Spring til indhold

Thyge Petersen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ikke at forveksle med Tyge Pedersen.
Medaljeoversigt
Boksning
Deltager for Danmark
Olympiske Lege
Sølv 1924 i Paris Letsværvægt
Europamesterskaberne i amatørboksning
Guld 1925 i Stockholm Letsværvægt
Guld 1930 i Budapest Letsværvægt

Thyge Alexander Petersen (28. maj 1902 i Horsens1. januar 1964 i Odense) var en dansk bokser i letsværvægtsklassen. Han vandt EM to gange, opnåede sølvmedalje ved OL i 1924 og er med seks danske mesterskaber i letsværvægt den bokser, der har vundet titlen flest gange.

Amatørkarriere

[redigér | rediger kildetekst]

Thyge Petersen boksede for Horsens AK, og vandt det jyske mesterskab i mellemvægt i 1922. I 1923 stillede han op for IF Sparta ved danmarksmesterskaberne og vandt DM i letsværvægt. Året efter i 1924 var Petersen tilbage i sin gamle klub, og vandt både JM og DM.

Han blev udtaget til letsværvægt i den olympiske bokseturnering ved Sommer-OL 1924 i Paris. Han besejrede i turneringens første runde den senere OL-guldvinder i sværvægt, argentineren Arturo Rodríguez Jurado, og vandt endvidere over en polak og en amerikaner inden han i semifinalen besejrede nordmanden Sverre Sörsdal. I finalen tabte han til englænderen Harry Mitchell og opnåede således en sølvmedalje.

Efter OL forblev Petersen amatør, og vandt efterfølgende det jyske mesterskab 3 gange (1925-26 og 1928) og DM i letsværvægt 6 gange i 1923-25 og 1927-28 og 1930. I 1926 vandt Pedersen DM i sværvægt.

Thyge Petersen deltog i europamesterskaberne for amatører i Stockholm i 1925, hvor han i finalen i letsværvægt besejrede svenskeren Nils Ramm, der senere blev europamester i sværvægt. Han stillede igen op i EM i 1930, denne gang i Budapest, hvor han atter vandt europamesterskabet, denne gang med en finalesejr over tyskeren Albert Leidmann.

Thyge Petersen vandt tillige i 1926 det britiske mesterskab (ABA) i sværvægt.

Med de to EM-titler, en OL-sølvmedalje, et ABA-mesterskab, 7 danske og 4 jyske mesterskaber var Thyge Petersen en af de mest succesfulde danske amatørboksere.

Professionel karriere

[redigér | rediger kildetekst]

Efter EM i 1930 blev Thyge Petersen professionel. Han debuterede formentlig den 24. oktober 1930 ved et stævne i København, hvor han vandt over en middelmådig fransk bokser, Auguste Lengagne. Næste kamp endte uafgjort og den næste igen blev tabt på point til franskmanden Eugene Alonzo. Den 15. maj 1931 opnåede Thyge Petersen uafgjort mod landsmanden Hans Holdt. Han vandt yderligere en kamp i 1931, men var herefter formentlig inaktiv indtil 1937, hvor han gjorde comeback i en kamp mod en tysk bokser, der alene havde bokset et par kampe flere år forinden. Thyge Petersen vandt sin sidste kamp, men boksede ikke siden.

Som professionel opnåede han 7 kampe (inden KO), hvoraf 4 blev vundet, 1 tabt og to endte uafgjort.

[redigér | rediger kildetekst]