Waldemar Stenberdt
Waldemar Stenberdt (29. maj 1896 i Åstofte i Asnæs sogn–5. marts 1974 i Hillerød) var privatskoleforstander og borgmester fra partiet Venstre i Hillerød fra 1958 til 1969 og medlem af mange udvalg og bestyrelser.[1][2]
Stenberdt var søn af købmand Niels Peter Pedersen og hustru Bodil Nikoline Hansen og hed ved dåben 28. juni 1896 i Asnæs Kirke Lauritz Valdemar Pedersen. Han blev gift i 1921 med Ellen Stecher, født 16. august 1898 i Vordingborg.
Wald. Stenberdt tog lærereksamen i 1917 fra Den danske Realskoles Seminarium i København og var lærer på Hindholm Kostskole ved Fuglebjerg 1917–19 og ved Frederikssund Private Realskole 1919–1930.
I 1930 overtog han ledelsen af privatskolen M. Mørks Skole i Hillerød og var forstander indtil 1959. Marie Mørk havde betinget sig, at skolen skulle beholde sit navn efter hende. Stenberdt købte skolen i 1933. Kostskoledelen hørte fortsat under Marie Mørk indtil 1937, hvor denne også blev overtaget af Stenberdt, men han opgav skolearbejdet i 1959, og skolen blev omdannet til selvejende institution. I 1954 var han blevet medlem af Hillerød byråd for partiet Venstre, og 1958–1969 var han borgmester i Hillerød, 1969–70 viceborgmester. Inden han kom til Hillerød, havde han også siddet i byrådet i Frederikssund.
Wald. Stenberdt lagde et stort arbejde i de private realskolers foreninger og har været formand og næstformand i flere af dem, har også siddet i andre uddannelsesudvalg samt i Venstre, og i 1969 blev han æresmedlem af Hillerød Venstreforening. Som noget helt andet var han bestyrelsesmedlem i Bohnstedt-Petersen A/S (dansk samlefabrik og importør af Mercedes-biler i Hillerød).
Han var Ridder af Dannebrog.
Foregående: | Hillerøds borgmester 1958–1969 |
Efterfølgende: |
Richardt Børgesen | Toke Stokholm |
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- Kraks Blå Bog 1973
- KBB 1957
- Dansk Skole-Stat, 1934, bind 4, side 376 f.
- Kirkebogen for Asnæs sogn