Vangebrug
Vangebrug er en landbrugsform hvor en landsbys marker er inddelt i store enheder, kaldet vanger, som dyrkes i fællesskab af landsbyens bønder. Vangebrug var udbredt i Østjylland, de danske øer og Skåne fra ca. 1100-1800.[1]
Antallet af vange varierede og man skelner mellem alsædebrug, også kaldet envangsbrug, med én vang, tovangsbrug, trevangsbrug, firevangsbrug og femvangsbrug. Trevangsbrug var det mest brugte i Danmark.[2]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ "Vangebrug". danmarkshistorien.dk. Aarhus Universitet. 25. august 2011. Hentet 31. maj 2019.
- ^ "dyrkningssystemer". Den Store Danske. Gyldendal. 24. februar 2016. Hentet 31. maj 2019.