde White Tower mindre egnet som fæstning, men gav langt mere lys i rummene. To par af de originale normanniske vinduer er bevaret i topetagen over indgangspartiet. Indgangen som nu bruges er den oprindelige, men trappen er en rekonstruktion. Den er placeret højt over bakken for at gøre det vanskeligt at bruge rambuk mod den.

St. Johannes' kapel

St. Johannes' kapel i White Tower er et godt bevaret eksempel på tidlig normannisk kirkearkitektur. Det er i kalksten fra Caen, som er udekoreret med undtagelse af kapitælerne. Proportionerne er perfekte, og leder blikket mod apsis med alteret. Som et kongelig kapel var det rigt dekoreret, og den enkle tilstand det er i nu er derfor villedende. Al dekoration blev fjernet i 1550, under reformationen. Med tiden blev kapellet taget i brug som dokumentlager. Da dokumenterne blev flyttet til en bygning udenfor Tower i 1857, blev det foreslået at kapellet skulle blive et kleslager for hæren. Men det blev i stedet restaureret og taget i brug som kapel igen. Kapellet har status som Royal Peculiar, og brufes ved specielle anledninger.

Wakefield Tower

Wakefield Tower blev bygget mellem 1220 og 1240, under Henrik 3.. Kongen boede selv i tårnet, som er det største i Tower of London med undtagelse af White Tower. Det var hjertet i Henrik 3.s Tower, og et af hovedpunkterne i hans forsvarsværker med kontrol over hovedporten ved flodbredden, som senere blev indlemmet i Bloody Tower. Det nedre kammer havde udsigt over floden indtil omkring 1280, da det blev fyldt ud mod floden. Det øvre kammer var Henrik 3.s soverum, med store vinduer mod landsiden og en stor pejs. Selv om det meste af dekoren er borte, ved man fra instruktionerne Henrik 3. gav omtrent hvordan det så ud.

Under Edvard 1. blev tårnet det øvre kammer er forværelse til den nye kongelige lejlighed i St. Thomas's Tower, og det er muligt at det blev brugt som tron- eller audienskammer. En trone, kopieret fra St. Edvards stol i Westminster Abbey, står i dag i rummet.

I østvæggen er der et stort vindue med glasmaleri, hvor kongens oratorium eller privatkapel lå. Man kan se enkelte rester af denne brug, blandt andet et sakrarium (vask for liturgiske kar) og en sedilia (sæde for præsten som forrettet). Kapellet er særligt knyttet til Henrik 6.. Efter at han blev taget til fange af Edvard 4. i 1471, under rosekrigene, blev han holdt fanget i Wakefield Tower. Han blev efter kort tid myrdet mens han bad i kapellet.

Tårnet blev i lang tid, fra før Henrik 6. blev fængslet der, brugt som dokumentlager, men i det 19. århundrede blev det i stedet udstillingslokale for kronregalierne. De blev flyttet til Jewel House i 1967. Det er blevet restaureret, blandt andet ved at det originale murarbejde, med stenhuggermærker, er blevet blotlagt og at tømmertaget er blevet sat i stand.

Lanthorn Tower

Lanthorn Tower blev bygget samtidigt som Wakefield Tower. Det blev ødelagt af brand i 1774, og ruinerne blev kort tid efter revet ned. Den nuværende bygning er en rekonstruktion fra victoriansk tid, med en udstilling som giver en introduktion til den inderste borggård og middelalderpaladset. Flere genstande fra det 13. århundrede er udstillet her.

Det er sandsynligt at det var i dette tårn Elizabeth 1. sad som prinsesse under Maria 1.. Tårnet var i det 18. århundrede kendt som Queen Elizabeth's Tower, og standarden var høj nok for en prinsesse som ikke var fængslet for forræderi, men som måtte holdes væk for at hun ikke skulle konspirere.

Salt Tower

Salt Tower blev rejst omkring 1238. En af de første som boede i det store kammer der var John Balliol, Skotlands afsatte konge. Han var fængslet der fra 1297 til 1299. I tudortiden var kammeret i konstant brug som fængsel, og er specielt kendt for at katolske præster sad der under Elizabeth 1.. Blandt andet blev John Gerard tortureret i Salt Tower. Nogle indskrifter på væggene fra denne periode er bevaret, blandt andet en med et IHS-monogram, navnet Maria og jesuiterordenens motto Ad maiorem Dei gloriam.

Broad Arrow Tower

Broad Arrow Tower har i dag en udstilling som genskaber kammeret som det kan have set ud da sir Simon de Burley boede der. Han var privatlærer for den unge Richard 2. og måtte søge tilflugt der under bondeoprøret i 1381.

Constable Tower

Tårnet blev rejst under Edvard I, men som det fremstår i dag, er det for det meste en genopbygning fra det 19. århundrede.

Martin Tower

I tudortiden blev tårnet brugt som fængsel, og flere indskrifter fra denne tid er bevaret.

Martin Tower var det første sted hvor kronregalierne blev udstillet, i 1669. De var først på bakkeniveau, mens vogteren, Keeper of the Regalia, boede i etagen over. I 1671 stjal Thomas Blood regalierne fra tårnet, men kom ikke ud af fæstningen.

Brick Tower, Flint Tower og Bowyer Tower

Brick Tower, Flint Tower og øverste etasje av Bowyer Tower ble gjenoppbygget i det 19. århundre. Det skal ha vært i Bowyer Tower at George Plantagenet, 1. hertug av Clarence ble henrettet eller myrdet i 1478.

Devereaux Tower

Devereaux Tower har navn efter Elizabeth 1.s yndling Robert Devereux, 2. jarl af Essex, som var fange der efter sit fald; han blev henrettet på Tower Green. Det står ved det nordvestlige hjørne af den indre borggård, mod City of London.

Beauchamp Tower

Beauchamp Tower blev bygget af Edvard 1. omkring 1281, og erstattet porthuset fra Henrik 3.s udvidelse. Interiøret viser at der blev brugt meget tegl, noget som er et kendetegn på bygningerne fra Edvard 1.s tid, og på den tid en innovation i engelsk slotsbygning.

Det har navn efter Thomas de Beauchamp, 12. jarl af Warwick, som blev fængslet der af Richard 2. fra 1397 til 1399. Det var specielt egnet for fanger af høj rang, fordi det havde et stort kammer, og fordi det lå lige ved boligen til konstablen. Senere sad blandt andet John Dudley, 1. hertug af Northumberland og hans fem sønner der, og under Elizabeth 1. døde Philip Howard, 20. jarl af Arundel i tårnet.

Bell Tower

Bell Tower og ringmuren bort til Bloody Tower stammer fra den første udvidelse af Tower of London i 1190'erne. De stod da helt nede ved floden. Tårnet blev antagelig bygget i to faser; den nederste etage er polygonal, mens den øverste er rund. I de sidste fem århundreder har en klokke ringet hver dag; den nuværende klokke er fra 1651.

I tudortiden sad en række højtstående personer fængslet i Bell Tower, blandt andet Thomas More, Arbella Stuart og antagelig James Scott, 1. hertug af Monmouth. Ifølge traditionen skal også Elizabeth 1. have siddet der som prinsesse i Maria 1.s regeringstid. Et stykke af muren udenfor kaldes af den grund Elizabeth Walk. Det er dog mere sandsynligt at hun sad i Lanthorn Tower, som havde en langt højere standard^[3].

Bloody Tower

Bloody Tower var den opprinnelige porten til den indre borggården fra elvesiden, inntil St. Thomas's Tower ble reist. Det øvre nivået ble ombygget under Edvard III, omkring 1360. På nederste nivå er vinsjen som kontrollerer porten; opprinnelig var det også en indre port. Kammeret i tårnet var en luksusleilighet. Det ble brukt til flere fanger av høy rang, som erkebiskopene Thomas Cranmer og William Laud av Canterbury, og George Jeffreys, 1. baron Jeffreys.

Opprinnelig het det Garden Tower, fordi det ligger ved siden av løytnantens hage, men i løpet av tudortiden fikk det navnet Bloody Tower, «Det blodige tårnet», fordi Jakob I under et besøk i 1604 ble fortalt at det var der prinsene i Tower ble myrdet. Om dette er tilfelle vites ikke; to skjeletter som kan være prinsenes ble funnet i nærheten av White Tower i 1674, og det er ingenting annet enn et gammelt rykte som knytter dem til Bloody Tower. To andre dødsfall fant derimot sikkert sted i Bloody Tower: Henry Percy, 8. jarl av Northumberland skjøt seg antagelig der i 1585 for å slippe å bli dømt for høyforræderi og dermed få slektens eiendommer inndratt (han kan også ha blitt myrdet), og i Jakob Is regjeringstid ble sir Thomas Overbury forgiftet i tårnet.

Tårnet er nå møblert slik det kan ha sett ut mens sir Walter Raleigh satt fengslet der i tretten år, fra 1603 til 1616. I denne perioden ble tårnet forhøyet og en etasje til ble satt inn, slik at Raleigh og hans familie, som bodde hos ham, skulle få nok plass.

Queen's House

Queen's House er en L-formet bindingsverksbygning i tudorstil. Den var opprinnelig kjent som Lieutenant's House, og fikk sitt nåværende navn først under dronning Victoria. Bygningen skifter navn etter hvilket kjønn monarken har. Resident Governor of the Tower of London, løytnantens moderne sidestykke, har sin bolig der og huset er derfor ikke åpent for publikum.

Også i denne bygningen ble mange viktige fanger plassert, direkte under løytnantens oppsyn. Ifølge tradisjonen var den første av dem Anne Boleyn og den neste Katarina Howard, Henrik VIIIs henholdsvis andre og femte hustru som begge ble henrettet på Tower Green. Det er mulig at Katarina ble holdt der, men historien om Anne stemmer ikke; bygningen ble reist i 1540, fire år etter at hun ble henrettet. Det kan være en kjerne av sannhet i historien, dersom hun ble plassert i bygningen som tidligere lå på stedet, men det virker usannsynlig at den hadde høy nok standard for en dronning, selv en som var dømt for høyforræderi. I rådskammeret i den øvre etasjen er et minnesmerke over kruttkomplottet; Guy Fawkes ble avhørt i dette rommet både før og etter han ble torturert. Den siste fangen i bygningen var Rudolf Hess, som satt der i fire dager i mai 1941.

St Peter ad Vincula

St Peter ad Vincula er et kongelig kapell med status som Royal Peculiar. Det er det siste hvilested for de som ble henrettet på Tower Green, og for mange som døde på Tower Hill. Den første kirken på stedet var sognekirke for området utenfor det opprinnelige Tower of London, men da Henrik III utvidet slottet kom den innenfor murene. Den nåværende bygningen er fra 1519–1520, det vil si i Henrik VIIIs regjeringstid.

Kapellet inneholder en rekke monumenter over offiserer ved Tower og deres familiemedlemmer. Blant kjente personer som er stedt til hvile der er dronningene Anne Boleyn, Katarina Howard og Jane Grey, og de to katolske helgenene Thomas More og John Fisher. I 1876 ble levningene under gulvet gravet opp, med dronning Victorias godkjenning. De som kunne identifiseres, som Anne Boleyn, ble gravlagt på nytt foran alteret.

Waterloo Block og Jewel House

Waterloo Block, tidligere kjent som Waterloo Barracks, er en brakke med plass til mer enn tusen soldater. Den ble reist mens hertugen av Wellington var konstabel i Tower, og er i nygotisk stil.

Den vestlige enden er kjent som Jewel House, og rommer siden 1967 kronregaliene.

Royal Fusiliers Museum

Royal Fusiliers Museum ligger i den tidligere offisersmessen, som nå er hovedkvarter for Royal Regiment of Fusiliers. Regimentet ble grunnlagt i Tower i 1685, først for å vokte Towers kanoner. De ble etter hvert også brukt i tjeneste andre steder, og museet viser regimentets historie både i Tower og på oppdrag i og utenfor Storbritannia.

Hospital Block

Hospital Block var opprinnelig en kontorbygning for Board of Ordnance, og ble reist 1699–1700. Den ble senere sykehus for garnisonen.

New Armouries

New Armouries ble bygget for Board of Ordnance 1663–1664. Den blir nå brukt av Royal Armouries.

St Thomas's Tower

St Thomas's Tower står i den ytre muren mot Themsen. Tårnet ble reist av Edvard I mellom 1275 og 1279 for å erstatte Henrik IIIs kongelige leilighet i Wakefield Tower. Hallen har blitt rekonstruert, og et oratorium har fått nytt farget vindusglass. Et kammer har forblitt urestaurert, slik at man kan se hvor mye rommene har forandret seg gjennom århundrene. I forbindelse med kroningen av Anne Boleyn i 1532 ble det meste av tårnet ombygget slik at høyere hoffmedlemmer kunne få rom der.

Tårnet er mest kjent for porten Traitor's Gate, «Forræderporten». Gjennom denne ankom mange av fangene i Henrik VIIIs tid med båt til Tower. Porten ble åpnet og lukket av en maskin som ble drevet enten av tidevann eller av hester, og som når porten ikke var i bruk kunne brukes til å bore ut kanonløp. Et kanonverksted ble opprettet i tårnet. Det var også en annen port, en privat inngang for kongelige som ankom fra elven. Under Edvard III ble den erstattet av en ny port i Cradle Tower, like ved Lanthorn Tower.

Well Tower

Well Tower, «Brønntårnet», er muligens det eneste tårnet utenom White Tower som har beholdt sitt opprinnelige navn. Dette til tross for at det er et misvisende navn: Det er ikke noen brønn i tårnet, men sjakter som man firte ned bøtter gjennom og hentet opp vann fra Themsen.

Tidligere bygninger

Menasjeriet i Lion Tower

Det kongelige menasjeriet ble opprettet i det 13. århundre, sannsynligvis omkring 1235 under Henrik III, men kanskje allerede i 1204 under Johan. De første dyrene ble hentet fra et menasjeri som Henrik I hadde opprettet i 1125 i Woodstock. I 1235 fikk Henrik III tre leoparder i bryllupsgave – muligens var det løver ettersom de to artene ofte ble blandet sammen i middelalderen – fra Frederik II av det tysk-romerske rike. I 1264 ble de flyttet til The Bulwark, som ble omdøpt til The Lion Tower. Dette tårnet lå ved den vestlige inngangen til Tower. Under Elizabeth I ble menasjeriet noen ganger åpnet for allmennheten. Det er funnet en løveskalle som er karbondatert til mellom 1280 og 1385, hvilket betyr at det er den eldste kjente forekomsten av et av de store kattedyrene på De britiske øyer^[4].

Innen 1804 hadde menasjeriet blitt åpnet for publikum på jevnlig basis. Det var i denne dyrehagen William Blake så tigeren som skal ha inspirert ham til å skrive diktet The Tyger. Den siste direktøren, Alfred Cops, som tok over i 1822 kom til et menasjeri som var i forferdelig dårlig forfatning. Han skaffet nye dyr, og publiserte en illustrert, vitenskapelig katalog. Men dyrehagens dager var snart talte, ettersom London Zoo skulle åpne i Regent's Park. Av kommersielle hensyn, hensynet til dyrenes velferd og et ønske om å oppruste Tower som festning, ble dyrene flyttet. De siste forlot Tower i 1835. Det meste av Lion Tower ble revet, slik at bare porten Lion Gate står igjen.

Yeoman Warders

Tower of London er mest kjent internasjonalt for sine Yeoman Warders, for mange mer kjent som «Beefeaters». De bærer til daglig en mørk blå hverdagsuniform med monarkens monogram i rødt og røde striper. Når monarken besøker Tower, eller Warders er på vakt under en statsseremoni, bærer de tradisjonelle røde uniformer med gullstriper fra Tudor-tiden, svært lik de Yeomen of the Guard bærer. Deres opprinnelige funksjon var den britiske monarks personlige livvakter og fangevoktere. I dag har the Yeoman Wardens kun seremonielle oppgaver og fungerer stort sett som turistguider. Det er pensjonerte offiserer fra hæren og marinen som får stillingene, og det blir ansett som en ære.

Den eldste og av de mest interessante seremoniene på Tower, er «Ceremony of the Keys». Dette er den seremonielle lukkingen av Tower for kvelden, og har pågått hver kveld, mer eller mindre uforandret, i 700 år.

Blant Yeoman Warders har det gått sport i å fremvise den typisk britiske knusktørre humoren for turistene. Dette gjelder særlig når de skal svare på spørgsmål som de har fått tusen ganger før. Et par typiske eksempler: Da en turist spurte hvor de halshogde folk, svarte vokteren «Normalt rett over skuldrene», og da en kvinne spurte om alle ravnene ble gravlagt på samme sted svarte en vokter «Nei, frue, bare de døde».

Ravnene

Det er en gammel tradisjon at det skal være minst seks ravner i Tower of London. Karl II skal ha krevd at de måtte fjernes, fordi de forstyrret den kongelige astronomen John Flamsteed mens han arbeidet der (se White Tower). Men dette skjedde ikke, fordi noen fortalte kongen legenden som sier at dersom ravnene forlater Tower vil White Tower, monarkiet og riket falle. Etter borgerkrigen og henrettelsen av Karl I tok kongen ikke sjansen på å utfordre skjebnen, og fikk i stedet flyttet observatoriet til Greenwich.

Towers offisielle historiker, Geoffrey Parnell, har ikke funnet noen skriftlig referanse til ravnene som er eldre enn 1895, men ingen vet når de først kom og når legenden oppstod^[5]. Ville ravner var tidligere vanlige i London, spesielt rundt kjøttmarkedene. Det er godt mulig at ravner som levde av avfall fra markedet ved Eastcheap på et tidlig tidspunkt begynte å holde til i Tower.

Under andre verdenskrig døde alle unntatt en, Grip, av sjokk under bomberaidene. Før Tower ble gjenåpnet i 1946 sørget man for å ha seks ravner på plass.

Det er nå åtte ravner, som har fått vingene klipt for å hindre dem i å fly avsted. De tas hånd om av en Ravenmaster, en oppgave som tildeles en av Yeoman Warders. Ravnenes navn, kjønn og alder var pr. november 2006:

Gwylum (M/18)
Thor (M/15)
Hugin (F/11)
Munin (F/11)
Branwen (F/3)
Bran (M/3)
Gundulf (M/1)
Baldrick (M/1)

I 2006 ble ravnene flyttet innendørs en periode på grunn av frykt for fugleinfluensa, men siden juli samme år har de igjen gått ute på plenene.

Når ravner dør, blir da gravlagt på området, og deres navn blir føyet til på et skilt ved graven.

Kronregaliene

Uddybende artikel: Storbritannias kronregalier

Kronregaliene, eller kronjuvelene, har vært i Tower of London siden 1303, etter at de ble stjålet fra Westminster Abbey. Det meste av dem skal ha blitt gjenfunnet etter kort tid. Etter kroningen av Karl II ble de låst inn, men publikum kunne få adgang til å se dem ved å betale en avgift til vokteren. Denne ordningen tok slutt fra Thomas Blood stjal regaliene etter å ha bundet og kneblet vokteren.

Regaliene ble så oppbevart i Wakefield Tower i omtrent hundre år. De ble der beskyttet av væpnede vakter. Under andre verdenskrig ble de fjernet av sikkerhetsgrunner, og skal ha blitt oppbevart enten i velvet til Sun Life Insurance Company i Montreal i Canada sammen med Bank of Englands gullreserve, i Round Tower i Windsor Castle eller i Fort Knox i USA. Windsor er den mest sannsynlige muligheten, ettersom regaliene ikke skal forlate riket.

I 1967 ble de flyttet til et nytt Jewel House i Tower, hvor de fortsatt er. For mange besøkende til Tower er det å se kronregaliene et høydepunkt, og det er ofte lange køer. For å håndtere de mange besøkende, og samtidig kunne ivareta sikkerheten, må man stå på et rullebånd som kjører sakte forbi regaliene.

Referanser

^ Fisher 1987
^ BBC: On this day 17 July 1974, hentet 2007-07-20
^ Parnell 1998, s. 36
^ BBC-908 «Big cats prowled London's tower», BBC News Online, 2005-10-24
^ «Tower's raven mythology may be a Victorian flight of fantasy», Guardian Unlimited 2004-11-15, hentet 2007-07-20

Litteratur

Leonard Everett Fisher: The Tower of London, MacMillan Publishing Company, 1987
Peter Hammond: Her Majesty's Roal Palace and Fortress of the Tower of London, Historic Royal Palaces, London 1987
Richard Herrmann: Mine gleders by, Cappelens Forlag, 1983
Geoffrey Parnell: The Tower of London Past & Present, Sutton Publishing, London 1998, ISBN 0-7509-1763-6

Eksterne lenker

Wikimedia Commons har flere filer relateret til AA-Taskforce/Værksted/London

[1] Fisher 1987

[2] BBC: On this day 17 July 1974, hentet 2007-07-20

[3] Parnell 1998, s. 36

[4] BBC-908 «Big cats prowled London's tower», BBC News Online, 2005-10-24

[5] «Tower's raven mythology may be a Victorian flight of fantasy», Guardian Unlimited 2004-11-15, hentet 2007-07-20

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]