Spring til indhold

The Open Championship

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

The Open Championship (ofte omtalt som The Open eller British Open), er den ældste af de fire major-turneringer i professionel golf. Det er den eneste "major", som spilles uden for USA, og den administreres af The Royal and Ancient Golf Club of St Andrews, som er golfsportens styrende organ uden for USA og Mexico. The Open Championship bliver spillet i ugen indeholdende den tredje fredag i juli, og afvikles dermed som den tredje major-turnering hvert år, efter The Masters Tournament og US Open, men før PGA Championship.

Mesterskabet bliver skiftevis spillet på en af ti udvalgte linksbaner i Skotland, England og Nordirland. I 2011 havde The Open en præmiesum på £ 5,0 millioner, med £ 900.000 i førstepræmie – en stigning på £ 150.000 over de sidste tre år.[1] Historisk set har The Open's præmiesum været mindst blandt de fire major-turneringer, men i perioden fra 2002 til 2008 var The Open's præmiesum størst.

Mesterskabet består af en 72 hullers slagspilsturnering med et cut efter de første 36 huller, der indskrænker feltet til de 70 bedst placerede spillere (samt spillere med samme score som nr. 70). Som den eneste af de fire major-turneringer opererer The Open Championship med et omspilsformat med fire huller, hvis førstepladsen er delt efter 72 huller. Dette omspil fortsætter imidlertid som sudden death-omspil, hvis førstepladsen fortsat er delt efter fire huller.

The Open Championship har officielt været en begivenhed på PGA Tour siden 1995, hvilket betyder at præmiepenge vundet af PGA Tour-medlemmer bliver talt med på tourens pengeliste. Derudover er alle sejre i The Open Championship før 1995 med tilbagevirkende kraft blevet klassificeret som PGA Tour-sejre. PGA European Tour har anerkendt The Open som en officiel begivenhed siden den første officielle sæson i 1972, og den er også officielt en del af Japan Golf Tour.

I Storbritannien er turneringen bedst kendt under sit officielle navn, The Open Championship. Turneringens website anvender kun dette navn, mens øvrige britiske medier generelt refererer til the Open.[2][3][4] Uden for Storbritannien kaldes turneringen ofte British Open, delvist for at skelne den fra det andet åbne mesterskab af de fire major-turneringer, US Open, og delvist fordi andre nationer med lignende "åbne" turneringer refererer til deres egen turnering som "the Open". PGA Tour og mange amerikanske medier kalder ligeledes turneringen "British Open",[5][6][7] men ESPN, som har de amerikanske tv-rettigheder til begivenheden, er begyndt at omtale den som The Open Championship.

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

The Open Championship blev første gang spillet den 17. oktober 1860 i Prestwick Golf Club in Ayrshire, Skotland. Den første turnering var udelukkende forbeholdt professionalle og tiltrak et felt bestående af otte skotske golfspillere,[8] som spillede tre runder på Prestwick's 12-hullersbane på én dag. Willie Park Senior vandt med en score på 174 slag, og slog dermed favoritten, Old Tom Morris, med to slag. Det følgende år blev turneringen også åbnet for amatører, og otte amatører gjorde de ti professionalle deltagere selskab.

Prestwick Golf Club, hvor den første turnering blev spillet i 1860.
Willie Park, Sr. med "the Challenge Belt", førstepræmien i the Open fra 1860 til 1870.

Oprindeligt var sejrstrofæet The Challenge Belt, et rødt læderbælte med et sølvspænde. Der var ingen præmiepenge i de første tre mesterskaber. I 1863 blev der indført en præmiesum på £ 10, som blev delt mellem den næst-, tredje- og fjerdebedst placerede professionelle spiller, mens mesteren fik lov at beholde bæltet i et år. Året efter vandt Old Tom Morris den første pengepræmie til en vinder: £ 6. "The Challenge Belt" udgik som præmie i 1870, da Young Tom Morris vandt bæltet til ejendom efter at have vundet turneringen tre gange i træk. På grund af manglen på en ny præmie blev turneringen aflyst i 1871. Da Young Tom Morris i 1872 vandt igen, dvs. for fjerde gang i træk (hvilket fortsat aldrig er overgået), modtog han en medalje som præmie. Det nuværende trofæ, The Golf Champion Trophy, bedre kendt som The Claret Jug, blev herefter indført og er overrakt til alle mestre siden 1873.

Prestwick Golf Club administrerede afholdelsen af The Open fra 1860 til 1870. I 1871 indgik klubben en aftale med The Royal and Ancient Golf Club of St Andrews og The Honourable Company of Edinburgh Golfers om sammen at arrangere turneringen. I 1892 blev begivenheden fordoblet i længede fra 36 til 72 huller, fire runder på en 18-hullersbane. Samme år nåede den samlede præmiesum op på £ 100. The Open i 1894 var den første udgave, der blev spillet uden for Skotland – på Royal St George's Golf Club i England. På grund af det stigende antal deltagere blev cuttet efter to runder indført i 1898. I 1920 blev det fulde ansvar for The Open Championship overdraget til The Royal & Ancient Golf Club.

De tidligste vindere var alle professionelle skotske spillere, som arbejdede som greenkeepere, køllemagere og caddier for at supplere deres beskedne præmiepenge fra mesterskaber og udfordringsmatcher. The Open har altid været domineret af professionelle – kun seks gange har en amatør vundet turneringen, alle gange i perioden 1890-1930. Den sidste af disse var Bobby Jones' tredje Open-titel og en del af hans Grand Slam. Jones var en ud af seks amerikanere, der vandt The Open i mellemkrigsårene, hvoraf den første var Walter Hagen i 1922. Disse seks amerikanere samt den franske vinder af The Open i 1907, Arnaud Massy, var de eneste syv mestre indtil 1939, som ikke kom fra Skotland eller England.

Den første vinder efter anden verdenskrig var amerikaneren Sam Snead i 1946. I 1947 sejrede Fred Daly fra Nordirland. Blandt mange engelske og skotske vindere var Daly den eneste irske vinder indtil 2007, hvor Pádraig Harrington vandt. Og der har aldrig været en walisisk mester. I perioden efter anden verdenskrig blev The Open domineret af spillere fra Commonwealth, hvor sydafrikaneren Bobby Locke og australieren Peter Thomson tilsammen vandt Claret Jug i ni af de 11 mesterskaber fra 1948 til 1958. I denne periode var The Open placeret samtidig med match play-turneringen PGA Championship, hvilket betød at den tids bedste amerikanske spiller, Ben Hogan, kun deltog i The Open én gang: i 1953 i Carnoustie – en turnering han vandt.

En anden sydafrikaner, Gary Player, blev mester i 1959. Det var begyndelsen på "Big Three"-æraen i professionel golf, hvor der med "de tre store" henvises til Player, Arnold Palmer og Jack Nicklaus. Palmer deltog for første gang i 1960, hvor han blev nr. 2 efter den ukendte australier Kel Nagle, men han vandt de efterfølgende to år. Han var langt fra den første amerikanske mester, men han var den første, som mange amerikanere så vinde turneringen i tv, og hans karismatiske succes tilskrives ofte æren for at flere førende amerikanske golfspillere begyndte at gøre The Open Championship til en integreret det af deres turneringsprogram. Forbedringerne i transatlantisk rejse øgede også den amerikanske deltagelse.

Nicklaus' tre sejre kom i 1966, 1970 og 1978. Samlingen på tre sejre er ikke umiddelbart særlig bemærkelsesværdig, og han vandt da også alle de tre andre major-turneringer flere gange end denne, men det giver egentlig ikke et retvisende billede af hvor dominerende han var i The Open i 1960'erne og 1970'erne. Han sluttede blandt de fem bedste 16 gange, hvilket er en rekord for The Open, som han deler med John Henry Taylor, og siden anden verdenskrig har ingen andre været i nærheden af denne rekord. Dette inkluderer bl.a. syv andenpladser, hvilket ligeledes er rekord. Nicklaus er endvidere indehaver af rekorderne for flest runder under par (61) og flest turneringer under par (14). På Turnberry i 1977 var han medvirkende til en af de mest bemærkelsesværdige dyster i golfhistorien, da hans duel med Tom Watson først blev afgjort på det sidste slag, inden Watson endte som mester for anden gang med en rekordlav score på 268 slag (12 under par).

Tom Watson vandt The Open fem gange, dvs. oftere end nogen anden siden 1950'erne, men hans sidste sejr i 1983 betød samtidig enden på den amerikanske dominans. De næste 11 år var der kun én amerikansk vinder – resten kom fra Europa eller Commonwealth. De europæiske vindere i denne æra, spanieren Seve Ballesteros, skotten Sandy Lyle (som blev den første skotske vinder i mere end et halvt århundrede) og englænderen Nick Faldo, lyste også op i den gruppe spillere, som begyndte at give amerikanerne alvorlig modstand i Ryder Cup i denne periode.

I 1995 blev The Open en del af PGA Tour's officielle program, og John Dalys omspilssejr over italieneren Costantino Rocca det år startede ny æra med amerikansk dominans. Tiger Woods har indtil nu vundet tre titler, to i St Andrews i 2000 og 2005, og en i Hoylake i 2006. Et dramatisk øjeblik indtraf i St Andrews i 2000, da den aldrende Jack Nicklaus vinkede farvel til publikum, mens den unge udfordrer til hans trone, Tiger Woods, kiggede på fra et teested i nærheden. Efterfølgende besluttede Nicklaus også at deltage i 2005-mesterskabet, da R&A offentliggjorde, at St Andrews igen blev vært for turneringen, og han gav dermed sit endelige farvel til sine fans i "the Home og Golf". De seneste år har til dels været kendetegnet ved, at forholdsvis ukendte navne har sejret i turneringen, herunder Paul Lawrie, som vandt i omspil efter Jean van de Veldes episke kollaps på 72. hul i 1999, Ben Curtis, som vandt i 2003, og Todd Hamilton i 2004. Alle tre missede cuttet, da de det efterfølgende år forsvarende titlen, ligesom Mark Calcavecchia i 1990 og Mark O'Meara i 1999.

I 2002 blev alle sejre i The Open med tilbagevirkende kraft klassificeret som sejre på PGA Tour'en.

Efter otte års pause lykkedes det i 2007 igen for en europæer at vinde en major-turnering, da Pádraig Harrington fra Irland besejrede Sergio García med et slag efter fire hullers omspil. I 2008 forsvarede Harrington titlen på Royal Birkdale, og med en sidste runde på 69 slag vandt han med fire slags margin til Ian Poulter. I 2009 udførte 59-årige Tom Watson en af de mest bemærkelsesværdig præstationer nogensinde i The Open's historie. Han førte turneringen på de første 71 huller og behøvede blot en par på sidste hul for at vinde. Men Watson bogeyede hullet, hvilket medførte et firehullers omspil, som han tabte med seks slag til Stewart Cink. I 2010 forbedrede Rory McIlroy rekorden for den bedste åbningsrunde i The Open Championship, idet han kom rundt på St Andrews' Old Course på blot 63 slag (9 slag under par).

Trofæer

[redigér | rediger kildetekst]
Claret Jug

Flere forskellige medaljer og trofæer bliver eller har været uddelt under The Open Championship.[9]

Storbritannien og Irlands Professional Golfers' Association (PGA) markerer ligeledes foreningens egne medlemmers resultater i the Open.

Baner

[redigér | rediger kildetekst]
 Baner, hvor The Open Championship er blevet spillet:
   Baner på den nuværende rota.
   Tidligere baner.

Fra 1860 til 1870 blev The Open Championship arrangeret af og spillet i Prestwick Golf Club. Siden turneringen blev genoptaget i 1872 efter et års pause har den været spillet på et antal forskellige baner i en rotation. I begyndelsen var der tre baner i rotaen: Prestwick, St Andrews Links og Musselburgh Links. I 1893 blev Royal St George's og Royal Liverpool Golf Club inviteret med i rotaen. Siden er yderligere en håndfuld baner blevet tilføjet og et par er blevet droppet. Fælles for alle banerne har altid været, at de er linksbaner. I nyere tid har rotaen fulgt et mønster, hvor hvert andet mesterskab blev spillet i England og hvert andet i Skotland. Undtagelsen fra dette mønster er St Andrews Links, som lægger baner til begivenheden ca. hvert femte år. Der er imidlertid ingen faste regler for dette, og værtsbanen bliver udpeget af R&A ca. fem år i forvejen. The Open bliver som regel spillet i Skotland, North West England eller Kent i South East England. Den har aldrig været spillet i Wales, og kun én gang er turneringen blevet afviklet i Nordirland.

I perioden fra 1987 til 2011 fulgte fordelingen af spillestederne mellem Skotland og England nedenstående nøgle, hvor spillestedet var afhængig af det sidste ciffer i årstallet:

I 2012, 2013 og 2014 var værtslandene byttet om i forhold til ovenstående nøgle, og England var for første gang vært for to turneringer i træk i 2011 og 2012.

Nuværende rota

[redigér | rediger kildetekst]

Der er ti baner i den nuværende rota, fem i Skotland, fire i England og én i Nordirland:

Baner i Skotland

Baner i England

Baner i Nordirland

  • Royal Portrush Golf Club: I 1951 blev The Open afholdt på Royal Portrush i Nordirland. Det er den eneste udgave af turneringen, som ikke er spillet i Skotland eller England. Efter mange års pause blev banen genoptaget på rotaen i 2014, og den bliver for første gang igen vært for mesterskabet i 2019.

Tidligere baner

[redigér | rediger kildetekst]

Banestatistik

[redigér | rediger kildetekst]
Spillested Antal værtskaber[13] År Laveste score
St Andrews Links 29 1873, 1876, 1879, 1882, 1885, 1888, 1891, 1895, 1900, 1905, 1910, 1921, 1927, 1933, 1939, 1946, 1955, 1957, 1960, 1964, 1970, 1978, 1984, 1990, 1995, 2000, 2005, 2010, 2015 269 (−19), Tiger Woods (2000)
Prestwick Golf Club 24 1860-1870, 1872, 1875, 1878, 1881, 1884, 1887, 1890, 1893, 1898, 1903, 1908, 1914, 1925 291, James Braid (1908)
Muirfield 16 1892, 1896, 1901, 1906, 1912, 1929, 1935, 1948, 1959, 1966, 1972, 1980, 1987, 1992, 2002, 2013 271 (−13), Tom Watson (1980)
Royal St George's Golf Club 14 1894, 1899, 1904, 1911, 1922, 1928, 1934, 1938, 1949, 1981, 1985, 1993, 2003, 2011 267 (−13), Greg Norman (1993)
Royal Liverpool Golf Club 12 1897, 1902, 1907, 1913, 1924, 1930, 1936, 1947, 1956, 1967, 2006, 2014 270 (−18), Tiger Woods (2006)
Royal Lytham & St Annes Golf Club 11 1926, 1952, 1958, 1963, 1969, 1974, 1979, 1988, 1996, 2001, 2012 271 (−13), Tom Lehman (1996)
Royal Birkdale Golf Club 10 1954, 1961, 1965, 1971, 1976, 1983, 1991, 1998, 2008, 2017 268 (−12), Jordan Spieth (2017)
Royal Troon Golf Club 9 1923, 1950, 1962, 1973, 1982, 1989, 1997, 2004, 2016 264 (−20), Henrik Stenson (2016)
Carnoustie Golf Links 7 1931, 1937, 1953, 1968, 1975, 1999, 2007 277 (−7), Pádraig Harrington (2007)
Musselburgh Links 6 1874, 1877, 1880, 1883, 1886, 1889 155 (36 huller), Willie Park, Jr. (1889)
Turnberry 4 1977, 1986, 1994, 2009 268 (−12), Tom Watson (1977) & Nick Price (1994)
Royal Cinque Ports Golf Club 2 1909, 1920 291, John Henry Taylor (1909)
Prince's Golf Club 1 1932 283, Gene Sarazen (1932)
Royal Portrush Golf Club 1 1951 285, Max Faulkner (1951)

Spillere

[redigér | rediger kildetekst]

The Opens deltagerfelt består af 156 spillere, og spillerne kan opnå en plads i feltet på tre måder. Ca. to tredjedele af feltet består af spillere, som er direkte kvalificeret i en af exemption-kategorierne. Resten af feltet bliver fyldt op med spillere, der kvalificerer sig gennem de lokale eller internationale kvalifikationsturneringer.

Exemtion-kategorier

[redigér | rediger kildetekst]

Spillere, der opfylder betingelserne i mindst én af exemtion-kategorierne, har ret til at deltage i mesterskabet uden at spille kvalifikation. Kategorierne sørger bl.a. for, at ingen i den absolutte verdenselite "mangler" i turneringen, at tidligere mestre er repræsenteret, at de seks største faste tours er repræsenteret,[14] og at der er nogle amatørdeltagere.

Fra og med The Open i 2010 tilføjede R&A en ny exemption-kategori som reaktion på gode resultater opnået af tidligere mestre, herunder Greg Norman, der som 53-årig i 2008 blev delt nr. 3, og Tom Watson, der som 59-årig i 2009 blev nr. 2 efter at have tabt i omspil. En tidligere Open-vinder, som slutter i top 10, vil derfor fremover være sikret en plads i deltagerfeltet de efterfølgende fem år. Den nye exemption-kategori har ingen betydning for Norman, som fortsat vil være sikret en plads i feltet som en tidligere mester under 60 år, men for Watson betød ændringen, at han nu er sikret en plads i feltet til og med 2014.[15]

Kategorierne varierer en smule fra år til år. I 2012 er der 32 excemtion-kategorier. Det betyder, at følgende spillere er garanteret en plads i feltet til The Open Championship 2012.

Lokal kvalifikation

[redigér | rediger kildetekst]

Local Qualifying har traditionelt været vejen til en plads i The Open for de spillere, der ikke opfylder kravene i nogen af exemption-kategorierne. Den består af seksten 18-hullers Regional Qualifying-turneringer i Storbritannien eller Irland halvanden uge før The Open, hvorfra de bedst placerede spillere går videre til en af de fire 36-hullers Local Final Qualifying-turneringer et par dage senere. Der er nu 12 pladser at spille om i Local Qualifying, men der var tidligere langt flere pladser.

International kvalifikation

[redigér | rediger kildetekst]

Local Qualifying er åben for spillere fra hele verden, og tidligere tiltrak den mange store navne. For at gøre det nemmere at konkurrere om pladserne i The Open for professionelle spillere fra andre dele af verden, indførte R&A i 2004 International Qualifying, som består af fem 36-hullers kvalifikationsturneringer, én i hver af områderne Afrika, Australasien, Asien, Amerika og Europa. Disse turneringer er kun åbne for spillere med en rangering på Official World Golf Rankings, hvilket er et strammere krav end for Local Qualifying. Der er 36 pladser i The Open på spil i International Qualifying. De berettigede spillere kan vælge at tilmelde sig enten Local Qualifying eller Internatinal Qualifying, men ikke begge.

Mesterskaber, vindere og spillesteder

[redigér | rediger kildetekst]
2018 Carnoustie Fransesco Molinari Vinderscore £1.420.000
275 -8 Omspil
1860 Prestwick Skotland Willie Park, Sr. 174 -
1861 Prestwick Skotland Tom Morris, Sr. 163 -
1862 Prestwick Skotland Tom Morris, Sr. (2) 163 -
1863 Prestwick Skotland Willie Park, Sr. (2) 168 -
1864 Prestwick Skotland Tom Morris, Sr. (3) 167 £ 6
1865 Prestwick Skotland Andrew Strath 162 £ 6
1866 Prestwick Skotland Willie Park, Sr. (3) 169 £ 6
1867 Prestwick Skotland Tom Morris, Sr. (4) 170 £ 6
1868 Prestwick Skotland Tom Morris, Jr. 157 £ 6
1869 Prestwick Skotland Tom Morris, Jr. (2) 154 £ 6
1870 Prestwick Skotland Tom Morris, Jr. (3) 149 £ 6
1871 Intet mesterskab
1872 Prestwick Skotland Tom Morris, Jr. (4) 166 £ 6
1873 St Andrews Skotland Tom Kidd 179 £ 6
1874 Musselburgh Skotland Mungo Park 159 £ 6
1875 Prestwick Skotland Willie Park, Sr. (4) 166 £ 6
1876 St Andrews Skotland Bob Martin 176 £ 10
1877 Musselburgh Skotland Jamie Anderson 160 £ 10
1878 Prestwick Skotland Jamie Anderson (2) 157 £ 10
1879 St Andrews Skotland Jamie Anderson (3) 169 £ 10
1880 Musselburgh Skotland Bob Ferguson 162 £ 10
1881 Prestwick Skotland Bob Ferguson (2) 170 £ 10
1882 St Andrews Skotland Bob Ferguson (3) 171 £ 10
1883 Musselburgh Skotland Willie Fernie 159 £ 10
1884 Prestwick Skotland Jack Simpson 160 £ 10
1885 St Andrews Skotland Bob Martin (2) 171 £ 10
1886 Musselburgh Skotland David Brown 157 £ 10
1887 Prestwick Skotland Willie Park, Jr. 161 £ 10
1888 St Andrews Skotland Jack Burns 171 £ 10
1889 Musselburgh Skotland Willie Park, Jr. (2) 155 £ 8
1890 Prestwick England John Ball (a) 164 £ 8
1891 St Andrews Skotland Hugh Kirkaldy 166 £ 10
1892 Muirfield England Harold Hilton (a) 305
1893 Prestwick Skotland William Auchterlonie 322 £ 30
1894 Royal St George's England John Henry Taylor 326 £ 30
1895 St Andrews England John Henry Taylor (2) 322 £ 30
1896 Muirfield Jersey Harry Vardon 316 £ 30
1897 Royal Liverpool England Harold Hilton (a) (2) 314 £ 30
1898 Prestwick Jersey Harry Vardon (2) 307 £ 30
1899 Royal St George's Jersey Harry Vardon (3) 310 £ 30
1900 St Andrews England John Henry Taylor (3) 309 £ 30
1901 Muirfield Skotland James Braid 309 £ 30
1902 Royal Liverpool Skotland Sandy Herd 307 £ 30
1903 Prestwick Jersey Harry Vardon (4) 300 £ 30
1904 Royal St George's Skotland Jack White 296 £ 30
1905 St Andrews Skotland James Braid (2) 318 £ 30
1906 Muirfield Skotland James Braid (3) 300 £ 30
1907 Royal Liverpool Frankrig Arnaud Massy 312 £ 30
1908 Prestwick Skotland James Braid (4) 291 £ 30
1909 Royal Cinque Ports England John Henry Taylor (4) 291 £ 30
1910 St Andrews Skotland James Braid (5) 299 £ 50
1911 Royal St George's Jersey Harry Vardon (5) 303 £ 50
1912 Muirfield Jersey Ted Ray 295 £ 50
1913 Royal Liverpool England John Henry Taylor (5) 304 £ 50
1914 Prestwick Jersey Harry Vardon (6) 306 £ 50
1915–1919: Ingen mesterskaber på grund af 1. verdenskrig
1920 Royal Cinque Ports Skotland George Duncan 303 £ 75
1921 St Andrews USA Jock Hutchison 296 £ 75
1922 Royal St George's USA Walter Hagen 300 £ 75
1923 Royal Troon England Arthur Havers 295 £ 75
1924 Royal Liverpool USA Walter Hagen (2) 301 £ 75
1925 Prestwick England Jim Barnes 300 £ 75
1926 Royal Lytham & St Annes USA Bobby Jones (a) 291 £ 75
1927 St Andrews USA Bobby Jones (a) (2) 285 £ 100
1928 Royal St George's USA Walter Hagen (3) 292 £ 100
1929 Muirfield USA Walter Hagen (4) 292 £ 100
1930 Royal Liverpool USA Bobby Jones (a) (3) 291 £ 100
1931 Carnoustie USA Tommy Armour 296 £ 100
1932 Prince's USA Gene Sarazen 283 £ 100
1933 St Andrews USA Denny Shute 292 £ 100
1934 Royal St George's England Henry Cotton 283 £ 100
1935 Muirfield England Alf Perry 283 £ 100
1936 Royal Liverpool England Alf Padgham 287 £ 100
1937 Carnoustie England Henry Cotton (2) 290 £ 100
1938 Royal St George's England Reg Whitcombe 295 £ 100
1939 St Andrews England Dick Burton 290 £ 100
1940–1945: Ingen mesterskaber på grund af 2. verdenskrig
1946 St Andrews USA Sam Snead 290 +2 £ 150
1947 Royal Liverpool Nordirland Fred Daly 293 +5 £ 150
1948 Muirfield England Henry Cotton (3) 288 E £ 150
1949 Royal St George's Sydafrika Bobby Locke 283 −5 £ 300
1950 Royal Troon Sydafrika Bobby Locke (2) 279 −9 £ 300
1951 Royal Portrush England Max Faulkner 285 −3 £ 300
1952 Royal Lytham & St Annes Sydafrika Bobby Locke (3) 287 −1 £ 300
1953 Carnoustie USA Ben Hogan 282 −6 £ 500
1954 Royal Birkdale Australien Peter Thomson 283 −5 £ 750
1955 St Andrews Australien Peter Thomson (2) 281 −7 £ 1.000
1956 Royal Liverpool Australien Peter Thomson (3) 286 −2 £ 1.000
1957 St Andrews Sydafrika Bobby Locke (4) 279 −9 £ 1.000
1958 Royal Lytham & St Annes Australien Peter Thomson (4) 274 −10 £ 1.000
1959 Muirfield Sydafrika Gary Player 284 E £ 1.000
1960 St Andrews Australien Kel Nagle 278 −10 £ 1.250
1961 Royal Birkdale USA Arnold Palmer 284 −4 £ 1.400
1962 Royal Troon USA Arnold Palmer (2) 276 −12 £ 1.400
1963 Royal Lytham & St Annes New Zealand Bob Charles 277 −7 £ 1.500
1964 St Andrews USA Tony Lema 279 −9 £ 1.500
1965 Royal Birkdale Australien Peter Thomson (5) 285 −3 £ 1.750
1966 Muirfield USA Jack Nicklaus 282 −2 £ 2.100
1967 Royal Liverpool Argentina Roberto De Vicenzo 278 −10 £ 2.100
1968 Carnoustie Sydafrika Gary Player (2) 289 +1 £ 3.000
1969 Royal Lytham & St Annes England Tony Jacklin 280 −4 £ 4.250
1970 St Andrews USA Jack Nicklaus (2) 283 −5 £ 5.250
1971 Royal Birkdale USA Lee Trevino 278 −10 £ 5.500
1972 Muirfield USA Lee Trevino (2) 278 −6 £ 5.500
1973 Royal Troon USA Tom Weiskopf 276 −12 £ 5.500
1974 Royal Lytham & St Annes Sydafrika Gary Player (3) 282 −2 £ 5.500
1975 Carnoustie USA Tom Watson 279 −5 £ 7.500
1976 Royal Birkdale USA Johnny Miller 279 −9 £ 7.500
1977 Turnberry USA Tom Watson (2) 268 −12 £ 10.000
1978 St Andrews USA Jack Nicklaus (3) 281 −7 £ 12.500
1979 Royal Lytham & St Annes Spanien Seve Ballesteros 283 −1 £ 15.000
1980 Muirfield USA Tom Watson (3) 271 −13 £ 25.000
1981 Royal St George's USA Bill Rogers 276 −4 £ 25.000
1982 Royal Troon USA Tom Watson (4) 284 −4 £ 32.000
1983 Royal Birkdale USA Tom Watson (5) 275 −9 £ 40.000
1984 St Andrews Spanien Seve Ballesteros (2) 276 −12 £ 55.000
1985 Royal St George's Skotland Sandy Lyle 282 +2 £ 65.000
1986 Turnberry Australien Greg Norman 280 E £ 70.000
1987 Muirfield England Nick Faldo 279 −5 £ 75.000
1988 Royal Lytham & St Annes Spanien Seve Ballesteros (3) 273 −11 £ 80.000
1989 Royal Troon USA Mark Calcavecchia 275 −13 £ 80.000
1990 St Andrews England Nick Faldo (2) 270 −18 £ 85.000
1991 Royal Birkdale Australien Ian Baker-Finch 272 −8 £ 90.000
1992 Muirfield England Nick Faldo (3) 272 −12 £ 95.000
1993 Royal St George's Australien Greg Norman (2) 267 −13 £ 100.000
1994 Turnberry Zimbabwe Nick Price 268 −12 £ 110.000
1995 St Andrews USA John Daly 282 −6 £ 125.000
1996 Royal Lytham & St Annes USA Tom Lehman 271 −13 £ 200.000
1997 Royal Troon USA Justin Leonard 272 −12 £ 250.000
1998 Royal Birkdale USA Mark O'Meara 280 E £ 300.000
1999 Carnoustie Skotland Paul Lawrie 290 +6 £ 350.000
2000 St Andrews USA Tiger Woods 269 −19 £ 500.000
2001 Royal Lytham & St Annes USA David Duval 274 −10 £ 600.000
2002 Muirfield Sydafrika Ernie Els 278 −6 £ 700.000
2003 Royal St George's USA Ben Curtis 283 −1 £ 700.000
2004 Royal Troon USA Todd Hamilton 274 −10 £ 720.000
2005 St Andrews USA Tiger Woods (2) 274 −14 £ 720.000
2006 Royal Liverpool USA Tiger Woods (3) 270 −18 £ 720.000
2007 Carnoustie Irland Pádraig Harrington 277 −7 £ 750.000
2008 Royal Birkdale Irland Pádraig Harrington (2) 283 +3 £ 750.000
2009 Turnberry USA Stewart Cink 278 −2 £ 750.000
2010 St Andrews Sydafrika Louis Oosthuizen 272 −16 £ 850.000
2011 Royal St George's Nordirland Darren Clarke 275 −5 £ 900.000
2012 Royal Lytham & St Annes Sydafrika Ernie Els (2) 273 −7 £ 900.000
2013 Muirfield USA Phil Mickelson 281 −3 £ 945.000
2014 Royal Liverpool Nordirland Rory McIlroy 271 −17 £ 975.000
2015 St Andrews USA Zach Johnson 273 −15 £ 1.150.000
2016 Royal Troon Sverige Henrik Stenson 264 −20 £ 1.175.000
2017 Royal Birkdale USA Jordan Spieth 268 −12 £ 1.420.000
(a) Amatør

Næste turneringer[16]

[redigér | rediger kildetekst]
Udgave År Bane By Datoer
147 2018 Carnoustie Golf Links Carnoustie, Angus, Skotland 19. - 22. juli
148 2019 Royal Portrush Golf Club Portrush, Antrim, Nordirland 18. - 21. juli
149 2020 Royal St George's Golf Club Sandwich, Kent, England 16. - 19. juli
149 2021 St Andrews St. Andrews, Fife, Skotland 15. - 18. juli

Rekorder og statistik

[redigér | rediger kildetekst]

Fleregangsvindere

[redigér | rediger kildetekst]

Denne tabel lister de spillere, der har vundet mere end et mesterskab. Mesterskaber vundet to eller flere gange i træk er markeret med fed skrift.

Spiller Sejre År
Jersey Harry Vardon 6 1896, 1898, 1899, 1903, 1911, 1914
Skotland James Braid 5 1901, 1905, 1906, 1908, 1910
England John Henry Taylor 5 1894, 1895, 1900, 1909, 1913
Australien Peter Thomson 5 1954, 1955, 1956, 1958, 1965
USA Tom Watson 5 1975, 1977, 1980, 1982, 1983
Skotland Tom Morris, Sr. 4 1861, 1862, 1864, 1867
Skotland Tom Morris, Jr. 4 1868, 1869, 1870, 1872
Skotland Willie Park, Sr. 4 1860, 1863, 1866, 1875
USA Walter Hagen 4 1922, 1924, 1928, 1929
Sydafrika Bobby Locke 4 1949, 1950, 1952, 1957
Skotland Jamie Anderson 3 1877, 1878, 1879
Skotland Bob Ferguson 3 1880, 1881, 1882
USA Bobby Jones (a) 3 1926, 1927, 1930
England Henry Cotton 3 1934, 1937, 1948
Sydafrika Gary Player 3 1959, 1968, 1974
USA Jack Nicklaus 3 1966, 1970, 1978
Spanien Seve Ballesteros 3 1979, 1984, 1988
England Nick Faldo 3 1987, 1990, 1992
USA Tiger Woods 3 2000, 2005, 2006
Skotland Bob Martin 2 1876, 1885
Skotland Willie Park, Jr. 2 1887, 1889
England Harold Hilton (a) 2 1892, 1897
USA Arnold Palmer 2 1961, 1962
USA Lee Trevino 2 1971, 1972
Australien Greg Norman 2 1986, 1993
Irland Pádraig Harrington 2 2007, 2008
Sydafrika Ernie Els 2 2002, 2012
Årstal fremhævet med fed skrift betyder sejre i træk.
(a) Amatør.

Sejre fordelt på nationer

[redigér | rediger kildetekst]
Plac. Nation Sejre Vindere
1.  USA 42 27
2.  Skotland 41 22
3.  England 22 13
4.  Australien 9 4
 Sydafrika 9 4
6.  Jersey 7 2
7.  Spanien 3 1
8.  Irland 2 1
 Nordirland 2 2
10.  Argentina 1 1
 Frankrig 1 1
 New Zealand 1 1
 Sverige 1 1
 Zimbabwe 1 1

Kilder / eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ "The R&A announce increase in Prize Money for 150th Anniversary Open". Arkiveret fra originalen 20. juli 2010. Hentet 15. juli 2011.
  2. ^ "The Open Championship".
  3. ^ "Birkdale 'will provide Open test'". BBC Sport. 29. april 2008.
  4. ^ Spiers, Graham (20. juli 2007). "The top ten best shots at the Open". London: The Times. Arkiveret fra originalen 10. oktober 2008. Hentet 2010-05-25.
  5. ^ "British Open Tournament".
  6. ^ Malley, Frank (2006-07-24). "Woods gives blueprint for success at British Open". SportsTicker. Arkiveret fra originalen 21. september 2007. Hentet 15. juli 2011.
  7. ^ Newberry, Paul (2006-07-24). "Through he tears, Woods hoists the claret jug for the second year in a row". Associated Press. Arkiveret fra originalen 4. august 2009. Hentet 15. juli 2011.
  8. ^ "The Open Championship – More Scottish than British". PGA Tour official website. Arkiveret fra originalen 2. oktober 2012. Hentet 2008-12-05. When the very first Open Championship was held in 1860, it was an entirely Scottish affair.
  9. ^ "Claret Jug". opengolf.com. Hentet 2009-08-11.
  10. ^ "Ryle Memorial Medal". Professional Golfers' Association. Arkiveret fra originalen 15. juli 2011. Hentet 2009-08-11.
  11. ^ "Braid Taylor Memorial Medal". Professional Golfers' Association. Arkiveret fra originalen 15. juli 2011. Hentet 2009-08-11.
  12. ^ "Tooting Bec Cup". Professional Golfers' Association. Arkiveret fra originalen 5. oktober 2012. Hentet 2009-08-11.
  13. ^ Opgjort pr. 2016
  14. ^ Indtil 2009 var det de seks eneste medlemmer af International Federation of PGA Tours: PGA Tour, European Tour, Japan Tour, Asian Tour, Australasia Tour og Sunshine Tour. I 2009 blev International Federation of PGA Tours udvidet, således af forbundet nu har 11 medlemmer, inkl. kvindernes tours.
  15. ^ Harig, Bob (2009-11-16). "Exemption applies to past Open champs". ESPN.com. Hentet 2009-11-17.
  16. ^ TheOpen.com – Open Venues
  17. ^ Visse kilder angiver fortsat 17 år 5 måneder 8 dage (eller 17 år 161 dage), men hans fødselsattest blev fundet i 2006. Se Notes: Young Tom Morris gets 20 days older Arkiveret 5. august 2006 hos Wayback Machine, pgatour.com, 1. august 2006.


Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=The_Open_Championship&oldid=11925436"