Vikinger

"Viking" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Viking, se Viking (flertydig).

Vikingeskibene var en af de ting, der definerede vikingerne. Osebergskibet udstillet på Vikingeskibsmuseet i Oslo.

Vikinger (fra norrønt víkingar) var nordiske søfarere, der rejste, plyndrede og handlede i Nordeuropa. De kom primært fra Skandinavien og rejste over et stort område i Nord-, Central- og Østeuropa. Vikingetiden varede fra slutningen af 700-tallet til sent i 1000-tallet. Termen bruges på mange sprog om de indbyggerne i de samfund, som fandtes (og findes) i vikingernes hjemland.

Tiden med stor nordisk militær, merkantil og demografisk ekspansion er et vigtigt element i den tidlige middelalder i Skandinaviens historie samt i Estland, Storbritannien, Frankrig, Kijevriget og Sicilien.

Alt det blev muligt pga. udviklingen inden for søfart især langskibe. Vikingernes aktiviteter strakte sig helt til Middelhavet, Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien. Efter en fase med opdagelse, udvikling og bosættelser, primært via vandvejen på have og floder, begyndte vikingerne at etablere samfund og politikker i forskellige områder i Nordvesteuropa, Rusland, nordatlantiske øer og sågar på Nordamerikas nordøstkyst. Den nordiske kultur blev på dette tidspunkt udbredt og spredt i de områder, hvor vikingerne kom frem, og samtidig tog de fremmede kulturer og skikke med tilbage til Skandinavien.

Den moderne opfattelser af vikingerne tegner et komplekse billede, sammenholdt af arkæologiske fund og historiske kilder. I 1700-tallet begyndte man at opfatte vikingerne som ædle vilde, og det blev styrket i 1800-tallets nye interesse for vikingerne – i kunsten kendt som oldnordisk stil (viking revival). En opfattelse af vikingerne som frygtløse eventyrere går igen i forskellige vikingemyter fra begyndelsen af 1900-tallet, og i det nye årtusind er mange populære repræsentationer af vikingerne, inklusive fantasy figurer, baseret på kulturelle klicheer og stereotyper, der bl.a. også profilerer den stærke vikingekriger. Den komplekse moderne forståelse af vikingerne og deres bedrifter står i kontrast til middelalderens syn på de søfarende pirater.

Etymologi

En norsk fjord (Geirangerfjorden).

Der er flere etymologiske teorier om oprindelsen af ordet "viking". I dansk ser ordet ud til at være indført af Peder Claussøn Friis og Holberg.

En teori går på, at víking stammer fra ordet vík, der betyder "vig", altså en lille, smal bugt. Der er blevet fremsat forskellige teorier om at ordet "viking" kan være afledt af området Viken i Norge (eller Víkin på oldnorsk) i betydningen "en person fra Viken", men folk fra Viken-området kaldes ikke "viking" i gamle norske manuskripter, men derimod víkverir på moderne norsk: "vikværinger". Derudover gælder denne forklaring kun for víkingr, der er hankøn, men ikke for hunkønsordet "víking". Der er kun få indikationer at termen har haft en negativ betydning før slutningen af vikingetiden, og først for alvor i middelalderen. Indtil da havde det haft et relativt neutral mening.

En anden teori, som bl.a. støttes af etymologen Anatoly Liberman går på, at "viking" er afledet af den samme rod som det norrøne ord vika, en "hav-mil", som oprindeligt var "afstanden mellem to hold roere", fra roden *weik eller *wîk, som er fra samme protogermanske verbum *wîkan, "at trække sig tilbage". Dette findes også i det protonordiske verbum *wikan, "at vende", som minder om det oldislandske víkja (ýkva, víkva) "at flytte, at vende", brugt i flere maritime sammenhænge. Lingvistisk er denne teori bedre underbygget, og termen stammer sandsynligvis fra før germanerne begyndte at bruge sejl, da den gammelfrisiske stavemåde viser, at ordet blev udtalt med et blødt k og derfor sandsynligvis eksisterede i de nordvestgermanniske områder, inden ændringen i udtale i 400-tallet eller før. Her er ideen tilsyneladende, at den trætte roer flytter sig til siden for at gøre plads til en udhvilet roer. Det norrøne hunkønsord víking (som i frasen fara í víking) kan oprindeligt have været en sørejse med skiftende roere, altså en lang rejse til havs, inden sejlet for alvor blev udviklet. Hankønsordet víkingr ville i så fald have været en af deltagere på disse lange rejser med de skiftende roere. Ordet "viking" har således ikke være forbundet specifikt med skandinaviske sømænd, men endte med at være synonymt med disse, da skandinaverne begyndte at dominere havene.

På oldengelsk optræder ordet wicing første gang i det angelsaksiske digt Widsith, der sandsynligvis stammer fra 800-tallet. På oldengelsk og i Adam af Bremens historie fra omkring år 1070, refererer ordet generelt til skandinaviske pirater eller røvere. Som på norrønt bliver det ikke brugt til en specifik befolkning eller kultur. Den islandske Örnolfur Kristjansson har foreslået, ordet kom af "wicinga cynn" i Widsith, som refererer til beboerne i Jórvík (York, i 800-tallet under nordboerne), Jór-Wicings. Ordet "viking" blev introduceret i moderne engelsk i 1700-tallet under viking revival, hvor det fik en romantiseret heroisk undertone af "barbarisk kriger" eller ædel røver. I 1900-tallet blev termen udvidet til ikke kun at betyde pirater fra Skandinavien, men også fra Island og Færøerne, og dvs. om ethvert medlem af den kultur, hvorfra røvere kom i perioden. Som adjektiv refererer ordet til ideer, fænomener eller genstande forbundet med disse mennesker og deres kultur, og det har affødt ord som "vikingetid, vikingekultur", "vikingekunst", "vikingereligion", "vikingeskib" osv.

Europa i 814. Roslagen ligger langs kysten af den nordlige spids markeret med lyserød "Swedes and Goths".

Andre navne

Vikingerne var kendt som ascomanni ("askemænd") af germanerne efter asketræet i deres skibe, lochlannach ("sø-person") af gallerne og dene af angelsakserne.

Slaverne, araberne og byzantinerne kaldte dem rus eller rhos, sandsynligvis afledt af forskellig brug af roþs-, "relateret til roning", eller afledt af området Roslagen i det østlige Sverige, der var hjemsted for de fleste af de vikinger, som besøgte de slaviske lande. Nogle arkæologer og historikere mener, at disse skandinaviske bosættelser i de slaviske lande spillede en betydelige rolle i dannelsen af Kijevriget, og at Rusland og Belarus (Hviderusland) er afledt af "rus-folket". Det moderne navn for Sverige i flere af nabolandene er muligvis afledt af roþs-, Ruotsi på finsk og Rootsi på estisk.

Slaver og folk fra det byzantinske rige kaldet dem "væringer" (russisk варяги, fra norrønt væringjar, der betyder "svorne mænd", fra vàr- "tillid, løfte", relateret til gammelengelsk wær "aftale, traktat, løfte" og gammelhøjtysk wara "trofasthed"). Skandinaviske soldater i de byzantinske kejseres livgarde blev kaldt Væringgarden.

Frankerne kaldte dem normalt for "nordboere" eller "daner", mens englænderne kaldte dem "daner" eller "hedninger", og irerne kaldte dem forskellige betegnelser for "hedning".

"Angelskandinavisk" er et akademisk term, der refererer til de folk, og de arkæologiske og historiske perioder fra 700- til 1200-tallet, hvor der var migration til og kolonisering af De Britiske Øer af skandinaver, som generelt kendes af englænderne som vikinger. Det bruges til at skelne mellem disse og angelsaksere. Der eksisterer lignende termer for andre områder som "norrøn-gælere" for Irland og Skotland.

Historie

Vikingetiden

Uddybende artikel: Vikingetiden

Søfarende danere der invaderer England. Illumineret illustration fra 1100-tallet Miscellany on the Life of St. Edmund (Pierpont Morgan Library).

Perioden fra de tidligst kendte vikingetogter i 790'erne til den normanniske erobring af England i 1066 bliver normalt betegnet som vikingetiden i Skandinaviens historie. Vikingerne brugte Norskehavet og Østersøen til at finde ruter mod syd. Normannerne afstammer fra vikinger, som havde bosat sig i området, og havde modtaget overherredømmet of Hertugdømmet Normandiet i 900-tallet. Ud fra dette synspunkt kan man sige, at vikingerne fortsatte med at have indflydelse i Nordeuropa i flere hundrede år. Ligeledes havde kong Harold Godwinson, der var den sidste angelsaksiske konge i England, også danske forfædre. To vikinger satte sig endda på tronen i England med Svend Tveskæg, der sad i 1013-1014 og hans søn Knud den Store, der var konge af England fra 1016-1035.

Geografisk kan vikingetidens tilskrives ikke bare de skandinaviske lande Danmark, Norge og Sverige, men også områder under nordgermanisk kontrol, hovedsageligt Danelagen med skandinavisk York, det administrative centrum for resterne af Kongeriget Northumbria, dele af Mercia og East Anglia. Opdagelsesrejsende vikinger åbnede vejene til nye lande mod nord, vest og øst. Det resulterede i selvstændige bosættelser på Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Færøerne, Island, Grønland; og L'Anse aux Meadows, der var en kortlivet bosættelse på Newfoundland, omkring år 1000. De har muligvis søgt ud med vilje, på baggrund af beretninger fra sømænd, der har set land i horisonten. Bosættelsen på Grønland uddøde sidenhen som følge af klimaændringer. Rurikslægten, der var vikinger, tog kontrol over slaviske og finsk-ugriske områder i Østeuropa. De annekterede Kiev i 882, så byen kunne fungere som hovedstad for Kijevriget.

Allerede i 839, da svenske udsendinge første gang besøgte Byzans, tjente skandinaver som lejesoldater i det Det Byzantinske Rige. I slutningen fa 900-tallet blev der dannet en ny enhed af kejserens livvagt. Traditionelt havde den haft et stort antal skandinaver tilknyttet, og den havde været kendt som væringergarden. Ordet væringer stammer muligvis fra norrønt, men på slavisk og græsk kan det enten referere til skandinaver eller frankere. Den mest kendte skandinaver, der har tjent i væringergarden, var Harald Hårderåde, som blev konge af Norge fra 1047 til 1066. Der er arkæologiske fund, der viser, at vikingerne nåede helt til Bagdad, som var hovedsæde for det islamiske imperium. Nordboerne sejlede ofte på Volga med deres varer: skind, hvalrostænder, sælfedt til at tætne både med, samt slaver. Vigtige handelshavne er Birka, Hedeby, Skiringsal-Kaupang, Jorvik, Staraja Ladoga, Novgorod og Kiev.

Generelt ekspanderede normændene mod nord og vest til Irland, Skotland, Island og Grønland. Danerne tog til England og Frankrig, og etablerede Danelagen (i Nord- og Østengland) og Normandiet, og svenskerne tog mod øst, hvor de grundlagde Kijevriget. En stor del af de svenske runestene, der nævner rejser til fremmede lande, fortæller om togter og rejser til Østeuropa, heriblandt en gruppe kaldet væringerrunestenene. Ifølge de islandske sagaer tog mange norske vikinger også til Østeuropa.^{[kilde mangler]} I vikingetiden eksisterede Danmark, Norge og Sverige, men områderne var meget homogene med nært beslægtede kulturer og sprog,^{[kilde mangler]} selv om de havde deres regionale særpræg. Navnene på de skandinaviske konger kendes først fra troværdige kilder fra sidste del af vikingetiden. Efter vikingetiden opbyggede de tre kongeriger gradvist deres særegne nation, der gik hånd i hånd med kristendommens indførelse i Norden. Det markerer afslutningen på vikingetiden i Skandinavien og begyndelsen på middelalderen.

Vikingernes ekspansion

Uddybende artikel: Vikingernes ekspansion

Vikingernes rejser.

Vikingerne drog på opdagelse over Nordatlanten primært med fokus på bosættelser, hvilket skete med Island som den vigtigste koloni. Det antages, at Island blev koloniseret mellem 870-930, men de første bosættere i Landnamark er ikke nedskrevet før 1100. Vikingerne udforskerede de nordlige øer og kyster i Nordatlanten, og mod syd til Nordafrika og øst til Rusland, Konstantinopel og Mellemøsten. De plyndrede, men var også handelsmænd og bosættere med vidstrakte kolonier, og de fungerede som lejesoldater. Oprindeligt har de tidlige vikinger vendt tilbage til deres hjemstavn efter deres plyndringstogter, og det var ikke før længere op i vikingetiden, at de begyndte at bosætte sig. Vikinger under Leif den Lykkelige, der var Erik den Rødes søn, nåede til Nordamerika, hvor de etablerede kortlivede bosættelser i det nuværende L'Anse aux Meadows på Newfoundland og Labrador i Canada. Denne ekspansion skete under den middelalderlige varmeperiode.

Vikingerne ekspansion ind i det kontinentale Europa var begrænset. Deres rige delte grænser med magtfulde kulturer mod syd. I begyndelsen var det saksere, der herskede over sachsen, i det der nu er Nordtyskland. Sakserne var voldsomme og magtfulde, og de lå ofte i konflikt med vikingerne. For at imødegå saksernes aggression og konsolidere deres tilstedeværelse konstruerede danerne det store forsvarsværk Dannevirke i og omkring Hedeby. Vikingerne oplevede snart efter Karl den Store, der underlagde sig sakserne i den saksiske krig fra 772 til 804. Saksernes nederlag resulterede i, at de blev tvangskristnet, og Sachsen blev en del af Frankerriget. Af frygt for frankerne udvidede vikingerne Dannevirke yderligere, og forsvarsværket blev brugt igennem hele vikingetiden. Sydkysten af Østersøen blev styret af obotritter, der var en slavisk stamme, som var loyale overfor Karl den Store, hans rige og det senere Frankerrige. Vikinger, der blev ledet af kong Godfred, ødelagde obotritterbyen Reric på Østersøens sydkyst i 808, og flyttede herefter købmænd og handlende herfra til Hedeby. Dette sikrede deres overherredømme over Østersøen igennem hele vikingetiden.

Motiver

De motiver, der drev vikingerne ud, er genstand for debat i nordisk historie. En udbredt teori er, at Karl den Store "brugte magt og terror til at kristne alle hedninge", hvilket betød dåb, omvendelse eller henrettelse, og derfor ønskede vikingerne og andre hedninge hævn. Professor Rudolf Simek skriver, at "det ikke er et tilfælde, at den tidligste vikingeaktivitet skete under Karl den Store regeringstid". Kristendommens udbredelse i Skandinavien ledte til stor konflikt i Norge, som delte kongeriget i næsten 100 år.

Vikingerne bosættelser og rejser.

En anden forklaring er, at vikingerne udnyttede de omkringliggende områders svaghed. England led under store interne konflikter, og var et relativt nemt bytte, da mange byer lå tæt på havet eller store floder, som vikingerne kunne sejle på. Manglen på en organiseret flåde, der kunne yde modstand, gjorde også, at vikingerne kunne rejse frit omkring og plyndre eller handler alt efter hvad de ønskede. Nedgange i de gamle profitable handelsruter kan også have spillet en rolle. handel mellem Vesteuropa og resten af Eurasien led et stort slag da Romerriget faldt i 500-tallet. Udbredelsen af islam i 600-tallet havde også påvirket handelsruterne med Vesteuropa.

Plyndringer i Europa fandtes, før vikingerne kom. Jyderne havde invaderet De Britiske Øer tre århundreder tidligere, hvor de kom fra Jylland under folkevandringstiden, inden danerne bosatte sig her. Sakserne og anglerne gjorde det samme og tog afsted fra det kontinentale Europa. vikingetogterne var dog de første, der blev dokumenteret af øjenvidner, og de var i langt større skala og højere frekvens end tidligere.

Enden på vikingetiden

Under vikingetiden rejste mænd og kvinder fra Skandinavien til mange steder i Europa og længere væk. Det har givet kulturelle spor fra Newfoundland til Byzans. Denne periode med aktivitet havde også en stor effekt på de skandinaviske lande, der var under indflydelse fra mange kulturer. I de 300 år fra slutningen af 700-tallet, hvor kronikører nedskrev de første beretninger om vikingerne, til slutningen af 1000-tallet, undergik Skandinavisk en stor kulturel forandring.

Blar a' Bhuailte, stedet for vikingernes sidste kamp på Skye.

Mod slutningen af 1000-tallet var de kongelige dynastier blevet legitimeret af den katolske kirke, der 300 år forinden ikke havde haft meget indflydelse i Skandinavien, og de begyndte at udøve deres magt med større autoritet og ambition, og Danmark, Norge og Sverige var blevet dannet. Byer var opstået og fungerede som sekulære og eklastiske centre og mønt-økonomier begyndte at blive dannet baseret på engelske og tyske forbilleder. På dette tidspunkt havde tilstrømningen af islamisk sølv fra øst været fraværende i mere end et århundrede, og mængden af engelsk sølv var også faldet drastisk i midten af 1000-tallet. Kristendommen havde slået an i både Danmark og Norge, hvor der var etableret bispesæder i 1000-tallet, heriblandt Roskilde i 1020, Viborg i 1065 og Nidaros bispedømme (Trondheim) kom til i 1068, og den nye religion var begyndt at blive organiseret og udøvet mere effektivt i Sverige. Fremmede folk fra kirken og indfødte fra eliten havde stor interesse i kristendommen, som ikke længere blot fungerede på missionær-basis. De gamle ideologier og livsstile ændrede sig. I 1103 blev det første skandinaviske ærkebispedømme etableret i byen Lund, der på dette tidspunkt var en del af Danmark.

Assimileringen af de spirende skandinaviske kongeriger ind i den brede kultur i den europæiske kristendom ændrede de skandinaviske herskere og skandinaverne blev i stand til at rejse ud i verden, hvilket ændrede deres relationerne til nabolandene. En stor indtægtskilde for vikingerne var slavehandel. Middelalderens kirke bestemte, at kristne måtte eje andre kristne som slaver, så brugen af trælle i Nordeuropa ophørte efterhånden. Dette fjernede meget af incitamentet for vikingernes plyndringstogter, selvom sporadisk handel med slaver stadig foregik ind i 1000-tallet. Den skandinaviske tilstedeværelse i de kristne lande omkring Det Irske Hav forsvandt stort set også.

Kongerne over Norge fortsatte med at udøve deres magt i det nordlige Storbritannien og Irland, og der var plyndringstogter ind i 1100-tallet, men den militære ambition fra de skandinaviske herskere var nu en anden. I 1107 sejlede den norske Sigurd Jorsalfar til det østlige Middelhav med norske korsfarere for at kæmpe for det nyetablerede kongerige i Jerusalem. Både daner og svenskere deltog i de baltiske korstog i 1100- og 1200-tallet.

Kultur

Forskelligt kildemateriale giver et billede af vikingernes kultur, tro og aktiviteter. Selvom de generelt ikke var en litterær kultur, der selv producerede nogen nedskreven arv, så havde de alligevel et alfabet, runealfabetet, og de beskrev dem selv og deres verden på runesten. De fleste samtidige litterære og nedskrevne kilder om vikingerne kommer fra andre kulturer, som har været i kontakt med dem, hvoraf mange var kristne, som havde et negativt syn på de hedenske vikinger. Siden midten af 1900-tallet har arkæologiske fund givet et større og mere afbalanceret og nuanceret billede af vikingernes liv. Det arkæologiske materiale er rigt og varieret, og det giver viden om både deres bosættelser på landet og i byerne, om deres håndværk, produktion, deres skibe og militærudstyr, handelsnetværk og deres tro og religion.

Litteratur og sprog

Se også: Oldnordisk og Saga.

Et af de få bevarede blade fra manuskriptet Heimskringla Saga skrevet af Snorri Sturluson omkring år 1260. Bladet fortæller om Kong Ólafur.

De vigtigste primærkilder til vikingerne er samtidige tekster fra Skandinavien og de områder, hvor vikingerne var aktive. Latin og brevskrivning kom til Skandinavien sammen med kristendommen, så der findes kun ganske få dokumenter fra Skandinavien før slutningen af 1000-tallet og begyndelsen af 1100-tallet.Skandinaverne skrev kortfattet med runer. De fleste samtidige kilder er skrevet i kristne eller islamiske samfund uden for Skandinavien, og ofte havde forfatterne et negativt syn på vikingerne, da de har truffet dem på plyndringstogter.

Senere nedskrevne kilder om vikingerne og vikingetiden kan også være vigtige for forståelse af dem og deres kultur, selv om de skal behandles med forbehold. Efter kirken var blevet konsolideret og Skandinavien og de områder, som vikingerne kontrollerede, var blevet assimileret af den kristne kultur i 1000- og 1100-tallet, begyndte der også at blive nedskrevet materiale i vikingernes hjemlande på både latin og norrønt. I vikingekolonien på Island blomstrede en ekstraordinær folkelig litteratur fra 1100-tallet og et godt stykke ind i 1300-tallet, og mange af de traditioner, som knyttes til vikingerne og vikingetiden, blev skrevet ned for første gang i de islandske sagaer. En litterær fortolkning af disse middelalderlige prosa-fortællinger om vikingerne og Skandinaviens fortid er selvfølgelig tvivlsom som kilde, men mange elementer har givet forståelse af vikingerne. Ligeledes har en stor mængde skjaldedigte, der tilskrives hofskjalde fra 900- og 1000-tallet, bidraget til at give viden om familieforhold, etiske værdier og selvforståelse.

Indirekte har vikingerne givet indblik i deres sprog, kultur og aktiviteter gennem de mange oldnordiske stednavne og ord i de områder, hvor vikingerne var aktive. Mange af disse stednavne og ord bruges stadig i dag, stort set uden at være ændret, og de viser, hvor de har bosat sig, og hvad de steder har betydet for dem. Fx Egilsay (fra Eigils Ø), Ormskirk (fra Ormr kirkja der betyder Orms Kirke), Meols (fra merl, der betyder sandklitter), Snaefell ("snefald"), Ravenscar (Ravnens Klippe), Vinland (Landet med vin), Kaupanger (Markedhavn eller markedsplads), Tórshavn (tordenguden Thors havn) og det religiøse center Odense, der betyder et sted, hvor Odin tilbedes. Vikingernes indflydelse kan også se i koncepter som det moderne parlamentariske organ Tynwald på Isle of Man. Almindelige ord i moderne engelsk som ugedagen torsdag og engelsk thursday, altså Thors dag. Desuden er der en lange række engelske ord af norrøn oprindelse, som axle, crook, raft, knife, plough, leather, berserk, bylaw (by lov), thorp, skerry, ombudsmand, husband, heathen, Hell, Norman og ransack. På Northern Isles, som består af Shetlandsøerne og Orkneyøerne, erstattede norrønt fuldstændigt de lokale sprog, og over tid udviklede det sig til det nu uddøde sprog norn. Nogle moderne ord og navne fremkommer først efter intens forskning i lingvistiske kilder fra middelalderlige kilder som eksempelvis York (Hestebugt), Swansea (Svens Ø) eller nogle stednavne i Nordfrankrig som Tocqueville (Tokis gård). Lingvistiske og etymologiske studier fortsætter med at give værdifulde informationer om vikingernes kultur, deres sociale struktur og historie, og hvordan de interagerede med mennesker og kulturer de mødte, handlede med, angreb eller levede sammen med. Gascogne og omegnen er et område, hvor der udgraves vikingebosættelser. Mange norrøne forbindelse er tydelige i moderne dansk, norsk, svensk, færøsk og særligt islandsk. Norrønt fik ikke stor indflydelse på de slaviske sprog i vikingebosættelserne i Østeuropa. Det er blevet foreslået, at årsagen er den store forskel i de to sprog, kombineret med væringernes mere fredelige aktivitet i disse område, samt at de var i kraftigt undertal. Nordboerne gav navn til nogle af strømfaldene på floden Dnepr, men dette kan stort set ikke tydes i de moderne navne.

En konsekvens af det tilgængelige kildemateriale, som muligvis har farvet opfattelsen af vikingetiden som en historisk periode, er, at der vides langt mindre om vikingernes aktiviteter i Østeuropa end i Vesteuropa. En af årsagerne er, at kulturerne i Nordøsteuropa ikke producerede nedskrevne kilder, som er bevaret til moderne tid. En anden årsag er, at langt størstedelen af de skrevne kilder om Skandinavien i vikingetiden stammer fra Island, som er en nation, der primært blev bosat af norske kolonister. Derfor handler det materiale mere om Norge end om Sverige, der derfor stort set ikke har nogle nedskrevne kilder fra den tidlige middelalder, bortset fra de mange runestene.

Runesten

Uddybende artikel: Runesten

Lingsbergrunestenene i Sverige.

Runeinskriptioner på den store af Jellingstenen i Danmark.

To typer af nordiske runesten fra vikingetiden.

Nordboerne i vikingetiden kunne læse og skrive, og de brugte et ikke standardiseret alfabet kaldet futhark af runer, der bygger på lyde. Der findes kun få eksempler på runer skrevet på papir eller pergament fra vikingetiden, mens der findes tusindvis af sten med runeinskriptioner, som er blevet fundet de steder, hvor vikingerne levede. Runestenene er normalt rejst til minde om døde, men de er ikke nødvendigvis placeret på deres grave. Brugen af runer fortsatte helt op i 1400-tallet, hvor det blev brugt parallelt med det latinske alfabet.

Størstedelen af runeindskrifterne fra vikingetiden er fundet i Sverige og stammer fra 1000-tallet. I Danmark er der fundet omkring 250, hvoraf størstedelen af fra omkring 975-1025, mens der er i Sverige er fundet over 3.000 runesten. De ældste runesten er fundet i Norge og er dateret til 300-tallet; altså før vikingetiden. Mange runesten i Skandinavien refererer navnene på mænd, som deltog i vikingetogter. Disse tæller bl.a. Kjularunestenen, som fortæller om omfattende krigsførelse i Vesteuropa, og Turingerunestenen, som fortæller om en krig i Østeuropa. Andre runestene nævner vikinger, der døde på rejse. Blandt dem er de omkring 25 Ingvarrunesten i Mälardalen-området i Sverige, der er rejst for at mindes medlemmer af en katastrofal ekspedition til det nuværende Rusland i begyndelsen af 1000-tallet. Runesten er en vigtig kilde i studiet af nordiske samfund og den tidlige middelalders Skandinavien og kan bruges på andre end blot vikingerne i befolkningen.

Jellingstenene er dateret til mellem 960 og 985. Den mindste og ældste sten er rejst af Gorm den Gamle, der var den sidste hedenske konge af Danmark, til minde om hans hustru, dronning Thyra. Den store jellingsten blev rejst af Gorms søn, Harald Blåtand, for at fejre at han samlede Danmark og Norge og kristnede befolkningen. Den har tre sider: én med et stort dyrebillede, én med et billede af den korsfæstede Jesus og den tredje har følgende inskription:

Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

Runesten beskriver rejser til bl.a. Batch, Grækenland, Khwaresm, Jerusalem, Italien (som Langobardland), Serkland (dvs. muslimernes verden), England (inklusive London) og flere steder i Østeuropa. Vikingetidens inskriptioner er også blevet opdaget på Manxrunestenene på Isle of Man.

Gravpladser

Uddybende artikler: Nordisk før-kristen begravelse og Skibsbegravelse

Gravhøje ved Gamla Uppsala.

Gravpladser ved Lindholm Høje.

Eksempler på vikingernes gravhøje og stensatte grave.

Skibets stævn.

Detaljer af begravelsesskibet Osebergskibet, udstillet på Vikingeskibsmuseet i Oslo.

Ude i Europa findes der adskillige gravpladser, som associeres med vikingerne, og som ligger de steder, hvor de var talrige: De Britiske Øer, Irland, Grønland, Færøerne, Tyskland, langs Østersøen og Rusland. Vikingernes begravelsesritualer var varierede og går fra grave i jorden til gravhøj og skibsbegravelser.

Ifølge skrevne kilder foregik de fleste begravelser til søs. De døde blev enten begravet eller kremeret, afhængig af de lokale skikke. I det område, som i dag kaldes Sverige, var kremering dominerende; almindelig begravelse var mest almindeligt i Danmark, mens man praktiserede begge dele i Norge. Vikingegravhøje er en primær kilder til denne type begravelse fra vikingetiden, da der ikke findes skriftlig omtale. De genstande, som blev begravet med den døde, giver en indikation af, hvad der ifølge vikingerne var vigtigt at have med sig i livet efter døden. Det er uvist, hvordan man behandlede døde børn i vikingetiden. Nogle af de vigtigste gravpladser for forståelse af vikingerne og deres begravelsesritualer er:

• Norge: Osebergskibet; Gokstadskibet; Borrefundet i Borrehøjene; Lilleberge vikingebegravelse; Tromsøbegravelsen
• Sverige: Gettlinge gravfelt; gravpladsen på Birka, der et verdensarvssted; Valsgärde; Gamla Uppsala; Hulterstad gravfält, nær Alby; Hulterstad, Öland
• Danmark: Jelling, et verdensarvssted; Lindholm Høje; Ladbyskibet; graven i Mammen
• Estland: Salmeskibene - den største skibsbegravelse i jorden man har fundet
• Skotland: Port an Eilean Mhòir skibsbegravelse; Scar skibsbegravelsen, Orkney
• Færøerne: Graven i Hov
• Island: Mosfellsbær i regionen Höfuðborgarsvæðið; bådbegravelsen Vatnsdalur, Austur-Húnavatnssýsla
• Grønland: Brattahlíð
• Tyskland: Hedeby (Hedeby skibsgrav)
• Letland: Grobina
• Ukraine: den Sorte Grav
• Rusland: Gnezdovo

Skibe

Uddybende artikel: Vikingeskib

Der er gjort adskillige arkæologiske fund af vikingeskibe i mange forskellige størrelser, hvilket har givet viden om de håndværksmæssige teknikker, der er anvendt til fremstilling af dem. Der er mange typer vikingeskibe, som blev bygget til forskellig brug; den bedst kendte type er sandsynligvis langskibet. Langskibe blev anvendt til krig og opdagelsesrejser. De var designet så de var hurtige og manøvredygtige. Langskibene havde et langt, smalt skrog med en lav køl, og de var udstyret med åre til at supplere sejlet, hvilket gjorde det muligt at sejle uafhængig af vinden. Langskibe var meget anvendt af ledingsflåden, der var den skandinaviske forsvarsflåde. Langskibene gjorde det muligt for nordboerne at drage i viking, hvilket kan forklare, hvorfor netop denne type skib stort set at blevet synonym med vikingerne.

Skibstypen snekke var et let ro- og sejlskib, der ligesom de store langskibe kunne bruges på vikingetogter. Da de er væsentligt mindre kunne de ikke sejles på tværs af store have, men var derimod velegnede til sejlads i kystnært farvand samt på Europas floder. Da skibene var mindre og derfor lettere var det også muligt, at transportere dem over land, fra flod til flod, på bl.a. det russiske flodnet.

Det rekonstruerede langskib Havhingsten fra Glendalough.

En model af skibstypen knarr.

Langskibet gjorde det muligt at rejse på langfart, men vikingerne producerede også adskillige andre typer skibe.

Vikingerne byggede også andre typer skibe, der blev brugt til mere fredelige formål. Skibstypen knarr var dedikeret til handel og transport, og det var designet, så det kunne have en stor last. Det havde et bredere skrog med dybere køl end langskibene, og der var kun få årer, som primært blev anvendt til at manøvrere i havne eller i lignende situationer. En af vikingernes innovationer var en såkaldt betass, der var en rundholt, som gjorde at skibene kunne sejle mere effektivt mod vinden. Det var almindeligt for søfarerne vikinger at have mindre både på slæb, som kunne bruges til at ro besætning eller last fra skibet til og fra land.

Skibe var en integreret del af vikingekulturen. De gav vikingerne mulighed for transportere sig over havene og på floder, og de gjorde, at de kunne udforske nye landeområder, plyndre og erobre samt at handle med andre kulturer. De havde også en stor religiøs betydning, idet personer med høj status nogle gange blev begravet i skibe sammen med dyreofringer, våben, forsyninger og andre genstande, som det ses med Gokstad- og Osebergskibet i Norge. og skibsbegravelsen Ladbyskibet i Danmark. Skibsbegravelser blev også praktiseret af vikinger uden for Skandinavien, hvilket kan ses på Salmeskibene på den estiske ø Saaremaa.

Velbevarede rester fra fem vikingeskibe i Roskilde Fjord blev udgravet i slutningen af 1960'erne, hvor man fandt både langskibe og knarr-skibe. De var placeret i fjorden i 1000-tallet for at lave en blokade i kanalen for at beskytte Roskilde, som var den danske hovedstad, for angreb fra vandet. Fundet af disse skibe er udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Religion

Uddybende artikler: Nordisk religion, Nordisk mytologi, Kristendommens indførelse i Norden og Kristendommens indførelse i Danmark

Visse forestillinger i relation til den nordiske religion var med til at gøre dem til dedikerede krigere. Asetroen, der er beskrevet i den nordiske mytologi, fremhæver, at en rigtig mand skal dø i kamp. Derved ender han sine dage som kriger i Asgård blandt guderne. En vikingekriger, der dør af alderdom eller sygdom i sin seng, (lider strådøden) og ender i Hel, et trøstesløst sted under Asgård, hvor Hel hersker over de ulykkelige sjæle. En rigtig viking frygtede denne død og var derfor ikke bange for krig og kamp.

Vikingerne praktiserede deres ritualer i hjemmet, og der var intet præsteskab forbundet med de rituelle praksisser. Husstandens overhoveder, altså husbond og hustru, forestod de rituelle begivenheder. I modsætning til kristendommen var vikingernes tro baseret mere på sædvane, eller sidr end ideen om en universel lovreligion (såsom de tre store monoteistiske religioner). Som det er tilfældet med de andre "hedenske" samfund i vikingetiden, var vikingerne tolerante overfor fremmede religioner. Man missionerede med andre ord ikke. Dette skyldes netop, at troen var baseret på sædvane, og at man mente, at alle folk havde deres egne guder, som man respekterer. Vikingernes tro var altså tolerant overfor andre trosretninger, men samtidig eksklusiv for vikingerne, og nogle vikinger lod sig døbe eller afsværgede deres gamle guder for at få handelsprivilegier i den kristne verden.

Hverdagsliv

Social struktur

Et rekonstrueret vikingehus på Island.

Vikingesamfundet ved delt op i tre socioøkonomiske klasser; trælle, karle (bønder) og jarler. Dette bliver beskrevet i eddadigtet Rigs vandring, som også forklarer, at det var Guden Ríg - far til menneskene også kendt som Heimdal - som skabte de tre samfundsklasser. Arkæologiske fund bekræfter denne social struktur.

Et rekonstrueret langhus på Fyrkat, Danmark.

Trællene var den laveste klasse i samfundet, idet de var slaver. Slaveri var en vigtig del af samfundet til at udføre hverdagsopgaver og udføre store byggeprojekter, men de var også engageret i handel og økonomi. Trællene blev også brugt som tjenere og arbejder på gårde og større hushold hos karle og jarler, og de blev brugt til at opføre fæstninger, forsvarsværker, ramper, kanaler, gravhøje, veje og lignende hårdt arbejde. Ifølge beretningen i Rigs vandring var trælle foragtet og blev set ned på. Der blev skaffet nye trælle enten ved sønner og døtre af eksisterende trælle, eller ved plyndringer i andre lande. Vikingerne tog med vilje mange mennesker til fange under deres vikingetogter og gjorde dem til trælle. De nye trælle blev bragt tilbage til vikingernes hjemland i Skandinavien i deres skibe. Herefter ville de blive sat i arbejde hos vikingerne selv, sat til at opføre nye bosættelser eller solgt videre, ofte til muslimer for arabisk sølv, som det kan ses i mange skattefund.

Karlene var frie bønder. De ejede deres egne gårde, land og kvæg, og de arbejdede til daglig med landbrug, hvor de pløjede markerne, malkede køer, byggede huse og vogne, men de havde ofte også trælle for at kunne det hele til at hænge sammen.

Et stort rekonstrueret høvdingehus på Lofotr Vikingmuseum, Norge.

Jarlerne var aristokratiet i vikingesamfundet. De var rige og ejede store gårde med enorme langehuse, havde heste og mange trælle. Trællene eller tjenerne tog sig af de fleste daglige opgaver, mens jarlerne var engageret i administration, politik, jagt, sport, besøgte andre jarler eller var på ekspeditioner i udlandet. Når en jarl døde og blev begravet, blev hans personlige træl nogle gange dræbt og begravet sammen med ham, hvilket flere arkæologiske udgravninger har vist.

I dagliglivet har der muligvis været mange positioner imellem den overordnede samfundsstruktur, og det antages, at der har været en vis social mobilitet. Detaljerne er dog uklare, men titler og positioner som hauldr ^{bør forklares}, thegn (høvding, leder af en hærafdeling, et lid), landmand, viser at der har været mobilitet mellem karle og jarler.

Andre sociale strukturer inkluderede samfund med félag (der betyder sammenslutning eller selskab) i både civile og militære sfærer, hvis medlemmer (kaldet félagi) var en del af. En félag kunne være centreret omkring handel, et fælles ejerskab af et skib eller en militær forpligtelse under en specifik leder. Medlemmer af sidstnævnte blev refereret til som drenge, et af ordene for kriger. Der var også specifikke officielle samfund i byer og landsbyer i henhold til forsvar, religion og tinget.

Rekonstrueret byhus fra Hedeby i det nuværende Tyskland.

Kvinder havde en relativ høj og fri status i de nordiske lander, hvilket illustreres i den islandske Grágás og norske Frostating-love og Gulating-love. Faderens tante, niece eller barnebarn, refereret til som odalkvinna, havde alle ret til at arve ejendom efter den afdøde mand. I mangel på mandlige efterkommere kunne en ugift kvinde uden sønner arve ikke bare ejendommen men også positionen som familieoverhoved fra en afdød far eller bror. En sådan kvinde refereres til som Baugrygr, og hun havde alle de rettigheder som tilfaldt overhovedet for en familieklan - hvilket inkluderede retten til at kræve og modtage bøder eller mandebod for person i familien der blev dræbt - indtil hun blev gift, hvorved hendes rettigheder overgik til den nye mand. Kvinder over 20 år, der endnu ikke var gift, blev omtalt som maer eller mey, og var herefter myndig og kunne selv bestemme, hvor hun ville bo, og hun blev betragtet som sin egen person i forhold til loven. En undtagelse for denne uafhængighed var retten til at vælge en ægtefælde, da ægteskab normalt var arrangeret af familien. Enker havde samme status som ugifte kvinder. En gift kvinde kunne blive skilt fra sin mand og kunne gifte sig igen. Det var også socialt acceptabelt for en fri kvinde at bo sammen med en mand og få børn med ham, uden at de giftede sig, selv hvis manden var gift med en anden kvinde. En kvinde i en sådan position blev kaldt en frille eller frilla. Der blev ikke gjort forskel på børn som var født inden for eller uden for ægteskabet; begge havde ret til at arve efter deres forældre, og der var ikke "ægte" og "uægte" børn. Kvinder kunne have religiøs autoritet, og de var aktive som præstinder (gydja) og orakler (sejdkvinna). Der er også eksempler på, at kvinder var aktive som skjalde og runeristere, samt som købmænd og medicinkvinder. Disse friheder forsvandt gradvist med introduktionen af kristendommen, og fra slutningen af 1200-tallet nævnes de ikke længere.

Udseende og hygiejne

Typiske smykker båret af kvinder i de højere samfundsklasser: ornamenterede sølvbrocher, farvede glasperler og amuletter.

De tre klasser i samfundet var genkendelige ud fra deres udseende. Mænd og kvinder i den højeste samfundsklasse var man velsoigneret med særegne firsurer, og de udtrykte deres velstand og status ved at bære dyrt tøj, ofte af silke, og smykker som brocher, bælter, bæltespænder, halskæder og armringe. Stort set alle deres smykker var fremstillet i specifikke designs, der var unikke i Skandinavien (se Kunst i vikingetiden). Fingeringe blev kun brugt sjældent, og der kendes ingen eksempler på øreringe, da de bliver set som et slavisk fænomen. De fleste karle udviste lignende tendenser og smag som jarlerne, men på en mere afslappet og billig måde. Eksempler på fornemme smykker og genstande fra vikingetiden tæller bl.a. jellingebægeret, Odin fra Lejre, revninge-kvinden og tissøringen.

Odin fra Lejre er et sølvsmykke der er 1,8 cm høj.

Vikingerne var renlige og gik meget op i deres udseende og god hygiejne. Modsat en udbredt antagelse, så gik de ofte i bad, langt oftere end befolkningen i den senere middelalder. Det oldnordisk ord for lørdag var Laugardagr, der er sammensat af laug "bad" og dagr "dag", altså vaskedag. Man havde bl.a. dedikerede badehytter, som bl.a. nævnes i Eyrbyggja saga i en beretning om en bonde på Island. I 907 var et af kravene for fredsaftale mellem en gruppe svenske vikinger ved Sortehavet og Det Byzantinske Rige, at skandinaverne skulle have adgang til byzantinernes offentlige bade “så ofte, som de ønskede det”.

Omvendt giver en beretning af Ibn Fadlan en anden opfattelse, da han om et møde med vikinger ved Volga i 922 beskriver, at en træl bragte et fad til sin herre, der vaskede hænder, hår og ansigt, for derefter at snyde næse og spytte i vandet. Herefter blev fadet bragt videre til den næste, som gjorde det samme. Fadlan væmmedes ved dette ritual, og han kaldet derfor vikingerne for ”de mest beskidte af Allahs skabninger”.

Udskåret træhoved med velplejet skæg fra Osebergskibet.

Vikingerne plejede deres skæg og hår. Mange illustrationer fra vikingetiden viser mange forskellige typer skæg som fuldskæg, fipskæg og overskæg som er klippet og kæmmet. Ahmad ibn Rustah, der var en persisk krønikeskriver, beretter at nordboerne i Kijevriget bar rent tøj og af god kvalitet. En spansk araber berettede om et besøg i Hedeby omkring år 1000, at både mænd og kvinder brugte sminke, hvilket fik dem til at se både yngre og kønnere ud. Der er gjort massevis af arkæologisk fund af pincetter, kamme, neglerensere, ørerensere og tandstikkere.

Landbrug og køkken

Sagaerne beretter om vikingernes kostvaner og kost, men arkæologiske fund, i bl.a. primitive kloakker, køkkenmøddinger og affaldsdynger har vist sig at være af stor værdi for forståelsen af deres kostvaner. Ufordøjede rester fra planter i affaldshuller i Coppergate i York har bl.a. været med til at give forskerne viden om, hvilke typer planter der indgik i vikingernes kost. Overordnet bliver arkæobotaniske studier anvendt i stigende grad de seneste årtier som et samarbejde mellem arkæologer og palæoento-botanikere. Den nye tilgang har givet ny viden om vikingernes landbrug og hortikulturelle praksisser og derfor også deres madvaner og køkken.

Viden fra forskellige studier har tilsammen givet et billede af et alsidigt køkken med mange forskellige ingredienser. Kødprodukter af alle slags som bl.a. saltet, røget og valle-konserveret kød, pølser, og kogt eller stegt frisk kød blev tilberedt og indtaget. Der indgik også store mængder fisk og skalddyr, brød, grød, mælkeprodukter, grønsager, frugt, bær og nødder i deres kost. Alkoholiske drikke som øl, mjød, bjórr (en stærk frugtvin) og for de rige også importeret vin blev serveret og drukket, nogle mest ved festlige lejligheder.

Hverdagsliv i vikingetiden.

Visse typer husdyr var typiske og unikke for vikingerne, inklusive islandske heste, islandsk kvæg, en stor mænge forskellige typer får, danske landhøns og danske gæs. Vikingerne i York spiste hovedsageligt oksekød, fårekød og svin samt små mængde hestekød. De fleste ben fra heste og okser blev fundet med knoglerne flækket på langs, for at få marven ud. Lammekød og svinekød blev skåret ved kugleled og skåret i stykke. De hyppige rester fra grisekranier og fodknogler indikerer, at sylte og grisetæer også var populært. Høns blev holdt både for deres kød og for æg, og knogler fra vildtfugle som urfugl, pluvialis, vilde ænder og gæst er blevet fundet.

Fisk og skalddyr var en vigtig del af kosten, og nogle steder vigtigere end kød. Hvaler og hvalrosser blev jagtet for at få mad i Norge og de nordvestlige del af Nordatlanten, og sæler blev jagtet stort set overalt. Østers, muslinger og rejer blev spist i store mængder, og torsk og laks var populære fisk. I de sydlige områder var sild også vigtige.

Mælk og kærnemælk var populære både som ingredienser i madlavning og til at drikke, men det var ikke altid tilgængeligt, ikke engang på gårde. Mælk kom fra køer, geder og får, i mængder der varierede fra område til område, og fermenterede mælkeprodukter som skyr eller surmælk blev produceret, ligesom man lavede smør og ost.

Maden blev ofte saltet og smagen blev modificeret med krydderi, hvoraf nogle blev importeret, som eksempelvis peber, mens andre blev dyrket i urtehaver eller fundet vildt i naturen. Planter der blev dyrket på vikingernes hjemstavn inkluderer kommen, sennep og peberrod, som er blevet fundet på Osebergskibet og dild, koriander og kvan, som er blevet fundet i affaldsdynger i Coppergate i York. Timian, enebær, porse, røllike, rude og karse blev også dyrket i urtehaver.

Vikingerne plukkede og spiste frugt, bær og nødder. Æbler (vilde æbler af forskellig slags), blommer og kirsebær var en del af deres kost, og det samme var hyben og hindbær, vilde jordbær, brombær, hyldebær, rønnebær, havtorn og forskellige vilde bær, afhængig af området. Hasselnødder var en vigtig del af vikingernes kost, og store mængder valnødder er også blevet fundet i byer som hedeby. Valnøddeskaller blev brugt til plantefarvning, og det antages at nødderne blev spist.

Opfindelsen og introduktionen af ploven revolutionerede landbruget i Skandinavien i begyndelsen af vikingetiden, og gjorde det muligt at opdyrke selv dårlig jord. I Ribe er korn som rug, havre og hvede blevet fundet og dateret til 700-tallet, og man mener, at de er blevet dyrket lokalt. Korn og mel blev brugt til at lave grød, nogle blev kogt med mælk, nogle blev kogt med frugt og sødet med honning, og man brugte det til forskellige typer brød. Rester fra brød, hovedsageligt fra Birka i Sverige, viser at de blev fremstillet af byg og hvede. Det er uvist om de syrnede deres brød, men deres ovne og bageredskaber indikerer, at det var tilfældet. Hør var en meget vigtig afgrøde for vikingerne: det blev brugt til at ekstrahere olie, til at spise og mest alt til fremstilling af linned. Mere end 40 % af det tekstil, som er fundet fra vikingetiden, er linned. Dette tyder på, at det har været anvendt i endnu større mængder, da hør-linned typisk bevares langt dårligere end eksempelvis uld.

Kvaliteten af den mad som den almindelige person fik var ikke altid særlig god. Studier af fundene fra Coppergate viser, at vikingerne i York fremstillet brød fra fuldkornsmel - sandsynligvis både hvede og rug - men også med frø fra forskellige ukrudtsplanter. Klinte kan være blevet brugt til at gøre brødet mørkere, men frøene er giftige, og folk som har spist dem kan være blevet syge. Frø fra gulerødder, pastinak og kål er også blevet fundet, men fra dårlige eksemplarer og de kommer typisk fra hvide gulerødder og bitter kål. Roterende håndkværne blev typisk brugt til at male mel i vikingetiden, og de efterlod altid en lille smule stenfragmenter (ofte fra basalt) i melet, som således endte i brødet som folkene spiste. Dette har slidt tænderne, hvilket kan ses på skeletter fra perioden.

Idræt

Vikingerne elskede idræt med våbentræning og kampkunst. Kast med spyd og sten, opbygning af fysisk styrke gennem brydning som glima, nævekamp og løft af sten hørte med. I bjergområder blev klatring også øvet. Smidighed og balance blev trænet og testet ved løb og hop som sport med hop fra åre til åre på ydersiden af rælingen, mens der blev roet. Svømning var en populær idræt, og Snorri Sturluson beskriver tre typer: dykning, langdistancesvømning og en kamp om at forsøgte skubbe hinanden under vandet. Laxdæla saga beskriver en kamp mellem Kjartan Ólafsson og kong Olav Tryggvason i sidstnævnte. Børn deltog i nogle af disse lege som svømning, selv om det er uklart, om de deltog i konkurrencen. Kong Olav Tryggvason blev hyldet som dygtig til både bjergklatring og åre-hop, og det siges, at han var meget dygtig til at jonglere med knive.

Ski- og skøjteløb var vintersportsgrene, og ski var et almindeligt transportmiddel om vinteren i det nordlige Skandinavien.

Hestekampe fandt også sted, men reglerne er uklare. Der har tilsyneladende været to hingste, der angreb hinanden inden for syns- og lugtvidde af hopper. Kampene har ofte ført til, at den ene af hingstene døde.

Islandske kilder nævner knattleikr. Det var et boldspil som hockey med et bat og en lille hård bold. Det blev normalt spillet på en plan bane. Reglerne er uklare, men det var en populær sport blandt både børn og voksne, og det medførte ofte i skader. Knattleikr er tilsyneladende kun spillet på Island, hvor det tiltrak mange tilskuere, ligesom hestekampene.

Jagt som sport var begrænset til Danmark, hvor det ikke blev betragtet som en vigtig beskæftigelse. Fugle, råvildt, harer og ræve blev jagtet med bue og spyd. Den blev drevet som den jagt, hvor jægeren sniger sig ind på dyret, snare, fælder og parforcejagt med et kobbel hunde. Et er angiveligt vikingerne, der har lært englænderne fox hunting.

Spil og underholdning

Tårn fra Lewis chessmen på British Museum i London.

Både arkæologiske og skrevne kilder viser, at vikingerne brugte tid på sociale og festlige sammenkomster.

Brætspil og terningespil blev spillet og var et populært tidsfordriv i alle samfundslag. Bevarede spillebrikker og spillebrædder viser, at nogle spil blev fremstillet af let tilgængelige materialer såsom træ til brættet, og med spillebrikker fremstillet af sten, træ eller ben, mens andre inkluderer detaljeret udskårne spillebrædder med spillebrikker i glas, rav, gevir eller hvalrostand, samt med materialer udenlandsk oprindelse som elfenben. Vikingerne spillede flere typer tafl-spil; hnefatafl, nitavl (mølle) og den mindre udbredte kvatrutafl. Skak begynder også at optræde i slutningen af vikingetiden. Hnefatafl var et krigsspil, hvor opgaven er at slå kongebrikken - en overtallig fjendtlig hær truer og kongens mænd skal beskytte kongen. Det blev spillet på spillebrædder med firkanter og brugte sorte og hvide felter, der kunne flyttes i forhold til, hvad terningen gav. Ockelborunestenen viser to mænd, der er i gang med et spil Hnefatafl, og sagaerne indikerer at penge eller andre værdigenstande kunne være involveret i nogle typer terningespil.

Ved festlige lejligheder var historiefortælling, skjaldesang, musik og alkoholiske drikke som mjød en del af traditionerne. Musik blev betragtet som en kunstform og musik var særligt vigtigt for kultiverede mænd. Vikingerne er kendt for at spillet på instrumenter som harper, violiner, lyrer og lut.

Eksperimentelarkæologi

Uddybende artikel: Rekonstruktioner af vikingeskibe

Eksperimentel arkæologi af vikingetiden er en blomstrende gren af denne type forskning, og adskillige steder er kendt for denne forskning som i Jorvik Viking Centre i Storbritannien, Sagnlandet Lejre og Ribe Vikingecenter i Danmark, Foteviken i Sverige og Lofotr Vikingmuseum i Norge. Vikingereenactment er også populært, og reenactorer har udførte eksperimentelle aktiviteter som udvinding og forarbejdning af jern med nordisk teknik, som er foregået i Norstead i Newfoundland.

Den 1. juli 2007 påbegyndte det rekonstruerede vikingeskib Havhingsten fra Glendalough baseret på Skuldelev 2 en rejse fra Roskilde, hvor rekonstruktionen var fremstillet, til Dublin, hvor den oprindelige skib stammede fra. Vraget fra Skuldelev 2 var blevet fundet sammen med fire andre i 1962 under udgravninger i Roskilde Fjord. Dendrokronologi og analyser af årringene, havde vist, at skibet var bygget af egetræ, der var fældet i omegnen af Dublin i 1042. Med en besætning på omkring 70 fra flere lande sejlede skibet fra Danmark til Irland, og Havhingsten ankom til Dublin den 14. august 2007. Formålet med rejsen var at teste og dokumentere skibets sødygtighed, hastighed og manøvredygtighed på åbent hav samt i kystnære farvande med stærk strøm. Besætningen testede også, hvordan det lange, smalle og fleksible skrog klarede det i høj sø. Ekspeditionen gav værdifuld viden om vikingernes langskibe, sørejser og samfund. Skibet var fremstillet ved brug af vikingeværktøj, materialer og stort set de samme metoder som det oprindelige skib.

Andre fartøjer ofte rekonstruktioner af Gokstadskibet (enten i fuld eller halv skala) eller Skuldelev 1 er også blevet bygget og testet. Snorri (rekonstruktion af Skuldelev 1) er et knarrskib, og det blev sejlet fra Grønland til Newfoundland i 1998.

Våben og krigsførelse

Uddybende artikel: Vikingetidens rustning og våben

Vikingesværd.

Viden om vikingetidens rustning og våben er baseret på arkæologiske fund, illustrationer og skriftlige beretninger fra sagaer og lovtekster fra 1200-tallet. Ifølge traditionen var det alle frie nordboere pålagt at eje våben, og det var tilladt at bære dem alle steder. Våben var tegn på vikingens social status: en rig viking havde skjold, ringbrynjetrøje og sværd. Sværdet blev dog kun brugt i kamp i begrænset omfang, sandsynligvis fordi de ikke var solide nok, og nogle blev udelukkende brugt som symbolske eller dekorative genstande. Særligt fornemme sværd havde damaskerede klinger, hvilket betyder at de var smedet dels af kulstoffrit, dels af opkullet stål. Det giver et mønster af lyst og mørkt stål. Klinger fra Rhinlandet i Frankerriget var utroligt eftertragtede på grund af den høje kvalitet. Som regel stod smedens navn som varemærke i klingen, men vikingerne læste det som sværdets navn, og nogle mente, at sværdet havde en personlighed. De mest kendte sværd af ulfberht, som muligvis bærer navn efter den oprindelige mester i 800-tallet, der har smedet dem, men de blev produceret op i 1000-tallet.

En bóndi (fri mand) kæmpede med spyd og skjold og havde en sax som brugskniv og sidevåben. Buer blev brugt i begyndelsen af slag til lands og til vands, men de er mindre "ærefulde" end nærkampsvåben. Vikingerne brugte også økser som det primære våben. Det var usædvanligt for tiden, men det var samtidig et våben, som alle kunne få fat i, da økser også blev brugt som værktøj i stor udstrækning. Ofte er det ikke muligt at afgøre om en økse har været brugt som værktøj eller til krig, når man finder dem ved arkæologiske udgravninger. Særligt den store daneøkse er kendt fra denne periode. Kong Knuds hird (personlige garde af huskarle), og senere også Kong Harold 2., var bevæbnet med tohåndsøkser, der kunne hugge hoveder af både mænd og heste og bryde igennem ringbrynje.

Til at beskytte sig havde vikingerne ringbrynje og særligt deres skjolde er en kendt attribut. Det var runde og blev brugt lige så meget som et våben som til at forsvare sig med. De har antageligvis også brugt hjelme, sandsynligvis en såkaldt jernhat, men der er kun fundet én hjelm fra vikingetiden, kaldet Gjermundbuhjelmen, og der er sået tvivl om hvorvidt vikingerne har brugt hjelme i særlig stor grad. Hjelme nævnes også i sagalitteraturen bl.a. i Gunlaug Ormstunges saga og Håkon den godes saga, men begge er forfattet efter vikingetidens afslutning.

Vikingernes krig og vold blev ofte motiveret og forstærket af deres tro på den nordiske mytologi, hvor Thor og Odin var guder for krig og død. I kamp mener man, at vikingerne nogle gange startede en uorganiseret, sanseløs og vild kampstil kaldet bersærkergang uden hensyntagen til helbred. De blev kaldt besærker. Den taktik kan være anvendt med overlæg overraskelsesangreb, og besærkergangen kan være igangsat ved indtagelse af psykoaktive stoffer i hallucinogene svampe, Amanita muscaria, eller store mængder alkohol.

Bygningsværker og byer

De store trelleborge, her Aggersborg, er et af de nok mest berømte anlæg fra vikingetiden.

Uddybende artikler: Nordisk arkitektur før år 1400 og Islandske tørvehuse

Vikingerne har primært levet i små landsbyer, men steder som Hedeby og Birka var egentlige byer, der blev grundlagt som handelspladser i 700-tallet.

Der er dog kun få fysiske rester af vikingernes bygninger og andre anlæg. De fleste bygninger blev opført i træ, og de er derfor gået til. På Island, Grønland, Færøerne og i det nordlige Norge har man opført huse i tørv. Tørvebygning har formentlig også været brugt i Danmark og Sverige og de sydlige egne i Norge, hvor de har været grubehuse til opbevaring af fødevarer og lignende. Ellers har man opført langhuse, heraf nogle med små glasvinduer.

Blandt de fysisk tegn på vikingernes tilstedeværelse i Norden findes trelleborgene, der tæller Trelleborg ved Slagelse, Aggersborg ved Aggersund i Nordjylland, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken ved Odense, der dog stort set er væk og Trelleborg ved byen Trelleborg i Skåne og den nyfundne trelleborg Borgring ved Køge på Sjælland. De er bygget i slutningen af 900-tallet, sandsynligvis tæt på 980 inden for relativt kort tid og tilskrives Svend Tveskæg eller Harald Blåtand. Sidstnævnte tilskrives også Ravningbroen, som også er dateret til omkring 980. I dag er det dog en moderne trækonstruktion, der viser, hvor den har været. Den ligger syd for Jelling, hvor Jellingmonumenterne står. De tæller ud over Jellingstenene de to store gravhøje, som Gorm den Gamle og hans hustru Thyra er begravet i. Der er fundet rester af en omfattende palisade, som har omkranset hele området. Det gør det til det største anlæg i Danmark fra vikingetiden.

Kanhavekanalen på Samsø er gravet i jernalderen, og der er fundet tømmer dateret til 728, men vikingerne benyttede og udvidede den, da den gav mulighed for en genvej, når ledingsflåden skulle fra naturhavnen i Stavns Fjord.

Dannevirke eksisterede efter al sandsynlighed allerede i vikingetiden, men vikingerne udvidede forsvarsværket mod Franken mod syd. 2 km syd for Dannevirke blev volden Kovirke anlagt som en del af samme forsvarsværk, og den dateres til vikingetiden omkring 980. På Gotland findes resterne af den 3,5 km lange jordvold Götavirke, der ligeledes var et forsvarsværk.

Handel

Vægt og lodder fra Sigtunadåsen fra omkring år 1000, som blev brugt til at afveje sølv og guld.

Uddybende artikel: Vikingerne som handelsfolk

Vikingerne etablerede og opretholdt et stort handelsnetværk over hele den kendte verden, og de havde stor indflydelse på den økonomiske udvikling i Europa og særligt Skandinavien.

Bortset fra i de store handelscentre som Ribe, Hedeby, Fysing brugte vikingerne ikke mønter til handel, men afvejede ædelmetal til betaling. Sølv var det mest almindelige metal, men guld blev også brugt. Sølvet cirkulerede i barrer eller som brudsølv, samt i form af smykker og ornamenter. Handelsfolk havde små vægte, som gjorde at de meget nøjagtigt kunne afveje mængder, så det var muligt at have et meget præcist system til handel og værdiudveksling, selv uden at være en monetær økonomi (brugen af mønter som betalingsmiddel).

Varer

Den organiserede handel dækkede alt fra dagligvarer i store mængder til eksotiske luksusprodukter i små mængder. Vikingernes skibe som knarren, var en vigtig faktor i deres succes som handelsfolk. Importerede varer fra andre kulturer inkluderede:

• Krydderier blev købt af kinesiske og persiske købmænd, som mødtes med vikingerne i Rusland. Vikingerne brugte hjemmedyrkede krydderier og urter som kommen, kvan, timian, peberrod og sennep, men importerede kanel.
• Glas var højt værdsat af nordboerne. Importeret glas blev ofte lavet til perler, og de er blevet fundet i tusindvis. Åhus i Skåne og den gamle købstad Ribe havde en stor produktion af glasperler.
• Silke var en vigtig vare, som kom fra Miklagård (Byzans og nutidens Istanbul) og Kina. Det var en efterspurgt vare blandt mange europæiske kulturer, og vikingerne brugte det til at vise deres status, rigdom og adel. Der findes mange arkæologiske fund af silke i Skandinavien.
• Vin blev importeret fra Frankrig og Tyskland som en drik for de rige.

Vikingerne eksporterede en lang række varer:

• Rav blev fundet langs Nordsøens og Østersøens kyster. Det blev formet til perler og andre æstetiske genstande, inden det blev solgt (se også ravvejen).
• Skind blev eksporteret, da det kunne give varme. Det inkluderede skind fra skovmåre, ræve, bjørne, oddere og bævere.
• Klæde og uld. Vikingerne var dygtige til at spinde og væve, og de eksporterede klæde af høj kvalitet.
• Dun blev indsamlet og eksporteret. Norges vestkyst havde edderdun og noget blev samlet af samer. Dun blev brugt til dyner og quiltet klæde. Fuglefangst på de stejle klippeskråninger var et arbejde, der kunne være livsfarligt.
• Slaver er trælle på norrønt. På plyndringstogterne fangede vikingerne mange mennesker, heriblandt præster. De blev nogle gange solgt til arabiske købmænd for arabisk sølv.

Anden eksport bestod af våben, hvalrostænder, voks, salt og torsk og jagtfugle fra Norge til det europæiske aristokrati i 900-tallet.

Mange af deres varer blev handlet indbyrdes som fedtsten og slibestene. Fedtsten til nordboerne på Island og i Jylland. De brugte dem til skåle og lignende i stedet for keramik. Slibesten blev brugt til at slibe våben, værktøj og knive. Der er tegn på en omfattende handel fra Ribe og de omkringliggende områder med okser og kvæg fra Jylland (se oksevejen), går tilbage til omkring år 720. Denne handel har også kunnet bruges af vikingerne, som havde brug for læder og kød og muligvis skind til pergament i Europa. Uld var også et meget vigtigt produkt, da det blev brugt til varmt tøj i det kolde Skandinavien, og til sejl til vikingernes skibe. Sejlene krævede store mængder uld. Det er påvist ved eksperimentel arkæologi. Der er arkæologiske tegn på, at der har været en organiseret tekstilproduktion i Skandinavien; den er muligvis gået helt tilbage til jernalderen. Kunstnere og håndværkere i de større byer fik gevirer fra jægere, og de lavede store rensdyrfælder højt mod nord. Horn blev brugt til hverdagsgenstande som kamme.

Arv

Middelalderlig opfattelse

Byer og klostre plyndret af vikinger (den gule farve afspejler normannernes ekspansion, der stammer fra hertugdømmet Normandiet i det 11. århundrede, og som hovedsagelig var romansktalende kristne riddere).

I England begyndte vikingetiden dramatisk den 8. juni 793, da nordboere angreb og ødelagde klostret på øen Lindisfarne. Ødelæggelsen af Northumbrias Holy Island chokerede kongehusene i Europa, og gjorde dem opmærksom på vikingernes tilstedeværelse. "Aldrig før er en sådan grusomhed sket" erklærede den lærde Alcuin af York. Middelalderens kristne i Europa var fuldstændig uforberedte på vikingernes angreb, og de kunne ikke finde anden forklaring på deres ankomst og de medfølgende lidelser end "Guds vrede". Mere end nogen anden begivenhed har angrebet på Lindisfarne gjort, at man havde en dæmoniseret opfattelse af vikingerne i de næste 12 århundreder. Ikke før i 1890'erne begyndte forskere uden for Skandinavien for alvor at revurderede vikingernes bedrifter og anerkende deres kunstneriske og teknologiske præstationer samt deres evner til søs.

Den nordiske mytologi, sagaerne og den norrøne litteratur fortæller om den skandinaviske kultur og religion gennem helte. Tidlige overleveringer var hovedsagelig mundtlige og senere tekster baserer sig i høj grad på, hvad kristne lærde har nedskrevet (samt de islandske forfattere Snorri Sturluson og Sæmund Frode. Mange af dem er skrevet på islandsk, og de fleste af dem blev bevaret her efter middelalderen, fordi islændingene havde interesse i norrøn litteratur og lovskrifter, også selv om de ikke nødvendigvis havde en islandsk proveniens.

De omkring 200 år, hvor vikingerne havde stor indflydelse på Europas historie, er fyldt med fortællinger om plyndringer og kolonisering, og størstedelen af disse krøniker kom fra de angrebne vestlige vidner og deres efterkommere. Mindre almindeligt men lige så relevant er krøniker om vikingerne nedskrevet i østen som Nestors krøniker, Novgorod krønikerne, Ibn Fadlans krøniker, Ibn Rustahs krøniker og korte bemærkninger af Photius, patriark Konstantinopel, om deres første angreb på det Byzantinske Rige. Andre krøniker som inkluderer vikingernes historie tæller Adam af Bremen, som i fjerde bind af sin Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum skrev "der er meget guld her (på Sjælland), ranet ved pirateri. Disse pirater, som blev kaldt wichingi af deres egne folk, og Ascomanni af vort folk, hylder den danske konge." I 991 blev slaget ved Maldon mellem vikinger og indbyggerne i Maldon i Essex mindet i et digt af samme navn.

Post-middelalderlig opfattelse

Tidlige moderne udgivelser, der omhandler det, som i dag betragtes som vikingekultur, begyndte at optræde i 1500-tallet eksempelvis Historia de gentibus septentrionalibus (Olaus Magnus, 1555), og Saxo Grammaticus' Gesta Danorum fra 1200-tallet, da den blev udgivet i første udgave i 1514. Hastigheden hvormed disse publikationer udkom øgedes i 1600-tallet, med den latinske oversættelser af Eddaen (særligt Peder Resens Edda Islandorum fra 1665).

I Skandinavien brugte danske forskere som Thomas Bartholin og Ole Worm samt svenskeren Olaus Rudbeck runeinskriptioner og islandske sagaer som historiske kilder. Et vigtigt tidligt bidrag fra Storbritannien var George Hicke, der udgav Linguarum vett. septentrionalium thesaurus i 1703–05. I 1700-tallet begyndte den britiske interesse og entusiasme for Island og tidlig skandinavisk kultur at vokse kraftigt, hvilket blev udtrykt ved engelske oversættelse af norrøne tekster og i originale digte, der priste de antagne vikingedyder.

Vikingeskibe der belejrer Paris i 845, afbildet i 1800-tallet.

Ordet "viking" blev først populariseret i begyndelsen af 1800-tallet af Erik Gustaf Geijer i hans digt Vikingen. Geijers digt gjorde meget for at udbrede det nye romantiserede ideal om vikinger, der ikke havde meget basis i historiske fakta. Den fornyede interesse i romanticisme i fortidens Skandinavien havde en samtidig politisk indvirken. Götiska förbundet, som Geijer var medlem af, populariserede myten i stor grad. En anden svensk forfatter, der havde stor indflydelse på opfattelsen af vikingerne, var Esaias Tegnér, som ligeledes var medlem af Götiska förbundet. Han skrev en moderne version af Friðþjófs saga hins frœkna, der blev meget populær i de nordiske lande, Storbritannien og Tyskland.

Afbildning fra 1899 af en romantiseret viking.

Fascinationen af vikingerne nåede sit højdepunkt under den såkaldte Viking revival i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet som en del af nationalromantikken. I 1800-tallet begyndte der at blive udgivet bøger med nye tolkninger af vikingerne, og de nåede en mindre læserskare i Storbritannien, hvor arkæologer begyndte at kigge på landets fortid. Lingvistikentusiaster begyndte på at identificere idiomer og ordsprog rundt omkring i landet. Nye ordbøger på norrønt gjorde det muligt for viktoriatidens mennesker læse og oversætte de islandske sagaer.

Indtil for nylig var vikingerne historie hovedsageligt baseret på de islandske sagaer, Saxos Danmarkshistorie, de russiske primærkrønike og Cogad Gáedel re Gallaib. Få moderne historikere betragter i dag disse tekster som troværdige kilder, da man i højere grad baserer sig på arkæologiske fund og numismatik, som begge er discipliner som har givet værdifulde viden om perioden.

I 1900-tallets politik

Den romantiserede ide om vikingerne, der var etableret i forskningskredse i Nordvesteuropa i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var potent, og vikingen som figur blev et velkendt og formbart symbol i forskellige kontekster i politik og politiske ideologier i 1900-tallets Europa. I Normandiet, hvor vikinger havde bosat sig, blev vikingeskibet et ukontroversielt regionalt symbol. I Tyskland var kendskab til vikingernes historie blevet stimuleret af grænsestridigheder med Danmark over Slesvig-Holsten i 1800-tallet, og brugen af skandinavisk mytologi af Richard Wagner. Den idealiserede opfattelse af vikingerne appellerede til den tyske højrefløj, der omdannede vikingefiguren i overensstemmelse med ideologien om en germansk overrace. Nazityskland byggede videre på lingvistiske og kulturelle forbindelser mellem de nordisk-talende skandinaver og andre germanske grupper i en fjern fortid, og de skandinaviske vikinger blev fremstillet som en ren germansk befolkning. Det kulturelle fænomen med vikingernes ekspansion blev genfortolket og brugt til propaganda for at støtte den ekstreme militante nationalisme i Det Tredje Rige. Samtidig blev ideologiske orienterede fortolkninger af vikingernes tro, og den skandinaviske brug af runer brugt til at konstruere nazimysticisme. Andre politiske organisationer i samme boldgade, som det tidlige norske fascistparti Nasjonal Samling, brugte lignende elementer af den moderne myte om vikingekultur i deres symbolisme og propaganda. I det kommunistiske Rusland ledte ideologien om en raceren slavisk befolkning til en fuldstændig afvisning af, at skandinaver havde påvirket opbygningen af Rus-folket, der skulle være grundlagt af slavere. Beviser på det modsatte blev undertrykt indtil 1990'erne. Novgorod anerkender i dag deres vikingehistorie, og man har inkluderet et vikingeskib i byens logo.

I moderne populærkultur

Moderne reenactment af vikingekamp.

Under ledelse af operaer fra den tyske komponist Richard Wagner, som Der Ring des Nibelungen, har vikingerne og romantiserede vikinger inspireret mange kreative værker. Disse inkluderer bøger baseret direkte på historiske begivenheder som Frans Gunnar Bengtssons Røde Orm (som også blev filmatiseret i 1963), og historiske fantasier som filmene The Vikings, Michael Crichtons Eaters of the Dead (filmversionen Den 13. kriger) og komediefilmen Erik the Viking. Vampyren Eric Northman i HBO tv-serien True Blood var vikingeprins inden han blev vampyr. I 2013 lancerede HBO serien Vikings som omhandler Regnar Lodbrog (i en noget anden udgave end sagaerne) og en fiktiv gruppe vikinger. Serien har fået en god modtagelse af anmeldere og publikum, den har vundet mange priser, og har øget interessen for vikinger og vikingetiden. Den svenske komediefilm Vi vilde vikinger fra 1965 handler om en gruppe skandinaviske vikinger går op imod Romerriget.

Den norske komedieserie Vikingane foregår ligeledes i vikingetiden og føler en gruppe vikinger og deres liv.

Vikinger optræder i adskillige bøger af den dansk-amerikanske forfatter Poul Anderson, mens den britiske opdagelsesrejsende, historiker og forfatter Tim Severin i 2005 skrev en trilogi af romaner, om en ung viking ved navn Thorgils Leifsson, som sejler verden rundt. Den britiske forfatter Bernard Cornwell beretter også om vikingerne i romanserien Saksernes fortælling. Blandt danske forfattere, der har skrevet om vikingerne er Susanne Clod Pedersen, som skriver historiske romaner og Lars-Henrik Olsen. Den danske tegneserie Valhalla skabt af Peter Madsen, omhandler primært de nordiske guder, men har flere aspekter fra vikingetiden med. Avisstriben Hagar den skrækkelige omhandler ligeledes en viking, men dog med mange moderne elementer.

I 1962 skabte den amerikansk tegneserieforfatter Stan Lee og hans bror Larry Lieber sammen med Jack Kirby, Marvel Comics superhelten Thor baseret på den nordiske gud af samme navn. Karakteren var hovedperson i Marvel Studios film Thor fra 2011 og Thor: The Dark World og Thor: Ragnarok. Thor var også med i The Avengers (2012), Avengers: Age of Ultron (2015), Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame (2019) samt den animerede tv-serie.

Vikingeskib i den franske forlystelspark Puy de Fou.

Hvert år opføres Frederikssund Vikingespil, der tager udgangspunkt i vikingetiden. Jels Vikingespil er sat op siden 1977 med forskellige forestillinger og op mod 20.000 tilskuere. I 2017 opførte Det Kongelige Teaters friluftsscene Røde Orm som skuespil på en scene opført ved Moesgaard Museum i Aarhus. Over 71.000 købte billetter til forestillingen. Den franske forlystelsespark Puy de Fou i Vendée har også haft vikinger og vikingeskibe med i deres årlige teaterforestillinger.

Magnus Barelegs Viking Festival til vikingefestival.

Siden 1960'erne har der været en stigende interesse for reenactment. Mens de tidligste grupper kun sporadisk baserede deres levendegørelse på historiske kilder og anden forskningsmateriale, men i lige så høj grad på det romantiserede udtryk i populærkulturen, så er man i højere grad begyndt at bygge på kilder og fund, for at få et autentisk og mere korrekt udtryk. De største af disse grupper er The Vikings og Regia Anglorum, selv om der findes mange mindre grupper særligt i Skandinavien, Nordamerika, New Zealand og Australien. Mange reenactmentgrupper deltager i genopførsler af vikingeslag, og nogle få har også både og skibe inspireret af vikingernes fartøjer. I Danmark afholdes der hvert år Moesgård Vikingetræf, hvor der kommer op mod 1000 aktører og omkring 20.000 gæster, hvilket gør det til Nordens største vikingemarked. Ved Tissø afholdes vikingemarked i starten af oktober, og der kommer omkring 3.000-3.500 besøgende. På flere middelaldermarkeder, som bl.a. Københavns Middelaldermarked, er der også vikingegrupper som optræder.

Minnesota Vikings fra National Football League er navngivet efter de mange skandinaver i USA, som bor i Minnesota.

Moderne rekonstruktioner af nordisk mytologi har vist en vedholdende indflydelse i populærkulturen i slutningen af 1990-tallet og begyndelsen af 2000-tallet i visse lande, hvor den har inspireret tegneserie, rollespil, computerspil og musikgenren vikingmetal, der er en undergenre af heavy metal.

Udbredte misforståelser

Hjelme med horn

Uddybende artikel: Hornhjelm

Bortset fra to eller tre repræsentationer af rituelle hjelme med stiliserede ravne, slanger eller horn, findes der ingen afbildninger af vikingekrigeres hjelme med horn, og der er aldrig fundet hjelme med horn. Den voldsomme nærkamp, som vikingerne anvendte under slag (hvor begge sider lavede skjoldmure eller "skibsøer") vil have gjort hjelme med horn besværlige og farlige.

Historikere og arkæologer mener ikke, at vikingekrigere havde hjelme med horn; om sådanne hjelme har været brugt i andre forbindelse med skandinavisk kultur er ikke fastslået. Den generelle misforståelse om hjelme med horn kan delvis tilskrives entusiaster fra Götiska Förbundet, der blev grundlagt i 1811 i Stockholm. De fremstillede nordisk mytologi i kunst og andre etnologisk og moralske mål. Dragter til Wagners operaer kan også have givet anledning til fejlen.

Vikingerne blev ofte afbildet med hjelme med vinger og tøj, som var taget fra antikken, særligt illustrationer af de nordiske guder. Det blev gjort for at legitimere vikingerne og deres mytologi ved at associere den med antikken, der længe havde været idealiseret i europæisk kultur.

Sidstnævnte mythos blev skabt af nationalromantiske ideer blandt med vikingetiden og aspekter fra bronzealderen omkring 2.000 år tidligere. Hjelme med horn fra bronzealderen blev vist som helleristninger og optrådte i arkæologisk fund (se Bohuslän og Veksøhjelmene). De var sandsynligvis fremstillet til cerimonielle formål.

Moderne rekonstruktioner af vikingehjelme.

Tegneserier som Hägar the Horrible og Vicky the Viking, og sportsudstyr som det med Minnesota Vikings' logo og Canberra Raiders har bevaret myten om hjelme med horn.

Vikingernes hjelme var koniske, og de var fremstillet af hårdt læder med træ og metalforstærkninger til almindelige soldater. Hjelme i jern med maske og ringbrynje blev fremstillet til høvdingerne og var baseret på Vendel-tids hjelme fra det centrale Sverige. Der kendes kun én vikingehjelm (Gjermundbuhjelmen efter Gjermundbu i Norge, hvor den blev fundet). Den er af jern og er dateret til 900-tallet.

Barbaritet

Billedet af langhårede, beskidte vilde, som nogle gange associeres med vikingerne i populærkultur, er et misvisende billede. Vikingernes tendenser blev ofte fejlfortolket og Adam af Bremen, blandt flere andre, fortæller om vikingernes vildskab og manglende renlighed, men hans værk er ikke en troværdig kilde til disse aspekter. Vikingerne var meget renlige og gik op i et velplejet ydre, hvilket bl.a. mange fund af kamme kan vidne om.

Brugen af kranier til at drikke af

Der findes ingen tegn på, at vikingerne har brugt kraniet fra deres fjender til at drikke af. Misforståelsen er baseret på en passage i skjaldedigtet Krákumál, hvor helten drikker fra ór bjúgviðum hausa ("grene af kranier"). Dette var en reference til drikkehorn, men blev fejloversat i 1600-tallet til at omhandle kranier fra deres slagne fjender.

Vølunds drikkekar hører sagaerne til.

Genetisk arv

Udbredelse af Haplogruppe I-M253. Jo mørkere farve jo større koncentration.

Studier af genetisk spredning giver indikationer af oprindelsen og udvidelsen af vikingerne. Haplogruppe I-M253 (defineret af en specifik genetisk markør på Y-kromosomeet) mutationer optræder med største frekvens blandt skandinaviske mænd: 35 % i Norge, Danmark og Sverige, og omkring 40 % i det vestlige Finland. Det er også en almindelig mutation i det sydlige kyster langs Østersøen og Nordsøens kyster, og optræder sjældnere jo længere syd på man kommer.

Studier af kvindelige efterkommere i områderne tættest på Skandinavien, som Shetlandsøerne og Orkneyøerne viser, at mange er af nordisk oprindelser. Indbyggere i lande længere væk viser flest nordiske aner i det mandlige Y-kromosoms linje.

Et studie i gener og efternavne i Liverpool viste en nordisk arv; op mod 50 % af mændene, som tilhørte familier, der boede der før industrialiseringen og den store befolkningstilvækst. En høj andel af nordiske gener, som er identificeret via R-M420 haplotypen, blev også fundet blandt mænd i Wirral og West Lancashire. Dette svarer til de andele nordiske gener, der findes blandt mænd på Orkneyøerne.

Ny forskning indikerer, at den keltiske kriger Somerled, der drev vikingerne ud af det vestlige Skotland og grundlagde Clan Donald, har været efterkommer af vikingerne og med i haplogruppe R-M420.

Museer

Udsnit af Skuldelev-skibene på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Grundet den store interesse for vikingerne og de fund der er gjort, findes der en lang række museer til formidling af vikingerne og deres tid. Flere af dem er etableret i forbindelse med fund fra vikingetiden, eller på steder, hvor vikingerne har boet. Disse inkluderer Lofotr Vikingmuseum i Norge, Vikingeborgen Trelleborg og Vikingecenter Fyrkat på de to trelleborge af samme navn, Vikingemuseet Ladby ved Ladbyskibet, Vikingemuseet i Aarhus, Lindholm Høje Museet i Danmark, Vikingemuseum Hedeby i den gamle handelsby i delstaten Slesvig-Holsten i Nordtyskland samt på den tidligere vikingeboplads L'Anse aux Meadows på Newfoundland findes i Canada.

Nogle museer er frilandsmuseer eller arkæologiske frilandsmuseer og bruger eksperimentel arkæologi i deres formidling om vikingerne. Disse tæller Fotevikens Museum i Sverige, Bork Vikingehavn, Ribe Vikingecenter, Sagnlandet Lejre, Vikingelandsbyen i Albertslund Kommune og Yorkshire Museum of Farming ved York. På mange vikingetidsmuseer er der opført langhuse, tørvehuse eller andre rekonstruktioner af bygninger fra vikingetiden.

Andre formidler primært fundene fra vikingetiden som Moesgaard Museum, Museet Ribes Vikinger og Kongernes Jelling alle i Danmark, Jorvik Viking Centre i York og Víkingaheimar i Reykjavik på Island. Både Historiska museet i Stockholm, Universitetsmuseet i Bergen og Nationalmuseet i København har store samlinger af genstande fra vikingetiden. Skuldelev-skibene fra Roskilde Fjord er udstillet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, mens Gokstadskibet og Osebergskibet er i Vikingeskibsmuseet i Oslo. Ladbyskibet er udstillet på Vikingemuseet Ladby, som er det eneste skibsfund i verden, som stadig befinder sig på sin originale plads. I 2019 åbnede Sagastad i Nordfjordeid, Norge, som indeholder en rekonstruktion af Myklebustskibet.

Se også

• Danmarks historie
• Norges historie
• Sveriges historie
• Vikingetiden på Færøerne
• Nordboernes kolonisering af Nordamerika
• Norrønt
• Norn
• Urnordisk (sprog)
• Vikingeskib
• Runealfabet

Henvisninger

Litteratur

• Brink, Stefan (2008). "Who were the Vikings?". I Brink, Stefan; Price, Neil (red.). The Viking World. Routledge. s. 4–10. ISBN 978-0415692625.
• Brookes, Ian (2004). Chambers concise dictionary. Allied Publishers. ISBN 9788186062364. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Christensen, Aksel E. (1977). Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund. Akademeisk Forlag. ISBN 87-500-1732-2.
• D'Amato, Raffaele (2010). The Varangian Guard 988-453. Osprey Publishing. ISBN 978-1-84908-179-5. Arkiveret fra originalen 5. maj 2016. Hentet 12. januar 2022.
• Derry, T.K. (2012). A History of Scandinavia: Norway, Sweden, Denmark, Finland, Iceland. London and Minneapolis: University of Minnesota Press. ISBN 978-0-81663-799-7.
• DeVries, Kelly (1999). The Norwegian Invasion of England in 1066. Boydell & Brewer Ltd. ISBN 978-0-85115-763-4.
• Educational Company of Ireland (10. oktober 2000). Irish-English/English-Irish Easy Reference Dictionary. Roberts Rinehart. ISBN 978-1-4616-6031-6. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Fitzhugh, William W.; Ward, Elisabeth I. (2000). Vikings: The North Atlantic Saga ; (an Exhibition at the National Museum of Natural History, Smithsonian Institution, Washington D.C., April 29, 2000 - September 5, 2000). Washington: Smithsonian Institution Press. ISBN 978-1560989707. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Hall, Richard Andrew (2007). The World of the Vikings. Thames & Hudson. ISBN 978-0500051443. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Hall, Richard (januar 1990). Viking Age Archaeology in Britain and Ireland. Shire. ISBN 978-0747800637. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Lindqvist, Thomas (4. september 2003). "Early Political Organisation: (a) An Introductory Survey". I Helle, Knut (red.). The Cambridge History of Scandinavia: Prehistory to 1520. Cambridge University Press. s. 160-67. ISBN 978-0521472999. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Reynolds, Richard (1994). Super Heroes: A Modern Mythology. University Press of Mississippi. ISBN 0-87805-694-7.
• Roesdahl, Else (1998). The Vikings. Penguin Books. ISBN 978-0140252828. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Sawyer, Peter Hayes (1. februar 1972). Age of the Vikings. Palgrave Macmillan. ISBN 978-0312013653. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Steinsland, Gro (2005). Norrøn religion. ISBN 978-8253026077.
• Williams, Gareth (2007). "Kingship, Christianity and coinage: monetary and political perspectives on silver economy in the Viking Age". I Graham-Campbell, James; Williams, Gareth (red.). Silver Economy in the Viking Age. Left Coast Press. s. 177-214. ISBN 978-1598742220. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Wolf, Kirsten (1. januar 2004). Daily Life of the Vikings. Greenwood Publishing Group. ISBN 978-0-313-32269-3. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.

Yderligere læsning

• Askeberg, Fritz (1944). Norden och kontinenten i gammal tid: studier i forngermansk kulturhistoria. Almqvist & Wiksells boktr. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Downham, Clare (2007). Viking kings of Britain and Ireland: the dynasty of ´Ívarr to A.D. 1014. Dunedin Academic Press. ISBN 978-1903765890. Arkiveret fra originalen 15. maj 2016. Hentet 12. januar 2022.
• Downham, Clare (2011). "Viking Ethnicities. A Historiographic Overview", History Compass 10.1 (2012), pp. 1–12. PDF Academic.edu - registration required Arkiveret 1. juli 2017 hos Wayback Machine
• Hadley, Dawn (2006). The Vikings in England: Settlement, Society and Culture. Manchester University Press. ISBN 978-0719059827. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Heide, Eldar (2005). "Víking – 'rower shifting'? An etymological contribution". Arkiv för nordisk filologi (PDF). Vol. 120. C.W.K. Gleerup. s. 41-54. Arkiveret (PDF) fra originalen 14. juli 2014. Hentet 12. januar 2022.
• Heide, Eldar (2008). "Viking, week, and Widsith. A reply to Harald Bjorvand". Arkiv för nordisk filologi (PDF). Vol. 123. C.W.K. Gleerup. s. 23-28. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Hodges, Richard (2006). Goodbye to the Vikings: Re-Reading Early Medieval Archaeology. Gerald Duckworth & Company Limited. ISBN 978-0715634295. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Steinsland, Gro: "Konflikten mellom kristendom og hedendom rundt år 1000". Nordsjøn. Handel, religion og politikk. Red. Jens Flemming Krøger og Helge Rolf Naley. Karmøyseminariet 1994 og 1995. Stavanger 1996. s. 110-113.
• Svanberg, Fredrik (2003). Decolonizing the Viking Age. Almqvist & Wiksell International. ISBN 978-9122020066. Arkiveret fra originalen 16. juli 2017. Hentet 12. januar 2022.
• Wamers, Egon (1985). Insularer Metallschmuck in wikingerzeitlichen Gräbern Nordeuropas. Untersuchungen zur skandinavischen Westexpansion. Neumünster: Karl Wachholtz. ISBN 978-3529011566.
• Wamers, Egon (1998). "Insular Finds in Viking Age Scandinavia and the State Formation of Norway". I Clarke, H.B.; Mhaonaigh, M. Ní; Floinn, R. Ó. (red.). Ireland and Scandinavia in the Early Viking Age. Dublin: Four Courts Press. s. 37-72. ISBN 978-1851822355.
• Wawn, M.A. (2000). The Vikings and the Victorians: Inventing the Old North in Nineteenth Century Britain. Woodbridge: Boydell and Brewer. ISBN 978-0859916448.

Eksterne henvisninger

Se Wiktionarys definition på ordet: Viking

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Vikingetiden

• Wikisource har kildemateriale til denne artikel hentet fra Nordboere

• Vikings – View videos at The History Channel
• Copenhagen-Portal—The Danish Vikings
• BBC: History of Vikings
• Encyclopædia Britannica: Viking, or Norseman, or Northman, or Varangian (people)
• Borg Viking museum, Norway Arkiveret 7. juli 2014 hos Wayback Machine
• Ibn Fadlan and the Rusiyyah, by James E. Montgomery, with full translation of Ibn Fadlan
• Reassessing what we collect website—Viking and Danish London History of Viking and Danish London with objects and images
• Wawm, Andrew, The Viking Revival – BBC Online, Ancient History in Depth, 17. februar 2011.